Gåtur i Val Sanagra

Milano

Milano er byen som er bedst kendt for sin domkirke, for modeugerne, og for al den gode shopping.

Det er en stor og levende by, som på en eller måde virker ret ung – men det er måske det bare fordi jeg ubevidst kommer til at sammenligne den med Rom, som den overhovedet ikke minder om? Hvis du aldrig har været i Milano før, er der nogen ting, du bare bliver nødt til at se. Følg med rundt på den introduktionstur jeg gav min svigerdatter; vi fik dækket det vigtigste, omend turen var uplanlagt, så vi ikke fik mulighed for at komme ind og se Da Vincis berømte maleri (men mere om det senere).

Man kan fint gå rundt i Milano. De fleste ting ligger i umiddelbar gåafstand fra hinanden, indenfor den inderste ringvej, men man kan selvfølgelig også vælge at bruge sporvognene; enten de helt almindelige sporvogne, eller den særlige ‘hop on, hop of’-turistudgave.

Vi valgte at parkere i udkanten af centrum, på ydersiden af Parco Sempione. Der er også mere centrale parkeringspladser, men de er dyre, svære at navigere til, og bliver typisk ret hurtigt fyldt op. I øvrigt er parken vidunderlig at gå igennem, især i slutningen af dagen, når man er helt mæt af indtryk, og bare gerne vil slappe af i skyggen under et højt træ.

Ved indgangen til parken står der en triumfbue. I 1805 lod Napoleon sig krone som konge af Italien, og bestilte i den anledning buen, bl.a. med friser af Thorvaldsen (som nu kan ses i Villa Carlotta ved Comosøen, som imidlertid fortjener sit helt eget indlæg).

 

Inde i parken er der et par små cafeer, og en gammel sportsarena, og helt inde i inderkanten, ind mod centrum, finder man Sforza slottet, som stammer helt tilbage fra 1368, men først stod færdig i sin nuværende stjernefacon i løbet af det 17. århundrede.

 

Inde i gården er der en del levn fra tidligere tider, og man kan, hvis man har tid og lyst, besøge adskillige af Milanos bymuseums afdelinger herinde, men man kan også vælge at gå ud på pladsen foran, og herfra ned ad hovedgaden, Via Dante, med alle butikkerne, cafeerne og restauranterne, lige ned til domkirken.

Domkirken har været under restaurering lige så længe jeg kan huske, men heldigvis er selve facaden færdig nu – og imponerende er den, med sine 3200 statuer og 135 spir!

 

Den dobbelte hoveddør viser bronzerelieffer af henholdsvis påske- og julelegenderne, og inde i kirken er et vigtigt relikvie; et af sømmene fra Jesu kiste.

 

Når det spirituelle har fået sit, kan man vende sig mod det verdslige, som heldigvis er lige indenfor rækkevidde, i form af Galleria Vittorio Emanuele II. Nok et af verdens smukkeste shoppingcentre, især efter McDonalds er blevet fjernet fra ‘Prada-hjørnet’, og skubbet ud i periferien…

Inde i gallerierne skal man huske at kigge både op og ned: op på det enestående tag, og ned på de smukke gulve,

hvor man endelig må huske at sætte hælen i tyrens ædle dele og dreje tre gange om sig selv for held og lykke.

Går man lige igennem gallerierne og ud på den anden side, kommer man ud på en hyggelig lille plads med en statue af Leonardo Da Vinci. Det berømte La Scala-teater ligger ud til pladsen, og du kan, hvis tiden og interessen er til det, besøge deres museum. Du kan også tage en guided tur gennem salene, som – overraskende nok – ikke er umiddelbart tilgængelige for turister. Selvfølgelig kan du også tage skidtet fuldt ud, og simpelthen gå i teatret. Det kan anbefales, men du skal være parat med den helt store pengepung!

Fortsæt gennem byens fine gader (og snyd ikke dig selv for kigge ind i diverse charmerende baggårde, og måske et besøg i Aesops fantastiske butik!), op til Santa Marie Della Grazie kirken, hvor Da Vincis berømte vægmaleri, Den Sidste Nadver, befinder sig i munkenes spisesal i det tilhørende kloster. HUSK at billetter til at se maleriet skal bookes på forhånd! Du får ikke lov at vade ind fra gaden, heller ikke selvom du forsøger dig med dit allermest charmerende/flirtende/ynkelig jeg. Tror jeg. Selv kunne jeg jo aldrig finde på at ydmyge mig på den måde *. Billetter kan bestilles på http://www.milan-museum.com.

Kirken er heldigvis et besøg værd i sig selv, og så kan man jo altid stå og lure ynkeligt ind gennem hegnet til klosterhaven…

Et privat sidespring: Jeg synes efterhånde at jeg ser en stigende tendens til at jeg lader komforten vinde over elegancen, når jeg er på byvandring. Marilias farverige nederdel og tætsiddende top er noget mere imponerende end mine afklippede jeans og lette, løse skjorte… I det mindste fik jeg taget de høje hæle fra hende, inden vi begav os afsted. #MisundeligPåDeUngeMenDeBliverOgsåGamleEnDag #voksenlivsstil

Fra kirken er der ikke langt op til parken, og som nævnt er det en sand lise at slutte af med en rolig tur under de skyggefulde træer, mens man glæder sig over at have fået set næsten hele Milano.

 

 

* Jeg har bestilt billetter til at se bæstet mere end én gang, men på én eller anden måde er det aldrig lykkedes mig at bruge dem, eller at overtale de barske vagter til at sælge mig en billet på stedet. Karma, går jeg ud fra. Bare ikke ‘meant to be’.

 

** Vi gik glip af noget af det vigtigste i Milano: livsstils-butikken 10 Corso Como. Ellers så afgjort et besøg værd!

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gåtur i Val Sanagra