Dagbog fra Zombieland

I en ikke alt for fjern fremtid sidder Noah i et København, som er fanget i en zombieapokalypse. Han er alene, men i kampen for at overleve slutter han sig til Lucas og Emma, som tager ham med på roadtrip gennem et hærget Danmark.

Hvis man kan lide TV-serien Walking Dead, er Klaus Frederiksens debutroman, Dagbog fra Zombieland, et rigtig godt bud på nogen timers spændende læsning. Historien er hæsblæsende og medrivende, og rammen om fortællingen er skæg: Noah fører dagbog over sine oplevelser fra fremtiden på nutidens Facebook, og det er disse optegnelser som tilsammen udgør bogen. Hvordan han kan skrive til os fra 2030?erne vides ikke, og det er for så vidt også uinteressant; målet er at advare os, så vi kan nå at forberede os på katastrofen, før den indtræffer.

Dagbogsformen fungerer. Den har selvfølgelig sine begrænsninger, men bestemt også sin charme, og den bidrager i høj grad til bogens tempo. Og det er højt, tempoet ? nogen gange måske lige vel højt nok, men omvendt fastholdes man som læser, fordi der hele tiden sker et eller andet, som man lige skal følge til dørs, inden man kan lægge bogen fra sig. Sproget er måske ikke fantastisk, og umiddelbart ville jeg også mene at bogen ville kunne tåle en ekstra gennemarbejdning, men disse skønhedsfejl spiller netop op til rammefortællingen:

Dagbogen er stort set som originalt skrevet af Noah, og det er derfor ikke som sådan en bogudgivelse i traditionel stand. Ingen af os har uddannelser indenfor sprog, er ikke forfattere eller har taget kurser i at skrive en bog. Noget er dog så skræmmende og makabert, at det er udeladt fra udgivelsen. Målet med denne bog er langtfra gode anmeldelser, så skulle der være nogen som tager sig ulejligheden med at skrive en anmeldelse, så tak for hjælpen med at reklamere for denne bog, og skulle anmeldelsen være dårlig så tak for at underbygge sandheden i, at vi ikke er fiktive, uddannede forfattere.

På mange måder minder bogen om Walking Dead. Zombierne spiller en næsten underordnet rolle; de udgør et bagtæppe for en fortælling om, hvordan mennesker interagerer under pres, og så sørger de naturligvis for en del af spændingen. En af bogens absolutte styrker er iagttagelserne af zombierne, deres udvikling og deres oprindelse, og forsøget på at finde en kur. Hvor kommer zombierne fra, og hvordan kan de få overlevende beskytte sig selv og menneskeheden?

Bogen rejser også et par interessante etiske spørgsmål.

Der er ingen muligheder for at tage flere overlevende ind i bunkere. Det vil forringe vores overlevelsesmuligheder, er ledergruppen kommet frem til. Jeg vil give dem ret, men spørgsmålet er, om det er det rette at gøre. Bør man altid hjælpe mennesker, der har brug for beskyttelse, eller hvor trækker man grænsen?

Det er jo helt oplagt at trække linjen til vor tids flygtningesituation. Hvad gør man? Skal man hjælpe alle, også selvom det risikerer at blive på bekostning af dem der udstrækker den hjælpende hånd? Er det etisk forsvarligt at ofre den enkelte for det fælles bedste ? og hvem skal i givet fald træffe den slags beslutninger?

Der er ingen tvivl om, at zombieapokalypsen er det bedste der er sket for dyrevelfærden nogensinde og for miljøet.

Første gang jeg læste dette, gav det fuldkommen mening for mig, men så kom jeg til at tænke lidt mere over det. For så vidt angår dyrevelfærden, er jeg stadig helt enig. Vi er ikke gode ved de dyr, vi ønsker at spise, og det kan kun være en fordel for dem med en så presset menneskehed, som beskrives i bogen. Men hvad med miljøet – hvad er egentlig et ?godt? miljø? I følge Biblen, som bogen i øvrigt flittigt refererer til, er mennesket jordens og dyrenes hersker:

Derpaa sagde Gud: »Lad os gøre Mennesker i vort Billede, saa de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr paa Jorden og alt Kryb, der kryber paa Jorden!« Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: »Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig paa Jorden!« (1. Mosebog)

Hvis man godtager denne præmis (hvilket jeg i parentes bemærket ikke gør), giver det næppe mening at tale om, at en tilstand hvor menneskene er alvorligt truet, er god for miljøet. Men selv hvis man ikke anlægger bibelske synsvinkler, kan det være spændende at overveje, hvad et godt miljø er. Er det godt, hvis det er 100 % ukultiveret? Handler det om størst mulig biodiversitet? Er målet en balance hvor alle arter holder hinanden i skak, og status quo bibevares?

En anden pudsig ting ved bogen er dens opbygning omkring et roadtrip gennem Danmark. Vi bliver guidet gennem landet, og introduceres til mange af dets attraktioner. På den måde minder den meget om mine ungers yndlingshøjtlæsningsbog, Lille Lucifer, som også tog læseren med på opdagelse i Danmark og Danmarkshistorien. Ind imellem kommer denne del af forløbet desværre til at fremstå en smule forkrampet, og jeg kunne heller ikke undgå at undre mig over, hvor lidt Danmark (og bilpriserne!) tilsyneladende har udviklet sig i de mellemliggende 20 år.

Som enhver god dagbog stopper Dagbog fra Zombieland temmelig abrupt, men en efterfølgende epilog binder en fin sløjfe med et par gode spørgsmål:

Zombierne har fået Noah til at tænke over, hvad han vil med sit liv fremover. Ved du, kære læser, hvad du vil med dit liv? Bliver man nogensinde sikker på, hvilken vej man vil følge, og hvad ens mål med livet er?

Tak til Klaus Frederiksen og Forlaget mellemgaard for anmeldereksemplaret.

 

Tilbage til forsiden

Aprils liste

Lige om lidt er marts forbi, og jeg må sige, at efter en tidlig forventningsafstemning, har den slet ikke artet sig så ilde endda. Den får imidlertid nok lidt svært ved at måle sig med april, i hvert fald hvis den nye måned bliver lige så vidunderlig som den ser ud på papiret.

Barnevidunderbarnet har fødselsdag. Den dag er helt særlig, for børnebørn er og bliver livets dessert. Man kan også hævde, at de er belønningen for, at man ikke fik slået sine egne børn midt over i sin tid… Uanset hvordan man vælger at se på det, så er det altså herligt at have fri adgang til nusning, fest og forkælelse, uden de kedelige mellemregninger.

April kommer også til at byde på intensiv buddhistisk træning. Dog kun en enkelt weekend, men som med så andet godt, så nydes meditationstræning også fint i små bidder.

Vi skal vandre i april; selvfølgelig skal vi det. Rygsækkene står og lokker jo, og skoven praler med sine anemoner og små friske knopper på alle grene. Afsted med os. Har et lille hemmeligt projekt med at lokke yngstesønnen og hans søde kæreste med ud, men skal lige finde ud af hvordan jeg gennemfører det, uden at overvælde dem med alt for meget information inden afgang. Skal nok have mine ninja-skills frem, tænker jeg. Lynhurtigt, hemmelighedsfuldt og musestille snører jeg dem, så de pludselig befinder sig midt i alt det fine. De vil takke mig bagefter. Eller en anden gang.

Endelig byder april jo også på en vigtig rejse. Vi skal tilbage til Rio, og jeg glæder mig som et lille barn.

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.
Tove Ditlevsen

Den store, smukke, rodede, larmende og kærlige storby har taget mit hjerte ? og den har ikke læst Tove Ditlevsen. Den bærer ikke noget hverken varsomt eller blidt, men den har det, mit hjerte. Sådan er det, og det kan jeg fint tilgive. Men den har så også taget min søn og svigerdatter, og det har jeg stadig til gode at tilgive den for.

Det bliver så dejligt at komme ned til dem, ikke mindst fordi der jo har været familieforøgelse siden vi var der sidst. Tyson er flyttet ind, og ham glæder vi os meget til at hilse på. Han skal lige lære lidt dansk, men det skal nok komme. Er også selv ganske ferm til at bande på portugisisk, så vi skal nok kunne forstå hinanden. Safadão!

 

Tilbage til forsiden

Utraditionel date night

Når vi er så heldige at have en lørdag aften hjemme, helt uden arrangementer eller aftaler, prøver vi at gøre den til noget særligt; at have en date night, bare for os to. I lørdags havde vi en aften som i sandhed var speciel og meget, meget hyggelig – og det endda så meget desto mere, fordi den var afslutningen på en herlig dag.

Ud på eftermiddagen proppede vi et par rygsække, med hvad vi vurderede var det mest nødvendige, spændte dem på ryggen, og begav os afsted. Vi vandrede små 20 km gennem de skønne skove vi har her i området, og konstaterede, til vores udtalte fryd, at vi havde virkelig gode ben. Vi ville gerne have gået meget længere (formentlig det der med endorfin-rushet), men blev alligevel enige om, at der var fornuft i at slå lejr, mens vi stadig havde lys at se ved. På mange måder en udmærket beslutning, al den stund at vi ikke rigtig havde taget os tid til at teste vores udstyr før turen.

Vi fandt et rigtig dejligt sted på toppen af en lille bakke, ikke så langt fra et vandløb. Peter gik i gang med hængekøjerne, mens det så var meningen at jeg skulle pakke ud, lave bål og tilberede middagen. Jeg skrabede nogle klistrede blade sammen i en bunke, placerede et par forsvarlige kævler ovenpå, og satte en lighter til, og således var der egentlig bare tilbage at vente på, at flammerne lystigt ville slå op om gryden.

Efter en tid kom Peter tilbage, og byggede et virkelig hyggeligt bål.

Jeg hentede vand nede i åen, fik en våd sok, og for vild i mørket. Havde heldigvis hunden med, så vi (mest hunden) fandt tilbage til lejren, hvor jeg filtrerede vandet, og gjorde det klar til opvarmning, alt imens Peter fortsatte hængekøjefesten. Det der med hængekøjer er faktisk min lillebrors skyld. Han har besunget deres komfort, lette vægt og enkelhed i brug, og vi er begge tillidsfulde af natur. Andre i omgangskredsen er mere hårdnakkede tvivlere, men vi havde fortrøstningsfuldt beskrevet de reder af dun, som vi ville lade os synke ned i, når natten stundede til og temperaturen faldt.

Det med komforten vender jeg tilbage til, men hængekøjer er lette, og måske nok også nemmere at sætte op end et telt. For eksempel er jagten på et plant, sten-og trærodsfrit stykke at slå op på jo overflødig, når man bare skal hænge i et træ.

Nå, men tilbage til den eksklusive kærestemiddag, jeg skulle forberede… Borddækningen gav lidt sig selv: to gryder, og to titanium-skeer. Fandt en fin trærod, som blev beklædt med vores ultralette siddeunderlag, og tændte min pandelampe som supplement til bålets varme skær – så var hyggen i hus! Tømte derefter hjemmegjort pose med dehydrerede boller i karry over i en gryde kogende vand, fremdrog hundens medbragte godbidder, og kaldte til spisning. Og hold nu op, hvor det var skønt! Maden smagte fantastisk, omgivelserne var hjertestoppende smukke, og selskabet perfekt.

Yngstesønnen kom til aftenskaffe, og efter et par indledende, lidt grove, anmeldelser (“nørd”, sagde han, da jeg kom ham i møde i den mørke skov med mine zip-off bukser, 263-grams dunjakke og pandelampe), overgav han sig til den vidunderlige stemning i vores fortryllede skov.

Hunden havde længe kastet I-tager-pis-på-mig blikke efter os, og da sønnen takkede af, sprang hun da også op og nægtede at forlade hans side. Hun havde jo været med nede og hente ham, og vidste således at han rådede over en bil. Vi var altså kun to, der gik til ro i skoven den nat – men det er jo også præcis som vi foretrækker det på date night. Romantik var der nok af, omend det var af en noget alternativ karakter, da vi forsøgte at borde hver sin hængekøje. “Man skal bare placere sig sådan lidt på skrå i køjen, så ligger man helt fantastisk, og nærmest fuldkommen fladt!” Jooo såmænd, hvis man lægger mere vægt på ‘nærmest’ end på ‘fuldkommen fladt’. Har et par høns at plukke med udvalgte familiemedlemmer og web-skribenter. Min rede af dun viste sig langt mindre indstillet på at lade mig synke ned i kærkommen og fortjent blødhed end forventet, og jeg nåede lige at tænke, at jeg nok gjorde det helt forkert, inden jeg hørte Peter knurre noget med at ligge så komfortabelt som i en skruetvinge…

I timen før midnat fik vi flere bekymrede sms’er fra venner og familie, som mente at de nok hellere måtte komme og hente os. “Men det bliver jo frostvejr”, var et omkvæd vi hørte flere gange. I takt med at temperaturen dalede, kravlede vi da også, sådan lidt på skift, ud af rederne for at iføre os alt hvad vi havde medbragt af tøj, rette på opsætningen af vores tarp og så videre, men vi holdt stand. Kort efter midnat fornemmede jeg (og alle skovens dyr, og formentlig også beboerne i et par af husene i skovbrynet) at Peter var faldet hen, og at han ikke lå på siden. Havde heldigvis en fremragende bog på min telefon, om en mand der havde truffet endnu mere tossede valg end os (61 årig overvægtig og undertrænet fyr, som beslutter at vandre det ca. 3500 km lange Appalachian Trail), og var altså fint underholdt.

Faldt til sidst i søvn til de blide svingninger af reden af dun, fremkaldt af mine kulderystelser. Vågnede i det årle morgengry ved en flok latterligt insisterende fugle, og kæmpede mig ud af først sovepose, så myggenet, og derefter hængekøje og underquilt. Stående på stive, rystende ben mødtes jeg af en bedårende morgenstund, der havde ikke guld, men derimod tåge i mund. Mosekonen havde været flittig med bryggeriet, og hele vores fortryllede skov henlå i en henrivende, mystisk dis. Vi fik gang i vores bål igen, kogte havregrød og lavede kaffe og te, og brugte derefter uforholdsmæssig lang tid på at pakke vores grej sammen.

Vi gik os varme i al skønheden, men til trods for mine ærgrelser dagen før, over at jeg kun havde pakket proviant til en enkelt overnatning, var det mig der kortede vores dagsmarch af til 20 km. Jeg havde nemlig, i al min visdom, besluttet at vandre turen i helt nye sko. Det var ikke fordi det havde skortet på gode råd desangående, men jeg ved altid selv bedst jo. Vi var derfor hjemme igen til søndagsfrokost, fire vabler og en umådelig mængde pragtfulde oplevelser rigere.

Her kunne jeg have indsat et uappetitligt billede af mine maltrakterede fødder, men det vil jeg skåne jer for. I får et stemningsbillede fra skoven i stedet.

Og nu kan jeg slet ikke vente til vi skal ud igen. Har egentlig bare lyst til at rydde kalenderen og komme afsted, for hvor er skoven dog dejlig, og hvor er livet dog skønt.

Opskrifter på hæklede og strikkede servietter

Der var flere af jer, som var så søde at kommentere på de fine hæklede og strikkede servietter, jeg viste sammen med mine nymalede kopper forleden. Derfor kommer opskrifterne her, både på de strikkede og de hæklede. De er helt enkle at gå til, og man kan jo altid starte med et par stykker, og så langsomt udbygge lageret.

Jeg har brugt almindeligt, tyndt bomuldsgarn (løbelængde 170 m pr 50 gram) i hvidt, sort og rosa, og både hæklenål og strikkepind nr. 3.

 

Strikkede servietter
Slå 61 m op, og strik 10 p ret. Strik derefter 5 m ret, 51 m mønster efter nedenstående diagram, 5 m ret.
Når arb måler omkring 29 cm (afpas evt længden efter mønsteret), afsluttes med 10 p ret. Luk af, og hæft alle ender.

Hæklede servietter
Servietterne er helt enkelt lavet som store oldemorsfirkanter (opskrift i indlægget om mit hæklede tæppe). Jeg har lavet ialt 19 rækker, og det giver en serviet på ca. 32 x 32 cm, nogenlunde samme størrelse som de strikkede servietter ovenfor.

 

Tilbage til forsiden

Søndags Snapshots

Ugen startede sådan lidt blandet. Vi måtte sige farvel til vores store dreng, som egentlig slet ikke virkede tynget nok ved afskeden. Han sad bare og så på videoer af sin lille hund, og lignede betænkeligt én, der glædede sig til at komme hjem.

Efter vi havde fået sat barnet i en kørestol og sendt den i retning af flyet, tog vi ned til Hermosa Beach. Der er noget så yndigt, på den der charmerende, All-American måde, og vi fik gået os en lang tur og spist en lækker frokost.

Derefter var det tilbage til lufthavnen, aflevere bil, tjekke ind, og sætte os i loungen og slappe lidt af. Jeg lærte hele tre vigtige lektioner:

  1. Hvis du er den der holder øje med tiden, er det en god ide at tjekke om dit ur går rigtigt, eller om det for eksempel (bare som et eksempel, selvfølgelig) går en time bagefter.
  2. Selvom man først står ved gaten 13 minutter før planlagt afgang, kan man godt være heldig at komme med flyet.
  3. Hvis du vil have en wefie med en tillidsfuld og afslappet mand, skal du lægge mere vægt på pkt. 1 end på pkt. 2 i ovenstående 😉

Ugen herhjemme har været afslappet, og har egentlig mest handlet om at få indhentet noget af det der blev forsømt, mens vi var væk. Løvekongen har holdt os på tæerne, og Fili har sørget for at give os kærlighed.

Fredag er en stor ting her i huset, og fejres altid med en helt særlig menu. I denne uge har vi endda været så heldige at vi har fået den serveret med et helt særligt tilbehør, i form af barnevidunderbarn.

Weekenden skal bruges på en vandretur, og forhåbentlig kan vi også komme ud i løbet af næste uge. Vejret ser ud til at blive vidunderligt jo! Ellers kommer ugen mest til at handle om alle de der halvkedelige, men altså nødvendige, opgaver – jeg skal bl.a. have nyt pas, og der ligger også et par andre hængepartier, som fortjener opmærksomhed. Og så skal jeg i haven, for nu er det forår (blev der sagt), og det skal nydes!

 

Tilbage til forsiden

 

Nye gamle kopper

Efter at have ryddet grundigt op i hele huset, både på den virkelig omfattende måde og ved hjælp af mit 20 minutters trick, har jeg fundet en masse herlige sager, som jeg havde glemt alt om. Vi har været værter for en del store fester de sidste par år, og derfor har vi en masse ekstra service, som blandt andet disse helt enkle, hvide kopper. De var jo for så vidt fine nok i sig selv, men se nu bare hvor uimodståeligt nuttede de er blevet, med bare en minimal indsats!

Jeg har ganske enklet tegnet på dem med porcelænstusser fra Panduro Hobby. Det er super nemt; man tegner på helt sædvanlig vis på porcelænet, lader det tørre, og hærder det derefter i en almindelig ovn. Og det bedste af det hele? Det tåler opvask i maskine! Til juleaften for et par år siden malede jeg nogle tilsvarende hvide tallerkner. De er senere blevet vasket mange, mange gange, og malingen holder fint. Derfor var jeg overhovedet heller ikke bekymret for at gå i gang med kopperne.

Nu jeg alligevel havde tusserne fremme, var der lige et par hvide kagetallerkner der også fik en tur. Sammen med mine fine hjemmelavede servietter i sort, hvidt og rosa bomuld udgør de nu den mest bedårende romantiske opdækning, perfekt til tøse-slabberas med overdådigt pyntede cupcakes, eller som her: slik!

 

Tilbage til forsiden

Krøller med glattejern

Jeg har vist nævnt, at jeg ikke altid er så god til at få afsat kvalitetstid med mit hår. Som regel får det bare lov at lufttørre, men ind imellem nyder jeg dog at gøre lidt mere ud af det. I de tilfælde er det faktisk ofte mit glattejern jeg griber ud efter, så jeg kan lave lidt rodede krøller i det; ikke for pænt, men dog lidt mere tjekket end en lufttørring.

Hvis der skulle være nogen som ikke ved hvordan man laver krøller eller fald med et glattejern, følger her en lille guide (med ualmindeligt dårlige billeder. Jeg undskylder på forhånd – de er taget ind i spejlet, og det skal man bare lade være med).

Jeg tager en forholdsvis tyk tot hår, og sætter glattejernet på lidt fra hovedbunden.

Så vender jeg jernet en halv omgang, og trækker det ud gennem håret ? først langsomt, for at krøllet får lov at sætte sig, og når jeg så kommer ned mod spidserne, lader jeg det glide hurtigere igennem. Hvis jeg vil have mere definerede krøller, med masser af volumen i enderne, holder jeg det rolige tempo hele vejen igennem, fra top til spids.

Jeg snor totterne når jeg har krøllet dem, og lader dem køle helt af. Så holder krøllet bedre, og det er i øvrigt også nemmere at se hvor man er kommet til.

Jeg skifter gerne fra tot til tot mellem at dreje jernet fremad og bagud, for at få et ekstra tilfældigt look (er der, sådan i parentes bemærket, noget der er meget mere arbejdstungt end et ?tilfældigt look???).

Til sidst rusker jeg hele herligheden godt igennem, gerne med en styling serum (min favorit er Ariella dressing) på fingrene. De færdige krøller bliver på den måde tilpas tilfældige, og ikke for bobbede.

Når jeg ser på de her billeder, slår det mig (igen) hvor mange forskellige farver der er i mit hår. Oh, at have en nogenlunde ensartet farve hele vejen igennem… Jeg skal til at teste en ny behandling, og hvis ikke den virker, skal jeg heldigvis tilbage til Rio om tre uger. Så kan jeg altid få hældt endnu en god gang kemikalier over det hos min brasilianske frisør. Jeg er jo alligevel færdig med at få børn, og farven blev noget så fin sidst!

 

Tilbage til forsiden

Det var kattens

I disse dage skinner Løvekongen sin nådes lys over vores ydmyge bolig. Løvekongen er en 17-årig hankat af enorme proportioner og, det fornemme navn til trods, beskeden herkomst.

I ganske mange år levede han og jeg en nogenlunde fredelig sameksistens, men for nogen tid siden opstod der uenigheder imellem os, formentlig over en længere rejse jeg tog på. Enhver der kender lidt til katte, har nok allerede regnet ud, hvem der trak det korteste strå.

Mens jeg var bortrejst, boede han hos min mor. Da jeg kom tilbage, hentede jeg ham hjem. Det skulle jeg så nok aldrig have gjort… Han var så vred på mig, at han på den ene side slet ikke kunne holde ud at se på mig, men på den anden side heller ikke kunne lade mig være, hvilket betød at jeg tilbragte mine dage med at løbe spidsrod gennem hans tilholdssteder. Var jeg ikke rap nok på fødderne, måtte jeg betale i blod. Jeg syntes det var så synd for det lille pus, som tydeligvis var virkelig ked af det, og måske led lidt af seperationsangst – indtil min mor så kom på besøg, og kræet kastede sig kærlighedshungrende over hende. Nu bor han hos hende, og jeg prøver at lade være med at dvæle ved, hvad det siger om mig som omsorgsgiver, at selv min kat flytter hjemmefra.

Når min mor rejser, bor Løvekongen her. Det går for så vidt fint. Han holder af at være her accepterer de tarvelige forhold, leger fint med Fili, og jeg slipper som oftest uskadt fra vores træfninger. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg ikke behøver være den hurtigste af alle; jeg skal bare være hurtigere end den langsommeste. Den langsommeste kunne for eksempel være svigerinden, der (meget belejligt) fryser i rædsel, når hun ser Farligmissen, som hun har døbt ham.

Løvekongen er en helt særlig kat, som jeg er meget taknemmelig for at få lov at tjene. Han er i en klasse for sig, og fortjener den særbehandling han kræver. Og overskriften, “Det var kattens”? Den referer såmænd til alt, han kaster sit øje på 😉

 

Tilbage til forsiden

Om bjørne, zipp-off pants og sammenklappelige kopper

D. 19/9 2013 gik jeg en lille smule i stykker. Overhovedet ikke på den forfærdelige måde, og formentlig heller uigenkaldeligt, men noget skørt tog bolig i mig. Den dag købte og læste jeg nemlig min første bog om langdistance vandring ? eller rettere thru-hiking. Thru-hiker er ordet man bruger om de robuste, kapable friluftsmennesker, som vandrer en af de traditionelle lange ruter i USA fra ende til anden. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er ?robust? ikke et ord man med nogen som helst ret ville kunne bruge om mig, på samme måde som ?kapabel? eller ?friluftsmenneske? næppe er ord der står forrest i køen til en beskrivelse. ?Hyggedyr? eller ?læsehest? måske, eller en lang række andre ord, der egentlig kun har det tilfælles at de ikke peger på noget råt, barsk, determineret eller naturelskende. Bevares, jeg kan da vældig godt lide det der natur. Altså på den der kontrollerede måde, som man kan nyde i en veltilrettelagt have i romantisk forfald.

I næsten 3 ½ år har jeg fået lov til uantastet at nyde mine hikerbøger. Der er ikke noget som at thruhike Pacific Crest Trail (2,659 miles eller 4,279 km gennem ørken og bjerge) fra sin lænestol, og jeg er blevet rigtig god til det. Men ? for der er altid et men i den slags fortællinger ? for nylig kiggede jeg mig omkring, og opdagede at jeg sad i fælden. Jeg var blevet taget på ordet. Nogen havde lagt et net af konkret virkelighed ned omkring mine fantasier, og indbudt mig til at trave ude på rigtige vandrestier, i stedet for at knokle rundt i bøgerne.

Ups.

Nå, men som alle (?) ved, så er det første skridt på enhver lang tur den gennemgribende forvandling, som gør dig til prepper. Prepperen forbereder langdistancevandring, men behøver i princippet ikke at tage flere skridt end dem der er fra parkeringspladsen til den nærmeste friluftsbutik ? og i disse vidunderlige internet-tider jo ikke engang det. Jeg har taget imod min nye persona med åbne arme. Er temmelig rutineret udi shoppingens kunst jo, og skulle jeg stå i fare for at falde igennem, har jeg heldigvis Peter ved min side.

Bedste køb i REI: en guidebog til JMT. Synes bare den dvæler vel længe ved de såkaldte ?bear cannisters?. Kan nok ikke helt overskue at skulle forholde mig til bjørne undervejs.

Efter en lille omvej over et spærret Dankort *, er vi nu ved at være i mål. Vi har bukser hvor benene kan lynes af, dehydreringsapparatur til fremstilling af vandrevenlige måltider, dunjakker, sokker, state-of-the-art kogegrej, hængekøjer komplet med myggenet og underquilt, ultralette soveposer og rygsæk (i ental. Se nedenstående samtale med min respektløse lillebror).

Nu er vi klar. Så klar. Eller noget.

Mangler heldigvis stadig en sammenklappelig kop, så må lige vente lidt før vi kaster os ud i det.

* Lang historie kort: Jeg stod i den lokale Kiwi, og opdagede at min Dankort var spærret. Gik hjem og ringede til banken. Venlig dame fortalte, at der havde været så usædvanligt mange transaktioner i amerikanske netbutikker, at deres system havde auto-spærret kortet. Efter et blik på min skyldbeviste mand bad jeg hende åbne det igen.

 

Tilbage til forsiden

Snapshots fra weekenden

Det startede simpelthen så fint – solen skinnende, humøret var højt, og sønnen var i topform. Universet tog sig selv i nakken, og alt var beregnet til at være fantastisk.

De stolte forældre solidt bænket. De fleste herovre kender os, og vi har derfor typisk rigtig god plads omkring os. Peter kan nemlig råbe virkelig højt, og jeg har en frygtelig ubehagelig stress-lyd; lidt som et stort og højlydt marsvin der er kommet i klemme under bænkerækkerne.

Der var så meget smukt at se på – jeg elsker for eksempel når min babys arm bliver hævet i sejr. Og så lige pludselig var det ikke smukt mere. I samme sekund barnet begyndte at gå ud fra måtten, kunne vi se at noget var rivende galt.  Og det var det – rivende galt. En alvorlig fodskade, muligvis et brud. Så er bronze virkelig en trøstepræmie 🙁


I morgen skal vi sige farvel til vores store søn, men tirsdag kan vi så sige goddag til den yngste. Sorgrigt og glædesfyldt, det er livet som nogens mor.. Når først man én gang har delt sin krop og sit liv med et andet menneske, gør det ondt at give slip, og jeg laver nærmest ikke andet. Dumme unger, som insisterer på at bo på hvert sit kontinent…

 

Tilbage til forsiden

Older posts