En oase i hverdagen

Stealth camping

At rejse til fods er at kaste livet i grams, og det burde vi gøre meget mere. Rygsækken på nakken, og så bare ud i det blå (/grå, som det vel ofte er. Også en pæn farve). Vi er så heldige at bo et sted, hvor en hel række skove mere eller mindre hænger sammen; mange af dem går direkte over i hinanden, mens andre er adskilt af enkelte småveje, engområder eller overdrev. Vi ville kunne gå langt og længe – og gør det også – uden at krydse vores eget spor, og vi nyder det.

Når man vandrer i de danske skove, støder man ganske ofte på shelters og lejrpladser, og det er jo En God Ting. Desværre er der andre end os, der har opdaget hvor skoven dog er frisk og stor, så alt for ofte er både lejr- og bålpladser optaget. Det går jo ikke sådan smide folk væk, bare fordi det pludselig er blevet forår. Det kan man ikke, og så må man låne.

Det hedder stealth camping, og det må man ikke. Ikke særlig godt i hvert fald, men jeg har besluttet, at hvis vi opfører os ordentligt (take only memories, leave only footprints osv), så går det nok endda.

Ups. Ikke helt tilladt. Men vanvittigt dejligt, jo. Vi var udmattede og det var blevet mørkt, så til sidst slog vi lejr midt på en sti, i en skov hvor lejrslagning slet ikke var tilladt. Sov dog udmærket alligevel.

I Danmark har vi 201 skovområder med fri teltning efter flg regler:

  1. Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
  2. Man må højst slå to telte op samme sted.
  3. Teltene må maks. være tre-personers telte
  4. Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
  5. Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
  6. Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale ? sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.
  7. Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Evt. lukning af skove med Fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt evt. med opsatte skilte ved skovenes indgange
  8. Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
  9. Teltning ikke er tilladt på de strandbredder og klitter, som hører til visse af skovområderne.
  10. Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.

Her vil ulovlighederne nærmest ingen ende tage: vi er ikke mindre end syv personer (dog fire af dem under 150 cm, så de vejer vel knap så tungt?), der overnatter mellem granerne, vi kan snildt ses fra vejen (ikke hverken ønskeligt eller planlagt, men nogen gange må man nøjes), og vi kom endda til at have et lille bål. Nå ja, og så var vi ikke i en af skovene med fri teltning… Var dog voldsomt hyggeligt.

Hvis nu ikke man er så heldig at befinde sig i et af disse områder, er det tilladt at overnatte under simple forhold i alle Naturstyrelsens skove. ‘Simple forhold’ vil eksempelvis sige i en sovepose direkte i skovbunden, i en hængekøje eller under et regnslag, og det er disse regler jeg ind imellem kan finde på at bøje en lillebitte smule. Historisk set har man kunnet træffe mig på lovløs færd med min rede af dun (aka min hængekøje med diverse parafernalia), og selvom jeg gør mig umage, kan jeg faktisk ikke rigtig få særlig dårlig samvittighed over det. Jeg undskylder mig med, at jeg altid er meget diskret, og at man ikke kan se at jeg har været på spil, når først jeg har forladt stedet.

Naturen kan sagtens ejes – jeg tillader mig bare fra tid til anden at udfordre denne ejendomsret. Det gør jeg, fordi jeg holder så umanerligt meget af at være derude, hvor det eneste man har, er det man selv har sørget for, og hvor man ved om man har pakket for meget, når man ser på, om der er tøj tilbage i rygsækken når man går i seng. Alting bliver nemt og simpelt, når det eneste man skal, er at sætte den ene fod foran den anden. Og huske vandfilteret og poserne med tørret mad, selvfølgelig.

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En oase i hverdagen