Mallorca, Rejser

Cap de Formentor

Vi har set så mange utroligt smukke steder her på Mallorca, bl.a. Deia, Sa Foradada og Punta de Capdepera, så da jeg læste at Cap de Formentor skulle være det smukkeste af dem alle, måtte vi selvfølgelig afsted.

Der går en vandresti helt nede fra Port de Pollenca, men vi besluttede at nøjes med en (meget) kortere tur, bare knap 10 km, helt ude ved spidsen. Vi kunne se på maps.me at vandrestien krydsede frem og tilbage over vejen, og på Google Maps at der var en lillebitte parkeringsplads i en passende afstand, ved udsigtspunktet Racó del Xot, så vi hoppede i bilen.

Allerede nede fra Pollenca ser kappet imponerende ud, og vejen derop er fantastisk smuk – faktisk så smuk, at det næsten afledte min opmærksomhed fra de forfærdelige veje man kører på… Jeg var svært glad for at have en rutineret chauffør ved min side, for vejene er smalle, stejle, og overraskende stærkt trafikerede.

Her er parkeringspladsen – den er ikke ret stor, og vi måtte lige holde et par minutter og vente på at der blev plads. Heldigvis holder de fleste bare ind for at kigge ud over kystlinjen, som bestemt også er et stop værd!

Fra parkeringspladsen skal man lige kravle en smule opad. På billedet nedenfor kan man se at stien starter lidt oppe over vejen, og fører op til toppen af bjergkammen.

Der er de mest utrolige udkig over havet, indtil stien går ned og krydser vejen, hvorefter den leder ned gennem en lille dal, og op på den anden side. Den ser ret flot ud på afstand, den sti…

…men den er ikke helt nem at gå på. Her ville vandrestøvler absolut være på sin plads, men den kan altså også fint forceres i Birkenstocks 🙂

Ind imellem skal man lige klatre lidt, og på visse steder er dele af stien faldet helt sammen – men vi klarede turen uden de store problemer, selvom vi er knap så adrætte som de bjerggeder der var vores eneste selskab undervejs.

Da vi nåede frem til fyrtårnet helt ude på kappet holdt vi en velfortjent pause, inden vi begav os tilbage ad samme vej vi kommet. Hele turen, inklusiv pauser, tog under to timer, og den kan helt afgjort anbefales! Husk masser af solcreme, lidt vand, og gerne en hat – man bliver godt stegt, på den helt bogstavelige måde, og jeg var i hvert fald glad for at bære min egen skygge med mig, i form af en let stråhat.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...