Må man egentlig godt det?

Jeg er helt sikker på, at de fleste af jer har set den morsomme video, DR har lavet – den hvor de rapporterer, at Roskilde Festivalen nu har ansat pædagoger til at tage sig af børnene dernede. Men har I også lagt mærke til, hvordan én person bliver hængt ud i videoen, med fuldt navn og billede? Kvinden, der ikke var hurtig nok til at fjerne sit opslag fra Facebook *, kunne pludselig se sig selv latterliggjort.

Det var en af mine bedste veninder. Og hvis der er én ting, hun ikke er, så er det en curlingmor. Muligvis en kost, men hun tillader ikke sine unger at være sten 😉

Tænkte I nogensinde over, om hun syntes det var sjovt? Forestillede I jer, hvordan hun havde det, da hun med ét slag befandt sig som nationens skydeskive; mål for modbydelige beskeder og alle slags uønskede henvendelser?

Lad os nu tale pænt om og til hinanden. Lad os tale verden op, i stedet for at have travlt med at nedgøre alle. Husk lige, at selvom det måske kan være fristende at tale andre ned, fordi det så får dig til at rykke op ad stigen, så har du faktisk ikke flyttet dig en eneste millimeter.  Du er stadig præcis, hvor du var før – det er kun tilsyneladende; kun i sammenligningen du har rykket dig.

Det er så nemt at pege fingre, især ad andres formåen som forældre. Curlingforældre er den nyeste fornærmelse, som man – helt gratis – kan udslynge mod enhver. Men hvad er det egentlig vi nedgør?

Det er OMSORG.

Hvorfor har vi lyst til det? Er der for meget omsorg i verden? Er vi bange for, at de børn der får ‘for meget’ omsorg, bliver et problem for os som samfund? Så skulle vi måske kaste et blik på statistikkerne. Det er ikke de børn der er opvokset med kærlighed og omsorg, der har det så svært, at de gør det svært for andre senere i deres liv.

“Jamen”, vil nogen indvende, “curlingbørnene kan ingenting selv. De skal have deres forældre med til jobsamtaler, og får stadig vasket deres tøj derhjemme, når de er 40 år”. Hånden på hjertet: hvor mange af den slags tilfælde kender du selv til?

Og selv som konstrueret eksempel, hvad gør det så dig? Det er jo ikke din tid, ikke din vaskemaskine. Det står dig fuldkommen frit for at gøre, præcis som du finder bedst.

Lad os dog være søde ved hinanden. At være forælder er det sværeste job i hele den vide verden, så selvfølgelig snubler vi ind imellem (ikke at jeg synes min veninde snublede her – nu taler jeg helt generelt). Når vi ser én der snubler, så skal vi række en hånd ud, i bevidsthed om, at alle forældre gør det så godt, de overhovedet kan. Vi skal ikke nedgøre dem, og vi skal ikke latterliggøre dem. Vi skal ikke træne forældre til at kigge sig skamfuldt over skulderen, når de tager sig af deres unger.  Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt – og der er ingen der vinder af det.

img_1270

Ingen kender en andens sandhed. Vi tror vi ved det hele, men det gør vi ikke, for det kan vi ikke.

Og når vi ser noget sjovt, skal vi måske også lige stoppe op, og tænke over om vi griner med andre, eller om vi er kommet til at grine ad dem.

 

Tilbage til forsiden

*  Nærmest alle andre, der stillede spørgsmål til Roskilede Festival, havde taget deres opslag ned, formentlig fordi det var for barsk at stå model til alle de rå kommentarer. Jo også en fin måde at undgå debat på: bare lad tonen blive hård nok, så dem der har noget på hjerte, lærer at holde mund…

Langsomt sommerliv

Der er ikke noget, der inviterer mere til at sætte tempoet ned, end sommeren. Lange sommerdage der dirrer tungt af varme, og som nærmest umærkeligt glider over i lune, lyse nætter, som kun kan bruges til at være.

Eller hvad med de pragtfulde regnvejrsdage, hvor man med god samvittighed kan slænge sig i en god stol under et halvtag, så man kan se alting blive vasket grønt og duftende af silende vand? Jeg knuselsker sommerregn. I rimelige mængder, forstås – og bliver det for voldsomt, kan man jo gøre en sport ud af at finde på ideer til regnvejrsnydningen.

Sommerdage er skabt til lette, lange kjoler, til bare tæer i køligt græs, koldskål med kammerjunker og traveture i skove der næsten er alt for grønne. Grillfest på en tirsdag, bare fordi. Og god tid til det hele.

img_1219

God tid er den ultimative luksus, og det er en luksus man altid bare kan tage sig. Er der alt for meget du skal gøre, til at du har tid til at have god tid? Jeg vil vove den påstand, at der altid er lommer af god tid, i enhver aktivitet. Udfordringen er bare at få øje på dem.

Giv dig tid til at strække dig, når du vågner. Mærk kroppen vågne op, og byd den nye dag velkommen. Man kan kun sjældent selv bestemme, hvilke opgaver dagen vil byde på, men man kan bestemme, hvordan man vil gå til dem. Vil du jage gennem pligterne for at nå frem til fritiden, eller vil du lede efter glæden i hver enkelt opgave?

Om sommeren skærer jeg ned på “mig-og-min-Mac”-tid (sagde bloggeren…), og vælger i stedet at gå udenfor – uden at have computeren med (i en papkasse for at blokere for genskin. Ja, det har jeg gjort, og ja, det virker). Jeg nusser om de små ting, og kommer overens med, at jeg ikke kan nå alt det jeg gerne vil. Ikke lige med det samme, i hvert fald. Men sjovt nok ser jeg gang på gang, at jeg faktisk når mindst ligeså meget, når jeg bevidst tager mig god tid, som når jeg jager fra det ene til det andet. Og så får jeg glæden ved de små ting med som en ekstra bonus.

Nogen gange kan jeg føle mig begrænset af, at jeg skal være et bestemt sted i et bestemt tidsrum. Det sker, når jeg har glemt, hvad god tid handler om. Tiden er jo alle vegne, og hvorfor skulle jeg lade mig begrænse af, at jeg har vænnet mig til at tænke, at tiden hjemme i haven er mere værdifuld end tiden i en bilkø? Liv er liv, og eftersom det alligevel er der, kan jeg jo ligeså godt nyde det!

Men nydningen tager tid – eller rettere opmærksomhed. Når jeg er opmærksom, finder jeg nemlig helt automatisk tiden. Og så kunne man jo også overveje at sortere i sine aktiviteter, lidt på samme måde som man fra tid tid anden kan have glæde af at sortere i sine ejendele.

Der er ikke noget, der inviterer mere til at sætte tempoet ned, end sommeren. Det skulle da lige være efteråret, når skoven rødmer over sin egen egen skønhed, og haven er tung efter sensommerens frodighed. Eller vinteren, når vi kryber ind foran den knitrende ild med et lunt tæppe, en god bog, og et hundeøre at nusse. Nå ja, og så selvfølgelig det sprøde forår, når man kan falde i staver over de modige små spirers stræben efter solen…

 

Tilbage til forsiden

Jeg: en handyman

Så er vi på vej hjem til den danske sommer igen, hvor vi skal spise koldskål, jordbær og rabarberkage i haven, tænde forsinket Skt. Hans bål, vandre og cykle ture i sommerlandet, og i det hele taget bare overgive os fuldkommen til de lyse nætters magi.

Og apropos haven, så har jeg bygget en stol! – og jeg har i øvrigt også omsider fået plantet de klatrehortensiaer, som jeg så længe har sukket efter.

Okay, bygget og bygget… men fin er den, og man sidder fantastisk i den. Syv grene, som er flettet ind i hinanden, og vupti – så har man en stol 😉

Mine fine hortensiaer har jeg bundet op med ståltråd. Det kan nærmest ikke ses, men jeg har ført ståltråd ud gennem plankeværket, og rundt om en afsavet gren, som jeg gravede ned sammen med potterne. Jeg glæder mig helt vildt, til de er vokset til. Så vil mit lille skovhjørne blive endnu mere privat, og det er jo som bekendt En God Ting. Det giver jo så også yderligere den fordel, at jeg kan lade græsset i hjørnet vokse sig langt og vildt, og måske endda smide et par håndfulde kornblomster, valmuer eller lignende herinde. Nøj, hvor det bliver fint!

Bemærk i øvrigt hvad der vokser op ad plankeværket bag hortensiaerne: Fru T’s trøst! Jeg fandt den skamferede rodklump oppe ved terrassen, og fik Peter til at flytte den her ned. Det var en sørgelig, tør sag, som vi ikke spåede noget langt liv – men den er minsandten begyndt at skyde igen! Uha, Fallopia baldschuanica (som den hedder, når det skal være fint) har vundet førstepladsen i min havebog.

Laver I også små private hjørner i jeres have, eller er I som mine bofæller, der ønsker udsyn og åbenhed?

 

Tilbage til forsiden

 

Tara og mesmeritternes dans

Anna har fået tilsendt Tara og mesmeritternes dans til anmeldelse, og den ramte plet! Isa Lemvigh Clausens serie om Tara er et hit hos de unge piger, fordi bøgerne er spændende, medrivende, og tilbyder en interessant heltinde. Se hvad Anna har at sige om den tredje bog i serien:

img_0666

Velkommen til 3 bog i serien om den seje pige Tara. Bogen begynder sommeren, efter 2’eren sluttede. Jeg har glædet mig virkelig meget til at læse bogen.

Tara er tilbage i Halvarden og har været hos Tanne hele sommeren fordi Gaffa stadig er syg. En dag da Tara skulle til byen mødte hun Sverin han skulle have hjælp til at han og Rokko kunne komme uset gennem Halvarden. Rokko er blevet efterfulgt af Fyrstinde Baras efter han hjalp Tara og Arke ( i bog 2). Rokko vil have at de skal rejse til landet-bag-tundraen og hvis Tara tager med vil han hjælpe hende med at finde sin mor. Men det er ikke det eneste der er på spil. Fyrstinde Baras dronning af Ydersletten vil have fat på nogle kongesværd men man kan kun få dem i landet-bag-tundraen. Finder Tara ud af hvem hendes mor er? Får fyrstinde Baras fat i sværdene? Det kan man finde ud af i Tara og mesmeritternes dans.

Jeg er for det første rigtig glad for at jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar. Den er rigtig spændende og medrivende. Jeg håber at jeg kan inspirere andre til at læse serien. Jeg elsker selv bøger med seje piger, noget fantasy og noget med et mysterium der skal løses. Jeg havde ret svært ved at lægge bogen fra mig for den er mega god.

Kærlig hilsen,

Anna.

 

Tilbage til forsiden

Søndags Snapshots

img_0996Sommerferie

Er totalt i sommerferiemode. Det er jo ikke fordi jeg har manglet rejseoplevelser i årets løb (!), men der er nu bare noget helt særligt over sommerferie. Lange soldrukne dage, hvor man tager sig god tid til en stille snak, en god bog – eller til bare at falde i staver…

img_0955img_1040Yndlingsrestauranten

La Fragua er en af mine (indrømmet, mange) yndlingsrestauranter. Top lækker mad, og de skønneste omgivelser, hvad enten man sidder i den grottelignende spisesal om vinteren, eller oppe på en af tagterrasserne om sommeren. Er man i Capdepera, bør vejen klart lægges forbi. Prøv for eksempel deres tartar, deres skønne pastaretter, eller deres blæksprutte. Haps.

img_1036Peters paella

Ham min elskede har også forkælet os med sin udsøgte paella. En himmerigsmundfuld, som afgjort er tiden (hans!) bag gryderne værd!

img_0851Ferielæsning

Vidunderlig læsning, af den slags hvor siderne nærmest vender sig selv, hører sommeren til. Min mands hustru er et udmærket bud på en bog der fortjener at ryge i strandtasken.

img_1104

På tirsdag forlader jeg skønne Mallorca. En smule vemodigt, men jeg skal hjem og nyde Danmark. Og så tager jeg jo dem her med <3

img_1133

 

Tilbage til forsiden

FiftyFabulous i godt selskab

img_0918Kantoni er en online shoppingportal, som har en tilknyttet blog. På denne blog har de samlet deres yndlings DIY blogs – og se nu bare her:

 

img_0885

Uha, hvor jeg blev glad over at finde FiftyFabulous i så fint selskab! Der er mange virkelig skønne DIY-blogs samlet, og hvis du kan lide at sysle med hjemmegjort, kan jeg kun anbefale at du kigger listen igennem her.

Du kan også bladre i mine DIY-indlæg, blandt andet den sweater de nævner på Katoni, og den lille strikkede pung.

Jeg har i øvrigt et spændende nyt projekt på pindene: en helt klassisk, råhvid sweater med masser af snoninger og kuber. Sådan en strikkede jeg for mange år siden, men den er gået heden, og jeg har savnet den helt vildt siden. Det er et enormt arbejde, men herligt at sidde med, jo. Når engang jeg når til vejs ende med den, deler jeg selvfølgelig opskriften, men eftersom den bliver til samtidig med sweateren, må det lige vente lidt.

Strikker I om sommeren, eller er det en vinteraktivitet for jer? Jeg er klart mest flittig med pindene i de mørke måneder, men kan nu aldrig helt lade dem være.

 

Tilbage til forsiden

 

Giv minder!

Så er værtindegave-stafetten nået tilbage til mig, og denne gang vil jeg dele en ide til gave til en værtinde man kender rigtig godt.

Noget af det fineste man kan dele med sine venner, er vel minder. Jeg elsker at samle minder med dem der står mig nær – minder om gode stunder vi har haft sammen, og som kan glæde os i mange år fremover.

img_0821

img_0819

Min værtindegave er derfor en fotobog. Denne her er til min bror og svigerinde, som vi delte en helt vidunderlig vandretur med her i foråret. Jeg knipsede (selvfølgelig) løs undervejs, og brugte da også af billederne i familiens dagbog – men jeg syntes de bedste fotos fortjente at blive trykt.

Ind imellem laver jeg fotobøger efter særlige oplevelser, som for eksempel ferier. Jeg gør det sjældnere med årene, men når jeg gør det, er jeg altid super glad for det bagefter. Det er bare en helt anden oplevelse at sidde og bladre i en bog end at scrolle gennem billederne på en telefon…

Man kan nærmest altid finde gode tilbud på fotobøger på nettet – jeg googler gerne ‘billig fotobog’, frasorterer de dummeste scams, og ender med en fin bog til billig pris. Denne her fandt jeg for eksempel hos PhotoBox til under 100 kr.

Selvfølgelig tager det noget tid at sammensætte en fotobog, men det er nok noget af det hyggeligste man kan lave. Jeg prøver altid at lade bogen fortælle en historie, så det ikke bare bliver en række billeder, men faktisk en fortløbende fortælling om en fælles oplevelse, også selvom det ind imellem betyder, at jeg må tage billeder ind som egentlig ikke hører med til selve oplevelsen, eller at jeg må undvære det geniale super-shot, som bare ikke passer ind. Det kan så typisk bruges til enten for- eller bagside, og sådan går det hele som regel op alligevel.

Det er selvfølgelig en lidt utraditionel værtindegave; ikke velegnet til andre end de næreste venner – og i virkeligheden heller ikke særlig praktisk. Gode værtindegaver er nogen som vækker glæde (tjek), men som ikke optager vært og værtinde i de kritiske minutter lige inden maden skal på bordet (ikke så meget tjek). Med en fotobog sker der typisk det, at straks bogen bliver pakket ud, kaster alle sig over den, med sveden og/eller kold mad til følge. Dog en helt ok pris at betale for at kunne genopleve dejlige stunder – og så er der jo nærmest altid et udmærket pizzaria om hjørnet, hvis det skulle gå helt galt 😉

 

 Se eller gense de tidligere indlæg i stafetten her:

img_1051

img_0869

 

Tilbage til forsiden

Mallorca om sommeren

…se, det er noget jeg aldrig har prøvet før! Vi har altid kun været her i ydersæsonerne, og det er der meget godt at sige om.

img_1029

img_1031

Mallorca om sommeren er en anderledes oplevelse. Stadig super fint – øen lægger jo ikke sin skønhed fra sig, bare fordi det bliver sommerferie – men der er temmelig mange mennesker på relativt begrænset plads, og det stiller krav til tålmodigheden.

Til gengæld er jeg her lige om lidt med næsten alle de bedste i verden. Barnevidunderbarnet mangler, men ellers har jeg fra i aften alle mine små om mig, og det er i sandhed En God Ting. En meget god ting.

img_0979

img_0943

Vi nyder lange dage på strandene – Cala Agulla er en af favoritterne, skarpt forfulgt af Canyamel (måske mest af alt fordi vi kan gå derned, men det er også en fin strand, og nok en kende mindre overrendt end så mange andre), men vi skal også til Cala Bona, især på grund af den absurd overfyldte, men bizart hyggelige strandpromenade mellem Cala Bona og Cala Millor.

img_0934

Og når solens stråler så begynder at miste deres styrke, og man er helt ør af vind og saltvand, så er der ikke meget der er bedre end at kravle op på en tagterrasse med en kølig drink eller to, og bare ligge og kigge op i himlen, mens mørket falder på og stjernerne kigger frem. Uh, det er lykke <3

 

Tilbage til forsiden

Rejseklar

Så er vi tilbage på Mallorca. Har jo også været hjemme en hel uge, så det er på høje tid 😉

Denne gang har vi taget vores brasilianske unger med, og allerde på torsdag støder resten af børnene til, så vi for én gangs skyld er sammen allesammen. #DetBedsteIVerden.

img_0916

img_0917

På vej herned var jeg hoppet i et typisk rejse-outfit; comfy, men samtidig tilpas pænt til, at jeg godt kan være bekendt at færdes blandt mennesker. Det der med yogabukser og små trøjer på fly, det lader jeg de helt unge om. De kan slippe afsted med hvad som helst, og de skal huske at nyde det! For mig står den gerne på enten et par herrebukser som her eller jeans, med en silketop og en jakke. Og bemærk så lige den lille skønhed der dingler over min skulder.

img_0881

Det er et genialt køb fra Las Vegas – Marc Jacobs’ Recruit Camera Bag. Den har den helt rigtige størrelse (hvilken taske har egentlig ikke det…?), og er perfekt til rejsebrug, når man har brug for at have pas, pung, telefon og enkelte andre essentielle småting ved hånden. Havde ellers taget en klippefast beslutning med ud og shoppe derovre: Ingen sorte tasker. Måske lyseblå tasker, men ingen sorte. Men man har jo som bekendt kun et standpunkt, til man tager et nyt – og jeg knuselsker min fine, nye ven!

Fryd i Blogville!

Som I nok har lagt mærke til, har jeg fået helt nyt design på bloggen. Jeg synes det nye design er friskere, og fremhæver de nyeste indlæg bedre. Det skulle også gerne være blevet nemmere at navigere på bloggen, så man hurtigere finder frem til lige præcis de indlæg, man allerhelst vil læse. Hvis I oplever problemer med det nye design, eller oplever funktioner som volder kvaler, må I meget gerne smide en kommentar – så er der nemlig nogen der sidder parat til at hjælpe!

Det nye design er nemlig en konsekvens af, at jeg er blevet en del af Blogger’s Delight, som er et professionelt netværk for danske bloggere. Derinde er bloggerne delt op i grupper efter interesse- og målgrupper, og jeg er kommet i samme gruppe som en af mine yndlingsblogs, Voksenlivsstil, og selvfølgelig også en masse andre gode bloggere, som I alle kan finde helt øverst på siden.

Til min ubeherskede fryd bliver alle tekniske finurligheder omkring bloggen fremover varetaget af folk med forstand på den slags, i modsætning til hidtil, hvor jeres undertegnede har været webmaster (og en tarvelig én af slagsen, vil jeg gerne indrømme). Nu behøver jeg aldrig mere at bekymre mig om EDB-trolden og alle hans tossestreger. Jeg kan koncentrere mig om at skrive. Så skønt!

For godt et år siden, helt præcist d. 1/6 2016, sad Frk. T og jeg med bævende hjerter, da vi åbnede FiftyFabulous. Vi havde syslet med den noget tid, og vi havde også lavet en del (faktisk rigtig mange!) indlæg, men alt var holdt offline. Vi ville gerne prøve at blogge lidt for os selv først, inden vi delte bloggen med verden, og optimalt måske prøve at finde vores egen ‘blogger-stemme. Det var jo udmærket tænkt, men holdt naturligvis ikke… Vores blogger-stemme fandt vi først langt hen ad vejen, for så vidt som man overhovedet kan tale om, at den slags kan findes på nogen ultimativ måde.

Vi bloggede løs i nogen måneder. Frk. T fik nyt job, og dermed så travlt, at hun valgte at sætte bloggeriet på hold. Jeg fortsatte på egen hånd, og jeg må sige, at jeg har knuselsket hvert eneste skridt på vejen. Jeg har nydt at møde andre bloggere, og på den måde få helt nye venskaber, både on- og offline. Jeg har fået bekræftet min teori om, at hverdagens mange henrivende sider får meget mere gennemslagskraft, når jeg hele tiden kigger bevidst efter dem, dokumenterer dem, og deler dem med andre. Det har også været vidunderligt at have en overløbsventil, når al min energi og begejstring ind imellem har været lige ved at løbe over 😉

Jeg håber I stadig vil være med. Det ville ærligt talt være noget kedeligt at sidde og skrive, hvis ingen læste med. Lidt ligesom at være hende pigen i hjørnet, som altid bliver valgt sidst til rundbold – og det vil I da ikke gøre mod mig, vel 😉

Older posts