Skøn hverdag

Når man mest arbejder hjemmefra, og oven i købet er iført ‘uniform’ (roben er vel nærmest en slags uniform – og den er i hvert fald ikke noget, jeg behøver at spekulere over) når man arbejder ude, så er det altså alt for nemt at ende i bløde bukser, bløde trøjer og bløde sokker i hverdagen. Det er jo overhovedet heller ikke nogen forkert strategi, meeeen… hver dag? Nej, vel? Og det bliver kun værre, i takt med at vi går mod vinteren. Dejlig nemt lige at smide en pæn frakke over sig når man skal ud jo – og så er der ikke nogen der kan se, at man bare har rullet sig i klædeskabets blødeste skuffer.

Jeg er derfor altid på udkig efter værdige alternativer. Tøj der er hyggeligt og nemt at bruge, men stadig pænt nok til, at skamrødmen ikke stiger op i kinderne på mig, hvis der kommer uventede gæster. Ikke fordi det ikke er okay at springe over hvor gærdet er lavest, men man behøver jo omvendt heller ikke at finde det sted, hvor det er fuldkommen udraderet.

img_5895
Faktisk synes jeg, at den nemmeste løsning er at have et par gode sager i baghånden, som kan opgradere alt det hyggelige. Min nye skjorte fra Heartmade er et fremragende eksempel på et stykke tøj som er super skønt, men stadig dejligt behageligt at have på. Flæserne, den høje krave og det herlige print gør den helt særlig at se på – men den er stadig nærmest lige så nem at have på som en gammel t-shirt. Den er faktisk så smuk, at selv mine blødeste yogabukser bliver præsentable – og med et par skinny jeans kan den redde enhver tøjkrise.

img_6214I lørdags fik den lov at komme med til fest, i selskab med mine smalle skindbukser og en klassisk blazer, og det kunne den også finde ud af. Snedig lille sag, som jeg nok skal få masser af glæde af! Jeg har købt den hos Abelone, hvor man faktisk også kan få en nyere udgave af mine (ældgamle) skindleggings.

Hvordan håndterer I det med hverdagstøjet – er I altid tjekkede, eller går der også ind imellem (lidt for meget) hygge i den hos jer?

Kystruten på Mors

Vi er lige kommet tilbage fra sæsonens sidste lange vandretur. Det har jeg vist hævdet før, men denne gang er det den sidste indtil det igen bliver lidt varmere! Sidst vi var på Mors, opdagede vi at der gik en vandrerute rundt langs kysten, og den måtte naturligvis udforskes. Derfor startede vi ud fra vores lille sommerhus, og så blev vi egentlig bare ved med at gå til højre, indtil vi endte oppe i smukke Dragstrup Vig.

img_6126

img_6180

img_6143

Morsø Turistkontor har en bog over den officielle rute, som følger stier, småveje og stranden hele øen rundt. Det er ikke verdens bedste eller mest informative bog, men hvis man godt kan lide at have et fysisk kort med på sine ture, er den udmærket. Den har opdelt i turen i ti etaper, som siges at være nogenlunde lige lange. Ud fra de oplysninger valgte jeg at antage, at hver enkelt etape nok var omkring 15 km, al den stund at den samlede rute er 150 km.

Så korte etaper fik mig til at tænke, at vi mindst kunne gå to plus lidt ekstra om dagen, så det blev turen tilrettelagt efter, med en stille stemme i baghovedet der insisterede på, at det skulle jeg nok komme til at fortryde. Omvendt så har erfaringen jo lært mig, at der ikke er så meget andet at lave ude i den vilde natur, så jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne gå så længe det var lyst. Alt er muligt, især hvis man husker fornuftige snack packs – chokolade og Panodiler kan man gå vældig langt på!

img_6111

img_6176Smukt var det, også – eller måske især – når det barske Limfjordsklima viste tænder. Det er en lille forblæst sag, denne her ø, og da især i den flade, sydlige del, hvor vi vandrer. Vi kom ikke hele øen rundt i denne omgang, fordi vi kun havde to dage til vores rådighed. Selvom vi fra tid til anden er endt med at vandre over evne (fordi vi bare kan gå meget længere hjemme i sofaen end ude på stierne), så var jeg helt fra begyndelsen godt klar over, at 75 km nok var lige i overkanten for vores dagsmarcher. Vi er jo ikke helt nye længere, og har faktisk talt om, at sidste gang der ikke var mindst én af os, der havde ondt ét eller andet sted, formentlig var engang i ’73.

Der er ikke mindre end 17 shelters rundt omkring på øen, og et sandt mylder af små kroer, hoteller og Bed & Breakfasts, så det er ikke svært at finde overnatning. Vi valgte at overnatte i shelter i Dragstrup Vig, efter godt og vel 40 km, fordi vejret jo lovede at være pragtfuldt, og så er overnatning i det fri bare skønt.

Vi er blevet ret skrappe til det der med bål og hygge – sådan lidt bush-crafteragtige. Lidt. Hyggeligt var det i hvert fald, også selvom vi først fandt frem til sheltret efter mørkets frembrud. Det sidste stykke af turen foregik i vores pandelampers blide skær, men heldigvis lykkedes det os at finde frem.

img_6173

img_6167

img_6177

Først næste morgen gik det op for os, præcis hvor smukt et sted vi havde sovet. Dragstrup Vig er helt igennem bedårende, og sheltret ligger noget så fint; lidt tilbagetrukket fra stranden, i en lille lysning mellem masser af træer, som oven i købet havde været så venlige at iføre sig efterårspragt.

img_6137

img_6178

img_6116

img_6174Kystruten på Mors er en nem vandrerute. Den er godt afmærket, og fordi øen er så velforsynet med overnatningsmuligheder, kan man tage den i lige præcis det tempo, der passer én bedst. Landskabet er bjergtagende, og terrænet er let at gå i – og det er jo aldrig en dårlig kombination til en vandretur. En god bid af ruten går langs stranden, og det er smukt, men også noget der tærer på kræfterne. Derfor valgte vi ind imellem at tage de alternative ruter oppe på småvejene, og det var slet ikke nogen dum beslutning. Smuk er øen overalt, og vejene er så let trafikerede, at vi kun mødte ganske få biler.

Én ting der virkelig adskiller denne rute fra de andre vi har gået, er morsingboernes imødekommenhed. Alle vi har mødt (og indrømmet, det er ikke mange, men alligevel…) har taget imod os med en nysgerrig venlighed, som har taget mig med storm. Folk har simpelthen råbt os an, når vi er kommet gående, og er kommet over for at sludre. Når de så har opdaget, at ham min elskede er en Trans, har de sendt venlige hilsner med til resten af familien – for heroppe kender alle åbenbart hinanden.

Det er noget ganske særligt at være morsingbo. En velbegrundet stolthed kommer ind med modermælken, og folk udefra (københavnere, hvis man indrømmer at stamme fra et sted øst for Vejle) betragtes med lige dele medfølelse og venlighed. De har jo ikke morsingboens stoiske robusthed, og kan ikke glæde sig over øens allestedsnærværende skønhed hver evig eneste dag, men må nøjes med at suge til sig, når gunstige omstændigheder tillader et alt for kort besøg.

Jydernes landskab kløves af fjorden,
hvor Oddesund forbindes med Thy,
og der hvor vejen drejer mod norden,
dukker du frem bag en rosenrød sky.
Skønneste Mors, grønneste ø,
smukt blev du formet med å og med sø,
agerbrugsland, skove og strand
kransen af Limfjordsvand.

Foråret fylder luften med toner,
viben er først for den viser vej,
og i hvert krat man ser anemoner,
folde sig ud som en hyldest til dig.
Skønneste Mors…

Duften af muld, af tang og af tjære,
det giver travlhed og energi,
landmand og fisker mærker det gære,
arbejdet kalder på dem i det fri.
Skønneste Mors…

Bølgerne klukker sagte mod stranden,
nu er der sommer endnu engang,
voksne og børn nyder hinanden,
luften vibrerer af latter og sang.
Skønneste Mors…

Men snart vi hører afskedens toner,
varsler at sommeren går på hæld,
der drysses guld i træernes kroner,
mørket det længes hver eneste kvæld.
Skønneste Mors…

Vildgæs på træk i snorlige kiler,
dæmpede lyde, knitrende sne,
barsk er vor ø, mens sommeren hviler,
indtil vi atter får solen at se.
Skønneste Mors…

Vi kom langtfra hele vejen rundt denne gang, men det er lige præcis som det skal være. Vi har fået sat et værdigt punktum for vores første vandresæson, og jeg glæder mig til at tage hele turen næste forår!

img_6179

img_6168

Alt hvad du har brug for at vide om gliking

Så vovet en overskrift som “Alt hvad du har brug for at vide om…” end kan forekomme, så tænker jeg at den er ok her, al den stund at gliking er min egen opfindelse, og at det dermed er mig, der bestemmer hvad der overhovedet er at vide om det!

img_6056

Fuldkommen som glamping – Glamorous Camping – er en ting, forudser jeg, at gliking – Glamorous Hiking – også nok skal blive det. Ja, det er noget jeg selv har fundet på, men det er ikke første gang i menneskehedens historie, at personer er kommet op med fremragende ideer (hallo, menneskeskabt ild, hjulet og smartphones).

img_5179

Skøn, skøn udsigt over bjergtoppene omkring Comosøen.

Gliking går i al sin simpelhed ud på at gøre hiking til en mere glamourøs, og dermed også en mere attraktiv, oplevelse. Og for lige at rydde eventuelle misforståelser af vejen, vil jeg gerne starte med at fastslå, at jeg ikke taler om at ramme vandrestierne i stiletter med en flaske champagne rumlende i rygsækken. Det er hverdagsglamour, det her. Det er et varmt brusebad, en blød seng, og noget god mad i stearinlysenes skær, for eksempel.

Så charmerende hardcore, ultralight hiking end kan være, så kan nogen (mig, mig, mig!!) altså godt blive træt af at vaske mig i en sø med en grydesvamp og drikke filtreret vand der smager af andemad. Jeg kan også ind imellem tænke, at jeg er lige lovligt tæt på det der natur, for eksempel hvis en hjort synes den skal gø af mit telt en hel nat igennem. Jeg kan faktisk også, helt uden større besvær, finde en masse godt at sige om springmadrasser, temperaturregulerede soverum og rene lagner – og så er jeg slet ikke kommet ind på de mere uappetitlige aspekter af hiker-livet!

Derfor har vi henover sæsonen arbejdet os frem til et par gode principper, som vi gør vores ypperste for at tage i betragtning, når vi planlægger vores ture.

img_3223

Smukke Cinque Terre.

For det første har vi indført en regel om, at hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, skal hver anden nat tilbringes på et hotel. Jo total luksus med træk-og-slip, rigtige dyner og en radiator at tørre sit våde tøj på – og også helt særligt at slutte en lang og anstrengende dag med at trække i noget (næsten) rent tøj, og sidde og spise en lækker middag mens man skåler med sin yndlingsmakker.

For det andet har vi besluttet ikke at lægge mere vægt på os selv, end at turen stadig er en fornøjelse – og i forlængelse heraf er vi gået ganske langt i bestræbelserne på at finde ultra super letvægtsudstyr, så der bliver plads til lidt luksus ved siden af. Det er jo indlysende nok, at hvis sovepose og regnfrakke tilsammen vejer 6 kg, så er der næppe kræfter til at bære helt så mange delikate snacks og luksusartikler (shampo, ansigtscreme, stearinlys, hyggetøj til bålet osv) som hvis basisudstyret kan komme ned i vægt.

Desværre er det sådan med hikingudstyr, at jo lettere det er, jo mere kostbart bliver det så også. Derfor kan det svare sig at tage sig tid til nogle overvejelser, inden man placerer hele pensionsopsparingen i tarps og pandelamper. Vi har i hvert fald opdaget, at der er områder hvor det helt afgjort kan svare sig at investere i det dyre udstyr, og andre områder hvor det faktisk ikke helt giver mening.

Sko vil jeg nævne allerførst, for det er et sted, hvor man virkelig kan gøre det nemmere for sig selv. Hvis man insisterer på at gå i traditionelle vandrestøvler, skal man vide at vægt på fødderne belaster kroppen 4-6 gange mere end vægt på ryggen. Det vil sige, at hvis du vælger lette trailrunners på omkring 1/2 kg istedet for vandrestøvler på ca. 1 1/2 kg, kan du uden besvær putte 4-6 kg mere chokolade og en pæn kjole til om aftenen i rygsækken! Hvis du dertil lægger, at selv den mest robuste støvle ikke vil kunne forhindre regnvand i at løbe ned ad dine ben og ind til dine fødder (hvorfra det ikke kan undslippe igen!), og at støvler giver en langt større risiko for vabler fordi de er så ufleksible, er valget egentlig ret nemt.

img_3978

Temmelig våde sko på Gendarmstien. Heldigvis tørrer mine lette sko lynhurtigt!

Køb dine sko 2 numre for store, men vælg en model der er så smal i hælen at du kan få den til at sidde fast ved at snøre den omhyggeligt. Hvis den smalle læst giver problemer ude ved tæerne, er der særlige måde at snøre skoene på, som løser dette problem.

Hvis du ønsker at glemme alt om dine problemer, skal du bare gå i for små sko.
The Houghton Line

img_3059

Rygsæk er til gengæld en af de ting, hvor vægten ikke nødvendigvis er det vigtigste. En nok så let rygsæk vil føles tung, hvis ikke den passer til din krop. I øvrigt er de fleste ultra letvægtsrygsække uden ramme, hvilket gør at vægtfordelingen er mindre end optimal, så den faktisk er sværere at bære. Alt i alt vil jeg anbefale at man finder den letteste blandt de rygsække der passer en – for mig var valget nemt, for der var kun én (1!!) ud af de mange, mange rygsække jeg prøvede, som sad fornuftigt på min åbenbart absurd korte overkrop. Man kan selvfølgelig også udstyre sin makker med en Tryllebør. Vel i virkeligheden den optimale løsning, men ikke altid til at gennemføre…

img_1746

Stealth camping på Bornholm

Telt eller hængekøje, samt underlag, quilts og soveposer, er afgjort værd at investere i. Det gør en kæmpe forskel om dit telt vejer 660 gr som vores, eller om vi snarere taler 6,6 kg. Selvfølgelig har et letvægtstelt sine ulemper; blandt andet er det typisk kun i ét lag, men vores har nu modstået en del ganske vedholdende regn uden problemer.

Madlavningsudstyr er et område hvor man kan spare på vægten, uden at det nødvendigvis kommer til at koste en masse penge. Et Trangiasæt er vanvittigt tungt, og dertil kommer vægten af gasflasken. Vi bærer et helt let udstyr, som brænder fortrinligt på både træ og alkohol. Som regel samler vi brænde, men hvis vi er meget trætte (eller det øser ned), bruger vi lidt ethanol. Se det i funktion her, på vores hyggelige date night.

img_6074

Tøj er lidt en afvejning. På den ene side gider du ikke slæbe en masse tungt tøj, hverken på kroppen eller i rygsækken, men på den anden side er det afgørende vigtigt at du føler dig vel tilpas. For at jeg kan være vel tilpas, har jeg også brug for at være ikke alt for grim. Min grænse går ved regnslaget, som nok er praktisk, men som får mig til at føle mig som Mumitrold, men sådan er vi jo så forskellige. Vi bærer lange bukser af den tunge slags, med forstærkninger bagpå og ved knæene, lavet i så tæt et materiale at myggene ikke kan stikke igennem. De er ikke letvægtsagtige overhovedet, men de er praktiske. Til gengæld medbringer vi kun ét sæt undertøj, ét par strømper og én tshirt som skiftetøj, og skyller bare det beskidte op undervejs. Vores overtøj vil ofte blive båret i rygsækken, og er derfor meget let. For eksempel vejer min dunjakke kun 263 gr., og vores regntøj er lavet af et materiale der vejer 192 gr. pr. m2.

De penge man ødsler ud på andet udstyr, kan man relativt nemt hente hjem på maden. Man kan sagtens købe frysetørret mad, men det bliver hurtigt en dyr (og lidt tvivlsom) fornøjelse. Det er meget sjovere og billigere at tørre sin egen mad – hvis man er den lykkelige indehaver af en ovn, som kan varme mens ovnlågen står på klem, er det bare at gå i gang, og ellers kan man købe et tørreapperat til rimelige penge.

Resten er helt op dagsformen. Gider man at gøre sig umage med at få en skøn tur, jamen så bliver det en skøn tur! Alt det fine ligger nemlig klar derude, lige til at trave rundt i. Rigtig god tur 🙂

img_3139

Søndags Snapshots

img_0802

Efterårshygge

Efteråret er i dén grad kommet. Regn og rusk indbyder til at man kryber indendørs og luner sig med lidt vitamin S, så det har jeg brugt en del tid på i ugens løb. Efterårets skønne farver, som ellers er en udmærket grund til at bevæge sig ud i al vejret, kan jo faktisk sagtens nydes indenfor 🙂

img_0803

De smukkeste farver

Jeg elsker nemlig at give mig selv den lille luksus at have friske blomster i vaserne, og aldrig er buketterne smukkere end i efteråret. Det skulle da lige være knitrende røde juletulipaner. eller nyudsprungne syrener i maj, eller tunge sensommerblomster i august, eller…

img_0805

Ham min elskede

Noget der ellers har fyldt i ugen, er ham her. Det er ikke helt enkelt at holde fødselsdag for ham, men omvendt herligt at han holder mig på tæerne jo. Hellere slides op end ruste, ikke sandt?

Jeg holder meget af de store mærkedage, fordi de minder mig om at få sagt alle de vigtige ting. Ham her kan jeg virkelig godt lide – og at høre mine små drenge tale og skrive til deres far, rørte mig til tårer. Han er ganske særlig, og jeg føler mig heldig fordi jeg har ham.

img_0804

Arbejdsplads med udsigt

Noget helt andet er, at min førstesal i dén grad trænger til en kærlig hånd. Ikke fordi rummet som sådan er grimt, men det er bare virkelig meget fersk og kedeligt, synes jeg. Der må rykkes rundt, males og noget – fortsættelse følger 😉

Det bliver dog nok ikke lige den kommende uge, jeg får tjek på det hele, for vi drager nemlig til Mors lige om lidt. Vi skal (endnu engang) have sæsonens sidste vandretur, og jeg glæder mig! God uge til jer allesammen.

Om at blive 50

img_0799

I går fyldte ham min elskede 50, og trådte således ind i de Fiftyfabulous rækker. Jeg havde haft en fornemmelse af, at han nok ville holde mig på tæerne hele dage, og det kom til at holde stik… Jeg stejlede rundt som en mus på en varm kogeplade hele dagen, i et hektisk forsøg på at leve op til drømmemandens minimumsstandarder 😉

For rigtig mange er 50 et skarpt hjørne, men hvis ham min elskede har haft problemer med at runde, har han skjult det godt. Han virkede overmåde veltilfreds hele dagen igennem, helt uden antydning af fortydelse a’la Hvor blev mit liv dog af…

Den slags tanker kan ellers godt ramme omkring 50 års alderen, ofte lige omkring det tidspunkt hvor det går op for én, at 50 ikke betyder 50% – at man altså ikke er halvvejs i livet, men efter alle statistikker at dømme en god bid længere fremme.

Selv gennemgik jeg en større modningskrise da jeg fyldte 30. Vældig tidligt, kan man mene, men pludselig gik jeg lidt i panik over, hvad jeg ville være når jeg blev stor – altså NU! – og konstant genlød Kim Larsens ord i mit hoved:

Om lidt bli’r her stille,
om lidt er det forbi.
Fik du set det du ville,
fik du hørt din melodi?

“Fik du set det du ville?” Jamen, hvor skulle jeg dog vide dét fra??? Tilbragte et par måneder med at ønske at nogen ville hente en voksen, men kom dog over det. Og kom åbenbart så grundigt over det, at de følgende runde fødselsdage har været helt igennem festlige lejligheder, blottet for enhver form for selvransagelse.

Og omtrent sådan ser det også ud til at være for ham min elskede, men han har jo også haft rigtig god tid til at øve sig. Selvom jeg ikke havde eksistentielle kvaler i forbindelse med mit 50 års fødselsdagsår (én dag er bare ikke nok!), så kunne jeg alligevel godt mærke, at det ikke helt holdt længere, det der med en yngre mand. Derfor blev han 53 det år, og så var alle glade.

Vi fejrede ham meget omhyggeligt i går, trods alt. Lige nu er vores liv ikke til de store fester, men ofte er de små fejringer ligeså gode – og så har han jo festen til gode! Han blev vækket med fødselsdagssang og gaver på sengen, efterfulgt af lækker morgenmad. Det med gaverne er vigtigt, og et lidt kildent område. I mange år kunne han ikke finde ud af at ønske sig noget, hvilket naturligvis ledte til stabler af undertøj og skjorter (go-to gaven til ‘manden der har alt’, også kendt som ‘manden man ikke gider finde på en gave til’). Men pludselig et år ønskede han sig både en guitar og en ny Playstation i julegave, og glad var jeg; endelig kunne jeg nemt finde en gave, som jeg vidste han ville blive glad for. Valget mellem guitar og Playstation var ikke svært (vedvarende støj vs. mand i ro bag skærm), men desværre havde han ikke ment ‘guitar eller Playstation’ – han havde ment ‘guitar og Playstation’, hvorfor han drog af huse 2. juledag for at indkøbe et stk. guitar. Siden da har jeg gjort mig mere umage, også selvom han har de senere år har valgt at indtage den charmerende position, at ‘dem der virkelig elsker mig, godt ved hvordan de kan glæde mig’.

img_0794

img_0798

img_0795

Til aften havde vi inviteret den nærmeste familie til et smukt pyntet bord, der bugnede af små delikatesser. Fordi jeg elsker ham, havde jeg pyntet bordet, men ikke kogt maden. Den fik jeg udefra, så jeg kunne koncentrere mig om de vigtige ting: bobler og kage. Lavede den lækreste kage, som jeg vil vise jer en af de næste dage – nøddemarengs med vaniljeskum og melbasauce, mums altså.

Selvfølgelig skal der også grædes i offentlighed holdes tale, når en så vigtig person fylder rundt. Jeg elsker faktisk ideen om at holde tale for mine kære, og sprudler af gode og kærlige vigtigheder når jeg sidder og forbereder mig – men er uheldigvis den sentimentale type, som nærmest kvæles i rørelse over mine egne ord, når det kommer til stykket. Fik dog hikset frem, at jeg synes vældig godt om ham, og så måtte han enten gætte sig frem til resten, eller tjekke mine noter.

Om aftenen, efter gæsterne var gået og de sidste lys pustet ud, sad vi helt stille en stund, og bare nød 50 år.  50 år, hvoraf vi har tilbragt de 34, minus ni dage, sammen. Det var ikke det ringeste øjeblik på dagen.

Jeg havde blandt andet pyntet bordet med de fineste, trekantede æsker, som faktisk er super nemme at folde. Jeg brugte dem som bordkort, men man kunne også bruge dem som gaveæsker, småkagekurve, eller måske endda, hvis man foldede dem i voksdug eller skind, til almindelig opbevaring (det må prøves!!).

img_5798Start med et stykke kvadratisk papir, som du folder diagonalt.

img_5799Fold derefter de to spidser ind mod midten. Luk folderne op igen, og fold den tredje spids op.

img_5800

Lav i alt tre sådanne, som du tilsidst sætter sammen, ganske enkelt ved at sætte dem ind i hinanden.

img_5801

Den sidste samling skal man lige nusse lidt med, men så ender man med en trekant, hvor bunden bare lægges ned. Du kan eventuelt fastgøre bundens flapper med en smule lim, afhængigt af, hvad du skal bruge æsken til.

img_0796

Efterår i boligen

Hvis man nu ikke længere har smårollinger, som kan begave en med stakkevis af kastanjedyr, og man ikke helt har taget den amerikanske græskartradition til sig, hvordan trækker man så efteråret ind i boligen?

Det enkle og indlysende svar er selvfølgelig S.T.E.A.R.I.N.L.Y.S – men der er også et par andre tricks til at skabe efterårshyggestemning.

img_0771

Først og fremmest så er krukker med efterårsløv en nem og hurtig måde at bringe årstidens stemning med indenfor. Hvis man så oven i købet kombinerer med en håndfuld sprøde, danske æbler, vil hyggen nærmest ingen ende tage 🙂

29689088_unknown

Man må frem med de grove tekstiler og de tunge glas. Alt hvad der er tungt og mættet i udtrykket formelig emmer af efterår, så det er på denne årstid min trofaste gamle hørdug får allermest luft. Og ja – jeg synes godt, den må være krøllet. Hør krøller så smukt, og folderne fremhæver stoffets struktur på en virkelig lækker måde, synes jeg.

img_0770

Efterår er lig med lange aftner og kolde tæer. Derfor skal alle de bløde puder og tæpper frem af deres sommerdvale, så man nemt kan komme til at putte sig med de bøger, der nærmest helt af sig selv sniger sig ind, og stabler sig fristende op på alle vandrette flader.

29689904_unknown

Og så går man jo aldrig galt i byen med brændeild og et lunt hundeøre at nusse. I stuen har vi brændeovn, men ovenpå nøjes vi fint med en biopejs. Ikke helt det samme selvfølgelig, men voldsomt godt ikke desto mindre – og sådan én kan man sætte alle vegne.

Hvad gør I for at bringe efteråret med ind i stuerne?

Om at bære sin egen vægt

Jeg sad en aften med en håndfuld veninder, og af én eller anden grund faldt talen på alder. En af dem stillede et interessant spørgsmål:

Hvor meget ville du give, for at kunne få lov at være ung igen?

Personligt var det ret simpelt for mig: Intet. Intet som helst ville jeg give, for jeg ville slet ikke bryde mig om at være ung igen. Jeg synes ikke, ungdommen var en rar tid. Jeg var enormt usikker, og gik frygteligt meget op i, hvad andre mon tænkte om mig. Jeg kunne slet ikke finde ro med at være mig, og brugte enorme ressourcer på at prøve at være anderledes.

På et tidspunkt røg jeg ud i en stor, arbejdsrelateret konflikt, som virkelig sled på mig. Jeg følte mig misforstået, og syntes slet ikke, jeg blev hørt. Det var skrækkeligt for mig, at nogen kunne tænke så grimme tanker om mig (og verbalisere dem!), uden at ville høre hvordan tingene så ud fra min side. Alle har formentlig prøvet at være i den slags konflikter, og ved hvor opslidende de kan være. Tankerne kører konstant rundt i hovedet på én, og man afspiller timelange, indre film, hvor man virkelig får sat det hele på plads.

Jeg var heldig. Konflikten var så opslidende, at jeg til sidst fik udmattet mig selv. På et tidspunkt gad filmene ikke spille mere. De forsvandt, og tilbage stod det eneste, jeg i bund og grund vidste noget om: mine egne valg og handlinger.

Og så var det hele jo til at have med at gøre! Lige pludselig stod det klart for mig, at mine valg og handlinger ikke blev anderledes af, hvad andre tænkte om dem. De fik ikke moralsk eller etisk vægt af andres forståelse eller mangel på samme. De var, hvad de var, og jeg kunne (heldigvis) stå inde for dem. Det var som om en gigantisk vægt blev løftet af mine skuldre, så jeg endelig kunne ranke ryggen og løfte hovedet. Med ét kunne jeg se, at det der talte, var min egen samvittighed og integritet – ikke andres bedømmelse af mig.

Sikke en lettelse. Det er umanerlig let at bære sin egen vægt, sammenlignet med at skulle slæbe alle andres bedømmelser med omkring. Og det gælder faktisk, uanset hvad man har gjort. Kan man stå inde for sine egne handlinger; ved man at samvittigheden er ren, så forsvinder byrden med ét slag. Har man fejlet, er det næsten ligeså nemt at sætte sig selv fri – så er det nemlig bare at erkende sine fejl, undskylde, rette op hvor man kan, og beslutte at gøre sig mere umage næste gang.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, er det med en stille hovedrysten. Hvordan kunne jeg ikke se det dengang? Hvorfor skulle det tage mig så mange år, og så mange frustrationer og ærgrelser, før jeg kunne se, at den eneste jeg ultimativt skal stå til ansvar overfor, er mig selv og min egen samvittighed?

Og hvorfor tænker jeg overhovedet på det nu?

Det gør jeg, fordi ham min elskede står midt i et stormvejr, som på sin vis minder om en kollosal, enormt opblæst udgave af den situation, jeg stod i dengang. Heldigvis er han klogere, end jeg var dengang. Han har allerede lært, at kun med samvittigheden som pejling og moralsk kompas, kan man finde ro i uretfærdighed.

img_5797

Det har været en svær beslutning at skrive dette indlæg, for egentlig synes jeg slet ikke det hører til her. Jeg vil allerhelst holde en balance mellem på den ene side at være meget personlig, og på den anden side ikke være for privat her på bloggen. Når jeg har besluttet at skrive alligevel, er det af to grunde. For det første så fylder det voldsomt meget i vores liv lige nu, så det føles helt skævt ikke at nævne det, og for det andet så har de fleste nok hørt om stormvejret allerede, eftersom retten i al sin visdom har besluttet at ophæve navneforbuddet i det der, noget misvisende, omtales som ‘Danmarkshistoriens Største Bestikkelsessag’. Holdningen er åbenbart, at personer her i landet måske nok – i hvert fald i princippet – er uskyldige indtil andet er bevist, men samtidig også, at uskyldige borgere ikke tager skade af en tur i gabestokken.

Det er ikke noget jeg kommer til at skrive en masse om. Sagen kommer til at køre længe, og det er slemt nok i sig selv. Jeg har ingen planer om at gøre det værre ved at tillade mig selv at blive en bitter, gammel kone, som rasende sidder og venter på en retfærdighed, der måske lader vente på sig. Bitterhed er ikke attraktivt, og jeg gider det ikke. Situationen er, som den er, og vi gør os umage med at nyde livet, selv midt i stormen. I orkanens øje er der ofte ganske roligt, i hvert fald hvis man er så heldig, at man kan holde ryggen rank og se sig selv i øjnene uden skam.

Fitness World Basic Boot Camp

img_5361

img_4886

Jeg har fået mulighed for at afprøve Fitness Worlds nye koncept, Basic Bootcamp, gennem de sidste måneder. På rigtig mange måder kan jeg knap nok få armene ned over ideen, som jeg synes er noget nær genial: at tilbyde os ‘træningsblinde’ en mulighed for at afprøve en række forskellige træningsformer, og give os en grundig introduktion til hver enkelt. Jo altid sjovere at kunne være klodset og nybegynderagtig i sammenhænge, hvor det er meningen at der skal gives plads til fumlende klumpedumper…

Desværre er eksekveringen af denne geniale ide ikke helt så elegant som jeg kunne have ønsket. I mit lokale Fitness World center er der for eksempel kun  Basic Bootcamp hold i fitness, stepfit og bikefit, som så til gengæld kører i ugevis. Det havde nok været bedre for en fuldkommen rådvild ikke-trænet type som mig, om der havde været forskellige slags hold fra uge til uge, så jeg kunne have prøvet flere forskellige træningsformer.

Jeg har prøvet fitness bootcamp og stepfit bootcamp – bikefit sprang jeg lige over, for det der cykling på stedet har adrig rigtig været mig. Nu ved jeg så i virkeligheden helller ikke om jeg kan hævde at det er ‘mig’ at vade op og ned ad et plastiktrappetrin, eller sysle rundt med maskiner og vægtudstyr, men det fristede mig marginalt mere.

Og det var sjovt! Eller, stepfit var sjovt. Det der med maskinerne er ikke sådan rigtig sjovt, men her kommer Basic Bootcamp undervisningen så ind i billedet. På det hold får man nemlig ikke bare praktiske instruktioner, men også en gennemgang af de forskellige øvelsers sigte (‘hvor på kroppen bliver jeg pæn af det her?’) – og med et attraktivt mål i sigte, er det altså muligt for selv en sofakartoffel som mig at holde motivationen oppe. At jeg var så heldig, at ingen andre var mødt, så jeg i virkeligheden fik en privattime, gjorde jo heller ingen skade. Hvor basic bootcamp-timerne i stepfit er et decideret træningshold som folk følger i ugevis, så er fitness-timerne nemlig noget helt andet. Fordi det så tydeligt er en introduktion, kommer man én gang, og så er man klar til at klare sig ude i den vide verden.

img_5367Når man er lige ved at dø, og derfor giver sig til at fotografere, fordi det jo er meget, meget vigtigt 😉

Basic Bootcamp har været perfekt for mig. Jeg har fået lyst til at træne, og mod på at blive ved, så jeg kan være mega-fit når hikingsæsonen for alvor starter igen. Jeg har fået lejlighed til at prøve noget, jeg havde glemt at jeg kunne lide *, og jeg har lært en masse nyt. Og så har jeg fået mod på også at deltage på Fitness Worlds mange andre hold – også selvom forfængeligheden lider under det. Efterhånden kan jeg næsten (næsten…) holde ud, at jeg er hende den ukoordinerede, som glad hopper til højre, når alle andre går til venstre 😉

 

* For godt 25 år siden, da yngstesønnen var nyfødt, gik jeg til step, og var vild med det. Jeg var afsted et par gange hver uge med en veninde fra mødregruppen – uden børn!! – og vi elskede vores svedige stunder. Det havde jeg bare glemt alt om, indtil jeg prøvede det igen, og sådan kan det jo gå.

Klovn

img_4833

img_4886

Jeg har fået så mange pragtfulde stunder foræret i bøgernes verden. Som barn opdagede jeg, at man kunne vandre ind i fortællinger; leve i dem, være med dem, i timer uden ende, og det var en opdagelse jeg aldrig glemte.

Jeg tænker virkelig på det som en gave. I mine unge år var der altid voksne omkring mig, som var villige til at vise mig magien i bøgernes verden. Der var min mor, som læste for mig hver eneste aften, der var min mormor, som gad at læse de tegneserier, som min mor simplethen ikke orkede (hun magtede slet ikke at sidde sige gisp og arrgh med Anders And & co. Det skal man nok også være bedstemor for at holde ud). Mormor og morfar gav mig også den første bog, jeg læste på egen hånd: Pelle Haleløs. De nægtede at læse den for mig, fordi de ville give mig oplevelsen af at have klaret det selv – og nøj, hvor jeg var stolt, da det lykkedes! Senere kom skolebibliotekaren ind i mit liv, og hun kom til at betyde enormt meget for min glæde ved læsningen. Faktisk tror jeg slet ikke hendes indflydelse kan overvurderes, for hun havde altid en klar fornemmelse af, hvor jeg var, og fodrede mig konstant med nye eventyr.

Alle børn burde have de muligheder, jeg fik. Jeg interesserer mig for børne- og ungdomslitteratur, fordi jeg ved at det er helt afgørende at vi tilbyder de små mennesker masser af godt læsestof, hvis vi ønsker at invitere dem ind i bøgernes verden. Min niece Anna anmelder en del bøger her på FiftyFabulous, men ind imellem snupper jeg også selv en enkelt eller to – bare fordi jeg ikke vil gå glip af fornøjelsen.

For nylig sad jeg sammen med en veninde og undrede mig over, om der mon stadig blev skrevet ren underholdning til børn og unge, i stil med vores barndoms Britta-bøger, Hitchcock-mysterierne og de gamle kendinge som Puk og De Fem. Det gør der! – og endda af den virkeligt fængslende slags. Klovn af Michael Kamp, udgivet af Tellerup, er netop af denne type; ren underholdning, fuld knald på, og med en historie der fanger fra første side.

I den lille by Ullerup begynder der at dukke klovne op. Maskerede bøller, som efter amerikansk forbillede skræmmer livet af folk. Men pludselig en nat bliver det alvor….

Historien er god og medrivende, og sproget er helt eminent. Selvom jeg er en smule udenfor målgruppen, blev jeg revet med, ikke mindst på grund af de nærmest filmiske skildringer af krybende uhygge og rå splatter-scener. Mit gæt er, at den kan læses fra 10-12 år, men nok helst af børn der er nogenlunde hærdede, så de meget grafiske beskrivelser ikke giver alt for mange mareridt.

Den store klovn rev tarmene løs, smed liget fra sig og pustede hårdt i den ene ende af tyktarmen.

Oscar og Jannick så til i rædsel mens den store klovn arbejdede. Våde, snaskede lyde kunne høres under klovnens koncentrerede arbejde. Den foldede og drejede, vred og trak, indtil den endelig viste sin kreation frem for kredsen.

Endnu et sug skød igennem klovnene, og igen brølede latteren ud i natten.

Oscar kastede lidt op i sin mund, men sank det igen. Det var en kanin. Troede han.

En kanin af oppustede tarme som en tryllekunst fra Helvede.

Min ungdoms gysere (Zombiefilmene og Fredag d.13) bliver nærmest til uskyldige godnathistorier i sammenligning, men jeg er helt sikker på, at den vil gå rent hjem hos de unge!

img_4835

Søndags Snapshots

img_0773Denne her uge har været tung på arbejde. Tung forstået som ‘meget arbejde’, ikke som ‘trist arbejde’, heldigvis – men jeg har hængt, lykkeligt opslugt, foran computeren i mange, mange timer. Vindens rusken i træerne har bidraget til den almindelige hyggestemning, og gråvejr betyder at det er mørkt nok til at det giver mening at tænde stearinlys hele dagen. Efterår FTW!!

Ind imellem har jeg været oppe ved overfladen for at trække lidt frisk luft, og det har (også) været en fornøjelse. Der er nemlig blevet tændt for efterårsfarverne, og æblerne hænger tungt på træerne. Noget så fint.

img_0769

Simremad, kraftige gryderetter og supper hører efteråret til. Løgsuppe, chili sin carne, og langsomme karryretter; så bliver det ikke mere efterårsagtigt. Jeg elsker at sætte maden i gang rigtig tidligt, så jeg kan gå og nyde duftene hele dagen. Til gengæld kunne jeg slemt godt tænke mig, at duftene forsvandt, i samme sekund tallerknerne rydde af bordet. Gid der var en app til det…

29691200_unknown

Og nu jeg er ved app’s, så er jeg stadig ellevild med det der Mofibo. En tidsrøver af værste skuffe, men omvendt en vældig hyggelig lille bandit, jo.

img_5637

Strikkepindene gløder i øjeblikket. Jeg har gang i 3-4 forskellige projekter, og det er skønt, for så kan jeg altid kaste mig over lige præcis dét, jeg har allermest lyst til. Ulempen ved at være så ustruktureret er indlysende: der går ret lang tid imellem, at der er noget der falder færdigt af pindene, men en beskæftigelse så hyggelig som strikkeri behøver ikke at være struktureret.

Det bliver nok heller ikke lige i næste uge, jeg får gjort nogen af mine projekter færdige. Jeg har stadig en håndfuld hængepartier, og så er der en virkelig stor og vigtig dag, der truer i horisonten. Ham min elskede bliver 50, og kender jeg ham ret, vil det komme til at kræve en del af mig. Jeg glæder mig!