Et nytår er på vej

Sidste gang jeg gjorde klar til at byde et nyt år velkommen, var det med en overvældende følelse af lettelse ved at se 2015, det vrangvillige bæst, forsvinde. I år har jeg lidt mere overskud, og er faktisk spændt på, hvad 2017 vil bringe.

Vi skal fejre nytårets komme på en helt ny måde. Normalt holder vi nytårsaften med en håndfuld gode venner, og selvom omstændighederne har ændret sig lidt gennem årene, har grundstammen i festlighederne været den samme. Vi mødes altid til Dronningens nytårstale (selvom jeg nok er sådan cirka det mindst royale menneske i hele kongeriget…) og skåler i champagne og spiser kransekage. Derefter nyder vi Peters lækre nytårsmiddag, og sørger undervejs for at skåle mange gange i champagne (og måske også lige snige et stykke kransekage ind). Til dessert får vi altid Helgas Kage, som er en vidunderlig nøddemarengs med melba-sauce, som sjovt nok passer perfekt til champagne og kransekage, og når den er spist, er det som regel blevet tid til 90-års fødselsdagen, som vi altid hilser med champagne og kransekage. Når nytårsklokkerne lyder, skal vi selvfølgelig springe ind i det nye år, kysse godt nytår, og synge Vær Velkommen (og måske også et vers eller to af Kong Christian, men på den anden side skal der også være tid til champagne og kransekage).

Højgård har ikke fået sit navn for ingenting; gården ligger virkelig højt, og det betyder at hele horisonten eksploderer lidt efter midnat. Nogen af os tager del i fyrværkeriet, mens andre gemmer sig ovenpå (af hensyn til hunden, forstås. Altid godt hvis man kan snige lidt champagne og kransekage med op).

De variationer der har været gennem årene, har typisk været relateret til børnene, både vores og gæsternes. Først var der de år, hvor der lå småbørn og flød alle vegne rundt omkring, hvor de var gået omkuld midt i en leg. Hyggeligt nok, men lidt af et puslespil, når de voksne skulle finde et sted at hvile! Det føltes som om der kun gik et øjeblik på den måde ? og så pludselig kom det til at handle om, at vi først kørte en runde for at aflevere store teenageunger til diverse fester i området, og derefter skyndte os at sluge maden, så vi ikke var alt for sultne, når vi skulle ud på første opsamlingsrunde (for at hente dem der var blevet fulde…). De senere år har vi ofte været så heldige at børnene enten inviterede deres venner hjem til nytårsfesten, eller dukkede op i aftenens løb når deres egne fester blev for kedelige, eller de kom til at mangle champagne og kransekage.

I år skal Peter og jeg være helt alene. Vi skal fylde sofaerne med dyner, puder og tæpper, og styrt-se TV-serier. Vi starter med The Shooter, og tænker at vi fortsætter med alle tre sæsoner af The Affair. Vi har købt en masse lækre småretter, som vi skal proppe os med hen over det døgn vi har afsat til festlighederne ? og så skal vi selvfølgelig have en hel masse champagne og cava (er jo i Spanien) og kransekage!! Ved midnat skal vi høre Rådhusklokkerne ringe nytåret ind, vi skal mindes alle dem vi må undvære her på Mallorca, og vi skal spise 12 druer for at sikre os 12 lykkelige måneder i det nye år.

Hvis ikke vi havde besluttet at holde vores nytårsaften i pyjamasparty-stil, ville jeg helt sikkert have haft min nye julegavekjole fra Ganni på. Jeg er vild med den, især når den, som her, bliver kombineret med et par herre-sko (fra Lloyd?s udsalg i Palma, ahem…)

Hvordan fejrer I nytår?

 

Tilbage til forsiden

Hvad jeg har lært af året der gik

Vi skal til at sige farvel til 2016. For min del har det været et roligt år, uden de hjerteskærende, lammende katastrofenedslag som 2015 bød på i så rigt et mål. Jeg har haft god tid til at nyde alt det smukke og dejlige omkring mig, og der har været masser af det.

Det har været et år, hvor jeg har rejst rigtig meget, og hvor jeg har lært en masse om mit eget liv, og om livet i Danmark. Jeg har set hvor nemt det er at være lykkelig, når man kan tusse rundt i de hyggelige varme lande med en man elsker, men sandelig også, hvor voldsomt man kan savne det (og dem!) man tog for givet. Det har været overraskende let at leve i en kuffert, men til gengæld også overraskende tungt at være hjemme så korte perioder ad gangen. Man når lige at fodre bæstet, så at sige – man når at vække savnet på de korte besøg, og samtidig er det ganske udmattende at prøve at presse alt det samvær, man normalt breder ud over hele sit liv, ind på 2-3 dage et par gange om måneden.

Det er ofte gennem kontraster vi lærer, og jeg synes virkelig jeg har fået sat Danmark og danskhed i perspektiv igennem dette år. Året startede med, at min ældste søn og hans kone fik afslag på familiesammenføring i Danmark. De havde heldigvis ikke planlagt at slå sig permanent ned i Danmark, men eftersom de i løbet af 2015 havde været mere end 90 dage i Danmark, blev de nødt til at ansøge om familiesammenføring for hende; en ansøgning der altså blev afslået. Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke tør åbne Danmark for mennesker udefra. Umiddelbart tænker jeg, at der er to ting, som skræmmer:

  1. Økonomien
  2. Presset på den danske kultur

Men hvad nu, hvis vi gjorde som flere af de lande, jeg har besøgt i årets løb? Med hensyn til økonomien, så behøver immigranter ikke være en byrde – de kan faktisk i stedet være en hjælp (jeg er helt på det rene med at sagen stiller sig noget anderledes med flygtninge, men det er ikke flygtningespørgsmålet jeg forholder mig til nu).

I Brasilien er det for eksempel ret let at få opholdstilladelse, til gengæld udløser en sådan tilladelse ikke ret mange goder. I UAE er det endnu nemmere, måske fordi en opholdstilladelse udelukkende giver ret til ophold, hverken mere eller mindre. Der er med andre ord ikke den store belastning på det nationale budget, og det betyder at fremmede kan bydes velkomne med åbne arme. Det siger sig selv, at hvis brasilianere eller emirati skulle dele alt, sygehusvæsen, uddannelsessystem osv med udefrakommende, så ville der være en risiko for, at også de fik nok, og forsøgte at lukke deres lande af – men hvad nu hvis vi prøvede at følge deres eksempel i stedet? Det ser ikke ud til at virke dårligere end det vi har…

Når det kommer til presset på den danske kultur, så er det ikke andet end en dum fællesløgn at danskheden er under angreb. Danskheden har trange kår, ja – men det er ikke fordi den er under angreb udefra, men fordi vi selv underminerer den indefra. I øvrigt langt mere effektivt end nogen andre ville kunne gøre det…

Hvad er danskhed? Er det Olsenbanden, frikadeller og Kanslergadeforliget? Jamen godt så; bare kom i gang med at se de Olsenbanden-film, spise de frikadeller og diskutere det forlig og dets indflydelse på landet. Hvorfor i himlens navn forvente at gæster udefra skal dele vores interesser? Bare fordi de har en anden baggrund end os, betyder det ikke at hverken de eller vi er forkerte, eller at hverken de eller vi skal tilpasse os hinanden. Vi behøver ikke at være ens for at kunne sameksistere!! Hvis vi vil værne om danskheden, handler det om at træffe vores egne valg, og stå ved dem, også selvom det ikke altid er sjovt at tage stilling. Vores stræben efter enshed er det der kvæler danskheden, fordi denne stræben ind imellem får os til at tro, at det ikke er okay at have selvstændige holdninger. Hør nu her: Der ER noget der er bedre end andet. Sådan er det bare, og det faktum at det, der er bedre, er forskelligt fra kultur til kultur, gør jo bare hele verden så meget finere. Lad os gøre det klart for gæster, at vi helt selvfølgeligt forventer at de respekterer de regler vi har sat i Danmark (sådan lidt ligesom jeg forventer, at gæster i mit hjem respekterer de regler jeg har sat dér), men lad os holde op med at blande os i hvilket sprog vores gæster taler, hvad de spiser, og hvilken guddom de fejrer. Det må enhver altså selv om.

Det blev noget af en smøre – men det er altså hvad 2016 har lært mig… Og hvad har året så ellers budt på? Her kommer en lille opsummering:

Januar var sorglammet, men i februar begyndte vi at dukke lidt op til overfladen igen, og kunne vinterhygge i Danmark og Italien.

Marts var Brasilien ? Rio, for allerførste gang ? og april var rigtig meget familiehygge, fødselsdage, og ture til både Rom og Abu Dhabi.

Maj var forår i Italien, juni bød på en tur til LA, dejlig midsommertid med yngstesønnen, og en barsk men også befriende Skt. Hans.

Juli og august var en skønsom blanding af sommerferie og arbejdsrejser, og vi flakkede lidt mellem Danmark, Kroatien…

… Italien og Mallorca, og det meste af tiden endda med alle vores unger omkring os.

September var Mallorca og Brasilien (og en lillebitte smule Argentina), og oktober var dejlige Dubai.

November var lidt mere Danmark end vi ellers har været forvænt med, lidt Mallorca og Madrid, og så sørme Rio igen!

December var (er) december, godt nok med en del rejseaktivitet, men hele tiden med mindst én nisse i hånden.

Alt i alt et dejligt år, hvor der er sket skønne ting, og hvor vi har nydt, at begge vores drenge har skabt sig glade liv med kvinder og piger, som de (og vi!) elsker.

 

Tilbage til forsiden

Noget om gaver og ønskesedler

Julen er hjerternes fest og alt det der, den er jeg helt med på – men altså, jeg har bare fået ubegribeligt fantastisk lækre gaver (igen…) i år. Må jeg godt være jublende glad for dem, uden at blive stemplet som en kynisk materialist?

Den ene af mine gaver har I allerede set: pragtfulde høretelefoner, som skal bringe mig frelst igennem en masse lange flyrejser de næste år. De er fra B&O, og de er så gode, at jeg stadig bliver overrasket, hver gang jeg tager dem på. Jeg har haft NCT høretelefoner i flere år, men de her er altså helt utrolige. Støjreduktionen er imponerende, men mindst ligeså vigtigt, så er pasformen genial til mit (noget store) hoved – og så er de bare pæne.

Barnevidunderbarnet gav os den smukkeste tegning af en løve (altså, nu er det ikke kun fordi jeg er hendes farmor, men hun er virkelig overraskende god til at tegne. Har også en blæksprutte fra hendes hånd, som nok skal blive mange penge værd en dag. Sagde farmor), og på bagsiden havde hun skrevet ZOO – vi skal i Zoologisk Have med hende. Totalt yndlingssted med totalt yndlingsmenneske; jeg kan nærmest ikke vente!

Jeg fik også en masse nyt til klædeskabet. Meget praktisk, for da jeg skulle pakke min kuffert 1. juledag, smed jeg bare hele julegaverovet ned i den, tilsatte lidt basics og min pyjamas, og så havde jeg pakket.

Selvfølgelig fik jeg også bøger. Masser af bøger. Heldigvis havde jeg lavet en så omfangsrig ønskeseddel, at der kun var en enkelt dublet – Peter Øvigs bog optrådte to gange, men den ene bliver byttet til de andre bøger i Zafóns serie, som jeg virkelig glæder mig til at kaste mig over. Ellers er det en god blanding af moderne klassikere, bøger jeg har haft på min ønskeseddel i længere tid, og et par forholdsvis nye bøger, så jeg ser frem til mange lange aftner i læselampens skær (lidt jul er det jo endnu!). Det er lidt begrænset, hvor mange bøger jeg kan slæbe med i kufferten, men et par stykker er det blevet til – og så har jeg også en masse godt at komme hjem til.

Jeg ved godt, at der er mange som synes at ønskesedler er noget makværk, og at de kun er marginalt bedre end bestillingslister. Jeg er i princippet måske enig et stykke hen ad vejen, men omvendt så kan det altså være voldsomt svært at være opfindsom 20 + gange i løbet af en enkelt lille måned, hvorfor jeg sætter pris på at mine kære gider give mig et fingerpeg, før jeg køber deres gaver. Selv skriver jeg ønskeseddel hele året, selvom min fødselsdag falder forholdsvist tæt ved jul, og størstedelen af året således er stort set gavefrit for mit vedkommende. Der ligger simpelthen altid en note på min telefon, hvor jeg skriver ned, hver gang jeg kommer i tanke om noget jeg ønsker mig, om det så er ting til huset, et særligt stykke tøj, makeup, hud- eller hårprodukter, forskellige småting, eller (oftest) bøger der lyder spændende. Når jeg læser en interessant anmeldelse, ryger titlen straks på min liste, og ligeså når en af ‘mine’ bogbloggere tipper om en god læseoplevelse. Derfor har jeg altid masser af inspiration, når familien begynder at spørge til gaveønsker, og jeg undgår at falde i diva-fælden *. I øvrigt noterer jeg det også, hver gang nogen i forbifarten nævner et eller andet de ønsker sig, eller når jeg ser noget som bare er lige præcis perfekt til en af mine kære. På den måde kan jeg grave et par gode ideer frem, hvis deres ønskesedler til jul forekommer mangelfulde (slips og sokker udgør ikke en fyldestgørende ønskeseddel, især ikke på 12. år!).

Skønne julegaver – jakke fra Isabel Marant Étoile, sweater fra Acne, og clutch fra Michael Kors.

 

* Den diva jeg er gift med, har altid svar på rede hånd, når nogen spørger, hvad han mon kunne ønske sig: “Alle dem der virkelig elsker mig, ved sagtens hvordan man gør mig glad”. Tror I lige jeg har haft præstationsangst op til fødselsdage, jubilæer, juleaftner, bryllupsdage…?

 

Tilbage til forsiden

På vej til Mallorca

Så er vi på farten igen. Det var ikke meget jul det blev til i år, men det vi fik, var til gengæld vidunderligt. Nu er vi på vej til Mallorca, hvor vi skal tilbringe den næste måned. Lidt vemodigt at forlade hjemmet midt i de fine og magiske juledage, men jeg er sikker på at vi nok skal få en herlig tid.

Jeg har meget ofte haft et regnskab at gøre op med min krop i januar måned, og igen i år kan jeg da godt mærke, at jeg har haft en virkelig hyggelig december, som har handlet meget mere om det jeg havde lyst til, end om det jeg havde godt af. Januar bliver grøn og aktiv, blev der sagt.

Virkelig træt og forpjusket fru T på morgenflyet. Ikke helt ok overhovedet at være vågen så tidligt 2. juledag. Eneste formildende indslag er B&O julegaven om halsen – støjreduktion (baghjul til snorkede mænd, jetmotorer og utilfredse småbørn!), bluetooth og perfekt design i én lille pakke.

 

Tilbage til forsiden

Glædelig jul

Så oprandt den store dag omsider. Gåsen er om ikke til bageren bragt, så i hvert fald i ovnen sat – og der skal den hygge sig, mens vi tager på julevisitter. Huset emmer af jul, Bing Crosby crooner i baggrunden, gaverne ligger i et mægtigt, glitrende bjerg, og alting dufter skønt. Det er jul.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul. Vi ses på den anden siden 😉

 

Tilbage til forsiden

Lillejuleaften

Normalt har lillejuleaften altid stået højt på min liste over ‘Dage der er værd at gentage igen og igen’, men sidste år skete der noget, som for evigt har slået skår i min glæde over denne dag.

Vi mistede min elskede svigerfar. Ganske tidligt om morgenen mistede vi en helt særlig mand; en hjertevarm, kærlig, omsorgsfuld mand, som var en af mine bedste venner. Jeg kunne altid regne med Jørn. Ligegyldigt hvilken skør ide jeg kom op med, så vidste jeg altid, at han i hvert fald ville bakke mig op. Nogen gange kom hans opbakning i form af en hovedrysten og et skævt smil, men den kom altid. Altid. Man møder meget få mennesker, der på den måde altid står i ens hjørne, og når man er så heldig at få dem præsenteret på en sølvbakke som jeg gjorde, hvor han var en del af den mande-pakke jeg valgte, så er det bare om at åbne hjertet og armene, og sige tusind tak.

Havde nogen spurgt mig sidste år, ville jeg nok have gættet på, at jeg efter et år ville være i stand til at mindes, uden at savnet skulle ruske mig halvt i stykker hver gang. Sådan er det ikke endnu, og tårerne triller mig da også ned ad kinderne, mens jeg skriver. Jeg savner min svigerfar.

Jeg ser ham ikke længere hele tiden, men i starten blev jeg konstant snydt af mit usamarbejdsvillige sind, som bare ikke ville acceptere at han ikke var mere. Jeg så ham, når jeg svingede ind på gården. Så gik han da dér, næsten ude af syne, og hakkede i jorden eller vandede træerne. Jeg så ham, når jeg gik gennem stalden. Stod døren på klem ned til værkstedet, fik jeg en lille en bobbel af glæde i brystet, for så kunne jeg lige nå at slå en sludder af med svigerfar, inden jeg skulle videre i dagens program. Kunne jeg ikke finde Fili, var min første tanke altid, at hun da syslede rundt sammen med svigerfar.

Hver morgen og hver aften tager jeg mig tid til at mindes ham under mine ceremonier, og jeg glæder mig hver gang over, at et så enestående menneske kom til mig. At have kendt ham er en velsignelse, som jeg aldrig kan tilbagebetale, men jeg håber at jeg kan holde bare en lillebitte smule af ham i live, ved hver dag at mindes hans kvaliteter, og prøve at levendegøre dem i mig selv.

Hans generøsitet, hans ubestikkelige loyalitet, hans stille fordringsløse varme, og hans fantastiske evne til at både se og acceptere alle tings såledeshed – det er ting verden aldrig kan få nok af, og jeg gør mit bedste for at leve op til hans høje standarder (som han vel at mærke aldrig påduttede nogen af os andre. Han satte store krav til sig selv; aldrig til os. Vi kunne altid mærke, at vi var perfekte, lige præcis som vi var).

I dag har vi tændt røgelse ved hans sten, og lagt blomster i bassinet ved Avalokitesvara. Det anlæg var det sidste af hans mange store projekter herude på gården, og det står som et mindesmærke over ham. Selv det faktum at det ikke er helt vandtæt (men næsten, og man kan altid efterfylde en smule fra tid til anden), er en hyldest til svigerfar og hans vidunderlige evne til at styre forretningen ‘Good Enough Constructions’.

 

Tilbage til forsiden

Lillebittejuleaftensdag

Så så man lige den første af julens hellige dage komme buldrende som et eksprestog, helt ud af det blå… Lige for et øjeblik siden var det oktober, og vi fejrede Peters fødselsdag med sol i knolden og tæerne i vand nede i Dubai – og nu er det så lillebittejuleaftensdag, er der nogen der siger.

Tag ikke fejl: jeg ELSKER (elsker, elsker, elsker) lillebittejuleaften og lillebittejuleaftensdag. De er så dejligt uprætentiøse. Ikke noget med ‘Hey, her kommer jeg, og jeg er MEGET vigtig’. Bare en lille, stille lomme, midt i orkanens øje.

Det eneste denne dag forlanger, er at der bliver lavet konfekt, og at man hygger sig. Sådan rigtig hygger sig, på den super intense måde, hvor hyggen nærmest tager pusten fra en.

Så det gør jeg. Ville jo være både forkert og utaknemmeligt ikke at overholde reglerne.

Jeg har lavt mit berømte (berygtede…) marcipanbrød, jeg har bagt kransekagekonfekt, og så har jeg naturligvis lavet havregrynskugler. De passer til enhver anledning. Hov – det er torsdag. Så må vi have havregrynskugler 😉

Selv er jeg meget stolt af mit julekubistiske marcipanbrød, men onde tunger vil vide, at det er født af nødvendighed. Ordsproget ‘Nød lærer doven kvinde hvordan man undgå at spinde’ er bragt på banen. Hvorom alting er, så er der tale om en opfindelse som 1) tilfredsstiller en barnligt sød tand og 2) er smækket sammen på få minutter. Hvad er der ikke at elske ved dét?

Man tager en rulle marcipan og en pakke nougat, skærer begge dele i skiver på den lange led, og placerer skiverne skiftevis ovenpå hinanden på et stykke bagepapir. Så slår man papiret om, og ruller det hele, indtil det er nærmest pølseformet. Tag papiret af, og smør med en håndfuld chokoladeknapper, der lige har været en tur i mikroovnen. Drys med lidt chiafrø, hakkede nødder, solsikkefrø eller hvad du nu har, og tadaaa: Julekonfekt! Endda med de smukkeste tegninger i skiverne, som det ses ovenfor.

Kransekagekonfekten er en smule mere kompliceret, men ikke værre end at alle kan være med. Bland 500 gr marcipan med 200 gr flormelis og en æggehvide, form til små buttede hjerter, og bag ca. 10 minutter ved 225 grader. Hold godt øje med dem! Der er nærmest ikke noget så sørgeligt som kransekagekonfekt der har fået for meget.

Hele dejligheden nydes med en kop julete til tonerne af min nye yndlingsjulesang: Pentatonix’ version af Winter Wonderland / Don’t worry, be happy. Ser besynderligt ud på papir, men fungerer max!

 

Tilbage til forsiden

Har du besøgt dit bibliotek?

Biblioteker er fortryllede steder. Vi skal værne om vores biblioteker, og det gør vi bedst ved at bruge dem. Biblioteker er rene skattekamre, fyldt med minder om skønne eventyr, og med oplevelser man endnu har til gode.

Jeg har altid elsket at komme på biblioteket, lige fra jeg var helt lille, hvor mine forældre tog mig med op til Skovlundes lillebitte mikro-bibliotek, som lå i den gamle vandrekirkes lokaler. Senere, i 1978 tror jeg, rykkede Skovlunde bibliotek til store, fine lokaler, som jeg nød ? og som mine unger også kom til at elske.

Biblioteket har været med mig hele vejen, fra Elsa Beskow og Egon Mathiesen, over Ole Lund Kirkegård og Cecil Bødker, til Suzanne Brøgger og Vita Andersen, helt frem til i dag. Som lille havde jeg et par restriktioner på mine hjemlån. Jeg skulle låne (og læse!) flere bøger end tegneserier, hvilket ikke altid var lige nemt, fordi jeg havde en svaghed for Tintin og Lucky Luke. Tintin er jeg stadig vild med, men det der med Lucky Luke er lidt mere besynderligt. Hvad kan jeg sige; jeg var ikke en typisk prinsesse-pige… Der var også grænser for antallet af bøger, jeg måtte slæbe med mig hjem. Max ti ad gangen, irriterende, men trods alt til at have med at gøre, al den stund at vi havde familieudflugter til biblioteket hver måned ? og at jeg kunne supplere med lån fra skolebiblioteket.

Skolebiblioteket er et kapitel helt for sig. Rosenlundskolens bibliotek var endnu mindre end byens, men det havde noget helt fantastisk: det havde en pragtfuld, engageret bibliotekar, som godt gad at læse alle bøgerne, så hun altid kunne finde den næste helt rigtige bog til mig. Jeg er helt ked af, at jeg ikke kan huske hendes navn, for hun er en af de personer som har betydet allermest for min læselyst. Uanset hvor du er nu, så sender jeg dig en inderlig tak for den eventyrlige verden du bød mig velkommen i.

I dag bruger jeg stadig biblioteket flittigt. Ganløse bibliotek er ganske småt, men det er godt ? og man kan altid gå ind via deres hjemmeside og bestille nærmest hvilken som helst bog hjem. På bare et par dage fremtrylles de mest besnærende skatte, og det bedste af det hele er, at de kan hentes på de mest umulige tidspunkter, fordi det er et selvbetjeningsbibliotek. Lige præcis dét er jo dejligt for mig, men jeg ærgres nu alligevel en smule over, at vi prøver at lade som om, at noget så vidunderligt som en bibliotekar kan undværes. Det kan de jo ikke. Hvem skal vejlede mig og alle de andre brugere? Hvem skal fortrylle os med deres uudtømmelige lager af viden om skønne bøger, smukke bøger, uhyggelige, lærerige, underholdende, spændende bøger?

Hvorom alting er, så er jeg glad og taknemmelig for biblioteket, ikke mindst i juletiden. Der er så mange julebøger som er udsolgt fra deres respektive forlag (hvad sker der i øvrigt for, at trykte bøger efterhånden er at ligne med ferskvarer, når det kommer til holdbarhed? Spænd op!), men som stadig er tilgængelige på biblioteket ? og så er der også altid garanti for en god dosis glad julestemning i det herlige lille hus midt i Ganløse.

Hurra for de danske biblioteker ? måtte de bestå i al fremtid. Og hurra for de danske bibliotekarer. I er et kildevæld af inspiration, og jeg skylder jer så meget.

 

Tilbage til forsiden

Juleplaner

Har lagt omhyggelige planer for den næste tid, for nu er det jo jul ? og julen varer lige til påske! Jeg skal

– lave pebernødder efter en opskrift, som jeg fandt hos Mammalade,

– pakke de allersidste julegaver ind, og fordele dem rundt til alle mine kære,

– hænge ud foran brændeovnen sammen med ham min elskede, i matchende pyjamas (og pænt undertøj. Var med da han købte min julegave!),

– drikke julen ind i gode venners lag,

– holde lillebittejuleaften hos min søn og hans familie,

– spise suppe og risengrød mens jeg ser Fars Fede Juleferie lillejuleaften,

– nyde at have god tid til at se Disney’s Juleshow d. 24., fordi jeg for en gangs skyld ikke er værtinde juleaften,

– vinde lyskonkurrencen juleaften. Julen handler om at vinde; det ved enhver, og derfor har vi indført en ekstra konkurrence ved julemiddagen. Ved hver kuvert står der et julelys, som tændes når vi sætter os til bords, og den hvis lys holder sig i live længst tid, får en gave. Skulle blive nemt at vinde, for der er en del børn med ved bordet, og de er langt fra snu nok til at hamle op med en erfaren spiller.

– lave virkelig meget konfekt. Og spise det hele. Vi rejser jo 2. juledag, så det er bare om at få det væk.

– nyde juledagene på Mallorca, med masser af tæpper, puder, stearinlys og juleguf. Må egentlig nok hellere lave noget konfekt dernede også. For mig handler juledagene om at sove længe, spise rester fra julemiddagen (suppleret med en masse virkelig dårlig mad og ufatteligt store mængder slik og kage), læse julegavebøger, og se halvdårlige film. Mums.

 

Tilbage til forsiden

Julegaver, og ham der nissen

Så er næsten alle gaver pakket fint ind, og ligger klar til uddeling. Jeg elsker at give julegaver, og nu mangler jeg kun fem, som jeg skal ud og hygge mig med at finde i dag. Det er så dejligt at snuse rundt og finde lige det helt rigtige til mine kære ? og selvom snuseriet i år mest er foregået online, har det nu været skønt alligevel.

Juleaften er jeg altid så spændt. Før i tiden gik spændingen mest på indholdet af de pakker der stod ?Pia? på, og de er da også stadig vældig interessante, men jeg kan næsten heller ikke have spændingen i kroppen, når nogen pakker det ud, jeg har valgt til dem.

Gættelegene op til jul er en fest. Min yngste søn er bekymrende dygtig til at læse mig, og faktisk vil jeg helst undgå overhovedet at tale om julegaver med ham, for ellers har han pludselig overlistet mig, og gættet alle sine gaver. Peter, til gengæld, er overraskende nem at snyde, men det må I endelig ikke sige til ham 😉

Jeg kan også godt lide at pakke gaver ind. Hvert år har jeg store drømme om fremstille virkelig fancy pakker, med håndtrykt papir, blonder, silkebånd og al mulig slags pynt på, og drømmene er virkelig skønne. Dybest set ved jeg jo godt, at det ikke kommer til at ske, men det er alligevel sjovt at forestille sig.

En enkelt særlig detalje er det dog blevet til, nemlig hjemmelavede til-og-fra kort. Selv barnebarnet på 3 år kan finde sine egne pakker på denne måde, for hun ved godt, hvordan ?Isabella? ser ud, og behøver slet ikke at kunne læse ?farmor & farfar?. Sidste år var jeg tjekket nok til at have lavet et stort, hvidt skilt vi kunne holde ? i år blev det bare til en charmerende placeholder, som blev erstattet med en hvid boks i redigeringen. Kan ikke vinde hver gang.

Heldigvis er der også i år en pakke til Pia fra nissen. Det er lidt sjovt med den nisse. Hans håndskrift minder, ifølge almindeligvis pålidelige kilder, meget om min. Sjovt.

Apropos nissen, så har han også sørget for ekstrapost ? endda fra land til land. Pragtfulde, bløde og lækre matchende julepyjamas til mig og Peter; det eneste der er værd at have på i juledagene! Bliver nok nødt til at droppe dem et par timer 2. juledag, hvor vi flyver til Mallorca. Eller? Flypersonalet har garanteret set værre…

 

Tilbage til forsiden

Older posts