Søndags Snapshots, uge 3

Hm. Sådan en uge der lægger sig lige midt i januar, burde egentlig tage sig en smule sammen. Hvad sker der for, at vi endnu ikke har været sneet inde? Noget af det hyggeligste jo, når hele byen lukker ned, og man kun kan komme herfra på ski. Det blev så ikke i denne uge, men jeg sidder klar med vanter og støvler 🙂

d79046d0-e653-4003-8058-c31e3ac34aaf

I ægte januar-glamourstil har den stået på skumbad med dejlig duft, stearinlys og blid musik. På en tirsdag. Om formiddagen. Ikke noget at udsætte på dét koncept.

04043fb9-e28b-416b-9608-852a3e6fe44a

Ugen har budt på virkelig gode læseoplevelser. Jeg fik taget mig tid til Sissel-Jo Gazans Blækhat, og sikken en oplevelse. Betagende bog – eller bøger er det næsten, fordi de mange plot-drejninger og det afgørende fortællerskift fra ung pige til voksen kvinde, som i høj grad defineres af et valg, man først ved romanens slutning præsenteres for, gør at der er tale om mere end én historie. Ind imellem mistede jeg nærmest pusten af at blive kastet rundt, og følte mig overgivet til forfatterens nåde og forgodtbefindende. Så fin læsning!

Jeg har også fået en dejlig bogpakke fra Gyldendal, i en helt anden genre. Den glæder jeg mig til at kaste mig over, for Et år uden overforbrug lyder som den helt rigtige læsning ovenpå udsalget… fortsættelse følger!

3ac39b3a-0c7c-45a2-83f0-4bdc589556fa

Ellers har det handlet meget om hygge – der er blevet brygget mange kander te, dynerne har hobet sig op i sofaerne, og vores TV har kørt på overtid. Fik anbefalet en serie på Netflix, som bestemt er et par stille aftner værd: The 100. En pudsig dystopisk ting med lidt Fluernes Herre-agtig vibe, som er overraskende god underholdning. Man skal lige give den en chance og være  tålmodig med de første par afsnit, men den er i hvert fald stille og roligt krøbet ind under huden på mig.

Næste uge er et fint, blankt lærred: ikke de store forlystelser at se frem til, og dermed en fremragende mulighed for selv at fylde den med en masse af de små, fordringsløse glæder. Håber I får en forrygende uge – og at vi får noget sne, blev der sagt!

Ludermanifestet

Kan man være feminist hvis man går med læbestift? Hvad hvis man klæder sig i en udfordrende kjole, eller danser frækt med numsen – eller måske endda kan finde på at offentliggøre fotos, hvor man er sparsomt klædt?

Jeg kan også spørge på en anden måde. I hvor høj grad ejer kvinder deres egen krop? Hvilke forbrydelser mod den offentlige moral og sædelighed kan man begå, uden at miste retten til at selv at bestemme hvad man tror på, og hvilke uartigheder man gider modtage?

Alt sammen vældigt interessante spørgsmål for denne feminist, og spørgsmål som bliver diskuteret i debatbogen Ludermanifestet. Ekaterina Krarup, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup er på en mission – og før du tænker “Åh, dem“, så tjek lige missionen.

Fra bogens bagside:

De kalder sig for girl squad og fjerdebølgefeminister. Nikita Klæstrup,, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup vil have ret til at bruge deres krop som de vil, uden at blive dømt for det. Men det er bare en af deres mærkesager. De zapper mellem en akademisk teori og Instagram, mellem nøgen hud og politik. Andre feminister fnyser ad dem og synes ikke, deres projekt har noget med kvindesagen at gøre. Denne bog er deres manifest, og her fortæller de om deres mærkesager, og hvorfor det er så vigtigt at reclaime krop, seksualitet og gøre op med kvinders udskamning af andre kvinder.

Jeg læser bogen som dels et forsøg på at gøre op med det luderstigma, som gennemtrænger de patriarkalske strukturer vores samfund er bygget på, dels et opråb om, at kvindekampen ikke er slut; ikke er vundet. Statistikkerne taler deres tydelige sprog, men det gør sproget også; taler et tydeligt sprog. Hvis kvinder og det vi typisk opfatter som kvindelige styrker bar samme sociale og samfundsmæssige værdi som mænd og det vi typisk opfatter som mandlige styrker, ville vi næppe bruge et udtryk som tøsedreng som en fornærmelse, eller beundrende tale om at modige valg kræver nosser. Der var da vel egentlig aldrig nogen der sagde, at Obama godt nok havde æggestokke, da han kæmpede for en sundhedsreform…

Kvinderne her tager afsæt i deres egen virkelighed, og de kæmper for rettigheder, som de føler bliver krænket. Deres manifest omfatter seks punkter, og de seks er muligvis ikke alle lige relevante for alle kvinder – og så alligevel. For nej, jeg har aldrig oplevet krænkelser i form af gyselige og frygtindgydende kommentarer til et nøgenbillede af mig selv (formentlig primært fordi jeg aldrig har delt nøgenbilleder af mig selv), men jeg kan ikke desto mindre godt være bekymret over et samfund, hvor vi tænker at det er helt ok at dumpe en dynge møg på en kvinde, hvis eneste ‘forbrydelse’ er at dele nøgenbilleder. Accepten af, at ‘de da selv er ude om det’, leder nemlig direkte videre til dansk politi og retsvæsens rædselsfulde, krænkende og helt igennem urimelige fokus på et voldtægtsoffers egen mulige del i den forbrydelse, der er begået mod hende. Hvad havde hun mon på? Havde hun drukket? Flirtet? Festet?

Hør her: At tiltvinge sig adgang til en andens krop er ALTID forkert. Som i: A.L.T.I.D. Ingen undskyldninger, ingen formildende omstændigheder. Et ja er et ja og et nej er et nej – også selvom det kommer fra et døddrukkent miniskørt med en kvinde indeni, som har smilet til dig. Fat det.

I Ludermanifestet har vi i bund og grund at gøre med tre unge kvinder, som kræver kvinders ret til at bestemme over deres egen krop og  liv, uden at blive genstand for mere eller mindre subtile angreb. Og angreb er de blevet mødt med. I den subtile ende finder vi pressens insisteren på at referere til dem som selverklærede feminister, mens vi i den knap så subtile ende finder offentlige kommentarer i luder-kategorien.

Selv har jeg den holdning, at jeg ikke gider nedgøre andre kvinder. Det behøver jeg for så vidt heller ikke, fordi der er i forvejen så rigeligt om buddet. Det betyder ikke at jeg undgår saglige diskussioner med kvinder jeg er uenig med, men bare at jeg holder mig til sagen – og at ’sagen’ aldrig kan blive deres brugsret til egen krop og hvordan de forvalter den.

Læs Ludermanifestet hvis du gerne vil blive klogere på de unge kvinder. Måske du også bliver klogere på dig selv i processen.

4e520816-e390-4244-af73-27dccc8b0fd5

Spellslinger

5ead5c16-c1f8-4336-8eb3-036b4b3673db

00270126-1729-41f6-8feb-687b8c44eb31

Anna læser videre i det nye år – hun har netop læst Spellslinger af Sebastian de Castell, som hun har fået af Gyldendals forlag, så jeg vil straks give ordet til hende:

annas anbefalinger

Spellslinger, af Sebastian de Castell

Kellen bliver snart 16 år gammel og de fire magiske prøver nærmer sig. Som afgører om han skal være en stærk jantep mager eller blive udstødt af sin familie og blive shatep tjener. Men der er bare et enkelt problem, Kellens magi er ved at forsvinde og han vil ikke være en shatep tjener fro det ville være en ydmygelse. For at alle de andre ikke opdager noget, prøver Kellen at snyde sig igennem prøverne. Men der kommer lige pludselig en fremmed dame som kommer og udfordre ham til at gøre noget helt andet end det han har fået at vide han skal af sine forældre. Det er Ferius Parfax som er en argoiser, en der lever af tre sæt spillekort. Hun er iriterende, uforudsigelig og besværlig men det er nok Kellens eneste og sidste håb.

Det er en fantasi bog som er for omkring de 12-13 år. Der er nogle sjove personer i bogen som gør bøgen bedre for ellers ville det bare være en stille og rolig bog. Jeg syntes det var en okay god bog men det var ikke sådan at jeg ikke kunne lade være med at læse i den. Denne bog kan godt anbefales og er en serie.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Kærlig hilsen,

Anna

Juleferielæsning

Juleferie kalder på skønne stunder, krøllet sammen i en blød rede med varm kakao og gode bøger. Min bløde rede har overvejende bestået af et flysæde (!), og den varme kakao er en kende unødvendig, eftersom jeg er i Rio hos ældstesønnen og hans dejlige familie. Bøgerne skal jeg imidlertid ikke snydes for, og dem vil jeg dele med jer. Så uden flere omsvøb kommer mine bud på livsalig juleferielæsning, med masser af feel-good bøger, spænding og god underholdning:

4349e472-9547-4e82-9bd6-c57440458a86

Camille Clouds brevkasse af Line Knutzon

Sjov, skarp og velskrevet brevkassebog. Camille Cloud er måske ikke verdens mest omsorgsfulde brevkasseredaktør, men hun er sjov. Vældig sjov, og konsekvent på andres bekostning, hvilket jo altid er spas. Den passer til en dorsk dag, hvor du bare har lyst til at sidde gnække lidt.

Hjælp min kæreste er skruk! af Jan Oxholm

Ægte feel-good bog, som gør præcis det den skal gøre: underholder dig, mens helt og heltinde går så grueligt meget (sjovt) igennem, inden de – naturligvis – omsider får hinanden på den fede måde. Ville formentlig falde i kategorien chik-lit, men er lidt anderledes, måske fordi den er skrevet af en mand.

Som Pesten af Hanne-Vibeke Holst

Min yndling på listen her, men jeg er også forudindtaget. Jeg har knuselsket Hanne-Vibeke Holst og alt fra hendes hånd, lige siden jeg som nybagt mor stormlæste Therese-trilogien. I denne stort anlagte roman kan vi igen vælte os i fremragende persontegninger, inspirerende rollemodeller og et skarpt plot. Ekstrabonus: bogen er en ægte murstensroman – afgjort et plus, når vi taler ferielæsning og Hanne-Vibeke!

Blækhat af Sissel-Jo Gazan

Hvis du er krimihader (jo, de findes, besynderligt nok), så lad dig ikke afskrække: dette er ikke en krimi. Hvis du savner en god Sissel-Jo Gazan krimi, så lad dig ikke afskrække: denne lever fint op til resten af forfatterskabet.

Vi følger Rosas vej gennem ungdommen i Århus, hvor hun strejfer BZ-miljøet, de sidste 80-er kollektiver, og efterhånden fatter interesse for den street art der langsomt begynder at spire frem. Hendes interesse driver hende til Berlin, hvor gamle familiehemmeligheder pludselig begynder at dukke op – men hvordan er alt det forbundet til et muligt mordforsøg i nutiden? Jeg er stadig i gang med den, og jeg er glimrende underholdt.

Ready Player One af Ernest Cline

Vi er fremme i 2045, hvor spillet om Oasis er i fuld gang. Der er meget på spil, virkelig meget, og der er da også mange spillere på banen. Man kan nemlig vinde spildesignerens betragtelige formue – men hvor mange penge er, kommer brutaliteten til. Har kun læst et par sider, bare for at sikre mig at den fænger, og gemmer resten til de lange, dovne dage på stranden.

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Denne her behøver næppe den store introduktion, og jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg ikke har læst den endnu, fortællingen om unge Cora, der opvokser under brutale forhold i slavetidens USA, og drømmer om flugt. Nu skal det være!

Jeg overvejer at gøre det forbi af Iain Reid

Ung kvinde på road-trip med sin kæreste. Hun tumler med tanker om at gøre det forbi, men får det ikke rigtig sagt – til gengæld hvirvles hun ind i et net af snigende uhygge og bizarre opkald fra en stalker, som på en eller anden måde formår at ringe op fra hendes eget telefonnummer… Andre gode ingredienser er en snestorm, en tilsyneladende forladt skole, og et mord et sted i fortiden. Uha, den her glæder jeg mig til!

Hvad læser I i juleferien?

Mordet i Orientekspressen

229e7219-6bdb-4ef8-aafd-4b004a3f8d5e

Lige et lynhurtigt tip, hvis der er nogen der trænger til en god oplevelse: Kenneth Branaghs genindspilning af Agatha Christies klassiker, Mordet i Orientekspressen, er afgjort seværdig.

Jeg var temmelig spændt inden jeg så filmen, både fordi jeg egentlig var en lillebitte smule knyttet til de gamle indspilninger, og så fordi jeg huskede bogen helt tydeligt. Ville en krimi fungere, når nu jeg udmærket vidste hvem morderen var? De af jer som husker plottet, kan i øvrigt lige give mig et klap på skulderen for ikke at lave spoilers i dén sætning 😉

Men uha, hvor jeg syntes den var fin. Fremragende skuespil over hele linjen (hvilket heller ikke burde overraske når man ser rollelisten), en glimrende fortolkning af en overmåde populær bog, men først og fremmest et visuelt mesterværk. Noget så bedårende, og det var oven i købet lykkedes at genskabe den hyggeligt uhyggelige, gamle engelske stemning. Scenen der udgør det filmiske klimaks, der hvor Hercule Poirot samler alle omkring sig, og gør klar til at afsløre morderen, er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set på film.

Jeg var bjergtaget, og blev ellevild da afslutningen lagde op til at næste film i rækken skulle være endnu en af mine yndlings-Christies, nemlig Døden på Nilen. Har i øvrigt fået lyst til at genlæse forfatterskabet for sådan cirka tolvogtyvende gang – og her er endnu et tip: Hvis ikke du har alle de kære gamle bøger liggende, osende af charme, som gamle lasede bøger jo er, så kan du læse 72 af dem helt gratis på E-Reolen, bibliotekernes ebogsudlån.

a4e6d800-8319-462b-a225-57924dbe13de

Skyggefolket 3, af Ida-Marie Rendtorff

img_8731

img_9042

Anna har igen læst, og denne gang anmelder hun Skyggefolket 3; Menneskehandel, som faktisk lyder til at være et rigtig godt bud på en julegave til de unge i familien. Jeg giver ordet til Anna:

Resume af bogen:
Så er vi kommet til den tredje og sidste bog i serien om Skyggefolket. Nu har Lass endelig fundet skyggefolket i en grotte ved et vandfald… eller det er egentlig skyggefolket der har fundet ham og han har fået lov til at blive der af deres leder. Han spørger efter sine biologiske forældre i lejren men han får ikke noget svar de begynder bare at brumme højt i stedet når han begynder at snakker om dem. Han bliver sat til at fange fisk til lejren og bagefter det, skal han rense dem (han kan ikke lide fisk). Lass er ved at være ret træt af at de ikke vil fortælle ham noget som helst om hans far og mor også efter at han har været der i noget tid nu. Men hvorfor skal han egentlig bare arbejde hele dagen? Hvordan kan han nogensinde finde dem hvis skyggefolket bare står og brummer højt? Er de måske døde eller er de stadig i live? Og hvad med hans lillesøster var hun blevet redet?

 

Min mening:
Jeg syntes det var en god serie med noget fantasy og drama i. Det er en bog for hele familien. Jeg kan selv rigtig godt lide de tegninger der er i bogen for det gør at man også bedre kan forstille sig tingende. Denne bog kan helt klart anbefales. Det var en ret åben afslutning så man kunne selv bestemme hvordan det gik Lass. Jeg havde faktisk ikke regnet med at serien ville slutte sådan men den var stadig meget god.

Kærlig hilsen,
Anna.

 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Nyt planteliv i reolen

img_8196

img_8202

Inspireret af den overdådige indretning af de hyggelige småkroge og finurlige bogreoler på dejlige Ystad Saltsjöbad, besluttede jeg at min egen reol kunne trænge til lidt TLC. Den var såmænd ikke så ringe endda, proppet som den er med herlige fristelser, men alligevel tænkte jeg, at den ville have godt af en oprydning og – selvfølgelig – en smule grøntAlt bliver bare bedre med lidt grønt liv.

Jeg tog en håndfuld stiklinger af Væddeløbere, Paradistræer og Guldranker, og placerede dem imellem alle bogskattene. Det er måske ikke lige årstiden til planteformering, men jeg har valgt at have tillid til processen – og så kan jeg jo altid lave nogen nye, hvis ikke de trives.

Bøgerne er stadig kategoriseret efter mit personlige system; det der, hvor en bogs placering ikke nødvendigvis afgøres af titel, forfatter eller emne, men derimod af to, overmåde vigtige, karakteristika: er bogen læst, og hvilken farve har den.

Sorte, hvide og til dels brune bøger får plads i stuen, mens alle de andre proppes ind i regnbuestakkene rundt omkring i huset. Ulæste bøger stables for sig, så jeg nemt og hurtigt kan finde et nyt læseeventyr, når tid er. Det monokrome får liv med masser af småskatte, familiefotos og altså nu også planter. Begriber ikke at jeg ikke er kommet på det noget før, men bedre sent end aldrig…

img_8199

img_8145

img_8200

En uventet fridag

Der er ikke mange gaver, der kommer op på siden af en uventet fridag – og sådan én har jeg fået i denne uge. Faktisk har jeg fået hele to af dem, så jeg er helt ør af glæde.

Uh altså, at få en hel gratis ekstra dag foræret, hvor man kan sove længe, nulre rundt i pyjamas, og bare nyde at livet findes… God tid til nydningen, til hinanden og til kærligheden.

Der er så meget, man kan gøre med en ekstra fridag. Man kan pakke sine kufferter ud (!), rydde op, vaske tøj – eller man kan lade være. Det var jo ikke planlagt, alt det der, der venter, og det hele skal såmænd nok være der endnu, når man beslutter at tage fat på det.

img_8127

Så jeg har ladet være. Jeg krøb i stedet op i sofaen med et blødt hundeøre, en stak (jule!)magasiner og en god bog, og nød at spilde tiden. Og så har jeg da lige en lille anbefaling til de af jer, som endnu ikke har læst Camilla Läckbergs nyeste bog, Heksen.

To småpiger forsvinder, med tredve års mellemrum, fra den samme gård i Fjallbacka. En kvinde kæmper en sej (omend forgæves) kamp for liv og lykke i det 17. århundrede. Et par teenagere slås for at finde vej til voksenlivet, og en mand prøver at byde byens nye flygtninge velkommen ved at invitere dem til at deltage i den årlige kapsejlads. Mange tråde flettes elegant sammen, og jeg var fremragende underholdt!

Camilla Läckberg underholder altid, men jeg synes faktisk at Heksen er hendes stærkeste bog indtil nu. Erica fylder mindre end i de foregående bøger, og selvom jeg elsker Erica, gør det mig ikke noget at Heksen er blevet mere kollektivromanagtig. Jeg vil jo også gerne følge med i, hvordan det går med Anna og hendes hemmeligheder, Bertil og hans nye familieliv, og alle de andre interessante personer i Läckbergs univers. Min eneste anke er, at der måske er lige lovlig mange tråde i fortællingen. Flygtningedelen kunne for min skyld fint have været udeladt (og måske gemt til en næste bog, hvor den kunne få mere plads?), men den skæmmer nu ikke mere, end at jeg stadig vil give bogen mine varmeste anbefalinger til en lang, doven dag.

img_8122

Rejsebøger

Min nye ven, Mofibo, har hjulpet mig med at tanke min telefon op med en håndfuld skønne bøger. På mandag tager jeg med familien til Sydafrika – vi skal ned og have en dosis tiltrængt solskin, og vi skal selvfølgelig se alle The Big Five, og helst også The Ugly Five. Men inden vi kommer så vidt, er der lige noget flyvetur, og selvom jeg formentlig vil snorksove det meste af vejen (fordi der ikke er noget så søvndyssende som lyden af flymotorer), så er det altså vigtigt med god underholdning. Jeg satser også benhårdt på nogle stille eftermiddagsstunder i den afrikanske sol, hvor jeg ser mig selv liggende henslængt på en liggestol i skyggen under et baobab-træ med masser af gode fortællinger.

Jeg har naturligvis varmet op med lidt Blixen – Den afrikanske farm og Skygger på græsset – men på selve turen er der ikke lagt op til tematisk læsning. Jeg skal bare underholdes, og det har jeg vist også gode muligheder for.

img_6184

Jeg er allerede tyvstartet på Syv Satans Lange Dage af Jonathan Tropper, som er en både hjerteskærende og galopperende morsom beretning om den dysfunktionelle familie Foxman, som skal sidde shiva for deres far. Syv dage med familieskærmydsler, tilsat medbragt følelsesmæssig bagage – alt sammen på den virkelig sjove måde.

img_6185

Mari Jungstedt krimier er et hit, ikke mindst som ferielæsning, og jeg har hendes nyeste liggende parat. Den Sidste Akt er forhåbentlig ligeså god som alle hendes foregående bøger om bloddryppende, gotlandske mord.

img_6188

Ligeså selvfølgeligt har Camilla Läckbergs nye roman, Heksen, fundet vej til min læseliste. Jeg har knuselsket alle bøgerne om Erica, Patrick og alle de andre i Fjällbacka, som mon ikke også denne er et hit?

img_6189Den Underjordiske Jernbane af Colson Whitehead fik The National Book Award i 2016 og Pulitzerprisen i 2017. Vist på høje tid at jeg får læst historien om sekstenårige Coras flugt fra en brutal slavetilværelse!

img_6186

Shoe Dog af Phil Knight er historien om manden bag Nike – skomærket Nike, forstås. Det er en selvbiografisk beretning, som har fået så fine ord med på vejen, at jeg bliver nødt til at læse den. Ikke en bog der normalt ville dukke op i min læsestak, men jeg er blevet nysgerrig.

img_6192

Når der er nyt fra Fredrik Backman, er jeg nødt til at kaste mig over det. Jeg er fan, har været det lige siden En mand der hedder Ove, og Ting, min søn skal vide om verden er en af de allermest rørende bøger, jeg nogensinde har læst. Derfor er Bjørneby også med, selvom den handler om ishockey. Helt ærligt: ishockey?? Men ok, ishockey tilsat Fredrik Backman – så skal det nok blive godt.

Hvad læser I her i efteråret?

Klovn

img_4833

img_4886

Jeg har fået så mange pragtfulde stunder foræret i bøgernes verden. Som barn opdagede jeg, at man kunne vandre ind i fortællinger; leve i dem, være med dem, i timer uden ende, og det var en opdagelse jeg aldrig glemte.

Jeg tænker virkelig på det som en gave. I mine unge år var der altid voksne omkring mig, som var villige til at vise mig magien i bøgernes verden. Der var min mor, som læste for mig hver eneste aften, der var min mormor, som gad at læse de tegneserier, som min mor simplethen ikke orkede (hun magtede slet ikke at sidde sige gisp og arrgh med Anders And & co. Det skal man nok også være bedstemor for at holde ud). Mormor og morfar gav mig også den første bog, jeg læste på egen hånd: Pelle Haleløs. De nægtede at læse den for mig, fordi de ville give mig oplevelsen af at have klaret det selv – og nøj, hvor jeg var stolt, da det lykkedes! Senere kom skolebibliotekaren ind i mit liv, og hun kom til at betyde enormt meget for min glæde ved læsningen. Faktisk tror jeg slet ikke hendes indflydelse kan overvurderes, for hun havde altid en klar fornemmelse af, hvor jeg var, og fodrede mig konstant med nye eventyr.

Alle børn burde have de muligheder, jeg fik. Jeg interesserer mig for børne- og ungdomslitteratur, fordi jeg ved at det er helt afgørende at vi tilbyder de små mennesker masser af godt læsestof, hvis vi ønsker at invitere dem ind i bøgernes verden. Min niece Anna anmelder en del bøger her på FiftyFabulous, men ind imellem snupper jeg også selv en enkelt eller to – bare fordi jeg ikke vil gå glip af fornøjelsen.

For nylig sad jeg sammen med en veninde og undrede mig over, om der mon stadig blev skrevet ren underholdning til børn og unge, i stil med vores barndoms Britta-bøger, Hitchcock-mysterierne og de gamle kendinge som Puk og De Fem. Det gør der! – og endda af den virkeligt fængslende slags. Klovn af Michael Kamp, udgivet af Tellerup, er netop af denne type; ren underholdning, fuld knald på, og med en historie der fanger fra første side.

I den lille by Ullerup begynder der at dukke klovne op. Maskerede bøller, som efter amerikansk forbillede skræmmer livet af folk. Men pludselig en nat bliver det alvor….

Historien er god og medrivende, og sproget er helt eminent. Selvom jeg er en smule udenfor målgruppen, blev jeg revet med, ikke mindst på grund af de nærmest filmiske skildringer af krybende uhygge og rå splatter-scener. Mit gæt er, at den kan læses fra 10-12 år, men nok helst af børn der er nogenlunde hærdede, så de meget grafiske beskrivelser ikke giver alt for mange mareridt.

Den store klovn rev tarmene løs, smed liget fra sig og pustede hårdt i den ene ende af tyktarmen.

Oscar og Jannick så til i rædsel mens den store klovn arbejdede. Våde, snaskede lyde kunne høres under klovnens koncentrerede arbejde. Den foldede og drejede, vred og trak, indtil den endelig viste sin kreation frem for kredsen.

Endnu et sug skød igennem klovnene, og igen brølede latteren ud i natten.

Oscar kastede lidt op i sin mund, men sank det igen. Det var en kanin. Troede han.

En kanin af oppustede tarme som en tryllekunst fra Helvede.

Min ungdoms gysere (Zombiefilmene og Fredag d.13) bliver nærmest til uskyldige godnathistorier i sammenligning, men jeg er helt sikker på, at den vil gå rent hjem hos de unge!

img_4835

Older posts