Et år uden overforbrug – vind bogen!

 

40eeca67-fc65-4ede-be4a-fc7827ef70f0

acd3dc1d-2499-441d-a6d2-ad05d9cc6049

Af en eller anden grund synes ethvert årsskifte at indvarsle puritanismens indtog. Når årstallet skifter på kalenderen, taler vi alle sammen om shoppestop og nedskalering, og klæder os i sæk og aske, mens vi soner julens hedonisme. Jeg har selv mere end en lille rem af huden, men heldigvis grundstøder mine afladsprojekter altid ret hurtigt.

For jeg gider det altså ikke. Jeg hedder Pia, og jeg kan godt lide at have det rart. Og lad så bare mig være den første der ryger op ad muren, når revolutionen kommer.

Ensomt er det, i hvert fald i starten af året, at være en uhelbredelig livsnyder, men nu har jeg fundet en ligesindet. Jeg har netop fået en fin lille bog fra Gyldendal: Et år uden overforbrug, skrevet af Trine Baadsgaard, som ganske enkelt er en guide til Det Gode Liv. Det Gode Liv, hvor der er plads og råd til alt det, der er vigtigt for én, fordi man ganske enkelt luger ud i det uvæsentlige. Genialt.

Hvis du virkelig nyder at køre i en stor, lækker bil, så go for it. Køb den fineste bil, du kan finde, og nyd den. Men hvis du måske hellere vil rejse, eller have en masse fint tøj, eller samle oplevelser med dine kære, så skift bilen ud med en mindre og billigere model, eller gå skridtet fuldt ud, og forlad dig på cykel og offentlig transport. Hvis du finder boblende fryd i at lade vandet løbe mens du børste tænder, eller finder tryghed og glæde i en fryser fyldt med mad du aldrig spiser, så go for it. Men gør det bevidst.

Det er egentlig bogens vigtigste budskab: Træf dine valg med åbne øjne. Vælg bevidst til og fra, i stedet for bare at lade dine penge sive væk mellem hænderne på dig. Og til understøttelse af dette prisværdige budskab, giver Baadsgaard os et sandt overflødighedshorn af gode, konkrete råd til, hvordan vi kan prioritere.

Der er dog et af disse råd, jeg gerne lige vil give et par ord med på vejen. Det anbefales, at man bruger søgetjenesten Momondo, når man køber flybilletter, og det er for så vidt også en udmærket ide – man skal bare være opmærksom på, at Momondo er netop dét: en søgetjeneste, og intet andet. Det vil sige at du ikke er beskyttet mod de svindelforetagender, som desværre florerer i flybranchen. Find gerne din rejse på Momondo, men TJEK ALTID SELSKABET før du bestiller. Undersøg det grundigt, nærlæs anmeldelser fra andre brugere, og gå i en stor bue udenom de selskaber, som ikke optræder vederhæftigt. Det er et råd, jeg gerne selv ville have haft før jeg havnede i fælden, og repræsentanten fra Momondo blot trak på skuldrene. #SpildAfPenge

Men tilbage til bogen, som jeg slet ikke kan give nok rosende ord med på vejen. Hvis du vil have ideer til, hvordan du kan spare på det, som ikke er vigtigt for dig, så du kan få råd til det som er vigtigt, så er denne bog en guldgrube. Her finder du prisoplysninger på alle mulige former for ‘kedeligt’ overforbrug, og massevis af ideer til, hvordan du kan skære ned på det ligegyldige.

Forestil dig, når du er 75 år gammel. Hvad er det så, du gennem dit liv gerne vil have brugt dine penge på? Hvad er vigtigt, at du sidder tilbage med? Et hus? En veteranbil? En følelse af at have haft tid? Ingen gæld? En stor pensionsopsparing? Hvad er vigtigt for dig?

Hvis du har lyst til at blive klogere på Det Gode Liv, er denne bog et godt sted at starte. Den får alle stjerner i hele verden fra mig, fordi den er præcis hvad den giver sig ud for at være: en glad og inspirerende guide til at lære at bruge sine penge på noget der er rart, og holde op med at bruge dem på nogen der er ligegyldigt.

Gyldendal har tilbudt mig, at jeg kan give en af jer læsere et eksemplar af bogen. Smid en kommentar nedenfor, hvor du fortæller, hvad det gode liv er for dig;. På fredag trækker jeg så lod blandt de indsendte kommentarer, og sender besked direkte til den heldige vinder.

L
V E L
V

Ludermanifestet

Kan man være feminist hvis man går med læbestift? Hvad hvis man klæder sig i en udfordrende kjole, eller danser frækt med numsen – eller måske endda kan finde på at offentliggøre fotos, hvor man er sparsomt klædt?

Jeg kan også spørge på en anden måde. I hvor høj grad ejer kvinder deres egen krop? Hvilke forbrydelser mod den offentlige moral og sædelighed kan man begå, uden at miste retten til at selv at bestemme hvad man tror på, og hvilke uartigheder man gider modtage?

Alt sammen vældigt interessante spørgsmål for denne feminist, og spørgsmål som bliver diskuteret i debatbogen Ludermanifestet. Ekaterina Krarup, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup er på en mission – og før du tænker “Åh, dem“, så tjek lige missionen.

Fra bogens bagside:

De kalder sig for girl squad og fjerdebølgefeminister. Nikita Klæstrup,, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup vil have ret til at bruge deres krop som de vil, uden at blive dømt for det. Men det er bare en af deres mærkesager. De zapper mellem en akademisk teori og Instagram, mellem nøgen hud og politik. Andre feminister fnyser ad dem og synes ikke, deres projekt har noget med kvindesagen at gøre. Denne bog er deres manifest, og her fortæller de om deres mærkesager, og hvorfor det er så vigtigt at reclaime krop, seksualitet og gøre op med kvinders udskamning af andre kvinder.

Jeg læser bogen som dels et forsøg på at gøre op med det luderstigma, som gennemtrænger de patriarkalske strukturer vores samfund er bygget på, dels et opråb om, at kvindekampen ikke er slut; ikke er vundet. Statistikkerne taler deres tydelige sprog, men det gør sproget også; taler et tydeligt sprog. Hvis kvinder og det vi typisk opfatter som kvindelige styrker bar samme sociale og samfundsmæssige værdi som mænd og det vi typisk opfatter som mandlige styrker, ville vi næppe bruge et udtryk som tøsedreng som en fornærmelse, eller beundrende tale om at modige valg kræver nosser. Der var da vel egentlig aldrig nogen der sagde, at Obama godt nok havde æggestokke, da han kæmpede for en sundhedsreform…

Kvinderne her tager afsæt i deres egen virkelighed, og de kæmper for rettigheder, som de føler bliver krænket. Deres manifest omfatter seks punkter, og de seks er muligvis ikke alle lige relevante for alle kvinder – og så alligevel. For nej, jeg har aldrig oplevet krænkelser i form af gyselige og frygtindgydende kommentarer til et nøgenbillede af mig selv (formentlig primært fordi jeg aldrig har delt nøgenbilleder af mig selv), men jeg kan ikke desto mindre godt være bekymret over et samfund, hvor vi tænker at det er helt ok at dumpe en dynge møg på en kvinde, hvis eneste ‘forbrydelse’ er at dele nøgenbilleder. Accepten af, at ‘de da selv er ude om det’, leder nemlig direkte videre til dansk politi og retsvæsens rædselsfulde, krænkende og helt igennem urimelige fokus på et voldtægtsoffers egen mulige del i den forbrydelse, der er begået mod hende. Hvad havde hun mon på? Havde hun drukket? Flirtet? Festet?

Hør her: At tiltvinge sig adgang til en andens krop er ALTID forkert. Som i: A.L.T.I.D. Ingen undskyldninger, ingen formildende omstændigheder. Et ja er et ja og et nej er et nej – også selvom det kommer fra et døddrukkent miniskørt med en kvinde indeni, som har smilet til dig. Fat det.

I Ludermanifestet har vi i bund og grund at gøre med tre unge kvinder, som kræver kvinders ret til at bestemme over deres egen krop og  liv, uden at blive genstand for mere eller mindre subtile angreb. Og angreb er de blevet mødt med. I den subtile ende finder vi pressens insisteren på at referere til dem som selverklærede feminister, mens vi i den knap så subtile ende finder offentlige kommentarer i luder-kategorien.

Selv har jeg den holdning, at jeg ikke gider nedgøre andre kvinder. Det behøver jeg for så vidt heller ikke, fordi der er i forvejen så rigeligt om buddet. Det betyder ikke at jeg undgår saglige diskussioner med kvinder jeg er uenig med, men bare at jeg holder mig til sagen – og at ’sagen’ aldrig kan blive deres brugsret til egen krop og hvordan de forvalter den.

Læs Ludermanifestet hvis du gerne vil blive klogere på de unge kvinder. Måske du også bliver klogere på dig selv i processen.

4e520816-e390-4244-af73-27dccc8b0fd5

Spellslinger

5ead5c16-c1f8-4336-8eb3-036b4b3673db

00270126-1729-41f6-8feb-687b8c44eb31

Anna læser videre i det nye år – hun har netop læst Spellslinger af Sebastian de Castell, som hun har fået af Gyldendals forlag, så jeg vil straks give ordet til hende:

annas anbefalinger

Spellslinger, af Sebastian de Castell

Kellen bliver snart 16 år gammel og de fire magiske prøver nærmer sig. Som afgører om han skal være en stærk jantep mager eller blive udstødt af sin familie og blive shatep tjener. Men der er bare et enkelt problem, Kellens magi er ved at forsvinde og han vil ikke være en shatep tjener fro det ville være en ydmygelse. For at alle de andre ikke opdager noget, prøver Kellen at snyde sig igennem prøverne. Men der kommer lige pludselig en fremmed dame som kommer og udfordre ham til at gøre noget helt andet end det han har fået at vide han skal af sine forældre. Det er Ferius Parfax som er en argoiser, en der lever af tre sæt spillekort. Hun er iriterende, uforudsigelig og besværlig men det er nok Kellens eneste og sidste håb.

Det er en fantasi bog som er for omkring de 12-13 år. Der er nogle sjove personer i bogen som gør bøgen bedre for ellers ville det bare være en stille og rolig bog. Jeg syntes det var en okay god bog men det var ikke sådan at jeg ikke kunne lade være med at læse i den. Denne bog kan godt anbefales og er en serie.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Kærlig hilsen,

Anna

En uventet fridag

Der er ikke mange gaver, der kommer op på siden af en uventet fridag – og sådan én har jeg fået i denne uge. Faktisk har jeg fået hele to af dem, så jeg er helt ør af glæde.

Uh altså, at få en hel gratis ekstra dag foræret, hvor man kan sove længe, nulre rundt i pyjamas, og bare nyde at livet findes… God tid til nydningen, til hinanden og til kærligheden.

Der er så meget, man kan gøre med en ekstra fridag. Man kan pakke sine kufferter ud (!), rydde op, vaske tøj – eller man kan lade være. Det var jo ikke planlagt, alt det der, der venter, og det hele skal såmænd nok være der endnu, når man beslutter at tage fat på det.

img_8127

Så jeg har ladet være. Jeg krøb i stedet op i sofaen med et blødt hundeøre, en stak (jule!)magasiner og en god bog, og nød at spilde tiden. Og så har jeg da lige en lille anbefaling til de af jer, som endnu ikke har læst Camilla Läckbergs nyeste bog, Heksen.

To småpiger forsvinder, med tredve års mellemrum, fra den samme gård i Fjallbacka. En kvinde kæmper en sej (omend forgæves) kamp for liv og lykke i det 17. århundrede. Et par teenagere slås for at finde vej til voksenlivet, og en mand prøver at byde byens nye flygtninge velkommen ved at invitere dem til at deltage i den årlige kapsejlads. Mange tråde flettes elegant sammen, og jeg var fremragende underholdt!

Camilla Läckberg underholder altid, men jeg synes faktisk at Heksen er hendes stærkeste bog indtil nu. Erica fylder mindre end i de foregående bøger, og selvom jeg elsker Erica, gør det mig ikke noget at Heksen er blevet mere kollektivromanagtig. Jeg vil jo også gerne følge med i, hvordan det går med Anna og hendes hemmeligheder, Bertil og hans nye familieliv, og alle de andre interessante personer i Läckbergs univers. Min eneste anke er, at der måske er lige lovlig mange tråde i fortællingen. Flygtningedelen kunne for min skyld fint have været udeladt (og måske gemt til en næste bog, hvor den kunne få mere plads?), men den skæmmer nu ikke mere, end at jeg stadig vil give bogen mine varmeste anbefalinger til en lang, doven dag.

img_8122

Klovn

img_4833

img_4886

Jeg har fået så mange pragtfulde stunder foræret i bøgernes verden. Som barn opdagede jeg, at man kunne vandre ind i fortællinger; leve i dem, være med dem, i timer uden ende, og det var en opdagelse jeg aldrig glemte.

Jeg tænker virkelig på det som en gave. I mine unge år var der altid voksne omkring mig, som var villige til at vise mig magien i bøgernes verden. Der var min mor, som læste for mig hver eneste aften, der var min mormor, som gad at læse de tegneserier, som min mor simplethen ikke orkede (hun magtede slet ikke at sidde sige gisp og arrgh med Anders And & co. Det skal man nok også være bedstemor for at holde ud). Mormor og morfar gav mig også den første bog, jeg læste på egen hånd: Pelle Haleløs. De nægtede at læse den for mig, fordi de ville give mig oplevelsen af at have klaret det selv – og nøj, hvor jeg var stolt, da det lykkedes! Senere kom skolebibliotekaren ind i mit liv, og hun kom til at betyde enormt meget for min glæde ved læsningen. Faktisk tror jeg slet ikke hendes indflydelse kan overvurderes, for hun havde altid en klar fornemmelse af, hvor jeg var, og fodrede mig konstant med nye eventyr.

Alle børn burde have de muligheder, jeg fik. Jeg interesserer mig for børne- og ungdomslitteratur, fordi jeg ved at det er helt afgørende at vi tilbyder de små mennesker masser af godt læsestof, hvis vi ønsker at invitere dem ind i bøgernes verden. Min niece Anna anmelder en del bøger her på FiftyFabulous, men ind imellem snupper jeg også selv en enkelt eller to – bare fordi jeg ikke vil gå glip af fornøjelsen.

For nylig sad jeg sammen med en veninde og undrede mig over, om der mon stadig blev skrevet ren underholdning til børn og unge, i stil med vores barndoms Britta-bøger, Hitchcock-mysterierne og de gamle kendinge som Puk og De Fem. Det gør der! – og endda af den virkeligt fængslende slags. Klovn af Michael Kamp, udgivet af Tellerup, er netop af denne type; ren underholdning, fuld knald på, og med en historie der fanger fra første side.

I den lille by Ullerup begynder der at dukke klovne op. Maskerede bøller, som efter amerikansk forbillede skræmmer livet af folk. Men pludselig en nat bliver det alvor….

Historien er god og medrivende, og sproget er helt eminent. Selvom jeg er en smule udenfor målgruppen, blev jeg revet med, ikke mindst på grund af de nærmest filmiske skildringer af krybende uhygge og rå splatter-scener. Mit gæt er, at den kan læses fra 10-12 år, men nok helst af børn der er nogenlunde hærdede, så de meget grafiske beskrivelser ikke giver alt for mange mareridt.

Den store klovn rev tarmene løs, smed liget fra sig og pustede hårdt i den ene ende af tyktarmen.

Oscar og Jannick så til i rædsel mens den store klovn arbejdede. Våde, snaskede lyde kunne høres under klovnens koncentrerede arbejde. Den foldede og drejede, vred og trak, indtil den endelig viste sin kreation frem for kredsen.

Endnu et sug skød igennem klovnene, og igen brølede latteren ud i natten.

Oscar kastede lidt op i sin mund, men sank det igen. Det var en kanin. Troede han.

En kanin af oppustede tarme som en tryllekunst fra Helvede.

Min ungdoms gysere (Zombiefilmene og Fredag d.13) bliver nærmest til uskyldige godnathistorier i sammenligning, men jeg er helt sikker på, at den vil gå rent hjem hos de unge!

img_4835

Mrs. Bridge

img_4705img_9042

Lad det være sagt med det samme – jeg elsker bøger med hovedpersoner, som jeg kan både elske og hade på én gang. Det gør bogen så meget mere engagerende, når hovedpersonen har mange facetter, og viser flere sider af sig selv.

Og netop sådan en bog er Mrs. Bridge af Evan S. Connell, udgivet på Forlaget Olga. På mange måder er Mrs. Bridge et afskyeligt, geskæftigt fruentimmer, som trækker alle sine mange neuroser ned over andre menneskers ellers udmærkede og interessante liv – og samtidig er hun en skrøbelig, omsorgsfuld og uendeligt kærlig og kærlighedshungrende kvinde, som man får helt ondt i hjertet af.

Bogen regnes for en af det 20. århundredes store romaner i USA, men er stort set ukendt herhjemme. Det er en skam, for den fine fortællemåde, hvor bogens karakterer kommer til at stå vibrerende livagtigt gennem korte, skarpt opridsede øjebliksbilleder, passer fint ind i vores danske underfundighed. Jeg kan vældig godt lide store romaner som er små og fine. Jeg holder af at få lov  til selv at lære karaktererne at kende, uden at en forfatter først har tygget dem igennem for mig. Derfor er jeg glad for eksempelvis Helle Helle og Christian Kampmanns bøger, hvor man bliver præsenteret for personerne gennem et indblik i deres liv, uden at deres indre dissekeres og blotlægges i alle detaljer.

Mrs. Bridge lærer vi at kende gennem en række korte kapitler som, skønt de er ordnet kronologisk, ikke præsenterer sig som en egentlig fortsat fortælling. Bogen er en samling af små vignetter, som tilsammen udgør et kalejdoskopisk portræt af en veg og usikker kvinde, der famler sig frem. De små fortællinger giver os enkeltstående glimt af hendes liv, og ingen bilder os ind, at vi ved alt om hende. Vi ser hvordan hun reagerer i specifikke situationer, og udfra disse reaktioner og valg kan vi så danne os et billede af hende.

Mit billede er af en lidt knudret kvinde, som på én gang er vanvittigt irriterende i sin konstante trang til at strømline og ensrette hele familien, fordi det ultra konforme (det der nærmest er så konformt, at det i sig selv gør det enestående) er det eneste virkelig trygge – og samtidig er så elskelig, elskende og elsk-værdig, at jeg nærmest fik lyst til at række ind i bogens sider og trække hende ud til et stort knus.

Det er svært at være Mrs. Bridge. Hun bedømmer alt og alle omkring sig efter en benhård målestok, og er derfor konstant bekymret over andres dom over hende. Hendes målestok – som ikke engang er hendes egen, men ureflekteret overtaget fra familie og samfund – er med til at gøre hende ensom, og hun formår ikke at række ud; hun kan ikke bringe sig selv til at tilbyde det, hun har i så rigt mål, og som andre sagtens kunne bruge. Altid står hendes målestok imellem hende og lykken.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at et menneske som er på én gang kærlighedshungrende og kontrollerende, har en smule vanskeligheder med sine relationer. Venner og bekendte holdes på arms længde, ude i det offentlige livs mange uskrevne reglers sikkerhed. Dem der prøver at bryde gennem disse grænser, både bekymrer og fascinerer Mrs. Bridge, men ingen har held til at lirke masken af hende.

Forholdet til familiens tre børn er, for nu at vælge et uforpligtende udtryk, kompliceret. Mens jeg sad og læste, svingede jeg mellem at have ondt af henholdsvis Mrs. Bridge og hendes børn. Da jeg lagde bogen fra mig, var det med en tristhed på alles vegne, over alle de spildte muligheder. Hun forsøger, uvidende, men vedholdende og med stor præcision, at drive børnene ud over vanviddets rand, med sin konstante insisteren på, at de da ikke ønsker at “være forskellig fra alle andre”. Da en af døtrene viser sig som en god, gudsfrygtig pige, der bruger kirken flittigt, glæder det Mrs. Bridges forvirrede hjerte, men da datteren ønsker at fordybe sin tro og slutte sig til en gruppe evangelister, forfærdes hun. Det er der jo ikke nogen af naboerne der gør. Hun løser dilemmaet på sin sædvanligt passivt agressive facon:

“Altså,” sagde hun, “det er selvfølgelig en vældig smuk ide. Jeg spekulerer bare på, om det er noget, du vil blive glad for. Lad os se, hvad din far siger.”

Hun undviger smukt alle åbne konflikter, men formår ikke desto mindre overraskende ofte at gennemtvinge sin vilje. At denne vilje så kun sjældent kommer hende selv (eller nogen som helst andre) til gode, er en anden snak.

Samtidig er hun, i andre situationer, komplet hjælpeløs overfor børnene. Hvis ikke en konflikt kan klares med sorgfuld skuffelse og en god portion skyldfølelse, er det hende der retter ind. Da den ældste datters sko er forsvundet inden en skolefest (fordi Mrs. Bridge har foræret de højst upassende sko til vaskekonen), forsøger Mrs. Bridge først at presse datteren til at bruge de fine, nye oxford-sko, som minsandten har været dyre nok – men da det ikke lykkes, lægger hun sig straks fladt på ryggen, blotter struben, og ender med at tilsidesætte sine egne planer for at køre ud og købe nye sko. Uden datteren, som skal noget andet. Og lover så i øvrigt at aflevere skoene på skolens kontor, så ingen ser hende komme med dem.

Der tegner sig et billede af en kvinde der er hjælpeløs overfor sine børn, formentlig fordi hun for enhver pris vil undgå intimitet med dem, så der ikke er skabt en grundfølelse af samhørighed, hvorfra konflikter kan tages. Mrs. Bridge overhører på et tidspunkt en samtale mellem sin datter og dennes kæreste, hvor der bliver presset hårdt på, for at datteren skal overgive sig til et kys, og bliver spurgt om hun mon vil “være jomfru til evig tid”. Da bejleren er gået, kommer Mrs. Bridge frem, og taler lidt med sin datter:

“Er alt i orden, skat?”
“S’følig.”
“Var det hyggeligt?”
“Nogenlunde.”
“Det er fint,” sagde Mrs. Bridge fraværende, trak morgenkåben tættere sammen om sig, og satte kurs tilbage mod soveværelset.
“Mor?”
“Ja, min ven?”
“Vi er helt udgået for jordnøddesmør.”
“Åh, gudskelov!” hviskede Mrs. Bridge.

Ægteskabet med Mr. Bridge er ikke hverken det næreste eller varmeste forhold. Jeg har svært ved at finde ud af, om hun er komplet ligegyldig for sin altid fraværende mand, eller om han aktivt prøver at straffe hende, når han for eksempel beder hende om at vente med at besvime til efter gudstjenesten, eller tvinger hende til at blive siddende og se ham spise sin bøf, mens en tornado nærmer sig, og alle andre er gået i sikkerhed i stormkælderen. Og mens jeg skriver dette, opdager jeg en tredje mulighed: gad vide om han prøver at vække hende, at ruske liv i hende, og åbne livet for hende? Måske får jeg et svar på mit spørgsmål, når parallelbogen, Mr. Bridge, udkommer på dansk til foråret – jeg skal i hvert fald helt sikkert have fingrene i den!

Tak til Forlaget Olga for at give mig muligheden for at læse en dejlig bog, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg er fan 🙂

 

Transfervindue

Jeg har været meget lang tid om at få læst Maria Gerhardts sidste bog, Transfervindue – og endnu længere tid om at få skrevet om den… Det er selvfølgelig fordi den kommer virkelig tæt på, og fordi den borer sig lige ind dér i hjertekulen, hvor alle slags forladthed, sorg og savn gemmer sig.

img_2488

Den har undertitlen Fortællinger om de raskes fejl, og det er lige præcis det, den er: En række fortællinger om, hvordan vi raske fejler, svigter, overser og trækker os fra det, der gør alt for ondt. I Transfervindue har de raskes fejl fået max gas, så de uhelbredeligt syge nu ikke kun gemmes væk på hospitaler, plejehjem og hospices, men rent faktisk stuves om bag en ubestigelig mur. Til gengæld er der pænt, derinde bag muren – for så behøver de raske jo ikke at have dårlig samvittighed. Er der nogen klokker der ringer??

Har du nogensinde spurgt en alvorligt syg, om de mon har prøvet xyz? Har de måske prøvet med cannabisolie, veganerkost, kartoffelvand – hvad der nu end er øjeblikkets hit i forbindelse med kurering af det, vi allerhelst vil karakterisere som livsstilssygdomme, fordi det så på én eller anden måde trækker os selv ud af farezonen? Har du nogensinde følt dig så tom for ord, at du har grebet ud efter ordenes sølle erstatning, emoji’erne?

Jeg har. Jeg skammer mig over at indrømme det, men jeg har gjort det. Begge dele. Og hver gang i et (ubevidst) forsøg på beskytte mig selv. Skærme mig selv for den svære beslutning om, hvor tæt det er okay at gå på. Beskytte mig selv mod at stå nøgen overfor min egen sorg.

Bogen skifter lidt mellem at være fortællingen om det fine hospice, som hele nordsjælland er blevet omdannet til, og korte indblik i, hvordan Maria selv, derude i den ‘virkelige’ verden, udenfor det fiktive nordsjællandske hospice, kæmper med at komme overens med sin situation. Begge sider af bogen er barske. Barske på den lærerige måde, så man ikke rigtig kan finde på nogen undskyldninger for ikke at læse den igen – og have den stående klar på hylden, til næste gang katastrofen rammer.

Hvis du ikke allerede har læst den, så læs den, hvis du tror, at du nogensinde vil få brug for alt dit mod. Læs den, hvis du tror, at du en dag vil stå ansigt til ansigt med din egen eller en andens sorg, og du gerne vil have hjælp til at skrælle nogle af de afstandsskabende lag af. Bare læs den.

 

 

Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven

Anna og jeg har begge læst Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven af Thomas Stordal Philipsen.
Jeg synes det er en rigtig fin højtlæsningsbog, som jeg glæder mig til at læse for barnevidunderbarnet, når hun bliver lidt større. Dyrene i Syvmileskoven lever og leger, og lader os lære noget om at være anderledes, om at have ambitioner og meget andet, uden nogensinde at komme til at virke som en træls, løftet pegefinger. Den er sjov og kær, og jeg er vild med, at hver enkelt historie kan stå alene. Man kan således springe rundt i bogen, og vælge lige præcis den fortælling, man har lyst til.
Det allerbedste ved bogen er dens sprog. Thomas Stordal Phillipsen leger med ordene, så det er en fryd. Hårspætten er jo for eksempel en fin fugl, men når hårspættefamilien har en masse frisører, bliver det ekstra fint. Når hårspætten Henry så oven i købet finder en masse hårspænder og laver et hårspændespæn, er jeg helt solgt.
Anna har også læst den, selvom den ikke er beregnet til hendes aldersgruppe. Faktisk passer den nok bedre til hendes yngre søstre, men hun nød tilsyneladende at læse den alligevel, så jeg giver ordet til Anna:
img_1601

Som det første vil jeg gerne sige tak til Thomas Stordal Philipsen for at sende mig et anmeldereksemplar.

Det her er ikke en normal skov, med normale fugle, gør dig klar. Hårspætten Henry studerer biller sammen med sin bedste ven krage Kristian. De har bygget et lille drivhus sammen, hvor de dyrker agurker imens de kigger på biller. Men det er altså soldaterbillerne der er de mest spændende!
Alt imens prøver borgmester Ronald Krikand i smådyrsbygen Hårkøbing at blive præsident i hele syvmileskoven sammen med sin tro følgesvend Villy Væsel som er til stor “hjælp” for ham.
En morgen finder Henry Hårspætte, en masse hårspænder. Og han laver et stort kapløb, som nu er den mest kendte sportdiciplin: et hårspændespæn! Det er altså spændende.

Men du kan også tage i teatret og nyde billernes billeballet i westernstil. Men det er altså lidt svært at danse ballet når man har 6 ben!

Bogen er hurtigt læst men er nok mest for mindre børn. Der bliver leget med ordene. Det er nok mest en højtlæsningsbog og jeg tror man ville syntes den er god når man, går i 2-3 klasse.
Kærlig hilsen,
Anna.

Cottagehaven

Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

Hverdagsrelationer

Bogen Hverdagsrelationer – når det nære bliver svært af Lone Carmel handler om vores relationer; om relationerne mellem partnere, mellem børn   og forældre, og mellem kolleger og overordnede.

Vi er alle sammen afhængige af andre. Ingen kan eksistere i et vakuum, alle har brug for at have relationer – også selvom det ind imellem kan være rigtig svært. Det er jo desværre ikke sådan, at man én gang for alle kan forhandle sine relationer på plads, og derefter læne sig tilbage på laurbærrene. Alting forandres hele tiden, og dermed også vores indbyrdes relationer. Det er noget vi konstant kan blive klogere på, og klogere bliver man bestemt af Lone Carmels bog.

img_0871

Bogen er skrevet i et ligetil, letforståeligt sprog, uden at det er gået ud over fagligheden. Forfatteren kender sit stof, og man mærker tydeligt, at der trækkes på mange års erfaringer, når hun deler ud af fortællinger og gode råd. Hele vejen igennem finder man gode, konkrete anvisninger på, hvordan man man kan undersøge sine relationer, lære mere om sig selv og andre, og derved finde veje til at overvinde de vanskeligheder der måtte vise sig undervejs. Der er inspiration til øvelser man kan lave, når man mærker udfordringer presse sig på. Med udgangspunkt i en mængde historier fra det virkelige liv får man både stof til eftertanke, og en række konkrete anvisninger på hvordan man kan gøre livet både sjovere og nemmere ved at rydde op i måden, man forholder sig til andre på.

Bogen er tydeligvis drevet af et oprigtigt ønske om, at vi alle skal få det nemmere med det, som er det vigtigste af alt for vores trivsel: vores relationer. Den kommer vidt omkring, og får berørt emner som uforløste relationer, de uhensigtsmæssige relationers advarselssignaler, og vigtigheden af at stå ved sig selv; at turde være sig selv i dialogen med andre. Lone lærer os at skelne mellem det vi har lyst til og det vi har brug for. Det er en vigtig færdighed, som kan hjælpe os til at navigere mere sikkert i det virvar, der er det levede liv.

img_1041

Læs den, hvis du har lyst til at blive klogere på relationer, men vid at det er en bog som forudsætter, at du gider stå ved det ansvar der er dit. Her er ingen hurtige fix eller nemme løsninger, men solide råd til, hvordan du kan ændre dine relationer ved at ændre dig selv.

Tak til Lone for anmeldereksemplaret.

 

Tilbage til forsiden

 

Older posts