Søndags Snapshots

Cottagehaven

Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

2 kommentarer

  • Det er en skøn bog! Jeg skrev også en begejstret anmeldelse da jeg havde læst den. Har du besøgt haven? Den er så fin 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia

      Desværre ikke – jeg har ikke haft lejlighed til at se haven. Må nøjes med ærefrygtigt at bladre i bogen 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndags Snapshots