Guacamole, man flu og god underholdning

Ups. Det der bare aldrig måtte ske, er sket. Jeg er blevet smittet med den voldsomt ubehagelige, og potentielt vældigt farlige Man Flu, som ellers ikke rammer kvinder. Uha, det er slemt – men jeg sørger for at få det bedste ud af en virkelig skidt situation. Jeg sørger for at blive forkælet, for det er nemlig den eneste kendte kur.

I sådanne stygge omstændigheder skal aftensmad bare være noget der er nemt og hyggeligt; hurtigt at lave, men langsomt at spise – altså noget man kan sidde og nusse med i timevis, mens man for eksempel ser en god TV-serie. I går lavede Peter guacamole til os, som i samarbejde med friske blomkålsbuketter, gulerodstave og et par poser Doritos (’sund januar’, host, host) kom til at udgøre aftensmaden. Haps.

Vi skulle nemlig se Bloodline. Hvorfor vi først kommet i gang med den nu ved jeg ikke, for den er da bare fantastisk! Altså som i, virkelig god! Er klar til 2. sæson nu. Er du ikke til Bloodline, eller har du allerede set den, vil jeg i stedet anbefale det mest overvældende reality show nogensinde: Alone. Se, det er ægte reality TV. Ikke noget pjattet pseudo-realisme, ingen cocktails, teenagedramaer eller afklædte drukkenbolte – her det bare ti personer hver for sig, med hver sit kamera og en gps-panikknap, alene i vildmarken. Der er også en dansk udgave af showet, som kører på DR i øjeblikket.



Peters guacamole

to avocadoer, groft moset
saften fra en halv citron
et fed hvidløg, fint hakket
en lille rød chili, meget fint hakket
en god klat creme fraiche
en håndfuld frisk koriander, groft hakket
en tomat, groft hakket
eventuelt lidt hakket løg (kun i Peters portion, for jeg synes det er en skam)

God fornøjelse!

 

Opdatering på projekt ‘Sund Januar’

Halvvejs gennem januar synes jeg det er okay med lidt pral. Jeg har faktisk klaret de der tre M’er rigtig godt når jeg selv skal sige det, og i hvert fald meget bedre end jeg havde forventet. Der har været enkelte ups’ere, men hvad er vel et liv uden ups’ere? 2017 er året hvor jeg vil prise min ufuldstændighed, om ikke af andre årsager, så fordi det giver så herligt mange anledninger til at fejre mig selv.

Motion er det gået rigtig godt med. Jeg har kun snydt ganske få dage, nemlig mens barnevidunderbarnet var på besøg. Skal jeg vælge, foretrækker jeg kvalitetstid med hende og hendes familie, fremfor med den der trappe…

 

Jeg ville ønske jeg var sådan en übercool bloggertype, som kunne sige at det har været en fornøjelse, og at jeg slet ikke kan forestille mig livet uden motion, men det ville være forkert. Man må ikke lyve. På den anden side kan jeg, helt uden at blinke, men nok med en smule ærgrelse, sige at min krop har det bedre nu, end den har haft det længe. Mine konstant lurende rygproblemer mærker jeg meget mindre til, og forbruget af smertestillende midler er dykket gevaldigt. Om jeg lærer noget af det? Det vil tiden vise (men jeg har et meget godt gæt).

 

Mad der kan bruges til noget er det gået marginalt ringere med. Marginalt ringere er godt, og den stak pandekager, og alle lakridserne, og left-over kransekage (hvad sker der for det?? Har da aldrig haft kransekage tilbage efter en nytårsaften før) var det hele værd. Det er gået godt sådan måske lige omkring 80-85 % af tiden – og i den forbindelse vil jeg gerne lige minde om Shakespeares vise ord:

There is nothing good or bad, but thinking makes it so

…og jeg lader så bare være med at tænke.

Meditation er lidt en no-brainer for mig. Jeg har efterhånden så mange års erfaring med mit sinds tumlerier, at jeg udmærket er klar over, at jeg har brug for den tid til mig selv. Det er normalt for mig at meditere hver dag – men det er også (stadig) normalt for mig at ’glemme’ det ind imellem. Det sker typisk når alting bare kører derudaf i gladeste gear; når verden på nydeligste vis indretter sig efter mine luner, og intet går mig imod. Så glemmer jeg, hvor vigtigt det er at få mig sat.

På den anden side bliver jeg ret hurtigt mindet om det. Efter en tid uden daglig meditation opdager jeg lige pludselig en alt for velkendt fornemmelse af at være lidt ude at takt med livet, lidt som om mine tandhjul ikke helt er i hak med verden. Der kommer sådan en subtil skurren, som om der er noget galt med mig, som om jeg er anderledes (og ikke på den fede måde). Jeg bliver urolig, har det som om jeg mangler et eller andet, jeg føler mig bare en lillebitte smule ensom og udenfor, og den følelse gør mig sur. Jeg kan ikke lide at være hverken urolig, ensom eller sur, og så er det jo godt at jeg kender kuren. Ville bare være rart om jeg snart kunne få lært det på den helt afgørende måde, så jeg ikke behøver de små bump på vejen. Jo slet ikke noget jeg gider at slås med, når jeg ikke engang kan dulme fornemmelsen med flødeboller.

Søndags Snapshots

Jeg har arbejdet en del på bloggen denne uge, og noget af mit hårde arbejde kan ses (Hello, Instagram widget!), men det meste er sådan noget halvnørdet behind-the-scenes-agtigt SEO-noget. Jeg nyder at fordybe mig i den slags, både fordi det selvfølgelig er dejligt når jeg kan se, at bloggen bliver finere eller mere funktionel, men også fordi jeg faktisk nyder også selve processen. Føde til min indre nørd 😉

Vi har haft endnu en vidundersmuk uge, med dejligt vejr, skønne vandreture og et par hyggelige byture (shoppeture, men lad nu det ligge. Byture lyder bedre). Meget vigtigt at udforske den lokale kultur, og i øvrigt også kun rimeligt at vi hjælper lidt med bruttonationalproduktet, når nu vi nyder øen så meget.

Super lækker frokost på restaurant Carmen i Palma, på Carrer de la Boteria, helt nede ved La Llotja. Der er ingen tvivl om at det er et meget turistet område, men vi er endnu ikke blevet skuffet over maden nogen af de steder vi har været, og på Carmen var indretningen dertil noget så fin. Elsker at spise i pæne omgivelser!

Ugens højdepunkt er dog, helt sikkert, og udenfor enhver konkurrence, at vi har fået besøg hjemmefra. Åh hvor har det været skønt at kunne bruge tid med mine kære, også selvom det har været alt for kort.

Næste uge byder på lidt mere arbejde, og så har vi planlagt et par ture rundt på øen. Må jo udnytte muligheden for at komme lidt omkring nu, hvor der stort set ikke er nogen turister, og der er så meget jeg er nysgerrig efter at se.
 

 

Kan en kjole være hyggelig?

Hvad er hygge egentlig? I forlængelse af bogen om at leve på dansk har jeg gået og tygget lidt på, hvad hygge egentlig er. Det der overmåde populære, men svært definerbare begreb, som bliver kaldt ‘hoogah’ på engelsk (hold venligst op med det. Lyder mærkeligt, og ikke spor hyggeligt, så find jeres eget ord). Vi kan allesammen genkende det der er hyggeligt på et splitsekund, men vi kan alligevel have lidt svært ved at beskrive nøjagtig hvad det er.

Ordet betyder nok noget forskelligt for forskellige personer, og så måske alligevel ikke. Alle kan formentlig få øje på, at et krus varm te efter en kold travetur er hyggeligt, eller at en dejlig middag med gode venner i stearinlysenes skær er hyggeligt. Bål på en sommeraften, solnedgang på en strand mens man putter sig i tæpper, hjemmebagt kage i familiens skød, en god bog og masser af tid til at begrave sig i den – og selvfølgelig alt der på den mindste måde relaterer sig til jul. Det er alt sammen hygge, og det er alt sammen særligt.

Jeg tænker, at der er et par komponenter, som går igen i alt der er hyggeligt. Det er noget med omhu, varme, nærvær, tid, intension – det er noget med at vælge det man gør, og ikke bare lade livet flyve sig forbi.

Og ja – en kjole kan altså også være sindssygt hyggelig! Min bløde, vamsede strikkjole fra Designers Remix er mega hyggelig, og lige sådan én man kan bo i en hel vinter igennem…

Strikkjoler er rigtig meget en vinter-ting for mig. Jeg bruger dem med kraftige strømper og enten sneakers eller, som her, lange støvler. De her er fra Mentor, købt sidste år i Butik Ofelia, og jeg tror faktisk stadig man kan få fat i dem.