Los Angeles igen igen

Det er så ubeskriveligt godt at være tilbage – jeg knuselsker Los Angeles, med det milde klima og den tilbagelænede livsstil. Alting er så nemt og ubesværet her, forudsat at man ikke behøver at bevæge sig for meget omkring. Trafikken er en bitch, men det er hvad det er, og alle ved det.

Vi har fundet en dejlig AirBnB i Long Beach, som har den helt afgørende fordel at den ligger så vi kan gå til stranden (okay, vi bor på stranden…) og til Shoreline Village, som er en hyggelig lille kitchet turistfælde med masser af barer og restauranter. Orker vi en lidt større indsats, kan vi gå til Belmont Shore og Naples, som er nogle af mine yndlingskvarterer i Long Beach området.

Naples er yndig. Som i øøøøndig. Den lille ø er gennemskåret af små kanaler, hvor husene læner sig blomstersmykket ud over vandet, og tiden nærmest synes at stå stille. Her er ikke meget andet at lave end at slentre en tur – med mindre man bliver fristet af et helt særligt stykke americana: en gondoltur rundt i kanalerne. Har været i stand til at modstå fristelsen indtil videre.

Belmont Shore er vibrerende og indbydende. Jeg kan dårligt køre igennem området uden at få lyst til at smide bilen fra mig, og slå mig ned. Det er den perfekte blanding af strand og byliv; en totalt afslappet stemning på den der cool LA-måde, med masser af liv. At området så også byder på de lækreste restauranter, gør det jo bare endnu bedre!

En af yndlingsrestauranterne er Domenico’s. Det er efter sigende den ældste restaurant på Belmont Shore, og jeg tipper at en afgørende grund til, at den har holdt sig i live så længe, er deres absurd gode salater. Min nye favorit er en romaine salat med æbler, tranebær, feta, kandiserede valnødder, kylling og blue-cheese dressing. Haps.

Indtil på søndag handler det først og fremmest om ældstesønnens stævne, så vi hænger bare ud og holder lav profil. Med lidt held får jeg sneget en travetur ind i programmet, men ellers står den bare på afslapning (for os) og forberedelser (for ham). Carb-loading og alt det der – og dét er jeg god til 😉

 

Tilbage til forsiden

 

Tara og stormøerne

Anna har lige været på ferie, og ferietid er jo som bekendt læsetid, så nu er hun klar med endnu en anbefaling. Denne gang har hun læst anden del af Isa Lemvigh Clausens serie om pigen Tara – du kan læse hendes anmeldelse af første del lige her.

img_9252

 

Tara og stormøerne
Her fortsætter fortællingen om Tara lige efter 1’eren sluttede. Nu er der endelig kommet fred i Halvarden men det varer ikke lige så længe som Tara havde troet. Kongen af Halvarden har sendt bud efter Tara, for Arke er blevet væk. Han tog ud en tidlig morgen. Kongen og dronningen troede bare han var taget ud for at ride en tur, men der er ingen der har set ham i flere dage nu.
 

Er han taget til Ydersletten for at finde Mistis tvillingebror Valmar? Der er ingen der har set Valmar siden den dag fyrst Baras tog ham fra dem, mens kongen  var fanget. Tara og Gaffa tager til Ydersletten, for at finde Arke og Valmar. Hun møder både gamle venner og fjender. Men hun møder også nogen, som ved mere om Tara end hun selv ved om sig selv. Det får hende igen til at tænke, hvem er hendes forældre?

Jeg syntes den er lige så godt skrevet som 1’eren. Jeg blev næsten ked af det da jeg skulle lægge bogen fra mig, for der er både humor og spænding i den, og det gør den helt fantastisk.
Noget jeg især kan lide er at Tara tror på sig selv næsten hele tiden, og vil gøre alt for at hjælpe kongen af Halvarden.
Kærlig hilsen,
Anna.

Kan man klippe grenene af en skaldet?

Lige udenfor min køkkendør er der den dejligste lille krog. Der er sol fra morgen til aften, så det var helt naturligt at anlægge en terrasse på stedet. Vores første terrasse var en 17 meter lang stenørken, som vi brugte… aldrig. Der var simpelthen ikke rart at være; goldt og forblæst (Højgård har ikke fået sit navn for ingenting – den ligger på toppen af en bakke, hvilket giver en fin udsigt, men også masser af vind. Konstant vind, på den virkelig enerverende måde), og hverken smukt eller hyggeligt.

Efter ca. 10 år slagtede jeg derfor de mange tons munkesten. Havde ellers overvejet at stribe dem op og udleje hele herligheden til parkering, men eftersom vi bor på landet, forudså jeg, at der næppe ville være den store efterspørgsel. I stedet fik jeg lagt to bittesmå terrasser i de fineste brosten, med naturlige læhegn omkring. Specielt morgenmadsterrassen foran køkkendøren har vi brugt vanvittigt meget, for den er bare noget af det hyggeligste; lille, solfuld, og meget privat. Win, win og win.

Morgenmadsterrassen ligger inde bag alt det fine grønne på billedet her. Det fine grønne som er ved at opsluge både hus og have…

Jeg havde plantet masser af buskroser omkring den, og fordi de var lidt vrangvillige til at begynde med, supplerede jeg med to potter Arkitektens Trøst, en plante der, fuldkommen som min gård, ikke har fået sit navn af ingenting. Uanset hvor grimt man bygger, kan det altid reddes på en enkelt vækstsæson med lidt Arkitektens Trøst. Den vokser med andre ord villigt. Også villigere end buskroserne, som hurtigt blev fuldkommen begravet. Og for den sags skyld også hurtigere end huset, som også snart fristede en halvfarlig tilværelse, på randen til at blive opslugt af det grønne vidunder.

Se, denne villighed er En God Ting i min havebog, men eftersom jeg kun udgør en tredjedel af vores soon-to-be Oldekolle blev jeg nedstemt, da plantens fortsatte eksistens var oppe til afstemning. Og se så hvad der skete:

Hvad slyngplanten gemte – eller “Tommere end Tomt”.

Jeg har dog gjort hvad jeg kunne for at redde situationen med nogle meter bøgehæk. Har også gemt alle skarpe redskaber væk. Og se så her, hvad jeg fandt, gemt inde bag et nedløbsrør:

Fru T’s trøst!

På den anden side af min morgenmadsterrasse er der også levende hegn. En rigtblomstrende hybenrosehæk, som ret hurtigt udviklede sig til at gigantisk monster af stikkende vildskud, med et tæt grønt bunddække af brændenælder. Jeg tilbragte hele sidste sommer med at kigge ondt på krapylet, men det blev det ikke bedre af. Derfor måtte også jeg gribe til våben (jeg tænker at de to andre har indgået en uhellig alliance, og tillidsfuldt har ventet på, at jeg selv skulle få nok, for den side af beplantningen rørte de ikke). Jeg græd salte tårer, da jeg så hvad der var tilbage, da jeg havde fjernet brændenælder, vildskud og døde grene. Det var sørgeligt. Så sørgeligt, at jeg aftalte med mig selv, at jeg først skamferer beskærer den i toppen, lige inden jeg rejser en hel måned til Italien senere på sommeren. Hvis ikke jeg er hjemme, er det jo næsten som om det ikke er sket.

Heldigvis kan jeg altid bare kigge den anden vej. Jeg kan nyde de (få) vækster, der ikke har mødt deres skæbne for mine bofællers hænder, jeg kan fryde mig over synet og duften af frisk vasketøj der vifter i vinden, og jeg kan glæde mig over, at det hele bliver rigtig rigtig pænt, når engang det vokser op igen (og forhåbentlig som en lidt mere varieret beplantning end den nyligt hedengange monokultur)!

Nå ja – og så kan jeg glæde mig over, at trofaste gamle Gladnir har lovet mig at vogte over de sidste rester af liv i min morgenmadskrog 😉

Tilbage til forsiden

Søndags Snapshots

Det har været en god uge, sådan en som har efterladt mig rigtig solidt grundglad, med en fornemmelse af, at livet virkelig har haft en fest med at forkæle mig. Jeg har haft besøg af Jeanette og lille Viola – bloggertophundemøde? Tophundebloggermøde? Under alle omstændigheder altid hyggeligt med venindebesøg jo, så det var en ren fornøjelse for både Fili og mig.

Jeg har selvfølgelig også nydt det smukke, sprøde forår i Danmark – ikke mindst på de stille aftenture til ishuset med barnevidunderbarnet. Det holder aldrig op med at fornøje mig at proppe is i min lille guldklump <3


Det har også været godt at tage forskud på sommeren på Mallorca. Ikke rigtig noget at klage over dér, så det vil jeg lade være med. Jeg vil bare konstatere, at jeg altså rigtig rigtig godt kan lide den lille ø i grønt.

Holdt konfirmation lørdag, og det var sådan en fin dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel, hele Højgård strålede som en nyslået møntt, og så synes jeg altså bare der er noget så uendelig smukt og rørende over et ungt menneske som tager sig tid til virkelig at overveje hvordan livet skal leves, og hvilke idealer der skal bæres med!

Her til morgen har vi fået tømt kufferterne for de sidste Mallorca-relaterede ting, og proppet dem med en masse der (forhåbentlig – det gik lidt stærkt) vil være passende i Los Angeles og Las Vegas. I morgen smutter vi jo igen; et lille hop over atlanten og noget, og så har vi to uger i det USA som jeg har lært at holde så meget af. Jeg sender et postkort 🙂

 

Tilbage til forsiden

ESTA – gør det rigtigt første gang

grand-canyon-kompromisset0

Lige om lidt skal vi tilbage til Californien. Vi skal være i Long Beach, og jeg glæder mig! Vi er i Long Beach hvert eneste år, når verdensmesterskaberne i Brasiliansk Jiu Jitsu løber af staben, og i år er naturligvis ingen undtagelse.

Denne gang har vi imidlertid besluttet at forlænge turen, så vi får en smule ferie og turisttid derovre, når stævnet er overstået. Vi skal daske rundt i LA, vi skal i Disneyland, og vi skal køre ud gennem Death Valley til Las Vegas, hvor jeg ikke har været i årevis.

Alt det fine, som jeg sådan glæder mig til! 

Når man skal til USA, har man brug for en særlig indrejsetilladelse: ESTA, som står for Electronic System for Travel Authorization, og er nødvendig for os danskere, som kommer ind uden visum. Det er meget simpelt: har du ikke din ESTA i orden, kommer du ikke ind. Når først tilladelsen er i hus, er den gyldig i to år, hvorefter der skal ansøges på ny.

Heldigvis er den nem og ukompliceret at få fat i. Man går online, besvarer en håndfuld (let tåbelige) spørgsmål, og kort tid efter er din tilladelse klar. Det eneste der kan være en smule kringlet, er at der naturligvis er plattenslagere, som prøver at lokke penge fra godtroende turister.

Den side du skal lave din ansøgning på, hedder http://esta.cbp.dhs.gov. Husk .gov til efternavn! Det koster 4 $, hverken mere eller mindre, at få behandlet en ansøgning, og yderligere 10 $, hvis ansøgningen går igennem. Altså 14 $ i alt. Bliver du bedt om mere, har du fat i en af de uofficielle sider, og det er dumt. Har lært det på den hårde måde.

Nogen flyselskaber anbefaler at man printer sin ESTA. Det har jeg aldrig gjort, men jeg har mailet den til mig selv, så den i en snæver vending kunne findes frem på telefonen. Det har jeg dog aldrig haft brug for, men omvendt så spiser den jo ikke noget brød, som den bare ligger dér i mailboksen (sammen med min fødselsattest, min registreringsattest til bilen, mit pas og andre sjove sager).

Nu vil jeg gå ud og  stirre meget intenst på dyngerne af vasketøj, og se om de ikke mirakuløst forvandler sig til stabler af rene, net foldede klæder, parat til at proppe i kufferten. Hvis ikke det hjælper, må jeg nok overgive mig til et par timers manuelt arbejde…

 

Tilbage til forsiden

En blomst til værtinden

Som I måske husker, fortalte jeg for nogen tid siden om et samarbejde jeg er indgået i med tre andre bloggere. Vi nyder godt af hinandens erfaring og gode ideer, og så har vi også aftalt at lave en serie indlæg sammen; en slags blogger-stafet, om hjemmelavede værtindegaver. Først var Karen på banen, derefter kom turen til Malin, og i sidste uge var det så Nana der præsenterede en ide.

I denne uge er det min tur, og jeg vil lave noget helt traditionelt, i en lidt utraditionel form. Jeg vil give værtinden en blomst. Ikke den store nyhedsværdi i dét – men jeg vil give hende en helt særlig blomst.

En lille blomst til køleskabet 🙂

Du skal bruge en korkprop (du bliver nok nødt til at åbne en flaske vin. Og når nu den er åbnet, bliver du nok også nødt til at drikke den. Jeg ved det godt; det er et hårdt arbejde at være en god gæst, men nogen skal jo gøre det), en fin lille kniv, en syl, en kødnål eller noget andet spidst, et lille stykke magnet, lim, en skefuld jord, og en lillebitte stikling.

Udhul korkproppen. Det er lidt af et pillearbejde, så jeg foreslår at du venter med at drikke vinen til denne del er vel overstået.

Put lidt jord i hullet, og gør plads til din stikling. Jeg brugte en kødnål her.

Plant din stikling, og vand omhyggeligt. Du behøver ikke så meget vand…

Til sidst limer du magneten på, og din værtindegave er færdig.

Måske knap så imponerende som en kæmpe buket i knitrende cellofan, men simpelthen noget så kær <3

 

 Se eller gense de tidligere indlæg i stafetten her:

Tilbage til forsiden

Oversete perler

I det omfang man overhovedet kan tale om, at noget som helst på Mallorca er overset, så er det måske de små byer som ligger lidt fra kysten. Manacor og Capdepera er to fremragende eksempler på sådan et par små frækkerter, som putter sig mere eller mindre ubemærket i alt det skønne.

Manacor er øens næststørste by, efter Palma. Det er en meget praktisk by, med masser af industri og trælse mega-butikker i sin udkant, hvad der får rigtig mange til at opgive den, før de overhovedet kommer i gang. De fleste turister aflægger et besøg på perlefabrikken Majorica hvis det går højt, og suser ellers bare forbi byen på vej til vandet. Men gider man at pakke den ud, så er den faktisk en lille perle i sig selv, med en smuk katedral, charmerende krogede gågader, gamle pittoreske bygninger og et livligt cafe- og forretningsliv.

På marked i Capdepera. Jeg har en ting med gamle mænd på markeder – er ikke helt sikker på, hvad det handler om, men er ret vild med den afklarede resignation, de udstråler 😉

Capdepera er lillebitte, men så overmåde nuttet at man ikke må snyde sig selv for et besøg. Man kunne for eksempel komme forbi en onsdag formiddag, når der er marked. Så er det helt oplagt at købe en masse lækkerier, som man propper i en kurv, så man kan holde picnic i det grønne *, efter man har besøgt den bedårende gamle borg.

Borgen er imponerende, som den ligger opppe på toppen af bakken med frit udsyn over byen, havet og bjergene. Den blev bygget i 1300-tallet for at beskytte byen mod pirater, som hærgede området. På et tidspunkt har der været så mange som 125 huse indenfor murene, foruden en kirke og diverse værksteder, men senere blev det til en miltær post, og borgerne flyttede ud i selve byen. Historien beretter at Capdeperas borgere engang måtte skjule sig i borgen under en belejring, og kun blev reddet fordi de snarrådigt placerede en statue af Our Lady of Hope i et skydeskår, hvorefter angrebet blev opløst på grund af tåge. Dette mirakel fejres hvert år på byens festdag d. 18. december.

Jeg er helt sikker på, at der er masser andre små herlige byer rundt omkring på øen, men jeg er, fuldkommen som nærmest alle andre besøgende her på stedet, uimodståeligt draget af kysten. Men det ene behøver jo ikke at udelukke det andet 😉

* “Det Grønne” er ikke overvældende grønt, hvis man kommer i måneder som ikke har et ‘r’ i deres navn. Så vil der formentlig snarere være tale om en frokost i det afsvedne, men det er også smukt!

 

Tilbage til forsiden

Tilbage på Mallorca

Uha, det er godt at være tilbage! Vi har ikke været her siden februar, og jeg havde helt glemt, hvor stærkt mit hjerte slår for denne her dejlige, lille ø. Vejret er (selvfølgelig) helt forrygende, så mine dage skal gå med at suge så meget sol og varme til mig som på nogen måde muligt. Tænker at det er fornuftigt at samle mig et godt forråd, inden turen atter går hjem igen.

Noget af det allerskønneste ved Mallorca er de mange små bugter. Kysten er så smuk, at man næsten helt mister pusten – det azurblå hav og de rå klipper spiller så fint op til hinanden, og med en smule held kan man nærmest altid finde en uforstyrret plet. Udenfor højsæsonen, forstås.

Jeg kender virkelig mange skønne måder at spilde tiden på. En af de øverste på min liste, er at hænge ud på torvet i Capdepera en sen aften – læne sig tilbage i stolen og spise Mallorcas bedste pizza, mens man nyder menneskemylderet og mørket der falder på.


                            Den dér trappe…

Åh altså, Mallorca om foråret, når øen er næsten grøn… og Mallorca om efteråret, når sommeren bare strækker sig tilsyneladende uendelig foran én. Mallorca om vinteren, når en regnbyge er det værste der kan ske – og når man kan spise sin morgenmad nytårsaften ude på terrassen. Og okay, også en lille smule Mallorca om sommeren, når solen steger, så heden sitrer over gaderne, og alle turisterne rammer kogepunktet. Bare Mallorca.

 

Tilbage til forsiden

DIY vægophæng

Ude på vores hyggelige terrasse hænger der et knyttet ophæng, som jeg selv har lavet. Det var så nemt og hurtigt at lave, at jeg tænkte jeg ville dele fremgangsmåden med jer – det er noget, alle kan finde ud af, og jeg synes det ser så fint ud.

Du skal bruge en gren, en tyndere pind eller en rundstok, en saks og et halvt nøgle stofgarn. Man kan selvfølgelig også bruge decideret knyttegarn, men det havde jeg ikke, og stofgarnet fungerer fint.

Start med at lave en løkke det færdige ophæng kan hænge i. Det er nemlig langt nemmere at arbejde med ophænget, hvis du kan hænge det op. Jeg har bare bundet et stykke af garnet omkring pinden, og ladet enderne mødes foroven. Klip derefter 16 stykker garn i ca. 3.5 meters længde, og fastgør dem på grenen med løkker. Hæng hele arrangementet op, så det er til at have med at gøre:

Den første knude du får brug for, hedder square knot. Jeg vil skåne dig for en alt for ordrig forklaring, og i stedet illustrere med billeder:

Så bliver det alvor. Begynd at knytte square knots, men lad de fire yderste snore i begge sider hænge løst, og knyt kun over de andre. På hver af de følgende rækker lader du ynderligere to snore på hver af ydersiderne hænge løst, og knytter square knots over de midterste, således:

Til sidst har du kun fire snore tilbage, som du knytter en sidste square knot over:

Nu får du brug for lave diagonal half-hitch knots, og igen vil jeg lade billederne tale:

Den yderste snor til venstre bliver din grundtråd til de alle følgende diagonal half-hitch knots. Jeg markerede den med et stykke tape i enden, så jeg nemt kunne kende den fra knyttesnorene. Knyt med hver enkelt snor, indtil du når midten:

Gentag processen på højre side (husk at ‘vende’ knuderne – det giver nærmest sig selv, når du står med det). Så ser det således ud, med de to grundtråde hængende frit i midten:

Knyt de to sammen med et diagonal half-hitch knot.

Klip enderne til, enten lige over, eller på skrå, så de følger mønsteret:

Det var det! – og det var da nemt, ikke?

 

Tilbage til forsiden

 

Mit hemmelige hjørne

Min have er opdelt i flere små kroge, både fordi jeg synes det herligt med en have man kan gå på opdagelse i, og fordi det er praktisk. Man behøver ikke ordne hele herligheden på én gang; man kan nøjes med en enkelt lille krog, brygge sig en kande te, og overgive sig til den rolige havehygge.

Krogene tjener også en anden funktion. Ind imellem er der ting, jeg gerne vil skjule lidt, som for eksempel kompost, kvasbunker og andre festlige indslag, og det lader sig nemt gøre, hvis haven er indrettet i rum. Ekstra bonus er, at i haven kan alting (njaa, okay – næsten alting) se yndigt ud, hvis bare det placeres i de rette omgivelser.

Mit skovhjørne er et fint eksempel på et sted, som egentlig blev lavet fordi jeg ikke rigtig gad at se på alle de kvasbunker, som lå og ventede på at blive brændt af. I havens syd-vestlige hjørne er der en fin lille skyggefuld krog, hvor solen kun flimrer nogle få timer om dagen, og hvor det alligevel er umuligt at komme med græsslåmaskinen *

Her har jeg indrettet en lille bålplads, med brænde og snobrødspinde stående klar. Jeg synes overhovedet ikke det gør noget, at her ligger kvas ( = optænding), og jeg elsker at bregner, anemoner, brombær og syrener har bredt sig herinde.

Af min barndoms haver husker jeg især tre: vores egen have derhjemme, min mormors have, og min oldefars – og de havde alle det til fælles, at de var indrettet til at gå på havevandring i. Hjemme var der tætte buskadser, køkkenhave, et legehjørne hvor de voksne på terrassen ikke kunne se os, og en solmur hvorfra man kunne klatre op på taget (fantastisk sted at spilde en sommereftermiddag!). Mormors have var en lille, smal rækkehushave, men bugnende staudebede og gamle krogede frugttræer gjorde ikke desto mindre det lille stykke grønt til et vidunderskønt sted for en lille pige at gå på opdagelse, og hos oldefar var der både dueslag, kaniner og små snoede stier mellem den gavmilde beplantning.

Der er mange måder man kan lave ‘vægge’ til havens små rum. I mit skovhjørne har jeg tre forskellige slags: vores havemur, et plankeværk, og en brændestabel. På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at afskærme yderligere, primært fordi jeg sådan ønsker mig en klatrehortensia. Den vil jeg lade klatre op ad et par gamle stolper, som jeg ganske enkelt vil grave lidt ned i jorden, og måske forbinde med blomstertråd. Andre steder i haven har jeg brugt forskellige former for hæk til at bygge rum, men det kan også gøres med høje stauder, blomstrenede buske eller andre høje vækster. Hovedsagen er, at man får skabt en oplevelse af privatliv, og at man skærmer for både ud- og indkig. Forstå mig ret; jeg holder lige så meget af en smuk udsigt som alle andre, men i min have ønsker jeg at stemningen skal være nærmest fortryllet, med hemmelige småkroge og vildvoksende vækster der snor sig ind i hinanden. Udsigten snupper jeg andre steder!

* Græsslåmaskinen… Ikke mit favorit-haveredskab, men det hænger måske sammen med, at jeg faktisk ikke er så vild med velslåede plæner. Jeg synes nemt de bliver lidt kedelige at kigge på, og vil meget hellere have en frodig eng med højt græs og masser af selvsåede blomster. Oplever dog ikke den store opbakning fra resten af husstanden, så her kommer det der med forskellige haverum igen ind 😉

 

Tilbage til forsiden

Older posts