Lav dit eget avocadotræ

Hjertekage til Valentins Dag

Vi har aldrig fejret Valentins Dag førend 2013. Den Valentins Dag blev til gengæld så speciel, magisk og fortryllet, at jeg aldrig nogen sinde vil glemme den.

Den dag havde jeg nemlig den totalt overvældende glæde at vie vores søn og svigerdatter. Det var en helt særlig ceremoni; intim, privat, eventyragtig og helt igennem personlig. Den lignede ikke nogen andre vielser. Den var helt sin egen, og helt igennem de to.

Lige siden har Valentins Dag været en hjertesag her i huset, også selvom ungerne har tilladt sig den frækhed at flytte til Brasilien uden os. Den dag får minderne frit løb, og vi genoplever de mange gyldne øjeblikke. Den dag er vi, igen og igen, lige så lykkelige som vi var dengang i 2013, da vi fik lov at overdrage vores søn til den mest fantastiske kvinde i hele den vide verden.

I aften skal Peter og jeg fejre ungernes bryllupsdag med en helt særlig kage: en Sticky-bun Hjertekage. Det var en fiks ide jeg fik for et par uger siden, da jeg sad og bladrede i fotobogen fra vores livs rejse (et pragtfuldt, månedslangt  krydstogt rundt til buddhistiske templer i fem forskellige lande). På den tur ernærede især én af os sig overvejende ved Sticky-buns; lækre, klæbrige kanelbrødsagtige remonceindsmurte, nøddedryssede godbidder, Jeg blev enig med mig selv om, at dem kunne jeg da genskabe – og at jeg, i anledning af højtiden, ville gøre det i en hjemmegjort hjerteform, i stedet for den traditionelle bradepande.

img_4213-1

Jeg lavede eksperimentet, og de blev bare så gode!! – så uden yderligere omsvøb følger her opskriften på

Pias Geniale Valentinskage

Dej:
1 ½ dl mælk
100 g smør
50 g gær
2 æg
2 spk sukker
5-6 dl hvedemel
1 korn fra en vaniljestang
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
½ tsk salt

Mælken lunes, og gæren udrøres i den. Tilsæt det smeltede smør, æggene og krydderierne, og ælt derefter melet ind i dejen, lidt ad gangen. Hold gerne en smule af melet tilbage; du kan altid tilsætte mere senere, men vanskeligt tage noget fra… Dejen skal æltes grundigt. Har du en kraftig røremaskine, giver du den 3-5 minutter ved fuld hastighed, og ellers smøger du bare ærmerne op og giver den gas!

Lad dejen hæve et lunt sted i 45-60 minutter, og lav imens fyldet.

Fyld:
100 gram smør
50 gram brunt farin
1 spiseske kanel

Det hele røres blødt og fint, og lunes herefter forsigtigt ved lav varme, indtil massen er smeltet.

Nu rulles små kugler af dejen, hver især på størrelse med en valnød. Kuglerne dyppes i det smeltede fyld, og placeres derefter i en hjerteform (eller en springform, bradepande eller hvad du nu har). Når al dejen er brugt, hældes resten af fyldet ud over, og der drysses generøst med hakkede nødder, mandler og chiafrø.

Pynt:
Forskellige nødder, kerner, frø og mandler efter smag.

Lad kagen efterhæve mens ovnen varmes op til 175 grader, hvorefter den bages i ca. 45 minutter. Tjek den fra tid til anden, for dels bager ovne meget forskelligt, dels afhænger bagetiden af, hvilken type form du har brugt.

Kagen skal spises lun, med fingrene, og hvis ikke man har sukkerstads op til begge albuer, har man gjort det forkert.

Jeg lavede som nævnt selv en provisorisk hjerteform til anledningen. Jeg formede ganske enkelt en strimmel pap (et stykke af en gammel papkasse) som et hjerte, og beklædte det med bagepapir. M yndigt, hvis jeg selv skal sige det.

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lav dit eget avocadotræ