Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

Bogen Hverdagsrelationer – når det nære bliver svært af Lone Carmel handler om vores relationer; om relationerne mellem partnere, mellem børn   og forældre, og mellem kolleger og overordnede.

Vi er alle sammen afhængige af andre. Ingen kan eksistere i et vakuum, alle har brug for at have relationer – også selvom det ind imellem kan være rigtig svært. Det er jo desværre ikke sådan, at man én gang for alle kan forhandle sine relationer på plads, og derefter læne sig tilbage på laurbærrene. Alting forandres hele tiden, og dermed også vores indbyrdes relationer. Det er noget vi konstant kan blive klogere på, og klogere bliver man bestemt af Lone Carmels bog.

Bogen er skrevet i et ligetil, letforståeligt sprog, uden at det er gået ud over fagligheden. Forfatteren kender sit stof, og man mærker tydeligt, at der trækkes på mange års erfaringer, når hun deler ud af fortællinger og gode råd. Hele vejen igennem finder man gode, konkrete anvisninger på, hvordan man man kan undersøge sine relationer, lære mere om sig selv og andre, og derved finde veje til at overvinde de vanskeligheder der måtte vise sig undervejs. Der er inspiration til øvelser man kan lave, når man mærker udfordringer presse sig på. Med udgangspunkt i en mængde historier fra det virkelige liv får man både stof til eftertanke, og en række konkrete anvisninger på hvordan man kan gøre livet både sjovere og nemmere ved at rydde op i måden, man forholder sig til andre på.

Bogen er tydeligvis drevet af et oprigtigt ønske om, at vi alle skal få det nemmere med det, som er det vigtigste af alt for vores trivsel: vores relationer. Den kommer vidt omkring, og får berørt emner som uforløste relationer, de uhensigtsmæssige relationers advarselssignaler, og vigtigheden af at stå ved sig selv; at turde være sig selv i dialogen med andre. Lone lærer os at skelne mellem det vi har lyst til og det vi har brug for. Det er en vigtig færdighed, som kan hjælpe os til at navigere mere sikkert i det virvar, der er det levede liv.

Læs den, hvis du har lyst til at blive klogere på relationer, men vid at det er en bog som forudsætter, at du gider stå ved det ansvar der er dit. Her er ingen hurtige fix eller nemme løsninger, men solide råd til, hvordan du kan ændre dine relationer ved at ændre dig selv.

Tak til Lone for anmeldereksemplaret.

Tilbage til forsiden

Anna har fået tilsendt Tara og mesmeritternes dans til anmeldelse, og den ramte plet! Isa Lemvigh Clausens serie om Tara er et hit hos de unge piger, fordi bøgerne er spændende, medrivende, og tilbyder en interessant heltinde. Se hvad Anna har at sige om den tredje bog i serien:

Velkommen til 3 bog i serien om den seje pige Tara. Bogen begynder sommeren, efter 2’eren sluttede. Jeg har glædet mig virkelig meget til at læse bogen.

Tara er tilbage i Halvarden og har været hos Tanne hele sommeren fordi Gaffa stadig er syg. En dag da Tara skulle til byen mødte hun Sverin han skulle have hjælp til at han og Rokko kunne komme uset gennem Halvarden. Rokko er blevet efterfulgt af Fyrstinde Baras efter han hjalp Tara og Arke ( i bog 2). Rokko vil have at de skal rejse til landet-bag-tundraen og hvis Tara tager med vil han hjælpe hende med at finde sin mor. Men det er ikke det eneste der er på spil. Fyrstinde Baras dronning af Ydersletten vil have fat på nogle kongesværd men man kan kun få dem i landet-bag-tundraen. Finder Tara ud af hvem hendes mor er? Får fyrstinde Baras fat i sværdene? Det kan man finde ud af i Tara og mesmeritternes dans.

Jeg er for det første rigtig glad for at jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar. Den er rigtig spændende og medrivende. Jeg håber at jeg kan inspirere andre til at læse serien. Jeg elsker selv bøger med seje piger, noget fantasy og noget med et mysterium der skal løses. Jeg havde ret svært ved at lægge bogen fra mig for den er mega god.

Kærlig hilsen,

Anna.

Tilbage til forsiden

Hjemme igen – og det er godt! Jeg har lidt flere billeder fra Las Vegas, jeg gerne vil dele, men i første omgang vil jeg lige fortælle om en herlig lille bog jeg læste på turen: Er du okay, Matthias? af Anika Eibe.

Matthias er 15 år, og homoseksuel. Det er der bare ikke andre end ham selv der ved. Han er sammen med piger til festerne, og lader som om det er, hvad han har lyst til. Som alle teenagere er han usikker, og ønsker sig mest af alt at være ligesom de andre (som jo altså ønsker det samme) ? han har ikke lyst til at være anderledes, men det er han, i hvert fald for så vidt hans seksualitet angår. Han har en fornemmelse af, at kammeraterne formentlig ville være okay med, at han er homo. Der er andre på skolen som er sprunget ud, og det har ikke givet anledning til problemer. Alligevel nøjes Matthias med at stå ved sin seksualitet, når han er beskyttet af internettets anonymitet.

For Matthias gemmer på en hemmelighed, som er langt mere alvorlig end hans homoseksualitet. Matthias? far har været udstationeret i Mellemøsten, og lider af voldsom PTSD. Han er farlig, og Matthias ved det godt. Han ved også, at far hader bøsser, og Matthias tør ganske enkelt ikke lade far vide, at hans eneste søn er en af de forhadte.

Internettet er Matthias? frirum. Han ?møder? Thomas i et chatroom, og forelsker sig i Thomas? online karakter. Thomas forstår ham, og deres flirt er ligeså spændende, som den er ufarlig. Eller tilsyneladende ufarlig ? for hvem er Thomas egentlig? Matthias får forholdsvis hurtigt en fornemmelse af, at ikke alt er, som det ser ud til, men han har rigtig svært ved at sætte fingeren på, hvad det er der foruroliger ham. Han bliver hjælpeløst suget ind i flirten, og nyder at have en fortrolig, som giver ham lov til at være, præcis den han er.

Selvfølgelig ender det galt. Det skal det næsten, for Matthias er mildt sagt uforsigtig. Han er ung, ensom, og håbløst forelsket i den person, han har skabt i sin fantasi. Bogens klimaks og slutning virker en lille smule forhastet, og mangler på én eller anden måde forbindelse til Matthias? eller interessante historie. Xx, som er en af Matthias? venners homoseksuelle storebror, kommer på banen som en hurtig bifigur, og sød som han er, har han faktisk ikke rigtig nogen anden funktion end at være katalysator for den lykkelige slutning. Den voldsomme konfrontation mellem Matthias, hans far og virkelighedens Thomas virker en smule fortænkt, og er egentlig også unødvendig. Omvendt bringer den en hurtig, og tiltrængt, udløsning af bogens opbyggede spændinger.

Mens Matthias? kvaler omkring sin seksualitet måske stedvis forekommer en smule ude af proportioner, så synes jeg til gengæld, at hele komplekset omkring hans uro i forbindelse med faderens voldsomme kampe med sit skadede sind er vigtigt. Jeg har i hvert fald ikke skænket hjemvendte soldaters problemer mange tanker, men det er jo desværre noget vi bliver nødt til at forholde os til. I samme omgang kunne vi så måske også forholde os til, hvor mange krige vi som nation behøver at gå ind i; hvor mange familier der skal betale prisen – men det er en anden diskussion. Det er åbenlyst, at der allerede nu er familier der har brug for støtte, og at de ikke altid får den.

Det er faktisk lidt tarveligt at sammenligne en bog med dens forgænger, men hold op, hvor det er svært at lade være. Jeg elskede Er du okay, Fie? for dens fokus på Fies skræmmende hyppigt forekommende problemer. Matthias? problemer er langt mere sjældne end Fies ? men jo på ingen måde mindre alvorlige, og nok endnu mere konsekvent fortiet. Her tænker jeg ikke på hans seksualitet, men på hans forhold i hjemmet. Børn er så loyale, og det er et problem, som alle der opholder sig i nærheden af børn skal være opmærksomme på. Deres loyalitet betyder nemlig alt for ofte, at de ikke får den hjælp de har brug for.

En anden væsentlig problemstilling bogen sætter fokus på, er internetsikkerhed, og det er også noget der berører alle unge (og ældre…) Ved vores unge godt, hvordan man beskytter sig på nettet? Husker de at tænke over, hvordan selv de mindste oplysninger lynhurtigt kan lede frem til dem? Og hvad med alt det med fotos ? fotos man tager, fotos man sender, og fotos man modtager. Forstår de alle implikationer? Gør vi?

Bogen er absolut værd at læse, også selvom jeg måske finder den en smule svagere end Er du okay, Fie?. Anika Eibe skriver levende og indfølende om unge mennesker, så jeg virkelig kommer i tanke om sin egen teenagetid og al den uro jeg bar rundt på. Det er ellers alt for nemt at glemme hvor vigtigt det var, at man var ligesom alle de andre, fuldkommen som Matthias så brændende ønsker det.

Tusind tak til Tellerup for anmeldereksemplaret – det var en fornøjelse!

Tilbage til forsiden

Sommeren kalder på læsning. Læsning i hængekøjen, læsning på stranden, læsning i dagens sidste solstråler – og naturligvis timevis af opslugt læsning på regntunge sommerdage. Jeg har et kært sommerlæsningsminde fra sommeren ’93. Vi var på cykeltur på Bornholm med vores to små rollinger, og vejret var, som vejret nu engang er i Danmark. Lidt blandet – men det gjorde ikke noget, for vi havde lejet verdens mindste campingvogn i Hullehavn, hvor ungerne legede på livet løs, mens Peter og jeg overgav os til en Dean R. Koontz-rus. Vi blev fuldkommen besat af hans (vildt uhyggelige!) bøger, og tog mange ture ind til kiosken i Svanneke, som heldigvis havde et nærmest uudtømmeligt lager af dem. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog af ham siden, fordi det bare har føltes helt forkert. De hørte til i den helt specifikke sammenhæng, og kunne altså ikke rigtig læses andre steder. Måske jeg skulle forsøge mig med en af dem i år? Kunne være sjovt at se om jeg kunne få det til at fungere.

Jeg har nu allerede samlet mig en fin lille stak af bøger, som jeg glæder mig til fordybe mig i. Der er, som altid i mine bogstakke, ret stor variation: noget tungt og noget let, noget spændende og noget fagligt interessant. Variation er for mig nøglen til at få læst en masse. Almindeligvis har jeg gang i adskillige bøger ad gangen, så jeg til enhver tid kan række ud efter lige præcis det jeg har lyst til.

Læste Prebish’ bøger da jeg i sin tid gik på Sunderland University, og elskede dem. Er som udgangspunkt vild med erindringsbøger og personlige historier. Hvordan skulle denne her så kunne gå galt? Glæder mig til den, ikke mindst fordi jeg har haft den liggende alt for længe.

I Apple Tree Yard møder vi Yvonne Carmichael, en ulykkeligt gift videnskabsmand (videnskabskvinde?) i fyrrerne, som kaster ing ud i en affære med en mand hun slet ikke ved nok om. Ligger også som miniserie på Netflix, men vil nok heller læse bogen.

Stacy Shaw har livet for sig. Nyt job, nyt hus, og en baby på vej; hvad kan gå galt? Men pludselig en dag forsvinder hun.

Uha et herligt plot, og når man dertil lægger en detektiv med en rå baggrund og et hjerte af guld, så bliver det ikke meget bedre. Det skulle da kun lige være, hvis selvsamme detektiv kommer i fare under opklaringsarbejdet. Nå ja – det sker også her 😉

Lucy Arigho kan slet ikke modstå Greg Millars charme, og kun otte uger efter deres første møde overvejer hun, om ikke hans ide om et lynhurtigt bryllup ville være sagen. Hans børn er dog ikke umiddelbart begejstrede, og på en familieferie i Frankrig begynder alt at falde fra hinanden. Gregs opførsel bliver mere og mere bizar, og Lucy begynder at ane konturerne af hans mørke sider.

Fandt den på Goodreads, hvor den har fantastiske anmeldelser, så jeg glæder mig.

Fra bogens bagside:

To danske piger forsvandt sporløst på Englandsbåden i 1985. Mange år senere dukker et foto af dem op i en gammel kuffert hos en marskandiser i den engelske kystby Brine. Journalist Nora Sand, som arbejder i London for det danske blad Globalt, graver i historien og tager til Danmark for at undersøge pigernes brogede baggrund på en ungdomsinstitution. Snart vikles hun ind i en sag om en uhyggelig seriemorder, der afsoner en livstidsdom i det berygtede fængsel Wolf Hall. Begivenhederne tager fart, og Nora begynder pludselig at frygte for sit eget liv.

Den napper jeg da! Gode danske krimier kan man aldrig få for meget af, og denne her lyder lovende.

It began with an affair, and ended in murder. 

Jamen, hvordan skulle man da kunne modstå det? Lyder som en thriller i den lette ende, perfekt til en regnvejrsdag, med et tæppe om benene og endeløse strømme af varm te!

Elskede hendes foregående bog, It’s not me, it’s you, så satser på at også denne er chick-lit på den tørre, britiske måde. Den ryger med i strandtasken.

Historien om en blogger som gik fra livet i overhalingsbanen, over et anstrengt liv i forsøget på at geare ned, til ægte accept af, at selv det langsomme liv kan finde på at være mindre end perfekt. Har nævnt det før – jeg elsker personlige beretninger, og glæder mig til denne!

Var vild med Er du okay, Fie?, så har ret høje forventninger til bogen om Matthias. Matthias er homoseksuel, men tør ikke springe ud, fordi han er bange for sin fars reaktion. Umiddelbart lyder det lidt fortænkt, men mon ikke Anika Eibe klarer det på sædvanlig overbevisende facon?

Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg ikke forlængst har læst Maria Gerhardts roste mesterværk, men nu skal det være. Lige nu, faktisk.

Hvad skal I læse her i sommer?

Tilbage til forsiden

Jeg elsker bøger om bøger, og jeg elsker bøger om forfattergerningen. De fascinerer mig, og det kildrer altid min nysgerrighed, når en forfatter lader mig kigge med bag om historien. Som udgangspunkt er overvejelser om ’sandhedens sande natur’ er altid spændende, og i denne lille perle, Graham Swifts Helligdag, er det i en helt uimodståelig indpakning.

Takket være Gyldendals Forlag, som har lovet at sætte et eksemplar på højkant, kan jeg få lov at dele min læseoplevelse med en af jer. Kommenter på dette indlæg, enten her eller på bloggens Facebookside, og vind Helligdage. Så har du ferielæsningen på plads! Konkurrencen er åben indtil lørdag ved midnat, hvor jeg trækker en vinder, som annonceres på søndag.

Helligdag er en herlig lille sag. Den bringer mindelser om en dannelseshistorie, hvor fortællingen om en ung kvinde i et af hendes definerende livsøjeblikke væves ind i beretningen om et langt liv, så man nærmest mister pusten. Samtidig får vi et kig ind i hendes karriere, set igennem den ældre kvindes drilske øjne, hvor hun udpeger tre centrale begivenheder, der gjorde hende til den forfatter som hun, trods alle odds, endte med at blive.

Bogens gennemgående spor er beretningen om den unge tjenestepige Jane Fairchild, som i mellemkrigstidens England har en affære med sønnen fra naboejendommen. Helt udramatisk, nærmest pragmatisk, får man at vide at Jane er et forældreløst hittebarn, som har haft held til at lande i et hus, hvor hun helt undtagelsesvist får adgang til husherres bibliotek. Man opdager også, igen nærmest i en bisætning, at Jane flere gange gennem sit liv har delt sin krop, både for penge og af vane, hvilket måske forklarer hvorfor hun uden videre accepterer, at hendes affære med herskabssønnen er helt igennem ulige.

Til trods for Janes tunge livsomstændigheder er der ikke tale om en problematiserende eller samfundskritisk bog. Det er et indtagende, sanseligt og intenst oplevende vidnesbyrd, hvor man suges ind i Janes virkelighed, og på den måde får lov til at se verdens små hverdagsundere gennem hendes knivskarpe øjne. Hun tager både det store og det små ind med en nærmest sensuel stoflighed, som formidles så levende, at man tager sig selv i at kunne mærke tyngden af bibliotekets bøger, duften af den begæredes tøj, og sollysets flimren over græsset.

Til trods for de store emner og det enorme spænd af tid, som bogen jonglerer med, er det en smuk og langsom fortælling, som stille og roligt åbner sig, som siderne nærmest vender sig selv. Den giver ikke det hele væk ved første øjekast, men udvikler sig ligeså fint og roligt. Janes skæbne kryber ubønhørligt ind under læserens hud. Helt uden brutale skildringer af udpenslet sorg får man lov at tage del i den unge, troskyldige piges forvandling til kvinde – en kvinde som kender alting så præcist, at hun kan bruge frit af det i sit forfatterskabs forsøg på at forstå det levede liv.

Tilbage til forsiden

Anna har lige været på ferie, og ferietid er jo som bekendt læsetid, så nu er hun klar med endnu en anbefaling. Denne gang har hun læst anden del af Isa Lemvigh Clausens serie om pigen Tara – du kan læse hendes anmeldelse af første del lige her.

 

Vores endeløse dage af Claire Fuller er en helt fantastisk lille bog. Historien er stor. Den er faktisk gigantisk – men bogen får lov at være lille, fortalt i børnehøjde som den er, og det klæder den.

På forsiden af bogen står der:

Alle forældre lyver.
Men nogen løgne er værre end andre…

Peggy er offer for en meget omfattende løgn. Hendes far tager hende med fra deres hjem i London på overlevelsestur i ødemarken, ud til die hütte, som ligger i en tysk skov. Mor Ute kommer ikke med, for hun er på koncertturné, men de to kan fint klare sig sammen, selvom 8-årige Peggy ret hurtigt får nok. De kan imidlertid ikke tage hjem, forklarer far, fordi hele verden er gået under. Der er kun de to, deres dal og deres hytte tilbage – alt andet er opslugt af Det Store Svælg. Peggy bliver til Punzel, og hendes tidligere liv forsvinder:

Jeg åbnede den lille låge til en stor bølge røg og stak i noget rødt derinde med ildrageren. Spidsen fik pirket til en lille forkullet bog, der lå mellem gløderne, og mens jeg så på det, greb en flamme fat i den og krøllede den op, som om den blev åbnet af en uset hånd, der bladrede gennem siderne. Jeg stirrede på mit pasfoto, mens heden kogte vabler i det, og mit ansigt smeltede væk i ilden.

Da Peggy en dag ser en mand i skoven, bliver hun tilbudt en udvej. Det kribler i mine fingre for at beskrive hendes udvej, men jeg lader være. I det her tilfælde synes jeg simpelthen ikke det er nok bare at markere en “spoileralert” (måske især fordi jeg aldrig nogensinde selv har respekteret dem), for med denne bog ville det ganske enkelt ødelægge hele læseoplevelsen. Man skal selv have lov at følge Peggys vej til Punzel og tilbage igen.

Historien fortælles dels af den unge Punzel som den opleves, dels af 17-årige Peggy, som er hjemme i London igen, og dermed får en chance for at forstå hvad der egentlig skete. Romanens opbygning minder egentlig lidt om en klassisk kriminalroman, på den måde at man som læser meget tidligt præsenteres for hele historien, med alle dens implikationer – men det gøres så elegant, at det først er på de allersidste sider, man bliver helt sikker på, hvordan puslespillet skal lægges.

Det er en bog som fortjener mere ro end jeg kunne give den. Den skal ikke læses i små bidder i lufthavne og på hotelværelser – den skal have lov at gro i læseren, og læseren skal have lov at gå ind i den bizarre verden, som er Peggy/Punzels. Når det er sagt, så nød jeg den i fulde drag, selv om jeg ikke kunne give den tid som fortjent. Bogen er så uendeligt velskrevet, og man tror ganske enkelt på Peggy, på hendes far, og på hele historien. Dele af den er skrevet med barnets klare, fordringsløse røst, mens andre dele glider over i den voksnes mere analyserende, og til dels afstandstagende, stemme, og skiftet sker så glidende, at man nærmest ikke bemærker det. Som læser får man lov at vokse op sammen med Peggy/Punzel, mens hun langsomt begynde at orientere sig udad, bort fra det trygge og velkendte; fra familien.

Tusind tak til Forlaget Olga for anmeldereksemplaret. Det er en bog som nærmest tigger om at blive læst i ét stræk, og det tror jeg faktisk jeg vil gøre på et tidspunkt, når jeg har tiden til det. Den beder nemlig også om at blive genlæst, og den bøn vil jeg ikke sidde overhørig 😉

Tilbage til forsiden

Så er jeg hjemme igen, med alt hvad dertil hører af vasketøj, uåbnet post og glade gensyn. Eftersom jeg kun har to dage inden turen går til Warszawa, er tiden lidt knap, men heldigvis er min søde niece klar med en ny omgang af Annas Anbefalinger. Her kommer således Annas anmeldelse af William Wenton & Luridiumstyven, skrevet af Bobbie Peers og udgivet på Gyldendals Forlag:

William kan godt lide at side på sit værelse og lave små robotter. Han har ikke rigtig nogen venner i skolen. William har aldrig helt rigtig forstået hvorfor hans familie har et dæknavn. Det har også altid undret ham hvorfor hans far har så meget imod koder. Da han skulle på en klasseudflugt, kom William ved et tilfælde til at løse verdens sværeste kode, Umuligheden. Han er altså verdens bedste kodeknækker. Han finder ud af at han er i fare, for der er en masse der vil have fat på ham. Han må finde sin morfar, men der er ingen der har set ham i otte år. De fleste tror han er død, men det er William ikke så sikker på.

Det er en spændene bog og da jeg var færdig med den havde jeg mest lyst til at den bare skulle blive ved og blive ved. For jeg kunne godt lide at bogen handlede om robotter og teknologi, så man kunne ikke rigtig være sikker på noget. Den er både til piger og drenge fra 11 år der kan lide at læse fantasy.

Kærlig hilsen,
Anna.

Tilbage til forsiden