Sund januar - hvordan gik det lige med dét?

Fødselsdags-eventyr

I dag har min lille baby fødselsdag. Han bliver 26 år, og nogen vil måske påstå, at han så er rykket endegyldigt ud af baby-kategorien, men nej. Han er yngstebarnet, og dermed baby på livstid.

Jeg undskylder billedkvaliteten, men der er tale om et foto af et foto, der oprindeligt blev taget i virkelig dårligt lys.

Da mine drenge var små, blev deres fødselsdage altid fejret med oplæsning af deres fødselsdagseventyr; en beretning om deres liv, i ganske mange detaljer (vi taler tabte tænder, vundne venskaber, kæledyr og ferierejser, glæder og bekymringer og nyfundne færdigheder), og med stor fanfare fra (især) den stolte mor og den samlede familie. Jeg havde egentlig indgået en aftale med dem om, at det ville slutte når de blev 18, men eftersom jeg aldrig underskrev noget, har jeg snydt lidt ? da yngstebarnet selv blev far, for eksempel. Det må man godt.

Deres fødselsdagseventyr er for mig blevet til skattekister med glade minder, for de indeholder ikke kun historierne om to af mine yndlingsmennesker, men også tegninger (mest fra de tidlige år. Faktisk lidt for dårligt at de ikke gad tegne for mig som 17 årige, men utak er verdens løn) og billeder.

Alene indledningen: Der var engang… det risler mig livsaligt ned ad ryggen, og jeg mærker glæden ved alle de trygge gensyn fylde mig, når vi rykker tæt sammen. Genkendelsens glæde er enorm, og i årenes løb har der udspillet sig scener af Rocky Horror Picture Show-agtigt tilsnit, når tilhørerne har heppet, er kommet oplæsningen i forkøbet, og i det hele taget på alle måder har forvandlet seancen til total-teater. Og det er en god ting.

Fødselsdage er nemlig vigtige. Det er betydningsfuldt at byde en ny person velkommen til verden, og de efterfølgende fødselsdage er, alle som én, store milepæle, muligheder for refleksion og reorientering, og fejringer af tid der er gået. I øvrigt kan jeg slet ikke se, hvordan et koncept som omfatter en hel dag, hvor man er den absolutte hovedperson for al festivitas, på nogen måde skal kunne slå fejl!

Alle eventyr er vidunderlige, men det eventyr man selv skaber er allerbedst. Og okay, helt selv har jeg jo ikke skabt ungernes liv, men min del af projektet er i hvert fald godt udført, og hjemmelavet, helt fra bunden.

Måske man bare skulle snige bogen med sig i tasken i aften…?

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sund januar - hvordan gik det lige med dét?