I min kuffert

Hverdagsglamour

Jeg elsker hverdagen. På den helt Dan Turellske måde knuselsker jeg hverdagene; alle de små fine perler, fulde af vigtige ting, der bare ligger der og venter på at blive samlet op. Jeg synes hverdagene fortjener at blive fejret, og jeg synes at jeg fortjener at fejre hverdagene 🙂

Igennem nogen år har fulgt Emily Salomons blog. Emily er om nogen god til at fejre hverdagene, og hun har formået at skabe et festligt og feminint univers, hvor man altid føler sig velkommen. Nu har hun så også skrevet en bog, som jeg selvfølgelig havde tårnhøje forventninger til. Jeg forestillede mig ikke at det skulle være Stor Litteratur, men jeg håbede at den ville være en naturlig fortsættelse af et mine favoritsteder på internettet, hvor jeg lykkeligt kan spilde mange timer.

Det er altid lidt farligt at have så høje forventninger ? man sætter på én eller anden måde lidt sig selv op til at blive skuffet. I dette tilfælde var de dog overhovedet ikke sat for højt. Bogen var præcis som jeg havde håbet på: udsøgt smuk, lækker, indbydende, og sprængfyldt med ægte livsglæde og brugbare og/eller festlige tips til en glamourøs hverdag.

Nu er Emily jo ikke lige netop FiftyFabulous… Hun er helt afgjort fabulous, men det med de ?fifty? kommer til at vente lidt. Alligevel har jeg, udover sprudlende livsglæde, hentet masser af gode ideer hos hende. Da jeg lavede guirlander til vores Skt. Hansfest, var det med inspiration i et billede fra hendes blog; hver gang jeg forkæler mig selv med en lækker vaffel, sender jeg hende en kærlig tanke, og hun har inspireret mig til at læse utallige bøger, som for eksempel Hot Feminist, Alt må vige for natten (som ledte til at jeg læste Baseret på en sand historie), Skæbne og hævn, og senest Gennemblødt.

Det er også sjovt at se, at så mange af de gode, gamle råd, jeg selv kender og elsker, stadig er i live hos de unge. Emily omtaler bl.a. det gamle tip om selvvanding af potteplanter fra min barndoms Bo Bedre, hun anbefaler kokosolie til håret, og ved også at huden har godt af at få creme mens den stadig er let fugtig.

Jeg er vild med bogen. Den gav mig nøjagtig hvad jeg havde håbet på ? et pust af glæde, og en stak gode ideer ? og den lod mig forsvinde ind i et bedårende, lyserødt univers, hvor alting er umagen værd. Hvis du også er vild med hverdagen; hvis du også synes en almindelig onsdag fortjener sin helt egen særlige fejring, så dyk ned i Emilys verden og NYD. Jeg tror godt, jeg tør love dig nogen dejlige timer i virkelig godt selskab.

En af de ting, Emilys blog har tilfælles med nærmest alle de blogs jeg læser fast, er at hun har visse tilbagevendende indlæg. For eksempel er det hyggeligt at vide, at jeg hver mandag kan finde hendes Små Ting, og at jeg kan dele læseoplevelser hver måned i hendes læseklub. Hos Emma Martiny får jeg hendes bud på Små Ting om fredagen, og på Bookish Love Affair kan jeg hver måned se Regitzes opsummering af tiden der gik. Når nu jeg nyder det så meget hos andre bloggere, er der vel ikke rigtig nogen grund til ikke at gøre det samme selv, så derfor vil jeg nu introducere (indsæt trommehvirvel…)

OnsdagsInk ? et tilbagevendende indlæg, hvor jeg vil skrive om bøger og alt hvad dertil hører. Ind imellem vil det være en anmeldelse som i dag, andre gange vil jeg tippe om et særligt arrangement, skrive om nye bøger jeg har hevet med hjem, vise de bøger jeg har udvalgt til særlige lejligheder eller hvad jeg nu ellers synes hører sig til, når man er en ægte læsehest (med æselører).

 

Tilbage til forsiden

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I min kuffert