Bøger

At læse op

At læse op – altså ikke at læse højt, men at læse færdig, har altid været en stor ting for mig. I årevis har jeg kæmpet mig gennem trælse bøger, fordi jeg havde en ide om, at når jeg én gang var startet på en bog, så skulle jeg også læse op. Sikke dog en skør ide, egentlig – og den er da også blevet skrottet, selvom det stadig føles en smule syndigt, når jeg lægger en bog fra mig. Tidligere har jeg stædigt holdt ved til den bitre ende, hvor jeg omsider, med et lettelsens suk, kunne lægge bogen fra mig.

Men helt ærligt: at en bog ikke fanger mig på de første 50 sider, det er okay. Nogen fortællinger kræver tid, og det er der ikke noget galt i. Men har den stadig ikke fanget mig efter 150 sider, så er sandsynligheden for, at den nogensinde kommer til det, nok minimal. Og så giver det altså mere mening at lægge den, og tage fat på en anden.

Jeg husker tydeligt, første gang jeg læste Moby Dick. Den fangede mig slet ikke. Overhovedet ikke. Jeg syntes bare, at ham der Ishmael var en duknakket svækling, som kastede håndklædet i ringen ved første møde med den pompøse og hævngerrig skid, kaptajn Ahab, som slet ikke havde styr på sine prioriteter. Men jeg kæmpede mig igennem dem, og…

…ingenting. Absolut ingenting. Jeg synes stadig, det er en træls og overflødig historie, også selvom ‘alle andre’ synes den er fantastisk.

læse op

Og så er der de bøger (den bog, for nu at være korrekt), som jeg ganske enkelt ikke kunne komme igennem. Den eneste bog jeg opgav i løbet af mine første 40+ leveår, var American Psyco, som skræmte mig fra vid og sans. Begge gange – for selvfølgelig skulle den have en chance til, efter jeg havde måttet pakke den ned bagest i kufferten under en sommerferie. Bare synet af den fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, og anden gang gik det ikke bedre. Begge gange kom jeg til det kapitel som hedder noget i retning af Barn i Zoologisk Have, før rædslen overvældede mig, men aldrig er jeg kommet videre. Og nej, jeg har ingen ambitioner om at undersøge, om tredje gang mon skulle være lykkens gang.

Men bortset fra American Psyco, så er det først for nylig jeg er kommet overens med, at jeg ikke behøver at læse op, og det føles som nævnt stadig lidt uartigt, når jeg klapper en bog i og stiller den tilbage på hylden. Omvendt må jeg bare se i øjnene, at jeg formentlig er mere end halvvejs gennem livet, og min tid skal bruges med omhu. Ikke på at kæmpe mig igennem bøger der ikke fornøjer, forlyster eller på anden måde drager mig.

Hvad med jer – læser I op?

 

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Niks, jeg læser ikke op. Jeg har egentlig altid syntes at livet er for kort til at læse bøger jeg ikke bryder mig om. Der er så mange bøger at man sagtens kan nøjes med at læse dem man kan lide 🙂

    1. says:

      Jeg er så enig – det tog mig bare lidt lang tid at lære

Comments are closed.