Mortensaften lige om lidt

Fødselsdag

I dag er det fødselsdag. Og ikke bare en hvilken som helst fødselsdag, forstås – men min fødselsdag. Totalt yndlingsdag under normale omstændigheder, men i år kræver det lige lidt ekstra træk på humørbanken at komme rigtig op i omdrejninger.

img_9461

Fødselsdage følger et nøje fastlagt mønster her i huset. Ikke så mange overraskelser, men masser af glæder: en udmærket opskrift på en dejlig dag. Jeg har da også planer om at suge hvert eneste øjeblik til mig – jeg vil mindes året der gik, og glæde mig til det nye der venter.

Da jeg sidst havde fødselsdag, var vi midt i vores udstationering. Det var en lidt rodet affære, hvor vi tilbragte virkelig lang tid i flyvemaskiner – men hvor vi også for alvor fik slået fast, at ham min elskede og jeg virkelig kan noget sammen. Man kan roligt sige, at ens ægteskab kommer på en prøve, når man pludselig er overladt til hinandens selskab i syv måneder. Heldigvis viste det sig, at vi bare blev ved med at nyde hinanden mere og mere, så jeg tænker tilbage på den periode med meget ømme følelser.

De foregående år har ellers været en lidt hårde. Jeg har mistet en del, og det har været vigtige ting, som jeg i bund og grund opfattede som umistelige. Døden kom for alvor tæt på for allerførste gang, og så mistede jeg også min uskyldsrene barnetro på, at jeg er tryg og sikker hvor jeg er.

Til gengæld har jeg vundet værdifulde færdigheder. Jeg er blevet bekræftet i min viden om, at uanset hvad livet bringer, så kan jeg klare det. Det er ikke altid nemt, men det er der heller ikke nogen der har lovet mig – og det helt grundlæggende er, at jeg har fundet en ny tryghed; nemlig trygheden ved at vide, at det nok skal gå.

Og det gør det jo. Går, altså. Endda på den overraskende okay måde, selvom jeg står midt i en rædselsvækkende storm. I orkanens øje er der heldigvis ofte ro, og det er i sandhed En God Ting. Jeg lærer en masse i øjeblikket, og jeg bliver bedre og bedre til at huske at samle på lyspunkter. De er der nemlig altid, men hvis jeg lader mig synke ned i mørket med skyklapperne på, går jeg glip af dem.

Så nu vil jeg gå tillidsfuldt ind i mit nye år – og jeg glæder mig. 53 er über sejt!

6 kommentarer

  • Tillykke med dagen 🙂 håber den på alle måder var rigtig fin. Kh. Birgitte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gratulerer så mye med dagen og hold fast ved din optimistiske tro. Da kommer man langt.

    Klem fra Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    PS! Kanskje noe feil med reklamen på bloggen din, for det var veldig vanskelig å lese teksten fordi reklamen kom i veien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia

      Tak, Ingrid. Og tak fordi du nævner det med reklamen – jeg må lige prøve at høre, om der er generelle problemer, eller om det udelukkende er hos mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rita

    Tillykke med dagen og sådan en optimisme smitter -s å bliv endelig ved med at sprede den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia

      Tusind tak, Rita. Den slags kommentarer varmer, og gør det nemt at være optimistisk!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mortensaften lige om lidt