I min kuffert

Er du okay, Fie?

Fie er rigtig okay; hun kan det hele og har det hele. Hun er dygtig i skolen, populær blandt kammeraterne, hun er en talentfuld rytter med en god hest, og kommer af en velhavende familie, som slet ikke ved alt det gode de skal gøre for hende.

Sådan ser det i hvert fald ud, hvis ikke man kradser for meget i overfladen.

Er du okay, Fie?

Ord som lettet, skyldig, hadefuld, vred, bange og trist hvirvlede igennem mit hoved til det til sidst kom ud som…

“Fint. Tror jeg…”

Men det er ikke fint. Fie har ondt. Alt gør ondt, og hun har ingen steder at gå hen med sin smerte, så når presset bliver for hårdt, må hun i stedet prøve at skære den ud af kroppen. Hendes eneste tilflugtssted er hendes værelse, hvor hun låser sig inde og finder barberbladet frem, for at opnå bare en smule lettelse.

Jeg havde lyst til at sparke til noget, slå nogen, men vidste at det eneste der virkelig hjalp var at komme hjem. ind på værelset og låse døren bag mig. Lade mig opsluge af det eneste der kunne hjælpe mig i den her forpulede verden.

Bogen er så smerteligt velskrevet, at jeg blev nødt til at læse den i små bidder. Hvis jeg blev for længe i Fies univers, var smerten nærmest ubærlig, for jeg blev suget helt ind i hendes kaotiske, ensomme og utrygge verden hver gang jeg åbnede bogen.

Det er en bog der virkelig har imponeret mig. Fies historie er grusom, men den er nødvendig at få fortalt. Ifølge bogens efterskrift er det nemlig ikke mindre end hver femte unge, der har prøvet at skade sig selv på den ene eller den anden måde. Hver femte; tænk lige engang over det. Hvor mange unge kender du?

Når unge skærer i sig selv for at lade kroppens smerte matche deres overvældende følelser, er det skræmmende. Det er så skræmmende, at vi har valgt at bruge et fremmed ord om det. Vi kalder det cutting, og taler om, at personen er cutter – men ingen ord kan maskere det faktum, at der er tale om unge mennesker, hvis eneste trøst i livet er at  skære deres hud op, så smerten kan flyde ud.

Anika Eibe fortæller Fies historie så smukt, og med så stor indlevelse, at bogens sider forsvinder, og man rykkes væk fra sin hyggelige lænestol og ind i hendes plagede tanker.

Bogen burde være en del af skolernes pensum, og stå på enhver forælders læseliste. Den giver et bedre indblik i de unges skræmmende verden end selv de tungeste og bedst underbyggede statistikker kan gøre, og vi har brug for det indblik. Det er nemlig vores ansvar, som samfund og som medmennesker, at passe på vores unge, at give dem plads til at være, og at hjælpe dem med at finde ud af, hvordan man håndterer det, når man ikke er okay.

“Har du det godt, Anna-Sofie? Du ser lidt bleg ud. Din hud er helt gennemsigtig.”

Måske troede hun at hun var venlig. Måske endda moderlig, men det kunne hun stikke op hvor solen aldrig skinnede. Det var ikke mig hun var bekymret for. Det var om mine lemmer fungerede, så jeg kunne ride. Det var om mit udseende ikke tog skade, så jeg kunne blive model.

Fuck dig! Fuck dig, mor! skreg stemmen inde i mig, men jeg sagde ingenting. Skriget var buret så langt inde at kun jeg kunne høre det, og det kunne ikke komme ud gennem de mange lag. De mange facade-lag jeg havde fået påklistret  i årenes løb.

“Ja, jeg har det fint,” sagde jeg.

Men jeg havde det ikke fint.

Jeg havde det ad helvede til.

Hvorfor var der ikke nogen der kunne se det?

 

Tak til Anika Eibe for et kig ind i en skræmmende verden – og tak til Tellerup forlag for anmeldereksemplaret.

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I min kuffert