Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad

Oktobers liste

Oktober bliver dejligt stille. Der er godt nok et enkelt eksotisk indslag, og en stor fejring – men ellers, så bliver den helt stille og langsom. Lige som jeg allerbedst kan lide det.

img_5315
Ham min elskede bliver 50. Et skarpt hjørne ville nogen mene, men omvendt er han gift med en kvinde, som allerede har gjort sig erfaringer med 50’erne – og kun på den gode måde. Han skal fejres, selvfølgelig skal han det, men i første omgang på den stille måde. Til sommer giver vi den max gas med en kæmpe fest, men lige nu er det en stille familiefejring, der giver mest mening.

Det er også i denne måned, at vi har bryllupsdag, og kan fejre 34 herlige og velfortjente år sammen.

img_5314Vi skal til Sydafrika. Næsten hele familien (dog desværre uden ældstesønnen og hans dejlige hustru) skal på safari, og jeg glæder mig helt ustyrligt meget. Jeg har prøvet det et par gange før, men det er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at blive træt af. At køre rundt ude på savannen mens alting stille vågner – eller, næsten endnu bedre, mens alle gør klar til natten; det er en helt enestående oplevelse. Kan selvfølgelig ikke regne med at vi er heldige nok til at rende på en flok vilde hunde igen, men ét eller andet spændende skal vi nok møde!

Selvfølgelig skal vi også vandre. Sæsonen rinder så småt ud, men vi skal lige have vredet den sidste fornøjelse ud af den. Vi tager til skønneste Mors, og vandrer ad kyststien øen rundt. Tiden er lidt knap, så vi når nok kun sydøen i denne omgang, men så har vi jo også noget til gode. Aldrig en skidt ting.

img_4430Jeg skal bage, for kage hører efteråret til (faktisk kan jeg nok ikke rigtig komme i tanke om en årstid, som kage ikke hører til…). Jeg vil eksperimentere mig frem til den perfekte, gammeldags krydderkage, og mens forsøgene står på, vil jeg nyde de tunge dufte af sirup, ingefær og nelliker.

img_5316Dewey’s Readathon ligger i oktober, og denne gang kan jeg faktisk være med! Alt for ofte har kalenderen været propfuld når readathon løb af staben, men denne gang kan jeg lykkeligt begrave mig i bøgernes verden. Med masser af læseknas og gode sager ved hånden, selvfølgelig. Vidste I i øvrigt, nu vi er ved bøgerne, at I kan prøve Mofibo gratis i 30 dage med koden fra Jeanette? Det er sidste chance i dag, så skynd jer, hvis det lyder som noget, I vil prøve. Jeg er i hvert fald  fan. Lytter og læser nærmest alt for meget… og kan da slet ikke slippe Läckbergs nye krimi.

Selvom det er en del år siden jeg gik i skole, får jeg altid tilbage-skolebænken-fornemmelser i efteråret. Jeg elsker at lære nyt, og i år vil jeg prøve om jeg kan få hul på det der portugisiske. På høje tid, kunne man mene, for det er ikke helt okay at jeg kan kalde folk grimme ting på ca. 50 måder i Rio, men ikke kan finde ud af at bede om at prøve skoene i en størrelse 38…

Hvad skal jeres måned gå med? Uanset hvad, så håber jeg det bliver en efterårslykkelig måned for alle!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad