Bogklub – Dage uden sult

Jeg har fundet mig en bogklub! Omsider, efter at have dagdrømt om det i årevis, er det lykkedes mig at få stablet en bogklub på benene, med de sejeste kvinder. Der var ingen af os der kendte alle de andre på forhånd – jeg var bare gået sammen med to veninder, som hver især inviterede dem, de tænkte kunne være interesserede. Og det er noget så fint! Det betyder nemlig, at vi ikke helt så nemt kommer til at falde i ”hvordan er det gået med ferien/jobbet/børnene/livet siden sidst”-fælden, men fra starten har fokus på det, vi mødes om: bøgerne.

dage uden sult

Vi skiftes til at vælge bøgerne fra gang til gang. Denne gang havde vi læst Dage uden sult af Delphine de Vigan, og den var jeg vældig begejstret for (og det var sådan set også mig, der havde valgt den…). Jeg må dog tilstå, at jeg var knap så begejstret som jeg var for Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie – denne her fangede mig ikke helt på samme måde, men var stadig en fornøjelse. Sproget er vidunderligt; indfølende og overraskende, og historien om Laure er fascinerende.

Laure er 19 år, 175 cm og 36 kg. En ung kvinde i tal. Bekymrende tal. Laure er anorektisk, og elsker på den ene side kontrollen, men frygter samtidig døden så tilpas meget, at hun overgiver sig, og modtager hjælp. Vi følger hende gennem sygdom og helbredelse, og får et gribende indblik i et desperat sind. Vi får lov at se, hvordan livet ser ud, når man er ved at blive ædt op indefra af ikke at spise noget, og vi er med, når Laure forsøger at lære at spise og leve igen.

Det var en perfekt bogklub-bog, fordi den var så fin at læse sammen med andre. Jeg gjorde mig helt klart mere umage med læsningen, når jeg nu på forhånd vidste, at jeg bagefter forventedes at have en eller anden form for holdning til den. Jeg holdt hyppige pauser undervejs for at reflektere over historien som den skred fremad, og det klædte den. Ingen detaljer blev tabt i skyndingen, og skulle jeg have mistet pointer, ville de andre nok have henledt min opmærksomhed på dem. Først læste jeg den, og bagefter lyttede jeg den, bare lige for at få det hele med, og det kan altså anbefales.

dage uden sult

Under alle omstændigheder vil jeg sige, at bogen berørte mig dybt. Noget der virkelig blev siddende i mig efter læsningen, var Laures opgivenhed overfor det raskes menneskes arrogance (lidt som de raskes fejl  i Transfervindue). Vi må nok bare indse, at ingen nogensinde kommer til at kende en andens virkelighed, og at ethvert forsøg på at lade som om vi gør, uvægerligt vil skabe afstand. Dybest set står vi vel alle alene med vores lidelse, og stabler således ensomhed ovenpå den. Med mindre vi vælger at lade være – men det er en helt anden snak.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Til lykke med bogklubben! Jeg er selv i en læseklub som har eksisteret i over 20 år, og det er godt engang imellem at dele det man læser med andre.

    1. Ja, det giver altså noget helt særligt. 20 år med samme læseklub – det er stort!

Comments are closed.