Trends, efterår/vinter

Søndags Snapshots III – en mikroguide til Dubai

Denne uge har handlet meget om Dubai (igen). Vi har haft tid til at lege turister, og derfor tænkte jeg, at Søndags Snapshots meget passende kunne være en slags mikro-guide til byen.

I min barndom så Dubai sådan her ud (billede lånt fra www.oldpicz.com):

Så kom olien, og i dag ser der mere sådan her ud:

Det er gået stærkt, men tilsyneladende ikke for stærkt. Intet i Dubai bliver gjort halvt; altid stræber man efter det største, det bedste og det fineste: verdens højeste tårn, største shopping center, og skøreste ideer (som at have verdens største blomsterhave eller et ski-resort midt i en ørken).

UAE, og i særdeleshed Dubai, er indstillet på at tage sig godt af turister. Det er overhovedet ikke svært at finde rundt, og skulle du være i tvivl om noget som helst, er der altid nogen at spørge ? alle taler engelsk. Det er et muslimsk land. Det hører afgjort til i den meget accepterende og afslappede ende, men der er stadig et par regler, som man bør have i baghovedet, dels for at undgå problemer, men især for at undgå at gøre andre utilpasse.

  • Lad være med at være spirituspåvirket i offentlighed. Det er såmænd fint nok at have en lille fjer på, så længe man holder sig der hvor alkohol serveres (typisk store internationale hoteller). Ikke noget med at buldre byen rundt i en brandert. Det er ucharmerende alle steder, men her er det i tillæg forbudt.
  • Tænk over hvordan du klæder dig. Det er IKKE Mallorca, så lad badetøjet blive på stranden. I visse af emiraterne vil det være mest hensynsfuldt at tildække knæ og skuldre, men i Dubai er det helt okay med almindelige sommerkjoler eller shorts og t-shirt.
  • Det er forbudt at ?vise hengivenhed? offentligt; det vil sige ikke noget med at holde i hånd, kysse eller kramme. Faktisk sværere at huske på, end jeg havde troet. Er åbenbart noget af en krammebamse.
  • Du kan frit tage alle de billeder du vil, så længe du undlader at fotografere tildækkede kvinder, uden først at bede om tilladelse.
  • Der er mange steder, hvor der er områder specielt for kvinder. Det gælder for eksempel mange fitness centre, subwayen, og nogle restauranter. Disse områder må mænd ikke færdes i, men kvinder må gerne færdes andre steder. Det er altså ikke et krav, at du som kvinder benytter dig af disse tilbud om at være afsondret fra mænd, men et krav at din mand respekterer dem.
  • På mange hoteller er det ikke tilladt for mænd og kvinder at dele værelse, med mindre de er i familie. Hvis du er afsted med en kæreste eller mandlig ven, er det en god ide at tjekke reglerne inden I booker et værelse. På et tidspunkt var jeg i Abu Dhabi med min søn, og vi blev bedt om at vise vores pas for at de kunne se at vi faktisk var mor og søn (og ikke en gammel cougar med sit friske bytte…).
  • Hvis du besøger UAE under Ramadanen, skal du være opmærksom på, at man ikke må spise eller drikke i offentlighed, mens solen er på himlen. Muslimerne faster i den periode, og mens de hverken forlanger eller forventer at ikke-muslimer gør det samme, så er det stadfæstet ved lov at man skal vise det hensyn at spise i enrum eller på de restauranter, som har særlige områder for ikke-fastende.
  • Lad være med at røre ved mændene (hvis du er kvinde. Mændene skal lade være med at røre ved kvinder). Det lyder som en regel der er nem at overholde, men jeg har faktisk måttet tage mig i det flere gange, for jeg er vant til at give hånd når jeg møder nogen, når jeg takker nogen, og når jeg tager afsked med nogen. Meget akavet for begge parter når det sker, så tænk over det.

Alle disse regler handler i bund og grund bare om at vise hensyn, men det er nogen andre hensyn end dem vi er vant til at vise, og derfor kræver de lidt opmærksomhed. Heldigvis er det ikke sådan at du ender svinebundet i et salatfad hvis du forglemmer dig, men du vil som regel blive kaldt til orden.

 

Mine yndlingssteder i Dubai fordeler sig på fire områder, som ? med opbydele af en vis energi ? i princippet kan ses på 2-3 dage. Det første område er det vi bor i: Dubai Marina. Det er et herligt sted, og måske det sted i byen som mest minder om en almindelig by som vi kender det fra Europa, hvor man kan gå rundt fra sted til sted. Marinaen er bygget op omkring en flod, som bugter igennem et område der er spækket med cafeer, restauranter og butikker, med hyggelige stier langs bredderne. Man kan gå eller cykle igennem området, eller man kan tage en vandtaxa eller et dinner-cruise, hvor man spiser mens man sejler en tur.

Mit allerbedste tip til Dubai Marina er restauranten Baker & Spice, som laver den mest perfekte morgenmad og frokost!

I forbindelse med Marinaen ligger også JBR (Jumeira Beach Residence) Walk med masser af gøgl og fest og en lang række strande, både offentlige og private (altså tilhørende hoteller eller beach clubs). Fra strandene kan man se den berømte Palme; den kunstige ø, der er formet som et palmetræ. Faktisk blev der oprindeligt planlagt ikke mindre end tre palme-øer i Dubai: Palm Jumeira, Palm Jebel Ali og Palm Deira. Palm Jumeira er den mindste af de tre, men til gengæld også den eneste er der blevet helt færdig. Palm Jebel Ali er stadig under konstruktion, og Palm Deira er blevet opgivet, således at begyndelsen af ?stammen? på palmen er blevet omdøbt til Deira Island.

Palm Jumeira har en del hoteller, bl.a. det ret fantastiske Atlantis, som er et besøg værd, også selvom man ikke har planer om at bo der, og Sofitel, som har en helt vidunderlig fredagsbrunch. Efter brunchen er man velkommen til at hænge ud på deres strand og i deres pool, indtil skyggerne bliver lange – og så lidt endnu. Jeg siger det bare: de laver de lækreste Strawberry Caipirinhas….

Et andet område jeg holder meget af, ligger lige nord for Palmen. Her finder man bl.a. luksusresortet Madinat Jumeira, som huser hotellet Al Qsar. Her får man Verdens Bedste Brunch ? intet mindre. Hver fredag serveres der mere end 300 forskellige retter mad, som tilberedes løbende, af kokke med hver deres speciale. Fredagsbrunch på Al Qsar er en dyr men dejlig Dubai-oplevelse, som jeg virkelig vil anbefale at man overvejer. Husk at bestille bord i god tid; det er ikke et sted hvor man bare dumper forbi! Efter brunchen er det oplagt at tage en sejltur rundt i områdets kanaler, og måske besøge deres (meget moderne og meget turistede) souk ? eller man kan tilbringe eftermiddagen på en af områdets strandklubber. Fra Al Qsar er der udsigt til det berømte Burj Al Arab, også kendt som ?Sejlet?; verdens eneste (selvudnævnte) 7-stjernede hotel, hvor man kan lande sin helikoter på toppen. Alting er bare nemmere med en helikopter. Det er mere end dyrt at bo her (lige omkring 26.500 dkr pr. nat, men det er så også inklusive diverse skatter), men hotellet nydes også fint på afstand.

Det tredje område jeg vil anbefale man besøger, er helt anderledes nede på jorden. Det er nemlig Al Fahidi Historic District i Deira, et gammelt område i Dubai, som nu er under nænsom restoration. Her står husene som de gjorde før skyskraberne holdt deres indtog, og man kan tusse rundt i de snørklede gader og for eksempel se hvordan man kølede husene, før den moderne air-condition holdt sit indtog. Man konstruerede vind-tårne, der fungerede som et ventilationssystem, der indfangede ethvert vindpust, og lod luften cirkulere nede i huset. Smart nok med sådan en sag lige over sengen!

Har man tid, bør man smutte forbi Dubai Museum, som viser emiratets historie og udvikling, kort og overskueligt. Entréen er lige omkring en femmer., og man behøver ikke ret lang tid derinde.

Lige i nærheden ligger tekstil-souken, og på den anden side af floden ligger guld-, krydderi og parfume-soukerne side om side, bugnende af varer (og ivrige sælgere), omend ikke alt måske, i hvert fald for det utrænede øje, ser lige smagfuldt ud. Hagesmæk af guld, anyone?

Man får brug for at krydse Dubai Creek undervejs. Jeg vil anbefale, at man tager en af de små både – det koster 1 dirham (under 2 kr.), og tager fem minutter. Den samme tur tager nemt op til en time i bil…

Endelig synes jeg, at downtown er et besøg værd. Her finder man verdens højeste bygning, Burj Khalifa, med 165 etager fordelt over 828 meter. Man kan tage verdens hurtigste elevator op til en udsigtsplatform på 124. etage, hvorfra der efter sigende er en betagende udsigt over Dubai. Da jeg var der, var det så overskyet at jeg intet kunne se… Det er en god ide at bestille billetter på forhånd. Dels er det billigere end at købe dem på stedet (billigere, ikke billigt!), dels risikerer man ikke at blive skuffet, hvis alt er optaget den dag man kommer forbi. Tårnet hed oprindeligt Burj Dubai (Dubai Tårnet), men ændrede navn da Dubai kom i økonomiske vanskeligheder, og måtte bede hjælp fra sin rige fætter, emiren i Abu Dhabi, som sjovt nok hedder Khalifa.

Nedenfor tårnet ligger Dubai Mall, verdens største indkøbscenter, med 1200 forskellige butikker. Ideen om et besøg her sælger vist lidt sig selv. Er under alle omstændigheder et fint sted at lede efter hyggelige souvenirs.

Udenfor Dubai Mall finder man de berømte Dubai springvand, som allerbedst opleves, når mørket er faldet på. Gå en tur dernede, eller endnu bedre: spis middag på en af de mange restauranter med udsigt over springvandene.

Der er også andre fine ting at lave i Dubai; der er et ski-resort (i Mall of the Emirates), et kæmpe vandland, verdens største blomsterhave (Miracle Garden), og så er der forskellige morsomme udflugter. Man kan for eksempel tage på ørkensafari i firhjulstrækker, på motorcykel eller på kamelryg, eller man kan besøge dejlige Abu Dhabi, som er en historie helt for sig selv.

Dette var vores dejlige turist-i-Dubai-uge, som ellers mest har budt på spændende arbejde og hyggelige aftner. Apropos de hyggelige aftner, så er de korte dage jo en af de få efterårsagtige ting, jeg kan nyde hernede, hvor det bliver tidligt mørkt. Det gør det så året rundt, men jeg kan sagtens lege efterår, så længe jeg bare holder mig indendørs 😉

img_0221

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Trends, efterår/vinter