Vores kælder...

Nyt på-vej-til-at-blive-gråt hår; en opdatering

img_5604

Som jeg har fortalt tidligere, er jeg ved at lade mit hår overgå til dets naturlige farve, som er en skønsom blanding af mørkebrunt og gråt. Jeg vil tro, at jeg har omkring 40 % grå hår, og det har betydet, at jeg meget ofte har skullet genopfriske farvningen i bunden – men evindelige farvninger passer meget skidt med mit temperament; derfor tog jeg beslutningen om, at nu skulle det være slut.

Tilbage i maj fik jeg lagt en masse lyse striber i håret, og klippet et godt stykke af det. De mange striber har betydet at jeg (med rigtig meget god vilje, og hjælp fra en farvespray) slet ikke har haft brug for at farve bunden – men også at mit hår er blevet ret medtaget. Derfor besluttede jeg, at noget måtte gøres.

At kalde spidserne ’slidte’ ville være en mild overdrivelse. De var hærgede. Jeg var godt klar over, at jeg ville have brug for endnu flere striber for at nærme mig min naturlige farve – men jeg var i tvivl om, hvordan længderne ville komme til at se ud *.

Løsningen lå sådan set ligefor: snup en god bid af længden, og læg alle de striber der er brug for…

Nu er mit hår kortere end det har været i mere end 25 år, og det føltes da også som en urimeligt stor beslutning at lade dejlige Poul E sætte saksen i det. Heldigvis var han en klippe af ro under mit panikanfald, så af røg det – og jeg knuselsker det!

* Det er løgn. Faktisk var jeg slet ikke i tvivl – det var ret indlysende at de ville komme til at ligne (og føles som) hø; ikke umiddelbart et attraktivt look.

Tilbage til forsiden

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores kælder...