Klovn

Fitness World Basic Boot Camp

img_5361

img_4886

Jeg har fået mulighed for at afprøve Fitness Worlds nye koncept, Basic Bootcamp, gennem de sidste måneder. På rigtig mange måder kan jeg knap nok få armene ned over ideen, som jeg synes er noget nær genial: at tilbyde os ‘træningsblinde’ en mulighed for at afprøve en række forskellige træningsformer, og give os en grundig introduktion til hver enkelt. Jo altid sjovere at kunne være klodset og nybegynderagtig i sammenhænge, hvor det er meningen at der skal gives plads til fumlende klumpedumper…

Desværre er eksekveringen af denne geniale ide ikke helt så elegant som jeg kunne have ønsket. I mit lokale Fitness World center er der for eksempel kun  Basic Bootcamp hold i fitness, stepfit og bikefit, som så til gengæld kører i ugevis. Det havde nok været bedre for en fuldkommen rådvild ikke-trænet type som mig, om der havde været forskellige slags hold fra uge til uge, så jeg kunne have prøvet flere forskellige træningsformer.

Jeg har prøvet fitness bootcamp og stepfit bootcamp – bikefit sprang jeg lige over, for det der cykling på stedet har adrig rigtig været mig. Nu ved jeg så i virkeligheden helller ikke om jeg kan hævde at det er ‘mig’ at vade op og ned ad et plastiktrappetrin, eller sysle rundt med maskiner og vægtudstyr, men det fristede mig marginalt mere.

Og det var sjovt! Eller, stepfit var sjovt. Det der med maskinerne er ikke sådan rigtig sjovt, men her kommer Basic Bootcamp undervisningen så ind i billedet. På det hold får man nemlig ikke bare praktiske instruktioner, men også en gennemgang af de forskellige øvelsers sigte (‘hvor på kroppen bliver jeg pæn af det her?’) – og med et attraktivt mål i sigte, er det altså muligt for selv en sofakartoffel som mig at holde motivationen oppe. At jeg var så heldig, at ingen andre var mødt, så jeg i virkeligheden fik en privattime, gjorde jo heller ingen skade. Hvor basic bootcamp-timerne i stepfit er et decideret træningshold som folk følger i ugevis, så er fitness-timerne nemlig noget helt andet. Fordi det så tydeligt er en introduktion, kommer man én gang, og så er man klar til at klare sig ude i den vide verden.

img_5367Når man er lige ved at dø, og derfor giver sig til at fotografere, fordi det jo er meget, meget vigtigt 😉

Basic Bootcamp har været perfekt for mig. Jeg har fået lyst til at træne, og mod på at blive ved, så jeg kan være mega-fit når hikingsæsonen for alvor starter igen. Jeg har fået lejlighed til at prøve noget, jeg havde glemt at jeg kunne lide *, og jeg har lært en masse nyt. Og så har jeg fået mod på også at deltage på Fitness Worlds mange andre hold – også selvom forfængeligheden lider under det. Efterhånden kan jeg næsten (næsten…) holde ud, at jeg er hende den ukoordinerede, som glad hopper til højre, når alle andre går til venstre 😉

 

* For godt 25 år siden, da yngstesønnen var nyfødt, gik jeg til step, og var vild med det. Jeg var afsted et par gange hver uge med en veninde fra mødregruppen – uden børn!! – og vi elskede vores svedige stunder. Det havde jeg bare glemt alt om, indtil jeg prøvede det igen, og sådan kan det jo gå.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klovn