Hjemme!

Så er vi for alvor hjemme igen, og det er vel nok fint. Det tager mig tit et par dage sådan rigtig at ankomme herhjemme – jeg har lige brug for at tømme kufferterne (eller i hvert fald flytte dem ud af syne), købe en buket blomster, og smække alle vinduer på vid gab først, og i det hele taget lige nusse lidt omkring og gøre huset til mit igen.

img_3564

Men nu er jeg altså hjemme, og det er En God Ting. Nu sætter det nemlig i med Indian Summer (det er en aftale jeg har lavet med vejrguderne, som forhåbentlig stadig er mig venligt stemt), og den nydes allerbedst hjemme i Danmark. Lune, smukke sensommerdage, hvor alting står tungt af den sidste frodighed. Blommer, æbler og brombær i haven, så man kan spise sig en mavepine til, aftensvømmeture i søen, og lange ture i den skov, som aldrig er mere saftigt mørkegrøn end lige nu, hvor den står og samler sig sammen til at begejstre os alle med den sidste pragt, inden den pakker sammen for i år.

Hjemme i haven er alting vokset så flot i sommerens løb, og det er helt tydeligt, at intet af det nye vi plantede i foråret, har tørstet… og så må man jo endelig ikke glemme at sensommertid er plantetid, så nu skal jeg have sat alt det, jeg ikke opdagede at jeg manglede i foråret. Der skal for eksempel plantes solbærbuske, for jeg har pludselig fået en ting med solbærmarmelade, og så skal der plantes en masse lavendel omkring morgenmadsterrassen, så jeg kan få en smule af Italien med hjem.

Beplantningen omkring min dejlige morgenmadsterrasse blev jo grundigt beskåret tidligere på året, og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde mine tvivl om, hvorvidt det nogensinde ville blive grønt og frodigt igen. Men se nu bare her!!!

img_3558

img_3569

img_3547

Overdådigt grønt, og – fuldkommen som jeg havde håbet på – en noget mere varieret beplantning end den monokultur, min ellers højtelskede Arkitektens Trøst havde omdannet rosenbuskene til. Nu skal det sådan set bare vokse sig lidt højere, men det er jo kun et spørgsmål om tid. Det hele ville nok heller ikke tage skade af en smule lugning, men omvendt skal man også huske på, at det alt for velpassede nemt bliver lidt goldt. Kommer dog næppe til at ske i min have…

img_3537

Varenna – Comosøens ikke helt så kendte perle

Det er dejligt at være hjemme – men en lillebitte smule savner jeg nu alligevel min skønne, italienske perle. I får lige en håndfuld billeder fra en af yndlingsbyerne; smukke Varenna, som bare er noget helt særligt.

De fleste har hørt om Como og Bellagio, men der er et par byer mere omkring Comosøen, som virkelig er et besøg (eller flere) værd. En af dem er Menaggio, en anden er Varenna. Varenna ligger helt centralt i søen, overfor Bellagio og Menaggio; der hvor søens ‘ben’ samles. Den nås nemmest fra vandet, og heldigvis sejler søens færger den vej forbi.

img_2508

Byen er vidundersmuk, med små, stejle gader, og huse der nærmest klamrer sig til bjergsiderne. Den udstråler en ro, som gør at man straks føler sig hensat til en anden verden; en verden uden stress og bekymringer, hvor ens største opgave er at beslutte hvilken slags is, man vil have i sit bæger. Her får man nemlig den bedste is overhovedet – i det lillebitte ishus nede på strandpromenaden, hvor man endda kan sidde ude på trappen og dovent kigge ud over søen, mens man mæsker sig. Ikke så ilde.

img_2491

img_2330

img_2492

Det er ikke her, man skal lede efter det hektiske natteliv. Her er det La Dolce Vita der gælder, tilbagelænet livsnyderi i laveste gear. Om onsdagen er der marked i den nye bydel, og ellers handler det mest om at slentre rundt i de smalle gyder, slappe af på en af de mange restauranter, eller tage en dukkert i søen.

Det er heller ikke her, man skal lede efter de store, vigtige seværdigheder. Der er så lidt at se, at man faktisk når at se en masse… I Varenna er der intet der trænger sig på, men meget der, fuldkommen fordringsløst, byder sig til. Man behøver bare at åbne hånden og tage imod.

img_2490

img_2489

img_2507

I den nye bydel, der hvor færgerne lægger til, finder man enkelte restauranter og byens Lido; deres strandpark, med servering og service. Følger man den lille røde stensti (The Red Brick Road?), kommer man over i den gamle by. Her er der masser af småbutikker, cafeer og restauranter, det famøse ishus, og såmænd også et par små strande. Længere oppe ligger byens torv, med søens ældste kirke, og det stille liv.

Giv Varenna en chance, hvis du befinder dig i området. Den gør ikke megen stads af sig, men det behøver den heller ikke. Den er så pragtfuld i sig selv, at den roligt kan ligge hen, og bare vente på, at du opdager den.

Søndags Snapshots

Det var så dét. Sidste ferieuge, og uha, hvor den havde fart på ud af døren! Men ok, har jo før oplevet at tiden kan finde på at rende vældig stærkt, når alting bare er festligt og skønt i godt selskab… Således burde det ikke kunne overraske mig, at en uge der starter med vandresko i Cinque Terre, tager et sving omkring Como-søen, for at afslutte med noget så festligt som navngivning af gode venners fine nye søn, er fløjet forbi i en hvirvelvind. Her er et par hastigt opsnappede højdepunkter:

img_3285Kajen i Manarola

Bare et godt sted at være, uanset om man vil spise fisk, bade, sole eller tage det hele lidt fra oven oppe fra Nessun Dorma.

img_3398Når ting ikke går som forventet, og det er okay

Sidste år købte vi et par grunde, som støder op til vores baghave. Planen var, at vi ville have en fin lille pool og en lækker terrasse. Meeeen… det her er Italien, og ting går ikke altid som man planlægger. Dagen efter købet fik vi at vide (af den søde mand som havde hjulpet os med købet, for at det ikke skal være løgn), at det vi havde købt var landbrugsjord, og at der ikke måtte bygge pool på det. Før til næste år, altså (??).

Har dog haft vældig spas med en krokodille og en plastikpool på de hede dage, så pyt med det. Jo også en billigere løsning…

img_3401Harry Potter

Jamen halløj – hvorfor er der ikke nogen der har sagt det? At de er rigtig fine, de her bøger – hvorfor skulle det være en hemmelighed?

Jeg synes det er overmåde vigtigt, at vi tilbyder unge læsere nogen ordentlige bøger. Vi kan ganske enkelt ikke være andet bekendt. Og med dén holdning er det vel ikke helt ved siden af at placere Harry Potter-bøgerne i kategorien “Virkelig væsentlig litteratur”, hvilket jeg for så vidt også har gjort igennem mange år. Har så bare ikke lige selv fået dem læst. Før nu. Nøj, de er fine!

img_3303Lydbøger

Vi kørte hjem fra Italien – en tur på godt 15 timer, som nok er smuk i begyndelsen (over alperne!), men som hurtigt bliver en smule ensformig. Desværre bliver jeg nemt køresyg, hvis jeg læser i bilen, men det er så her, lydbøgerne kommer ind. Også hyggeligere jo, fordi man så kan ‘læse’ bøgerne sammen! Jeg bruger e-reolen, som ganske vist ikke er så vanvittigt god en app, men som til gengæld har virkelig mange fine tilbud. Og så er den gratis, hvilket jo ikke tæller ned.

img_3471Navngivning

Der er noget uendeligt fint og sprødt over en navngivningsfest. Den spændte forventning til det nye, lille liv: hvilke glæder kommer hans vej, hvilke byrder skal han bære – og hvordan kan familie og venner bedst vise ham livets mirakler? Knuselsker det, og føler mig meget priviligeret hver eneste gang.

 

Næste uge bliver travl på den skønne måde. Jeg skal nemlig forberede min søde mors store 70 års fest, som skal holdes herude. Hjælp mig lige med at krydse fingre for godt vejr, ik? Der er selvfølgelig også de sædvanlige komme-tilbage-til-hverdagen øvelser, men enkelte af dem bliver nok udskudt til næste uge. Kufferterne med det snavsede tøj spiser jo heller ingen brød mens de ligger og venter, som min svigermor ville have sagt.

Håber I får en skøn uge!

Mini guide til Cinque Terre, del II

Første del af min guide til Cinque Terre handlede om byerne Riomaggiore og Corniglia – nu er turen kommet til Monterosso del Mare, Vernazza, og min yndling: Manarola.

img_3187

Efter et par vidunderlige ture i området mellem Riomaggiore og Manarola, startede vi nemlig dag to i Cinque Terre med at tage toget helt ind i bunden, ind til Monterosso del Mare. Det er den største af de fem byer, og også den ældste. Den er opdelt i en gammel og en ny bydel. Den gamle bydel er, måske ikke så overraskende, bedårende smuk, men den nye bydel får faktisk også en del opmærksomhed, idet den huser Cinque Terres største strand. Nu var det jo ikke primært strandene vi kom for. Vi kom med vandresko og rygsæk – dog minus Tryllebør – så vi begav os ret hurtigt afsted ad områdets mest berømte vandrerute; rute #2, kyststien.

img_3175

img_3404

img_3201

img_3405

img_3220

Den første by vi mødte på vores smukke tur, var Vernassa. Nogen hævder at det er den skønneste af alle Cinque Terres småbyer. Det er i hvert fald den mest proppede – men den er også helt ubeskriveligt malerisk – og et godt sted til en frokost! Hernede er man sådan set aldrig særlig langt fra et godt sted til en frokost, og det største problem er som regel at vælge. Det er dog værd at huske på, at i Italien ankommer du til en restaurant mellem kl. 12 og 13.30 (nogen gange kan du strække den til kl. 14, men det er så også grænsen), og ellers spiser du ikke.

Vernazza var den af byerne, som blev mest beskadiget under mudderskredet i 2011, men efterhånden er den ved at være tilbage i sin gamle, smukke skikkelse. Belforte-tårnet er byens stolteste kendingsmærke, og kan ses på nærmest alle billeder fra byen. Jo også tosset ikke at tage det med, for herligt er det!

img_3204

img_3421

img_3232

Fra Vernazza fortsætter kyststien videre til Corniglia, og det er virkelig en pragtfuld strækning. De mest utrolige udsigter lurer om hvert eneste hjørne, og det smukke holder bare aldrig op. Det gør stigningerne så heller ikke, så jeg fik rig lejlighed til at arbejde med min modvilje mod dem 😉

Man møder mange mennesker på kyststien. Rigtig mange. Og en del af dem har tydeligvis ikke begreb om, hvad det er de har begivet sig ud i. De har formentlig bare hørt, at turen fra Vernazza til Corniglia er vanvittigt smuk, og kun tager 1 1/2 time. Med de oplysninger kan man jo godt forstå, at de kommer ud på stien lidt sent på eftermiddagen, med nyglattet hår, smukke kjoler, små fine sandaler og lækre stråtasker på den sydeuropæiske måde. De har tydeligvis tænkt, at det kunne være hyggeligt med en lille tur til den næste by for at spise middag. Det er da også en fremragende ide. Forudsat altså, at man er klædt på til, og indstillet på, bjergvandring. Jeg tænker, at en del af disse bedårende unge kvinder endte med at spise middag alene, efter at have kastet deres dumme mænd og alle deres skøre ideer ud over en skrænt – sådan lød det i hvert fald på deres samtaler undervejs 😉

Helt generelt synes jeg faktisk, det kan være ret svært at gennemskue præcis hvor udfordrende en given vandrerute er – og det gælder ikke kun i Cinque Terre. Når ruter beskrives som ‘nemme’, relaterer beskrivelsen sig som regel til det rent tekniske: er der vanskeligt fremkommelige passager, er ruten fornuftigt afmærket, og skal du bruge kompas og/eller klatreudstyr for at komme igennem den. Det bedste man kan gøre, er selvfølgelig at kigge på et detaljeret kort, så man kan vurdere hvor mange højdemeter man skal passere, og hvordan de er fordelt over ruten. Det næstbedste er at sammenholde rutens kilometertal med den angivne tid, der kræves for at gennemføre den. Hvis du ender med en gennemsnitshastighed omkring 3 km i timen, kan du roligt regne med, at den indbærer stejle stigninger, for de der tidsangivelser er ikke for gamle folk og småbørn!

img_3422

img_3307

img_3409

img_3419

Vi boede som nævnt i Manaroloa. Det er en betagende lille by, og så har den en meget vigtig feature: Den har en pragtfuld fiskerestaurant nede ved kajen, hvor ham min elskede har indstiftet en tradition med at bestille en flaske iskold hvidvin og to glas, hvorefter han festligt sidder og siger “Cin Cin” til sig selv, mens han drikker sig mod til at springe ud fra den høje klippe. Jamen, så sjovt, da…

img_3262

img_3417

img_3289

img_3416

På vores sidste aften i Cinque Terre gik vi op til Nessun dorma (ja ja, man kan selvfølgelig sin Puccini hernede), som er en skøn restaurant på klipperne lige ovenfor Manarolas kaj. Her er så smukt, at man næsten ikke har tid til at spise – og det er en skam, for maden er typisk italiensk: enkel og toplækker, med udsøgte råvarer, og tilberedt med den største omhu. Nessun dorma kan slet ikke anbefales nok, hvis man er på disse kanter, og den tid man bruger på at stå i kø for at komme ind, er godt brugt.

Honestly all type of works are stressful and hard, even if you have the best sea-view of the world. The only way to keep nice and easy your work is the smile and the passion.

Sådan står der på restauranten – og præcis sådan opleves stemningen, når man sidder en skøn aftenstund og kigger ud på solnedgangen over byen, klipperne og havet, mens man lader sig forkæle med alskens delikatesser. Nice and easy – og smile and passion. Super cool sted, som er afslappet og tilbagelænet på den helt fede måde.

img_3261

Cinque Terre er noget helt særligt. Cinque Terre er nærmest overjordisk smuk, vild, betagende, og evigt omskiftelig. Cinque Terre skal opleves – mere end én gang.

Eyelash extensions

img_3427

Ægte feriefoto – ingen makeup, krøllet hår, og nærmest lige væltet ud af sengen. Men der er mening med galskaben 😉

Det jeg vil vise, er nemlig de eyelash extensions, som jeg igennem de sidste ni år har fået lavet hver 3.-4. uge. Det er selvfølgelig ikke en helt billig fornøjelse, og jeg vil ikke engang prøve på at retfærdiggøre det med henvisning til alle de penge, jeg sparer på mascara. Det er dyrt, men det er dejligt. Jeg nyder at kunne vælte ud ad sengen, pjaske vand og dagcreme (med solfilter!!) i ansigtet, og være nærmest good to go.

img_2420

Mine fine øjenvipper i close-up (og jeg minder lige om, at jeg er 52, og det kan øjenvipperne ikke gøre for…). De generer ikke, de klør ikke, de filtrer ikke. De holder sig pæne i 3-4 uger, og så bruger jeg en halv times tid på at få dem fyldt op. Elsker det.

Der er flere som har spurgt, om ikke mine egne øjenvipper tog skade, eller fortalt at deres faldt af, når de brugte extensions. Jeg tror det betyder rigtig meget, hvordan du får dem lavet, og hvilke materialer der bliver brugt. Mine bliver lavet hos Rikke fra Klinik nDermo i Hillerød, og de har som sagt aldrig givet problemer.

Det kan se lidt voldsomt ud, når en extension falder af. De bliver jo limet til mine egne øjenvipper, og følger således deres livscyklus – når et vippehår dør og falder af, ryger den påklistrede extension selvfølgelig med. Jeg har også lagt mærke til, at jeg har vænnet mig så meget til mine extensions, at jeg synes jeg ser helt bar ud, hvis de alle når at ryge af, før jeg får dem opfyldt (hvis jeg for eksempel er på en længere ferie). Det betyder imidlertid ikke at mine øjenvipper er væk – så ville Rikke jo ikke kunne redde situationen, for så ville der ikke være noget at klistre extensions på.

Det kan naturligvis godt være, at mine øjenvipper lige pludselig får nok af det hele, og giver sig til at falde af. Omvendt har de klaret mosten i 9 år, så mon ikke de kan tage lidt flere? Det håber jeg, for det er en hverdagsluksus jeg ville være træt af at undvære! Og så er det måske også nu jeg, lidt modvilligt, men i sandhedens tjeneste, skal indrømme, at livet formentlig er langt hårdere for mine vipper, når jeg ikke har extensions. Er nemlig ikke vanvittigt skrap til det der med at huske (gide) at tage mascaraen af, inden jeg går i seng. Ups.

Mini guide til Cinque Terre, del I

Normalt er jeg et godt og omgængeligt menneske, som nærmest altid kan finde en ja-hat at udsmykke mig med, og som er rar ved andre – men som alle andre store karakterer har jeg naturligvis også mit kryptonit. Jeg tåler ikke alkohol *, og er virkelig dårlig til at gå opad. Placer mig på en overflade med mere end 20 % stigning, og forvent at jeg bevæger mig op ved egen hjælp, så skal du bare se løjer… Jeg har egentlig altid godt vidst det, men på vores nylige vandretur i Cinque Terre blev det da for alvor fastslået: Jeg tåler ikke stejle stigninger. Jeg bliver sur. Som en citron. Heldigvis bliver jeg hurtigt god igen 🙂

img_3060

Hver sommer plejer vi at tage et par dage til Cinque Terre; en bedårende lille nationalpark nede ved Middelhavet. Områdets største attraktion er de fem små, farverige byer, som klynger sig stædigt til den forrevne klippekyst. Specielt Manarola har vundet vores hjerter, og det er ofte der, vi vælger at bo, selvom det selvfølgelig ikke er særlig pænt gjort (eller specielt nemt, for den sags skyld!) at udvælge sig favoritter på den måde.

I Cinque Terre finder man ikke noget hektisk natteliv, men til gengæld masser af små, fine strande, de smukkeste byer, der breder sig i de skønneste farver på en helt betagende kystlinje – og hundredevis af vandrestier, som vi skal udforske i år.

img_3328

img_3065

Det kan være rigtig vanskeligt at have bil med i Cinque Terre. Vejene er små, bugtede, og af og til decideret farlige at køre på, som vi for eksempel måtte sande i 2012, hvor vi besøgte parken efter et voldsomt mudderskred i vinteren 2011. Visse steder bestod vejen kun af et frithængende, hærget asfaltlag, som klamrede sig til klippesiderne… ikke nogen fest at køre på.

Faktisk er det en langt bedre ide at efterlade bilen i La Spezia og tage toget ind i nationalparken, hvilket da også er, hvad vi har gjort i år. Der er alligevel ikke meget at bruge en bil til, når først man er inde i området, for den må ikke komme med ind i byerne, og de omgivende parkeringspladser fyldes op hurtigere end man kan nå at sige “frokost”.

img_3086

Hvis man vil vandre i nationalparken, kan det klart anbefales at man investerer i et detaljeret kort over området, og at man hele tiden holder sig orienteret om hver enkelt rutes aktuelle tilstand. Kort kan købes i alle parkens Centri di Accoglienza (velkomstcentre), som findes i alle de fem byer, og på togstationen i La Spezia. Det er i øvrigt også her, man kan købe adgangskort til nationalparkens vandreruter, og partoutkort til toget og shuttlebusserne; noget jeg helt klart vil anbefale frem for at man skal stå i kø hver eneste gang for at købe billetter. Nationalparken er nemlig meget besøgt, og nede i byerne er der temmelig mange mennesker.

Vi startede med at tage toget ind til Riomaggiore, den første af de fem byer, man møder på sin vej ind i Cinque Terre fra La Spezia. Byen er bedårende. Selvfølgelig er den bedårende, ellers fik den formentlig slet ikke lov at ligge i Cinque Terre, hvor alt er smukt. Jeg blev faktisk ind imellem lidt bekymret for, om de høje æstetiske standarder også omfattede personer på besøg, i hvilket tilfælde jeg hurtigt kunne have fået et problem i mit svedige (og ikke svedige på den fede måde!!) hiker-gear. Det lader heldigvis til, at det først og fremmest er bygninger, der absolut skal være iøjnefaldende smukke for at få lov at være her.

img_3089

img_3330

Riomaggiore er opdelt i tre bittesmå dele: den gamle bydel, togstationen, og kajen, hvor der også er en lille strand. Fra togstationen udgår Via Dell’Amore (Kærlighedsstien), som uden tvivl er den mest berømte – og besøgte! – af alle de mange hundrede kilometer vandrestier i området. Det er den korteste og nemmeste sti at vandre: 900 meter er der til Manarola, og man kan snildt komme igennem på 15 minutter. Det er der nu ingen grund til, for det er meget sjovere at give sig god tid til at nyde den smukke udsigt undervejs, og måske snige sig til et kys eller to…

img_3329

img_3073

Desværre er Via Dell’Amore lukket for tiden (åbner formentlig ikke før foråret 2019), så den måtte vi nøjes med at mindes. I stedet satte vi ud på The Riomaggiore Ring, en 3 km lang sti som leder rundt langs kysten, op til Montenero Sanctuary, og tilbage til Riomaggiore. Turen er sammensat af to ruter: #3 og #3a, og det kan klart anbefales at tage den rundt i retning mod uret. Så starter den nemlig noget så festligt, med 1 hel kilometer fuld af høje, stejle trappetrin… og jeg mener det faktisk alvorligt, for de trin kan ikke være nogen fest at bevæge sig ned ad!

Efter en lækker frokost i Riomaggiore ville vi jo allerhelst have fortsat til fods mod Manarola, men det er ikke kun Via dell’Amore der er lukket i år – den alternative sti #531, der ellers forbinder de to byer lidt højere oppe fra kysten, er også spærret. Note til Cinque Terre-vandrere: Det er altid en god ide at tjekke de forskellige vandrerutes aktuelle tilstand på https://www.incinqueterre.com/en/trails-advice. Siden opdateres konstant, og viser hvilke af stierne, der er lukket.

Hvis man vil gå mellem Riomaggiore og Manarola for tiden, må man ud på en temmelig lang bjergtur, og det var nogen af os ganske enkelt ikke indstillet på (se indledningen). Derfor hoppede vi på toget, og kørte til Corniglia i stedet.

img_3325

img_3331

Corniglia er virkelig en perle. Den udmærker sig ved at være den mindste af byerne herinde, og samtidig den højest beliggende. Som den eneste af de ‘Fem Lande’ ligger den ikke helt ude ved havet, men oppe på en klippetop. Det gør den vanskelig at nå, men giver samtidig de mest bjergtagende udsyn, så den må man ikke snyde sig selv for. Ekstra bonus: den lidt afsides beliggenhed gør at den er langt mindre proppet end de øvrige fire byer! Hvis ikke man orker at traske op ad bjerget, kan man altid hoppe på en shuttlebus, som holder lige udenfor stationen.

img_3326

img_3332

img_3126

img_3336

img_3139

img_3334

Festligt nok, så er kystruten mellem Corniglia og Manarola også lukket i år, men heldigvis går der en fin rute lidt oppe i bjergene, som jeg slet ikke kan anbefale nok. Man tager rute #587 inde fra Corniglia, og følger den indtil man møder #586,  som leder til Volastra. Volastra er en lille landsby, hvorfra man følger rute #506 som går rundt langs bjergsiden i udkanten af de velpassede vinmarker, med den mest fantastiske udsigt over havet, bjergene, de terrasseopbyggede vinmarker, og byerne Manarola og Corniglia.

img_3337

img_3156

Vi stoppede for natten i Manarola. Vi boede på Hotel Ca’ d’Andrean, hvor vi har boet før, og det var ligeså fint denne gang som sidst. Skønt var det at komme ud af det støvede og beskidte vandretøj, få et bad, og trække i en frisk t-shirt, inden vi begav os ud i byen. Ultimativ hiker-luksus: rent tøj! – og på denne tur kunne det lade sig gøre, fordi vi hverken skulle slæbe overnatnings- eller madlavningsgear. Slet ikke så ilde endda.

img_3335

* Giv mig mere end tre farvestålende drinks (gerne med paraplyer!), og jeg forvandler mig til en savlende, højtråbende bodega-Torben, som sidder sådan lidt dum-lummert og grynter ting som “Træk i min finger” og “Det sagde hun også i går” – voldsomt morsomt… For mig selv, forstås. Indtil næste morgen, hvor jeg endnu en gang må sande, at jeg ikke tåler alkohol.

Prosciutto melone

Mens jeg nyder min sidste dag hernede i skønne Cinque Terre, vil jeg lige dele ‘opskriften’ (kan man tale om en opskrift på noget med kun to ingredienser, som oven i købet begge indgår i rettens navn?) på min absolutte yndlingsfrokost / forret / nemme aftensmad.

Hvis maden skal være endnu nemmere end en omgang Bresaola, skal man lave prosciutto melone. Faktisk går der helst ikke en dag hernede i varmen, uden at jeg spiser prosciutto melone – eller skinke og melon, om man vil. Det er det lækreste overhovedet; den søde og bløde melon mod den salte og tørre skinke gør mig noget så glad i munden, og mit eneste problem er at stoppe i tide.

img_2521

Hvis det skal være rigtig fancy, lægger man først en bund af rucola. Det kan helt afgjort undværes, men omvendt går rucolaens særlige smag super fint i spænd med de andre smagsnuancer i retten, og det er ikke  forfærdelig stor en anstrengelse. #Den UdygtigeHusmor

Derpå bygger man et bjerg af sød, solmoden galia-/honning-/netmelon, som man skærer i små, mundrette bidder, og topper med et par længder god, italiensk prosciutto crudo. Det er rigtig vigtigt at man bruger prosciutto crudo – prosciutto cotto er ikke bare forkert; det er helt igennem fuldkommen skrup galt, og smager grimt.

img_2522

Hvis man virkelig skal spille smart, kværner man til sidst lidt frisk peber over herlighederne, og kaster et par basilikumblade på. Det gør jeg aldrig, men dem der har mere modne smagsløg end mine, hævder at det tager retten til nye højder.

Det imponerer mig hver gang, at så simpel en ret kan være så perfekt. Vi taler om TO (2!) ingredienser i en snæver vending – men det er ikke desto mindre en himmerigsmundfuld, som er svær at overgå. Smager selvfølgelig allerbedst i skyggen af et kastanjetræ, men har man ikke sådan et indenfor rækkevidde, går det nok endda.

Om yndlingsforfattere, yndlingsbøger og skuffelser

img_2224

Den sjoveste bog, jeg nogensinde har læst, er I’ll take it af Paul Rudnick. Den er så latterkrampefremkaldende morsom, at jeg stadig kan tage mig selv i at grine højt når jeg åbner den, her godt ti år efter jeg første gang fik fat i bogen. Derfor er det jo ikke så mærkeligt, at jeg havde ret høje forventninger til den Paul Rudnick-bog, som jeg havde klikket hjem fra Amazon for nogen tid siden – men altså… Øv.

It’s all your fault stod slet ikke mål med I’ll take it, og det er ikke fair. Det er ikke fair for hverken bog eller forfatter, at jeg sammenligner så benhårdt med noget så sjældent som en absolut Y.N.D.L.I.N.G.S.B.O.G.

Dem er der jo, af naturlige årsager, forholdsvis få af, og det er faktisk ikke okay at bruge dem som målestok, når bare man vil underholdes på den lidt henkastede måde. Det kan It’s all your fault nemlig godt, og den hævder for så vidt heller ikke at kunne mere. Den lever med andre ord op til genren og sit omslag, og havde forfatteren været enhver anden end lige Paul Rudnick, havde jeg formentlig også følt mig udmærket underholdt. Men altså…

img_2438

Har I også absolutte yndlingsbøger, af den slags der helt naturligt indtager førstepladsen på en af jeres læselister, og så bare forbliver der, år efter år? Hvor graciøst tackler I en skuffelse fra yndlingsbogens forfatter?

Jeg har spekuleret lidt over, hvilket stof yndlingsbøger er gjort af. Beder man folk om at nævne deres yndlingsbog, bliver de fleste (i hvert fald fuldblodslæseheste) lidt urolige. Det begynder med en flakken i øjnene, og kan hurtigt udvikle sig til noget nær panikangst – for hvordan skal man dog kunne vælge??? Et tilvalg indebærer jo uendeligt mange fravalg, og det er næsten umuligt at tænke på…

Når jeg begynder at se nærmere på mine egne yndlingsbøger, så har jeg altid glimrende grunde til at udpege netop mine yndlingsbøger som ‘yndlings’. For nogen af dem handler det om karaktererne i bøgerne – det er for eksempel tilfældet for mig med I’ll take it, hvor jeg finder Joe Reckler, og især hans mor og mostre, helt uimodståelige.

Men lige så ofte handler en ‘yndlings-status’ mere om de minder og særlige omstændigheder, der knytter sig til en given bog. De bøger, jeg læste inde i min hule som barn; de bøger jeg åd mig igennem på en sommerferie; de bøger der minder mig om alle mulige stunder, glade som triste – men hvor bøgerne var mine trofaste følgesvende. Åå mange måder må jeg nok sige, at det i bund og grund nok ikke har så forfærdeligt meget med yndlingsbøger at gøre for mig, men mere om yndlingsminder, som vækkes til live gennem en bog.

Måske er det også derfor, jeg vil gå rigtig langt for at undgå at give et definitivt svar på, hvilken bog der er min absolutte yndlingsbog af dem alle. Jeg kan jo ikke vælge!

Har I yndlingsbøger, og hvad gør dem i så fald til yndlings?

Søndags Snapshots

img_2770

Fra den ene yderlighed til den anden…

Vi har haft mange slags vejr denne uge. Alle mulige slags vejr, som jo har hver deres charme – omend vi vendte regnvejrscharmen ryggen, da vi fik besøg hjemmefra. Er ellers god til at finde på regnvejrshygge, men vi blev enige om, at yngstesønnen med familie næppe var fløjet så langt for at se, hvordan gråvejr ser ud.

img_2765

Blide briser.

Apropos det første billede ovenfor, hvor vi var nødt til at køle Fili ned under en vandpost på en af vores hede traveture, ser I her ugens bedste køb: en ventilator!

img_2859

De smukkeste solnedgange, nydt fra restauranten med den mest delikate mad, på Villa Carolina.

… og apropos det andet billede, hvor vi blev angrebet af hagl så store som dueæg, så flygtede vi fra vejret, og havde en række skønne dage i Castelletto d’Orba, hvor vi nød solen over Piemonte i fulde drag sammen med barnevidunderbarnet.

I forbindelse med mit indlæg om vores tur har jeg fået et spørgsmål, som jeg hellere må besvare her: Vi har selv betalt både turen og opholdet. Hvis mine indlæg er sponsorerede, eller hvis nogen af de ting jeg skriver om, er modtaget som gave fra firmaer, vil det altid være tydeligt markeret. Sådan kan jeg bedst lide det, og det kræver loven i øvrigt også af bloggere (og det ville nok være en god ide at indføre samme regel i forhold til trykte medier!).

img_3056

Sol, søvand og verdens bedste skibshund

Vel tilbage ved Como har vi nydt søen. Det er altid en glæde, men utroligt meget mere når det er med barnevidunderbarnet! Sådan er det jo faktisk med rigtig mange ting…

 

I dag tager ham min elskede og jeg videre til Cinque Terre. Vi skal ned og vandre – og måske også lige få os en dosis strandliv af den absurd smukke slags. Planen er at vandre gennem alle fem byer, selvom en del af turen kommer til at gå over bjergene, i stedet for langs med kysten. Der er nemlig en del af kystruten er der lukket i år, men mon ikke vi får overload på det skønne under alle omstændigheder?

Hav en magisk uge allesammen. Vi har planlagt at nyde tiden i fulde drag, for det er den sidste ferieuge i denne omgang.

Nem patinering af træ

I vores have er der en skøn, lille solterrasse, som har den mest vidunderlige udsigt over Lugano og Piano søerne. Desværre har vi ikke brugt den så meget. I lang tid har vi haft et par solsenge stående deroppe, men der er simpelthen for varmt at være, når solens stråler hamrer ned i hovedet på os.

Så var det, at ham min kvikke elskede fik en ide. Hvorfor ikke lave en lille aftenkrog, bare til os to? Som sagt, så gjort. Han snedkererede et fint lille egetræsbord efter mine anvisninger, og skar oven i købet benene til, så de udlignede terrassens fald. Noget så fint – men desværre også lidt fersk at se på.

img_2448

Træet manglede ganske enkelt patina. Jeg er ikke så vild med helt frisk (eller for omhyggeligt behandlet) træ, hvorfor alle vores havemøbler får en ganske hårdhændet behandling. Og i øvrigt takker os for denne, ved at blive ubeskriveligt fine.

I en situation som denne har jeg forlængst lært, at Google er min ven. Jeg støvede internettet igennem, og var så heldig at falde over denne artikel. Her gives der simpelthen en opskrift på patinering af træ!! Og en enkel en oven i købet, hvor alle ingredienser var noget jeg havde i spisekammeret allerede.

Først bader man sit friske, nye træ i stærk, sort te. Jeg lavede 1/2 liter te med 5 tebreve, lod den trække til den lignede noget, der kunne afsyre gamle møbler, og vaskede derefter bordet i det ækle stads.

Det så ikke ud af noget videre, men jeg lod det stå godt 12 timer, alt imens jeg lod en ståluldssvamp trække i 1/2 liter vineddike. Ikke noget jeg har gjort før, men omvendt sker der de besynderligste ting i mit køkken, så hvorfor ikke…

Næste morgen vaskede jeg så bordet i eddiken, lod det tørre i solen – og se så lige her:

img_2539

Fin patina, lidt til den blide side, og jeg besluttede da også at det måtte have en omgang mere med eddike/stålsvamp-blandingen. Ellers kunne jeg jo i pricippet bare have været tålmodig, og ladet vind og vejr klare resten for mig. Allerede efter første behandling stod bordet nemlig ikke længere og skreg til himlen om sin egen grimhed, og jeg kunne for så vidt fint have været i have med det, uden at få ondt i øjnene.

img_2569

Men en omgang mere fik det – og nu er det lige præcis som jeg allerhelst vil have det: gråligt, patineret, som havde det været udsat for vejr i vind i masser af år. Og det tog kun tre dage.

De overbevisende før- og efterbilleder:

img_2551

Sommer outfit

Outlet shopping er En God Ting. Man kan lege at man rent faktisk sparer penge ved at bruge penge, og så får man en mægtig pose herligheder med hjem i tilgift. Vi tog til outlettet i Serravalle Scrivia, nu vi alligevel var i nærheden af Allessandria. Der er alligevel grænser for, hvor længe man kan holde ud at være i vandland, jo 😉

img_2945

img_2946

Om sommeren skal alting være nemt – hår, makeup og tøj. Alt hvad der er mere kompliceret end en løs kjole eller et par shorts og en t-shirt, bliver lagt til side senest på tredje feriedag, og alle de høje hæle jeg slæber med mig rundt i verden, ryger om bag i skabet til fordel for Havaianas eller, hvis det skal være rigtig fornemt, flade sandaler.

img_2947

Til gengæld kan jeg godt lide at lege lidt med detaljerne. Et flot bælte, en taske man kan få øje på, eller som her et par brocher på t-shirten. Stadig nemt at have på, men lige den lille smule sjovere!

Castelletto d’Orba

Jeg bliver nemt sur. I hvert fald hvis yngstesønnen og hans vidunderlige familie flyver hele vejen fra Danmark for at besøge os, og det så sætter i med flerdagesregn. Bare ikke ok.

Én eller anden dag skal jeg nok få lært hvordan man ændrer på vejret, men indtil da kan jeg ikke rigtig gøre andet end at flytte mig fra det – så det gør jeg, med stor ihærdighed *

Denne gang har jeg flyttet mig til Castelletto d’Orba, en ganske lille by omtrent midtvejs mellem Milano og Genova. Her lovede Il Meteo nemlig godt vejr, så hér ville jeg være. Vi er rykket ind på Villa Carolina Resort, som blandt andet udmærker sig ved at være placeret ganske tæt på et pragtfuldt vandland – og når man er så heldig at have en fireårig med sig, er det dén slags der tæller!

img_2860

img_2811

img_2861

Vandlandet, Parco Aquatico Lavagello, er virkelig fint. Ikke gigantisk, men bestemt nok til nogle dages leg og hygge – her er rutchebaner i alle tænkelige størrelser, en lazy river, og masser af whirl pools og forskelligt vandlegetøj til de små. Tilsæt en udmærket frokostrestaurant / snackbar, med is, frugt, salater og diverse lune småretter, og du har en glimrende opskrift på et par skønne feriedage. Det er oven i købet et meget italiensk vandland (jeg tror vi er de eneste udlændinge her), hvilket vil sige at der er ganske få regler, og en udstrakt tålmodighed med de små.

Villa Caroline Resort, hvor vi boede, er et virkelig godt valg, hvis man gerne vil holde en rolig ferie i Italien, uden at betale de temmelig hampre priser helt nede ved havet.

img_2795

img_2862

img_2821

Hotellet er et sjovt eksempel på, at det ind imellem kan være svært at se en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Både service, faciliteter og mad er langt over, hvad man normalt kan forvente i denne prisramme (ca. 800 kr/nat for to personer, inkl morgenmad, gratis parkering og internet). Der er nærmest ingen ende på, hvad personalet vil gøre for at deres gæster skal føle sig godt tilpas. For eksempel kom vi hjem med en lille sulten pige to timer før restauranten åbnede, og straks blev der fyret op under gryderne, så hun lige kunne få lidt i maven! Restauranten var i øvrigt værd at vente på – vi fik sjældent udsøgt mad, til mere end rimelige priser. Deres morgenmad fortjener egentlig et kapitel for sig selv, men får det ikke i denne omgang. Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at det var en af de lækreste morgenmadsbuffeter jeg nogensinde har besøgt – alt var frisk og delikat, og igen sørgede personalet for, at alle hele tiden fik præcis hvad vi ønskede os. Villa Carolina var så fint et sted, at vi faktisk besluttede at forlænge vores ophold med en ekstra nat, for to dage var slet ikke nok!

Her er fint og stille, meget familievenligt, og de byder endda hunde velkomne (hej Fili!). For nogen vil det muligvis også være et ekstra plus, at der ligger en golfbane i tilknytning til resortet, og at der ikke er langt til et fremragende designer-outlet…

img_2870

* Det er måske værd at bemærke, at jeg personligt egentlig holder rigtig meget af en god regnvejrsdag eller to. Jeg ved nærmest ikke noget hyggeligere end at putte mig i en god stol med en stak bøger, en kande te og godt med knas indenfor rækkevidde!