Tilbage på Mallorca

Oversete perler

I det omfang man overhovedet kan tale om, at noget som helst på Mallorca er overset, så er det måske de små byer som ligger lidt fra kysten. Manacor og Capdepera er to fremragende eksempler på sådan et par små frækkerter, som putter sig mere eller mindre ubemærket i alt det skønne.

Manacor er øens næststørste by, efter Palma. Det er en meget praktisk by, med masser af industri og trælse mega-butikker i sin udkant, hvad der får rigtig mange til at opgive den, før de overhovedet kommer i gang. De fleste turister aflægger et besøg på perlefabrikken Majorica hvis det går højt, og suser ellers bare forbi byen på vej til vandet. Men gider man at pakke den ud, så er den faktisk en lille perle i sig selv, med en smuk katedral, charmerende krogede gågader, gamle pittoreske bygninger og et livligt cafe- og forretningsliv.

På marked i Capdepera. Jeg har en ting med gamle mænd på markeder – er ikke helt sikker på, hvad det handler om, men er ret vild med den afklarede resignation, de udstråler 😉

Capdepera er lillebitte, men så overmåde nuttet at man ikke må snyde sig selv for et besøg. Man kunne for eksempel komme forbi en onsdag formiddag, når der er marked. Så er det helt oplagt at købe en masse lækkerier, som man propper i en kurv, så man kan holde picnic i det grønne *, efter man har besøgt den bedårende gamle borg.

Borgen er imponerende, som den ligger opppe på toppen af bakken med frit udsyn over byen, havet og bjergene. Den blev bygget i 1300-tallet for at beskytte byen mod pirater, som hærgede området. På et tidspunkt har der været så mange som 125 huse indenfor murene, foruden en kirke og diverse værksteder, men senere blev det til en miltær post, og borgerne flyttede ud i selve byen. Historien beretter at Capdeperas borgere engang måtte skjule sig i borgen under en belejring, og kun blev reddet fordi de snarrådigt placerede en statue af Our Lady of Hope i et skydeskår, hvorefter angrebet blev opløst på grund af tåge. Dette mirakel fejres hvert år på byens festdag d. 18. december.

Jeg er helt sikker på, at der er masser andre små herlige byer rundt omkring på øen, men jeg er, fuldkommen som nærmest alle andre besøgende her på stedet, uimodståeligt draget af kysten. Men det ene behøver jo ikke at udelukke det andet 😉

* “Det Grønne” er ikke overvældende grønt, hvis man kommer i måneder som ikke har et ‘r’ i deres navn. Så vil der formentlig snarere være tale om en frokost i det afsvedne, men det er også smukt!

 

Tilbage til forsiden

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbage på Mallorca