Dovne dage i Italien – og gode bøger

img_2286

Så er vi her – endelig, omsider, langt om længe. Min skønne lille perle af et gammelt stenhus i de norditalienske bjerge har lokket lige siden december, og nu er vi her!

img_2238

img_2291

img_2279

Vi skal drukne os selv i lange, lykkelige dage. Når solen velsigner os, skal jeg kun skifte ud af badedragten for at tage bikinien på. Vi skal trave lange, dejlige ture, og på de dage vi får vidunderskøn torden og bulder, skal jeg putte mig under et blødt tæppe med stabler af gode bøger, og ham min elskede skal lave den lækreste italienske mad til mig, af udsøgte, friske råvarer, som vi skal hente nede på markedet.

img_2208

Jeg har medbragt et par af forårets must-reads (vist på høje tid…), en gammel, populær sag, og suppleret med en italiensk krimi. Italienske krimier er ellers ikke noget jeg har gjort meget i, men den her skal have en chance!

img_2209

Det skal jo ikke alt sammen være dovnerier – vi har planlagt en vandretur nede i Cinque Terre, og på et tidspunkt får vi også besøg af yngstesønnen med kæreste og barnevidunderbarnet, så lidt kommer der da til at ske. Bare endelig ikke mere, end vi stadig kan følge med 😉

Livet er i sandhed en god opfindelse!

De lyse nætters tid…

… er snart forbi, men de er nok det allerbedste ved den danske sommer, og noget af det jeg virkelig savner, når jeg rejser. Uh altså, sådan en sen sommeraften, hvor både dug og dufte falder tungt, og alting bare emmer af ro og glæde. Ofte får duften af de lyse nætter sendt mig tilbage i tiden, tilbage til dengang sommer handlede om eksamen, om at styrtlæse alt det man havde forsømt i årets løb, så man kunne overpræstere, når det virkelig gjaldt. Det er en tid jeg har mange dejlige minder fra.

img_2185

Vi har nydt at have haft noget sommertid i Danmark i år, med vores børn, svigerbørn og vores lille barnevidunderbarn. Og hvilken bedre måde at nyde nærheden på, end omkring et bål mens skyggerne bliver lange, og mørket langsomt falder på? Højgård har de mest vidunderlige solnedgange, men af én eller anden mystisk grund har vi aldrig rigtig fået indrettet et sted, hvor vi kunne sidde udendørs og nyde dem.

Den fejltagelse er vi ved at rette op på nu. Omme bagved gården har vi en masse plads, som hidtil har været udlagt som stenørken / parkeringsplads, belagt med trælse, men praktiske, grå skærver. I vores første år herude skulle alting nemlig først og fremmest være praktisk. Vi havde heste, messer af heste, og det krævede, at man der var nem adgang til staldbygningerne med en lastbil. Super praktisk, men måske ikke så hyggeligt. Se illustration.

Jeg har tyvstjålet hele området, og har store planer med det – men mere om det en anden gang. Foreløbig vil jeg bare lige vise det første hjørne, jeg har kastet mig over: en hyggelig (ja ja – det bliver den engang!) lille bålplads, hvor man kan sidde og drikke solen ned.

Bålpladsen er blevet hegnet ind af nogle meter bøgehæk, som har lovet mig at vokse sig tæt og fin lige om lidt. Jeg vil så fjerne skærverne, og erstatte dem med stampet lergrus og et par fine små bede med syrener, som jeg vil holde nede med hård hånd, så de vokser sig buskede og buttede. Loungemøblerne fra vores terrasse er rykket her om, hvor de giver fin mening – her sidder vi nemlig gerne mange sammen – og de skal naturligvis skærmes af et solsejl, så vi kan sidde uden at blive kolde, når duggen falder.

img_2187

img_2193

Selve ildstedet er bygget op af et par børfulde pigsten, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er nemlig sten, som min svigerfar og jeg brugte flere dage på at opstøve, da jeg skulle bruge dem som bund i det fine anlæg med statuen, som i øvrigt står ganske tæt ved bålpladsen.

Knitrende flammer i ildstedet, marshmellows på pindene og lys i fakler og lanterner – læg dertil godt selskab, og du har opskriften på den perfekte sommeraften!

img_2190

Mini-guide: vandring på Bornholm III

img_1950

Efter en god nats tiltrængt hvile i Sandkås, startede turen næste morgen med kurs mod Hammerknuden, som vi lige skulle rundt om, inden vi gik ned mod Blåskinsdalen, som var næste stop. Formen var ikke så overbevisende, men turen gennem Sandkås, Allinge og Sandvig var fin, så da vi nåede indgangen til Hammerknuden, og samtidig rundede de 100 km, var vi fortrøstningsfulde.

img_1951

img_2154

img_1971

Turen rundt deroppe er vanvittigt smuk, og den viser virkelig den barske side af Bornholms natur. Havet buldrer mod klipperne, og der er imponerende formationer (navngivne, naturligvis) overalt. Undervejs stødte vi på ruinen af Salomons Kapel, som var det religiøse samlingspunkt på fortidens sildemarkeder. Ret hurtigt efter kapellet blev stien stejl. Meget stejl. Ikke lige sagen for hærgede knæ og lårmuskler, men vores imponerende Tryllebør nærmest svævede over*.

img_1980

img_2157

img_1982

På en eller anden måde overlevede vi turen over knuden, og nåede (kurende på enden det sidste stykke) frem til Hammerhavn, hvor vi fik os et velfortjent hvil, inden turen gik videre mod Hammerhus. I Hammerhavnen er der et ret fint anlæg, med shelterplads, kiosk med verdens bedste sandwich og et lille hus med brændeovn, hvor man kan hvile ud, hvis vejret ikke lige er til at sidde ude på terrasserne, så vi var helt klar, da vi begav os videre.

img_2041

img_2156

Vi gik ikke op til Hammershus slotsruin, men nød de smukke kig til stedet, hvor Corfitz Ulfelt og Leonora Christina sad fængslet, og hvor min veninde og jeg som ganske små stak af fra vores forældre, så min mor stadig bliver lidt stram i stemmen når hun fortæller om, hvordan de løb rundt og ledte efter os blandt de stejle klippefald. Vi var slet ikke blevet væk, men den slags kan være svært at forklare de voksne…

Bemærk i øvrigt at både Løven og Kamelhovederne faktisk ligner det de hedder. Lidt i hvert fald.

img_1986

img_2158

img_2015

Vi fortsatte gennem Slotslyngen, det imponerende Klondyke og Ringebakkerne til Vang. Ved både Hammerhavn og Vang er der lejrpladser, men vi ville gerne lidt længere nedad mod Rønne, så den sidste dagsmarch ikke skulle blive alt for presset. Derfor mosede vi videre gennem bakkerne, og forbi både Blåskinsdalen og Jons Kapel. Vi havde jo ellers planlagt at finde en uforstyrret plet i området, hvor vi ville begå vores sædvanlige ulovligheder, men nogen af os blev lidt grebet af en stemning, så vi knoklede videre gennem Teglkås og Helligpeder, helt ned til Hasle.

img_2159

Stykket ned langs vestkysten er umanerlig fint, men efterhånden var der helt udsolgt hos mig. Som i fuldkommen og aldeles udsolgt. Peter fik al bagagen over på Tryllebøren, men lige meget hjalp det. Jeg var ganske enkelt udgået for kræfter, og kunne dårligt sparke den ene fod frem foran den anden, så da vi ramte Hasle, og jeg spottede et konditori, nægtede jeg at gå så meget som et eneste skridt videre, før jeg havde fået sukker. En Napoleonshat, hindbærsnitte, makronsnitte og tebirkes senere indvilgede jeg i at stable mig op på mine rystende ben, som blev ledt hen til campingpladsen i Hasle, hvor vi smed os på helt reglementeret vis for natten.

img_2160

img_2065Find fem fejl – eller én, i hvert fald.

Næste morgen havde vi kun ganske få kilometer tilbage på Bornholm, så vi gav os god tid til pandekagerne, inden vi igen smed rygsækken på nakken / lod os forspænde Tryllebøren og begav os på vej. Og sikke en vej! Jeg har aldrig rigtig udforsket området nord for Rønne før, men hold nu op, hvor det var særligt.

img_2152

img_2161

img_2081

Syd for Hasle så vi Kultippen, et sjovt månelandskab, som er opstået ved at ler fra en nærtliggende kulgrav er blevet efterladt, så alt ligger goldt hen. Nede i nærheden af Sorthat er der fundet dinosaurfodspor, men det lykkedes ikke os at få øje på nogen, så vi fortsatte ned mod Nordskoven.

img_2079

Det allersidste stykke inden Rønne gik igennem vidunderlig skov, med den blødeste bund  – virkelig noget vi formåede at sætte pris på. Vii nåede frem til Rønne i så god tid, at vi både havde tid til en solid frokost og en strandtur, inden vi kl. 16.30 hoppede om bord på færgen til Ystad, møgbeskidte, trætte og glade helt ind i knoglerne. Nå ja, og sultne. Altid sultne 😉

img_2091

Den tur vi har gået, fra Rønne gennem Almindingen til Svaneke, op ad kysten til Sandkås og derfra over Hammeren og tilbage til Rønne, kan nærmest alle gå. Vi er i skrækkeligt dårlig form, og det har selvfølgelig kostet – men vi kom igennem. Vi brugte fem dage på turen, men kunne sagtens have gjort det på fire. Omvendt kunne vi snildt have brugt dobbelt så meget tid, for der er bare dejligt på Bornholm. Vi var glade for at kombinere telt med hoteller – begge dele er fint, både kombineret og hver for sig. En af fordelene ved denne rute, hvis man er utrænede vandrere, er at der dels er mulighed for at både sove og spise nærmest overalt undervejs, dels at BAT-busserne kører på kryds og tværs af øen, så man til enhver tid kan vælge at hoppe på sådan en, hvis man har fået overvurderet sin egen formåen.

Hvis man har den mindste smule mod på at komme ud og trave langt, kan jeg slet ikke anbefale Bornholm nok. Der er så hjerteskærende smukt overalt, og det en nem og billig ferie, som slet ikke kun hører sommeren til. Turen ville være mindst lige så skøn i foråret eller efteråret, bare man klæder sig efter vejret.

img_2163

* Okay, “nærmest svævede” er nok en tilsnigelse, og i øvrigt mindede ham min elskede mig konstant om, at det altså var ham, i højere grad end Tryllebøren, der fortjente applaus…

Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven

Anna og jeg har begge læst Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven af Thomas Stordal Philipsen.
Jeg synes det er en rigtig fin højtlæsningsbog, som jeg glæder mig til at læse for barnevidunderbarnet, når hun bliver lidt større. Dyrene i Syvmileskoven lever og leger, og lader os lære noget om at være anderledes, om at have ambitioner og meget andet, uden nogensinde at komme til at virke som en træls, løftet pegefinger. Den er sjov og kær, og jeg er vild med, at hver enkelt historie kan stå alene. Man kan således springe rundt i bogen, og vælge lige præcis den fortælling, man har lyst til.
Det allerbedste ved bogen er dens sprog. Thomas Stordal Phillipsen leger med ordene, så det er en fryd. Hårspætten er jo for eksempel en fin fugl, men når hårspættefamilien har en masse frisører, bliver det ekstra fint. Når hårspætten Henry så oven i købet finder en masse hårspænder og laver et hårspændespæn, er jeg helt solgt.
Anna har også læst den, selvom den ikke er beregnet til hendes aldersgruppe. Faktisk passer den nok bedre til hendes yngre søstre, men hun nød tilsyneladende at læse den alligevel, så jeg giver ordet til Anna:
img_1601

Som det første vil jeg gerne sige tak til Thomas Stordal Philipsen for at sende mig et anmeldereksemplar.

Det her er ikke en normal skov, med normale fugle, gør dig klar. Hårspætten Henry studerer biller sammen med sin bedste ven krage Kristian. De har bygget et lille drivhus sammen, hvor de dyrker agurker imens de kigger på biller. Men det er altså soldaterbillerne der er de mest spændende!
Alt imens prøver borgmester Ronald Krikand i smådyrsbygen Hårkøbing at blive præsident i hele syvmileskoven sammen med sin tro følgesvend Villy Væsel som er til stor “hjælp” for ham.
En morgen finder Henry Hårspætte, en masse hårspænder. Og han laver et stort kapløb, som nu er den mest kendte sportdiciplin: et hårspændespæn! Det er altså spændende.

Men du kan også tage i teatret og nyde billernes billeballet i westernstil. Men det er altså lidt svært at danse ballet når man har 6 ben!

Bogen er hurtigt læst men er nok mest for mindre børn. Der bliver leget med ordene. Det er nok mest en højtlæsningsbog og jeg tror man ville syntes den er god når man, går i 2-3 klasse.
Kærlig hilsen,
Anna.

Søndags Snapshots

Et lille udpluk af ting, der har gjort mig glad i den forløbne uge – listen er på ingen måde udtømmende, for det har været en helt enestående uge, men her er nogle få højdepunkter!

img_2102

img_2090Bornholm, Bornholm, Bornholm

Bonderoser og bautasten, klipper, røgede sil og det blå, blå hav – det er nok det, jeg husker bedst fra denne uges vandretur på Bornholm. Der er noget magisk over vandreture. Man sætter bare den ene fod foran den anden, helt ukompliceret og meget, meget enkelt. Livet bliver simpelt, og virkelig smukt.

img_2151Min dejlige mor 

Min mors 70 års fødselsdag har også været en stor ting. Vi havde en vidunderlig dag, med masser af kage og lækkerier, selvom jeg egentlig godt synes, vejret kunne have taget sig en smule sammen. Min mor er jo virkelig sød, men der må have været andre der havde fødselsdag den dag 😉

img_2103Game of Thrones

Jeg ved godt, at jeg er endnu mere last-mover når det kommer til Game of Thrones end normalt, men altså. Den er jo noget så fin, den serie! Hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig dét?? Har styrt-set mig klar til den nye sæson, hvis første afsnit blev slugt straks vi landede herhjemme, med mudret rygsæk og beskidte tæer.

img_1833Nye sko

Burde måske gøre det til et fast indslag i Søndags Snapshots? Er i hvert fald voldsomt taknemmelig for Ugens Sko, som tillod mig at trave videre, da sidste uges sko havde maltrakteret mine stakkels poter. Kan klart anbefale de nye Sketchers med memory foam. Som at gå på en edderdynsdyne…

img_2101

Weekenden har stået på hygge med gode venner, havesyslerier og det, vi efterhånden er ret rutinerede i: pakke ud/pakke-øvelsen. Vi tager til Italien tirsdag, og jeg glæder mig som et lille barn. Vi har ikke været der siden december, og min fine perle har ellers kaldt ganske højt på mig – nu skal det være, og det bliver godt! Dovne dage på Comosøen i blændende sol, under kastanjetræet med en stak sommerbøger, eller krøllet sammen i en god stol. Alt sammen med de lækre italienske delikatesser indenfor rækkevidde, forstås.

Jeg håber I får en pragtfuld uge, uanset hvor i befinder jer!

Internettet, den bisse – og en udfordring

Internettet er en velsignelse – og det mener jeg af hele mit hjerte. Men det er en velsignelse der kommer med en pris, eller måske snarere med et ansvar.

Internettet kan gøre os klogere og mere bevidste, men det så sandelig også gøre os dumme og afstumpede. Det handler alt sammen – måske ikke så overraskende – om, hvordan vi bruger det.

Den nemme adgang til informationer kan hjælpe os på utallige måder, men hvis vi bruger denne mulighed ubevidst og uden refleksion, kan den dræbe den gode samtale. Kan I huske dengang i gamle dage, når man sad en flok venner sammen, og kom til at tale om ét eller andet – noget alle kendte til, men som man måske ikke lige kunne huske detaljerne i? Lad os nu bare bruge Berlinmurens fald som et eksempel. Hvornår var det nu, den faldt, den mur? I gamle dage ville vi have samlet vores viden, trukket på både fælles og personlige minder, og stille og roligt have talt os frem til en omtrentlig dato. Vi havde muligvis ikke ramt 100 % rigtigt, men hånden på hjertet: ville det betyde noget? Muren er jo faldet, og den rejser sig ikke igen, fordi vi ikke husker den eksakte dato. Det vigtige er, at vi ville have talt sammen. Tag nu den samme situation i dag. Hvad er sandsynligheden for, at vi ville have fået lov til at tale sammen, versus sandsynligheden for, at en eller anden havde snuppet sin smartphone, og lynhurtigt have givet os den korrekte dato?

Fakta er samtaledræbere – og det mener jeg kun halvvejs for sjov.

img_1325

Noget helt andet er, at internettet er en tidstyv. Den lille slambert snupper klumper af tid, og den gør det i snedige, små bidder, så vi knap nok opdager det – men lige pludselig har vi ikke længere tid til at stoppe op og dufte til roserne. Det er ikke som sådan noget jeg har opdaget, men nok nærmere noget jeg har fået smidt i hovedet.

Mit liv er, udefra set, temmelig kaotisk. Jeg rejser meget, i høj grad fordi jeg har min familie og mine hjem spredt rundt omkring i verden. Til gengæld for de konstant omskiftelige rammer, har jeg valgt at leve stille indenfor disse rammer. Jeg nyder stilheden, og jeg vælger fordybelsen. Det er meget sjældent at jeg surfer på nettet; jeg vælger i stedet at læse en bog. Det er et meget bevidst valg. Jeg er nemlig blevet opmærksom på, at mit sind trives meget dårligt med de hurtige skift, som internetsurfing giver. Hvis jeg har rodet rundt på nettet en time, er jeg nærmest mere udmattet end jeg var før jeg satte mig, men hvis jeg har fordybet mig i en bog, er jeg frisk og skarp, helt klar til at gå i gang med de næste opgaver der venter mig.

Det er derfor, jeg altid prøver at minde mig selv om, at jeg ikke skal åbne min computer uden at have et formål med det. Om nødvendigt slår jeg wifi fra på min computer, når jeg sætter mig for at skrive, så jeg ikke bliver fristet over evne, men det er efterhånden sjældent jeg har brug for det.

Min store udfordring er telefonen. Den er der jo hele tiden, som var den kirurgisk fastgjort til min hånd, og det er så svært at lade den være. For så vidt klart nok, for vi har jo at gøre med en guldgrube af information og underholdning – men som alle guldgruber kan man falde ned i den, og det er ikke nødvendigvis hverken sjovt eller hensigtsmæssigt. Derfor vil jeg bruge den næste uge på et eksperiment.

Kan jeg bruge min telefon på samme måde som jeg bruger min computer? Kan jeg vælge den til og fra, og kun åbne den, når jeg har et klart defineret formål med det? Og, måske endnu vigtigere: kan jeg nøjes med at gøre lige præcis det jeg på forhånd havde besluttet at gøre, når jeg åbner den, uden lige at tjekke email, sociale medier og what not?

Er du med på min udfordring?

Strikkede klude til værtinden

Så er værtindestafetten ved at være nået enden – dette er det sidste indlæg, i hvert fald i denne omgang. Jeg har valgt at afslutte med en gave, som jeg selv både holder af at lave og at bruge; mine højtelskede hjemmestrikkede klude. De er smukke, lækre at bruge, giver lige køkkenhumøret en tak opad, og så er de gode for miljøet. Eller, direkte gode ved jeg ikke rigtig, men de er ikke decideret skadelige, som de triste plastikklude er. Derfor skal værtinden have tre skønne klude, alle i samme mønster, men i hver sin farve.

img_1647

De er virkelig nemme at lave. Jeg har brugt almindeligt, tyndt bomuldsgarn (dette er fra Søstrene Grene, men du kan finde bomuldsgarn i alle regnbuens farver alle mulige steder), og strikket det dobbelt på pinde nr. 3. Så bliver kluden dejlig fast, og maskerne er så tilpas små, at de ikke hænger fast i alt muligt.

Slå 45 m op, og strik 10 pinde ret. Strik derefter mønster efter nedenstående diagram og forklaring til kluden er kvadratisk, og slut af med endnu 10 pinde ret.

img_1621

Mønster 1:

  1. p: 1 r, slå om, tag en m løs af, strik 1 r, træk den løse m over den netop strikkede retmaske, 1 r
  2. p: alle m vrang
  3. p: 2 r, slå om, tag en m løs af, strik 1 r, træk den løse m over den netop strikkede retmaske
  4. p: alle m vrang

img_1648

Det er nemt at lave kluden større, så den for eksempel kan bruges som et lille håndklæde. Så forlænger du bare det midterste stykke, og strikker den længere. Laver du et håndklæde, så husk at efterlade en lang tråd når du lukker af – den kan du hækle et lille ophæng af.

 

 Se eller gense alle indlæg i stafetten her:

img_1051

img_0869

img_1640

img_1641

img_1642

Mini-guide: vandring på Bornholm II

Dag 3 af vores vandretur på Bornholm vadede vi i bedårende skønhed og imponerende oplevelser. Vi gik fra Svaneke over Gudhjem til Sandkås, og det er jo en udmærket vej at gå, hvis man godt kan lide noget der er pænt.

img_1812

Vi forlod Svaneke efter en solid morgenmad, med 26 km foran os. 26 km er jo som udgangspunkt det rene ingenting, men når man trækker to midaldrende, utrænede og generelt uformående tosser, en god håndfuld klipper og stigninger, og en grundlæggende upålidelighed i Google maps  ind i lignimgen, er det faktisk  rigeligt. Vi endte med at gå 35 km, og det var nok.

Turen fra Svaneke til Sandkås går gennem Danmarks allersmukkeste natur, og man rammer adskillige småbyer med en nuttethedsfaktor, som dårligt kan overgåes. Listed er bedårende, og Ypnasted og Bølshavn ligeså. Bølshavn er et af de steder, jeg har holdt ferie som barn. Fotografisk bevis nedenfor:

img_1619

img_1877

img_1941

Mellem småbyerne står der en såkaldt hilse-sten; en bautasten, som vandrende har hilst på gennem mange, mange år, og derved fået held og lykke med på deres videre færd. Vi mener nu nok at gå under en heldig stjerne, men selvfølgelig hilste vi alligevel på Hellig Kvinde.

Rankløveskåret er imponerende, men kun hvis man kravler ned i det. Oppefra ser det ikke ud af noget videre, men vi besluttede at det var ok. Ikke fordi Tryllebøren ikke kunne have klaret turen, men vi blev enige om at spare kræfterne. Vi skulle jo også forbi Kobbeåens udløb, og vi vidste begge at Kobbeåen laver en af øens skrappeste bakker. Jeg har utallige minder fra mine mange gispende og stønnende forsøg på at forcere den på cykel. Aldrig særlig pænt, men hver gang er jeg da kommet op, omend et liv langs med åen flere gange har virket tillokkende.

Vi havde lovet os selv en omgang Sol over Gudhjem til frokost, så det sidste stykke over Kongens Mark og Melsted gik som en leg (en syg leg!). Til gengæld måtte jeg endnu engang sande, at det måltid du har kæmpet dig frem til, bare smager så meget bedre end noget som helst andet i verden, og med 79,2 km i vores trætte poter, var det i dén grad velfortjent!

img_1927

img_1945

img_1905

Eftermiddagens tur fra Gudhjem til Helligdomsklipperne siges at være den flotteste strækning i hele den vide verden. Der er dem, der påstår at turen fra Helligdomsklipperne til Gudhjem er endnu smukkere, men det er slet ikke rigtigt. Ikke noget af det. Den smukkeste tur går fra Svaneke til Gudhjem, og sådan er dét 😉

Undervejs passerede vi endnu et par bautasten og den morsomme Salenebugt med hvalrosklippen, som jeg dog ikke var i stand til at genfinde. Den er ellers noget så fin, men ting forandrer sig åbenbart…

img_1947

img_1931

img_1946

img_1940

Det går ret meget op og ned på kyststien, og man går i et utroligt varieret landskab. Klipper, sand, rullesten, markstier, skønne afgræsningsområder hvor grundfjeldet titter op hist og her, lidt på cykelsti, og endda på et tidspunkt gennem et parklignende anlæg med tusindvis af roser.

Vi satte stor pris på (havde brug for!) vores pauser, og dumpede ind på en lille cafe, lige inden vi kom frem til Helligdomsklipperne.  Turen langs klipperne var nøjagtig så smuk som den plejer at være – som barn var jeg især betaget af Den Sorte Gryde, som affødte mangen en sangleg på stedet, men denne gang sprang vi, helt ubesværet oven i købet, Bro Bro Brille over.

Efter Bornholms fine Kunstmuseum kom vi til Døndalen. Havde vi haft en lidt kortere dagsmarch eller en lidt lettere oppakning, ville vi bestemt være gået på jagt efter det sagnomspundne vandfald, som jeg har tilbragt adskillige sommerdage med at lede efter. Bæstet tørrer ud om sommeren, men udenfor sommersæsonen er det noget så fint – bare et tip, hvis nogen skulle have lyst til en dejlig efterårsferie! Vi sprang også over Troldeskoven, hvor der i foråret vokser de blå anemoner, som var min mormors yndlingsblomst. Blå anemoner er helt særlige. Hvide anemoner der dækker hele jorden ligesom sne, er yndefulde forårsbebudere, men de blå står mit hjerte særligt nær.

img_1871

img_1944

img_1895

img_1943

Kort før man rammer Tejn, kan man smutte ind gennem en låge til et afgræsset areal. Herinde findes Stammershalle, med bautastene og udgravninger af bronzealdergrave, fint og stemningsfuldt.

Sandkås er nærmest vokset sammen med både Tejn og Allinge, som er vokset helt sammen med Sandvig – fire små byer i ét. Her myldrer det med mennesker, og hotellerne ligger som perler på en snor. Vi var bare glade for at være kommet frem, og nød at få skoene af og benene lidt op…

Min bedste accessory – eller En Velklædt Mand

Hen over sommeren og efteråret skal vi til en håndfuld større og mindre fejringer, og selvom jeg normalt altid synes det er en fest i sig selv at vælge tøj til festen, kan jeg godt have lidt problemer med at få brugt min bedste accessory (ham min elskede) på den optimale måde. Derfor har jeg bedt min søn – formentlig Danmarks bedst klædte mand – om hver gang at komme med et par bud på passende herretøj til lejligheden. For nogle dage siden satte jeg ham stævne for at få en snak om tøj, stil, tradition og mode.

img_1624

Pia: ”Du ved en masse om herretøj, og du nyder at holde liv i de gamle traditioner for, hvordan man(d) bør klæde sig. Onde tunger vil måske hviske ’laps’, men det handler vist mere om sædernes forfald – og måske en smule om misundelse. Du er i hvert fald uden tvivl den mest velklædte mand, jeg nogensinde er stødt på.”

Oliver: ”Det kan være rigtig svært at være velklædt i dag, hvor trenden synes at være, at ens tøj slet ikke kan blive casual nok. Jeg nyder at klæde mig pænt, og er meget bevidst om de signaler, jeg udsender med mit tøj. Både til de mennesker jeg omgås med, men næsten lige så meget til mig selv. Når jeg eksempelvis tager habit og slips på, forventer jeg både mere af min dag og af mig selv.

Jeg holder af mit tøj og passer godt på det. Jeg er går ikke op i hvad der er på mode, men vælger snarere tøj jeg føler passer mig og min stil. Den holder nu engang længere end moden, og det giver derfor bedre mening at bruge flere penge på de enkelte dele.”

img_1636

Pia: ”På fredag fylder min mor (din mormor) 70 år, og hun har inviteret den nærmeste familie til en afslappet middag derhjemme. Selv hopper jeg i min nye yndlingskjole fra Diane von Furstenberg, stikker mine bare fødder i et par mules, og tager en læderjakke over skuldrene Jeg tilsætter en fin taske og en stak forskellige armbånd – så er det pænt, men stadig så tilpas råt at jeg føler mig hjemme i det. Men hvordan skal jeg klæde din far?”

Oliver: ”Helt generelt kan man sige, at sommer indbyder til klare, lyse farver, gerne med kraftig valør.  Invitationen vi har fået, er jo ret uformel, men omvendt kalder lejligheden på lidt mere end frynsede shorts og en forvasket t-shirt. Når jeg skal finde et passende sæt tøj til en given lejlighed, prøver jeg at finde den rette balance mellem på den ene side respekt for traditionen; altså at være velklædt i klassisk forstand, og på den anden side respekt for arrangørens og de øvrige gæsters påklædning…”

Pia: ”…og den stolte mor er imponeret over, at det lykkes dig hver eneste gang!”

Oliver: ”Til en dag som denne vil jeg mene, at det mest formelle man kan slippe afsted med, uden at det bliver til en kostumefest, er et par pæne lyse bukser, en skjorte og en blazer eller sportsjakke – med kontrast til buksernes farve. Slipset er efterhånden blevet valgfrit i dag, selv om blazeren (og jeg personligt) har det godt med et slips.”

img_1687

Affiliate links: Blazer, skjorte, slips, sko

 

Pia: ”Og hvis nu man gerne vil være lidt mere casual, hvad vil du så mene er det mindst formelle man kan tillade sig, uden at værtinden tror man er komplet ligeglad med hendes fest?”

Oliver: ”Jamen, så kan man droppe slipset og jakken, og eventuelt erstatte den med en striktrøje over skuldrene. Det er også oplagt at vælge mere casual sko, uden at det bliver gummisko. Man kan for eksempel vælge en loafer eller en monkstrap i læder, eller gå den anden vej, med en mere formel snøresko i et grovere materiale som ruskind. Sort er den traditionelt formelle forretnings- eller aftensko, så her ville jeg vælge brun”

img_1689

Affiliate links: Skjorte, strik, bukser, sko – i øvrigt fungerer både de to par sko og bukserne fint i begge sæt.

 

Pia: ”Hvad tager du selv på til mormors middag?”

Oliver: ”Jeg iklæder mig et par beige chinos, en mørkeblå striktrøje for kontrastens skyld og en lyseblå/hvid stribet skjorte for at binde det sammen. Dertil vil jeg bruge mørkebrune monkstrap sko i læder, og selvfølgelig et tilsvarende bælte.”

img_1699

Senere på sommeren vil jeg igen invitere Oliver til at deltage her på bloggen, så han kan komme med ideer til hvad jeg skal stille op, sådan rent accessory-wise, til en navngivning, en fødselsdagsfest og et bryllup, så stay tuned 😉

Mini-guide: Vandring på Bornholm

Som jeg kort nævnte forleden, er vi i øjeblikket på Bornholm. Vi er på vandretur, og naturligvis kunne vi ikke følge den slagne vej… Den er ellers oplagt: Tilbage i midten af 1800-tallet var min oldefar med til at anlægge en redningssti rundt langs Bornholms kyster. Når man går på stien i dag, er det i mindre grad for at advare skibe der kommer for tæt på den forræderiske Bornholmske skærgård, men snarere for at nyde en vidunderlig tur øen rundt.

Selvfølgelig ville vi også gerne følge redningsstien rundt – men vi gider simpelthen ikke gå stykket fra Balka og nærmest hele vejen til Boderne, fordi man der går på selve stranden. Vi orker ganske enkelt ikke at sparke os frem mellem glade badegæster og isindsmurte børn, med vandresko, rygsæk og tryllebør.

Derfor har vi i stedet lagt en rute på tværs af øen, fra Rønne ind gennem Almindingen og Paradisbakkerne, og ud til Årsdale. Herfra vil vi så følge oldefars sti hele vejen op omkring Hammerknuden og tilbage til Rønne.

Lørdag morgen (som i tidlig morgen, med afgang fra stationen kl. 5.37) tog vi toget til Ystad, og derfra færgen til Rønne. Vel ankommet i Rønne forlod vi straks den ellers top charmerende by (den må pænt vente et par dage, til vi vender tilbage til den igen), og begav os mod Almindingen.

img_1713

Almindingen var tidligere et fælles afgræsningsareal midt på øen – heraf navnet: Almindingen betyder ‘alle mands’ på gammelt dansk – som i dag er Danmarks tredjestørste skov. Den er især kendt for attraktionerne Ekkodalen, Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg og Rokkestenen (man må bøje sig i støvet for bornholmernes evne til at navngive enhver sprække, sten eller bakke, og på den måde lade os forstå, at ethvert sted bærer sin egen vigtighed i sig), men skoven er faktisk også en oplevelse i sig selv.

Jeg havde lagt en rute som gik over Rytterknægten, og det var der en god grund til. Det handlede om en vandpost, men sådan en er der jo også ved Ekkodalen, mindede jeg småbandende mig selv om, da vi asede os op ad bakken. Til gengæld, blev vi enige om, ville vi ikke fortsætte fra Rytterknægten over i Ekkodalen, men bare sætte kursen direkte mod Paradisbakkerne. Vi gik endda og skiftedes til at råbe “Hvad drikker Møller?” og “Øller, øller, øller”, bare så vi ikke blev snydt for oplevelsen. Undskyld til jer, der var derude. Det var en slags hiker’s high, tænker jeg.

Og så kom vi minsandten over Ekkodalen alligevel. Lidt en blanding af nostalgi, beslutsomhed og manglende stedsans – fint var det under alle omstændigheder, og vi fik endda is derinde. Så er alt jo godt.

img_1797

img_1725

img_1798

img_1746

I alt gik vi 33 km gennem skoven, indtil vi gjorde det, som vi efterhånden er blevet rigtig dygtige til: smed os udmattede i skovbunden på ganske ureglementeret vis, aka stealth camping. Vi brugte timerne om bålet med dels at proppe os med den lækreste karryret (sult er den bedste kok!), dels at pleje mine ømme poter. Altid festligt med nye sko, jo 🙂

Søndag morgen vågnede vi tidligt. Det gør vi for så vidt altid, når vi er ude, og det kan muligvis have noget at gøre med, at hiker’s midnight typisk indtræffer mellem 21 og 22. Vi var i hvert fald oppe med fuglene, bagte pandekager og stegte bacon, og havde alt pakket sammen og var klar til at rømme lejren allerede omkring kl. 9.

Dagsmarchen gik via Paradisbakkerne ud til kysten, hvor vi satsede på at ramme Svaneke så tilpas tidligt, at vi kunne nå at nyde den skønne by, inden udmattelsen for alvor satte ind.

Svaneke har en helt særlig plads i mit hjerte. Byen er fyldt til randen med minder fra både min egen og mine ungers barndom, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at klipperne omkring Svaneke er noget ganske særligt.

img_1790

img_1776

img_1799

img_1775

img_1769

Som en ekstra lille luksus havde jeg booket os ind på Siemsens Gård. Det er meget fint, alt det der med teltslagning, bål og tørret mad – men der er også meget godt at sige om et varmt brusebad, en stikkontakt og en blød madras, og det blev alt sammen sagt dén aften, efter en vidunderlig tur ud i Hullehavn, sydøst for Paradis. Eneste ridse i idyllen er, at Fili ikke er med. Vi var usikre på, om turen ville være for svær for hende, så hun er i mange trygge hænder derhjemme – men vi savner hende.

I dag går turen nordpå, med første stop i Sandkås. Ifølge trackeren har vi allerede 61 km i skoene, men jeg er helt sikker på, at turen i dag bliver mere smuk end smertefuld 🙂

Red: Dette er første del af en serie om vandring på Bornholm – læs videre om turen fra Svaneke til Gudhjem, og turen over Hammerknuden til Rønne.

Older posts