Oktobers liste

Oktober bliver dejligt stille. Der er godt nok et enkelt eksotisk indslag, og en stor fejring – men ellers, så bliver den helt stille og langsom. Lige som jeg allerbedst kan lide det.

img_5315
Ham min elskede bliver 50. Et skarpt hjørne ville nogen mene, men omvendt er han gift med en kvinde, som allerede har gjort sig erfaringer med 50’erne – og kun på den gode måde. Han skal fejres, selvfølgelig skal han det, men i første omgang på den stille måde. Til sommer giver vi den max gas med en kæmpe fest, men lige nu er det en stille familiefejring, der giver mest mening.

Det er også i denne måned, at vi har bryllupsdag, og kan fejre 34 herlige og velfortjente år sammen.

img_5314Vi skal til Sydafrika. Næsten hele familien (dog desværre uden ældstesønnen og hans dejlige hustru) skal på safari, og jeg glæder mig helt ustyrligt meget. Jeg har prøvet det et par gange før, men det er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at blive træt af. At køre rundt ude på savannen mens alting stille vågner – eller, næsten endnu bedre, mens alle gør klar til natten; det er en helt enestående oplevelse. Kan selvfølgelig ikke regne med at vi er heldige nok til at rende på en flok vilde hunde igen, men ét eller andet spændende skal vi nok møde!

Selvfølgelig skal vi også vandre. Sæsonen rinder så småt ud, men vi skal lige have vredet den sidste fornøjelse ud af den. Vi tager til skønneste Mors, og vandrer ad kyststien øen rundt. Tiden er lidt knap, så vi når nok kun sydøen i denne omgang, men så har vi jo også noget til gode. Aldrig en skidt ting.

img_4430Jeg skal bage, for kage hører efteråret til (faktisk kan jeg nok ikke rigtig komme i tanke om en årstid, som kage ikke hører til…). Jeg vil eksperimentere mig frem til den perfekte, gammeldags krydderkage, og mens forsøgene står på, vil jeg nyde de tunge dufte af sirup, ingefær og nelliker.

img_5316Dewey’s Readathon ligger i oktober, og denne gang kan jeg faktisk være med! Alt for ofte har kalenderen været propfuld når readathon løb af staben, men denne gang kan jeg lykkeligt begrave mig i bøgernes verden. Med masser af læseknas og gode sager ved hånden, selvfølgelig. Vidste I i øvrigt, nu vi er ved bøgerne, at I kan prøve Mofibo gratis i 30 dage med koden fra Jeanette? Det er sidste chance i dag, så skynd jer, hvis det lyder som noget, I vil prøve. Jeg er i hvert fald  fan. Lytter og læser nærmest alt for meget… og kan da slet ikke slippe Läckbergs nye krimi.

Selvom det er en del år siden jeg gik i skole, får jeg altid tilbage-skolebænken-fornemmelser i efteråret. Jeg elsker at lære nyt, og i år vil jeg prøve om jeg kan få hul på det der portugisiske. På høje tid, kunne man mene, for det er ikke helt okay at jeg kan kalde folk grimme ting på ca. 50 måder i Rio, men ikke kan finde ud af at bede om at prøve skoene i en størrelse 38…

Hvad skal jeres måned gå med? Uanset hvad, så håber jeg det bliver en efterårslykkelig måned for alle!

Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad

Ind imellem oplever jeg en subtilt ubehagelig fornemmelse. En svag knugen i maven, som er nem at spore tilbage til en underliggende fornemmelse af ikke at være helt ok. Jeg føler mig ikke rigtig synkroniseret med min omverden. Det er som om jeg er en lille smule ved siden af; en lille smule forkert. Fornemmelsen er ganske svag, men dens indflydelse på mig er stor. Disse oplevelser følger altid, uden undtagelse, en periode hvor jeg har haft nedprioriteret min meditation.

img_5352

Meditation har været en naturlig del af mit liv i mange år, men ikke desto mindre sker det fra tid til anden, at jeg snubler. Det er mere end almindeligt tåbeligt, så meget desto mere som det ofte er i travle eller vanskelige peioder, det sker – samtidig med at jeg udmærket ved, at det netop er i tunge tider, jeg mere end nogensinde har brug for at være på toppen. Jeg går en barsk tid i møde de næste måneder; en tid hvor det er afgørende nødvendigt, at jeg er den allerbedste version af mig selv. Derfor nyder jeg, at disse dage giver mig mulighed for at kunne give mig selv en saltvandsindsprøjtning, og få mit liv kigget efter i sømmene – jeg er nemlig i tilbagetrækning med en håndfuld gode dharmalærer-kolleger.

Jeg ved, at det er muligt at leve et liv med tid til livet, også når man har travlt. Jeg ved at det er muligt at finde ro og stilhed alle steder, selv i kaotiske omstændigheder. Uro og travlhed skader os kun, hvis vi vælger at tillade det – vi kan sagtens leve roligt og lykkeligt under vanvittige forhold. Derfor har jeg truffet et valg:

Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad. Det er nemlig der, jeg har allermest brug for det.

Det er jo et nemt valg at træffe, men måske et svært valg at implementere. Nye vaner er ikke altid nemme at skabe, og da slet ikke i turbulente omstændigheder. Det skyldes, at vi ikke altid selv bestemmer, hvad der skal tænkes i vores hoveder; en lidt vovet påstand der heldigvis er nem at tjekke:

Sæt dig med et stykke blankt papir, og tænk kun på dette papir i to minutter. Hvis det viser sig at være svært, kan du måske have glæde af at få trænet din koncentrationsmuskel, for eksempel ved hjælp af mine meditationsinstrukser.

Det jeg gør, når de store ting i livet strammer til, er at jeg gør mig endnu mere umage end ellers for at glæde mig over de små ting. Der er altid noget som ikke er galt, men det kommer man nemt til at glemme i svære tider. Man kommer nemt til at tage de små ting for givet, men de små ting er ofte de store, når det virkelig kommer til stykket.

Supersaurus Raptorer i Paradis

img_5273

 

img_4886Jeg har lynende travlt (på den meget stille måde) i denne uge, men heldigvis har Anna læst og skrevet for os igen. God fornøjelse med hendes anmeldelse af Supersaurus Raptorer i Paradis.

img_5274

Dette er et anmeldereksemplar jeg har fået af forlaget Carlsen og som er skrevet af Jay Jay Burridge. Bogen udkommer 1. oktober 2017.

En sommerdag beslutter Beas bedstemor Bunty, pludselig at Bea, Bunty og Theodore skal tage til jungle-øerne Aru-øerne. De kommer med skib derhen og forvilder sig ud i junglen for at se paradisraptorer i det fri og se deres vidunderlige dans. Men den dumme borgmester Christian Hayter havde ikke givet dem lov til at tage ud i junglen. Man skal have tilladelse til at gå ind i junglen af ham. Og da han finder ud af at de er taget afsted, tager han selv og nogle soldater ud for at finde dem og tage dem tilbage til den lille landsby. På Beas, Buntys og Theodores farlige rejse i junglen møder de nye venner men også nogle fjender. De slutter sig sammen og vil få Hayter væk fra Aru-øerne.

Men hvordan kan de det? Og har alt det her noget at gøre med Beas forældre som sporløst forsvandt for 10 år siden? Alt det finder man ud af i denne fantastiske bog, der udspiller sig som et actionfyldt eventyr.

Denne bog er for både drenge og piger for omkring de 12 år for der er både nogle drengeting og pigeting i bogen. Noget af det som jeg syntes var virkelig fedt ved bogen, var at der tit var nogle tegninger som gjorde at jeg mere klart kunne se i mit hoved hvordan det ville have set ud. Jeg vil egentlig bare gerne sige tak til Tea fra Carlsen som spurgte om jeg ville have et anmeldereksemplar af denne bog.

Kærlig hilsen,

Anna.

Lag på lag på lag

img_4952

Vidunderlige september. Jeg har vist nævnt det før: jeg kan mægtig godt lide september. Udover alt det indlysende, med aftnerne der bliver længere, farverne der bliver flottere og hyggen der kryber ind i alle kroge, så er tøjet også bare federe i september. Man kan stadig lige med nød og næppe slippe afsted med at bruge sine åbne sko – og samtidig pakke sig i adskillige flotte lag. H.E.R.L.I.G.T.

img_4988

Jeg er hoppet i mine højtelskede mules, som har hængt på mig hele sommeren, og dertil ikke mindre end fire lag: skjorte, vest, cardigan og blazer. Eftersom jeg ikke er så tilbøjelig til at slå ud med armene når det kommer til kulør i min påklædning, er det skønt at kunne kombinere nuancer og teksturer.

Der er ikke meget af mit tøj der er sæsonafhængigt; det meste bruger jeg året rundt i forskellige sammenhænge, og netop legen med lag er en fin måde at lade yndlingsitems overgå fra den ene sæson til den anden. Skjorten der fungerede som strandkjole/morgenkåbe i sommer, har fået nyt liv på denne måde, og næste sommer vil jeg helt sikkert bruge vesten som top uden noget under. Blazeren er lige fin til shorts og lange bukser, og en cardigan kan man smide over skuldrene hele året rundt.

img_4962

img_4987

img_4954

Mit outfit er en blanding af nyt og gammelt, for de fleste af den slags klassikere hænger allerede i mit skab – og har gjort det i årevis. Ind imellem er der behov for en smule udskiftning, og i år er det vesten fra Karen by Simonsen og bukserne fra Plus Fine der er blevet indlemmet i samlingen. Begge er fantastiske hit, som nok skal få lov at tjene mig trofast. Vesten er et impulskøb, som jeg undskylder med, at det er en souvenir fra vores Jyllandstur, mens bukserne er en mere velovervejet anskaffelse. De er noget så hyggelige – bløde, slouchy og sådan lidt sportsagtige med striberne ned langs benet (som om jeg narrer nogen…), men alligevel så geniale i snittet at de fint kan dresses op til pænt brug. Og det er jo altid godt med elastik i linningen til pænt brug, for jeg kender mange fremragende madkunstnere…

 

Søndags Snapshots

img_5282

Ugen har budt på en masse skønhed, anstrengelse (af den sjove slags) og bunker af efterårshygge. Der er for eksempel tilbragt mange timer i hyggehjørnet, med smukke bøger, strikketøj, og selvfølgelig min bedste ven med poter.

img_5283Smuk solopgang

Efterårsbonus: jeg får en chance for at fange solopgangen. Har efterhånden udviklet mig til et b-menneske, som ikke ser grund til at møde dagen før jeg er helt parat. Kan godt være adskillige timer efter solopgang, i hvert fald om sommeren – men se nu bare, hvad jeg fandt forleden, lige igennem mit køkkenvindue!

img_5140Umanerligt imponerende vandretur

Vores fantastiske hike over bjergene omkring Comosøen markerede afslutningen på sommersæsonen. Fra nu af bliver der tale om efterårshiking, som er mindst ligeså smuk, men noget mere udstyrstung. Jeg sugede varmen og solstrålerne til mig, og var (he he) fuldkommen bjergtaget.

Halvtræt spøj til side: der er noget helt særligt over at gå helt oppe på sæteren. Det er så anderledes end alt andet, og meget betagende. Bestemt ikke sidste gang vi kravler derop!

img_5001Efterårsjævndøgn

Selvom jeg for omkring 17 år siden konverterede til buddhismen, er jeg jo stadig et produkt af min opvækst, og jeg sætter stor pris på mange af de danske traditioner – også dem der er knyttet til kristendommen (jul!!! i særdeleshed). Men jeg har også taget en del af de buddhistiske traditioner til mig, som for eksempel fejringen af efterårsjævndøgn. Jeg har også nogle særlige traditioner omkring nytår, elsker Rohatsu-dag d. 8/12, og på den måde får jeg det bedste af to verdner.

img_5301Pandekager

Jamen, hvad kan jeg sige? Det er pandekagetid, og man kan lige så godt gå med strømmen. Kunne ikke modstå fristelsen til at lave en mægtig stak, men prøvede vist heller ikke ret hårdt 😉

 

Næste uge byder på en masse arbejde i templet. Vi starter konfirmationsforberedelser op, og et introduktionskursus, og så er fire af ugens dage optaget af træning for vores Dharmalærere. Derfor kan det godt være, der bliver en smule stille herinde, men jeg har planlagt et par indlæg, og satser også benhårdt på at kigge forbi fra tid til anden. Under alle omstændigheder ønsker jeg jer en vidunderlig uge!

Nye sofaer

img_5063Vi købte vores lille perle i Italien tilbage i 2007, hvor vi slæbte møbler med fra Danmark til at indrette huset med. Blandt andet købte vi en sofa og et par lænestole til stuen, men vi undervurderede nok, hvilket slid sommerhussofaer udsættes for… De er i hvert fald blevet godt trætte, så vi har gennem noget tid talt om at udskifte dem, og nu er det endelig sket!

img_5075

img_5078

img_5074

Vi har brug for rigtig mange siddepladser hernede, for vi elsker at samle vores børn og barnevidunderbarnet omkring os. Det lykkes nærmest hver eneste sommer, og skønt som det er, så er den evige stoledans altså trættende. Derfor blev det denne gang til tre store, fine sofaer, placeret rundt omkring det åbne ildsted. På den måde blokerer vi faktisk havedøren, men vi blev enige om, at det var ok. Vi bruger aldrig havedøren, for af én eller anden grund lader det til at være yndlingsindgang for alskens kryb og kravl. Har vi haft åbent ti minutter, skal vi slås med fluer, skorpioner og – allerværst i hele den vide verden – græshopper (så store som lørdagskyllinger, og frygteligt aggressive). Vi bryder os ikke om at slå småkravl ihjel, men omvendt gider jeg heller ikke dele opholdsrum med dem, hvorfor mangen en sommeraften er gået med at indsamle og udbringe lidet attraktive skabninger, indtil vi fandt på at lade døren være lukket, og udelukkende åbne køkkendøren og vinduerne.

img_5081

img_5074

img_5080

Denne gang har vi valgt lædersofaer, ganske enkelt af praktiske årsager. Vi har valgt dem i hvid, for at hele arrangementet ikke skulle blive for bombastisk, og håber så, at de lidt bedre kan modstå den hårde brug.

Jeg valgte at købe sofaerne billigt, i IKEA. Til gengæld tillod jeg så mig selv at snuse rundt i de hårrejsende dyre boligindretningsbutikker hernede, for at finde tilbehør. Jeg fandt det fineste gulvtæppe, som jeg er ellevild med. Det binder sofaerne så fint sammen, og fordi det på én gang er flot grafisk i udtrykket og samtidig hyggeligt slidt, er det helt perfekt i stuen.

Der mangler stadig et sofabord. Er nået frem til at det skal være enten gråt, hvidt eller gammelt, råt egetræ. Det skal være rektangulært, ret lavt, og selvfølgelig henrivende smukt. Ikke nemt at finde, men ham min elskede har lovet at lave et til mig, helt som jeg vil have det. Altid en god løsning at lade mig få tingene, helt som jeg vil have dem 😉

 

img_5079

img_5073

 

Efterårsjævndøgn – mindernes dag

I dag er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er lige lange (og ja, jeg ved godt at det strengt taget, fra et astronomisk synspunkt, ikke er helt rigtigt, men næsten), og fra nu af går det mod mørkere og hyggeligere tider – en stor dag! Jeg er jo fan af efteråret, med alle dets fine farver og skønne dufte, som minder os om at værdsætte hvert eneste øjeblik for præcis dét, det er.

Ved efterårsjævndøgn mindes jeg de af mine kære, som er døde fra mig. Det er en buddhistisk tradition, som jeg taknemmeligt har taget til mig. Jeg er så heldig at jeg kun har mistet ganske få, men dem jeg har mistet, er inderligt savnet. Jeg er heldig at jeg har haft dem i mit liv, og i dag mindes jeg dem med glæde. Jeg nyder at tænke på alt det de har givet mig, og alt det de har lært mig. Selvfølgelig er jeg også sorgfuld, men sorgen er der ingen der kan tage. Den er, hvad den er, og den har godt af taknemmelighed.

img_4710

De to mennesker jeg tænker på i dag, har hver især betydet enormt meget i mit liv. Min svigerfar lærte mig at leve graciøst med livets tilskikkelser. Han var blid, men samtidig urokkelig. Han var god til livet, og fandt sine glæder hvor de var, i stedet for at rende rundt og forsøge at finde dem der, hvor han syntes de burde være. Han bøjede sig for livet, men knak aldrig. Og så var han virkelig hyggelig at lave narrestreger med 😉

img_4706

Min mormor er stadig indbegrebet af hygge og tryghed, selv i dag, så mange år efter hendes død. Hun gav mig troens glæde. Selvom hendes tro var en anden end min, viste hun mig, hvor rigt et liv kan blive, når det får lov at omfatte flere aspekter end bare de umiddelbart tilgængelige. Hun lærte mig hengivelsens glæde, og det er jeg hende evigt taknemmelig for.

I dag ofrer jeg røgelse på deres vegne. De kan ikke længere selv tilbyde ofringer, men jeg kan gøre det for dem – og det nyder jeg. Jeg ofrer også ting, de holdt af. Mit alter er aldrig skønnere end når det er fuld af de ting, som mine kære holdt af, og selve det at købe Blå Gajol og Blomme i Madeira (ting jeg aldrig ville købe til mig selv) er en fornøjelse. Jeg føler mig så tæt på dem, og på en dag som i dag kan jeg mærke deres smukke liv strejfe mit. For det er jeg også taknemmelig.

img_4907

Oops, we did it again…

Starter med at undskylde for den corny overskrift. Jeg skyder skylden på den udmattelse, der nu på fjerde dag hærger min udpinte krop. men det skete altså – vi gjorde det igen. Gik over vores formåen.

img_5100

Vi er jo kommet galt afsted på vores vandreture før, og helt så tosset gik det (heldigvis) ikke denne gang. Vi gik bare over evne, og det er jo egentlig ikke så skidt igen. Positivt set er det vel sådan man rykker sin grænse og bliver bedre?

I det tidlige (måske lidt for tidlige) forår blev jeg grebet af en ubetvingelig lyst til at vandre. Ikke bare sådan ned til søen og lidt rundt i skoven, næ nej – hiking, skulle det være, på den dyre måde. Med professionelt gear, hængekøjer og Tryllebør.

Vores første forsøg med denne, i bund og grund fuldkommen usvære, kunst var nok mere morsomt end tjekket, men vi kom da stille og roligt efter det. Meget stille og roligt. Men det er da lykkedes os at gå godt over 500 km i år, og mange flere højdemeter end jeg overhovedet magter at tænke på. En milliard tusind ialt, tror jeg *  Er ikke så god til det der med opad, men det er da lykkedes mig at slæbe min stakkels krop over mere end ét bjerg…

Og var det ikke lykkedes før, så fik jeg da i dén grad chancen igen, her på de sidste dages vandring. Nøj, det har været højt. På den fede måde, bevares, men sandelig også på den udmattende, og lidt udfordrende.

Vi gik fra Cernobbio (I ved, der hvor ham Clooney bor) og hjem til Gottro. Egentlig en ganske overkommelig lille tur, men vi stak så ind over bjergene. Bare fordi.

img_5198

img_5256

img_5185Nej, det er hverken von Trapp eller Heidi. Det er såmænd ham min elskede, i vanvittigt smukke omgivelser 😉

En af de ting jeg har lært i år er, at vores vandreture helt generelt bliver mere overkommelige, når det er mig der planlægger dem. Det har formentlig at gøre med, at ham min elskede læser turvejledninger på anden måde end mig, og at han måske ikke altid er helt 100 % synkroniseret med virkeligheden. For nu bare at tage et tilfældigt eksempel, så ved jeg jo godt, at vi næppe kan henregnes til kategorien experienced hikers. Kunne ellers være mega sejt, men det bliver det ikke sandt af. Hvis man nærlæser beskrivelsen af vores nyligt overståede tur, vil man se at ruten er opdelt i fire etaper, som imidlertid ikke kan gennemføres på fire dage. Experienced hikers, disse imponerende væsner, kan med rimelighed forvente at gennemføre ruten på seks dage, men dels er etaperne lange, dels skal man håndtere bemærkelsesværdige højdeforskelle.

Vi havde tre dage. Tre. Som i 3. Ham min elskede havde da også, i al sin visdom, valgt at vi ’kun’ skulle gå de første tre etaper. Dem med alle bjergene.

Det lykkedes (naturligvis?) ikke. Vi gik de to første, udmattede os selv totalt, og på tredjedagen besluttede vi så at gå sølle ti kilometer op ad vores eget bjerg, så vi var hjemme i tide til svigermors hakkebøffer. Og det var godt.

Hvis nogen af jer skulle have fået blod på tanden, så kan I finde turen her. Vi gik som sagt kun de første to etaper, og havde endda planlagt enkelte smutveje, som dog endte med at gå nogenlunde lige op med de gange vi farede vild, og måtte kravle op ad bjergene på hænder og knæ for at finde stien igen.

img_5262

img_5220

Det var bedårende smukt, men jeg må nok hellere advare om, at dele af turen er forholdsvis vanskelig. Underlaget er, for nu at udtrykke det diplomatisk, varierende, og der er virkelig mange højdemeter involveret – 6121 meter op og ned (på de første to etaper), for at være helt nøjagtig. Og skiltningen af ruten kan jeg ikke rigtig sige noget diplomatisk om, så jeg vil nøjes med at anbefale, at man medbringer virkelig godt tingfinderudstyr. Er man ok med det, venter der en fantastisk oplevelse, og så er det bare med at komme afsted!

img_5213

 

* En milliard er virkelig mange. En million sekunder tager for eksempel lige knap 12 dage, mens en milliard sekunder tager næsten 32 år.

Mors kage

Jeg vil godt lige spørge om noget. Hvordan kan det være, at det der Barndommens Land er forsvundet? Jamen tænk lige engang over det: Dengang var der altid sne til jul, og solen skinnede om sommeren, og man havde enormt meget tid, og der var Ingrid og Lillebror i fjernsynet. Det land har jeg vist fået forlagt, så hvis der er nogen der finder det, må I gerne lige sige til. For er der noget bedre end (minder om) barndommen?

Det skulle da lige være smagen af barndom. Kagerne i Barndommens Land var nemlig ikke bare bedre; de var også STØRRE! Meget større. Og derfor tror jeg også, at jeg vil lave dobbelt portion af min mors vidunderlige nøddekage.

img_4685

Mors Nøddekage

Ingredienser
375 gr smør
450 gr sukker
300 gr hvedemel
4 æg
2 tsk bagepulver
7 spsk piskefløde
150 gr hasselnødder

Bund
225 gr smør og 225 gr sukker røres blødt. 4 æg, 225 gr hvedemel, 2 tsk bagepulver og 4 spsk fløde tilsættes, og det hele piskes godt igennem. Fyld dejen i en lille form, ca. 30 x 45 cm, og bag i omkring 30 minutter ved 180 grader.

Toplag
Mens bunden bager, laver man et toplag med nødder.

Hak 150 gr hasselnødder groft, og put dem i en gryde sammen med 150 gr smør, 225 gr sukker, 75 gr mel og 3 spsk piskefløde. Kog det forsigtigt op, og fordel det over den varme kage, når den er klar. Sæt hele dejligheden tilbage i ovnen, og bag videre i yderligere 10-20 minutter. Når nøddelaget er lysebrunt er kagen formentlig klar – stik i den med en strikkepind eller en kødnål; hvis der ikke hænger noget ved, er den færdig.

img_4669

Filis sweater – opskrift på strikket hundebluse

img_4826

Som jeg nævnte i søndags, har jeg været i gang med at strikke en ny efterårs-sweater til Fili. På vores længere ture får hun nogen gange en trøje eller jakke på, ganske enkelt fordi hun kan have svært ved at holde varmen. Hun er jo født i Grækenland, og dermed slet ikke udstyret til vores gyseligt kolde vejr, selvom hun har fået en del mere pels i de år vi har haft hende.

Hun er altid frisk på en gåtur – eller, det vil sige: næsten altid. Indtil for nylig troede jeg ikke hun kunne blive træt, men jeg tog fejl. Hun kan blive træt. Af mig. Og af regnvejr, som jo altså gør hende ekstra kold.

Derfor får hun en ny sweater; en lækker, vamset sag, stikket i fnuglet mohairgarn, som holder helt tosset godt på varmen – jeg har valgt samme slags garn som til min egen yndlingssweater, så vi matcher. Den er selvfølgelig ikke vandtæt, så hvis det regner er det stadig hendes jakke der skal på, men den kan nu godt tåle en lille byge. Mohair suger ikke vand til sig på helt samme måde som almindelig uld, og så har jeg i øvrigt også imprægneret den (med samme spray, jeg bruger til mine jakker og vandresko).

img_4828

img_4791

Opskrift

Jeg har kun lavet opskriften i én størrelse, som er rigelig til en lille mellemstørrelse hund som Fili. Sweateren er dog nem at gøre større eller mindre ved dels at øge/formindske maskeantallet, dels øge/formindske længden. Mål din hund om brystet og fra halsen ned til lige godt midt på ryggen, og strik efter disse mål.

Jeg har brugt to nøgler Drops Melody, og en rundpind nr. 5. Det giver en strikkefasthed hvor man har 16 masker på 10 cm.

Krop
Slå 76 m op, og strik 7 cm rib: 2 ret, 2 vrang.

Skift til glatstrikning, og strik til arbejdet målet 25 cm. Næste omgang strikkes der huller til forben således: strik 5 m, luk 3 m af, strik 60 m, luk 3 m af, strik 5 m. Arbejdet bliver herved delt i to dele, som strikkes hver for sig. Strik lige op, til begge dele af arbejdet målet 31 cm, og saml så de 70 m til ét stykke igen.

Over de næste 4 cm tages 30 m ind jævnt fordelt, så der er 40 m tilbage på omgangen. Du har nu formentlig brug for enten at skifte til strømpepinde, eller strikke med magic loop.

Strik rib: 2 ret, 2 vrang, over de 40 m ialt 10 cm. Strik derefter to omgange glat, og luk løst af.

‘Ærmer’
Langs hullerne til forben samles 20 m op, som strikkes rib: 2 ret, 2 vrang. Strik til ‘ærmerne’ måler 5 cm, og luk løst af.

Montering
Hæft alle ender – så er sweateren egentlig færdig. Du kan vælge at imprægnere den med en helt almindelig spray (den man for eksempel kan købe i skobutikker); så bliver den en smule vandafvisende.

 

 

 

Older posts