Strik en vinterhue

Ludermanifestet

Kan man være feminist hvis man går med læbestift? Hvad hvis man klæder sig i en udfordrende kjole, eller danser frækt med numsen – eller måske endda kan finde på at offentliggøre fotos, hvor man er sparsomt klædt?

Jeg kan også spørge på en anden måde. I hvor høj grad ejer kvinder deres egen krop? Hvilke forbrydelser mod den offentlige moral og sædelighed kan man begå, uden at miste retten til at selv at bestemme hvad man tror på, og hvilke uartigheder man gider modtage?

Alt sammen vældigt interessante spørgsmål for denne feminist, og spørgsmål som bliver diskuteret i debatbogen Ludermanifestet. Ekaterina Krarup, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup er på en mission – og før du tænker “Åh, dem“, så tjek lige missionen.

Fra bogens bagside:

De kalder sig for girl squad og fjerdebølgefeminister. Nikita Klæstrup,, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup vil have ret til at bruge deres krop som de vil, uden at blive dømt for det. Men det er bare en af deres mærkesager. De zapper mellem en akademisk teori og Instagram, mellem nøgen hud og politik. Andre feminister fnyser ad dem og synes ikke, deres projekt har noget med kvindesagen at gøre. Denne bog er deres manifest, og her fortæller de om deres mærkesager, og hvorfor det er så vigtigt at reclaime krop, seksualitet og gøre op med kvinders udskamning af andre kvinder.

Jeg læser bogen som dels et forsøg på at gøre op med det luderstigma, som gennemtrænger de patriarkalske strukturer vores samfund er bygget på, dels et opråb om, at kvindekampen ikke er slut; ikke er vundet. Statistikkerne taler deres tydelige sprog, men det gør sproget også; taler et tydeligt sprog. Hvis kvinder og det vi typisk opfatter som kvindelige styrker bar samme sociale og samfundsmæssige værdi som mænd og det vi typisk opfatter som mandlige styrker, ville vi næppe bruge et udtryk som tøsedreng som en fornærmelse, eller beundrende tale om at modige valg kræver nosser. Der var da vel egentlig aldrig nogen der sagde, at Obama godt nok havde æggestokke, da han kæmpede for en sundhedsreform…

Kvinderne her tager afsæt i deres egen virkelighed, og de kæmper for rettigheder, som de føler bliver krænket. Deres manifest omfatter seks punkter, og de seks er muligvis ikke alle lige relevante for alle kvinder – og så alligevel. For nej, jeg har aldrig oplevet krænkelser i form af gyselige og frygtindgydende kommentarer til et nøgenbillede af mig selv (formentlig primært fordi jeg aldrig har delt nøgenbilleder af mig selv), men jeg kan ikke desto mindre godt være bekymret over et samfund, hvor vi tænker at det er helt ok at dumpe en dynge møg på en kvinde, hvis eneste ‘forbrydelse’ er at dele nøgenbilleder. Accepten af, at ‘de da selv er ude om det’, leder nemlig direkte videre til dansk politi og retsvæsens rædselsfulde, krænkende og helt igennem urimelige fokus på et voldtægtsoffers egen mulige del i den forbrydelse, der er begået mod hende. Hvad havde hun mon på? Havde hun drukket? Flirtet? Festet?

Hør her: At tiltvinge sig adgang til en andens krop er ALTID forkert. Som i: A.L.T.I.D. Ingen undskyldninger, ingen formildende omstændigheder. Et ja er et ja og et nej er et nej – også selvom det kommer fra et døddrukkent miniskørt med en kvinde indeni, som har smilet til dig. Fat det.

I Ludermanifestet har vi i bund og grund at gøre med tre unge kvinder, som kræver kvinders ret til at bestemme over deres egen krop og  liv, uden at blive genstand for mere eller mindre subtile angreb. Og angreb er de blevet mødt med. I den subtile ende finder vi pressens insisteren på at referere til dem som selverklærede feminister, mens vi i den knap så subtile ende finder offentlige kommentarer i luder-kategorien.

Selv har jeg den holdning, at jeg ikke gider nedgøre andre kvinder. Det behøver jeg for så vidt heller ikke, fordi der er i forvejen så rigeligt om buddet. Det betyder ikke at jeg undgår saglige diskussioner med kvinder jeg er uenig med, men bare at jeg holder mig til sagen – og at ’sagen’ aldrig kan blive deres brugsret til egen krop og hvordan de forvalter den.

Læs Ludermanifestet hvis du gerne vil blive klogere på de unge kvinder. Måske du også bliver klogere på dig selv i processen.

4e520816-e390-4244-af73-27dccc8b0fd5

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Strik en vinterhue