Søndags Snapshots – nytårsaften

33717069-aa6b-4fe6-8271-684f9d233df0

Årets sidste uge har virkelig budt på lidt af hvert af alt det skønne, lige fra pragtfulde første juledag med de klare regler om pyjamas og afslapning, over julefrokoster i familiens skød, til en smuk flyvetur ned til dejlige Rio de Janeiro, hvor vi nyder at være sammen med ældstesønnen og hans familie.

298acfed-d162-4ec8-ba98-795d6006077e

Vores juletræ i år var… anderledes. Det var sådan lidt en slags projekt-træ; et træ som formentlig aldrig ville have oplevet en juleaften, hvis ikke vi havde forbarmet os over det. Det havde en helt særlig siamesisk tvilling-vibe; i bund og grund et pænt træ, hvis man altså lige kunne abstrahere fra, at det havde et ekstra træ voksende på sig. Men hey – det var helt til loftet, og det er jo det næstvigtigste. Det allervigtigste er, at det er godt at danse om, og dét var det!

28544ce7-fdbf-4a89-9f80-86187c0c735d

Første juledagskoma. Uha, så hyggeligt – sofaen var proppet med dyner, tæpper og puder, så man kunne krybe ned i en lun rede med en nævefuld marcipan og bare putte sig.

3ff13dec-ae78-444d-bfcc-2016880ac098

Julefrokost med familien anden juledag – en uundværlig klassiker, som i år rundede julen af for os. Vi var nemlig tidligt oppe dagen efter, for at nå vores fly til Rio. Og ja – det skal nok blive alletiders at komme tilbage midt i januar til overdådigt pyntet julehjem…

82cedbcf-3be5-4fd9-9dff-594ee6a4a694

Turen til Rio er laaaang, men denne gang var jeg fremragende underholdt. Jeg havde medbragt Som pesten, Hanne-Vibeke Holsts nyeste bog, og var fuldkommen tabt for omverden. Måske er 700 siders murstensroman ikke normalt den oplagte flylæsning, men lige præcis denne her var perfekt, og måtte ikke have været så meget som én side kortere.

f74d2dac-26a4-4e24-a4f9-392dc34b362a

I Rio er der stadig fuldt knald på julen, og ingen skal da diskvalificeres for at gå all in på festlighederne – men for en nordbo som mig virker det altså en kende bizart med rensdyr og kane i +30 graders varme 😉

5b7d0393-d706-497a-a577-b39041df6745

… og det er så sådan cirka her, man vil kunne finde mig de næste par uger. Når altså ikke jeg er på stranden. Eller spiser.

Jeg ønsker jer alle et fantastisk nytår. Tusind tak fordi I læser med – fordi I gider bruge jeres tid herinde, og fordi I gider dele jeres liv med mig. Jeg elsker alle jeres kommentarer, både dem jeg får her, på de sociale medier, og ude i virkelighedens verden. Jeg bliver stadig lidt varm i kinderne af glæde hver gang, og håber at I gider være med i 2018 også!

Langsom Lørdag – Nytårsmeditation

f38bbcfc-a4ee-4720-9c75-e3054c6e340d

Lige om lidt er det nytår. Nytårsaften er jo sådan en festlig lille sag, og derfor vil jeg dele en meditation vi altid laver i templet til nytår, bare sådan for at bidrage til festlighederne. Til nytår mediterer vi nemlig over vores egen død.

Se, dét er festligt på en helt ny måde!

Døden fylder en del i buddhismen. Døden er den eneste oplevelse, vi kan være helt sikre på at få, og det er en så skelsættende begivenhed, at det (for mig) giver mening at øve sig på den. En velkommen sidegevinst er den selvindsigt man vinder undervejs, og den enorme livsglæde der naturligt følger, når man har døden som følgesvend.

Selvindsigten kommer, når du får oparbejdet mod til at se dig selv og din egen død i øjnene. Måske opdager du, at døden slet ikke er helt så skræmmende, som du havde forestillet dig – eller omvendt, du opdager, at den historie du har fortalt dig selv om at du ikke er bange for døden, er netop bare dét: en historie. Uanset hvad, så er selvindsigt altid et bedre udgangspunkt end fortrængninger og historier.

Livsglæden kommer helt naturligt, når det går op for én, at man rent faktisk skal dø. At livet ikke varer evigt. At tiden er kostbar, og livet i bund og grund er så kort som et pust af vind.

Aldrig må vi glemme livets og dødens betydning.
Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.
Alle må vi stræbe efter at vågne…
AT VÅGNE!
Værdsæt hele dit liv.

Sådan lyder vores aftenvers, som vi læser efter aftenmeditationerne – og det er så fint, at det udmærket kan læses hver dag.

Nytårsmeditationen er designet til at gøre det klart for os, om vi lever som vi allerhelst vil. Om vores idealer informerer vores adfærd, eller kun vores forestillinger…

Nytårsmeditation

Start med at se dig selv på dit dødsleje. Se livet ebbe ud. Se kroppen synke sammen, musklerne slappes, og huden blive løs.

Du er død. Hvordan har du det med dét? Er der fortrydelse, ærgrelse – er der noget du ikke fik gjort? Er du træt af, at sokkerne stadig ikke er farvesorteret og du ikke nåede sidste afsnit af The Blacklist, eller er der andre ting der presser sig på?

Se så din egen begravelse. Du ligger i kisten; dine kære står omkring dig. Hvad siger de? (Det følger af præmissen, at du ikke kan høre hvad de egentlig vil sige. Du kan høre, hvad du tror, de vil sige. Det er godt nok til formålet.)

Kender de dig? Var du god nok til at vise dem, hvem du var? Levede du et bevidst og tydeligt liv, levede du efter dine idealer? Valgte du med omhu?

 

Efter meditationen har du fleste fået indkredset ét eller flere områder, de med fordel kunne rette op på. Hvis det også er tilfældet for dig, har du måske lyst til at skrive det ned, og give dig selv et løfte om at gøre anderledes. I templet kan man skrive en lille besked til sig selv; en sammenfoldet seddel med ens navn udenpå, som så bliver placeret på alteret, og den seddel vil man blive præsenteret for et par gange i årets løb, så ens løfter bliver holdt levende i sindet. Du kan gøre det samme derhjemme, og eventuelt aftale med en ven, at I præsenterer hinanden for jeres sedler i årets løb -altid sjovt at blive mindet om sine løfter, jo!

Med dette vil jeg ønske jer alle et helt forrygende godt nyt år. Jeg håber vi ’ses’ en masse i årets løb – pas godt på jer selv og andre, og husk at vi skal nyde livet mens vi har det.

Juleferielæsning

Juleferie kalder på skønne stunder, krøllet sammen i en blød rede med varm kakao og gode bøger. Min bløde rede har overvejende bestået af et flysæde (!), og den varme kakao er en kende unødvendig, eftersom jeg er i Rio hos ældstesønnen og hans dejlige familie. Bøgerne skal jeg imidlertid ikke snydes for, og dem vil jeg dele med jer. Så uden flere omsvøb kommer mine bud på livsalig juleferielæsning, med masser af feel-good bøger, spænding og god underholdning:

4349e472-9547-4e82-9bd6-c57440458a86

Camille Clouds brevkasse af Line Knutzon

Sjov, skarp og velskrevet brevkassebog. Camille Cloud er måske ikke verdens mest omsorgsfulde brevkasseredaktør, men hun er sjov. Vældig sjov, og konsekvent på andres bekostning, hvilket jo altid er spas. Den passer til en dorsk dag, hvor du bare har lyst til at sidde gnække lidt.

Hjælp min kæreste er skruk! af Jan Oxholm

Ægte feel-good bog, som gør præcis det den skal gøre: underholder dig, mens helt og heltinde går så grueligt meget (sjovt) igennem, inden de – naturligvis – omsider får hinanden på den fede måde. Ville formentlig falde i kategorien chik-lit, men er lidt anderledes, måske fordi den er skrevet af en mand.

Som Pesten af Hanne-Vibeke Holst

Min yndling på listen her, men jeg er også forudindtaget. Jeg har knuselsket Hanne-Vibeke Holst og alt fra hendes hånd, lige siden jeg som nybagt mor stormlæste Therese-trilogien. I denne stort anlagte roman kan vi igen vælte os i fremragende persontegninger, inspirerende rollemodeller og et skarpt plot. Ekstrabonus: bogen er en ægte murstensroman – afgjort et plus, når vi taler ferielæsning og Hanne-Vibeke!

Blækhat af Sissel-Jo Gazan

Hvis du er krimihader (jo, de findes, besynderligt nok), så lad dig ikke afskrække: dette er ikke en krimi. Hvis du savner en god Sissel-Jo Gazan krimi, så lad dig ikke afskrække: denne lever fint op til resten af forfatterskabet.

Vi følger Rosas vej gennem ungdommen i Århus, hvor hun strejfer BZ-miljøet, de sidste 80-er kollektiver, og efterhånden fatter interesse for den street art der langsomt begynder at spire frem. Hendes interesse driver hende til Berlin, hvor gamle familiehemmeligheder pludselig begynder at dukke op – men hvordan er alt det forbundet til et muligt mordforsøg i nutiden? Jeg er stadig i gang med den, og jeg er glimrende underholdt.

Ready Player One af Ernest Cline

Vi er fremme i 2045, hvor spillet om Oasis er i fuld gang. Der er meget på spil, virkelig meget, og der er da også mange spillere på banen. Man kan nemlig vinde spildesignerens betragtelige formue – men hvor mange penge er, kommer brutaliteten til. Har kun læst et par sider, bare for at sikre mig at den fænger, og gemmer resten til de lange, dovne dage på stranden.

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Denne her behøver næppe den store introduktion, og jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg ikke har læst den endnu, fortællingen om unge Cora, der opvokser under brutale forhold i slavetidens USA, og drømmer om flugt. Nu skal det være!

Jeg overvejer at gøre det forbi af Iain Reid

Ung kvinde på road-trip med sin kæreste. Hun tumler med tanker om at gøre det forbi, men får det ikke rigtig sagt – til gengæld hvirvles hun ind i et net af snigende uhygge og bizarre opkald fra en stalker, som på en eller anden måde formår at ringe op fra hendes eget telefonnummer… Andre gode ingredienser er en snestorm, en tilsyneladende forladt skole, og et mord et sted i fortiden. Uha, den her glæder jeg mig til!

Hvad læser I i juleferien?

Om gavegivning og skønne gaver

Jeg er helt på det rene med, at julegaver kan være et kildent emne. Nogen synes julen er blevet en lidt gold, kommerciel affære, mens andre (bl.a. undertegnede) grådigt knuselsker hele konceptet.

Der er et utal af forskellige måder at tackle gaveræset på. Man kan vælge at sætte en beløbsgrænse, begrænse antallet af mennesker man udveksler gaver med, eller man kan helt stryge gavegiveriet, og måske lade det erstatte af enten en pakkeleg eller et system af ‘nissegaver’, hvor hver enkelt kun giver gave til én af selskabets deltagere. Jeg synes man skal eksperimentere sig frem til den løsning, der passer en selv og ens kære allerbedst. Der er ikke noget ‘rigtigt’ eller ‘forkert’ her; det betyder ikke så meget om andre begejstres af ens løsning, bare man selv er glad for den.

Jeg trives bekymrende godt med ødsle stabler af pakker. Jeg er pinligt begejstret for lokkende gaver i smukt, knitrende papir. Og ja – jeg ved godt at jeg er voksen, råder over mine egne midler, og fint selv kunne købe det jeg mangler, men for mig er det bare sjovere at få det foræret.

For det er bare så sjovt og hyggeligt. Både at give og modtage. Og eftersom jeg forlængst har passeret de 50, vokser jeg næppe nogensinde fra det 😉

Jeg har i øvrigt fået smittet Fili med gaveglæden. Ser hun en stak julegaver, står hun straks på hovedet i den, bare for lige at tjekke, om der skulle være noget til hende imellem. Heldigvis åbner hun kun pakker der dufter godt, hvorfor hendes fine nye hundeseng var en overraskelse til det sidste!

De mange fine pakker til mig indeholdt blandt andet en masse vidunderligt tøj, som jeg næsten slet ikke kunne holde ud at efterlade derhjemme, men det er altså tøj til det danske klima, og vil næppe gøre sig hernede i den brasilianske sommer. Jeg fik også fristende bøger og hiking-udstyr, og i den mere dekadente ende var der både glimmerstrømper, champagneskåle, smukt lingeri og lækkerier til badeværelseshylden.

61c19d90-b5b9-4401-932a-fb05d33a92e0

Oven i købet blev to af mine gaver fanget i transit, så jeg har også noget at glæde mig til, når jeg engang vender hjem igen (tak, Gucci. Tror jeg nok…).

 

Hvordan har I det med julegaverne? Jeg elsker ikke kun mine egne gaver, men også at høre om andres. Især hvis jeg kan få lov at gætte dem på forhånd, så jeg ved noget, som de andre ikke ved. Så barnlig er jeg…

Rio de Janeiro – kontrasternes by

I morgen tidlig – meget tidligt – tager jeg tilbage til Rio. Vi skal holde nytår med ældstesønnen og hans familie, og i øvrigt sørge for at suge masser af solskin og fest til os, inden vi om et par uger atter vender næserne hjemad. I anledning af rejsen har jeg valgt at genudgive et af mine gamle indlæg om byen der har vundet mit hjerte.

Tag med på smuttur til Rio de Janeiro, kontrasternes by – og tjek eventuelt mine guides til Rio; byens strande, oplevelser og shopping.

Rio de Janeiro er en fantastisk by. Det er på alle måder en overvældende by, som jeg ikke rigtig kan forestille mig, at jeg nogensinde bliver færdig med. Den er så sammensat: grøn og tiloset, travl og tilbagelænet, glad og skræmmende – og vanvittigt smuk, ikke mindst fra luften, som her, lige over Galeao lufthavnen kl. 5 om morgenen. Byen er, i en grad som jeg aldrig har oplevet det andre steder, fuld af kontraster, der på en eller anden besynderlig måde synes at smelte sammen til den pulserende enhed der er Rio.

Byen er overordnet opdelt i 4 distrikter: Centro, Zona Sul, Zona Norte og Zona Oeste, men indenfor disse er der en lang række bydele (bairros), hver med deres særpræg – og selv indenfor hver enkelt af disse, finder man de mest utrolige kontraster. De fleste har formentlig hørt om Copacabana og Ipanema, bairros som er bedst kendt for deres strande, men de er altså bare to ud af ialt 160 officielle bydele i Rio.

Noget andet alle nok har hørt om, er favelaerne. De præsenteres ofte som  forarmede slumområder, hvor bandekriminalitet, vold og misbrug stortrives, og det er helt sikkert også en del af sandheden – men bare i Rio er der altså omkring 1,5 million mennesker (svarende til 24 % af befolkningen) der lever i de 1000 favelaer, og de er ikke allesammen narkobaroner. Mange er helt almindelige mennesker, som lever i favelaen af nød, af tradition, eller simpelthen fordi det er der, de foretrækker at leve. En undersøgelse fra 2013 viser, at 85 % af favelaens indbyggere kan lide det sted de bor, 80 % er stolte af det, og hele 70 % ville blive boende, selv hvis deres indkomst blev fordoblet. I 2014 fortalte 94 % af favelaens indbyggere at de er glade! Et andet overraskende fact er, at folk i favelaen faktisk er bedre teknisk forbundet end dem der lever udenfor – allerede i 2012 havde 90 % af indbyggerene under 30 år adgang til internettet.

Tilbage i 1988 blev det officielt besluttet, at alle brasilianere havde ret til et sted at bo. Desværre er 77.206 mennesker blevet nægtet denne ret siden 2009, hvor man begyndte at forberede OL. En del af disse forberedelser bestod i at man tvangsfjernede folk fra favelaen, formentlig i et forsøg på at polere overfladen. Tilbage i 2008 startede man den største investering nogensinde i Rios favelaer, da man etablerede passiviserende eller fredsskabende politienheder (UPP’er); enheder som med en tydelig fysisk tilstedeværelse i favelaerne skal standse narkotika- og våbenhandel, og gøre gaderne tryggere for indbyggerne. Desværre er der eksempler på, at disse UPP’er er kommet til at repræsentere et barsk regime med tvungen besættelse og tortur, især i de favelaer der er blevet passiviseret i de seneste år.

Jeg bor hos min søn og svigerdatter, og faktisk er deres hverdag et fint eksempel på Rios kontraster. De bor i et toptunet lejlighedskompleks i Recreio dos Bandeirantes – og hver dag kører min søn til Meier, hvor han træner i den hvide bygning nedenfor, mens min svigerdatter og jeg er lykkeligt optaget hjemme 😊

Selv en kort tur rundt i byen viser ret hurtigt, hvor forskellige forhold Rios beboere, også kaldet Cariocas, lever under. Da jeg tog billederne til dette indlæg, bevægede jeg mig rundt i en cirkel med en radius på bare én kilometer. Man ser tydeligt forskellene, omend jeg ikke har ramt nogen af ekstremerne – der findes både virkelig ekstrem fattigdom og ekstrem overflod.

Trafikken i Rio er et kapitel helt for sig selv. For en hare som mig, der altid klamrer mig til rattet med hænderne i korrekt ’10 i 2′ kørestilling, og knap kan navigere gennem Slagslundes gader (arh okay, det plejer at gå meget godt), er det en rædselsvækkende oplevelse at køre bil i Rio, og jeg forstår så udmærket dem der søger alternative transportmidler. Jeg gider godt en über cool cykel, men den hestetrukne kærre er måske lige i overkanten. Omvendt kan man vel ligeså godt gå all in?

Denne gang skal jeg være hernede i 2 uger, og jeg håber endnu engang at opdage nye hjørner af byen, som bliver ved med at overraske mig!

Regler for Første Juledag

Regler må der til, især i julen, og reglerne for første juledag er knivskarpe:

Første juledag er til pyjamas, konfekt, restemad, masser af slik og virkelig dårligt TV.

Ikke noget som helst andet. Ingen julefrokoster, ingen traveture i den friske luft, ingen sunde grøntsagsretter, og helst heller ingen oprydning.

Første juledag er den helligste dag i hele mit univers, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor slemt det ville være, hvis den blev forstyrret. Derfor vil jeg bare ønsker jer allesammen rigtig glædelig jul – og hvis nogen ikke rigtig kan forstå hvad jeg siger, er det fordi jeg har munden fuld af marcipan og havregrynskugler…

12775b34-61a5-4023-9ca0-3a212f80e73f

Søndags Snapshots – og så alligevel ikke rigtig

… for hvordan kan man vel lave Søndags Snapshots, når det er JULEAFTEN???

37c9f318-12fb-4a1e-9481-6950e6533019

Ugen har været aldeles fremragende, top-julet på alle måder, og nu er jeg helt klar. Vi har været i biografen, på juleindkøb og julevisitter, jeg har fået sikret os både ænder og gås efter at tarvelige Nemlig.com svigtede på målstregen, og vi har ramt toppen af hyggebarometeret.

e90ea2d3-c1ad-42b5-85f1-aecda6196ef60e39df68-ded6-4284-9cbd-34096f137e24

Bordet er dækket, træet venter tålmodigt på børn og voksne i kærlig krans, og lige om lidt dufter her brunt og brændt. Gåsen er om ikke til bageren sendt, så i hvert fald klar til at blive stoppet i ovnen, og alle krydser fingre. Nu er alt, præcis som det skal være; lidt tumlet, meget varmt, fuldt af kærlighed, og intet helt som planlagt – fuldkommen som juleaften skal være.

Og så har jeg allerede føjet første punkt til næste års jule to-do liste (det er aldrig for tidligt til en liste…): jeg skal lave julesweatre til ham min elskede, Fili og mig selv – forhåbentlig ligeså fine som dem yngstesønnen og hans vidunderlige familie promenerer #goals

Rigtig glædelig jul!

378439d9-3c32-4c08-b099-5450fc5a321b

Langsom Lørdag – tiden læger alle sår

lillejuleaften

Tiden læger alle sår – det er en trøst som ikke betyder ret meget, når man står midt i det hjerteskærende, sønderrivende smertefulde. Og så er jeg faktisk heller ikke helt sikker på, at det er rigtigt.

Jeg tror ikke det er tiden som sådan, der læger. Jeg tror det er dét, vi gør med tiden, der læger vores sår, eller i hvert fald lukker dem så meget til, at de kan forvandles fra rå smerte til minder med et lille krads af sorg.

I dag er det to år siden, jeg mistede en af mine allerkæreste venner; en jeg tilbragte nærmest hver eneste dag med, og en som, på sin egen fordringsløse måde, var en fantastisk læremester udi kunsten at leve. Min svigerfar.

Han lærte mig for eksempel værdien i stille tilfredshed, kontra ekstatisk lykkerus. Han jagtede ikke lykken, men lod den stille og roligt finde ham. Nogen gange, når vi jagter lykken, gør vi faktisk vores liv til et fjendtligt miljø for den. Vi kommer til at gøre livet hektisk, og sætter barren så højt, at vi konstant må udskyde lykken. Vi må vente på den, vente indtil jul, næste ferie, på fredag, når det bliver sommer…

Han lærte mig også, at meget mindre end “perfekt” kan gøre det – at “godt nok” er netop dét: godt nok. Og godt nok skal nydes, ikke repareres på.

Han lærte mig at vælge mine kampe. Svigerfar var ikke stridbar. Han var tålmodig, på den modige måde hvor han tålte livets slag, i stedet for at tilføje kamp til smerte.

Han demonstrerede sandhedsværdien i et fortærsket ordsprog:

Tale er sølv, tavshed er guld

Det var ikke så tit, jeg talte om følelser med svigerfar. Som oftest kunne han se når jeg var ked af det, og så gjorde han, hvad der skulle gøres. I en af de allermest rædselsfulde perioder i mit liv kom han (som altid) hver eneste dag. Han sad og sludrede med mig et par minutter, og så gik han ellers ud og ordnede indkørslen, fordi der ikke rigtig var noget vi kunne gøre ved problemerne, men vi kunne i hvert fald sørge for, at her så pænt ud.

Han var en enestående ven, men det var ikke noget han rendte rundt og brystede sig af. Han nøjedes med at være det. Hvis han havde kunnet tale engelsk, ville han formentlig have sagt at “Action speaks louder than words”

… men han talte ikke engelsk, og netop det faktum gav mig en tankevækkende oplevelse. Vi var engang i USA sammen, og da vi skulle gennem lufthavnens sikkerhedskontrol, var det meningen at han og jeg skulle følges. Han havde nemlig en kunstig hofte, som altid gav udslag på scanneren, og det var så min opgave at forklare sagens sammenhæng. Imidlertid kom vi på et tidspunkt fra hinanden, og da jeg så ham igen, sad han på en stol,  midt i den travle lufthavns kaos, mens en gigantisk all-American sikkerhedsvagt i fuldt ornat, pistol og alting, stod bøjet ind over ham, og råbte af sine lungers fulde kraft (ikke fordi han var ondskabsfuld, men bare fordi han var amerikaner, og dermed naturligt gik ud fra, at en person som ikke reagerede på spørgsmål nødvendigvis måtte være tunghør). De fleste ville nok blive en smule befippede i sådan en situation, men ikke min svigerfar. Han sad bare helt roligt, og kiggede venligt på den rødkindede helt. Jeg ilede til, opklarede sagen, fik bugseret svigerfar i sikkerhed, og undskyldte mange gange, at jeg havde været uopmærksom. Og svigerfar? Han flashede mig et af sine vidunderlige gavtyvesmil, plirrede med sine varme, blå øjne (som jeg stadig savner så meget, at jeg slet ikke kan forstå det), og sagde fnisende at han da vidste, at jeg måtte være lige i nærheden, så der var ingen grund til at forsøge at gøre noget.

Og det var svigerfars største kunst: at skelne mellem de ting, han skulle gøre noget ved, og så alle de andre. Han trak aldrig værktøjskassen frem, hvis ikke det var nødvendigt. Han forplumrede aldrig oprørte vande. Han gjorde det, der skulle gøres, men ikke en smule mere – og det er, mere end noget andet, en kunst jeg øver mig i at gøre ham efter.

Fremfor alt lærte svigerfar mig, at livet er kort, og at vi kan ligeså godt nyde det, mens vi har det. Intet er mere vigtigt end at have det godt.

Jeg har været bange for at glemme svigerfar. At glemme hans milde sind og bemærkelsesværdige livskunst. Men det sker ikke, for jeg øver mig hver eneste dag i at holde hans ekstraordinære kvaliteter i live. Og så kan jeg heldigvis stadig lukke mine øjne, og høre hans glade stemme ude fra døren: “Hvad søren, hej søde Fili…”.

I morges lagde vi blomster i bassinet ved vores statue, hvor hans aske ligger begravet. Vi dvælede ved ham en stund, græd en smule, og tørrede derefter tårerne væk, og gik videre med beslutningen om at holde ham i live.

Sorg er kærlighed der er blevet hjemløs.

Lillebittejuleaften

e4c85645-7935-43f0-888e-aba40d163542

Lillebittejuleaften er en stor ting. Den er dagen før dagen, og dermed helt særlig. Man skal have æbleskiver, lave konfekt og have god tid. Rigtig god tid.

Æbleskiverne skal helst være hjemmebagte på denne særlige dag – også selvom det er bemærkelsesværdigt meget mere omstændeligt end bare at vælte en pose fra fryseren ind i ovnen. Til gengæld er det noget så hyggeligt at stå i varmen fra støbejernspanden og vende æbleskiver, mens julemusik, skønne dufte og alle de fine ting som hænger roligt rundt omkring kæler for alle ens sanser.

Jeg bruger min mors opskrift, fra hendes 60 år gamle kogebog. Med kærnemælk, uden æbler. Helt afgjort uden æbler, som slet ikke har noget at gøre i æbleskiver.

250 gr. hvedemel
5 tsk bagepulver
2 spsk sukker
4 dråber citronsaft
4 dl mælk
2 æg
25 gr. smør (opskriften beder om margarine, men det skal man vist være ligeså gammel som bogen for at finde anvendelse for…)
smør til bagning (her kaldes der på fedt i den gamle bog, men helt ærligt… AD)

Jeg har tilføjet lidt kardemomme, fordi det er mit yndlingsjulekrydderi, og det smager herligt – leg eventuelt selv med dine yndlingskrydderier.

Lillebittejuleaftensdag er i øvrigt også den dag jeg begynder at finde pynten til julebordet frem. Jeg elsker at dække julebord, og dynger det gerne til med masser af bedårende glitterstads, svulstige centre-pieces, nisser, julekugler og meget andet godt. Om nødvendigt må man have et lille frasætningsbord for enden, hvor maden kan parkeres – pænt skal det være!

8807a019-4c09-40ae-8c8f-b398a8e0e8a5

En ting der skal være på bordet, er et lille julelys ved hver kuvert. Julen handler jo om at vinde, og når det ikke er nok at konkurrere om mandlen, må man også konkurrere om, hvem der kan holde længst liv i sit lys. Marcipangris til vinderen, og strafpoint til dem der udsætter andres lys for træk.

Jeg ønsker jer alle en storslået lillebittejuleaften, og håber I kan klare spændingen op til Den Store Dag 🙂

Julevafler og julefilm

4daf0cf9-b6ad-44d0-a753-ab4bb7822fbe

Er der noget bedre end varme, søde, sprøde vafler? Det skulle da lige være varme, søde, sprøde vafler, der dufter af jul!

Jeg laver rigtig tit vafler, men som regel er det de sunde, af most banan. De er vildt gode – men når det skal være jul (hvor vi jo alle ved, at kalorierne ikke tæller – videnskabeligt fakta), så skal det være gode, gammeldags julevafler.

400 g hvedemel
150 g sukker
1,5 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
1 tsk kardemomme
150 g smeltet smør
8 dl mælk
2 æg

Dejen piskes jævn, bages på et godt vaffeljern, og spises varme med syltetøj og flødeskum.

Og når man alligevel har gang i hyggen, ville det næsten være tosset andet end at smide en god julefilm på. Personligt er jeg H.E.L.T. V.I.L.D med Fars Fede Juleferie, Love Actually, The Holiday, Four Christmasses og Christmas with the Kranks – dem skal jeg se hvert år, og gerne mere end én gang hver, fordi jeg har så forfinet en TV-smag.

Hvilke julefilm mangler jeg på min liste? Har du nogen favoritter, som jeg har overset?

Older posts