Postkort fra Mallorca II

Palma de Mallorca

Palma er  storhed i en lille, overskuelig indpakning. Det kom virkelig som en overraskelse for mig; jeg havde ingen anelse om, at jeg skulle finde en lille stor by; levende, grøn, sofistikeret og bedårende smuk. Den er, for mig at se, den helt perfekte destination for en romantisk get-away; en billig flyvetur fra Danmark, en kort taxatur fra lufthavnen (noget der virkelig tæller, hvis man kun har en enkelt weekend!), et generøst klima, og al den charme og finurlighed man overhovedet kunne ønske sig. Den minder på mange måder om Barcelona og Lissabon i sin blide storslåethed, og lidt mystiske stemning. Ligesom i Barcelona har Gaudi også været på spil her, omend i meget mindre omfang.

Vi slentrede rundt i Palmas henrivende gader en hel dag, snusede i de mange fine butikker, spiste lækker paella, og huskede at holde hyppige pit-stops under under oliventræerne og platanerne.



Der er et sandt mylder af smukke, gamle kirker i Palma, selvfølgelig med den gotiske katedral La Seu helt nede ved vandkanten i det gamle kvarter som den mest imponerende. La Seu blev bygget over en eksisterende moske, som igen var bygget over et romersk tempel, så stedet har en lang historie. Byggeriet tog over 700 år, før katedralen stod færdig i 1601, med enorme proportioner: den er 120 meter lang, 58 meter bred, og med imponerende 44 meter i indvendig højde. I 1901 blev Gaudi opfordret til at komme med forslag til et restaureringsprojekt. Desværre kom han ikke til at føre alle sine ideer ud i livet, og det mest iøjnefaldende ?Gaudiske? vi ser i dag, er den helt særlige baldakin over alteret. Den er nærmest umulig at fotografere, men det skulle jo prøves 😉

Det gamle Palma er omsluttet af en indre ringvej, Las Avingudas. Vi boede på hotel UR Palacio Avenida, på hjørnet af ringvejen, lige overfor Plaza Espana; perfekt beliggenhed, rimelig pris ? et virkelig dejligt, lillebitte hotel.

Om aftenen drev vi fra bar til bar (sjældent en dårlig ide!), fra Plaza Espana gennem smågaderne, ned ad Passeig des Born, til vi nåede kvarteret omkring La Llonja. Jeg luftede min skønne nye kjole fra Anine Bing – og elsker i øvrigt hvor gråt mit hår efterhånden er blevet!



La Llonja er den gamle fiskeribørs, en smuk gotisk bygning, lavet af arkitekten Sagrera (der også stod for katedralen). I dag står bygningen tom, men den er åben for alle som har lyst til at nyde dens overraskende skønhed. Over hovedindgangen er der en statue af Handlens Skytsengel, og handlet, det bliver der ? omend det mest er i tapas og vin. Pladsen foran bygningen syder af liv om aftenen, og vi hang ud på Cafe La Llonja, hvor vi spiste tapas (i flere omgange…) og sippede cocktails til ud på de små timer, hvorefter vi tullede tilbage gennem Palmas oplyste gader og markeder.

Jeg giver Palma 10 stjerner og mine varmeste anbefalinger som den ultimative destination for en romantisk weekend ? også selvom ?weekenden? i vores tilfælde faldt på en torsdag!

Tilbage til forsiden

 

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Postkort fra Mallorca II