Bøger

Baseret på en sand historie

Så er jeg ankommet i Rio, og det er herligt! Det var en lang flyvetur, men jeg havde heldigvis en god bog med mig; en af den slags bøger som det er skønt at læse i ét stræk.

Straks efter jeg havde læst ?Alt må vige for natten?, bestilte jeg ?Baseret på en sand historie? hjem, så jeg kunne få mere af Delphine de Vigan. Nu har jeg så læst ?Baseret på en sand historie?, som på ingen måde er en fortsættelse af ?Alt må vige for natten?, men som omvendt bygger solidt på den, og næppe vil give helt den samme mening, hvis den læses uafhængigt.

Rigtig mange har nok allerede hørt om historien: Bogen handler om tiden efter Vigan havde udgivet ?Alt må vige for natten?, om hendes problemer med at have skrevet en bog som i så høj grad trak på hendes eget og familiens liv, og om kvinden L., der langsomt rykker ind på hende, og nærmest overtager hendes liv. Den historie bliver også fortalt virkelig fint og medrivende. Jeg var hele tiden nysgerrig efter at læse bare lige et par sider mere ? bare lige det næste kapitel ? og se hvordan det hele ville udvikle sig. Fuldkommen som i ?Alt må vige for natten? er historien lidt lang tid om at komme i gang. Der er først et ret langt indledende afsnit, som redegør for en masse fakta, og hjælper læseren til at kunne springe ind i fortællingen, når den tager fart. Denne opbygning drillede mig lidt, da jeg læste ?Alt må vige for natten?; hele den lange opremsning af familiemedlemmer, og deres individuelle historie fik mig til at tvivle på, om bogen nogen sinde ville blive interessant. Det gjorde den ? og det gør ?Baseret på en sand historie? også. Noget af det der gjorde læsningen fængslende for mig, var det meget personlige i beretningen, hvor man ret hurtigt bliver delagtiggjort i forfatterens overvejelser omkring selve det at fortælle en selvoplevet historie. Hun skriver bl.a.:

Nu hvor jeg fremlægger disse hændelser i en rækkefølge, der svarer nogenlunde til, hvordan de udspillede sig, er jeg klar over, at der ? som ved usynligt blæk ? kommer et vist mønster til syne. Et mønster, hvis hulsømme tegner et billede af L.s langsomme, men sikre fremrykning ? hvordan hun dag for dag styrkede sin magt. Og af gode grunde: Jeg skriver denne historie med en viden om, hvordan vores venskab udviklede sig, og hvilke skader det forvoldte. Nu ved jeg, hvor skrækslagen det gjorde mig, og hvor voldsomt det endte.

Faktisk synes jeg at det der gør ?Baseret på en sand historie? rigtig spændende, og hæver den over det simple ?hvad mon nu der sker?-niveau, egentlig slet ikke er fortællingen om Delphine og L., men derimod den underliggende afdækning af hvad ?virkeligheden? er, hvordan en beretning bliver baseret på en sand historie. På et tidspunkt har bogens Delphine en diskussion med L. om hvorvidt litteraturen har brug for biografiske detaljer for at blive vedkommende; om den skal bygges på virkeligheden:

Men jeg er faktisk ikke sikker på, at virkeligheden er nok i sig selv. Virkeligheden, som du kalder den ? hvis den overhovedet eksisterer, og hvis det overhovedet er muligt at gengive den ? har brug for at blive repræsenteret, omdannet, fortolket. Hvis den ikke ses gennem et par øjne ? en synsvinkel ? er den i bedste fald dødkedelig, i værste fald totalt angstfremkaldende. Og dét arbejde er altid en slags fiktion, uanset hvilket materiale man tager udgangspunkt i.

Naturligvis inddrager Delphine også ?Alt må vige for natten? i disse overvejelser:

En sand historie ? eller én der blev betragtet som sådan. Lige mget hvad jeg sagde. Lige meget hvilke forholdsregler jeg havde truffet for at stå fast på min subjektivitet og understrege, at virkeligheden var uhåndgribelig.

Jeg havde stukket en finger i sandheden, og fælden var klappet.

Dette tema gentages gennem hele den sidste halvdel af bogen, og Vigan udfolder det på en meget interessant måde, som virkelig har fået mig til overveje, hvor grænsen mellem fiktion og fakta går. Så snart man ser lidt nærmere på dét der med virkeligheden, så bliver det jo helt tydeligt, at man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man tror at en virkelig historie er en (mere eller mindre) præcis gengivelse af virkeligheden. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er jeg enig med bogens Delphine i, at litteraturens og historiefortællingens præmis er fortolkning, og dermed, i hvert fald til en vis grad, digtning.

Og er ?Baseret på en sand historie? så en sand historie eller ej? Det får stå hen i det uvisse. Forfatteren kilder læserens fantasi, med for eksempel at redegøre for, hvordan et hvert spor af L. forsvinder ud i den blå luft, så snart hendes rolle er udspillet. På et tidspunkt udfordrer hun sin læser, ved at at lufte tanken om et helt særligt litterært projekt, som skulle være at:

…skrive en hel bog, der foregav at skulle læses som en sand historie ? en bog der var såkaldt inspireret af virkelig hændelser ? men som var det pure opspind…

Uanset hvordan man læser bogen, så er den veldrejet, spændende og tankevækkende, og så er jeg bare vild med slutningen (helt præcist som i: den allersidste slutning ? det sidste ord).

Helt generelt holder jeg meget af bøger om bøger, og selvom denne her ikke er en traditionel én af slagsen, så var den en god oplevelse, som formentlig vil holde sig levende længe efter bogen er slut.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...