Snapshots fra LA

Mainstream shopping i LA-området

Der er en grund til, at dette indlæg hedder ‘Mainstream shopping i LA-området’, og ikke bare for eksempel ‘Shopping i LA’. Jeg er på ingen måde ekspert i LA. Jeg kommer her 1-2 gange om året, men altid i de samme områder, og aldrig på opdagelsestur. På den anden side er jeg, sådan i al beskedenhed, ganske god til at finde hyggelige malls og områder, hvor man kan tulle rundt og shoppe lidt, få noget god mad, og finde en cafe når man trænger til at hvile fødderne. Jeg ved at der er masser af spændende små butikker rundt omkring i LA, men det er sjældent der jeg får lokket familien hen. Hvis man vil se kunsthåndværk og lidt anderledes butikker, er bl.a. Balboa Island og flere af kystbyerne, som eksempelvis Laguna Beach, gode bud – men hvis man trives fint med et bredt af udvalg af gennemsnitlig amerikansk shopping, så er de hyggelige udendørs malls et fint sted at begynde. Mine favoritter er Fashion Island og The Grove.

Fashion Island ligger i Newport Beach, og har en særlig plads i mit hjerte, fordi det var det første amerikanske mall jeg blev sluppet løs i . Det var i 1992, og jeg ved ikke helt om det er foruroligende eller rart, at det faktisk ikke har ændret sig ret meget siden… Her finder man både Macy’s, Bloomingdale og Nordstrom, foruden stort set alle de kædebutikker man forbinder med shopping i USA. Der er også hvad man skal bruge af restauranter og cafeer, og hvis man slet ikke orker at gå rundt, kan man tage en lille bus! Masser af god og gratis parkering, og virkelig nemt at finde.


Så er jeg klar! Bemærk at min sædvanlige uniform (jeans/skindbukser, t-shirt og blazer) er opgraderet med en skindnederdel i anledning af det californiske solskin – og at jeg har forberedt mig med fornuftige sko!


Vi spiser nærmest altid vores frokost på Great Maple. Den har god mad, og en endnu bedre beliggenhed 😉


The Grove ligger i selve LA, oppe ved La Brea, og er et super kært lille shoppingområde, lige ved siden af Farmer’s Market. Igen er det nemt at finde, og der er også masser af parkering – man skal bare huske at få sin parkeringsbillet valideret, ellers slipper man nemt af med 25 $ for et par timer! Nærmest alle butikker og restauranter validerer, så det er bare et spørgsmål om at huske det.

Der er Sephora, Barney’s, Nike, Nordstrom, Gap og mange, mange flere – og så er der bare rigtig hyggeligt, med en lille park hvor der ofte er levende musik og små arrangementer.

Bemærk den uventede gule farveklat ved siden af mine hvide shorts og elskede gamle Acne top. Tror jeg fik solstik – en gul taske…? Jeg er vild med den, og så passer gul faktisk til alting 😉

Der er masser af gode spisesteder inde på Farmer’s Market. Vi spiser ofte på deres Churrascaria (et brasiliansk steak-house), hvor man betaler maden efter vægt. Altid godt at kunne få pincanha, farofa, ris og bønner. Se mere om min glæde ved brasiliansk mad her.



Venice Beach hører ikke helt til i et indlæg om shopping – og så måske alligevel. Der er i hvert fald masser af boder og små butikker med kunsthåndværk, skøre t-shirts, pudsige indiske sager og marijuana…

For bare 40 $ kan du få en medicinsk vurdering, som overraskende ofte vil resultere i en recept på marijuana til medicinsk brug – og så er mulighederne uendelige 🙂

Min yndlingsrestaurant på Venice Beach er Figtree’s, som serverer pragtfuld økologisk mad, som for eksempel deres tosset lækre burger. Den ligger nærmest helt oppe i enden af strandpromenaden, og fra den er der faktisk ikke langt at gå ad stranden til Santa Monica Pier.

Belmont Shore er ikke et egentligt shoppeområde. Det er et spændende kvarter lige ved siden af Naples, med restauranter og cafeer galore, og en håndfuld butikker; en skønsom blanding af lokale forretninger og et par kædebutikker som Gap, Banana Republic og Sunglass Hut. Man spiser godt og rimeligt billigt på Domenico’s, som er en gammel italiensk restaurant – deres pizzaer er gigantiske!

Rodeo drive skal selvfølgelig også  nævnes – et smukt område med virkelig fin high end (ekstrem high end!) shopping. Det er et herligt sted at se på mennesker, vinduesshoppe – eller nyde at det er lidt besværligt, alt det der med valutakurser, så man beslutter at en dollar er lige knap en femmer, og at alt er meget billigere end hjemme. Så kan man altid lade være ned at åbne brevene fra banken den næste tid…

Det sidste jeg vil nævne, er CVS – en kæde af enorme drugstores, hvor man kan købe sig svimmel i kosmetik og lækkerheder til hud og hår. Jeg fylder altid kufferten med L’Oreals sulfat- og silikonefri serier, som af en eller anden ubegribelig årsag ikke er at få i Danmark.

God shopping! Husk at veje kufferten inden du tager til lufthavnen…

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Snapshots fra LA