Filis sweater – opskrift på strikket hundebluse

img_4826

Som jeg nævnte i søndags, har jeg været i gang med at strikke en ny efterårs-sweater til Fili. På vores længere ture får hun nogen gange en trøje eller jakke på, ganske enkelt fordi hun kan have svært ved at holde varmen. Hun er jo født i Grækenland, og dermed slet ikke udstyret til vores gyseligt kolde vejr, selvom hun har fået en del mere pels i de år vi har haft hende.

Hun er altid frisk på en gåtur – eller, det vil sige: næsten altid. Indtil for nylig troede jeg ikke hun kunne blive træt, men jeg tog fejl. Hun kan blive træt. Af mig. Og af regnvejr, som jo altså gør hende ekstra kold.

Derfor får hun en ny sweater; en lækker, vamset sag, stikket i fnuglet mohairgarn, som holder helt tosset godt på varmen – jeg har valgt samme slags garn som til min egen yndlingssweater, så vi matcher. Den er selvfølgelig ikke vandtæt, så hvis det regner er det stadig hendes jakke der skal på, men den kan nu godt tåle en lille byge. Mohair suger ikke vand til sig på helt samme måde som almindelig uld, og så har jeg i øvrigt også imprægneret den (med samme spray, jeg bruger til mine jakker og vandresko).

img_4828

img_4791

Opskrift

Jeg har kun lavet opskriften i én størrelse, som er rigelig til en lille mellemstørrelse hund som Fili. Sweateren er dog nem at gøre større eller mindre ved dels at øge/formindske maskeantallet, dels øge/formindske længden. Mål din hund om brystet og fra halsen ned til lige godt midt på ryggen, og strik efter disse mål.

Jeg har brugt to nøgler Drops Melody, og en rundpind nr. 5. Det giver en strikkefasthed hvor man har 16 masker på 10 cm.

Krop
Slå 76 m op, og strik 7 cm rib: 2 ret, 2 vrang.

Skift til glatstrikning, og strik til arbejdet målet 25 cm. Næste omgang strikkes der huller til forben således: strik 5 m, luk 3 m af, strik 60 m, luk 3 m af, strik 5 m. Arbejdet bliver herved delt i to dele, som strikkes hver for sig. Strik lige op, til begge dele af arbejdet målet 31 cm, og saml så de 70 m til ét stykke igen.

Over de næste 4 cm tages 30 m ind jævnt fordelt, så der er 40 m tilbage på omgangen. Du har nu formentlig brug for enten at skifte til strømpepinde, eller strikke med magic loop.

Strik rib: 2 ret, 2 vrang, over de 40 m ialt 10 cm. Strik derefter to omgange glat, og luk løst af.

‘Ærmer’
Langs hullerne til forben samles 20 m op, som strikkes rib: 2 ret, 2 vrang. Strik til ‘ærmerne’ måler 5 cm, og luk løst af.

Montering
Hæft alle ender – så er sweateren egentlig færdig. Du kan vælge at imprægnere den med en helt almindelig spray (den man for eksempel kan købe i skobutikker); så bliver den en smule vandafvisende.

 

 

 

Søndags Snapshots

I denne uge har jeg gjort det jeg er. Jeg har været totalt farmor, også selvom barnevidunderbarnet desværre ikke har været involveret. Masser af de skønne farmor-aktiviteter, som jeg elsker så højt – og så meget desto mere her i de dejlige efterårsstunder. Ugen har handlet meget om hækletøj, chokolade, Matador, og gode bøger nedsvælget med masser af te. Nå ja, og så har jeg bagt vafler.

img_4783

Livsmodig

En superfin bog om fire inspirerende kvinders voksenliv. Jo altid sjovt at høre hvordan andre forholder sig til det at blive gammel / ældre / voksen / midaldrende. Jeg er for eksempel blevet ‘gammel’. Hvad kalder I den herlige alder?

img_4785

Efterårssnue

En nededag, som blev vendt til optur. Ragede mig en træls virus til, som lige fik lagt mig ned en enkelt dag. Valgte at gå all-in på det, og bare forsvinde i dyner og lyksalig dovenskab. Slet ikke ilde, omend der var en smule trangt i sengen.

img_4784

Ny frakke

Skal jo gøre klar til kulden, og hvordan kan man gøre det bedre end med lyserød plys??

img_2508

Italien

Altid Italien… åh hvor det er godt at være her igen. Dagen i dag kommer til at handle om nye sofaer, men i morgen rammer vi stierne omkring Comosøen. 3 dages hike, som en slags sæsonafslutning – uha hvor jeg glæder mig!

Næste uge bliver langsom, lige præcis som jeg (også) kan lide det. Ud og gå, og derefter hjem til en stille weekend. Jeg har en stak gode bøger parat til at tage imod mig, og et hundeøre der skal nusses virkelig meget. Altid godt med planer, jo.

 

Overgangen til det grå hår, del 2.2

img_4989

Uha, jeg har skrevet meget om overgangen til det grå hår, men hår er altså bare noget af det allermest sarte for mig. En grim kjole kan man returnere; en kedelig makeup kan man vaske af – men ens hår, det kan man ikke sådan uden videre slippe af med. Jo, man kan selvfølgelig gå linen ud, og rage hele herligheden af, men det er jo også et statement (endda af den markante slags), hvor man skal leve med sin beslutning ganske længe…

I maj 2016 besluttede jeg at indstille de konstante farvninger, og gradvist overgå til min egen, efterhånden ret grå, hårfarve. Jeg fik lysnet håret en smule for at mildne overgangen, og det hjalp mig igennem sommeren.

I august kunne jeg godt se, at jeg havde ret mange dårlige hårdage foran mig, hvorfor jeg lod en betragtelig del af lokkerne falde. På en tur til Brasilien snuppede jeg endnu en bid, og senere røg der endnu mere. Efter 9 måneder uden farve havde jeg en ret kraftig udvoksning, og jeg eksperimenterede en del med både traditionelle og mere utraditionelle produkter.

Lykkelig var jeg, da jeg opdagede Olaplex. Mit hår blev noget så fint, og jeg kunne se, at jeg nærmest var i mål. Men så stak jeg til frisøren i Rio de Janeiro igen – og det skulle jeg så aldrig have gjort

Igen blev Olaplex og en række gode produkter min redning. Jeg har passet overmåde godt på mit hår de sidste mange måneder, og gjort hvad jeg kunne, for at få det til at gro så sundt og hurtigt som overhovedet muligt.

Nu har jeg så igen været hos dygtige Marianne i Salon Con Amore, og jeg er kisteglad! Hun har taget en bid af de meget (meget, meget) slidte spidser, og givet mig samme tur som sidst: en Californication og derefter en grå skyllefarve. Farven er så præcist ramt, at man nærmest ikke længere kan se den sydamerikanske skamskydning, og jeg elsker det.

img_4990

img_4986

Til at begynde med var jeg en smule tøvende overfor hele projekt Gråt Hår. På den ene side ville jeg vildt gerne med på den grå bølge, og i samme omgang slippe for de evindelige farvninger; på den anden side var jeg lidt bange for, om jeg ville komme til at se trist og farveløs ud, og om jeg ville falme totalt, når mit hår mistede sin mørkebrune glød. Bare tanken om at lade det lange hår falde lammede mig – som en anden Samson var jeg slet ikke indstillet på at miste min styrke. Det gjorde jeg så heldigvis heller ikke, selvom det var med identitetskriseagtig skræk, at jeg indlod mig på forsøget.

Jeg er virkelig glad for mine korte, grå lokker. Jeg synes ikke, at jeg ser ældre ud – og hvis andre synes det, er de høflige nok til ikke at dele deres opfattelse med mig (og det er jeg meget taknemmelig for, bare så I ved det). Jeg synes at mit hår langt om længe har indhentet mig, og jeg føler mig bare rigtig godt tilpas med det. Total succeshistorie, med lidt fumlen og snublen hist og her, men det skal også til. Tror jeg nok 😉

img_4985

Duften af efterår

img_4787

 

img_4886Dufte er helt exceptionelt gode til at bære minder. En duft kan rykke dig ud af den situation du er i, og dumpe dig i barndomsland, helt uden advarsel.

Præcis sådan har jeg det med duften af regnvejr. Regnvejr har en helt særlig, skøn duft (måske især her ude på landet…), som sender mig direkte tilbage til Kløvertoften. Til rundboldkampe, som ikke kunne opgives bare fordi det lige dryppede lidt, til huler i haverne rundt omkring i villakvarteret; huler hvor man kunne krybe i ly og sidde og putte sig, indtil himlen blev tør igen, og til Pelle, min hvide minicykel, som desværre var så tarvelig at smide mig af, med en brækket arm til følge.

img_4788

En af Farmors nye Favoritter: Regnfrakke med indbygget lyseblåt humør fra Tchibo – så kan man slet ikke lade være med at nyde vejret.

En lang gåtur i regnvejr (måske knap så lang som vores nylige vandretur ad Gendarmstien…) er skøn i sig selv, og så lægger den så fint op til hyggen ved at komme ind med kolde, røde kinder og lade sig synke ned i en god stol med et varmt tæppe og en kop dampende te. Nå ja, og så er der selvfølgelig  ‘duften’ af våd hund – men den går jo hurtigt over 🙂

Regnvejr af den halvkolde, insisterende slags varsler at nu er det her, efteråret. Den årstid der er så vidunderskøn og smuk, at man nemt tilgiver, at den måske kan være en kende anstrengende fra tid til anden.

Derfor holder jeg meget af regnvejr. Og så fordi det er så umanerligt hyggeligt at sidde indenfor og høre dråberne plaske på vinduerne. Det er vel nok godt, at husene er hule!

 

Mrs. Bridge

img_4705img_9042

Lad det være sagt med det samme – jeg elsker bøger med hovedpersoner, som jeg kan både elske og hade på én gang. Det gør bogen så meget mere engagerende, når hovedpersonen har mange facetter, og viser flere sider af sig selv.

Og netop sådan en bog er Mrs. Bridge af Evan S. Connell, udgivet på Forlaget Olga. På mange måder er Mrs. Bridge et afskyeligt, geskæftigt fruentimmer, som trækker alle sine mange neuroser ned over andre menneskers ellers udmærkede og interessante liv – og samtidig er hun en skrøbelig, omsorgsfuld og uendeligt kærlig og kærlighedshungrende kvinde, som man får helt ondt i hjertet af.

Bogen regnes for en af det 20. århundredes store romaner i USA, men er stort set ukendt herhjemme. Det er en skam, for den fine fortællemåde, hvor bogens karakterer kommer til at stå vibrerende livagtigt gennem korte, skarpt opridsede øjebliksbilleder, passer fint ind i vores danske underfundighed. Jeg kan vældig godt lide store romaner som er små og fine. Jeg holder af at få lov  til selv at lære karaktererne at kende, uden at en forfatter først har tygget dem igennem for mig. Derfor er jeg glad for eksempelvis Helle Helle og Christian Kampmanns bøger, hvor man bliver præsenteret for personerne gennem et indblik i deres liv, uden at deres indre dissekeres og blotlægges i alle detaljer.

Mrs. Bridge lærer vi at kende gennem en række korte kapitler som, skønt de er ordnet kronologisk, ikke præsenterer sig som en egentlig fortsat fortælling. Bogen er en samling af små vignetter, som tilsammen udgør et kalejdoskopisk portræt af en veg og usikker kvinde, der famler sig frem. De små fortællinger giver os enkeltstående glimt af hendes liv, og ingen bilder os ind, at vi ved alt om hende. Vi ser hvordan hun reagerer i specifikke situationer, og udfra disse reaktioner og valg kan vi så danne os et billede af hende.

Mit billede er af en lidt knudret kvinde, som på én gang er vanvittigt irriterende i sin konstante trang til at strømline og ensrette hele familien, fordi det ultra konforme (det der nærmest er så konformt, at det i sig selv gør det enestående) er det eneste virkelig trygge – og samtidig er så elskelig, elskende og elsk-værdig, at jeg nærmest fik lyst til at række ind i bogens sider og trække hende ud til et stort knus.

Det er svært at være Mrs. Bridge. Hun bedømmer alt og alle omkring sig efter en benhård målestok, og er derfor konstant bekymret over andres dom over hende. Hendes målestok – som ikke engang er hendes egen, men ureflekteret overtaget fra familie og samfund – er med til at gøre hende ensom, og hun formår ikke at række ud; hun kan ikke bringe sig selv til at tilbyde det, hun har i så rigt mål, og som andre sagtens kunne bruge. Altid står hendes målestok imellem hende og lykken.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at et menneske som er på én gang kærlighedshungrende og kontrollerende, har en smule vanskeligheder med sine relationer. Venner og bekendte holdes på arms længde, ude i det offentlige livs mange uskrevne reglers sikkerhed. Dem der prøver at bryde gennem disse grænser, både bekymrer og fascinerer Mrs. Bridge, men ingen har held til at lirke masken af hende.

Forholdet til familiens tre børn er, for nu at vælge et uforpligtende udtryk, kompliceret. Mens jeg sad og læste, svingede jeg mellem at have ondt af henholdsvis Mrs. Bridge og hendes børn. Da jeg lagde bogen fra mig, var det med en tristhed på alles vegne, over alle de spildte muligheder. Hun forsøger, uvidende, men vedholdende og med stor præcision, at drive børnene ud over vanviddets rand, med sin konstante insisteren på, at de da ikke ønsker at “være forskellig fra alle andre”. Da en af døtrene viser sig som en god, gudsfrygtig pige, der bruger kirken flittigt, glæder det Mrs. Bridges forvirrede hjerte, men da datteren ønsker at fordybe sin tro og slutte sig til en gruppe evangelister, forfærdes hun. Det er der jo ikke nogen af naboerne der gør. Hun løser dilemmaet på sin sædvanligt passivt agressive facon:

“Altså,” sagde hun, “det er selvfølgelig en vældig smuk ide. Jeg spekulerer bare på, om det er noget, du vil blive glad for. Lad os se, hvad din far siger.”

Hun undviger smukt alle åbne konflikter, men formår ikke desto mindre overraskende ofte at gennemtvinge sin vilje. At denne vilje så kun sjældent kommer hende selv (eller nogen som helst andre) til gode, er en anden snak.

Samtidig er hun, i andre situationer, komplet hjælpeløs overfor børnene. Hvis ikke en konflikt kan klares med sorgfuld skuffelse og en god portion skyldfølelse, er det hende der retter ind. Da den ældste datters sko er forsvundet inden en skolefest (fordi Mrs. Bridge har foræret de højst upassende sko til vaskekonen), forsøger Mrs. Bridge først at presse datteren til at bruge de fine, nye oxford-sko, som minsandten har været dyre nok – men da det ikke lykkes, lægger hun sig straks fladt på ryggen, blotter struben, og ender med at tilsidesætte sine egne planer for at køre ud og købe nye sko. Uden datteren, som skal noget andet. Og lover så i øvrigt at aflevere skoene på skolens kontor, så ingen ser hende komme med dem.

Der tegner sig et billede af en kvinde der er hjælpeløs overfor sine børn, formentlig fordi hun for enhver pris vil undgå intimitet med dem, så der ikke er skabt en grundfølelse af samhørighed, hvorfra konflikter kan tages. Mrs. Bridge overhører på et tidspunkt en samtale mellem sin datter og dennes kæreste, hvor der bliver presset hårdt på, for at datteren skal overgive sig til et kys, og bliver spurgt om hun mon vil “være jomfru til evig tid”. Da bejleren er gået, kommer Mrs. Bridge frem, og taler lidt med sin datter:

“Er alt i orden, skat?”
“S’følig.”
“Var det hyggeligt?”
“Nogenlunde.”
“Det er fint,” sagde Mrs. Bridge fraværende, trak morgenkåben tættere sammen om sig, og satte kurs tilbage mod soveværelset.
“Mor?”
“Ja, min ven?”
“Vi er helt udgået for jordnøddesmør.”
“Åh, gudskelov!” hviskede Mrs. Bridge.

Ægteskabet med Mr. Bridge er ikke hverken det næreste eller varmeste forhold. Jeg har svært ved at finde ud af, om hun er komplet ligegyldig for sin altid fraværende mand, eller om han aktivt prøver at straffe hende, når han for eksempel beder hende om at vente med at besvime til efter gudstjenesten, eller tvinger hende til at blive siddende og se ham spise sin bøf, mens en tornado nærmer sig, og alle andre er gået i sikkerhed i stormkælderen. Og mens jeg skriver dette, opdager jeg en tredje mulighed: gad vide om han prøver at vække hende, at ruske liv i hende, og åbne livet for hende? Måske får jeg et svar på mit spørgsmål, når parallelbogen, Mr. Bridge, udkommer på dansk til foråret – jeg skal i hvert fald helt sikkert have fingrene i den!

Tak til Forlaget Olga for at give mig muligheden for at læse en dejlig bog, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg er fan 🙂

 

Hjemme hos Frk. T

De af jer, som har fulgt bloggen fra starten, kender allerede Frk. T. Hun er min veninde, som var med til at starte FiftyFabulous i sin tid – og min bofælle i vores soon-to-be Oldekolle. Lige om lidt er der nemlig ikke længere nogen beboere her på Højgård, som er under 50, og så er det vel rimeligt nok at tale om Olde-kolle? Noget helt andet er, at gården selv er trådt ind i de meget velvoksnes rækker i år, hvor den er fyldt 100.

Anne (som hun også hedder) har haft en del forskellige hjem i den tid, jeg har kendt hende, men én ting har de alle haft til fælles: de har været über-cool, herlige steder, fyldt med tilbagelænet hygge og pragtfulde små skatte – kort sagt; vidunderlige steder at være.

Nu bor hun så her, og det er uden tvivl det bedste der nogensinde er sket for gården. Hun bor i den midterste længe, der hvor der først var vognport, siden grisesti, og så hjem for svoger og svigerinde, min mor, og begge mine sønner – altså sådan lidt på skift.

Og endnu engang har hun skabt et herligt hjem, som jeg har fået lov at invitere jer med ind i.

img_4589

Man kommer direkte ind i køkkenet fra gårdspladsen. Det er et gammelt Ikea-køkken som har fået en gang grå kalkmaling, og nu står super lækkert på den finurlige måde.

img_4584

Der er en hyggelig køkkenkrog, hvor man kan være forbavsende mange mennesker forsamlet omkring rullebordet.

img_3829

img_3826

Spisebordet er placeret lige foran de store dobbeltdøre, så lyset kan strømme ind – og så man kan nyde udsigten til gårdspladsen.

img_4582

img_4583

img_3834

Frk. T er verdensmester i loppemarkeder – noget man tydeligt ser i hjemmets mange fine ting. Men hun er også verdensmester i Begrænsningens Kunst, og det er næsten endnu vigtigere. Alt hvad der står fremme i hjemmet, har en betydning; alt er elsket, og alt bliver brugt.

img_3839

Den pragtfulde flyder af en sofa, som har lagt øre til mange, lange snakke. Hvis sofaer havde ører… Det er en modulsofa, og der bliver jævnligt rykket rundt på delene, så den hele tiden kan være bedst til det, den nu engang skal bruges til – at slappe af. Også den har fået plads i sollyset, under de små vinduer, lige ved siden af havedøren.

img_3864

Soveværelset har fået koksgrå vægge, med kalkmaling som er vasket på. Næsten helt som vi gjorde i 90’erne – og så bare med et lækkert nutidigt strøg.

img_4587

Haven er et kapitel for sig. Frk. T har fingre så grønne, at man slet ikke forstår det. Det nyder både vores fælles gårdsplads og min, noget forsømte, have godt af, men i hendes egen have har hun skabt noget, der minder om et mirakel. Da hun overtog ‘haven’ (i citationstegn, for det mudrede, forblæste jordstykke fortjente knap betegnelsen), var den mindre end optimalt indrettet. Nu er den genopstået som en skøn, stemningsfuld oase af små hyggekroge og herlige bede, som selv en drivhusplante som jeg elsker at være ude i.

img_3850

img_4588

Søndags Snapshots

Normalt er jeg virkelig god til at planlægge og sortere i mine opgaver, men her på det sidste er det skredet lidt for mig. Derfor vidste jeg godt, at september ville blive en arbejdsmåned – men jeg havde nok lidt undervurderet omfanget. Heldigt nok så, at vejret mest har indbudt til indendørs sysler i denne uge.

img_4609

Strikketøj

Knuselsker at have noget mellem hænderne på de lange, hyggelige aftner. Lige nu er det en sweater til Fili der er på pindene, men jeg har også et par andre projekter i gang. Godt at vide, at jeg ikke kommer til at kede mig i fingrene, jo.

 

img_4590

At komme hjem

Noget jeg efterhånden burde være ganske rutineret i, men nogle gange er det nemmere end andre. Denne gang har jeg virkelig nydt at gå og pusle med alle de små ting – og med de store, som for eksempel mine vasketøjsbunker, som efterhånden ville kunne dække hele muren fra Game of Thrones. Til dén ende har jeg været noget så glad for mit nye tørrestativ (tænk at man kan blive  glad for noget så banalt, men jeg er altså vild med hverdagsluksus). Som nogen måske har bemærket, forsøger jeg mig stadig med det hvide tøj, selvom det nok synger på sidste vers. Sjap + vandpytter + hvidt tøj = katastrofe på vaske-fronten.

img_4623

Spilleaften

En hyggelig tradition, som kun er blevet mere festlig efter jeg har indført mit selvopfundne meta-spil. Denne gang fik vi så også lejlighed til at afprøve et helt nyt spil: Det Dårlige Selskab. Hvis du sætter pris på humor af den absurde og lidt grovkornede slags, er det her spil lige noget for dig. Kort fortalt, så handler det om at kombinere kort med forskellige udsagn, og min personlige favorit var: “Jeg bruger altid rester fra at være ligeglad i mine gryderetter. Det hele bliver bare lidt mere lækkert”.

img_4655
Bryllup

Når der er to, som tror så meget på hinanden og på kærligheden, at de vælger at ville tilbringe livet sammen, er det stort.

Det er nok den del af mit virke som Dharmalærer, jeg holder allermest af: de store ceremonier, der markerer livets gang, og gør mig lidt ør af glæde hver eneste gang.

 

Næste uge byder på mere arbejde. Meget mere. Og den byder også på masser af glade stunder med dem jeg holder af, og så skal efterårshyggen lige lidt op i gear. Flere stearinlys, mange flere. Flere er bedre.

I slutningen af ugen går turen til Italien, hvor vi skal nyde det, der formentlig bliver sæsonens sidste lange hike. Så får jeg en masse frisk, beskidt tøj, og sådan er livet ét stort kredsløb 🙂

Min næstbedste nye rejsekammerat

… er faktisk kun den tredjebedste, for selv om Fili ikke altid er med på mine rejser, kommer hun virkelig højt op på listen.

img_4573

Det jeg taler om, er noget så banalt som et stykke tøj. Men ikke et hvilket som helst stykke tøj, for det er nemlig ikke alt dejligt tøj, som er godt at rejse med. Alt det der krøller, fylder, vejer, strammer eller på andre måder opfører sig uhøfligt, er ikke rejseegnet, og må således undvære at komme ud og se verden. Det er klart at der kan gøres undtagelser for dén der helt særlige sag hvis øvrige kvaliteter opvejer dens nykker, men helt generelt er jeg ret praktisk når jeg pakker.

img_4293

img_4572

img_4290

Og så fryder det altså mit tøj-hjerte at finde så god en ven som denne: et helt fantastisk jumpsuit fra  Neo Noir, som hverken krøller, fylder, vejer eller strammer, men bare er helt vidunderlig at have på, og oven i købet giver indtryk af at man er noget mere tjekket end jeg i hvert fald plejer at være. Det går direkte fra vaskemaskinen over tørresnoren til ibrugtagning, og skal det pakkes ned foregår det ved, at man bruger begge hænder til skånsomt at knuge det sammen til en lille kugle eller en lang pølse, lidt afhængigt af, hvor meget plads der er i kufferten. Når det løftes op igen, står det så knivskarpt som havde man lige renset og presset det. En yderligere fordel ved lige præcis dette her sæt er, at det er konstrueret så genialt, at man undgår toilet-relaterede ydmygelser. Overdelen er kun fæstnet til underdelen foran, så hele herligheden simpelthen skiller ad, når man har brug for det. Total vinder i min verden!!!

Det kan dresses op med en blazer og et par flotte hæle, eller bruges helt afslappet som her, med Birkenstock og vind i håret. Til vinter vil jeg bruge det med støvler og enten en skjorte under, eller en sweater over.

Der er noget herligt ved tøj, som i sig selv udgør hele sæt, som kjoler, jumpsuits osv. Man behøver slet ikke tænke, for det er der nogen der har gjort for én. Man kan bare trække skidtet over hovedet, og så er man klar. På den pæne måde – og det skal man ikke kimse af!

img_4280

Patinering af lerkrukker

img_3821

Jeg elsker alt hvad der er råt, patineret og lidt slidt på den fede måde. Shabby Chic bølgen kom jeg aldrig med på (den der med småblomstrede, rosa vattæpper og afskallede møbler gik ikke lige hjem med ham min elskede), men en lille smule gammelt skrammel har jeg da fået listet ind.

En af de ting, som jeg helt bestemt synes skal være patineret, er de lerkrukker jeg bruger i min have. Heldigvis er det supernemt at forvandle en kedelig ny potte til en mosbegroet skønhed, som både kan bruges inde og ude, sommer og vinter.

img_2767

Man smører ganske enkelt sine potter og krukker ind i et generøst lag skyr/yougurt/det surmælksprodukt man har i køleskabet, og stiller dem i et skyggefuldt hjørne af haven. Lidt afhængigt af temperaturen går der så 4-10 dage, inden man stolt kan fremvise en smuk, mosbegroet sag, der ligner noget med mange, mange år på bagen. Så nemt – og så fint. Og så bliver den bare bedre og bedre med tiden, hvor kalk fra vandingerne vil trænge ud på ydersiden og bidrage til det skønne udseende.

img_3407

Læs mere

Hvis man gerne vil læse mere (so many books, so little time…), er der to indlysende muligheder: læs hurtigere, eller læs i længere tid. Mens jeg aldrig nogen sinde ville anbefale nogen at gøre noget så dejligt som læsestunder til endnu et præstationsprojekt, og begynde at haste sig igennem skønne fortællinger, så kan det omvendt være enormt frustrerende hvis man læser meget langsomt. Selv den bedste historie risikerer at falde fra hinanden, hvis den bliver strukket ud over et alt for langt tidsrum, og det kan faktisk også være anstrengende at læse langsomt.

img_4581

 

Læs hurtigere
Hvis man vil læse hurtigere, er der teknikker som kan hjælpe ens læsehastighed op. Rigtig mange langsomme læsere presser nemlig sig selv ned i hastighed på grund af enten manglende koncentration eller dårlig teknik – eller en blanding af begge dele.

Vi oplever ofte vores læsning som en jævn bevægelse af øjnene over teksten, men faktisk er det sådan, at øjnene bevæger sig i ryk. Prøv at iagttage en person, der sidder og læser. Vedkommendes øjne vil bevæge sig i små, hurtige ryk fremad. Ind imellem vil du måske se, at øjnene pludselig bevæger sig i et ryk tilbage. Det sker, når man  fornemmer at have overset noget i teksten – så bevæger øjnene sig tilbage, for at læse linien en gang til. Det er noget af det, som virkelig kan sænke din læsehastighed, fordi du ikke bare skal læse dele af teksten to gange, men også skal bruge tid på at orientere og reorientere dig på siden.

Disse tilbagelæsnings-bevægelser er en vane, som du forholdsvist nemt kan bryde. Det handler ganske enkelt om koncentration og selvdisciplin. Mens vi fint kan forbinde koncentration med hyggelæsning (hvem kender ikke til at blive fuldkommen opslugt af en fantastisk historie?), så rimer selvdisciplin lidt dårligere på hygge. Ikke desto mindre er det en god ide at bryde vanen med at læse tilbage i teksten, både af hensyn til læsehastigheden, men også fordi du faktisk opnår en større fordybelse, når du ikke hele tiden skal håndtere de små mikro-afbrydelser. Den nemmeste måde at hjælpe sig selv af med den dårlige vane, er at følge linjerne i teksten med et lille stykke papir – så bliver det meget tydeligt for dig, hvornår du fristes til at springe tilbage.

Ens læsehastighed er selvfølgelig meget afhængig af, hvad man skal læse, og hvor meget af teksten man skal kunne huske og forstå. Det du skal kunne gengive i detaljer, vil du være længere tid om at læse, end det du bare skal nyde i øjeblikket. Kontekst betyder også meget for læsehastigheden. Jo mere du i forvejen ved om det du læser, jo hurtigere går det. Almindeligvis kan man sige, at grænsen for læsehastigheden blandt normale læsere hverken bestemmes af øjenbevægelser eller af den ‘indre oplæser’, men udelukkende af, hvor hurtigt man kan tilegne sig indholdet af det læste. Man kan sagtens skimme en roman igennem på ganske kort tid, men forståelsen af det læste er stærkt begrænset, og det vil formentlig heller ikke hænge fast særlig længe.

Læs mere
Hvis du vil læse mere, gælder det om at gøre det nemt for dig selv at læse. Fuldkommen som man i supermarkeder placerer de varer, som frister til impulskøb, i øjenhøjde, kan du sørge for, at der så ofte som overhovedet muligt er en bog ‘i øjenhøjde’. Hav gang i flere bøger ad gangen, og læg dem rundt omkring i huset, hvor du ved at du tit rækker ud efter din telefon eller et blad, når du lige har to minutter. For mig er det for eksempel i vindueskarmen ved spisebordet, på køkkenbordet, eller ved siden af sengen.

Jeg har også stor glæde af at læse bøger på min telefon. Hvis ikke du har prøvet det endnu, så giv det et forsøg – det er meget bedre, end det lyder! Og ryd så op på din telefon. Placer din læse-app på forsiden, og ryk alle sociale apps til de følgende sider – så er chancen for, at du læser et par sider i en bog større, end for at du liiige tjekker Facebook, Instagram osv.

Det du ser, får du lyst til at gøre. En telefon har en nærmest magnetisk virkning på mange af os, og jeg har i hvert fald haft stor glæde af at blive mere bevidst i min omgang med den. Brug den godt – og det vil sige: brug den til det, som du har allermest lyst til at bruge tid på.

Og husk så at nyde din læsning 🙂

Vores perle i Limfjorden

img_4408Da vi alligevel var i Jylland for at vandre Gendarmstien, besluttede vi også at tage en tur op forbi vores dejlige sommerhus på Mors. Her kommer vi alt for sjældent, men nu skulle det være, og hvor var det godt! Hver eneste gang vi kommer herop, lover vi hinanden, at vi vil blive bedre til at bruge huset – og hver eneste gang svigter vi vores løfte. Dog stadig hyggeligt nok at aftale det, så den del ændrer vi ikke på 😉

img_4569Det er et herligt lille hus, i anden række fra Limfjordens skønne strande, og med en stor, ugenert have. Udefra udmærker huset sig ved at være virkelig grimt – noget vi ofte har talt om at rette op på, men nok aldrig får gjort. For man kan jo bare kigge den anden vej, ud i den dejlige have, eller gå indenfor.

Mine svigerforældre købte huset tilbage i 1989, primært for at have et sted at være, når de besøgte svigerfars familie, som stammer herfra. I 2012 overtog vi huset efter dem, og gav det ved samme lejlighed en grundig overhaling.

img_4365De indvendige mure var fine 80’er mursten, af den triste fabriksfremstillede slags, så dem fik vi pudset råt op. Vi fjernede de gamle gulvtæpper, og lagde i stedet et skønt, drivtømmergråt trægulv, og så fjernede vi en væg mellem stuen og den smalle revolvergang, man oprindeligt kom ind i.

img_4363

img_4556Vi lavede også et nyt køkken, af den nemme, praktiske slags. Skuffer overalt,  super slidstærke Corian bordplader, og masser af lys og luft. Tidligere var der en række overskabe mellem køkken og stue, men dem fjernede vi, så rummet kom til at hænge bedre sammen.

img_4571

img_4551img_4570De tre bittesmå soveværelser har fået skydedøre, så gangen ikke længere er et virvar af åbne døre, man skal kante sig igennem – en virkelig god løsning, som vi har været lykkelige for. Selve værelserne er virkelig små, så der har vi fjernet alt overflødigt, og holdt det hele hvidt i hvidt. I stedet for skabe (som ville tage alt for meget plads), har vi hængt knagerækker op, og placeret rullebokse under sengene.

img_4552img_4554

Badeværelset fik også en omgang, nu vi alligevel var ved det. Her rykkede vi stort set alt ud, og byggede det hele op igen. Vi valgte en skøn stenmur til at give rummet karakter, en luksuøs regnvandsbruser, og en helt simpel vask. Hvor der før var vaskemaskine, har vi i stedet sat to smalle skabe med spejldøre, for at få noget opbevaringsplads i det lille rum.

img_4400

img_4559Ham min flittige elskede har selv lavet vores sofabord. Han brugte nogle skønne, gamle gulvbrædder, og lavede det fuldkommen som jeg ville have det – meget bedre end at lade sig nøje med noget færdigkøbt!

img_4555

img_4557Hele vejen igennem har vi tænkt råt, enkelt og rengøringsvenligt, både i materialevalg og indretning. Når jeg er i sommerhus, gider jeg nemlig ikke at nusle rundt med tingene – sommerhusliv er noget med lange strandture, ild i brændeovnen, stabler af gode bøger, og masser af tid til bare at være.

Nu skal det være…

img_4539img_9042

Jeg har aldrig rigtig fundet en træningsform, jeg holder af. Når jeg overhovedet rokker mig ud af flækken, er det udelukkende med min sundhed for øje – undtagen altså, hvis vi taler hiking, som jeg knuselsker.

Jeg har altid været vild med at danse – i sandhedens interesse understreger jeg lige, at jeg er vild med at danse, ikke nødvendigvis specielt god til det – så i de perioder af mit liv hvor jeg har gået til ‘rytmik, leg og bevægelse’ (barn af en pædagog), jazzballet (stor pige i  70’erne) eller zumba (midaldrende i starten af dette årtusinde) har både form og træningshumør været i topform, men ellers har det været en ynk.

Som de fleste nok kan gætte, så er det ikke en optimal situation. Aldrig fedt at være en ynk, jo. Faktisk er det noget meget lidt attraktivt noget at være. Og så er det i tilgift vældig svært at trække sig selv op ved sokkeholderne, når træning er ren pisk og ingen gulerod…

Derfor blev jeg meget begejstret, da jeg hørte om FitnessWorlds nye koncept, Basic Bootcamp. Her kan man blive introduceret til en masse forskellige træningsformer, og på den måde måske finde lige præcis den der glæder ens hjerte (eller, hvis man er mindre dramatisk, passer ens temperament).

Så nu skal det være. Lige nu. Denne gang vil jeg finde lige præcis den træningsform, der passer til mig. Jeg skal finde noget, der er sjovt, og noget der kan hjælpe mig med mine to mest pressende problemer:

  • Min ryg. Jeg har virkelig dårlig ryg, og jeg magter slet ikke at skulle opereres for endnu en diskusprolaps. Jeg er nødt til at finde en måde at styrke hele min core så meget, at jeg kan holde ryggen på plads.
  • Min styrke i benene. Bliver jo noget så frygteligt vred når det går opad, derude på vandrestierne, og det har formentlig noget med manglende styrke at gøre.

img_4540

Har I bare helt tjek på det der med træning? Ellers kan det jo være vi ses i Fitness World 😉

img_4541