Halvvejs i projekt soveværelse

Søndags Snapshots

Så er det søndag igen; den anden af de fire søndage der kommer før første søndag i advent.

Ja, okay – den opfandt jeg lige, men tænkte at jeg ville prøvekøre den – måske det skal til at være en ting? Under alle omstændigheder har det været en uge, der har været præget af første.

img_7956

Første julepynt. Ja ja, jeg ved det godt. Julen starter først d. 24/11, men altså… har lidt svært ved ikke at tyvstarte en smule.

img_7970

Første nattefrost, med tilhørende bedårende morgenrimfrost over markerne. Landskabet bliver helt fortryllet, når det klæder sig i hvidt, og jeg mærker længslen efter at blive begravet under en dyne af sne. Det skal jo nok komme, og måske endda hurtigere end jeg lige umiddelbart tror. Uanset hvad, så minder den første rimfrost mig igen om, hvor fint det er at bo et sted, hvor man med jævne mellemrum sner inde.

img_7992

Første dage i mit 53. år. Indtil videre er 53 helt ok – og det tegner også umiddelbart fint for fremtiden. Har i hvert fald fået umanerligt herlige gaver 😉

img_7969

Lange, mørke hyggeaftner i sofaen (og nej, det hører ikke med i ‘første-kategorien’. Hyggeaftner er faktisk en af mine spidskompetencer), med strikketøj og Herrens Veje. Er desværre ved at være ved vejs ende med begge dele, så leder med lys og lygte efter værdige alternativer. Tip mig gerne, hvis I sidder med gode ideer!

img_8055

Weekenden tilbringer jeg i Ystad Saltsjöbad, og det er slet ikke ilde. Jeg boltrer mig i skønhed af den lækre, underspillede slags, som får mig til at føle mig tryg og give helt slip. Bliver nok ikke helt nemt at overtale mig selv til at vende hjem til endnu en tung uge – men omvendt så er alle batterier ladet helt op!

Næste uge byder endnu engang på muligheder for at øve mig i at slippe det, som ikke kan ændres. En vigtig øvelse, af flere grunde. For det første så er det helt indlysende bare mere rart at være til, når man ikke bekymrer sig over de ting, som man alligevel ikke kan gøre noget ved; for det andet bliver der plads til alle de små glæder, når overflødig uro ikke optager sindet. Faktisk er det meget nemmere at give slip end at holde fast. At slippe er en ikke-ting; man skal ikke gøre noget særligt, men bare undlade at gøre noget unødvendigt. Så det vil jeg gøre 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Halvvejs i projekt soveværelse