Augusts liste

DIY Hæklet net

img_2412

Se mit fine strandnet (indkøbsnet/hverdagsfornødenhedernet), som jeg hæklede på en enkelt aften! Det er super nemt at gå til, og arbejdet skrider dejligt hurtigt frem. Jeg kommer nok til at have det i flere forskellige farver, så jeg altid kan finde et der matcher mit outfit 😉

Jeg har lavet det med en fast bund, fordi jeg godt kan lide, at tingene ikke stritter ud forneden. Det giver også lige lidt mere struktur til det færdige net, end hvis det hele var hæklet i luftmaskebuer, men det tager selvfølgelig en lille smule længere at lave.

Til dette net brugte jeg to nøgler af det naturfarvede bomuldsgarn, og et af det grønne. Selvfølgelig kan man også lave det helt ensfarvet, men jeg synes egentlig det ser ret sødt ud med hanken i en anden farve. Garnet er det helt almindelige, tynde bomuldsgarn fra Søstrene Grene, men i virkeligheden kommer det sig ikke så nøje, hvilket garn man bruger. Nettet kan naturligvis blive lidt større eller mindre end mit, afhængigt af garnet, men det gør ikke den store forskel. Jeg har lagt garnet dobbelt, og hæklet med en nål nr. 6.

img_1338

Lav 20 luftmasker, og begynd så at hækle stangmasker frem og tilbage på begge sider af disse. I hjørnerne laver du 5 stangmasker i hver ende, ganske enkelt ved at stoppe 2 masker før hjørnet, og hækle således:

2 stm i en m, en m, 2 stm i en m, en m, 2 stm i en m.

På næste omgang hækler du igen 2 stm i den første af de 2 stm du hæklede i samme maske på forrige omgang – dvs sige at hækler:

2 stm i en m, to stm, 2 stm i en m, to stm, 2 stm i en m.

img_1340

Fortsæt på den måde med at tage tre stm ud i hver ende af arbejdet, til du har hæklet fem omgange.

img_1341

Begynd nu at lave luftmaskebuer: start fra en fm, lav derefter * 5 lm, spring to m over, og lav en fm i den 3. m fra nålen * – gentag fra * til * .

Lav 24 rækker på denne måde.

Derefter hækles 2 omg på flg måde:

Start fra en fm, lav derefter * 4 lm, spring to m over, og lav en fm i den 3. m fra nålen * – gentag fra * til * .

Lav en omg på flg måde:

Start fra en fm, lav derefter * 3 lm, spring to m over, og lav en fm i den 3. m fra nålen * – gentag fra * til * .

Lav en omg på flg måde:

Start fra en fm, lav derefter * 2 lm, spring to m over, og lav en fm i den 3. m fra nålen * – gentag fra * til * .

Du burde nu have 88 m på omgangen. Over disse 88 hækler du to omg stm., og her kan du evt skifte til en kontrastfarve.

img_1369

Derefter hækles hanke:

Lav 11 fm, 60 lm, spring 22 m over, 22 fm, 60 lm, spring 22 over, 11 sum

Lav 2 omgange, hvor du hækler fm over fm, og stm over lm

Slut af med en 1 omgang stm. Bryd garnet, hæft ender, og prop en masse nødvendigheder i dit nye net!

img_1374

Forkortelser:
lm = luftmaske
fm = fastmaske
stm = stangmaske

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Augusts liste