Højgård - længerne

Om at finde drømmehuset

Tilbage i 1989 ledte ham min elskede og jeg efter hus for første gang. Vi gjorde et pragtfuldt køb – et forfaldent dødsbo, som var kun en lille smule for dyrt for os. Vi fejrede købet ved at se det alderstegne oliefyr bryde sammen få timer efter overtagelsen…

Efter nogle års hårdt arbejde stod huset snorlige, præcis som vi ville have det. Derfor gjorde vi lige den seneste ombygning helt færdig, malede de sidste lister, kørte byggeaffaldet væk, og begyndte at kigge os om efter et nyt sted at bo.

Vi så på tre ejendomme (3!!), før vi underskrev en slutseddel. Valget var ikke så svært; faktisk var et af stederne så grimt og forfaldent, at min mand, straks vi kørte ind på parkeringspladsen, sagde til mig: “Det kan du godt glemme alt om. Her kommer vi aldrig til at bo”.

Her er slet ikke grimt og forfaldent mere, og idag er han mere knyttet til stedet end jeg er.

Noget af det han reagerede på, var gårdspladsen. Den var ikke så velholdt, men desværre heller ikke forfalden på den romantiske måde.

Nej, dette var ikke standarden. Der var kun et enkelt hjørne der var så yndigt…

Haverne var heller ikke imponerende (jeps, det er en ged på billedet. Ikke vores).

Indvendigt, til gengæld, var det… gennemført afskyeligt. Det har jeg slet ingen billeder af. Jeg tænker, at ethvert kamera ville gå i strejke, hvis man bad det om at indfange noget så hæsligt 😉

Det er blevet til mange timer med gravemaskiner, trillebøre, skovle, spader og håndværkere – men hvad gør det?? Nu, to store ombygninger senere, har vi fået det, præcis som vi vil have det.

Du kan besøge Højgård her og her, se entreen, gæstetoilettet, vores køkken, spiseplads og stue, komme med ud i haven, og se længerne.

Vi har skoven som nabo, søen om hjørnet, og Klokkekildeløbet går gennem vores baghave. Beliggenhed, siger jeg bare!

Tilbage til forsiden

6 kommentarer

  • Åh, genskæret fra fotografering af gamle analog-billeder <3 Den grynethed og uperfekte æstetik, som døde ud med digitaliseringen river i mit nostalgiske hjerte (også selvom jeg først blev født tre år efter disse billeder 😉 ).

    Skønt!

    http://litcomprime.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia

      Ja, det var noget helt særligt dengang et foto var et foto – man tog ET, og det blev som det blev. Kan jeg faktisk godt savne en gang imellem, også selvom jeg er vild med at eksperimentere med mine billeder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, præcis. Og der var en ganske særlig glæde over uvidenhed og spændingen ved at vente på fremkaldelsen. Sikke en proces det var! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] bor i et virkelig gammelt skrummel af en gård, som jeg elsker overalt på jorden. Du kan se hvordan jeg fandt drømmehuset, og hvordan her ser ud nu, mere end 20 år efter jeg flyttede […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] ringede vi til ejendomsmægleren og gav et bud på drømmehuset. Har altid haft en tendens til at handle huse hurtigt […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] meget af gården brændte ned engang i 60’erne, hvorefter hele stuehuset blev bygget op igen. Da vi overtog ejendommen, stod den således i komplet 60’er stil, med cigaræsketræ på væggende, fyrretræ i […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Højgård - længerne