Nyt planteliv i reolen

img_8196

img_8202

Inspireret af den overdådige indretning af de hyggelige småkroge og finurlige bogreoler på dejlige Ystad Saltsjöbad, besluttede jeg at min egen reol kunne trænge til lidt TLC. Den var såmænd ikke så ringe endda, proppet som den er med herlige fristelser, men alligevel tænkte jeg, at den ville have godt af en oprydning og – selvfølgelig – en smule grøntAlt bliver bare bedre med lidt grønt liv.

Jeg tog en håndfuld stiklinger af Væddeløbere, Paradistræer og Guldranker, og placerede dem imellem alle bogskattene. Det er måske ikke lige årstiden til planteformering, men jeg har valgt at have tillid til processen – og så kan jeg jo altid lave nogen nye, hvis ikke de trives.

Bøgerne er stadig kategoriseret efter mit personlige system; det der, hvor en bogs placering ikke nødvendigvis afgøres af titel, forfatter eller emne, men derimod af to, overmåde vigtige, karakteristika: er bogen læst, og hvilken farve har den.

Sorte, hvide og til dels brune bøger får plads i stuen, mens alle de andre proppes ind i regnbuestakkene rundt omkring i huset. Ulæste bøger stables for sig, så jeg nemt og hurtigt kan finde et nyt læseeventyr, når tid er. Det monokrome får liv med masser af småskatte, familiefotos og altså nu også planter. Begriber ikke at jeg ikke er kommet på det noget før, men bedre sent end aldrig…

img_8199

img_8145

img_8200

En uventet fridag

Der er ikke mange gaver, der kommer op på siden af en uventet fridag – og sådan én har jeg fået i denne uge. Faktisk har jeg fået hele to af dem, så jeg er helt ør af glæde.

Uh altså, at få en hel gratis ekstra dag foræret, hvor man kan sove længe, nulre rundt i pyjamas, og bare nyde at livet findes… God tid til nydningen, til hinanden og til kærligheden.

Der er så meget, man kan gøre med en ekstra fridag. Man kan pakke sine kufferter ud (!), rydde op, vaske tøj – eller man kan lade være. Det var jo ikke planlagt, alt det der, der venter, og det hele skal såmænd nok være der endnu, når man beslutter at tage fat på det.

img_8127

Så jeg har ladet være. Jeg krøb i stedet op i sofaen med et blødt hundeøre, en stak (jule!)magasiner og en god bog, og nød at spilde tiden. Og så har jeg da lige en lille anbefaling til de af jer, som endnu ikke har læst Camilla Läckbergs nyeste bog, Heksen.

To småpiger forsvinder, med tredve års mellemrum, fra den samme gård i Fjallbacka. En kvinde kæmper en sej (omend forgæves) kamp for liv og lykke i det 17. århundrede. Et par teenagere slås for at finde vej til voksenlivet, og en mand prøver at byde byens nye flygtninge velkommen ved at invitere dem til at deltage i den årlige kapsejlads. Mange tråde flettes elegant sammen, og jeg var fremragende underholdt!

Camilla Läckberg underholder altid, men jeg synes faktisk at Heksen er hendes stærkeste bog indtil nu. Erica fylder mindre end i de foregående bøger, og selvom jeg elsker Erica, gør det mig ikke noget at Heksen er blevet mere kollektivromanagtig. Jeg vil jo også gerne følge med i, hvordan det går med Anna og hendes hemmeligheder, Bertil og hans nye familieliv, og alle de andre interessante personer i Läckbergs univers. Min eneste anke er, at der måske er lige lovlig mange tråde i fortællingen. Flygtningedelen kunne for min skyld fint have været udeladt (og måske gemt til en næste bog, hvor den kunne få mere plads?), men den skæmmer nu ikke mere, end at jeg stadig vil give bogen mine varmeste anbefalinger til en lang, doven dag.

img_8122

Rejsebøger

Min nye ven, Mofibo, har hjulpet mig med at tanke min telefon op med en håndfuld skønne bøger. På mandag tager jeg med familien til Sydafrika – vi skal ned og have en dosis tiltrængt solskin, og vi skal selvfølgelig se alle The Big Five, og helst også The Ugly Five. Men inden vi kommer så vidt, er der lige noget flyvetur, og selvom jeg formentlig vil snorksove det meste af vejen (fordi der ikke er noget så søvndyssende som lyden af flymotorer), så er det altså vigtigt med god underholdning. Jeg satser også benhårdt på nogle stille eftermiddagsstunder i den afrikanske sol, hvor jeg ser mig selv liggende henslængt på en liggestol i skyggen under et baobab-træ med masser af gode fortællinger.

Jeg har naturligvis varmet op med lidt Blixen – Den afrikanske farm og Skygger på græsset – men på selve turen er der ikke lagt op til tematisk læsning. Jeg skal bare underholdes, og det har jeg vist også gode muligheder for.

img_6184

Jeg er allerede tyvstartet på Syv Satans Lange Dage af Jonathan Tropper, som er en både hjerteskærende og galopperende morsom beretning om den dysfunktionelle familie Foxman, som skal sidde shiva for deres far. Syv dage med familieskærmydsler, tilsat medbragt følelsesmæssig bagage – alt sammen på den virkelig sjove måde.

img_6185

Mari Jungstedt krimier er et hit, ikke mindst som ferielæsning, og jeg har hendes nyeste liggende parat. Den Sidste Akt er forhåbentlig ligeså god som alle hendes foregående bøger om bloddryppende, gotlandske mord.

img_6188

Ligeså selvfølgeligt har Camilla Läckbergs nye roman, Heksen, fundet vej til min læseliste. Jeg har knuselsket alle bøgerne om Erica, Patrick og alle de andre i Fjällbacka, som mon ikke også denne er et hit?

img_6189Den Underjordiske Jernbane af Colson Whitehead fik The National Book Award i 2016 og Pulitzerprisen i 2017. Vist på høje tid at jeg får læst historien om sekstenårige Coras flugt fra en brutal slavetilværelse!

img_6186

Shoe Dog af Phil Knight er historien om manden bag Nike – skomærket Nike, forstås. Det er en selvbiografisk beretning, som har fået så fine ord med på vejen, at jeg bliver nødt til at læse den. Ikke en bog der normalt ville dukke op i min læsestak, men jeg er blevet nysgerrig.

img_6192

Når der er nyt fra Fredrik Backman, er jeg nødt til at kaste mig over det. Jeg er fan, har været det lige siden En mand der hedder Ove, og Ting, min søn skal vide om verden er en af de allermest rørende bøger, jeg nogensinde har læst. Derfor er Bjørneby også med, selvom den handler om ishockey. Helt ærligt: ishockey?? Men ok, ishockey tilsat Fredrik Backman – så skal det nok blive godt.

Hvad læser I her i efteråret?

Klovn

img_4833

img_4886

Jeg har fået så mange pragtfulde stunder foræret i bøgernes verden. Som barn opdagede jeg, at man kunne vandre ind i fortællinger; leve i dem, være med dem, i timer uden ende, og det var en opdagelse jeg aldrig glemte.

Jeg tænker virkelig på det som en gave. I mine unge år var der altid voksne omkring mig, som var villige til at vise mig magien i bøgernes verden. Der var min mor, som læste for mig hver eneste aften, der var min mormor, som gad at læse de tegneserier, som min mor simplethen ikke orkede (hun magtede slet ikke at sidde sige gisp og arrgh med Anders And & co. Det skal man nok også være bedstemor for at holde ud). Mormor og morfar gav mig også den første bog, jeg læste på egen hånd: Pelle Haleløs. De nægtede at læse den for mig, fordi de ville give mig oplevelsen af at have klaret det selv – og nøj, hvor jeg var stolt, da det lykkedes! Senere kom skolebibliotekaren ind i mit liv, og hun kom til at betyde enormt meget for min glæde ved læsningen. Faktisk tror jeg slet ikke hendes indflydelse kan overvurderes, for hun havde altid en klar fornemmelse af, hvor jeg var, og fodrede mig konstant med nye eventyr.

Alle børn burde have de muligheder, jeg fik. Jeg interesserer mig for børne- og ungdomslitteratur, fordi jeg ved at det er helt afgørende at vi tilbyder de små mennesker masser af godt læsestof, hvis vi ønsker at invitere dem ind i bøgernes verden. Min niece Anna anmelder en del bøger her på FiftyFabulous, men ind imellem snupper jeg også selv en enkelt eller to – bare fordi jeg ikke vil gå glip af fornøjelsen.

For nylig sad jeg sammen med en veninde og undrede mig over, om der mon stadig blev skrevet ren underholdning til børn og unge, i stil med vores barndoms Britta-bøger, Hitchcock-mysterierne og de gamle kendinge som Puk og De Fem. Det gør der! – og endda af den virkeligt fængslende slags. Klovn af Michael Kamp, udgivet af Tellerup, er netop af denne type; ren underholdning, fuld knald på, og med en historie der fanger fra første side.

I den lille by Ullerup begynder der at dukke klovne op. Maskerede bøller, som efter amerikansk forbillede skræmmer livet af folk. Men pludselig en nat bliver det alvor….

Historien er god og medrivende, og sproget er helt eminent. Selvom jeg er en smule udenfor målgruppen, blev jeg revet med, ikke mindst på grund af de nærmest filmiske skildringer af krybende uhygge og rå splatter-scener. Mit gæt er, at den kan læses fra 10-12 år, men nok helst af børn der er nogenlunde hærdede, så de meget grafiske beskrivelser ikke giver alt for mange mareridt.

Den store klovn rev tarmene løs, smed liget fra sig og pustede hårdt i den ene ende af tyktarmen.

Oscar og Jannick så til i rædsel mens den store klovn arbejdede. Våde, snaskede lyde kunne høres under klovnens koncentrerede arbejde. Den foldede og drejede, vred og trak, indtil den endelig viste sin kreation frem for kredsen.

Endnu et sug skød igennem klovnene, og igen brølede latteren ud i natten.

Oscar kastede lidt op i sin mund, men sank det igen. Det var en kanin. Troede han.

En kanin af oppustede tarme som en tryllekunst fra Helvede.

Min ungdoms gysere (Zombiefilmene og Fredag d.13) bliver nærmest til uskyldige godnathistorier i sammenligning, men jeg er helt sikker på, at den vil gå rent hjem hos de unge!

img_4835

Supersaurus Raptorer i Paradis

img_5273

 

img_4886Jeg har lynende travlt (på den meget stille måde) i denne uge, men heldigvis har Anna læst og skrevet for os igen. God fornøjelse med hendes anmeldelse af Supersaurus Raptorer i Paradis.

img_5274

Dette er et anmeldereksemplar jeg har fået af forlaget Carlsen og som er skrevet af Jay Jay Burridge. Bogen udkommer 1. oktober 2017.

En sommerdag beslutter Beas bedstemor Bunty, pludselig at Bea, Bunty og Theodore skal tage til jungle-øerne Aru-øerne. De kommer med skib derhen og forvilder sig ud i junglen for at se paradisraptorer i det fri og se deres vidunderlige dans. Men den dumme borgmester Christian Hayter havde ikke givet dem lov til at tage ud i junglen. Man skal have tilladelse til at gå ind i junglen af ham. Og da han finder ud af at de er taget afsted, tager han selv og nogle soldater ud for at finde dem og tage dem tilbage til den lille landsby. På Beas, Buntys og Theodores farlige rejse i junglen møder de nye venner men også nogle fjender. De slutter sig sammen og vil få Hayter væk fra Aru-øerne.

Men hvordan kan de det? Og har alt det her noget at gøre med Beas forældre som sporløst forsvandt for 10 år siden? Alt det finder man ud af i denne fantastiske bog, der udspiller sig som et actionfyldt eventyr.

Denne bog er for både drenge og piger for omkring de 12 år for der er både nogle drengeting og pigeting i bogen. Noget af det som jeg syntes var virkelig fedt ved bogen, var at der tit var nogle tegninger som gjorde at jeg mere klart kunne se i mit hoved hvordan det ville have set ud. Jeg vil egentlig bare gerne sige tak til Tea fra Carlsen som spurgte om jeg ville have et anmeldereksemplar af denne bog.

Kærlig hilsen,

Anna.

Mrs. Bridge

img_4705img_9042

Lad det være sagt med det samme – jeg elsker bøger med hovedpersoner, som jeg kan både elske og hade på én gang. Det gør bogen så meget mere engagerende, når hovedpersonen har mange facetter, og viser flere sider af sig selv.

Og netop sådan en bog er Mrs. Bridge af Evan S. Connell, udgivet på Forlaget Olga. På mange måder er Mrs. Bridge et afskyeligt, geskæftigt fruentimmer, som trækker alle sine mange neuroser ned over andre menneskers ellers udmærkede og interessante liv – og samtidig er hun en skrøbelig, omsorgsfuld og uendeligt kærlig og kærlighedshungrende kvinde, som man får helt ondt i hjertet af.

Bogen regnes for en af det 20. århundredes store romaner i USA, men er stort set ukendt herhjemme. Det er en skam, for den fine fortællemåde, hvor bogens karakterer kommer til at stå vibrerende livagtigt gennem korte, skarpt opridsede øjebliksbilleder, passer fint ind i vores danske underfundighed. Jeg kan vældig godt lide store romaner som er små og fine. Jeg holder af at få lov  til selv at lære karaktererne at kende, uden at en forfatter først har tygget dem igennem for mig. Derfor er jeg glad for eksempelvis Helle Helle og Christian Kampmanns bøger, hvor man bliver præsenteret for personerne gennem et indblik i deres liv, uden at deres indre dissekeres og blotlægges i alle detaljer.

Mrs. Bridge lærer vi at kende gennem en række korte kapitler som, skønt de er ordnet kronologisk, ikke præsenterer sig som en egentlig fortsat fortælling. Bogen er en samling af små vignetter, som tilsammen udgør et kalejdoskopisk portræt af en veg og usikker kvinde, der famler sig frem. De små fortællinger giver os enkeltstående glimt af hendes liv, og ingen bilder os ind, at vi ved alt om hende. Vi ser hvordan hun reagerer i specifikke situationer, og udfra disse reaktioner og valg kan vi så danne os et billede af hende.

Mit billede er af en lidt knudret kvinde, som på én gang er vanvittigt irriterende i sin konstante trang til at strømline og ensrette hele familien, fordi det ultra konforme (det der nærmest er så konformt, at det i sig selv gør det enestående) er det eneste virkelig trygge – og samtidig er så elskelig, elskende og elsk-værdig, at jeg nærmest fik lyst til at række ind i bogens sider og trække hende ud til et stort knus.

Det er svært at være Mrs. Bridge. Hun bedømmer alt og alle omkring sig efter en benhård målestok, og er derfor konstant bekymret over andres dom over hende. Hendes målestok – som ikke engang er hendes egen, men ureflekteret overtaget fra familie og samfund – er med til at gøre hende ensom, og hun formår ikke at række ud; hun kan ikke bringe sig selv til at tilbyde det, hun har i så rigt mål, og som andre sagtens kunne bruge. Altid står hendes målestok imellem hende og lykken.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at et menneske som er på én gang kærlighedshungrende og kontrollerende, har en smule vanskeligheder med sine relationer. Venner og bekendte holdes på arms længde, ude i det offentlige livs mange uskrevne reglers sikkerhed. Dem der prøver at bryde gennem disse grænser, både bekymrer og fascinerer Mrs. Bridge, men ingen har held til at lirke masken af hende.

Forholdet til familiens tre børn er, for nu at vælge et uforpligtende udtryk, kompliceret. Mens jeg sad og læste, svingede jeg mellem at have ondt af henholdsvis Mrs. Bridge og hendes børn. Da jeg lagde bogen fra mig, var det med en tristhed på alles vegne, over alle de spildte muligheder. Hun forsøger, uvidende, men vedholdende og med stor præcision, at drive børnene ud over vanviddets rand, med sin konstante insisteren på, at de da ikke ønsker at “være forskellig fra alle andre”. Da en af døtrene viser sig som en god, gudsfrygtig pige, der bruger kirken flittigt, glæder det Mrs. Bridges forvirrede hjerte, men da datteren ønsker at fordybe sin tro og slutte sig til en gruppe evangelister, forfærdes hun. Det er der jo ikke nogen af naboerne der gør. Hun løser dilemmaet på sin sædvanligt passivt agressive facon:

“Altså,” sagde hun, “det er selvfølgelig en vældig smuk ide. Jeg spekulerer bare på, om det er noget, du vil blive glad for. Lad os se, hvad din far siger.”

Hun undviger smukt alle åbne konflikter, men formår ikke desto mindre overraskende ofte at gennemtvinge sin vilje. At denne vilje så kun sjældent kommer hende selv (eller nogen som helst andre) til gode, er en anden snak.

Samtidig er hun, i andre situationer, komplet hjælpeløs overfor børnene. Hvis ikke en konflikt kan klares med sorgfuld skuffelse og en god portion skyldfølelse, er det hende der retter ind. Da den ældste datters sko er forsvundet inden en skolefest (fordi Mrs. Bridge har foræret de højst upassende sko til vaskekonen), forsøger Mrs. Bridge først at presse datteren til at bruge de fine, nye oxford-sko, som minsandten har været dyre nok – men da det ikke lykkes, lægger hun sig straks fladt på ryggen, blotter struben, og ender med at tilsidesætte sine egne planer for at køre ud og købe nye sko. Uden datteren, som skal noget andet. Og lover så i øvrigt at aflevere skoene på skolens kontor, så ingen ser hende komme med dem.

Der tegner sig et billede af en kvinde der er hjælpeløs overfor sine børn, formentlig fordi hun for enhver pris vil undgå intimitet med dem, så der ikke er skabt en grundfølelse af samhørighed, hvorfra konflikter kan tages. Mrs. Bridge overhører på et tidspunkt en samtale mellem sin datter og dennes kæreste, hvor der bliver presset hårdt på, for at datteren skal overgive sig til et kys, og bliver spurgt om hun mon vil “være jomfru til evig tid”. Da bejleren er gået, kommer Mrs. Bridge frem, og taler lidt med sin datter:

“Er alt i orden, skat?”
“S’følig.”
“Var det hyggeligt?”
“Nogenlunde.”
“Det er fint,” sagde Mrs. Bridge fraværende, trak morgenkåben tættere sammen om sig, og satte kurs tilbage mod soveværelset.
“Mor?”
“Ja, min ven?”
“Vi er helt udgået for jordnøddesmør.”
“Åh, gudskelov!” hviskede Mrs. Bridge.

Ægteskabet med Mr. Bridge er ikke hverken det næreste eller varmeste forhold. Jeg har svært ved at finde ud af, om hun er komplet ligegyldig for sin altid fraværende mand, eller om han aktivt prøver at straffe hende, når han for eksempel beder hende om at vente med at besvime til efter gudstjenesten, eller tvinger hende til at blive siddende og se ham spise sin bøf, mens en tornado nærmer sig, og alle andre er gået i sikkerhed i stormkælderen. Og mens jeg skriver dette, opdager jeg en tredje mulighed: gad vide om han prøver at vække hende, at ruske liv i hende, og åbne livet for hende? Måske får jeg et svar på mit spørgsmål, når parallelbogen, Mr. Bridge, udkommer på dansk til foråret – jeg skal i hvert fald helt sikkert have fingrene i den!

Tak til Forlaget Olga for at give mig muligheden for at læse en dejlig bog, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg er fan 🙂

 

Læs mere

Hvis man gerne vil læse mere (so many books, so little time…), er der to indlysende muligheder: læs hurtigere, eller læs i længere tid. Mens jeg aldrig nogen sinde ville anbefale nogen at gøre noget så dejligt som læsestunder til endnu et præstationsprojekt, og begynde at haste sig igennem skønne fortællinger, så kan det omvendt være enormt frustrerende hvis man læser meget langsomt. Selv den bedste historie risikerer at falde fra hinanden, hvis den bliver strukket ud over et alt for langt tidsrum, og det kan faktisk også være anstrengende at læse langsomt.

img_4581

 

Læs hurtigere
Hvis man vil læse hurtigere, er der teknikker som kan hjælpe ens læsehastighed op. Rigtig mange langsomme læsere presser nemlig sig selv ned i hastighed på grund af enten manglende koncentration eller dårlig teknik – eller en blanding af begge dele.

Vi oplever ofte vores læsning som en jævn bevægelse af øjnene over teksten, men faktisk er det sådan, at øjnene bevæger sig i ryk. Prøv at iagttage en person, der sidder og læser. Vedkommendes øjne vil bevæge sig i små, hurtige ryk fremad. Ind imellem vil du måske se, at øjnene pludselig bevæger sig i et ryk tilbage. Det sker, når man  fornemmer at have overset noget i teksten – så bevæger øjnene sig tilbage, for at læse linien en gang til. Det er noget af det, som virkelig kan sænke din læsehastighed, fordi du ikke bare skal læse dele af teksten to gange, men også skal bruge tid på at orientere og reorientere dig på siden.

Disse tilbagelæsnings-bevægelser er en vane, som du forholdsvist nemt kan bryde. Det handler ganske enkelt om koncentration og selvdisciplin. Mens vi fint kan forbinde koncentration med hyggelæsning (hvem kender ikke til at blive fuldkommen opslugt af en fantastisk historie?), så rimer selvdisciplin lidt dårligere på hygge. Ikke desto mindre er det en god ide at bryde vanen med at læse tilbage i teksten, både af hensyn til læsehastigheden, men også fordi du faktisk opnår en større fordybelse, når du ikke hele tiden skal håndtere de små mikro-afbrydelser. Den nemmeste måde at hjælpe sig selv af med den dårlige vane, er at følge linjerne i teksten med et lille stykke papir – så bliver det meget tydeligt for dig, hvornår du fristes til at springe tilbage.

Ens læsehastighed er selvfølgelig meget afhængig af, hvad man skal læse, og hvor meget af teksten man skal kunne huske og forstå. Det du skal kunne gengive i detaljer, vil du være længere tid om at læse, end det du bare skal nyde i øjeblikket. Kontekst betyder også meget for læsehastigheden. Jo mere du i forvejen ved om det du læser, jo hurtigere går det. Almindeligvis kan man sige, at grænsen for læsehastigheden blandt normale læsere hverken bestemmes af øjenbevægelser eller af den ‘indre oplæser’, men udelukkende af, hvor hurtigt man kan tilegne sig indholdet af det læste. Man kan sagtens skimme en roman igennem på ganske kort tid, men forståelsen af det læste er stærkt begrænset, og det vil formentlig heller ikke hænge fast særlig længe.

Læs mere
Hvis du vil læse mere, gælder det om at gøre det nemt for dig selv at læse. Fuldkommen som man i supermarkeder placerer de varer, som frister til impulskøb, i øjenhøjde, kan du sørge for, at der så ofte som overhovedet muligt er en bog ‘i øjenhøjde’. Hav gang i flere bøger ad gangen, og læg dem rundt omkring i huset, hvor du ved at du tit rækker ud efter din telefon eller et blad, når du lige har to minutter. For mig er det for eksempel i vindueskarmen ved spisebordet, på køkkenbordet, eller ved siden af sengen.

Jeg har også stor glæde af at læse bøger på min telefon. Hvis ikke du har prøvet det endnu, så giv det et forsøg – det er meget bedre, end det lyder! Og ryd så op på din telefon. Placer din læse-app på forsiden, og ryk alle sociale apps til de følgende sider – så er chancen for, at du læser et par sider i en bog større, end for at du liiige tjekker Facebook, Instagram osv.

Det du ser, får du lyst til at gøre. En telefon har en nærmest magnetisk virkning på mange af os, og jeg har i hvert fald haft stor glæde af at blive mere bevidst i min omgang med den. Brug den godt – og det vil sige: brug den til det, som du har allermest lyst til at bruge tid på.

Og husk så at nyde din læsning 🙂

Efterårets læseliste

img_3663

img_9042

Lige om lidt er det efterår!!! Det er årstiden for hygge, for stearinlys, bløde hundeører, tykke sokker og stabler af gode bøger; en hel masse af alt det gode. Når man dertil lægger, at bikinisæsonen er definitivt forbi, så det indenfor den overskuelige fremtid er helt ok (faktisk nærmest en god ide) at proppe sig med kage og bland-selv slik, så er resultatet en vældig tilfreds Pia.

Min efterårs-læseliste minder rigtig meget om sommerens, bl.a. fordi nærmest alt blev skubbet til side, da jeg lige pludselig opdagede Harry Potter-bøgerne. Således har jeg både Sødbitter og The F Word til gode, men lidt nyt er der da også på listen:

img_3656Leave your mark af Aliza Licht– fordi jeg elskede #Girlboss, og denne her lyder som om den er skåret over nogenlunde samme læst.

img_3655Fitness junkie af Lucy Sykes & Jo Piazza – fordi den lyder sjov, og fordi jeg selv skal til at rode med det der fitness, og jo ikke vil risikere at det stikker af med mig (fnis – som om det nogensinde ville kunne ske. Lyder imidlertid meget godt!). Jeg skal faktisk prøve et nyt koncept i FitnessWorld; Basic Bootcamp, som formentlig er udviklet med folk som mig i tankerne. Det er genialt for os, som måske ikke lige har fundet vores fitness-hylde, fordi man får mulighed for at blive introduceret til flere forskellige træningsformer, både i teori og praksis. Det bliver virkelig sjovt at prøve, og jeg vil helt sikkert vende tilbage med meget mere om ’Projekt EfterårsFit’.

img_3668Mrs. Bridge af Evan S. Connell, som jeg har fået fra forlaget Olga – fordi der er tale om et klassisk amerikansk mesterværk fra 1959, som jeg end ikke har hørt om før. Nå ja, og så fordi jeg da ikke kan lade en bog blive liggende, hvis den er beskrevet som indsigtsfuld, stilistisk dristig og på én gang cool og varm!

img_3662Guillous serie om Det Store Århundrede – fordi så omfattende et projekt vækker både min ærefrygt og min nysgerrighed, og nu skal det være!

 

Hvad skal I læse? Jeg elsker altid at høre om andres bogstakke, så del endelig! Kunne jo også være jeg fik en god ide eller to 😉

Om yndlingsforfattere, yndlingsbøger og skuffelser

img_2224

Den sjoveste bog, jeg nogensinde har læst, er I’ll take it af Paul Rudnick. Den er så latterkrampefremkaldende morsom, at jeg stadig kan tage mig selv i at grine højt når jeg åbner den, her godt ti år efter jeg første gang fik fat i bogen. Derfor er det jo ikke så mærkeligt, at jeg havde ret høje forventninger til den Paul Rudnick-bog, som jeg havde klikket hjem fra Amazon for nogen tid siden – men altså… Øv.

It’s all your fault stod slet ikke mål med I’ll take it, og det er ikke fair. Det er ikke fair for hverken bog eller forfatter, at jeg sammenligner så benhårdt med noget så sjældent som en absolut Y.N.D.L.I.N.G.S.B.O.G.

Dem er der jo, af naturlige årsager, forholdsvis få af, og det er faktisk ikke okay at bruge dem som målestok, når bare man vil underholdes på den lidt henkastede måde. Det kan It’s all your fault nemlig godt, og den hævder for så vidt heller ikke at kunne mere. Den lever med andre ord op til genren og sit omslag, og havde forfatteren været enhver anden end lige Paul Rudnick, havde jeg formentlig også følt mig udmærket underholdt. Men altså…

img_2438

Har I også absolutte yndlingsbøger, af den slags der helt naturligt indtager førstepladsen på en af jeres læselister, og så bare forbliver der, år efter år? Hvor graciøst tackler I en skuffelse fra yndlingsbogens forfatter?

Jeg har spekuleret lidt over, hvilket stof yndlingsbøger er gjort af. Beder man folk om at nævne deres yndlingsbog, bliver de fleste (i hvert fald fuldblodslæseheste) lidt urolige. Det begynder med en flakken i øjnene, og kan hurtigt udvikle sig til noget nær panikangst – for hvordan skal man dog kunne vælge??? Et tilvalg indebærer jo uendeligt mange fravalg, og det er næsten umuligt at tænke på…

Når jeg begynder at se nærmere på mine egne yndlingsbøger, så har jeg altid glimrende grunde til at udpege netop mine yndlingsbøger som ‘yndlings’. For nogen af dem handler det om karaktererne i bøgerne – det er for eksempel tilfældet for mig med I’ll take it, hvor jeg finder Joe Reckler, og især hans mor og mostre, helt uimodståelige.

Men lige så ofte handler en ‘yndlings-status’ mere om de minder og særlige omstændigheder, der knytter sig til en given bog. De bøger, jeg læste inde i min hule som barn; de bøger jeg åd mig igennem på en sommerferie; de bøger der minder mig om alle mulige stunder, glade som triste – men hvor bøgerne var mine trofaste følgesvende. Åå mange måder må jeg nok sige, at det i bund og grund nok ikke har så forfærdeligt meget med yndlingsbøger at gøre for mig, men mere om yndlingsminder, som vækkes til live gennem en bog.

Måske er det også derfor, jeg vil gå rigtig langt for at undgå at give et definitivt svar på, hvilken bog der er min absolutte yndlingsbog af dem alle. Jeg kan jo ikke vælge!

Har I yndlingsbøger, og hvad gør dem i så fald til yndlings?

Transfervindue

Jeg har været meget lang tid om at få læst Maria Gerhardts sidste bog, Transfervindue – og endnu længere tid om at få skrevet om den… Det er selvfølgelig fordi den kommer virkelig tæt på, og fordi den borer sig lige ind dér i hjertekulen, hvor alle slags forladthed, sorg og savn gemmer sig.

img_2488

Den har undertitlen Fortællinger om de raskes fejl, og det er lige præcis det, den er: En række fortællinger om, hvordan vi raske fejler, svigter, overser og trækker os fra det, der gør alt for ondt. I Transfervindue har de raskes fejl fået max gas, så de uhelbredeligt syge nu ikke kun gemmes væk på hospitaler, plejehjem og hospices, men rent faktisk stuves om bag en ubestigelig mur. Til gengæld er der pænt, derinde bag muren – for så behøver de raske jo ikke at have dårlig samvittighed. Er der nogen klokker der ringer??

Har du nogensinde spurgt en alvorligt syg, om de mon har prøvet xyz? Har de måske prøvet med cannabisolie, veganerkost, kartoffelvand – hvad der nu end er øjeblikkets hit i forbindelse med kurering af det, vi allerhelst vil karakterisere som livsstilssygdomme, fordi det så på én eller anden måde trækker os selv ud af farezonen? Har du nogensinde følt dig så tom for ord, at du har grebet ud efter ordenes sølle erstatning, emoji’erne?

Jeg har. Jeg skammer mig over at indrømme det, men jeg har gjort det. Begge dele. Og hver gang i et (ubevidst) forsøg på beskytte mig selv. Skærme mig selv for den svære beslutning om, hvor tæt det er okay at gå på. Beskytte mig selv mod at stå nøgen overfor min egen sorg.

Bogen skifter lidt mellem at være fortællingen om det fine hospice, som hele nordsjælland er blevet omdannet til, og korte indblik i, hvordan Maria selv, derude i den ‘virkelige’ verden, udenfor det fiktive nordsjællandske hospice, kæmper med at komme overens med sin situation. Begge sider af bogen er barske. Barske på den lærerige måde, så man ikke rigtig kan finde på nogen undskyldninger for ikke at læse den igen – og have den stående klar på hylden, til næste gang katastrofen rammer.

Hvis du ikke allerede har læst den, så læs den, hvis du tror, at du nogensinde vil få brug for alt dit mod. Læs den, hvis du tror, at du en dag vil stå ansigt til ansigt med din egen eller en andens sorg, og du gerne vil have hjælp til at skrælle nogle af de afstandsskabende lag af. Bare læs den.

 

 

Older posts