Højgård – soveværelset

img_3109-1

På Højgård er hele førstesalen ét stort rum. I den ene ende er der walk-in closet, badeværelse og et arbejdshjørne; i den anden ende er der læsehjørne, seng og badekar. På billedet nedenfor, som er taget fra sengen, ser man badekarret, og bag det halvvæggen ud til selve badeværelset. Helt nede for enden af rummet er indgangen til ’skabet’.

Filis seng står for enden af vores. Hun er også velkommen oppe i vores seng, men om sommeren synes hun typisk at det er alt for varmt at ligge så tæt.

Mit fantastiske arbejdsbord, som ham min elskede har lavet af gamle bjælker, der matcher hanebåndene.

Nedenfor mit hyggelige læsehjørne, med en sofa som man kan ligge i mange timer ad gangen…

Vores sengegærde er håndlavet efter mål, og igen er det gamle bjælker der er brugt. Jeg er vild med træ som fortæller en historie! Sengegærdet er lavet af dygtige Birgitte fra Raw Nordic Design – som i øvrigt også har lavet vores køkkenbord.

Over badekarret har jeg lagt et stykke træ (fra en gammel palle), som man kan stille sæbe, shampo og diverse remedier på. Kludene her har jeg selv strikket, efter denne opskrift.

Vores private badeværelse – som er så meget desto mere privat, fordi der ganske enkelt ikke er nogen dør til. På billedet ovenfor har jeg endnu ikke opdaget, at når man tager billeder ind i et spejl, kommer man selv med på dem, også selvom det ikke var meningen 🙂

Brusenichen er ret stor, og under skråvæggen har vi lavet en lille bænk, hvor der er en gammel vinkasse med shampo, balsam osv, og ekstra håndklæder. I enden af brusenichen står disse fine damer, som jeg har hjembragt fra en af vores ture til Burkina Faso.


IMG_0860IMG_0861IMG_0862IMG_0863IMG_0864

For enden af rummet ligger vores walk-in closet, som er stort, men til gengæld har skråvægge, hvilket udgør noget af en udfordring. Vi har valgt at have fritstående tøjstativer, og så bare have nogle lave kommoder langs skunkvæggene. En eller anden dag vil jeg have sat et stort spejl op derinde, så jeg ikke behøver at rende op og ned ad trapper, når jeg har tøjkrise 😉

 

Tilbage til forsiden

Skønne sommerdage

Dansk sommer, når den er allerbedst – solpletter og flimrende skygge, blomstrende roser, skønne bøger og lange dage!

Vi har haft en dejlig weekend – var til et bryllup, hvor jeg havde lidt svært ved at beslutte hvad jeg skulle have på: min sort/hvid/grønmønstrede DvF-kjole, min sort/cremefarvede Acne-kjole, eller den sort/hvide fra H&M…


Endte i den sort/hvide H&M-kjole, og – meget usædvanligt for mig – med opsat hår, og havde en herlig fest 🙂

Man begynder så småt at kunne se det grå hår titte frem – glæder mig til det vokser lidt mere ud, så jeg kan få en fornemmelse af, hvad jeg har med at gøre!

Har også holdt frokost i det grønne. Orkede ikke rigtig at slæbe maden så langt i varmen, så det blev i haven. Ude godt, men hjemme bedst 😉

Jeg havde puttet kyllingelår, æg, tomater, sandwich og lidt kage i kurven – helt perfekt. Vores sandwich var fyldt med hjemmelavet (!!) æggesalat, efter en supernem opskrift.

Kog ca. 2 æg pr. person, pil dem, og hak dem i småstykker (nemmest på en æggedeler, hvor man kører dem igennem på to ledder). Bland mayonaise med lidt salt, peber, karry og purløg, og rør hele herligheden sammen med de hakkede æg. Mums.

Søndag gik Fili og jeg en tur nede i Slagslunde skov, ved den smukke Gulbjerg Mose.

Gulbjerg Mose ligger i Slagslunde Skov, helt ude ved landevejen mellem Slangerup og Slagslunde. Kommer man i bil, er der to parkeringspladser lige ved mosen. Faktisk er det vist ikke rigtig en mose mere; nu om stunder fremstår den som en fortryllet og fortryllende spejlsø, hvor den omgivende skov får det hele til at ligne et eventyr.

Turen rundt om søen tager mindre end en halv time, men så kan man fortsætte ind i Slagslunde Skov, som også er bedårende. Ved søen er der både bålpladser og borde og bænke til picnic – det fineste sted er oppe på toppen af den bakke der ligger i søens nordende. Herfra har man en pragtfuld udsigt over området, og hele skoven som legeplads bag sig.

Det siges at man, i sene sommeraftener og tidligt om morgenen når Mosekonen brygger, kan se trolde, elver og Sjællands eneste Huldrer danse på den lille ø ude i søen 😊

Tilbage til forsiden

 

 

 

Skt Hansaftensfest

Jeg håber alle havde en god Skt. Hans, til trods for de spredte byger! Vores Skt. Hans-tema kan vel nærmest sige at have været Ild & Vand – bål og grill, tårer og regn.

Vi startede med at mindes min kære svigerfar, som vi mistede lillejuleaften. Det blev en smuk ceremoni, hvor tårerne fik frit løb, og vi fik lejlighed til at tage endnu en afsked med ham.


Vi søsatte blomsterhoveder i bassinet, med hver vores minder om ham.

Jeg havde set vejrudsigten, så havde besluttet at vi ikke skulle sidde udendørs. Omvendt synes jeg simpelthen ikke det er rigtig Skt. Hans hvis man bare sidder inde i stuen, så vores gamle lade måtte endnu engang holde for. Jeg dækkede borde i sort og hvidt, og med masser af lys og blomster, og pyntede op med guirlander (virkelig nemt – DIY instrukser her).


Der var også børn med til festen, og på grund af dem (kun på grund af dem…), havde jeg besluttet at lave et udklædnings/foto-hjørne, med masser af hatte, skæg og parykker, og en fin baggrund. Blev jo nødt til at teste om det fungerede, og havde det vist alt for sjovt – hele formiddagen røg i hvert fald på den konto 😉

Processed with MOLDIV


Heldigvis var det ikke kun mig, der havde glæde af det!


Da vi var færdige med at spise, begyndte det at øsregne. Derfor bragte jeg vores bålfad i forslag som Skt. Hansbål, men blev affejet. Vi ventede tålmodigt, og blev belønnet med 1 1/2 times opholdsvejr, og så klarede et par liter benzin resten.



Da regnen startede igen, vendte vi tilbage til laden, hvor vi ristede skumfiduser til s’mores, og hyggede os til ud på de små timer. Dejlig Skt. Hansaften, lige som den skal være.

Tilbage til forsiden

 

Om at pakke en kuffert

Det er de færreste forundt at rejse som i de gode gamle dage (dengang solen altid skinnede om sommeren, og is kun kostede 25 øre), hvor man stort set kunne medbringe alt, hvad man mente at kunne få brug for undervejs på sin ferie.

Selvfølgelig kan det som regel lade sig gøre at tilkøbe ekstra bagage, men hvis man hellere vil bruge sine penge på at flytte sig selv rundt i verden, end på at lade ens ejendele komme ud og se sig omkring, er man typisk henvist til 1 kuffert a’ 23 kg – eller, hvis man er rigtig heldig, 2 x 23. Faktisk er det fornuftigste ofte at nøjes med håndbagage. På mange billige flybilletter er det kun håndbagage der gratis kan medtages, man slipper for at stå og vente på sin kuffert ved bagagebåndet, og risikoen for at ens bagage slår et smut omkring Nangijala er elimineret. Det kræver til gengæld lidt håndelag, og at man er ganske dreven udi begrænsningens kunst.

Jeg har allerede skrevet om, hvad jeg plejer at pakke til 1-2 ugers ferie. Det kan helt uden besvær rummes i en almindelig kuffert, og så er der endda rigelig plads til at tage et par smukke rejseminder med tilbage!

Tager man kun håndbagage med, fravælger man den lille taske, det ene par sko, en jakke eller en kjole, og sørger for at alle ens toiletsager er i beholdere som ikke rummer mere end 1 dl hver, og som alle kan rummes i en 1-liters klar, genlukkelig plastpose.

På den måde kan man som regel få vægten ned på det tilladte (husk at tjekke reglerne hos flyselskabet, da de varierer betragteligt!). Et eventuelt pladsproblem løser man på samme måde som man sikrer sig mod at åbne en kuffert fuld af krøllet tøj ved ankomsten: man ruller sit tøj.

Læg dine bukser sammen på den lange led, fold bluser o. lign. ned midt for, fold lange ærmer ind langs kroppen, og placer så tøjet i en bunke som vist ovenfor. Læg et par shorts, et håndklæde eller et par (indpakkede!) sko i den ene ende, og rul så hele herligheden sammen, så det kommer til at se således ud:

Jeg putter alting i små poser. Det beskytter mine ting mod ridser og skidt, og gør min kuffert så overskuelig at jeg kan undgå at pakke alting ud, hvis jeg kun skal være et par dage ad gangen på flere forskellige steder. Det kan også være rart at kunne samle sit vasketøj i en pose når man skal hjem, og for eksempel holde en lidt aparte souvenir adskilt fra resten af bagagen, så man ikke kommer til at stå med en kuffert der springer op på bagagebåndet, og udspyr snavset undertøj, mudrede støvler og et hestekranie som – trods ihærdig pirken med en pind – stadig har en smule kødtrevler hængende hist og her *.

Hvis jeg rejser til en særligt fristende destination, rent shoppemæssigt, pakker jeg gerne en lille kuffert indeni min store kuffert, og undværer håndbagage på udrejsen. Så kan jeg nemt fremtrylle en hel kuffert ekstra på hjemturen 🙂

* Det siger sig selv, at dette eksempel, i lighed med så mange andre farverige eksempler i mine indlæg, er grebet ud af det blå.

 

Tilbage til forsiden

Mine grønne børn

storby-jungle4-1

Jeg har gennem stort set hele mit liv altid været i gang med at slå mindst én plante ihjel. Grønne fingre har jeg ikke, men stor kærlighed til planter, det har jeg. Egentlig en skidt blanding…

Denne her var virkelig stor og flot da jeg stjal den fra min mor. Det er den ikke rigtig mere – men den er da i live (hvis man altså ikke er alt for nøjeregnende med, hvordan man bruger udtrykket).

Som helt lille havde jeg mit eget hjørne i haven, hvor jeg plantede ærter, radiser og gulerødder. Som teenager begyndte jeg at sætte pris på at have noget grønt på mit værelse, og jeg fyldte det med papyrus og væddeløbere. Senere, da jeg flyttede hjemmefra, var det i en lang periode sukkulenterne der vandt mit hjerte (af indlysende årsager – jeg har hørt om, at man kan vande en plante ihjel, men det er i sandhed aldrig noget der er sket i mit hjem…). I de sidste år, hvor jeg har rejst så meget, har jeg for det meste forladt mig på afskårne blomster *

På det sidste har jeg imidlertid besluttet at forsøge mig igen. Jeg har ganske enkelt fyldt hjemmet med planter, udfra en ide om, at hvis udgangspunktet er frodigt nok, er det ok hvis en enkelt eller to skulle dø undervejs.

Det er foreløbig gået overraskende godt, til trods for en behandling som visse ville kalde lemfældig: en gang om ugen bruger jeg 15 minutter med en vandkande, og det er det. Slut. Min erfaring siger mig nemlig, at jo mere jeg gør, jo værre går det 😉

* Der er et råd, som nedarves blandt kvinderne i min familie. Jeg har ikke selv fået døtre, men mine sønner har været så søde at give mig svigerdøtre, som jeg har indlemmet i arvefølgen. Rådet lyder, i al sin simpelhed, således:

Når du får dit eget hjem, så skal du endelig nyde at invitere gæster. Du skal ikke stresse over det. Du skal i hvert fald ikke gå i gang med den helt store rengøring, inden de kommer – der trænger meget mere, når de er gået! Luft grundigt ud, og fyld hjemmet med levende lys og afskårne blomster, så er der ingen der kigger efter skidt i krogene.

 

Tilbage til forsiden

 

Rum af Emma Donoghue

Det her er en bog, som jeg har ventet alt for længe med at læse. Jeg fik den i julegave, men af forskellige årsager (først og fremmest fordi det er en trykt bog, og ikke en e-bog, som er det jeg læser på rejser) fik jeg først fat i den for nylig. Det var for så vidt nok fint, for det er en bog man skal have god tid til. Faktisk skal man helst have mulighed for at læse den helt færdig med det samme ? det er nemlig den slags bog, hvor løbet er kørt, straks man har åbnet omslaget. Den er fantastisk.

Jack bor i Rum, sammen med Mor. Han har et spændende og trygt liv, med fastlagte aktiviteter, lege, Søndagsoverraskelser, og selvfølgelig først og sidst Mor. Naturligvis er der foruroligende ting i Jacks liv. Om aftenen kommer Gamle Nick, og så skal Jack ind i Klædeskab, hvor han ligger og håber på, at han hurtigt slukker. Ind imellem er Mor Væk. Så ser hun ikke noget, selv ikke når hun har åbne øjne, men når det sker, finder Jack udvej for at klare sig, indtil det bliver anderledes igen.

Jack elsker at se TV. Dora Udforskeren er hans ven, selvom han godt ved, at det han ser i TV ikke er virkeligt. Han ved godt, at det eneste som er virkeligt, er ham og Mor og alle tingene i Rum. Det ved han, lige indtil han fylder fem år, og Mor fortæller ham noget andet. Mor u-lyver, og dermed starter forvandlingen af Jacks verden.


Noget af det der gjorde bogen vidunderlig og interessant for mig, var at jeg fik lov til at opleve dens virkelighed på egen hånd. Der var ikke nogen som fortalte mig, hvorfra Jacks verden går ? det fik jeg selv lov til at opleve, lige så stille og roligt. Jeg fik selv lov at gøre den rystende opdagelse af grusomheden der styrer Jacks verden, og jeg fik lov at gøre det igennem små, konstaterende iagttagelser, uden at blive belemret med udpenslede dramatiske billeder.

Normalt er jeg ikke fan af børn som hovedpersoner i voksenbøger. Jeg synes som regel at børnene kommer til at fremstå hule og endimensionale, mere som en prototype på ?et barn?, som den voksne forfatter forestiller sig det, end som en troværdig karakter ? men jeg tror på Jack. Jeg tror 100 % på Jack. Jack er, præcis som Jack må være.

Virkemidlerne er i bund og grund forholdsvis små og fine. For eksempel giver det god mening, at Jack bor i Rum, og at han spiser ved Bord og sover i Seng. Selvfølgelig har Jack ikke brug for at bestemme sine substantiver. Jack kender kun ét bord, så hvorfor bruge et sprogligt hjælpemiddel til at skelne ét bord fra et andet?

Det er imidlertid ikke kun Jack, der får denne beretning til at skille sig ud fra andre beretninger om bortførte piger. Bogen slutter ikke med den naturlige, lykkelige slutning, der hvor fangeskabet afbrydes. På sæt og vis begynder bogen først rigtig med befrielsen af Jack og hans mor, og historien om deres fangeskab kan på den måde ses som en baggrundshistorie. Den del af historien der foregår i Rum, er en slags fundament for at vi kan forstå den egentlige historie, som handler om, hvordan man skaber mening i en virkelighed, der med ét slag forandres, og om, hvad mor og søn, som hidtil har levet i et symbiotisk forhold, skal gøre, når de splintrer deres verden, og dermed pludselig bliver til to personer, oven i købet ind imellem med modsatrettede behov.

Efter jeg havde læst bogen, så jeg filmen. Normalt er det en ret tam oplevelse at se en filmatisering af en enestående bog, men denne her er lykkedes ganske godt. Jack er, overraskende nok, stadig troværdig og nuanceret på film, og faktisk synes jeg at filmen gav historien en ekstra dimension, fordi jeg lige pludselig også lærte Jacks mor at kende. Hende fik jeg ikke så tydelig en oplevelse af ved at læse bogen, som i høj grad er Jacks historie. Jeg ville dog til enhver tid foretrække bogen, som jeg egentlig allerede glæder mig til at genlæse, for at se hvordan den udfolder sig, når man kender selve fortællingen og dens præmisser på forhånd.

Nogen gange afsluttes boganmeldelser med noget i retning af ?Læs den, hvis….?. Om Rum kan jeg ikke sige andet end: Læs den, hvis du kan læse 😉

 

Tilbage til forsiden

Abu Dhabi minder

I efteråret var jeg i Abu Dhabi med min ene svigerdatter – og hvorfor tænker jeg på det nu? Jo, fordi lige om lidt skal jeg derned igen!

Egentlig var vi kun dernede for at pakke deres lejlighed sammen, så de kan flytte til Brasilien – meeen der blev da også tid til lidt shopping i vores højtelskede Al Wahda Mall 😉


og (mere end) en enkelt strandtur blev det også til.

Abu Dhabi er en del af United Arab Emirates – UAE. Selve byen udgør kun en del af landet, som altså igen udgør en del af unionen, som bl.a. også omfatter Dubai. Abu Dhabi og Dubai minder på mange måder om hinanden, bortset fra at der er mere turbo på Dubai; det er den frække fætter, også når det kommer til skikke omkring religion og påklædning. I Dubai kan man klæde sig præcis som man lyster, mens Abu Dhabi er et noget mere striks sted. Til gengæld opleves Abu Dhabi så også som meget mere ‘oprindeligt’, hvis man kan bruge det ord om en nation som bare er et par og fyrre år.

Der er dog ingen tvivl om, at også Abu Dhabi har opdaget fordelen ved at tiltrække folk udefra, og man kan (hvis man vil!!) slippe afsted med næsten hvad som helst. Faktisk vil jeg vove den påstand, at man kan være på ferie dernede uden overhovedet at opdage at man er i Arabien – hvis man altså ser bort fra alle burkaerne og kanduraerne. For eksempel behøver man slet ikke forholde sig til arabisk mad, hvis ikke man gider opleve det – man kan bare spise på Red Lobster, TGIF og Burgerhouse (som, i parantes bemærket, laver de absolut lækreste sliders…).

Det var med et vist vemod vi tog afsked med Al Muneera og Abu Dhabi, men vi vender tilbage!

 

Tilbage til forsiden

Sankt Hans aften

Vi skal holde en lidt speciel Skt. Hans aften i år. Den aften er det nøjagtig et halvt år siden vi mistede min svigerfar, som var hele familiens ét og alt; vores omdrejningspunkt. I forbindelse med Skt. Hans vil vi derfor holde en mindehøjtidelighed for ham, hvor vi opsætter en mindeplade på det sidste af de mange projekter han varetog herude: vores anlæg med Avalokitesvara-statuen. Anlægget er blevet så smukt og fint, og der er så meget af ham i det.

Efter mindehøjtideligheden skal vi samles om en velkomstdrik, og det skal være ude på gårdspladsen (for det er naturligvis fantastisk vejr; det er det jo altid til Skt. Hans… skriver jeg, mens jeg mindes alle vores osende bål, som var nærmest umulige at få ild i, fordi det styrtede ned). Jeg vil fylde en gammel zinkbalje med isterninger og grønne grene, så jeg nemt kan afkøle boblerne. Her er en miniatureudgave af ideen:

Bagefter sætter vi os omme på terrassen og spiser. Vejret er jo fortsat enestående, så vi kan sagtens sidde ude og nyde udsigten og duften af dansk sommeraften (skulle vejret, helt mod forventning, blive fuldkommen tosset, har jeg en plan B, som involverer vores gamle lade. Satser nu på plan A.). Det bliver et sammenskudsgilde, så jeg ved ikke helt hvad vi kommer til at spise, men jeg kender min familie, så jeg ved at det bliver lækkert! Jeg vil dække bordet med sorte duge og en råhvid løber, som jeg vil fylde med små viltre grøftekantsbuketter og glas med stearinlys, omtrent sådan her:

Selve terrassen vil jeg pynte med lyskæder, stearinlys, guirlander af lange kvaster, og små hængende glas med blomster, som disse:

Senere på aftenen tænder vi bålet. Vi skal synge – selvfølgelig – og det skal både være Midsommervisen og Skønneste Mors. Skønneste Mors er en hyldest til min svigerfars fødeø, og den hører bestemt til ved en sådan lejlighed.

Jydernes landskab kløves af fjorden,
hvor Oddesund forbindes med Thy,
og der hvor vejen drejer mod norden,
dukker du frem bag en rosenrød sky.
Skønneste Mors, grønneste ø,
smukt blev du formet med å og med sø,
agerbrugsland, skove og strand
kranses af Limfjordsvand.

Tekst: Inger Lauritzen / Mel.: Glitrende hav

Rundt om bålet vil jeg lave siddepladser. Jeg håber vi stadig har nogen gamle paller, som jeg kan fylde med madrasser, tæpper og puder, men ellers slæber vi en håndfuld stole derom – det vigtigste er, at der er masse af bløde og varme tæpper at putte sig i mens duggen falder, og vi sidder og laver s’mores om bålet.

 

Tilbage til forsiden

Bogreoler

Tilbage i 1996 farvesorterede jeg mine bøger for første gang. Alle bemærkede det, og nærmest alle havde en kommentar til det. Boligæstetikerne i min omgangskreds elskede ideen med at lade noget så udfordrende, rent indretningsmæssigt, som en gigantisk bogsamling, blive til hele stuens fokuspunkt. Litteraterne hadede det, for hvordan kunne jeg finde på at nedgradere fin litteratur til ren pynt – og hvordan i alverden ville jeg i øvrigt kunne finde rundt i mine bøger!??

Jeg kan kun sige, at for det første, så kan jeg altid  huske hvad farve en elsket bog har, og for det andet, så rummer min reol på ingen måde kun fin litteratur (mere om mine læsevaner i et senere indlæg). Jeg har ikke, og får formentlig desværre heller aldrig, et egentligt biblioteksrum i mit hjem. Jeg elsker mine bøger, og kunne ikke finde på at forære dem bort eller – oh, gys! – smide dem væk. De er en del af den jeg er lige nu, men ikke nødvendigvis den pæneste del, i hvert fald ikke så længe de var smidt ind, hulter til bulter (for nej, de har aldrig været ordnet alfabetisk. Ikke engang vores nu hedengangne Lademans Leksikon formåede jeg at holde alfabetiseret i længere tid ad gangen).

I næsten tyve år var min bogreol en variation over dette tema:

IMG_3328

En vidunderlig regnbue – men også en ganske opmærksomhedskrævende regnbue. Man kunne slet ikke undgå at bemærke reolen som det absolut første, når man trådte ind i rummet.

Sidste år besluttede jeg så at prøve noget helt nyt. Jeg lod alle de kulørte bøger flytte op i soveværelset eller ned i sommerhuset. I stuen beholdt jeg kun de sorte og hvide bøger, og fyldte al den fantastiske ekstra hyldeplads op med fotografier og små skatte.

IMG_1364

Det giver et meget mere roligt indtryk – og jeg ved stadig præcis hvor jeg kan finde enhver bog 😉

IMG_1556IMG_1360

 

Tilbage til forsiden

Driverhuset

Mit hjem er ret grønt. Jeg nyder at have liv omkring mig, og jeg nyder at lade en masse grønt live op på mit sort/hvide univers. Driverhuset, kalder vi det – og det navn sigter ikke kun til planterne 😉

Alle mine planter er nøje udvalgt efter et helt særligt kriterie: De skal være virkelig svære at slå ihjel. Det der i virkeligheden er tale om, er ganske enkelt min metode til at leve med den helt særlige afart af naturlig udvælgelse, som finder sted når jeg ind imellem glemmer dette kriterie, måske fordi en plante bare er så flot at jeg slet ikke kan lade den stå i fred. Den dør. Bare sådan – helt uden advarselssignaler eller noget. Den dør bare.

Nu mener alle jo nok ikke det samme, når de taler om nemme planter. For at en plante skal kunne kategoriseres som ‘nem’ i mit hjem, skal den kunne trives med husets menu, hvilket vil sige at den får noget vand en gang om ugen. Den får præcis så meget som får, og den skal ikke regne med, at mængden er afpasset forholdene eller sådan noget fancy noget. Den skal kunne leve af vand. Og kærlighed.

/Pia

Older posts