Søndags Snapshots

Hjemmestrik

Omsider er jeg blevet færdig med den fine sweater, som jeg begyndte på, mens vi stadig var på Mallorca. Den er blevet fuldkommen som jeg ville have den; vamset, lækker og hyggelig!

Der er noget helt grundlæggende tilfredsstillende ved tøj man selv har lavet. Der er den indlysende glæde ved at man kan få det, præcis som man vil. Er man ude af takt med moden (måske fordi man er nået dertil, hvor man lægger mere vægt på, hvad der klæder en, end hvad der er moderne)? Frem med strikkepindene. Vild med en farve som ikke rigtig er repræsenteret i butikkerne? Man kan altid finde en given farve i garn. Og er man til lange smalle ærmer, hjerteformede udskæringer eller totalt oversize snit, jamen så laver man da bare det.

Men der er også en anden glæde ved hjemmestrik. Det er selvfølgelig den dybe tilfredsstillelse ved hele projektet, fra design over konstruktion til udførelse – glæden ved at sidde og sysle med et hyggeligt arbejde, se sine drømme gro, og til sidst falde af pindene.

Bælte fra Molin, jeans fra Diesel

 

Sweateren her er strikket på pinde 7, så det er helt afgjort et overkommeligt arbejde. Hvis der er nogen der vil have opskriften, må I lige sige til. Jeg strikker ikke efter opskrift som sådan, men jeg tegner arbejdet op, og skriver maskeantal og mål ind undervejs, så jeg senere kan lave en opskrift, hvis det skulle blive nødvendigt.

Garnet er en alpacca/mohairblanding jeg fandt i en lille butik i Manacor, men jeg har fundet garn herhjemme med samme vægt og løbelængde, som har næsten samme udseende, og er endnu blødere.

Edit:

Eftersom I er flere der har bedt om opskrift, kommer den her. Det garn jeg anbefaler, er ikke det jeg har selv har brugt, men jeg er i gang med at strikke af det nu, og det er helt tosset lækkert.

Str: One size ? mål om brystet ca. 120 cm, længde 55 cm.
Garn: Melody fra Garnstudio, 300 gram
Pinde: nr 7
Strikkefasthed i halvpatent: 10 m / 10 cm

Ryg:
Slå 61 m op, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift herefter til halvpatent, og strik til arb måler 30 cm.
Luk 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. Du har nu 55 m tilbage. Strik til arb måler 55 cm, og luk af.

Forstykke:
Slå 61 m op, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift herefter til halvpatent, og strik til arb måler 30 cm.
Luk 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. Du har nu 55 m tilbage. Fortsæt i halvpatent til arb måler 35 cm.
Luk den midterste m. til halsudskæring, og strik hver side (25 m) færdig for sig. Luk 1 m mod midten på hver 4. pind, indtil du har 15 m tilbage. Luk af, når arb måler 55 cm.

Ærmer:
Slå 28 m, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift til halvpatent, og tag 1 m ud i hver side af arb på hver 6. pind, indtil der er 53 m på pinden.
Når arb måler 44 cm lukkes for 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. På næste pind lukkes de resterende 47 m af.

Montering:
Hæft alle ender, sy side- og ærmesømme, og sy ærmerne i ærmegab. Damp arb let, og put det gerne i fryseren et par timer inden brug (så fnugger garnet mindre. Jeg plejer faktisk også at give det en tur i fryseren inden jeg begynder at strikke, så jeg ikke kommer til at sidde i en sky af løse hår!).

 

Tilbage til forsiden

6 kommentarer

  • Mange tak for opskriften, tænker at jeg nok kan klare den med lidt hjælp fra Google og YouTube (f.eks. omkring hvordan man strikker halvpatent). Jeg kan godt lide som dit garn skifter i farverne, det ser ikke ud som om Melody har lige den variant, men mon ikke man kan finde noget lignende et andet sted. Ellers så har jeg jo en god grund til at tage til Mallorca. Flot, det er den – og hyggelig, ser den ud!! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia

      Jeg kan se at du allerede har fundet min anvisning på halvpatent 😉

      Hvis du kigger efter et andet garn, så gå efter et som har en løbelængde på 140 meter/50 gram, så skulle du kunne ramme opskriftens strikkefasthed. Vær opmærksom på, at jeg har strikket meget løst, så et alt for fastspundet garn vil måske ikke se så pænt ud.

      Held og lykke med det – håber jeg får lov at se resultatet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Werther Olesen

    nøj den er fiin!
    Det kunne være lækkert hvis du havde opskrift på den… og gerne med angivelse af garntype.. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia

      Tak! Jeg får skrevet en opskrift – lægger den op i dette indlæg i morgen.
      Garnet jeg foreslår er Garnstudios Melody, som man skal bruge ca. 300 gram af.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den er superflot. Kan godt forstå, at du er godt tilfreds. KH Dorte

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndags Snapshots