Capdepera

Cala Agulla

punta-de-capdepera1-1

Så er det sidste indlæg fra Mallorca i denne omgang – i morgen flyver jeg videre til Rio, hvor jeg skal bade, vandre og spise vidunderlig mad.

Vi har været så heldige at have haft besøg hjemmefra; søn, svigerdatter og barnebarn, så de sidste dage har den mest stået på badeture. I går var vi i Cala Agulla; en helt typisk turistby, som man finder dem overalt i Europa hvor der er sol og strand. Byen er, for nu at sige det ligeud, grim – og så er den oven i købet ret stor, fordi den er vokset sammen med Cala Rajada, som ikke er spor pænere overhovedet. Til gengæld er omgivelserne fantastiske, og den regel jeg opstillede, da vi gik langs vandet fra Cala Bona til Cala Millor, gælder også her: vend hovedet væk fra byen, ud mod vandet; så er her vidunderligt. Vi gik en tur ad den nærmest mennesketomme strandpromenade, og først da vi kom ned til stranden, opdagede vi hvor alle menneskerne var blevet af 🙂

 

Det er en helt vidunderlig strand, specielt hvis man har børn med; det fineste sand, varmt vand, og så er det lavt virkelig langt ud. Troldebarnet har nærmest ikke været til at drive op på land!

Oppe i byen er der massevis af restauranter, og vi har været heldige med maden begge gange vi har spist her. For nu at være helt ærlig, så havde jeg, første gang jeg kom til byen, ikke forventet mig det helt store, og det er jo det bedst tænkelige udgangspunkt for en glædelig overraskelse. Grill Ca’n Matias på Avd. Cala Agulla serverer hjemmelavede burgere, som får englene til at synge – og at der så også er super hyggeligt på den rustikke, laid-back strand-cool måde, gør bare det hele endnu bedre!

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Capdepera