Det her halve år, hvor jeg konstant er på farten, har vist sig at være en perfekt mulighed for at få gået mit liv efter i sømmene. Når jeg ser mit liv lidt på afstand, bliver det nemmere at få øje på, hvilke dele der trænger til en opdatering, og hvilke der er lige præcis, som jeg gerne vil have de skal være. Langt det meste i mit liv falder heldigvis i den sidste kategori, men hvorfor ikke lade det hele komme derover?

At lade alt i ens liv være præcis som man gerne vil have det, betyder ikke at alle ens aktiviteter nødvendigvis skal være drømmeaktiviteter. Rigtig mange ting er simpelthen nødvendigheder; de udgør rammerne eller grundlaget for andre valg.

For nu at tage et helt banalt eksempel, så trives jeg bedst i smukke, rene og ryddelige omgivelser (med MASSER af grønt!). For at leve i overensstemmelse med det ønske, kræver det at jeg giver mig tid til rent faktisk at skabe den slags omgivelser. Det kræver at jeg rydder op, gør rent, reparerer ting der går i stykker, og jævnligt sorterer i de ting jeg omgiver mig med. Livet roder nemlig, og det er ikke en mulighed for mig at have andre til at håndtere den del for mig (det tror jeg faktisk heller ikke engang jeg ville bryde mig om ? og det er jo heldigt nok at jeg har det sådan, når omstændighederne er som de er!).

Jeg har to principper, som hjælper mig til at være okay med den tid jeg bruger på opgaver, som i sig selv måske ikke byder på oplagt nydelse:

• Jeg minder mig selv om, at jeg har valgt at lade denne aktivitet være en del af min hverdag, fordi den er grundlaget for noget jeg virkelig sætter pris på.

Noget virkelig interessant jeg har lært, er at når jeg husker på hvorfor jeg tilvælger en given aktivitet, så er den med ét slag meget morsommere ? eller i hvert fald mindre træls. At svinge støvsugeren er ikke nødvendigvis vanvittigt morsomt, men det er mig selv der har valgt at den skal svinges, fordi det i den sidste ende giver mig glæde.

• Jeg minder mig selv om, at når jeg nu har valgt visse rammer for mit liv, så kan jeg lige så godt stå ved de valg.

Ellers ville det være smartere at vælge om. Samtidig er jeg bevidst om, at det netop kun er rammerne, jeg har valgt; ikke hvordan jeg vil udfylde dem. For nu at fortsætte det banale eksempel med støvsugningen, så har jeg altså valgt at der skal støvsuges, men jeg har ikke opsat nogen regler for, hvordan der skal støvsuge; om jeg skal hygge mig med det, eller om jeg skal være tvær og irriteret over det.

Jeg prøver at vælge glæden, også i besværlige omstændigheder. Eksemplet med støvsugningen er banalt, men det er valgt, netop fordi det er så banalt, at den bagvedliggende mening ikke går tabt i detaljen. I sådan en øvelse her er det vigtigt ikke at fortabe sig i at udtænke scenarier, hvor det ikke kan lade sig gøre at vælge glæden – brug hellere energien på at komme op med med alle de scenarier, hvor det rent faktisk godt kan lade sig gøre! Det er ret sjældent at vi kan vælge de ydre omstændigheder omkring vores liv, men vi kan næsten altid vælge hvordan vi vil gå til de omstændigheder der er vores.

For at hjælpe mig selv lidt på vej, har jeg lavet en liste over ting der er vigtige for mig. Det er ikke en særlig organiseret liste. Faktisk er den ret rodet, og den virker nok også lidt svulstig, men ikke desto mindre fortæller den meget om, hvilken retning jeg ønsker mit liv skal have:

Glædesfyldt
Kærlighed
Tid til de små ting
Fællesskab og alenetid
Kreativitet
Omsorg
Skønhed
Omhu i det store og det små
Gavmildhed
Afklaret
Enkelhed
Nysgerrighed
Vilje til at blive glædeligt overrasket
Energi og gå-på-mod
Retning og drømme

Der er rigtig mange ting i et liv, som man ikke kan styre. Uanset hvor heldigt ens liv falder ud, rent materielt, så vil der altid være ting der gør ondt *. Det er hvad det er, og jeg har med tiden lært, at jeg trives bedst med at give det den plads det skal have, hverken mere eller mindre. Jeg gør mig umage for hverken at lade som ingenting, eller dvæle længere end nødvendigt ved de ting udenfor min kontrol, som gør ondt. Jeg bruger min energi på de ting jeg rent faktisk kan påvirke, og prøver at finde fred med resten. Det jeg alligevel ikke kan ændre, gør jeg mig rigtig meget umage for at acceptere.

Hvordan ser din liste ud?

* Det var en af de ting der tiltrak mig ved buddhismen: at hele den buddhistiske filosofi bygger på den sandhed at der er ting i livet der gør ondt. Sådan er livet; det er livets natur. Måske ikke ligefrem opmuntrende, men det er sådan set heller ikke ment som en opmuntring ? det er ment som en serviceoplysning, for at gøre os i stand til at navigere i livet, uden hele tiden at række ud efter de lyserøde briller, for ikke at komme til at føle at vi drukner i det.

** Billedet af de dejlige mennesker der springer ud fra en badebro er ikke mit eget – det er et jeg faldt over på Instagram, men det er desværre ikke lykkedes mig at spore det til kilden. Jeg håber det er ok at det indgår i mine drømme.

Tilbage til forsiden

Hvis der er en litteraturgenre jeg ikke har haft den mindste interesse for de sidste mange år, så er det den vi nu kender som Young Adult – ungdomsbøger hed det, sidst jeg læste dem – men lige pludselig dukkede de op alle vegne, hos bogbloggere, book-tubere osv, og jeg blev nysgerrig. Jeg læste John Green, og blev vild med ham (En Flænge i Himlen knuste nærmest mit hjerte, og jeg blev helt nostalgisk over Let it Snow). Jeg læste også et par af de dystopier, som væltede frem, og jeg kunne lide dem. Det var fængslende, hurtig og letfordøjelig læsning, og ulige meget sjovere end at se dem som film. Først læste jeg Hunger Games, derefter Divergent, og senest Maze Runner.

Her er det fjerde del af Maze Runner ? som faktisk er første del, eftersom den foregår i tiden før Wicked, før labyrinten overhovedet var bygget ? jeg underholder mig med, og den er god! Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at den handler om Mark og Trina, som oplever de soludbrud, der lægger jorden nærmest øde, og begyndelsen til den smitsomme sygdom, som hærger i seriens første tre bøger. De kæmper for at overleve, og for at samle de andre få overlevende om sig, så de måske kan finde en måde at leve videre på. Jeg synes den er bedre end både toeren og treeren i serien; helt på højde med den første.

Det er dog lidt en udfordring at koncentrere sig om en bog her på stranden. De brasilianere, de kan altså noget med strande. Masser af plads, masser af parasoller og solstole ? og muntre handlende, som hele tiden kommer forbi. Hvem kan vel andet end elske en strand hvor du hele tiden får tilbudt kolde drinks, små lune retter, bikinier, håndklæder, frisk frugt og alt muligt andet? Er lidt i himlen 😉

Tilbage til forsiden

Jeg har masser af planter hjemme i Danmark, som egentlig hører til i regnskoven, blandt andet viftepalme og philodendron. De trives såmænd fint nok, og jeg var endda en lille bitte smule stolt af mig selv, fordi jeg (endnu) ikke har slået en eneste af dem ihjel – men så kom jeg her til Rio, og så hvad der er sket med de små skravlede guldranker min svigerdatter købte sidst jeg var her, for et halvt år siden.

De er simpelthen vokset helt vildt. Som i helt absurd meget. Det er utroligt, og det gør mig grøn af misundelse. Sådan måtte mine planter gerne gro! Jeg har spekuleret lidt over, hvad årsagen kan være. Klimaet ville jo være den nemme forklaring, men jeg tror kun delvis den holder. Planterne bor jo indendørs, så der er grænser for, hvor anderledes forhold de har her, sammenlignet med hjemme hos mig. Selvfølgelig er her masser af lys, men flere af dem bor altså i ret mørke hjørner, og stortrives alligevel. Luftfugtigheden er højere her, det er der ingen tvivl om, men jeg tror faktisk der er en ting mere, som gør en stor forskel. Når man køber planter hernede, står i de ikke i almindelig pottemuld. De står i jord, som ligner den de gror i ude i junglen: løs, let jord, med masser af bark og plantemateriale i. Det betyder at det er svært at overvande dem; vandet passerer lynhurtigt igennem jorden, og de står aldrig og sopper. Næste gang jeg skal ompotte mine regnskovsplanter, vil jeg helt sikkert prøve at sætte dem i en lettere jord. Det er da et forsøg værd, og på en eller anden måde giver det jo også fin mening at forsøge at efterligne deres naturlige forhold mest muligt – også selvom det givetvis vil betyde, at jeg skal være meget mere opmærksom på at vande dem hyppigt. Hvem ved; måske får jeg dem til at gro for vildt, eller også finder jeg en helt ny måde at slå planter ihjel på 😉

Sådan ser de ud nu, men de startede altså som sådan nogen små, forkølede nogen:

Og så vil jeg bare lige sende en hilsen til min fingerphilodendron derhjemme, og sige at den godt lige kan tage sig lidt sammen…

Tilbage til forsiden

Efter at have levet nogle uger med det tøj der kunne være i min kuffert, er det gået op for mig, hvor meget nemmere det er at klæde sig på, når der ikke er for meget at vælge imellem. Det er selvfølgelig fordi det der rent faktisk er at vælge imellem, alt sammen er noget jeg elsker at have på ? og det er vel i grunden definitionen på en capsule wardrobe *: En minigarderobe, som består udelukkende af tøj som jeg elsker, og som får mig til at føle mig godt tilpas.

For nogle år siden gennemgik vi en større ombygning af vores hus i Danmark. De måneder den stod på, havde jeg kun ganske lidt tøj at bruge, fordi nærmest alt var opmagasineret, mens vi rykkede fra værelse til værelse for at kunne være et sted hvor der ikke blev bygget om ørerne på os. Allerede dengang undrede jeg mig over, hvordan det kunne være at jeg aldrig før havde følt mig så velklædt, uden at spilde mange tanker på mit tøj. Det var naturligvis igen fordi jeg kun havde det tøj, jeg virkelig holdt af, tilgængeligt! Det jeg undrer mig over nu, er at jeg ikke lærte lektien dengang: jeg behøver meget mindre tøj end jeg går og forestiller mig, og mindre tøj er lig med mindre tid spildt på at rode rundt for at finde noget at tage på.

Derfor vil jeg, når engang jeg rykker hjem til Danmark igen, udvælge mig en kompakt garderobe, og lægge alt det overflødige til side. Noget af det skal gives væk, noget skal sælges, og noget skal opbevares fordi det er ubrugeligt i den aktuelle sæson (shorts og sommerkjoler behøver ikke hænge fremme om vinteren, lige så lidt som uldfrakker og kæmpe sweatre behøver forstyrre mig om sommeren). Jeg gider ikke længere have en garderobe som flyder med ubrugt og/eller uelsket tøj.

Indtil jeg kommer hjem, vil jeg øve mig. Jeg vil skære endnu mere ned på det tøj jeg slæber med mig rundt i verden. Jeg syntes egentlig allerede jeg er rimeligt god til ikke at overpakke, men jeg kan helt sikkert blive bedre. Når jeg kigger tilbage på tiden på Mallorca og her i Rio, kan jeg se, at der er noget tøj der er blevet brugt meget mere end andet. Hvorfor så ikke nøjes med at tage det med fremover? Jeg ved jo godt hvad jeg kan lide at have på…

Jeg vil udvælge mig 10 favoritter fra kufferten, og udelukkende bruge dem de sidste 10 dage hernede. De 10 stykker tøj skal ikke omfatte badetøj, nattøj, træningstøj eller accessories som tasker, smykker, hatte og lignende ? er jo nødt til at starte blidt 😉

Om et par uger får jeg et par dage hjemme. De skal selvfølgelig bruges sammen med dem jeg savner så meget, men jeg skal også pakke min kuffert om. Vores næste destination bliver nemlig UAE, og jeg ved at jeg får brug for noget andet tøj dernede, end det jeg har brugt hidtil. Det er der to grunde til: 1) UAE er nok et meget moderne muslimsk land, men det er stadig et muslimsk land, hvorfor mine korte shorts og små toppe ikke er passende, og 2) i UAE skal man altid medbringe et par ekstra lag tøj til når man skal være indendørs. De skambruger aircon dernede, og der er altid bidende koldt på restauranter osv, så jeg skal pakke trøjer, tørklæder og jakker. Den perfekte garderobe består jo ikke bare af tøj, man føler sig godt tilpas i ? så ville det være alt for nemt. Det er ikke nok at tøjet afspejler min personlige smag, det må nødvendigvis også afspejle min aktuelle livsstil. Man skal ligne det man laver, som min veninde plejer at sige når hun ifører sig malertøj.

Men indtil videre gælder det altså disse 10 stykker tøj, i de næste 10 dage:

1 par hvide shorts, 1 par jeansshorts, 1 stribet tshirt, 1 sort top, 2 hvide toppe, 1 kjole, 1 jakke, 2 par sandaler. Det bliver spas!

* Capsule wardrobe = kapsel garderobe? Nej, vel? Tror jeg vil oversætte med ?kompakt garderobe? i stedet.

Tilbage til forsiden

Da jeg var i Rio første gang, faldt jeg ved et tilfælde over storbyens jungle; Tijuca National Park. Det lød så spændende, at jeg blev nødt til at se hvad det var – men det var virkelig svært at finde oplysninger om stedet på andet end portugisisk, så derfor har jeg lavet denne guide, som jeg håber andre kan få glæde af. Det er nemlig et helt utroligt sted. 32 km2 jungle midt i en af verdens største byer, med de mest utrolige vandfald, vandreruter, udsigtspunkter, grotter og meget mere.

For at komme dertil vil jeg foreslå at man indtaster ‘Parque Florestal da Tijuca’ i Google Maps – så bliver man ledt til en stor port, hvorfra en vej fører op til dette punkt, hvor der er et imponerende vandfald lige ved vejen. Man kan parkere bilen og gå over og se nærmere på herlighederne, og her kan man også danne sig et overblik over parken ved hjælp af de opsatte skilte.

Kør videre frem ad vejen, som hurtigt bliver ensrettet. Man bliver ledt rundt i en cirkel, og kan så stoppe hvor man vil undervejs, og vandre ind i junglen. Stierne er ok at gå på, og de fleste er fint afmærkede.

Man kan eventuelt gøre et kort stop ved Visitor’s Centre, hvor man kan få yderligere oplysninger om parken, eller man kan køre lidt længere frem, og holde ind på den lille parkeringsplads, hvorfra en sti fører til Cachoeira das Almas.

Det er et skønt lille vandfald, som man kan bade i. Der er typisk en del mennesker her, fordi turen hertil er så nem, men sjovt er det at stille sig ind og lade vandet plaske over sig.

Dette vandfald har altid været benyttet i spirituelle sammenhænge, og selv i dag kan man se ofringer som den nedenfor, fra folk som praktiserer Macumba. Macumba er et samlebegreb for forskellige oprindelige (ikke-Abrahamiske) religiøse praksisser i Brasilien, og forbindes ofte med hekseri og sort magi, så mange brasilianere bryder sig ikke meget om det.

Når man fortsætter længere frem ad vejen, kommer man forbi Feernes Sø; en  lillefortryllet  junglesø, hvor man føler sig hensat til en anden verden, selvom den ligger tæt ved vejen.

Kort efter søen møder man restauranten ‘a Floresta’, og hvis man overhovedet kan presse en bid ned, vil jeg anbefale et besøg. Her får man svingende portioner af rygende varme brasilianske specialiteter, serveret til akkompagnement af kolibriernes summen.

Lidt længere fremme deler vejen sig, og jeg synes man skal køre mod Bom Retiro, som er udgangspunkt for adskillige vandreture rundt i junglen. Husk at registrere dig hos rangeren inden du begiver dig afsted!

Vi valgte en kort rute på ca. 1 time hver vej, som var angivet som medium sværhedsgrad. Den førte op til Pico de Tijuca, og smukt var det – men jeg er glad for, at vi ikke kastede os over en af de ruter der var markeret som vanskelige…

Der er gode muligheder for at møde nogle af junglens dyr på turen, og vi mødte da også, straks efter starten, denne lille fyr. Jeg har ingen anelse om, hvad det er for et dyr, men kær var den! Det anbefales i øvrigt at man holder udkig efter slanger, som efter sigende stortrives i regnskoven…

Til at begynde med er stien rigtig fin, men den bliver hurtigt mere og mere udfordrende,

– indtil den slutter af med 117 stejle trin op til toppen, hvor man bliver belønnet for sine anstrengelser med en overvældende udsigt over hele Rio.

Turen op ad klippen er ikke helt nem, men turen ned… Har jeg fortalt at jeg lider af højdeskræk? Heldigvis er der hele tiden noget pænt at kigge på, og man kan jo altid sætte sig på enden, hvis det er helt galt (og det er det).

Når man er tilbage ved Bom Retiro, fortsætter man vejen rundt. Der er ikke rigtig noget at tage fejl af, for alt er fint afmærket. Undervejs støder man på nogle grotter, og senere kommer man til endnu et lille vandfald. Her kan man få et velfortjent hvil, og få vasket fødderne, inden turen går ud af parken. Også her kan man ind imellem finde små ofringer, denne har dog, i følge min svigerdatter, formentlig ikke noget med sort magi at gøre, men er snarere til minde om en afdød.

Når man kommer ud af parken, er det oplagt at køre ned til stranden i Barra de Tijuca. Her ligger strandbarerne på rad og række, og denne her er blevet min favorit.

De serverer alle mulige småretter, og selvfølgelig også acai med alle mulige slags toppings – vi er jo i Brasilien. Jeg elsker acai, og aldrig har den været mere velfortjent!

Når jeg er her i Rio, bor jeg hos min søn og svigerdatter. De har en helt vidunderlig lejlighed i den bairro der hedder Recreio, midt i Rio, helt tæt ved stranden.

Når et ungt par i Danmark skal indrette deres lejlighed, sker der typisk det at de tager i IKEA, hvor de køber alle basistingene til rimelige penge, og derefter stille og roligt tilføjer deres eget særpræg. Sådan kan Alexander og Marilia ikke gøre. For det første så er dette langtfra det første hjem, de har opbygget helt fra bunden (de har boet i Copacabana, Danmark og Abu Dhabi før), så lysten til at investere alt for stort er voldsomt stækket, og for det andet findes der slet ikke noget IKEA hernede. Alligevel er det lykkedes dem (Marilia. Alexander har intet med det huslige at skaffe…) at skabe et pragtfuldt hjem, hvor stemningen er en herlig blanding af det brasilianske, det nordiske, og det storbycool.

Spisepladsen er lækkert opbygget med lyse, klassiske møbler, der får ekstra liv med de geniale lamper, planterne (elsker planterne, elsker alle planter) og hylden på væggen bagved.

Lejligheden er, som storbylejligheder oftest er: lille bitte. De har tre værelser, fordelt på omkring 70 m2, så der har været brug for at tænke kreativt for at få plads til det hele. Kreativiteten har også været i spil på det rent praktiske plan ? Marilia har virkelig kæmpet for hvert eneste møbel der er her, for hernede går man ikke bare ind i en butik, vælger et møbel, betaler for det, og tager det med sig hjem. Det ville være alt for nemt. Man kæmper, forhandler, trækker tov, og venter i én uendelighed. Hvis man så er rigtig dygtig / tålmodig / truende, står der pludselig en dag en mand og banker på døren med noget af det man ønskede sig. Noget af det. Ikke det hele, ikke på én gang.

Stuen er ikke stor, men den er hyggelig, flot og funktionel. Sofaen er genial til så lille et rum; hver sektion kan trækkes ud eller skubbes ind, afhængigt af om man har brug for en stor flyder til kærestehygge, eller om det er bedre med en lille sofa, så der også er plads til et par stole til gæster.

Alle kroge er udnyttet. Her er det stykket bag hoveddøren, der er blevet til en “entre” ? der er en hylde med knager til telefoner, punge, nøgler og tasker.

Deres køkken er langt og smalt, og dermed svært at indrette. I Brasilien tager man sit køkken med sig, når man flytter, så dette er håndbygget til rummet, og fungerer overraskende godt. Skabene går helt til loftet, så de rummer ufatteligt meget, og de grønne planter (som stortrives hernede, på en måde som jeg kun kan være misundelig på) giver rummet liv og charme.

Soveværelset er forholdsvis stort, og igen har Marilia udnyttet pladsen optimalt. Kommode og stumtjener holder styr på hatte, tasker, tørklæder, kosmetik og undertøj, og sengen er høj, så der er plads til en masse opbevaring under den. Det specialbyggede skab rummer resten af deres tøj.

Mit værelse (ja, jeg føler mig virkelig hjemme) er indrettet med et garderobestativ, en sovesofa og et par hylder. På et tidspunkt skal der også et arbejdsbord herind, så Marilia har et sted at sidde med sine lektier.

Lejligheden rummer, sin beskedne størrelse til trods, hele tre badeværelser. Der er to som dette, og et lidt mindre, som min opfindsomme svigerdatter har omdannet til vaskerum ved ganske enkelt at fjerne toilettet, og installere en vaskemaskine i stedet.

Der er også en dejlig altan, men det er begrænset hvor meget den bliver brugt, fordi der er herlige fællesarealer med grillpladser osv i bebyggelsen. Til gengæld er det rart at Alexanders træningstøj kan bo udendørs, så undværes kan den ikke!

Det er vidunderligt at være her. Det er tydeligvis et sted som bliver elsket højt af dem der bor her, og det vil altid være vigtigere, end hvilke møbler man omgiver sig med. Omvendt vil jeg sige, at det kun bliver bedre, når der er så smukt som i denne lejlighed!

Tilbage til forsiden

Bairroen Lapa ligger nær centrum i Rio de Janeiro. Det er et farverigt kunstner-kvarter, som nok er bedst kendt for Escadaria Selarón, Selarons Trin. Det er en verdensberømt trappe, som er skabt af chileneren Jorge Selarón, som en hyldest til det brasilianske folk (Eu te amo = jeg elsker dig).

Selarón begyndte at renovere den nedslidte trappe der løb fra Lapa op til Santa Teresa, lige forbi hans hus, tilbage i 1990. I starten drillede naboerne ham med hans besættelse af det de så som et vanvittigt projekt, men efterhånden tog flere og flere del i dekorationerne, der nu dækker hele trappen med kakler, keramiske malerier og spejle. Det var et kærlighedsarbejde for ham, og det stod på gennem 23 år, helt frem til hans død i 2013, hvor han blev fundet livløs på trinene.

Det er nemt at lade sig opsluge af trappen og dens omgivelser ? der er et menneskemylder uden lige, og hvert eneste trin byder på små skatte. Min personlige favorit er nok denne undskyldning til hans udlejer:

“Dona Elena, min kære frue,

Jeg vil gerne sige undskyld for ikke at have betalt huslejen til tiden de seneste år, hvor jeg har dekoreret på trappen. Tak for din forståelse.”

Trinene ud for hans lejlighed, de første der blev dekoreret, er holdt i blå, grøn og gul; farverne i det brasilianske flag, og der er også et sjovt maleri af ham.

Hele kvarteret er sprudlende og farverigt, og man støder hele tiden på Selaróns små kommentarer til aktuelle begivenheder, som for eksempel dette maleri:

Det er også her man finder Carioca Akvadukten, som stammer fra midten af det 18. århundrede, hvor den blev bygget for at skaffe frisk vand fra Cariocafloden til byens indbyggere. I slutningen af det 19. århundrede blev akvadukten omdannet til en viadukt for den berømte sporvogn, der kører rundt i Lapa og Santa Teresa.

St. Sebastian katedralen ligger lige foran viadukten. Det er et kæmpe bygningsværk, der tjener som hovedsæde for Rios ærkebiskop. Den er bygget som en hyldest til Rios beskytter, St. Sebastian, i Mayaernes pyramide-stil, og måler 75 meter i højden. Med en diameter på 106 meter giver den plads til 20.000 personer.

Jeg vil klart anbefale et besøg i Lapa. Det er et virkelig festligt og spændende sted, omend det ikke er helt ufarligt. Det kan sagtens lade sig gøre at slentre rundt i kvarteret, men kom om dagen, og tænk dig om, så du ikke risikerer at skabe problemer for dig selv. Lad for eksempel være med at stille dig op i de allermest belastede gader med et kamera…

Tilbage til forsiden

For nogen tid siden så jeg, at Emily Salomon omtalte Hot Feminist af Polly Vernon som “en interessant bog jeg er en hund efter at læse”. Eftersom jeg har fundet ud af, at hun holder af nøjagtig de samme bøger som jeg selv, valgte jeg at klikke bogen hjem fra Amazon, så den kunne ligge parat på min iPad – og det har jeg bestemt ikke fortrudt! Den har underholdt mig godt her i Rio, og den har givet anledning til nogen gode diskussioner.

Måske er det mig der ikke har været opmærksom nok, men er det ikke sådan at der er kommet en ny bølge af feminisme? Jeg synes lige pludselig jeg støder på en masse kloge og velformulerede kvinder, som ikke bare erklærer sig som feminister, men som også synes at have redefineret feminismen, så den er blevet en aldeles inspirerende og indtagende størrelse.

Jeg er født i 1964. Mine forældre var sådan lidt hippieagtige (vi boede endda i bofællesskab), så selvfølgelig havde jeg rødstrømperne tæt inde på livet. Min egen mor formåede at balancere mellem ideologi og virkelighed; mellem fornuft og følelse. Hun var feminist ? naturligvis, for hvem er vel ikke det, når alt kommer til alt? ? men hun var, udefra set, virkelig dårlig til det. Hun prioriterede nemlig altid det personlige over det politiske, og det var ikke velset. Jeg er nu ret taknemmelig over hendes valg, men det er en anden snak.

Selv må jeg også siges at være dumpet i feminisme. Uanset hvor helhjertet jeg mener, at kvinder naturligvis skal have nøjagtig de samme rettigheder som mænd *, så har jeg gjort en masse ting forkert, hvorved jeg har formået at placere mig selv i kategorien ?dårlig feminist? og har, som følge heraf, påkaldt mig en mængde vrede. For eksempel gjorde jeg det utilgivelige, at jeg valgte selv at passe mine børn, selvom jeg kastede mig direkte i det sorte dyb, hvor jeg gjorde mig afhængig af én mand (en jeg faktisk rigtig godt kunne lide, og stolede på ? og som delte min interesse for vores børns velfærd), fremfor at være afhængig af flere mænd (i form af en given arbejdsplads og dens hierarki, som typisk består af mænd…). Men der ser ud til at være lyse tider forude! De nye feminister lader til at være så sikre på sig selv og deres mission, at de ikke behøver at afvise alle, der ikke falder indenfor en snæver kategori. Faktisk ser det ud til, at man nu gerne må bruge ordet feminist om sig selv, selvom man ikke kan tjekke en lang liste af krav af.

Polly Vernon er en af disse nye feminister, og hendes bog, Hot Feminist, er en slags manifest for kvinder som godt tør udvide feminismens grænser. I bogen raser hun over den manglende ligeløn og de mange voldtægter, samtidig med at hun giver tips til personlig stil og (oh gys, at hun tør!) vægttab. Hvordan kan det overhovedet hænge sammen? Hvordan vover hun at bilde os ind, at vi kan være feminister (og jeg minder lige om, at en feminist, hvis vi skærer ind til benet, er en person der mener at kvinder og mænd bør have lige rettigheder), og samtidig bruge vores mentale kapacitet på sådanne ligegyldigheder? Jeg synes faktisk det lykkes meget godt. Jeg synes at hendes holdning til det hun kalder ?The Urge?, altså trangen til at blive beundret, og grundlæggende accepteret som god nok, giver mening. Hun sporer The Urge til kilden:

The origins of The Urge are undoubtedly ancient and patriarchal and rooted in the expectation that girls and women serve as easy-on-the-eye baby-vessels, and not much more.

Samtidig giver hun også den (befriende) besked, at første skridt til at håndtere The Urge er at holde op med at sige, at det ikke betyder noget. Hun går endda så lang som til at sige, at det er ok at ønske sig at blive beundret! ? selvom hun også indrømmer at det ikke nødvendigvis er specielt feministisk, men måske bare helt almindeligt menneskeligt, og at det, måske mere interessant, ikke er ikke-feministisk. Og det er egentlig tonen hele vejen igennem: lad os indse, at vi er kvinder, ja ? men at vi først og fremmest er mennesker, og lad os tilgive både os selv og andre, at vi godt kan lide at blive beundret.

Make free with the fancying!

Dermed giver denne nye fortolkning, denne menneskevenlige feminisme, plads til, at det kan være i orden at være optaget af tøj, hår og kropsvægt, hvis ellers det er noget man gider. Det er ikke feministiske handlinger i sig selv, det der med at shoppe, træne, manicurere og hvad vi ellers får tiden til at gå med, men:

Not everything I do or think or say is done or thought or said because I think it?ll help me, or any other woman for that matter, move closer to the ultimate end goal of social equality. I am contradictory, and messy and hypocritical, because I am alive, and that means, by definition, that I am not always as good as I should be. At almost everything, up to and including being a feminist.

Hele bogen er imidlertid ikke fest, farver og forskønnelse. Vernon skriver også om udfordringerne ved at være feminist, hvis man samtidig lever i et forhold (holder en mand i sin lejlighed, som hun kalder det). Blandt andet nævner hun det absurde i, at vi overhovedet har et udtryk som ?familiy man?, når ikke vi har et tilsvarende ?family woman?, hvilket bare understreger, at mænd helt automatisk vinder i familiekategorien, stort set bare ved at dukke op, mens kvinder forventes at yde langt mere. Oversat til dansk genkender vi jo også ordet familiefar, mens familiemor ikke er noget vi slynger om os med…

Også de virkelig tunge emner bliver behandlet, med voldtægt som det tungeste af alle. Hvorfor er det, at 1 ud af 5 kvinder (i henhold til Vernons statistikker) oplever voldtægt eller andre former for seksuel kriminalitet? Kan det have noget at gøre med, at vi som samfund tydeligt viser, at voldtægt ikke er så slemt? For det gør vi. Det gør vi meget klart og tydeligt, når vi idømmer seksuelle forbrydere latterligt korte straffe. En hurtig Google-søgning har givet mig nogen forfærdelige tal – gamle, men forfærdelige. I 1998 var den gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf for voldtægt 16 måneder. 16 måneder. Den lader jeg lige stå et øjeblik, mens jeg håber på, at det er blevet bedre siden da – men helt godt er det næppe, for i 2015 sagde Amnesty International at: “Danmark sjofler voldtægtsofre”. Lidt tankevækkende er det også, at Faktalink giver fem bud på, hvordan man kan begrænse antallet af voldtægter – og de to af de fem retter sig mod kvindernes opførsel. Den lever desværre stadig i bedste velgående, den der med at “med den opførsel / det tøj / den promille burde hun måske have set det komme…”. NEJ. Højt og tydeligt NEJ. Selvom man er født med to sunde x-kromosomer, skal man ikke bære ansvaret for xy-kombinationens valg – eller deres seksualitet, for den sags skyld. NIX, siger jeg bare. Er der nogen der er i tvivl om, hvordan man kan flytte ansvaret derhen hvor det hører til, anbefaler jeg denne lille pædagogiske gennemgang af ja og nej.

Jeg elsker bogen, og det allerbedste ved den er, at den ikke står alene. Den er en del af en masse ny feministisk litteratur, skrevet af kvinder som 1) ikke hader mænd (en ret forudsigelig udvikling kan man sige, al den stund at mange af dem jo er både søde og sjove, og vældig praktiske at have), og ? meget mere overraskende, frigørende og vidunderligt ? 2) ikke hader kvinder!!! Hvor de tidlige rødstrømper skulle kæmpe en virkelig barsk kamp, og måske derfor blev temmelig hårde i filten, så er de nye feminister venlige og accepterende. De kan godt holde ud at de ikke er Perfekte Feminister Til Alle Tider, og de holder også fint ud, at andre heller ikke er det. Hvor ville det være pragtfuldt, om kvinder kunne lade være med at holde kvinder nede. Så var der kun ca. halvt så mange tilbage som gjorde det! Vernon bruger de såkaldte WAGs (Wives And Girlfriends, typisk til fodboldspillere) som et specifikt eksempel på, hvor grimt det kan blive når hele samfundets mere eller mindre skjulte misogyni pludselig finder et ‘acceptabelt’ mål:

“OK, we know we’re not supposed to feel unjustified and instinctual loathing for all women, all the time, so we’re going to get rid of any we’ve built up and suppressed by extending it on a very few of them. In order to pull it off convincingly, we’ll rustle up some pseudo liberal argument in our own defence, and then no one will ever notice! We’ll say how sad it is that these women seem capable only of existing through the prism of marriage and wifeliness, so that it’ll seem as if we’re somehow defending most women while slaggering off these very particular women – which is the special genius of this act!”

Som en særlig gave til de af jer som stadig læser med (ved godt, det er et meeeget langt indlæg…) vil jeg slutte af med Polly Vernons gave til mig (jeg er sikker på, at den også er til jer alligevel 😉):

Your big, fat feminist right to fail. To fuck it the fuck up, and still call yourself a fucking feminist.

Tilbage til forsiden

Tilbage i maj måned besluttede jeg at gøre op med 23 års regelmæssig hårfarvning, og tillade mit hår at få sin naturlige  farve. Min naturlige farve er efterhånden ret grå, men gråt er super hot (det bliver jeg ved med at sige, selvom jeg stadig er en lille smule usikker på, om jeg i virkeligheden tror på det. Efterhånden er jeg vist ved at have overbevist mig selv).

Jeg fik lagt en masse lyse striber ind i håret, og så holdt jeg ellers op med at farve bunden. Mit hår vokser ret hurtigt, og i takt med at jeg har fået flere og flere grå hår, er det gået hurtigere og hurtigere med at få en grim udvoksning, så jeg til sidst måtte farve det hver tredje uge – besværligt, og også problematisk på den måde at de konstante farvninger fik opbygget en meget mørk farve, uanset hvor forsigtig jeg var med kun at farve det nyudvoksede. Noget helt andet var, at selvom den nuance jeg farvede mig til, faktisk var lysere end den jeg er født med, så var den efterhånden blevet for mørk i forhold til min hud.

Jeg var rigtig glad for det nye, lysere hår, som meget bedre kamuflerede det grå – så glad at jeg i august valgte at gå skridtet videre, og få lagt endnu flere striber, så mit hår blev ret lyst og koldt/gråt i tonen. Samtidig tog jeg et stort og farligt skridt: jeg fik klippet omkring 20 cm af længden. Måske ikke noget der, i det store billede, påvirker verden på nogen omvæltende måde, men virkelig voldsomt for mig 😉

Det gik hurtigt op for mig at jeg elskede mit nye, korte hår – og at jeg med klipningen havde sparet mig selv for ca. 400 ud af de 8-900 dårlige hårdage jeg havde indstillet mig på i forbindelse med overgangen til gråt. Derfor er det måske ikke så overraskende at jeg snart fik lyst til at klippe det igen. Der hvor jeg overraskede mig selv, var da jeg blev så modig at jeg gik til en fremmed frisør, til trods for at jeg ikke er veget fra Poul Eriks side de sidste mange år. Det var da også med bævrende hjerte at jeg lagde mit hår i hænderne på en vildtfremmed brasilianer, men min svigerdatter (som, i parentes bemærket, altid har fantastisk hår) sagde god for ham, og jeg vidste at jeg ikke ville kunne komme til Poul Erik før engang til næste år, så jeg tog springet.

Det gik godt! Jeg er glad for mit nye hår, både for klipningen og for den farvebehandling han gav det. Han brugte en blanding af forskellige produkter til at trække meget af det rødlige skær ud, så farven er blevet mere jævnt grå – og han har lovet mig at skrive ned hvilke produkter han har brugt, så jeg måske kan fortsætte behandlingen hjemme i Danmark.

Billederne ovenfor er taget med min iPhone i det mindre end optimale lys i salonen, men de kan vist godt vise både klipningen og den nye farve. Nedenfor er et billede som er taget nogen dage efter klipningen, hvor jeg har vasket det, og bare ladet det lufttørre – knap så tjekket som en professionel blow-out, men det er altså ret sjældent at jeg får afsat ‘mig-og-min-føntørrer’-tid. I dette tilfælde er jeg oven i købet ‘au naturel’, helt uden nogen make-up overhovedet, og ved at besvime af udmattelse, fordi jeg netop er klatret op ad Pico de Tijucca (kæmpe gigantisk enormt bjerg i Rios jungle)…

Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at komme hjem til min egen trygge frisør, selvom jeg nu har lært, at det kan lade sig gøre at gå til en fremmed frisør, og få et godt resultat. Det handler selvfølgelig meget om held, men man kan også hjælpe heldet lidt på vej. Først og fremmest kan man være virkelig klar i sine beskrivelser af, hvad det er man ønsker sig. Istedet for at sige at man gerne vil ‘have studset spidserne’, er det bedre at vise helt præcis hvor meget man gerne vil have taget. Jeg forklarede, med min svigerdatters hjælp (!), at jeg gerne ville have taget 1 cm foran, og 2 bagtil, hvor mit hår vokser meget hurtigere. I virkeligheden ville jeg gerne have taget 1.5/3 cm, men jeg ved at mange frisører bruger et andet centimetermål end mig, så derfor besluttede jeg at bede om lidt mindre, og derved forøge chancen for at få det jeg ønskede mig. Det er jo alt andet lige også nemmere at komme tilbage og få taget lidt mere af, end det er at klistre det afklippede på igen. Jeg gjorde også meget ud af at forklare hvordan jeg ville have det klippet; at det skulle klippes helt lige over, uden nogen form for graduering, undtagen helt fremme omkring ansigtet.

En anden mulighed er selvfølgelig at tage et billede med, men det ville jeg personligt kun gøre hos en frisør jeg i forvejen stolede 100 % på. Et billede siger mere end tusind ord, men det er svært at vide, om det siger det samme til frisøren som det gør til mig 😉

Tilbage til forsiden

Apropos mit indlæg i går – se vores fine nye retrocykler! De skulle selvfølgelig prøves, og i første omgang skulle vi prøve at få dem hjem 😉

Vi købte dem i Barra de Tijucca, 14 km hjemmefra. De 14 km tog os over 45 minutter i taxa, da hele byen stadig ligger underdrejet på grund af de paraolympiske lege, så vi var helt enige om, at det eneste fornuftige ville være at cykle tilbage. Det første stykke så da også umiddelbart tilforladeligt ud –

– men så kom vi til Avenida das Americas, som vi bare skulle følge i ca. 12 km. Helt ligetil, bortset fra, at Avenida das Americas er den stærkest trafikerede vej i distrikterne Barra de Tijucca og Recreio, og at bilisterne ikke er vant til at dele vejen… Det blev til 3 nervepirrende kilometer, før vi kunne dreje ned til stranden!

Vi krydsede floden over en lille bro, nåede ned til stranden, og så var vi ellers i Paradis! Efter et lille stykke ad en cykelsti blev strandvejen helt lukket for biler, så vi havde det hele for os selv – indtil det gik op for os, hvorfor vejen var lukket. Lige pludselig befandt vi os midt i en olympisk event, men det var jo også morsomt 😉

Byen er så enestående smuk set fra stranden, og der er faktisk også cykelstier (!), så det er en tur der er oplagt at tage, selv på mere almindelige, ikke-OL dage, ikke mindst på grund af de mange små strandbarer, som ligger som skønne perler på en snor.

Alt i alt var det en fantastisk måde at se byen på, og jeg kan slet ikke vente med at komme ud og trille igen. Næste gang vil vi dog nok planlægge turen lidt bedre, så vi måske kan undgå de decideret livstruende situationer – dem hvor min svigerdatter slet ikke har tid til at snakke med mig, fordi hun er travlt optaget at tale med sin gud!

Iøvrigt undskylder jeg billedkvaliteten i dette indlæg. Nærmest alle billederne er taget med min iPhone, for det er den jeg kan finde ud af at håndtere, når jeg samtidig skal navigere en cykel 😉

Tilbage til forsiden