Om bjørne, zipp-off pants og sammenklappelige kopper

Det var kattens

I disse dage skinner Løvekongen sin nådes lys over vores ydmyge bolig. Løvekongen er en 17-årig hankat af enorme proportioner og, det fornemme navn til trods, beskeden herkomst.

I ganske mange år levede han og jeg en nogenlunde fredelig sameksistens, men for nogen tid siden opstod der uenigheder imellem os, formentlig over en længere rejse jeg tog på. Enhver der kender lidt til katte, har nok allerede regnet ud, hvem der trak det korteste strå.

Mens jeg var bortrejst, boede han hos min mor. Da jeg kom tilbage, hentede jeg ham hjem. Det skulle jeg så nok aldrig have gjort… Han var så vred på mig, at han på den ene side slet ikke kunne holde ud at se på mig, men på den anden side heller ikke kunne lade mig være, hvilket betød at jeg tilbragte mine dage med at løbe spidsrod gennem hans tilholdssteder. Var jeg ikke rap nok på fødderne, måtte jeg betale i blod. Jeg syntes det var så synd for det lille pus, som tydeligvis var virkelig ked af det, og måske led lidt af seperationsangst – indtil min mor så kom på besøg, og kræet kastede sig kærlighedshungrende over hende. Nu bor han hos hende, og jeg prøver at lade være med at dvæle ved, hvad det siger om mig som omsorgsgiver, at selv min kat flytter hjemmefra.

Når min mor rejser, bor Løvekongen her. Det går for så vidt fint. Han holder af at være her accepterer de tarvelige forhold, leger fint med Fili, og jeg slipper som oftest uskadt fra vores træfninger. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg ikke behøver være den hurtigste af alle; jeg skal bare være hurtigere end den langsommeste. Den langsommeste kunne for eksempel være svigerinden, der (meget belejligt) fryser i rædsel, når hun ser Farligmissen, som hun har døbt ham.

Løvekongen er en helt særlig kat, som jeg er meget taknemmelig for at få lov at tjene. Han er i en klasse for sig, og fortjener den særbehandling han kræver. Og overskriften, “Det var kattens”? Den referer såmænd til alt, han kaster sit øje på 😉

 

Tilbage til forsiden

2 kommentarer

  • Åh katte altså. De er virkelig små pelsdyr med kæmpe personligheder. Det var da godt, at I kunne få sådan en win-win (for din mor og katten) situation i gang. Kh. Birgitte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia

      Ja, det var heldigt! Han er noget helt særligt, og jeg tror aldrig, jeg kommer til at møde en som ham igen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om bjørne, zipp-off pants og sammenklappelige kopper