Mrs. Bridge

img_4705img_9042

Lad det være sagt med det samme – jeg elsker bøger med hovedpersoner, som jeg kan både elske og hade på én gang. Det gør bogen så meget mere engagerende, når hovedpersonen har mange facetter, og viser flere sider af sig selv.

Og netop sådan en bog er Mrs. Bridge af Evan S. Connell, udgivet på Forlaget Olga. På mange måder er Mrs. Bridge et afskyeligt, geskæftigt fruentimmer, som trækker alle sine mange neuroser ned over andre menneskers ellers udmærkede og interessante liv – og samtidig er hun en skrøbelig, omsorgsfuld og uendeligt kærlig og kærlighedshungrende kvinde, som man får helt ondt i hjertet af.

Bogen regnes for en af det 20. århundredes store romaner i USA, men er stort set ukendt herhjemme. Det er en skam, for den fine fortællemåde, hvor bogens karakterer kommer til at stå vibrerende livagtigt gennem korte, skarpt opridsede øjebliksbilleder, passer fint ind i vores danske underfundighed. Jeg kan vældig godt lide store romaner som er små og fine. Jeg holder af at få lov  til selv at lære karaktererne at kende, uden at en forfatter først har tygget dem igennem for mig. Derfor er jeg glad for eksempelvis Helle Helle og Christian Kampmanns bøger, hvor man bliver præsenteret for personerne gennem et indblik i deres liv, uden at deres indre dissekeres og blotlægges i alle detaljer.

Mrs. Bridge lærer vi at kende gennem en række korte kapitler som, skønt de er ordnet kronologisk, ikke præsenterer sig som en egentlig fortsat fortælling. Bogen er en samling af små vignetter, som tilsammen udgør et kalejdoskopisk portræt af en veg og usikker kvinde, der famler sig frem. De små fortællinger giver os enkeltstående glimt af hendes liv, og ingen bilder os ind, at vi ved alt om hende. Vi ser hvordan hun reagerer i specifikke situationer, og udfra disse reaktioner og valg kan vi så danne os et billede af hende.

Mit billede er af en lidt knudret kvinde, som på én gang er vanvittigt irriterende i sin konstante trang til at strømline og ensrette hele familien, fordi det ultra konforme (det der nærmest er så konformt, at det i sig selv gør det enestående) er det eneste virkelig trygge – og samtidig er så elskelig, elskende og elsk-værdig, at jeg nærmest fik lyst til at række ind i bogens sider og trække hende ud til et stort knus.

Det er svært at være Mrs. Bridge. Hun bedømmer alt og alle omkring sig efter en benhård målestok, og er derfor konstant bekymret over andres dom over hende. Hendes målestok – som ikke engang er hendes egen, men ureflekteret overtaget fra familie og samfund – er med til at gøre hende ensom, og hun formår ikke at række ud; hun kan ikke bringe sig selv til at tilbyde det, hun har i så rigt mål, og som andre sagtens kunne bruge. Altid står hendes målestok imellem hende og lykken.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at et menneske som er på én gang kærlighedshungrende og kontrollerende, har en smule vanskeligheder med sine relationer. Venner og bekendte holdes på arms længde, ude i det offentlige livs mange uskrevne reglers sikkerhed. Dem der prøver at bryde gennem disse grænser, både bekymrer og fascinerer Mrs. Bridge, men ingen har held til at lirke masken af hende.

Forholdet til familiens tre børn er, for nu at vælge et uforpligtende udtryk, kompliceret. Mens jeg sad og læste, svingede jeg mellem at have ondt af henholdsvis Mrs. Bridge og hendes børn. Da jeg lagde bogen fra mig, var det med en tristhed på alles vegne, over alle de spildte muligheder. Hun forsøger, uvidende, men vedholdende og med stor præcision, at drive børnene ud over vanviddets rand, med sin konstante insisteren på, at de da ikke ønsker at “være forskellig fra alle andre”. Da en af døtrene viser sig som en god, gudsfrygtig pige, der bruger kirken flittigt, glæder det Mrs. Bridges forvirrede hjerte, men da datteren ønsker at fordybe sin tro og slutte sig til en gruppe evangelister, forfærdes hun. Det er der jo ikke nogen af naboerne der gør. Hun løser dilemmaet på sin sædvanligt passivt agressive facon:

“Altså,” sagde hun, “det er selvfølgelig en vældig smuk ide. Jeg spekulerer bare på, om det er noget, du vil blive glad for. Lad os se, hvad din far siger.”

Hun undviger smukt alle åbne konflikter, men formår ikke desto mindre overraskende ofte at gennemtvinge sin vilje. At denne vilje så kun sjældent kommer hende selv (eller nogen som helst andre) til gode, er en anden snak.

Samtidig er hun, i andre situationer, komplet hjælpeløs overfor børnene. Hvis ikke en konflikt kan klares med sorgfuld skuffelse og en god portion skyldfølelse, er det hende der retter ind. Da den ældste datters sko er forsvundet inden en skolefest (fordi Mrs. Bridge har foræret de højst upassende sko til vaskekonen), forsøger Mrs. Bridge først at presse datteren til at bruge de fine, nye oxford-sko, som minsandten har været dyre nok – men da det ikke lykkes, lægger hun sig straks fladt på ryggen, blotter struben, og ender med at tilsidesætte sine egne planer for at køre ud og købe nye sko. Uden datteren, som skal noget andet. Og lover så i øvrigt at aflevere skoene på skolens kontor, så ingen ser hende komme med dem.

Der tegner sig et billede af en kvinde der er hjælpeløs overfor sine børn, formentlig fordi hun for enhver pris vil undgå intimitet med dem, så der ikke er skabt en grundfølelse af samhørighed, hvorfra konflikter kan tages. Mrs. Bridge overhører på et tidspunkt en samtale mellem sin datter og dennes kæreste, hvor der bliver presset hårdt på, for at datteren skal overgive sig til et kys, og bliver spurgt om hun mon vil “være jomfru til evig tid”. Da bejleren er gået, kommer Mrs. Bridge frem, og taler lidt med sin datter:

“Er alt i orden, skat?”
“S’følig.”
“Var det hyggeligt?”
“Nogenlunde.”
“Det er fint,” sagde Mrs. Bridge fraværende, trak morgenkåben tættere sammen om sig, og satte kurs tilbage mod soveværelset.
“Mor?”
“Ja, min ven?”
“Vi er helt udgået for jordnøddesmør.”
“Åh, gudskelov!” hviskede Mrs. Bridge.

Ægteskabet med Mr. Bridge er ikke hverken det næreste eller varmeste forhold. Jeg har svært ved at finde ud af, om hun er komplet ligegyldig for sin altid fraværende mand, eller om han aktivt prøver at straffe hende, når han for eksempel beder hende om at vente med at besvime til efter gudstjenesten, eller tvinger hende til at blive siddende og se ham spise sin bøf, mens en tornado nærmer sig, og alle andre er gået i sikkerhed i stormkælderen. Og mens jeg skriver dette, opdager jeg en tredje mulighed: gad vide om han prøver at vække hende, at ruske liv i hende, og åbne livet for hende? Måske får jeg et svar på mit spørgsmål, når parallelbogen, Mr. Bridge, udkommer på dansk til foråret – jeg skal i hvert fald helt sikkert have fingrene i den!

Tak til Forlaget Olga for at give mig muligheden for at læse en dejlig bog, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg er fan 🙂

 

Læs mere

Hvis man gerne vil læse mere (so many books, so little time…), er der to indlysende muligheder: læs hurtigere, eller læs i længere tid. Mens jeg aldrig nogen sinde ville anbefale nogen at gøre noget så dejligt som læsestunder til endnu et præstationsprojekt, og begynde at haste sig igennem skønne fortællinger, så kan det omvendt være enormt frustrerende hvis man læser meget langsomt. Selv den bedste historie risikerer at falde fra hinanden, hvis den bliver strukket ud over et alt for langt tidsrum, og det kan faktisk også være anstrengende at læse langsomt.

img_4581

 

Læs hurtigere
Hvis man vil læse hurtigere, er der teknikker som kan hjælpe ens læsehastighed op. Rigtig mange langsomme læsere presser nemlig sig selv ned i hastighed på grund af enten manglende koncentration eller dårlig teknik – eller en blanding af begge dele.

Vi oplever ofte vores læsning som en jævn bevægelse af øjnene over teksten, men faktisk er det sådan, at øjnene bevæger sig i ryk. Prøv at iagttage en person, der sidder og læser. Vedkommendes øjne vil bevæge sig i små, hurtige ryk fremad. Ind imellem vil du måske se, at øjnene pludselig bevæger sig i et ryk tilbage. Det sker, når man  fornemmer at have overset noget i teksten – så bevæger øjnene sig tilbage, for at læse linien en gang til. Det er noget af det, som virkelig kan sænke din læsehastighed, fordi du ikke bare skal læse dele af teksten to gange, men også skal bruge tid på at orientere og reorientere dig på siden.

Disse tilbagelæsnings-bevægelser er en vane, som du forholdsvist nemt kan bryde. Det handler ganske enkelt om koncentration og selvdisciplin. Mens vi fint kan forbinde koncentration med hyggelæsning (hvem kender ikke til at blive fuldkommen opslugt af en fantastisk historie?), så rimer selvdisciplin lidt dårligere på hygge. Ikke desto mindre er det en god ide at bryde vanen med at læse tilbage i teksten, både af hensyn til læsehastigheden, men også fordi du faktisk opnår en større fordybelse, når du ikke hele tiden skal håndtere de små mikro-afbrydelser. Den nemmeste måde at hjælpe sig selv af med den dårlige vane, er at følge linjerne i teksten med et lille stykke papir – så bliver det meget tydeligt for dig, hvornår du fristes til at springe tilbage.

Ens læsehastighed er selvfølgelig meget afhængig af, hvad man skal læse, og hvor meget af teksten man skal kunne huske og forstå. Det du skal kunne gengive i detaljer, vil du være længere tid om at læse, end det du bare skal nyde i øjeblikket. Kontekst betyder også meget for læsehastigheden. Jo mere du i forvejen ved om det du læser, jo hurtigere går det. Almindeligvis kan man sige, at grænsen for læsehastigheden blandt normale læsere hverken bestemmes af øjenbevægelser eller af den ‘indre oplæser’, men udelukkende af, hvor hurtigt man kan tilegne sig indholdet af det læste. Man kan sagtens skimme en roman igennem på ganske kort tid, men forståelsen af det læste er stærkt begrænset, og det vil formentlig heller ikke hænge fast særlig længe.

Læs mere
Hvis du vil læse mere, gælder det om at gøre det nemt for dig selv at læse. Fuldkommen som man i supermarkeder placerer de varer, som frister til impulskøb, i øjenhøjde, kan du sørge for, at der så ofte som overhovedet muligt er en bog ‘i øjenhøjde’. Hav gang i flere bøger ad gangen, og læg dem rundt omkring i huset, hvor du ved at du tit rækker ud efter din telefon eller et blad, når du lige har to minutter. For mig er det for eksempel i vindueskarmen ved spisebordet, på køkkenbordet, eller ved siden af sengen.

Jeg har også stor glæde af at læse bøger på min telefon. Hvis ikke du har prøvet det endnu, så giv det et forsøg – det er meget bedre, end det lyder! Og ryd så op på din telefon. Placer din læse-app på forsiden, og ryk alle sociale apps til de følgende sider – så er chancen for, at du læser et par sider i en bog større, end for at du liiige tjekker Facebook, Instagram osv.

Det du ser, får du lyst til at gøre. En telefon har en nærmest magnetisk virkning på mange af os, og jeg har i hvert fald haft stor glæde af at blive mere bevidst i min omgang med den. Brug den godt – og det vil sige: brug den til det, som du har allermest lyst til at bruge tid på.

Og husk så at nyde din læsning 🙂

Efterårets læseliste

img_3663

img_9042

Lige om lidt er det efterår!!! Det er årstiden for hygge, for stearinlys, bløde hundeører, tykke sokker og stabler af gode bøger; en hel masse af alt det gode. Når man dertil lægger, at bikinisæsonen er definitivt forbi, så det indenfor den overskuelige fremtid er helt ok (faktisk nærmest en god ide) at proppe sig med kage og bland-selv slik, så er resultatet en vældig tilfreds Pia.

Min efterårs-læseliste minder rigtig meget om sommerens, bl.a. fordi nærmest alt blev skubbet til side, da jeg lige pludselig opdagede Harry Potter-bøgerne. Således har jeg både Sødbitter og The F Word til gode, men lidt nyt er der da også på listen:

img_3656Leave your mark af Aliza Licht– fordi jeg elskede #Girlboss, og denne her lyder som om den er skåret over nogenlunde samme læst.

img_3655Fitness junkie af Lucy Sykes & Jo Piazza – fordi den lyder sjov, og fordi jeg selv skal til at rode med det der fitness, og jo ikke vil risikere at det stikker af med mig (fnis – som om det nogensinde ville kunne ske. Lyder imidlertid meget godt!). Jeg skal faktisk prøve et nyt koncept i FitnessWorld; Basic Bootcamp, som formentlig er udviklet med folk som mig i tankerne. Det er genialt for os, som måske ikke lige har fundet vores fitness-hylde, fordi man får mulighed for at blive introduceret til flere forskellige træningsformer, både i teori og praksis. Det bliver virkelig sjovt at prøve, og jeg vil helt sikkert vende tilbage med meget mere om ’Projekt EfterårsFit’.

img_3668Mrs. Bridge af Evan S. Connell, som jeg har fået fra forlaget Olga – fordi der er tale om et klassisk amerikansk mesterværk fra 1959, som jeg end ikke har hørt om før. Nå ja, og så fordi jeg da ikke kan lade en bog blive liggende, hvis den er beskrevet som indsigtsfuld, stilistisk dristig og på én gang cool og varm!

img_3662Guillous serie om Det Store Århundrede – fordi så omfattende et projekt vækker både min ærefrygt og min nysgerrighed, og nu skal det være!

 

Hvad skal I læse? Jeg elsker altid at høre om andres bogstakke, så del endelig! Kunne jo også være jeg fik en god ide eller to 😉

Om yndlingsforfattere, yndlingsbøger og skuffelser

img_2224

Den sjoveste bog, jeg nogensinde har læst, er I’ll take it af Paul Rudnick. Den er så latterkrampefremkaldende morsom, at jeg stadig kan tage mig selv i at grine højt når jeg åbner den, her godt ti år efter jeg første gang fik fat i bogen. Derfor er det jo ikke så mærkeligt, at jeg havde ret høje forventninger til den Paul Rudnick-bog, som jeg havde klikket hjem fra Amazon for nogen tid siden – men altså… Øv.

It’s all your fault stod slet ikke mål med I’ll take it, og det er ikke fair. Det er ikke fair for hverken bog eller forfatter, at jeg sammenligner så benhårdt med noget så sjældent som en absolut Y.N.D.L.I.N.G.S.B.O.G.

Dem er der jo, af naturlige årsager, forholdsvis få af, og det er faktisk ikke okay at bruge dem som målestok, når bare man vil underholdes på den lidt henkastede måde. Det kan It’s all your fault nemlig godt, og den hævder for så vidt heller ikke at kunne mere. Den lever med andre ord op til genren og sit omslag, og havde forfatteren været enhver anden end lige Paul Rudnick, havde jeg formentlig også følt mig udmærket underholdt. Men altså…

img_2438

Har I også absolutte yndlingsbøger, af den slags der helt naturligt indtager førstepladsen på en af jeres læselister, og så bare forbliver der, år efter år? Hvor graciøst tackler I en skuffelse fra yndlingsbogens forfatter?

Jeg har spekuleret lidt over, hvilket stof yndlingsbøger er gjort af. Beder man folk om at nævne deres yndlingsbog, bliver de fleste (i hvert fald fuldblodslæseheste) lidt urolige. Det begynder med en flakken i øjnene, og kan hurtigt udvikle sig til noget nær panikangst – for hvordan skal man dog kunne vælge??? Et tilvalg indebærer jo uendeligt mange fravalg, og det er næsten umuligt at tænke på…

Når jeg begynder at se nærmere på mine egne yndlingsbøger, så har jeg altid glimrende grunde til at udpege netop mine yndlingsbøger som ‘yndlings’. For nogen af dem handler det om karaktererne i bøgerne – det er for eksempel tilfældet for mig med I’ll take it, hvor jeg finder Joe Reckler, og især hans mor og mostre, helt uimodståelige.

Men lige så ofte handler en ‘yndlings-status’ mere om de minder og særlige omstændigheder, der knytter sig til en given bog. De bøger, jeg læste inde i min hule som barn; de bøger jeg åd mig igennem på en sommerferie; de bøger der minder mig om alle mulige stunder, glade som triste – men hvor bøgerne var mine trofaste følgesvende. Åå mange måder må jeg nok sige, at det i bund og grund nok ikke har så forfærdeligt meget med yndlingsbøger at gøre for mig, men mere om yndlingsminder, som vækkes til live gennem en bog.

Måske er det også derfor, jeg vil gå rigtig langt for at undgå at give et definitivt svar på, hvilken bog der er min absolutte yndlingsbog af dem alle. Jeg kan jo ikke vælge!

Har I yndlingsbøger, og hvad gør dem i så fald til yndlings?

Transfervindue

Jeg har været meget lang tid om at få læst Maria Gerhardts sidste bog, Transfervindue – og endnu længere tid om at få skrevet om den… Det er selvfølgelig fordi den kommer virkelig tæt på, og fordi den borer sig lige ind dér i hjertekulen, hvor alle slags forladthed, sorg og savn gemmer sig.

img_2488

Den har undertitlen Fortællinger om de raskes fejl, og det er lige præcis det, den er: En række fortællinger om, hvordan vi raske fejler, svigter, overser og trækker os fra det, der gør alt for ondt. I Transfervindue har de raskes fejl fået max gas, så de uhelbredeligt syge nu ikke kun gemmes væk på hospitaler, plejehjem og hospices, men rent faktisk stuves om bag en ubestigelig mur. Til gengæld er der pænt, derinde bag muren – for så behøver de raske jo ikke at have dårlig samvittighed. Er der nogen klokker der ringer??

Har du nogensinde spurgt en alvorligt syg, om de mon har prøvet xyz? Har de måske prøvet med cannabisolie, veganerkost, kartoffelvand – hvad der nu end er øjeblikkets hit i forbindelse med kurering af det, vi allerhelst vil karakterisere som livsstilssygdomme, fordi det så på én eller anden måde trækker os selv ud af farezonen? Har du nogensinde følt dig så tom for ord, at du har grebet ud efter ordenes sølle erstatning, emoji’erne?

Jeg har. Jeg skammer mig over at indrømme det, men jeg har gjort det. Begge dele. Og hver gang i et (ubevidst) forsøg på beskytte mig selv. Skærme mig selv for den svære beslutning om, hvor tæt det er okay at gå på. Beskytte mig selv mod at stå nøgen overfor min egen sorg.

Bogen skifter lidt mellem at være fortællingen om det fine hospice, som hele nordsjælland er blevet omdannet til, og korte indblik i, hvordan Maria selv, derude i den ‘virkelige’ verden, udenfor det fiktive nordsjællandske hospice, kæmper med at komme overens med sin situation. Begge sider af bogen er barske. Barske på den lærerige måde, så man ikke rigtig kan finde på nogen undskyldninger for ikke at læse den igen – og have den stående klar på hylden, til næste gang katastrofen rammer.

Hvis du ikke allerede har læst den, så læs den, hvis du tror, at du nogensinde vil få brug for alt dit mod. Læs den, hvis du tror, at du en dag vil stå ansigt til ansigt med din egen eller en andens sorg, og du gerne vil have hjælp til at skrælle nogle af de afstandsskabende lag af. Bare læs den.

 

 

Ravnenes hvisken, II

 img_2203
 img_9042
Anna har læst Ravnenes Hvisken, bog 2, af Malene Sølvsten. Hun har tidligere læst etteren, og er helt vild med både dén og toeren – se bare hendes anmeldelse:
Det er næsten nytår og Anne hygger sig med Luna og Mathias, hjemme hos Luna. Men nogle få dage inden nytår kommer en ven hjem igen, men han når at fortælle Anne at hun skal redde sin søster, inden han dør.
Anne sætter sit liv på spil og tager til en anden verden, hun aldrig har været i før. Der er en masse regler hun ikke kender til og hun kan ikke finde rundt i det kort hun har med. Anne kender ikke noget som helst til verdnen men hun lærer det undervejs. Hun finder ud af at der findes alfer magikere. Der er en masse ukendte farer som lurer og oven i det, er Anne stadig plaget af sit syn med sit eget mord.
Men de fik jo stoppet mordet i tide, gjorde de ik’ ?
I hele sit liv har Anne været den usynlige og den, der blev drillet af de store drenge. Men nu da hun har fået venner, bliver hun nødt til at svigte dem hun holder så meget af nu, for at hun kan redde sin søster.

Men kan hun få sig selv til at gøre det?

Ravnens hvisken 2 starter nogle få minutter efter 1’eren slutter. Bogen er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst og hvis man elsker fantasy og mysterium, er den helt perfekt. Jeg vil nok gætte på, at man skal være 12 år og op efter for at læse bogen.
Kærlig hilsen,
Anna
img_2204

Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven

Anna og jeg har begge læst Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven af Thomas Stordal Philipsen.
Jeg synes det er en rigtig fin højtlæsningsbog, som jeg glæder mig til at læse for barnevidunderbarnet, når hun bliver lidt større. Dyrene i Syvmileskoven lever og leger, og lader os lære noget om at være anderledes, om at have ambitioner og meget andet, uden nogensinde at komme til at virke som en træls, løftet pegefinger. Den er sjov og kær, og jeg er vild med, at hver enkelt historie kan stå alene. Man kan således springe rundt i bogen, og vælge lige præcis den fortælling, man har lyst til.
Det allerbedste ved bogen er dens sprog. Thomas Stordal Phillipsen leger med ordene, så det er en fryd. Hårspætten er jo for eksempel en fin fugl, men når hårspættefamilien har en masse frisører, bliver det ekstra fint. Når hårspætten Henry så oven i købet finder en masse hårspænder og laver et hårspændespæn, er jeg helt solgt.
Anna har også læst den, selvom den ikke er beregnet til hendes aldersgruppe. Faktisk passer den nok bedre til hendes yngre søstre, men hun nød tilsyneladende at læse den alligevel, så jeg giver ordet til Anna:
img_1601

Som det første vil jeg gerne sige tak til Thomas Stordal Philipsen for at sende mig et anmeldereksemplar.

Det her er ikke en normal skov, med normale fugle, gør dig klar. Hårspætten Henry studerer biller sammen med sin bedste ven krage Kristian. De har bygget et lille drivhus sammen, hvor de dyrker agurker imens de kigger på biller. Men det er altså soldaterbillerne der er de mest spændende!
Alt imens prøver borgmester Ronald Krikand i smådyrsbygen Hårkøbing at blive præsident i hele syvmileskoven sammen med sin tro følgesvend Villy Væsel som er til stor “hjælp” for ham.
En morgen finder Henry Hårspætte, en masse hårspænder. Og han laver et stort kapløb, som nu er den mest kendte sportdiciplin: et hårspændespæn! Det er altså spændende.

Men du kan også tage i teatret og nyde billernes billeballet i westernstil. Men det er altså lidt svært at danse ballet når man har 6 ben!

Bogen er hurtigt læst men er nok mest for mindre børn. Der bliver leget med ordene. Det er nok mest en højtlæsningsbog og jeg tror man ville syntes den er god når man, går i 2-3 klasse.
Kærlig hilsen,
Anna.

Cottagehaven

Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

Hverdagsrelationer

Bogen Hverdagsrelationer – når det nære bliver svært af Lone Carmel handler om vores relationer; om relationerne mellem partnere, mellem børn   og forældre, og mellem kolleger og overordnede.

Vi er alle sammen afhængige af andre. Ingen kan eksistere i et vakuum, alle har brug for at have relationer – også selvom det ind imellem kan være rigtig svært. Det er jo desværre ikke sådan, at man én gang for alle kan forhandle sine relationer på plads, og derefter læne sig tilbage på laurbærrene. Alting forandres hele tiden, og dermed også vores indbyrdes relationer. Det er noget vi konstant kan blive klogere på, og klogere bliver man bestemt af Lone Carmels bog.

img_0871

Bogen er skrevet i et ligetil, letforståeligt sprog, uden at det er gået ud over fagligheden. Forfatteren kender sit stof, og man mærker tydeligt, at der trækkes på mange års erfaringer, når hun deler ud af fortællinger og gode råd. Hele vejen igennem finder man gode, konkrete anvisninger på, hvordan man man kan undersøge sine relationer, lære mere om sig selv og andre, og derved finde veje til at overvinde de vanskeligheder der måtte vise sig undervejs. Der er inspiration til øvelser man kan lave, når man mærker udfordringer presse sig på. Med udgangspunkt i en mængde historier fra det virkelige liv får man både stof til eftertanke, og en række konkrete anvisninger på hvordan man kan gøre livet både sjovere og nemmere ved at rydde op i måden, man forholder sig til andre på.

Bogen er tydeligvis drevet af et oprigtigt ønske om, at vi alle skal få det nemmere med det, som er det vigtigste af alt for vores trivsel: vores relationer. Den kommer vidt omkring, og får berørt emner som uforløste relationer, de uhensigtsmæssige relationers advarselssignaler, og vigtigheden af at stå ved sig selv; at turde være sig selv i dialogen med andre. Lone lærer os at skelne mellem det vi har lyst til og det vi har brug for. Det er en vigtig færdighed, som kan hjælpe os til at navigere mere sikkert i det virvar, der er det levede liv.

img_1041

Læs den, hvis du har lyst til at blive klogere på relationer, men vid at det er en bog som forudsætter, at du gider stå ved det ansvar der er dit. Her er ingen hurtige fix eller nemme løsninger, men solide råd til, hvordan du kan ændre dine relationer ved at ændre dig selv.

Tak til Lone for anmeldereksemplaret.

 

Tilbage til forsiden

 

Tara og mesmeritternes dans

Anna har fået tilsendt Tara og mesmeritternes dans til anmeldelse, og den ramte plet! Isa Lemvigh Clausens serie om Tara er et hit hos de unge piger, fordi bøgerne er spændende, medrivende, og tilbyder en interessant heltinde. Se hvad Anna har at sige om den tredje bog i serien:

img_0666

Velkommen til 3 bog i serien om den seje pige Tara. Bogen begynder sommeren, efter 2’eren sluttede. Jeg har glædet mig virkelig meget til at læse bogen.

Tara er tilbage i Halvarden og har været hos Tanne hele sommeren fordi Gaffa stadig er syg. En dag da Tara skulle til byen mødte hun Sverin han skulle have hjælp til at han og Rokko kunne komme uset gennem Halvarden. Rokko er blevet efterfulgt af Fyrstinde Baras efter han hjalp Tara og Arke ( i bog 2). Rokko vil have at de skal rejse til landet-bag-tundraen og hvis Tara tager med vil han hjælpe hende med at finde sin mor. Men det er ikke det eneste der er på spil. Fyrstinde Baras dronning af Ydersletten vil have fat på nogle kongesværd men man kan kun få dem i landet-bag-tundraen. Finder Tara ud af hvem hendes mor er? Får fyrstinde Baras fat i sværdene? Det kan man finde ud af i Tara og mesmeritternes dans.

Jeg er for det første rigtig glad for at jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar. Den er rigtig spændende og medrivende. Jeg håber at jeg kan inspirere andre til at læse serien. Jeg elsker selv bøger med seje piger, noget fantasy og noget med et mysterium der skal løses. Jeg havde ret svært ved at lægge bogen fra mig for den er mega god.

Kærlig hilsen,

Anna.

 

Tilbage til forsiden

Older posts