Alt hvad du har brug for at vide om gliking

Så vovet en overskrift som “Alt hvad du har brug for at vide om…” end kan forekomme, så tænker jeg at den er ok her, al den stund at gliking er min egen opfindelse, og at det dermed er mig, der bestemmer hvad der overhovedet er at vide om det!

img_6056

Fuldkommen som glamping – Glamorous Camping – er en ting, forudser jeg, at gliking – Glamorous Hiking – også nok skal blive det. Ja, det er noget jeg selv har fundet på, men det er ikke første gang i menneskehedens historie, at personer er kommet op med fremragende ideer (hallo, menneskeskabt ild, hjulet og smartphones).

img_5179

Skøn, skøn udsigt over bjergtoppene omkring Comosøen.

Gliking går i al sin simpelhed ud på at gøre hiking til en mere glamourøs, og dermed også en mere attraktiv, oplevelse. Og for lige at rydde eventuelle misforståelser af vejen, vil jeg gerne starte med at fastslå, at jeg ikke taler om at ramme vandrestierne i stiletter med en flaske champagne rumlende i rygsækken. Det er hverdagsglamour, det her. Det er et varmt brusebad, en blød seng, og noget god mad i stearinlysenes skær, for eksempel.

Så charmerende hardcore, ultralight hiking end kan være, så kan nogen (mig, mig, mig!!) altså godt blive træt af at vaske mig i en sø med en grydesvamp og drikke filtreret vand der smager af andemad. Jeg kan også ind imellem tænke, at jeg er lige lovligt tæt på det der natur, for eksempel hvis en hjort synes den skal gø af mit telt en hel nat igennem. Jeg kan faktisk også, helt uden større besvær, finde en masse godt at sige om springmadrasser, temperaturregulerede soverum og rene lagner – og så er jeg slet ikke kommet ind på de mere uappetitlige aspekter af hiker-livet!

Derfor har vi henover sæsonen arbejdet os frem til et par gode principper, som vi gør vores ypperste for at tage i betragtning, når vi planlægger vores ture.

img_3223

Smukke Cinque Terre.

For det første har vi indført en regel om, at hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, skal hver anden nat tilbringes på et hotel. Jo total luksus med træk-og-slip, rigtige dyner og en radiator at tørre sit våde tøj på – og også helt særligt at slutte en lang og anstrengende dag med at trække i noget (næsten) rent tøj, og sidde og spise en lækker middag mens man skåler med sin yndlingsmakker.

For det andet har vi besluttet ikke at lægge mere vægt på os selv, end at turen stadig er en fornøjelse – og i forlængelse heraf er vi gået ganske langt i bestræbelserne på at finde ultra super letvægtsudstyr, så der bliver plads til lidt luksus ved siden af. Det er jo indlysende nok, at hvis sovepose og regnfrakke tilsammen vejer 6 kg, så er der næppe kræfter til at bære helt så mange delikate snacks og luksusartikler (shampo, ansigtscreme, stearinlys, hyggetøj til bålet osv) som hvis basisudstyret kan komme ned i vægt.

Desværre er det sådan med hikingudstyr, at jo lettere det er, jo mere kostbart bliver det så også. Derfor kan det svare sig at tage sig tid til nogle overvejelser, inden man placerer hele pensionsopsparingen i tarps og pandelamper. Vi har i hvert fald opdaget, at der er områder hvor det helt afgjort kan svare sig at investere i det dyre udstyr, og andre områder hvor det faktisk ikke helt giver mening.

Sko vil jeg nævne allerførst, for det er et sted, hvor man virkelig kan gøre det nemmere for sig selv. Hvis man insisterer på at gå i traditionelle vandrestøvler, skal man vide at vægt på fødderne belaster kroppen 4-6 gange mere end vægt på ryggen. Det vil sige, at hvis du vælger lette trailrunners på omkring 1/2 kg istedet for vandrestøvler på ca. 1 1/2 kg, kan du uden besvær putte 4-6 kg mere chokolade og en pæn kjole til om aftenen i rygsækken! Hvis du dertil lægger, at selv den mest robuste støvle ikke vil kunne forhindre regnvand i at løbe ned ad dine ben og ind til dine fødder (hvorfra det ikke kan undslippe igen!), og at støvler giver en langt større risiko for vabler fordi de er så ufleksible, er valget egentlig ret nemt.

img_3978

Temmelig våde sko på Gendarmstien. Heldigvis tørrer mine lette sko lynhurtigt!

Køb dine sko 2 numre for store, men vælg en model der er så smal i hælen at du kan få den til at sidde fast ved at snøre den omhyggeligt. Hvis den smalle læst giver problemer ude ved tæerne, er der særlige måde at snøre skoene på, som løser dette problem.

Hvis du ønsker at glemme alt om dine problemer, skal du bare gå i for små sko.
The Houghton Line

img_3059

Rygsæk er til gengæld en af de ting, hvor vægten ikke nødvendigvis er det vigtigste. En nok så let rygsæk vil føles tung, hvis ikke den passer til din krop. I øvrigt er de fleste ultra letvægtsrygsække uden ramme, hvilket gør at vægtfordelingen er mindre end optimal, så den faktisk er sværere at bære. Alt i alt vil jeg anbefale at man finder den letteste blandt de rygsække der passer en – for mig var valget nemt, for der var kun én (1!!) ud af de mange, mange rygsække jeg prøvede, som sad fornuftigt på min åbenbart absurd korte overkrop. Man kan selvfølgelig også udstyre sin makker med en Tryllebør. Vel i virkeligheden den optimale løsning, men ikke altid til at gennemføre…

img_1746

Stealth camping på Bornholm

Telt eller hængekøje, samt underlag, quilts og soveposer, er afgjort værd at investere i. Det gør en kæmpe forskel om dit telt vejer 660 gr som vores, eller om vi snarere taler 6,6 kg. Selvfølgelig har et letvægtstelt sine ulemper; blandt andet er det typisk kun i ét lag, men vores har nu modstået en del ganske vedholdende regn uden problemer.

Madlavningsudstyr er et område hvor man kan spare på vægten, uden at det nødvendigvis kommer til at koste en masse penge. Et Trangiasæt er vanvittigt tungt, og dertil kommer vægten af gasflasken. Vi bærer et helt let udstyr, som brænder fortrinligt på både træ og alkohol. Som regel samler vi brænde, men hvis vi er meget trætte (eller det øser ned), bruger vi lidt ethanol. Se det i funktion her, på vores hyggelige date night.

img_6074

Tøj er lidt en afvejning. På den ene side gider du ikke slæbe en masse tungt tøj, hverken på kroppen eller i rygsækken, men på den anden side er det afgørende vigtigt at du føler dig vel tilpas. For at jeg kan være vel tilpas, har jeg også brug for at være ikke alt for grim. Min grænse går ved regnslaget, som nok er praktisk, men som får mig til at føle mig som Mumitrold, men sådan er vi jo så forskellige. Vi bærer lange bukser af den tunge slags, med forstærkninger bagpå og ved knæene, lavet i så tæt et materiale at myggene ikke kan stikke igennem. De er ikke letvægtsagtige overhovedet, men de er praktiske. Til gengæld medbringer vi kun ét sæt undertøj, ét par strømper og én tshirt som skiftetøj, og skyller bare det beskidte op undervejs. Vores overtøj vil ofte blive båret i rygsækken, og er derfor meget let. For eksempel vejer min dunjakke kun 263 gr., og vores regntøj er lavet af et materiale der vejer 192 gr. pr. m2.

De penge man ødsler ud på andet udstyr, kan man relativt nemt hente hjem på maden. Man kan sagtens købe frysetørret mad, men det bliver hurtigt en dyr (og lidt tvivlsom) fornøjelse. Det er meget sjovere og billigere at tørre sin egen mad – hvis man er den lykkelige indehaver af en ovn, som kan varme mens ovnlågen står på klem, er det bare at gå i gang, og ellers kan man købe et tørreapperat til rimelige penge.

Resten er helt op dagsformen. Gider man at gøre sig umage med at få en skøn tur, jamen så bliver det en skøn tur! Alt det fine ligger nemlig klar derude, lige til at trave rundt i. Rigtig god tur 🙂

img_3139

Søndags Snapshots

img_0802

Efterårshygge

Efteråret er i dén grad kommet. Regn og rusk indbyder til at man kryber indendørs og luner sig med lidt vitamin S, så det har jeg brugt en del tid på i ugens løb. Efterårets skønne farver, som ellers er en udmærket grund til at bevæge sig ud i al vejret, kan jo faktisk sagtens nydes indenfor 🙂

img_0803

De smukkeste farver

Jeg elsker nemlig at give mig selv den lille luksus at have friske blomster i vaserne, og aldrig er buketterne smukkere end i efteråret. Det skulle da lige være knitrende røde juletulipaner. eller nyudsprungne syrener i maj, eller tunge sensommerblomster i august, eller…

img_0805

Ham min elskede

Noget der ellers har fyldt i ugen, er ham her. Det er ikke helt enkelt at holde fødselsdag for ham, men omvendt herligt at han holder mig på tæerne jo. Hellere slides op end ruste, ikke sandt?

Jeg holder meget af de store mærkedage, fordi de minder mig om at få sagt alle de vigtige ting. Ham her kan jeg virkelig godt lide – og at høre mine små drenge tale og skrive til deres far, rørte mig til tårer. Han er ganske særlig, og jeg føler mig heldig fordi jeg har ham.

img_0804

Arbejdsplads med udsigt

Noget helt andet er, at min førstesal i dén grad trænger til en kærlig hånd. Ikke fordi rummet som sådan er grimt, men det er bare virkelig meget fersk og kedeligt, synes jeg. Der må rykkes rundt, males og noget – fortsættelse følger 😉

Det bliver dog nok ikke lige den kommende uge, jeg får tjek på det hele, for vi drager nemlig til Mors lige om lidt. Vi skal (endnu engang) have sæsonens sidste vandretur, og jeg glæder mig! God uge til jer allesammen.

Om at blive 50

img_0799

I går fyldte ham min elskede 50, og trådte således ind i de Fiftyfabulous rækker. Jeg havde haft en fornemmelse af, at han nok ville holde mig på tæerne hele dage, og det kom til at holde stik… Jeg stejlede rundt som en mus på en varm kogeplade hele dagen, i et hektisk forsøg på at leve op til drømmemandens minimumsstandarder 😉

For rigtig mange er 50 et skarpt hjørne, men hvis ham min elskede har haft problemer med at runde, har han skjult det godt. Han virkede overmåde veltilfreds hele dagen igennem, helt uden antydning af fortydelse a’la Hvor blev mit liv dog af…

Den slags tanker kan ellers godt ramme omkring 50 års alderen, ofte lige omkring det tidspunkt hvor det går op for én, at 50 ikke betyder 50% – at man altså ikke er halvvejs i livet, men efter alle statistikker at dømme en god bid længere fremme.

Selv gennemgik jeg en større modningskrise da jeg fyldte 30. Vældig tidligt, kan man mene, men pludselig gik jeg lidt i panik over, hvad jeg ville være når jeg blev stor – altså NU! – og konstant genlød Kim Larsens ord i mit hoved:

Om lidt bli’r her stille,
om lidt er det forbi.
Fik du set det du ville,
fik du hørt din melodi?

“Fik du set det du ville?” Jamen, hvor skulle jeg dog vide dét fra??? Tilbragte et par måneder med at ønske at nogen ville hente en voksen, men kom dog over det. Og kom åbenbart så grundigt over det, at de følgende runde fødselsdage har været helt igennem festlige lejligheder, blottet for enhver form for selvransagelse.

Og omtrent sådan ser det også ud til at være for ham min elskede, men han har jo også haft rigtig god tid til at øve sig. Selvom jeg ikke havde eksistentielle kvaler i forbindelse med mit 50 års fødselsdagsår (én dag er bare ikke nok!), så kunne jeg alligevel godt mærke, at det ikke helt holdt længere, det der med en yngre mand. Derfor blev han 53 det år, og så var alle glade.

Vi fejrede ham meget omhyggeligt i går, trods alt. Lige nu er vores liv ikke til de store fester, men ofte er de små fejringer ligeså gode – og så har han jo festen til gode! Han blev vækket med fødselsdagssang og gaver på sengen, efterfulgt af lækker morgenmad. Det med gaverne er vigtigt, og et lidt kildent område. I mange år kunne han ikke finde ud af at ønske sig noget, hvilket naturligvis ledte til stabler af undertøj og skjorter (go-to gaven til ‘manden der har alt’, også kendt som ‘manden man ikke gider finde på en gave til’). Men pludselig et år ønskede han sig både en guitar og en ny Playstation i julegave, og glad var jeg; endelig kunne jeg nemt finde en gave, som jeg vidste han ville blive glad for. Valget mellem guitar og Playstation var ikke svært (vedvarende støj vs. mand i ro bag skærm), men desværre havde han ikke ment ‘guitar eller Playstation’ – han havde ment ‘guitar og Playstation’, hvorfor han drog af huse 2. juledag for at indkøbe et stk. guitar. Siden da har jeg gjort mig mere umage, også selvom han har de senere år har valgt at indtage den charmerende position, at ‘dem der virkelig elsker mig, godt ved hvordan de kan glæde mig’.

img_0794

img_0798

img_0795

Til aften havde vi inviteret den nærmeste familie til et smukt pyntet bord, der bugnede af små delikatesser. Fordi jeg elsker ham, havde jeg pyntet bordet, men ikke kogt maden. Den fik jeg udefra, så jeg kunne koncentrere mig om de vigtige ting: bobler og kage. Lavede den lækreste kage, som jeg vil vise jer en af de næste dage – nøddemarengs med vaniljeskum og melbasauce, mums altså.

Selvfølgelig skal der også grædes i offentlighed holdes tale, når en så vigtig person fylder rundt. Jeg elsker faktisk ideen om at holde tale for mine kære, og sprudler af gode og kærlige vigtigheder når jeg sidder og forbereder mig – men er uheldigvis den sentimentale type, som nærmest kvæles i rørelse over mine egne ord, når det kommer til stykket. Fik dog hikset frem, at jeg synes vældig godt om ham, og så måtte han enten gætte sig frem til resten, eller tjekke mine noter.

Om aftenen, efter gæsterne var gået og de sidste lys pustet ud, sad vi helt stille en stund, og bare nød 50 år.  50 år, hvoraf vi har tilbragt de 34, minus ni dage, sammen. Det var ikke det ringeste øjeblik på dagen.

Jeg havde blandt andet pyntet bordet med de fineste, trekantede æsker, som faktisk er super nemme at folde. Jeg brugte dem som bordkort, men man kunne også bruge dem som gaveæsker, småkagekurve, eller måske endda, hvis man foldede dem i voksdug eller skind, til almindelig opbevaring (det må prøves!!).

img_5798Start med et stykke kvadratisk papir, som du folder diagonalt.

img_5799Fold derefter de to spidser ind mod midten. Luk folderne op igen, og fold den tredje spids op.

img_5800

Lav i alt tre sådanne, som du tilsidst sætter sammen, ganske enkelt ved at sætte dem ind i hinanden.

img_5801

Den sidste samling skal man lige nusse lidt med, men så ender man med en trekant, hvor bunden bare lægges ned. Du kan eventuelt fastgøre bundens flapper med en smule lim, afhængigt af, hvad du skal bruge æsken til.

img_0796

Efterår i boligen

Hvis man nu ikke længere har smårollinger, som kan begave en med stakkevis af kastanjedyr, og man ikke helt har taget den amerikanske græskartradition til sig, hvordan trækker man så efteråret ind i boligen?

Det enkle og indlysende svar er selvfølgelig S.T.E.A.R.I.N.L.Y.S – men der er også et par andre tricks til at skabe efterårshyggestemning.

img_0771

Først og fremmest så er krukker med efterårsløv en nem og hurtig måde at bringe årstidens stemning med indenfor. Hvis man så oven i købet kombinerer med en håndfuld sprøde, danske æbler, vil hyggen nærmest ingen ende tage 🙂

29689088_unknown

Man må frem med de grove tekstiler og de tunge glas. Alt hvad der er tungt og mættet i udtrykket formelig emmer af efterår, så det er på denne årstid min trofaste gamle hørdug får allermest luft. Og ja – jeg synes godt, den må være krøllet. Hør krøller så smukt, og folderne fremhæver stoffets struktur på en virkelig lækker måde, synes jeg.

img_0770

Efterår er lig med lange aftner og kolde tæer. Derfor skal alle de bløde puder og tæpper frem af deres sommerdvale, så man nemt kan komme til at putte sig med de bøger, der nærmest helt af sig selv sniger sig ind, og stabler sig fristende op på alle vandrette flader.

29689904_unknown

Og så går man jo aldrig galt i byen med brændeild og et lunt hundeøre at nusse. I stuen har vi brændeovn, men ovenpå nøjes vi fint med en biopejs. Ikke helt det samme selvfølgelig, men voldsomt godt ikke desto mindre – og sådan én kan man sætte alle vegne.

Hvad gør I for at bringe efteråret med ind i stuerne?

Om at bære sin egen vægt

Jeg sad en aften med en håndfuld veninder, og af én eller anden grund faldt talen på alder. En af dem stillede et interessant spørgsmål:

Hvor meget ville du give, for at kunne få lov at være ung igen?

Personligt var det ret simpelt for mig: Intet. Intet som helst ville jeg give, for jeg ville slet ikke bryde mig om at være ung igen. Jeg synes ikke, ungdommen var en rar tid. Jeg var enormt usikker, og gik frygteligt meget op i, hvad andre mon tænkte om mig. Jeg kunne slet ikke finde ro med at være mig, og brugte enorme ressourcer på at prøve at være anderledes.

På et tidspunkt røg jeg ud i en stor, arbejdsrelateret konflikt, som virkelig sled på mig. Jeg følte mig misforstået, og syntes slet ikke, jeg blev hørt. Det var skrækkeligt for mig, at nogen kunne tænke så grimme tanker om mig (og verbalisere dem!), uden at ville høre hvordan tingene så ud fra min side. Alle har formentlig prøvet at være i den slags konflikter, og ved hvor opslidende de kan være. Tankerne kører konstant rundt i hovedet på én, og man afspiller timelange, indre film, hvor man virkelig får sat det hele på plads.

Jeg var heldig, at konflikten var så opslidende, at jeg til sidst fik udmattet mig selv. På et tidspunkt gad filmene ikke spille mere. De forsvandt, og tilbage stod det eneste, jeg i bund og grund vidste noget om: mine egne valg og handlinger.

Og så var det hele jo til at have med at gøre! Lige pludselig stod det klart for mig, at mine valg og handlinger ikke blev anderledes af, hvad andre tænkte om dem. De fik ikke moralsk eller etisk vægt af andres forståelse eller mangel på samme. De var, hvad de var, og jeg kunne (heldigvis) stå inde for dem. Det var som om en gigantisk vægt blev løftet af mine skuldre, så jeg endelig kunne ranke ryggen og løfte hovedet. Med ét kunne jeg se, at det der talte, var min egen samvittighed og integritet – ikke andres bedømmelse af mig.

Sikke en lettelse. Det er umanerlig let at bære sin egen vægt, sammenlignet med at skulle slæbe alle andres bedømmelser med omkring. Og det gælder faktisk, uanset hvad man har gjort. Kan man stå inde for sine egne handlinger; ved man at samvittigheden er ren, så forsvinder byrden med ét slag. Har man fejlet, er det næsten ligeså nemt at sætte sig selv fri – så er det nemlig bare at erkende sine fejl, undskylde, rette op hvor man kan, og beslutte at gøre sig mere umage næste gang.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, er det med en stille hovedrysten. Hvordan kunne jeg ikke se det dengang? Hvorfor skulle det tage mig så mange år, og så mange frustrationer og ærgrelser, før jeg kunne se, at den eneste jeg ultimativt skal stå til ansvar overfor, er mig selv og min egen samvittighed?

Og hvorfor tænker jeg overhovedet på det nu?

Det gør jeg, fordi ham min elskede står midt i et stormvejr, som på sin vis minder om en kollosal, enormt opblæst udgave af den situation, jeg stod i dengang. Heldigvis er han klogere, end jeg var dengang. Han har allerede lært, at kun med samvittigheden som pejling og moralsk kompas, kan man finde ro i uretfærdighed.

img_5797

Det har været en svær beslutning at skrive dette indlæg, for egentlig synes jeg slet ikke det hører til her. Jeg vil allerhelst holde en balance mellem på den ene side at være meget personlig, og på den anden side ikke være for privat her på bloggen. Når jeg har besluttet at skrive alligevel, er det af to grunde. For det første så fylder det voldsomt meget i vores liv lige nu, så det føles helt skævt ikke at nævne det, og for det andet så har de fleste nok hørt om stormvejret allerede, eftersom retten i al sin visdom har besluttet at ophæve navneforbuddet i det der, noget misvisende, omtales som ‘Den Store Bestikkelsessag’. Holdningen er åbenbart, at personer her i landet måske nok – i hvert fald i princippet – er uskyldige indtil andet er bevist, men samtidig også, at uskyldige borgere ikke tager skade af en tur i gabestokken.

Det er ikke noget jeg kommer til at skrive en masse om. Sagen kommer til at køre længe, måske endda i årevis, og det er slemt nok i sig selv. Jeg har ingen planer om at gøre det værre ved at tillade mig selv at blive en bitter, gammel kone, som rasende sidder og venter på en retfærdighed, der måske lader vente på sig. Bitterhed er ikke attraktivt, og jeg gider det ikke. Situationen er, som den er, og vi gør os umage med at nyde livet, selv midt i stormen. I orkanens øje er der ofte ganske roligt, i hvert fald hvis man er så heldig, at man kan holde ryggen rank og se sig selv i øjnene uden skam.

Fitness World Basic Boot Camp

img_5361

img_4886

Jeg har fået mulighed for at afprøve Fitness Worlds nye koncept, Basic Bootcamp, gennem de sidste måneder. På rigtig mange måder kan jeg knap nok få armene ned over ideen, som jeg synes er noget nær genial: at tilbyde os ‘træningsblinde’ en mulighed for at afprøve en række forskellige træningsformer, og give os en grundig introduktion til hver enkelt. Jo altid sjovere at kunne være klodset og nybegynderagtig i sammenhænge, hvor det er meningen at der skal gives plads til fumlende klumpedumper…

Desværre er eksekveringen af denne geniale ide ikke helt så elegant som jeg kunne have ønsket. I mit lokale Fitness World center er der for eksempel kun  Basic Bootcamp hold i fitness, stepfit og bikefit, som så til gengæld kører i ugevis. Det havde nok været bedre for en fuldkommen rådvild ikke-trænet type som mig, om der havde været forskellige slags hold fra uge til uge, så jeg kunne have prøvet flere forskellige træningsformer.

Jeg har prøvet fitness bootcamp og stepfit bootcamp – bikefit sprang jeg lige over, for det der cykling på stedet har adrig rigtig været mig. Nu ved jeg så i virkeligheden helller ikke om jeg kan hævde at det er ‘mig’ at vade op og ned ad et plastiktrappetrin, eller sysle rundt med maskiner og vægtudstyr, men det fristede mig marginalt mere.

Og det var sjovt! Eller, stepfit var sjovt. Det der med maskinerne er ikke sådan rigtig sjovt, men her kommer Basic Bootcamp undervisningen så ind i billedet. På det hold får man nemlig ikke bare praktiske instruktioner, men også en gennemgang af de forskellige øvelsers sigte (‘hvor på kroppen bliver jeg pæn af det her?’) – og med et attraktivt mål i sigte, er det altså muligt for selv en sofakartoffel som mig at holde motivationen oppe. At jeg var så heldig, at ingen andre var mødt, så jeg i virkeligheden fik en privattime, gjorde jo heller ingen skade. Hvor basic bootcamp-timerne i stepfit er et decideret træningshold som folk følger i ugevis, så er fitness-timerne nemlig noget helt andet. Fordi det så tydeligt er en introduktion, kommer man én gang, og så er man klar til at klare sig ude i den vide verden.

img_5367Når man er lige ved at dø, og derfor giver sig til at fotografere, fordi det jo er meget, meget vigtigt 😉

Basic Bootcamp har været perfekt for mig. Jeg har fået lyst til at træne, og mod på at blive ved, så jeg kan være mega-fit når hikingsæsonen for alvor starter igen. Jeg har fået lejlighed til at prøve noget, jeg havde glemt at jeg kunne lide *, og jeg har lært en masse nyt. Og så har jeg fået mod på også at deltage på Fitness Worlds mange andre hold – også selvom forfængeligheden lider under det. Efterhånden kan jeg næsten (næsten…) holde ud, at jeg er hende den ukoordinerede, som glad hopper til højre, når alle andre går til venstre 😉

 

* For godt 25 år siden, da yngstesønnen var nyfødt, gik jeg til step, og var vild med det. Jeg var afsted et par gange hver uge med en veninde fra mødregruppen – uden børn!! – og vi elskede vores svedige stunder. Det havde jeg bare glemt alt om, indtil jeg prøvede det igen, og sådan kan det jo gå.

Klovn

img_4833

img_4886

Jeg har fået så mange pragtfulde stunder foræret i bøgernes verden. Som barn opdagede jeg, at man kunne vandre ind i fortællinger; leve i dem, være med dem, i timer uden ende, og det var en opdagelse jeg aldrig glemte.

Jeg tænker virkelig på det som en gave. I mine unge år var der altid voksne omkring mig, som var villige til at vise mig magien i bøgernes verden. Der var min mor, som læste for mig hver eneste aften, der var min mormor, som gad at læse de tegneserier, som min mor simplethen ikke orkede (hun magtede slet ikke at sidde sige gisp og arrgh med Anders And & co. Det skal man nok også være bedstemor for at holde ud). Mormor og morfar gav mig også den første bog, jeg læste på egen hånd: Pelle Haleløs. De nægtede at læse den for mig, fordi de ville give mig oplevelsen af at have klaret det selv – og nøj, hvor jeg var stolt, da det lykkedes! Senere kom skolebibliotekaren ind i mit liv, og hun kom til at betyde enormt meget for min glæde ved læsningen. Faktisk tror jeg slet ikke hendes indflydelse kan overvurderes, for hun havde altid en klar fornemmelse af, hvor jeg var, og fodrede mig konstant med nye eventyr.

Alle børn burde have de muligheder, jeg fik. Jeg interesserer mig for børne- og ungdomslitteratur, fordi jeg ved at det er helt afgørende at vi tilbyder de små mennesker masser af godt læsestof, hvis vi ønsker at invitere dem ind i bøgernes verden. Min niece Anna anmelder en del bøger her på FiftyFabulous, men ind imellem snupper jeg også selv en enkelt eller to – bare fordi jeg ikke vil gå glip af fornøjelsen.

For nylig sad jeg sammen med en veninde og undrede mig over, om der mon stadig blev skrevet ren underholdning til børn og unge, i stil med vores barndoms Britta-bøger, Hitchcock-mysterierne og de gamle kendinge som Puk og De Fem. Det gør der! – og endda af den virkeligt fængslende slags. Klovn af Michael Kamp, udgivet af Tellerup, er netop af denne type; ren underholdning, fuld knald på, og med en historie der fanger fra første side.

I den lille by Ullerup begynder der at dukke klovne op. Maskerede bøller, som efter amerikansk forbillede skræmmer livet af folk. Men pludselig en nat bliver det alvor….

Historien er god og medrivende, og sproget er helt eminent. Selvom jeg er en smule udenfor målgruppen, blev jeg revet med, ikke mindst på grund af de nærmest filmiske skildringer af krybende uhygge og rå splatter-scener. Mit gæt er, at den kan læses fra 10-12 år, men nok helst af børn der er nogenlunde hærdede, så de meget grafiske beskrivelser ikke giver alt for mange mareridt.

Den store klovn rev tarmene løs, smed liget fra sig og pustede hårdt i den ene ende af tyktarmen.

Oscar og Jannick så til i rædsel mens den store klovn arbejdede. Våde, snaskede lyde kunne høres under klovnens koncentrerede arbejde. Den foldede og drejede, vred og trak, indtil den endelig viste sin kreation frem for kredsen.

Endnu et sug skød igennem klovnene, og igen brølede latteren ud i natten.

Oscar kastede lidt op i sin mund, men sank det igen. Det var en kanin. Troede han.

En kanin af oppustede tarme som en tryllekunst fra Helvede.

Min ungdoms gysere (Zombiefilmene og Fredag d.13) bliver nærmest til uskyldige godnathistorier i sammenligning, men jeg er helt sikker på, at den vil gå rent hjem hos de unge!

img_4835

Søndags Snapshots

img_0773Denne her uge har været tung på arbejde. Tung forstået som ‘meget arbejde’, ikke som ‘trist arbejde’, heldigvis – men jeg har hængt, lykkeligt opslugt, foran computeren i mange, mange timer. Vindens rusken i træerne har bidraget til den almindelige hyggestemning, og gråvejr betyder at det er mørkt nok til at det giver mening at tænde stearinlys hele dagen. Efterår FTW!!

Ind imellem har jeg været oppe ved overfladen for at trække lidt frisk luft, og det har (også) været en fornøjelse. Der er nemlig blevet tændt for efterårsfarverne, og æblerne hænger tungt på træerne. Noget så fint.

img_0769

Simremad, kraftige gryderetter og supper hører efteråret til. Løgsuppe, chili sin carne, og langsomme karryretter; så bliver det ikke mere efterårsagtigt. Jeg elsker at sætte maden i gang rigtig tidligt, så jeg kan gå og nyde duftene hele dagen. Til gengæld kunne jeg slemt godt tænke mig, at duftene forsvandt, i samme sekund tallerknerne rydde af bordet. Gid der var en app til det…

29691200_unknown

Og nu jeg er ved app’s, så er jeg stadig ellevild med det der Mofibo. En tidsrøver af værste skuffe, men omvendt en vældig hyggelig lille bandit, jo.

img_5637

Strikkepindene gløder i øjeblikket. Jeg har gang i 3-4 forskellige projekter, og det er skønt, for så kan jeg altid kaste mig over lige præcis dét, jeg har allermest lyst til. Ulempen ved at være så ustruktureret er indlysende: der går ret lang tid imellem, at der er noget der falder færdigt af pindene, men en beskæftigelse så hyggelig som strikkeri behøver ikke at være struktureret.

Det bliver nok heller ikke lige i næste uge, jeg får gjort nogen af mine projekter færdige. Jeg har stadig en håndfuld hængepartier, og så er der en virkelig stor og vigtig dag, der truer i horisonten. Ham min elskede bliver 50, og kender jeg ham ret, vil det komme til at kræve en del af mig. Jeg glæder mig!

7 ideer til de lange, hyggelige efterårsaftner

Når jeg skriver 7 ideer til de lange, hyggelige efterårsaftner (bemærk i øvrigt, at det er lige én til hver dag i ugen), så mener jeg ikke ideer til sjove og spændende udflugter eller oplevelser udenfor huset. Det er bestemt skønt at komme ud, men her skal det handle om hverdagens lille luksus, hjemme på parcellen, i fred og ro.

Og nå ja, nu vi er ved det, så taler jeg heller ikke om alle de henrivende aftner, man kan tilbringe med at styrt-se pragtfulde TV-serier. Ikke at der er nogen risiko for at jeg i den nærmeste fremtid vil svigte mine gode venner Netflix og HBO, men ind imellem kan det nu også være sjovt at gøre noget andet…

img_0772

Spil.

Jeg elsker at spille. Er ikke nogen ørn til det, men er heldigvis en graciøs taber, så jeg synes stadig det er noget af det allehyggeligste. Er vild med vores spilleaftner, men mindre kan også gøre det – et slag Backgammon i sofaen med ham min elskede er bare godt – når jeg ellers kan få ham overtalt…

img_5647Bøger.

Nok næppe den store overraskelse at jeg nyder at begrave mig i en skøn bog, men det skal nu alligevel med på listen. Allerbedst er nemlig de aftner hvor jeg har taget tid til at sætte scenen. Masser af varm te på kanden, tykke,bløde tæpper i sofaen, hunden kørt i stilling, stearinlysene tændt, og gardinerne rullet ned. Så er der dømt hygge! Lige i øjeblikket læser jeg Jonathan Tropper’s Syv satans lange dage, og klukker af grin nærmest hele vejen igennem.

img_5668Pampering.

Jeg kan vældig godt lide at se forholdsvis velplejet ud, men hold op, hvor jeg nogen gange synes det er arbejdstungt. Husker det faktisk ikke som en helt så omfattende proces i min ungdom, meeeen…

Under alle omstændigheder har jeg fundet ud af, at hvis jeg samler alle de tidstunge arbejdsgange, tilsætter lidt stille musik og et par levende lys, og giver mig ekstra god tid, så kan det faktisk lige pludselig gå hen og blive en top hyggelig beskæftigelse. Et langt bad med body scrub og hælfil, efterfulgt af generøse mængder af den lækreste kropsolie, inden jeg pakker mig ind i en badekåbe og sætter mig foran ilden med en hårkur og en ansigtsmaske, og ordner negle. Slet ikke så ringe endda.

img_5669Kaffebord.

Hvornår blev det lige sådan, at man kun kunne se sine venner i weekenderne, hvor en (eller flere) havde tid til at stå i køkkenet en halv dag? Bag et par kager og måske et lækkert brød, bryg en kande kaffe, og inviter vennerne til kaffeslabberads. Så hyggeligt, og ikke noget man behøver at få svedperler på overlæben af stress over.

img_5708Gåtur i skumringen.

Ja, jeg er vild med lange vandreture – men meget mindre kan også sagtens gøre det. En stille tur rundt på marker (eller i gaderne) mens dagen går på hæld, enten alene, med en bedsteven med poter, eller med sin elskede i hånden. Uh, så godt!!

img_0767Simreretter.

Igen en ting der ofte bliver henvist til weekenden, men langt de fleste simreretter kan forberedes så godt i forvejen, at man ikke skal skubbe middagen ret meget, for at kunne nyde for eksempel en Bouef Daube. Hvem siger i øvrigt at man ikke kan spise middag kl. 22? Når først man er Fiftyfabulous, er der ikke nogen regler!

img_5645Fotoalbum.

En oplagt ide til et par hyggelige hjemmeaftner er at krybe sammen om at lave en fotobog. Jeg ved ikke hvordan det er for jer, men hjemme hos os ender vores billeder nemt med at leve et lidt trist, hengemt liv på telefonerne, hvor de hurtigt bliver glemt – med mindre altså, at jeg tager mig sammen til at lave fotobøger af dem. En fotobog er noget så hyggelig at bladre i, og langt sjovere end bare at scrolle på telefonen, ikke mindst fordi man i en fotobog nøjes med de aller aller bedste billeder, i stedet for at skulle klikke sig igennem 18 mere eller mindre vellykkede billeder af det samme motiv. Hvis man gør sig bare en lillebitte smule umage, kan det at lave en fotobog blive til en vidunderlig stund, hvor man tager sig tid til at genopleve dejlige øjeblikke.

Hvad får I de skønne lange efterårsaftner til at gå med?

Efterårsoprydning i garderoben

29692496_unknown

Uanset hvor omhyggelig jeg er med løbende at rydde op i min garderobe, så er der ingen tvivl om, at halvårlige eftersyn er En God Ting. Jeg ved ikke helt hvordan det sker, men rod og overflod har det med at snige sig ind på mig. Det gemmer sig omhyggeligt i oprustningsfasen, for så pludselig at springe frem i hovedet på mig. Meget mystisk, men der er jo omvendt så meget jeg ikke forstår.

Jeg har et par forskellige overlevelsesstrategier når det kommer til rod: enten afsætter jeg en hel dag, går grundigt til værks, og kommer til bunds i det – eller også afsætter jeg 20 minutter hver dag henover en periode. Men uanset hvor fine strategier jeg har til min hjælp, kan jeg stadig synes det er svært når det virkelig bliver alvor; når jeg står med det enkelte stykke tøj i hånden. Hør lige her, jeg rockede den kjole på stranden i Frankrig. I 1999. Men hvem ved – måske den pludselig bliver sagen igen. Og måske den så vil virke knap så afklædt og lårkort. Måske.

Når jeg står overfor den slags sindsoprivende valg, er der et spørgsmål jeg altid stiller mig selv:

Hvis jeg var ude og shoppe nu, ville jeg så købe denne her?

Det afgør som regel hurtigt sagen – og meget ofte til fordel for bunken med det skal skal doneres.

29691744_unknown

Oprydning kan lidt være en fest, i hvert fald hvis man tager sig tid til at glædes og forundres over alle de fine ting, man lige pludselig får øje på. Havde for eksempel helt glemt mine gamle Dior solbriller, som i virkeligheden nok var smartere for 10-12 år siden end de er nu – men sjove, det er de!

Mit basistøj holder generelt ret længe. Det er forholdsvis sjældent jeg køber noget, som jeg hurtigt bliver træt af, og hvis jeg gør, er det som regel med vilje. Med vilje forstået på den måde, at jeg forelsker mig hovedkuls i en eller anden henrivende trend, som jeg omvendt godt ved, snart bliver gammel og træt. Så køber jeg en high-street udgave, som jeg med sindsro kan skrotte efter en sæson. Men langt det meste af mit tøj holder i årevis – og de halvårlige oprydningsseancer giver det ofte nyt liv, fordi jeg pludselig får øje på det igen.

img_0764

29691664_unknown

Jeg har for eksempel et par læderleggings fra Helmut Lang, som nu har fulgt mig i otte år. De var så dyre, at jeg kastede en lille smule op i munden da jeg købte dem – men de har hængt på mig lige siden, og hvis jeg udregner hvad de har kostet pr. gang jeg har haft dem på, er de nok noget af det billigste i min garderobe! Her er de med min julegave fra sidste år og yndlingsstøvlerne – og så har de fået selskab af en evig klassiker; min ældgamle Chaneltaske. Lige stor nok til at rumme det allervigtigste, men heller ikke mere. Perfektion.

 

Older posts