Milano

Isola Comacina

Ude i Comosøen ligger der en lillebitte ø, Isola Comacina; indbegrebet af den tilbagelænede livsstil. På øen er der en gammel kirkeruin, en cafe, og en helt igennem fantastisk og vidunderlig restaurant. Jeg besøgte den første gang i 2007, til min mors 60 års fødselsdag. Vi havde spurgt lidt omkring hos de lokale om de kendte en restaurant, som var særlig nok til så vigtig en fejring, og svaret var Locanda Isola Comacina. De havde ret, ikke mindst fordi øens faste menu, som er det eneste man kan få derude, og som aldrig skifter, stammer fra samme år som min mor (1947 – så ved vi ligesom også, at jeg er voksen!).

 

Man kan kun komme til øen med båd. Hvis man sejler selv, er der fine broer man kan fortøjre ved, og ellers kan man tage den lille taxabåd som sejler ud fra Sala Comacina på Comosøens vestkyst. Den sejler hele tiden i restaurantens åbningstid.

Øen er så smuk, at man nærmest snapper efter vejret, og jeg vil klart anbefale at man tager derover i god tid, så man kan nå at gå en tur rundt derude. Restauranten serverer frokost fra 12 til 14, og middag fra 19 til 21.30. Uanset om kommer kl. 19 eller kl. 20.30, skal man igennem de samme retter inde den Grande Finale, så hvis man godt kan lide at tage sig god tid til sin mad, vil jeg foreslå at man kommer tidligt. Især i højsæsonen (juli/august) er det en god ide at reservere et bord – det kan man gøre på deres hjemmeside (‘prenota’ betyder reservation, og resten giver lidt sig selv).

 

Jeg elsker at sidde lidt på den lille cafe helt nede i vandkanten, med udsigt over til Sala Comacina (hvor en af mine andre yndlingsrestauranter, La Tirlindana, ligger. Har ret mange yndlingsrestauranter i Italien, men denne er klart helt i top!!!! Prøv Patricias ravioli al’ limone.)

 

Når tiden er inde til at spise, bliver man bænket ude på den store terrasse, og så går det ellers løs. Først en appetitvækker: en solmoden tomat med en tynd citronskive og masser af olivenolie og origano, og stedets hjemmebagte brød, som skal brydes blandt venner – Friendly Bread, som ejeren kalder det, med den mest henrivende italienske accent.

Derefter kommer der et overvældende udvalg af antipasto all’ Isolana – højdepunktet er uden tvivl de bagte løg, som vi var så heldige at få opskriften på her i sommer. Vi er som sagt kommet her siden 2007; nu var vi åbenbart værdige at dele tricket med 😉

De bager de hele løg, med skræl, i 2 timer ved 180 grader, og derefter ca. 2 timer mere ved stadigt lavere temperaturer. Når løgene føles bløde og lækre, skæres de midt over, hældes over med olivenolie, og drysses med salt og peber. Så enkelt – og så overdådigt lækkert, at selv en kræsenpind som mig falder i svime.

Anden ret er Trota alla Contrabbandiera – helstegt lakseørred, som udbenes ved bordet, hvorefter tjenerne slår groft salt i ugudelige mængder ud over dem, presser en hel citron over hver fisk, og drukner dem i olivenolie, før frisk peber kværnes hen over dem. Første gang jeg så det, sank hjertet i livet på mig. Det så ikke godt ud… men det var det! De ved hvad de laver.

Når den første bund således er lagt, får man grydestegt kylling, Rottami de Pollo in Padella, med en helt simpel salat: friske, sprøde salatblade med olie og eddike. Ikke så meget pjat, bare enestående råvarer.

Osten er en kæmpe Grana, på størrelse med en mellemstor hund, som bæres rundt i armene på tjenerne. De skærer solide lunser af dem, og overrækker dem direkte i hånden på dig. No nonsense.

Til sidst skal man selvfølgelig have lidt sødt. Intet måltid uden sukker; uden sukker, intet måltid, sagde slikmunden. Friske appelsiner, pærer eller ferskner (afhængigt af, hvad der er i sæson) skæres ud ved bordet, overhældes med Crema all’Isolana, som er en sød likøragtig sag, og serveres med hjemmelavet vaniljeis.

Hele herligheden afsluttes med en stor finale, hvor der brændes kaffe og berettes om øens historie. Det er en fortælling af den type, som jeg holder allermest af, hvor underholdningsværdien til enhver tid trumfer den historiske nøjagtighed 😉

Kaffen smages til af øens sødeste pige, og så kan man ellers sidde og slå mave, mens man nyder den dejlige udsigt, som ikke bliver spor dårligere, når mørket langsomt sænker sig.

Locanda Isola Comacina er noget helt for sig selv, en pragtfuld oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for, hvis man er i området. Restauranten er besværlig at komme til, maden er dyr (73 euro pr. person), og de tager ikke engang kreditkort – men det betyder intet, når først man rammes af øens fortryllelse!


Und i øvrigt også dig selv en stund ved den stolte ejers Wall of Fame. Han har ivrigt taget billeder af alle de berømtheder som har gæstet øen gennem tiderne, og han er revnefærdig af stolthed over samlingen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Milano