Julestue

Buddhistisk jul

Der er ind imellem nogen der spørger mig, hvordan det at være så vild med julen som jeg er, kan kombineres med at være buddhist. Svaret er ganske simpelt: Enhver fest, som har til formål at fylde en mørk tid med lys og kærlighed, passer fint ind i en religion som buddhismen, der har lykke som sit overordnede formål.

Den jul vi fejrer i Danmark i dag, har rødder langt tilbage, til længe før kristendommen holdt sit indtog. Jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at Jesusbarnet & co. fylder ganske lidt (om noget overhovedet) i den jul, jeg fejrer. Min jul handler udelukkende om livsglæde, om at skabe skønhed og varme i en mørk vinter, og om at tage mig tid til at nyde dem jeg elsker. Min jul er en tid til at fejre alle de skønne ting i livet, og til at glædes over årets og livets gang, og hvis der sniger sig en nisse (eller 50…) ind, så er det da bare hyggeligt. Jeg er heldigvis uddannet af en meget festlig buddhistisk lærer, som overhovedet ikke har problemer med at fyre op undet sin ‘Buddha Bush’, som han kalder sit juletræ *

Buddhister har imidlertid også deres egen højtid her i december, nemlig Rohatsu. Det er den dag, hvor vi fejrer den historiske Buddhas oplysning; d. 8/12. Jeg sidder og skriver dette i lufthavnen, på vej til Italien, så vi fejrede Rohatsu i templet i går aftes, og det var en pragtfuld aften i gode venners selskab.
Religion skal ikke være begrænsende. Religion handler om at fejre og nyde den vidunderlige mulighed, vi har fået med dette skønne liv. Derfor ønsker jeg dig en rigtig glædelig jul, uanset hvad du tror på!

* Min lærer er nok på mange måder utraditionel, og hans pædagogiske virke er specielt. Jeg mindes især med ømhed belæringerne om amerikansk football som ‘the moving mandala’ fra det år, hvor jeg var hos ham på Superbowl Sunday.

 

Tilbage til forsiden

2 kommentarer

  • Jeg er meget lidt religiøs, som i “slet ikke” – og englebasser og den slags bruger jeg aldrig. Men jeg er meget tilhænger af buddhismen, som jeg ikke ser som en religion, men nærmere en livsholdning. Respekt for alt levende og fokus på lykke – sådan er det præcis for mig 🙂

    Og så elsker jeg julen, fordi jeg er en hyggefryns.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julestue