Marts’ liste

Som jeg vist lidt har været inde på, er marts ikke min yndlingsmåned. Den har endda et latterligt navn; prøv bare at sige “martses liste”…

Nå, men listen for marts (sådan kommer man udenom dét problem) er ikke lang. Til gengæld er det nogen ganske tunge punkter der er på den – tunge på den gode måde, altså. Det er alt sammen ting som tager enormt meget tid, men som er pragtfulde at lave. Pragt må der til i marts!

  • Jeg skal have layoutet min nye bog. Jeg har skrevet en bog om meditation, og den blev færdig omtrent samtidig med, at vi i templet mistede vores trofaste layouter. I stedet for at overlade min baby til en fremmed, vil jeg selv forsøge mig, og det skal nok blive spas.
  • Der ligger en masse skøn forberedelse og venter, hvis vores drømme om lange vandreture skal blive virkelighed. Jeg skal have købt en voldsom bunke herligt udstyr (!), lære at dehydrere mad, og så skal jeg gå mindst 50 km om ugen. Må hellere prøve at komme lidt i form jo, før jeg står derude med en mægtig rygsæk på nakken.
  • Haven skal have en kærlig forårshånd, også selvom marts overhovedet ikke er en forårsmåned, i hvert fald ikke på den tilfredsstillende måde. Der skal ryddes op efter vinteren, og så skal de sidste plante-planer på plads.
  • Endelige byder marts også på årets første tur til Californien. Uha, hvor jeg glæder mig! Derovre kan marts nemlig godt finde ud af at opføre sig rimeligt, så det bliver noget med at smide strømper og sweater, og spise is i solskinsvejr.

Hvad skal I lave i marts? Har I også brug for overlevelsesplaner, eller er I mere okay med måneden?

 

Tilbage til forsiden

Projekt “Marts er okay”

Normalt er jeg sådan lidt en lalleglad tosse med en gigantisk ja-hat på. Jeg kan nærmest altid finde et eller andet interessant i stort set enhver situation, og skulle jeg ende i noget gedigent møg, er min opmærksomhed rimeligt nemt afledet. Men selv det gladeste tigerdyr, der hopper fra ting til ting og drysser “Jeg elsker det” og “Hvor er det fint” ud over det hele, har sin akilleshæl. Min er marts.

Marts er en skifting af en måned; super træls på den prætentiøse ?se mig, jeg er forårsagtig? måde. Den er overhovedet ikke nogen forårsmåned.

For ikke bare at overleve marts, men faktisk også nyde den, vil jeg forsøge mig med et nyt tiltag. Hver dag i marts vil jeg tage et billede af det allerskønneste dagen har at byde på. Disse billeder vil jeg løbende printe ud (noget jeg ellers meget sjældent gør), og sætte ind i en lille bog, som jeg vil dekorere med tegninger, små historier om dagens højdepunkter, washitape, klistermærker, stumper af blondestof og hvad jeg ellers kan finde på.

Tanken er, at selve det at skulle huske på at finde det allerbedste på hele dagen, vil gøre mig meget mere opmærksom på de skønne ting. De er der jo ? men i marts kan de altså godt finde på at gemme sig lidt. Det man ikke ser, kan man ikke nyde, men hvis man hele tiden kigger intenst efter de fine ting, så skal man nok opdage dem.

Jeg tror så også, at selve det at sidde og nusse med billederne vil være en fornøjelse. Det er så hyggeligt med den slags sysler, og det betyder at jeg kommer til at nyde de skønne ting hele tre gange: en gang når jeg står midt i dem, en gang når jeg sidder og sysler med min bog, og endnu en (eller forhåbentlig flere) gange, når jeg senere tager bogen frem.

Mine fine julebøger giver mig enorm glæde. Tænk om jeg med tiden kunne samle en håndfuld fine ?marts-bøger?, som kunne vække glade minder, og inspirere mig til at have en dejlig marts, sådan lidt på trods!

Er der nogen der vil være med? Det kunne være så hyggeligt at dele vores bøger undervejs!

 

Tilbage til forsiden

Søndags Snapshots

Sikke en dejlig uge, og med en skøn weekend i tilgift! Ugen har budt på så mange gode oplevelser; vidunderlige gensyn med gamle venner, og en masse skønne nye mennesker, lange traveture i frisk vinterluft, og selvfølgelig masser af de stille sysler, som står mit hjerte så nær.

Jeg har fået en håndfuld nye bøger, som jeg glæder mig til at dele med jer. Moriatys mesterstykke er allerede slugt, Er du okay, Fie er læst i små, forsigtige bidder, og nu glæder jeg mig især til Især Laura Ingalls Wilders selvbiografi. Jeg har elsket hendes bøger i laser, og genlæser dem stadig jævnligt, så historien bag dem må simpelthen være interessant.

Vi har gået en masse ture i det skønne vejr. Både fordi der ikke rigtig var nogen grund til at lade være, og fordi vi nok er lidt nødt til det. Vi har nemlig en fælles drøm om at prøve nogen lange vandreture, med E1 (fra Nordkapp i Norge til Scapoli i Italien) som det ultimative mål. I første omgang tester vi lige staminaen med et par småture i Danmark og det sydlige Sverige, og så må vi jo se hvad der sker derfra.

Ugens højdepunkt var, helt udenfor enhver konkurrence, fastelavnsfest i barnevidunderbarnets børnehave. Eftersom vi var så heldige at komme afsted uden en voksen (!!), fik dagen lov til at udvikle sig på helt tilfredsstillende vis, med masser af hyggemad, slik, nyt legetøj, og top-underholdning. Pragtfuld dag, som efterlod os to gamle let udmattede, men glade helt ind til marven.

Ugen bød også på tre nye fine klude til samlingen. De er alle strikket i simple ret-og-vrang mønstre, og følger min standardopskrift:

Slå 46 masker op, og strik 9 pinde ret. Strik herefter 4 m ret, 1 m glat, 36 m mønster efter et af nedenstående diagrammer, 1 m glat, 4 m ret. Fortsæt således til arbejdet er kvadratisk, og afslut derefter med 9 pinde ret. Luk løst af, hæft ender, og nyd din nye klud!

Næste uge bliver rolig, med en familiefødselsdag, masser af hygge, og forhåbentlig fredelig sameksistens med EDB-trolden, som har spillet mig nogle puds i den forgangne uge. Har sat grød ud til ham, i håb om at han kan formildes på samme måde som en gal husnisse…

 

Tilbage til forsiden

 

Vinterpynt

Alle der har fulgt bloggen gennem december, ved godt at jeg elsker (elsker, elsker, elsker) julepynt. Der er noget helt skønt ved at udsmykke sit hjem og gøre det klar til højtiden.

Vinter kan jo ikke rigtig siges at være en højtid (ikke engang med lidt god vilje), men jeg holder nu alligevel af at pynte ‘til vinter’. Ellers bliver det hele lidt trist, når den sidste nisse er indfanget, grankvistene futtet af, og der stadig er lang tid til forår.

Helt indlysende bruger jeg masser af stearinlys hele vinteren igennem. Levende lys er lig med hygge, varme og tryghed, og det kan man aldrig få nok af jo. Undersøgelser, der påviser farlige partikler i lysenes sod, har ikke rigtig formået at gøre indtryk på mig. #LivingOnTheEdge.

Bøger signalerer også vinterliv. Vi kryber indendørs, og har masser af tid til at putte os med gode oplevelser. Derfor får bogstakke lov at myldre frem fra gemmerne, så vi altid er omgivet af nye eventyr og lokkende ord. Af en eller anden grund er det oftest om vinteren jeg genlæser gamle favoritter. Det er jo ellers ikke fordi der er nogen mangel på interessante nyudgivelser, men der er bare noget trygt og herligt ved at gense en elsket fortælling. Ekstra bonus er selvfølgelig, at man ved hvad man får – som regel. Ind imellem er jeg blevet sørgeligt overrasket ved genlæsninger, fordi en bog som i sin tid var spændende og nyskabende (men måske ikke så meget mere end det), er blevet sejlet agterud af udviklingen.

Om vinteren er det endnu vigtigere for mig end ellers at fylde huset med friske planter og buketter. De afskårne blomster er sjældent billige i vintertiden, men med lidt omhu kan jeg have friske blomster hver dag, også uden at vælte budgettet. Jeg køber typisk et bundt grønt – meget gerne eukalyptus, som har den helt rigtige, sprøde og lidt kølige farve – og et bundt blomster, som jeg så supplerer med hvad jeg kan finde i haven. På denne årstid er det oftest grene, som jeg nyder at se springe ud indendørs, lang tid før de overhovedet overvejer at lyse op udenfor. Der er mange anvisninger på, hvordan man kan drive grene, men jeg plejer egentlig bare at klippe grene af, give dem et snit, og sætte dem i vand. Langt de fleste er venlige nok til at springe ud ved den behandling, og dem der glipper, kan man jo bare erstatte med nogle andre.

Undervejs skifter jeg vand på buketten hver anden dag, og prøver at huske at stille den op i en vindueskarm om natten (fordi der er koldere end i resten af huset). Når blomsterne begynder at hænge lidt med hovederne bliver de udskiftet, men det grønne klarer sig typisk fint 2-3 uger. Ind imellem, når det skal være rigtig fint, tilsætter jeg lidt sukker og citronsyre til blomstervandet; så holder buketten sig endnu længere.


Tæpper skal der også til om vinteren. Tykke, uldne tæpper, som man kan putte sig med. Jeg har en stak liggende i sofaen, så der altid er nok til alle. Hjemmelavede tæpper er allerbedst, for de giver både hygge mens man laver dem, og i mange år derefter!

img_1276.jpg

 Hvordan gør I jeres hjem vinterhyggeligt? 

Tilbage til forsiden

 

 

Ikke tale med kage i munden

Samtale-salon med Karen Volf kager.

I onsdags havde Karen Volf inviteret til samtale-salon, hvor vi talte om netop det at tale. At tale sammen. At udveksle, udfordre, uddybe, i stedet for bare at søge hurtige svar. For hånden på hjertet, så er det jo sjældent de hårde facts der interesserer os. Det der er særligt, er netop samtalen, samværet, det at opdage noget sammen.

Jeg elsker den gode samtale. Jeg elsker også min telefon. Hele mit liv ligger på min telefon, og jeg ville være noget nær hjælpeløs uden den. Da jeg i december indså, at jeg stod foran med en hel uge i sommerhuset i Italien uden wifi (forbistrede italienske udbyder), fik jeg en lille smule blodsmag i munden af rædsel.

Alle disse varme følelser til trods, så er jeg lidt træt af, hvad vores smartphones gør ved vores samvær. Jeg tænker, at vi er nødt til at tage udfordringen op, og lære at prioritere den gode samtale. Telefonerne ødelægger nemlig ikke kun vores samvær på den der indlysende dumme måde, hvor vi ikke kan lade være med liiige at tjekke, om der skulle ske noget (mere) spændende et sted ude i verden, når vi sidder overfor mennesker, som faktisk har afsat tid til at være sammen med os. Telefonerne spolerer også den gode samtale på mere subtile måder.

Kan I huske dengang, små hukommelseshuller eller uenigheder faktisk var samtalestartere? Det var dengang vi, hvis vi ikke lige kunne huske, hvornår Berlinmuren faldt, samlede vores ressourcer, og fik diskuteret og plet-husket os frem til resultatet ? med det resultat at vi ikke bare fandt ud af hvornår muren faldt, men også havde en fest undervejs. I dag er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at (mindst) en i selskabet vil være hurtig på fingrene, i løbet af et øjeblik have googlet sig frem til oplysningen, og dermed effektivt have lukket for samtalen. For hvad kan man egentlig svare på kolde fakta? Nå, ja…

Den gode samtale kræver opmærksomhed, engagement og en vis investering. Vi må bevidst skabe både tid og rum til samtalen, for den er af natur flygtig. Hvis vi ønsker at byde den gode samtale ind i vores liv, kan vi hjælpe den på vej, og det gøres jo allerbedst med (og alle der kender bare lidt til mig, bliver ikke overraskede nu…) kage.

Kage får os ned i tempo. Kage vækker minder om ro og god tid, om nydelse og nærvær.

Helt specifikt bringer Karen Volfs kager mig omgående tilbage til barndommen; til trygge dage med masser af tid at spilde på alt det skønne. Min mormor, som jeg elskede højt, og som jeg stadig, knap tyve år efter hendes død, savner så meget at minderne ind imellem bliver til sorg, serverede glad og gerne Karen Volfs kager ? både småkagerne, de franske vafler, og chokoflagerne (de der pragtfulde runde havregrynskager med chokoladefyld). I mine første år som nyslået husmoder, var det især chokoflagerne der måtte holde for, når jeg inviterede til fødselsdag, eftermiddagskaffe eller fredagshygge, og de gjorde det godt! Mine dejligste minder om Karen Volfs kager knytter sig dog til min svigerfars livslange passion for franske vafler. Han var ikke så stor en slikmund som visse andre i familien (ahem…), men de franske vafler var han hjælpeløs overfor. Han kunne køre en hel pakke ned på rekordtid, og da vi mindes ham til Skt. Hans, var der da også franske vafler på alteret!

Karen Volfs klassiske sortiment er blevet opdateret. Nu kan vi få smagen af barndom, men i en frisk ny version, som forsigtigt er blevet tilpasset nutidens smag. Og uha, hvor det er gjort godt! Selv småkagernes hellige gral, vaniljekransen, er så vellykket i den nye version, at jeg må overgive mig.

Jeg får lyst til at genoplive gamle dages hyggelige tradition med at samles om et kagebord for at tale med hinanden. Jeg er så heldig at jeg, via mit arbejde som buddhistisk ?præst?, jævnligt har mulighed for at tale med mennesker om livets store spørgsmål, også uden vi skal igennem en 3-retters middag og en flaske rødvin først (ikke at der er noget galt med middag-og-alkohol konceptet!! ? min pointe er bare, at mindre kan sagtens gøre det). Men der er så mange andre spændende mennesker i mit liv, som jeg har lyst til at give min udelte opmærksomhed til; lære af dem, lytte til dem og tale med dem, og derfor tror jeg simpelthen, at jeg vil begynde at invitere til kage & samtale. Det lyder da ikke så tosset, vel?

 

Som et lille PS vil jeg lige undskylde at bloggen har opført sig besynderligt de sidste dage. Jeg har haft massive server-problemer, som burde være overstået nu…

 

Tilbage til forsiden

Fastelavnsboller

Februars fornemmeste kvalitet er, at det er den måned hvor det ikke bare er okay, men faktisk nærmest sådan lidt påkrævet, at man fylder sig med fastelavnsboller!!! Mums, altså. Jeg knuselsker fastelavnsboller, og jeg er generøs med min påskønnelse – jeg propper mig glad og gerne med alle slags, både de gode gammeldags, og de moderne wienerbrødsagtige.

Skulle jeg ende i den grufulde situation at jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg nok ende med de gode gammeldags. Tror jeg. Hmmm? Jo, det ville jeg. De rigtig lækre, hvor bollen er lifligt krydret, og fyldt til randen med gode, søde sager.

Jeg har eksperimenteret, og er kommet frem til det, jeg synes er den Ultimative Fastelavnsbolle. Uha, den er god – og hvis du føler dig gavmild, kan den jo eventuelt deles med feststemte børn (men det er ikke et krav). På fredag skal jeg have boller med til barnevidunderbarnets tøndeslagning, så der bliver jeg nok nødt til at dele 😉

Dejen
er en helt traditionel bolledej; sød og blød, med masser af smør. Den er så, i anledning af højtiden, blevet krydret med alt det hyggelige der dufter af barndom.

1 ½ dl sødmælk
2 spsk sukker
50 g gær
100 g smør
2 æg
7-8 dl hvedemel
korn fra 1 vaniljestang
1 tsk kardemomme
2 tsk kanel
½ tsk salt

Lun mælk og sukker, og rør gæren ud heri. Smelt smørret, og tilsæt det og æggene. Bland mel og krydderier, og ælt dejen godt sammen. Lad den hæve tildækket i ca. en time.
                           

Fyldet
er lidt mere specielt, for det består af kagecreme, remonce og marcipan, som blandes sammen.

Lav kagecreme, enten fra en pakke (i så fald bruger man et halvt brev), eller rørt sammen fra bunden.
Herefter laves remonce af 100 gram brunt farin, 100 gram blødt smør og 2 tsk kanel, som piskes sammen til sukkeret er helt opløst. Tilsidst røres 200 gram marcipan i små tern ind i massen, og det hele blandes med kagecremen.
Lad det stå i køleskabet, mens dejen hæver færdig.

Dejen rulles ud i omtrent 1/2 cm tykkelse, og der skæres firkanter af den. Læg en klat fyld på hver firkant, og luk så de små pakker grundigt sammen. Lad efterhæve en god halv time.

Bollerne pensles med et sammenpisket æg, og bages så 10-15 minutter ved 175 grader. Når de er kølet en smule af, pyntes de med glasur, krymmel, små chokoladepastiller eller hvad man nu har lyst til.

Bollerne er allerbedst lune, men de glider nu også ned efter de er blevet kolde…

 

Tilbage til forsiden

Marilias tæppe

I dag er det min svigerdatters fødselsdag, og jeg kan ikke engang komme til at give hende en gave. Fødselsdagsbarnet er nemlig den af mine skønne svigerdøtre, som bor i Rio. Vi ser hende forhåbentlig snart igen, og så har vi en dejlig fødselsdagsoverraskelse med til hende, men indtil da kan hun se noget af sin gave her:

Sidst jeg besøgte hende, talte hun om, at hun ønskede sig et lækkert, groftstrikket tæppe. Den slags hænger ikke på træerne i Brasilien (og der ville de jo heller ikke rigtig gøre nogen nytte…), så jeg besluttede at lave et til hende.

Det er ret simpelt lavet. Jeg slog ganske enkelt 149 m i kraftigt garn på p. 6, strikkede ca. 170 cm halvpatent *, og lukkede løst af. Da tæppet var færdigt, lavede jeg to sorte pompomer, som jeg har syet på i det ene hjørne. Er helt sikker på, at hendes hundehvalp vil få stor glæde af dem!!

Og nu vi er i det kreative hjørne, så har jeg også lagt opskriften på min sweater op i indlægget fra i går. Jeg håber I gider dele billeder, hvis der er nogen af jer der strikker den!

 

* Halvpatent:

  1. p og alle følgende pinde fra vrangsiden strikkes ret
  2. p og alle følgende pinde fra retsiden strikkes 1 ret, hvor du stikker pinden ned i den foregående maske (den fra pinden før), så du får to løkker med ind i masken, 1 vrang

Halvpatent er ikke ens på for- og bagside. Det er et meget elastisk mønster, og maskerne bliver noget bredere og kortere end hvis du strikker glat.

 

Tilbage til forsiden

Hjemmestrik

Omsider er jeg blevet færdig med den fine sweater, som jeg begyndte på, mens vi stadig var på Mallorca. Den er blevet fuldkommen som jeg ville have den; vamset, lækker og hyggelig!

Der er noget helt grundlæggende tilfredsstillende ved tøj man selv har lavet. Der er den indlysende glæde ved at man kan få det, præcis som man vil. Er man ude af takt med moden (måske fordi man er nået dertil, hvor man lægger mere vægt på, hvad der klæder en, end hvad der er moderne)? Frem med strikkepindene. Vild med en farve som ikke rigtig er repræsenteret i butikkerne? Man kan altid finde en given farve i garn. Og er man til lange smalle ærmer, hjerteformede udskæringer eller totalt oversize snit, jamen så laver man da bare det.

Men der er også en anden glæde ved hjemmestrik. Det er selvfølgelig den dybe tilfredsstillelse ved hele projektet, fra design over konstruktion til udførelse – glæden ved at sidde og sysle med et hyggeligt arbejde, se sine drømme gro, og til sidst falde af pindene.

Bælte fra Molin, jeans fra Diesel

 

Sweateren her er strikket på pinde 7, så det er helt afgjort et overkommeligt arbejde. Hvis der er nogen der vil have opskriften, må I lige sige til. Jeg strikker ikke efter opskrift som sådan, men jeg tegner arbejdet op, og skriver maskeantal og mål ind undervejs, så jeg senere kan lave en opskrift, hvis det skulle blive nødvendigt.

Garnet er en alpacca/mohairblanding jeg fandt i en lille butik i Manacor, men jeg har fundet garn herhjemme med samme vægt og løbelængde, som har næsten samme udseende, og er endnu blødere.

Edit:

Eftersom I er flere der har bedt om opskrift, kommer den her. Det garn jeg anbefaler, er ikke det jeg har selv har brugt, men jeg er i gang med at strikke af det nu, og det er helt tosset lækkert.

Str: One size ? mål om brystet ca. 120 cm, længde 55 cm.
Garn: Melody fra Garnstudio, 300 gram
Pinde: nr 7
Strikkefasthed i halvpatent: 10 m / 10 cm

Ryg:
Slå 61 m op, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift herefter til halvpatent, og strik til arb måler 30 cm.
Luk 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. Du har nu 55 m tilbage. Strik til arb måler 55 cm, og luk af.

Forstykke:
Slå 61 m op, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift herefter til halvpatent, og strik til arb måler 30 cm.
Luk 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. Du har nu 55 m tilbage. Fortsæt i halvpatent til arb måler 35 cm.
Luk den midterste m. til halsudskæring, og strik hver side (25 m) færdig for sig. Luk 1 m mod midten på hver 4. pind, indtil du har 15 m tilbage. Luk af, når arb måler 55 cm.

Ærmer:
Slå 28 m, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift til halvpatent, og tag 1 m ud i hver side af arb på hver 6. pind, indtil der er 53 m på pinden.
Når arb måler 44 cm lukkes for 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. På næste pind lukkes de resterende 47 m af.

Montering:
Hæft alle ender, sy side- og ærmesømme, og sy ærmerne i ærmegab. Damp arb let, og put det gerne i fryseren et par timer inden brug (så fnugger garnet mindre. Jeg plejer faktisk også at give det en tur i fryseren inden jeg begynder at strikke, så jeg ikke kommer til at sidde i en sky af løse hår!).

 

Tilbage til forsiden

Søndags Snapshots

Det har været en super kreativ uge – jeg har nørklet, strikket, hæklet og syet som en vanvittig, og er meget stolt af mig selv! Jeg er blevet færdig med den sweater jeg begyndte på, mens vi stadig var på Mallorca. Der er et lille sneak-peak nedenfor, men der kommer rigtige billeder i ugens løb, for jeg er faktisk helt færdig, og har endda fået den syet sammen. Suk altså, det der med at sy sammen… Ikke så sjovt jo, og også en smule uretfærdigt, når nu man har knoklet med selve strikkeriet. Håber altid lidt på et besøg fra Sy-Sammen-Feen, men ender, overraskende nok, hver gang med selv at måtte i gang.

Jeg er også blevet færdig med det tæppe jeg lovede Frk. T til hendes fødselsdag (i oktober, ahem). Det er blevet så flot, og jeg er svært tilfreds med egen indsats. Bemærk i øvrigt den fantastiske væg i hendes soveværelse – er den ikke bare alt for lækker?

Ugen har også budt på topmøde i Voksenlivsstils HQ – eller frokost hos søde Jeanette, om man vil. Det var noget så dejligt omsider at møde personen bag den lækre blog, og hun var, om muligt, endnu sødere irl. Lidt farligt besøg i øvrigt, for udover bloggen kører Jeanette jo også sin overmåde lækre webshop, Best of Nordic. Alle varerne lå og fristede, og det lykkedes da (heldigvis) heller ikke at stå helt imod…

Overdådig hverdagsluksus fra L:A Bruket og herligt vævet bælte fra Molin (oven i købet på tilbud lige nu!)

Det var virkelig sjovt på den måde at møde en kvinde, som jeg allerede følte jeg kendte. Jeg har jo fulgt Jeanettes blog i årevis, og fordi den er så velskrevet og personlig, har jeg haft en fornemmelse af at kende hende, og faktisk også oplevet noget der minder om 1:1 identifikation – men ville det holde, når vi mødtes ude i den virkelige verden?

Det gjorde det! Den charme og generøsitet der stråler ud af Voksenlivsstil, er om muligt endnu mere overvældende når man møder Jeanette. Det er for mig det endegyldige kvalitetsstempel for en blog: at personen bag den er så ægte og uforstilt, at man straks genkender hende.

Og så var det også sjovt at komme ind i Jeanettes smukke hjem, og straks genkende det hele. Min hidtidige favorit, den lyserøde sofa (som vi sidder i her), har i øvrigt fået stærk konkurrence af en flot nye lysekrone – så lækker, i al sin underspillede elegance!

img_4327

Når jeg kigger tilbage i mine gamle indlæg, kan jeg godt se, at der har været en del hygge-putte-dyne-hund billeder, men hvad kan jeg sige? Det er en (uforholdsmæssig?) stor del af mit liv, det der putteri. Faktisk kan jeg næsten ikke holde ud, hvis ikke min dag både starter og slutter på den måde. Sætter gerne vækkeuret en halv time før nødvendigt, så der er tid til morgenhygge.

 

Næste uge kommer til at handle en del om min uhelbredelige vanderlust. Ikke at vi skal rejse (lige nu), men jeg er ved at planlægge en håndfuld store ture, og nu er det på tide at få de sidste detaljer på plads. Og så skal jeg i gang med mit næste strikkeprojekt! Det er jo bare om at smede mens vejret er koldt, for jeg ved, at jeg ikke gider strikke lækre vamsede sweatre, når først de spæde forårstegn begynder at vise sig.

 

Tilbage til forsiden

På-vej-til-at-blive-gråt hår efter 9 måneder

Nu er det knap 9 måneder siden jeg besluttede at bryde en 23 år gammel vane med at farve mit hår for at dække det grå, der alt for tidligt begyndte at skæmme/pryde min mørke manke, og jeg siger det bare: Jeg har ikke set tilbage én eneste gang. Jeg er vild med den farve, der efterhånden kan meget mere end anes, også selvom den har overrasket mig en del. Mit hår viste sig at være langt mørkere end jeg troede! Tænk at man kan farve sig totalt blind??

img_3233-3

I mit naturlige hår er der nuancer af næsten-sort, mørkebrunt, rødt, orangegyldent, mørkegråt, sølvgråt og lysblond (formentlig på grund af solen ? jeg har da i hvert fald aldrig været lys tidligere, ikke engang en lille smule. Har selvfølgelig også fået virkelig meget sol i år), i en helt vidunderligt interessant blanding. Til gengæld er de lyse striber jeg fik lagt nu alt for lyse, så jeg er glad for at jeg bestemte mig for at få taget en ordentlig bid af, og så én til, og endelig en virkelig voldsom bid i november. Tænk engang hvor mange virkelig dårlige hårdage jeg på den måde har sparet mig selv for!!

For der er dårlige hårdage involveret, også selvom der findes ganske udmærkede produkter og geniale tricks til at mildne dem. Mange er de længselsfulde blikke jeg har kastet mod mine lyshårede medsøstre. I ved slet ikke hvor heldige I er!

Jeg tror der går et år endnu, før mit hår er jævnt gråbrunt. Indtil da må jeg pleje det efter bedste evne, rykke lidt i det for at få det til at vokse hurtigere, få det klippet regelmæssigt, og bide tænderne sammen. #goals.

 

Tilbage til forsiden

Older posts