Mrs. Bridge

img_4705img_9042

Lad det være sagt med det samme – jeg elsker bøger med hovedpersoner, som jeg kan både elske og hade på én gang. Det gør bogen så meget mere engagerende, når hovedpersonen har mange facetter, og viser flere sider af sig selv.

Og netop sådan en bog er Mrs. Bridge af Evan S. Connell, udgivet på Forlaget Olga. På mange måder er Mrs. Bridge et afskyeligt, geskæftigt fruentimmer, som trækker alle sine mange neuroser ned over andre menneskers ellers udmærkede og interessante liv – og samtidig er hun en skrøbelig, omsorgsfuld og uendeligt kærlig og kærlighedshungrende kvinde, som man får helt ondt i hjertet af.

Bogen regnes for en af det 20. århundredes store romaner i USA, men er stort set ukendt herhjemme. Det er en skam, for den fine fortællemåde, hvor bogens karakterer kommer til at stå vibrerende livagtigt gennem korte, skarpt opridsede øjebliksbilleder, passer fint ind i vores danske underfundighed. Jeg kan vældig godt lide store romaner som er små og fine. Jeg holder af at få lov  til selv at lære karaktererne at kende, uden at en forfatter først har tygget dem igennem for mig. Derfor er jeg glad for eksempelvis Helle Helle og Christian Kampmanns bøger, hvor man bliver præsenteret for personerne gennem et indblik i deres liv, uden at deres indre dissekeres og blotlægges i alle detaljer.

Mrs. Bridge lærer vi at kende gennem en række korte kapitler som, skønt de er ordnet kronologisk, ikke præsenterer sig som en egentlig fortsat fortælling. Bogen er en samling af små vignetter, som tilsammen udgør et kalejdoskopisk portræt af en veg og usikker kvinde, der famler sig frem. De små fortællinger giver os enkeltstående glimt af hendes liv, og ingen bilder os ind, at vi ved alt om hende. Vi ser hvordan hun reagerer i specifikke situationer, og udfra disse reaktioner og valg kan vi så danne os et billede af hende.

Mit billede er af en lidt knudret kvinde, som på én gang er vanvittigt irriterende i sin konstante trang til at strømline og ensrette hele familien, fordi det ultra konforme (det der nærmest er så konformt, at det i sig selv gør det enestående) er det eneste virkelig trygge – og samtidig er så elskelig, elskende og elsk-værdig, at jeg nærmest fik lyst til at række ind i bogens sider og trække hende ud til et stort knus.

Det er svært at være Mrs. Bridge. Hun bedømmer alt og alle omkring sig efter en benhård målestok, og er derfor konstant bekymret over andres dom over hende. Hendes målestok – som ikke engang er hendes egen, men ureflekteret overtaget fra familie og samfund – er med til at gøre hende ensom, og hun formår ikke at række ud; hun kan ikke bringe sig selv til at tilbyde det, hun har i så rigt mål, og som andre sagtens kunne bruge. Altid står hendes målestok imellem hende og lykken.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at et menneske som er på én gang kærlighedshungrende og kontrollerende, har en smule vanskeligheder med sine relationer. Venner og bekendte holdes på arms længde, ude i det offentlige livs mange uskrevne reglers sikkerhed. Dem der prøver at bryde gennem disse grænser, både bekymrer og fascinerer Mrs. Bridge, men ingen har held til at lirke masken af hende.

Forholdet til familiens tre børn er, for nu at vælge et uforpligtende udtryk, kompliceret. Mens jeg sad og læste, svingede jeg mellem at have ondt af henholdsvis Mrs. Bridge og hendes børn. Da jeg lagde bogen fra mig, var det med en tristhed på alles vegne, over alle de spildte muligheder. Hun forsøger, uvidende, men vedholdende og med stor præcision, at drive børnene ud over vanviddets rand, med sin konstante insisteren på, at de da ikke ønsker at “være forskellig fra alle andre”. Da en af døtrene viser sig som en god, gudsfrygtig pige, der bruger kirken flittigt, glæder det Mrs. Bridges forvirrede hjerte, men da datteren ønsker at fordybe sin tro og slutte sig til en gruppe evangelister, forfærdes hun. Det er der jo ikke nogen af naboerne der gør. Hun løser dilemmaet på sin sædvanligt passivt agressive facon:

“Altså,” sagde hun, “det er selvfølgelig en vældig smuk ide. Jeg spekulerer bare på, om det er noget, du vil blive glad for. Lad os se, hvad din far siger.”

Hun undviger smukt alle åbne konflikter, men formår ikke desto mindre overraskende ofte at gennemtvinge sin vilje. At denne vilje så kun sjældent kommer hende selv (eller nogen som helst andre) til gode, er en anden snak.

Samtidig er hun, i andre situationer, komplet hjælpeløs overfor børnene. Hvis ikke en konflikt kan klares med sorgfuld skuffelse og en god portion skyldfølelse, er det hende der retter ind. Da den ældste datters sko er forsvundet inden en skolefest (fordi Mrs. Bridge har foræret de højst upassende sko til vaskekonen), forsøger Mrs. Bridge først at presse datteren til at bruge de fine, nye oxford-sko, som minsandten har været dyre nok – men da det ikke lykkes, lægger hun sig straks fladt på ryggen, blotter struben, og ender med at tilsidesætte sine egne planer for at køre ud og købe nye sko. Uden datteren, som skal noget andet. Og lover så i øvrigt at aflevere skoene på skolens kontor, så ingen ser hende komme med dem.

Der tegner sig et billede af en kvinde der er hjælpeløs overfor sine børn, formentlig fordi hun for enhver pris vil undgå intimitet med dem, så der ikke er skabt en grundfølelse af samhørighed, hvorfra konflikter kan tages. Mrs. Bridge overhører på et tidspunkt en samtale mellem sin datter og dennes kæreste, hvor der bliver presset hårdt på, for at datteren skal overgive sig til et kys, og bliver spurgt om hun mon vil “være jomfru til evig tid”. Da bejleren er gået, kommer Mrs. Bridge frem, og taler lidt med sin datter:

“Er alt i orden, skat?”
“S’følig.”
“Var det hyggeligt?”
“Nogenlunde.”
“Det er fint,” sagde Mrs. Bridge fraværende, trak morgenkåben tættere sammen om sig, og satte kurs tilbage mod soveværelset.
“Mor?”
“Ja, min ven?”
“Vi er helt udgået for jordnøddesmør.”
“Åh, gudskelov!” hviskede Mrs. Bridge.

Ægteskabet med Mr. Bridge er ikke hverken det næreste eller varmeste forhold. Jeg har svært ved at finde ud af, om hun er komplet ligegyldig for sin altid fraværende mand, eller om han aktivt prøver at straffe hende, når han for eksempel beder hende om at vente med at besvime til efter gudstjenesten, eller tvinger hende til at blive siddende og se ham spise sin bøf, mens en tornado nærmer sig, og alle andre er gået i sikkerhed i stormkælderen. Og mens jeg skriver dette, opdager jeg en tredje mulighed: gad vide om han prøver at vække hende, at ruske liv i hende, og åbne livet for hende? Måske får jeg et svar på mit spørgsmål, når parallelbogen, Mr. Bridge, udkommer på dansk til foråret – jeg skal i hvert fald helt sikkert have fingrene i den!

Tak til Forlaget Olga for at give mig muligheden for at læse en dejlig bog, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg er fan 🙂

 

Transfervindue

Jeg har været meget lang tid om at få læst Maria Gerhardts sidste bog, Transfervindue – og endnu længere tid om at få skrevet om den… Det er selvfølgelig fordi den kommer virkelig tæt på, og fordi den borer sig lige ind dér i hjertekulen, hvor alle slags forladthed, sorg og savn gemmer sig.

img_2488

Den har undertitlen Fortællinger om de raskes fejl, og det er lige præcis det, den er: En række fortællinger om, hvordan vi raske fejler, svigter, overser og trækker os fra det, der gør alt for ondt. I Transfervindue har de raskes fejl fået max gas, så de uhelbredeligt syge nu ikke kun gemmes væk på hospitaler, plejehjem og hospices, men rent faktisk stuves om bag en ubestigelig mur. Til gengæld er der pænt, derinde bag muren – for så behøver de raske jo ikke at have dårlig samvittighed. Er der nogen klokker der ringer??

Har du nogensinde spurgt en alvorligt syg, om de mon har prøvet xyz? Har de måske prøvet med cannabisolie, veganerkost, kartoffelvand – hvad der nu end er øjeblikkets hit i forbindelse med kurering af det, vi allerhelst vil karakterisere som livsstilssygdomme, fordi det så på én eller anden måde trækker os selv ud af farezonen? Har du nogensinde følt dig så tom for ord, at du har grebet ud efter ordenes sølle erstatning, emoji’erne?

Jeg har. Jeg skammer mig over at indrømme det, men jeg har gjort det. Begge dele. Og hver gang i et (ubevidst) forsøg på beskytte mig selv. Skærme mig selv for den svære beslutning om, hvor tæt det er okay at gå på. Beskytte mig selv mod at stå nøgen overfor min egen sorg.

Bogen skifter lidt mellem at være fortællingen om det fine hospice, som hele nordsjælland er blevet omdannet til, og korte indblik i, hvordan Maria selv, derude i den ‘virkelige’ verden, udenfor det fiktive nordsjællandske hospice, kæmper med at komme overens med sin situation. Begge sider af bogen er barske. Barske på den lærerige måde, så man ikke rigtig kan finde på nogen undskyldninger for ikke at læse den igen – og have den stående klar på hylden, til næste gang katastrofen rammer.

Hvis du ikke allerede har læst den, så læs den, hvis du tror, at du nogensinde vil få brug for alt dit mod. Læs den, hvis du tror, at du en dag vil stå ansigt til ansigt med din egen eller en andens sorg, og du gerne vil have hjælp til at skrælle nogle af de afstandsskabende lag af. Bare læs den.

 

 

Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven

Anna og jeg har begge læst Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven af Thomas Stordal Philipsen.
Jeg synes det er en rigtig fin højtlæsningsbog, som jeg glæder mig til at læse for barnevidunderbarnet, når hun bliver lidt større. Dyrene i Syvmileskoven lever og leger, og lader os lære noget om at være anderledes, om at have ambitioner og meget andet, uden nogensinde at komme til at virke som en træls, løftet pegefinger. Den er sjov og kær, og jeg er vild med, at hver enkelt historie kan stå alene. Man kan således springe rundt i bogen, og vælge lige præcis den fortælling, man har lyst til.
Det allerbedste ved bogen er dens sprog. Thomas Stordal Phillipsen leger med ordene, så det er en fryd. Hårspætten er jo for eksempel en fin fugl, men når hårspættefamilien har en masse frisører, bliver det ekstra fint. Når hårspætten Henry så oven i købet finder en masse hårspænder og laver et hårspændespæn, er jeg helt solgt.
Anna har også læst den, selvom den ikke er beregnet til hendes aldersgruppe. Faktisk passer den nok bedre til hendes yngre søstre, men hun nød tilsyneladende at læse den alligevel, så jeg giver ordet til Anna:
img_1601

Som det første vil jeg gerne sige tak til Thomas Stordal Philipsen for at sende mig et anmeldereksemplar.

Det her er ikke en normal skov, med normale fugle, gør dig klar. Hårspætten Henry studerer biller sammen med sin bedste ven krage Kristian. De har bygget et lille drivhus sammen, hvor de dyrker agurker imens de kigger på biller. Men det er altså soldaterbillerne der er de mest spændende!
Alt imens prøver borgmester Ronald Krikand i smådyrsbygen Hårkøbing at blive præsident i hele syvmileskoven sammen med sin tro følgesvend Villy Væsel som er til stor “hjælp” for ham.
En morgen finder Henry Hårspætte, en masse hårspænder. Og han laver et stort kapløb, som nu er den mest kendte sportdiciplin: et hårspændespæn! Det er altså spændende.

Men du kan også tage i teatret og nyde billernes billeballet i westernstil. Men det er altså lidt svært at danse ballet når man har 6 ben!

Bogen er hurtigt læst men er nok mest for mindre børn. Der bliver leget med ordene. Det er nok mest en højtlæsningsbog og jeg tror man ville syntes den er god når man, går i 2-3 klasse.
Kærlig hilsen,
Anna.

Cottagehaven

Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

Hverdagsrelationer

Bogen Hverdagsrelationer – når det nære bliver svært af Lone Carmel handler om vores relationer; om relationerne mellem partnere, mellem børn   og forældre, og mellem kolleger og overordnede.

Vi er alle sammen afhængige af andre. Ingen kan eksistere i et vakuum, alle har brug for at have relationer – også selvom det ind imellem kan være rigtig svært. Det er jo desværre ikke sådan, at man én gang for alle kan forhandle sine relationer på plads, og derefter læne sig tilbage på laurbærrene. Alting forandres hele tiden, og dermed også vores indbyrdes relationer. Det er noget vi konstant kan blive klogere på, og klogere bliver man bestemt af Lone Carmels bog.

img_0871

Bogen er skrevet i et ligetil, letforståeligt sprog, uden at det er gået ud over fagligheden. Forfatteren kender sit stof, og man mærker tydeligt, at der trækkes på mange års erfaringer, når hun deler ud af fortællinger og gode råd. Hele vejen igennem finder man gode, konkrete anvisninger på, hvordan man man kan undersøge sine relationer, lære mere om sig selv og andre, og derved finde veje til at overvinde de vanskeligheder der måtte vise sig undervejs. Der er inspiration til øvelser man kan lave, når man mærker udfordringer presse sig på. Med udgangspunkt i en mængde historier fra det virkelige liv får man både stof til eftertanke, og en række konkrete anvisninger på hvordan man kan gøre livet både sjovere og nemmere ved at rydde op i måden, man forholder sig til andre på.

Bogen er tydeligvis drevet af et oprigtigt ønske om, at vi alle skal få det nemmere med det, som er det vigtigste af alt for vores trivsel: vores relationer. Den kommer vidt omkring, og får berørt emner som uforløste relationer, de uhensigtsmæssige relationers advarselssignaler, og vigtigheden af at stå ved sig selv; at turde være sig selv i dialogen med andre. Lone lærer os at skelne mellem det vi har lyst til og det vi har brug for. Det er en vigtig færdighed, som kan hjælpe os til at navigere mere sikkert i det virvar, der er det levede liv.

img_1041

Læs den, hvis du har lyst til at blive klogere på relationer, men vid at det er en bog som forudsætter, at du gider stå ved det ansvar der er dit. Her er ingen hurtige fix eller nemme løsninger, men solide råd til, hvordan du kan ændre dine relationer ved at ændre dig selv.

Tak til Lone for anmeldereksemplaret.

 

Tilbage til forsiden

 

Er du okay, Matthias?

Hjemme igen – og det er godt! Jeg har lidt flere billeder fra Las Vegas, jeg gerne vil dele, men i første omgang vil jeg lige fortælle om en herlig lille bog jeg læste på turen: Er du okay, Matthias? af Anika Eibe.

Matthias er 15 år, og homoseksuel. Det er der bare ikke andre end ham selv der ved. Han er sammen med piger til festerne, og lader som om det er, hvad han har lyst til. Som alle teenagere er han usikker, og ønsker sig mest af alt at være ligesom de andre (som jo altså ønsker det samme) ? han har ikke lyst til at være anderledes, men det er han, i hvert fald for så vidt hans seksualitet angår. Han har en fornemmelse af, at kammeraterne formentlig ville være okay med, at han er homo. Der er andre på skolen som er sprunget ud, og det har ikke givet anledning til problemer. Alligevel nøjes Matthias med at stå ved sin seksualitet, når han er beskyttet af internettets anonymitet.

For Matthias gemmer på en hemmelighed, som er langt mere alvorlig end hans homoseksualitet. Matthias? far har været udstationeret i Mellemøsten, og lider af voldsom PTSD. Han er farlig, og Matthias ved det godt. Han ved også, at far hader bøsser, og Matthias tør ganske enkelt ikke lade far vide, at hans eneste søn er en af de forhadte.

Internettet er Matthias? frirum. Han ?møder? Thomas i et chatroom, og forelsker sig i Thomas? online karakter. Thomas forstår ham, og deres flirt er ligeså spændende, som den er ufarlig. Eller tilsyneladende ufarlig ? for hvem er Thomas egentlig? Matthias får forholdsvis hurtigt en fornemmelse af, at ikke alt er, som det ser ud til, men han har rigtig svært ved at sætte fingeren på, hvad det er der foruroliger ham. Han bliver hjælpeløst suget ind i flirten, og nyder at have en fortrolig, som giver ham lov til at være, præcis den han er.

Selvfølgelig ender det galt. Det skal det næsten, for Matthias er mildt sagt uforsigtig. Han er ung, ensom, og håbløst forelsket i den person, han har skabt i sin fantasi. Bogens klimaks og slutning virker en lille smule forhastet, og mangler på én eller anden måde forbindelse til Matthias? eller interessante historie. Xx, som er en af Matthias? venners homoseksuelle storebror, kommer på banen som en hurtig bifigur, og sød som han er, har han faktisk ikke rigtig nogen anden funktion end at være katalysator for den lykkelige slutning. Den voldsomme konfrontation mellem Matthias, hans far og virkelighedens Thomas virker en smule fortænkt, og er egentlig også unødvendig. Omvendt bringer den en hurtig, og tiltrængt, udløsning af bogens opbyggede spændinger.

Mens Matthias? kvaler omkring sin seksualitet måske stedvis forekommer en smule ude af proportioner, så synes jeg til gengæld, at hele komplekset omkring hans uro i forbindelse med faderens voldsomme kampe med sit skadede sind er vigtigt. Jeg har i hvert fald ikke skænket hjemvendte soldaters problemer mange tanker, men det er jo desværre noget vi bliver nødt til at forholde os til. I samme omgang kunne vi så måske også forholde os til, hvor mange krige vi som nation behøver at gå ind i; hvor mange familier der skal betale prisen – men det er en anden diskussion. Det er åbenlyst, at der allerede nu er familier der har brug for støtte, og at de ikke altid får den.

Det er faktisk lidt tarveligt at sammenligne en bog med dens forgænger, men hold op, hvor det er svært at lade være. Jeg elskede Er du okay, Fie? for dens fokus på Fies skræmmende hyppigt forekommende problemer. Matthias? problemer er langt mere sjældne end Fies ? men jo på ingen måde mindre alvorlige, og nok endnu mere konsekvent fortiet. Her tænker jeg ikke på hans seksualitet, men på hans forhold i hjemmet. Børn er så loyale, og det er et problem, som alle der opholder sig i nærheden af børn skal være opmærksomme på. Deres loyalitet betyder nemlig alt for ofte, at de ikke får den hjælp de har brug for.

En anden væsentlig problemstilling bogen sætter fokus på, er internetsikkerhed, og det er også noget der berører alle unge (og ældre…) Ved vores unge godt, hvordan man beskytter sig på nettet? Husker de at tænke over, hvordan selv de mindste oplysninger lynhurtigt kan lede frem til dem? Og hvad med alt det med fotos ? fotos man tager, fotos man sender, og fotos man modtager. Forstår de alle implikationer? Gør vi?

Bogen er absolut værd at læse, også selvom jeg måske finder den en smule svagere end Er du okay, Fie?. Anika Eibe skriver levende og indfølende om unge mennesker, så jeg virkelig kommer i tanke om sin egen teenagetid og al den uro jeg bar rundt på. Det er ellers alt for nemt at glemme hvor vigtigt det var, at man var ligesom alle de andre, fuldkommen som Matthias så brændende ønsker det.

Tusind tak til Tellerup for anmeldereksemplaret – det var en fornøjelse!

 

Tilbage til forsiden

 

 

Helligdag – vind bogen!

Jeg elsker bøger om bøger, og jeg elsker bøger om forfattergerningen. De fascinerer mig, og det kildrer altid min nysgerrighed, når en forfatter lader mig kigge med bag om historien. Som udgangspunkt er overvejelser om ’sandhedens sande natur’ er altid spændende, og i denne lille perle, Graham Swifts Helligdag, er det i en helt uimodståelig indpakning.

Takket være Gyldendals Forlag, som har lovet at sætte et eksemplar på højkant, kan jeg få lov at dele min læseoplevelse med en af jer. Kommenter på dette indlæg, enten her eller på bloggens Facebookside, og vind Helligdage. Så har du ferielæsningen på plads! Konkurrencen er åben indtil lørdag ved midnat, hvor jeg trækker en vinder, som annonceres på søndag.

Helligdag er en herlig lille sag. Den bringer mindelser om en dannelseshistorie, hvor fortællingen om en ung kvinde i et af hendes definerende livsøjeblikke væves ind i beretningen om et langt liv, så man nærmest mister pusten. Samtidig får vi et kig ind i hendes karriere, set igennem den ældre kvindes drilske øjne, hvor hun udpeger tre centrale begivenheder, der gjorde hende til den forfatter som hun, trods alle odds, endte med at blive.

Bogens gennemgående spor er beretningen om den unge tjenestepige Jane Fairchild, som i mellemkrigstidens England har en affære med sønnen fra naboejendommen. Helt udramatisk, nærmest pragmatisk, får man at vide at Jane er et forældreløst hittebarn, som har haft held til at lande i et hus, hvor hun helt undtagelsesvist får adgang til husherres bibliotek. Man opdager også, igen nærmest i en bisætning, at Jane flere gange gennem sit liv har delt sin krop, både for penge og af vane, hvilket måske forklarer hvorfor hun uden videre accepterer, at hendes affære med herskabssønnen er helt igennem ulige.

Til trods for Janes tunge livsomstændigheder er der ikke tale om en problematiserende eller samfundskritisk bog. Det er et indtagende, sanseligt og intenst oplevende vidnesbyrd, hvor man suges ind i Janes virkelighed, og på den måde får lov til at se verdens små hverdagsundere gennem hendes knivskarpe øjne. Hun tager både det store og det små ind med en nærmest sensuel stoflighed, som formidles så levende, at man tager sig selv i at kunne mærke tyngden af bibliotekets bøger, duften af den begæredes tøj, og sollysets flimren over græsset.

Til trods for de store emner og det enorme spænd af tid, som bogen jonglerer med, er det en smuk og langsom fortælling, som stille og roligt åbner sig, som siderne nærmest vender sig selv. Den giver ikke det hele væk ved første øjekast, men udvikler sig ligeså fint og roligt. Janes skæbne kryber ubønhørligt ind under læserens hud. Helt uden brutale skildringer af udpenslet sorg får man lov at tage del i den unge, troskyldige piges forvandling til kvinde – en kvinde som kender alting så præcist, at hun kan bruge frit af det i sit forfatterskabs forsøg på at forstå det levede liv.

 

Tilbage til forsiden

Vores endeløse dage

Vores endeløse dage af Claire Fuller er en helt fantastisk lille bog. Historien er stor. Den er faktisk gigantisk – men bogen får lov at være lille, fortalt i børnehøjde som den er, og det klæder den.

På forsiden af bogen står der:

Alle forældre lyver.
Men nogen løgne er værre end andre…

Peggy er offer for en meget omfattende løgn. Hendes far tager hende med fra deres hjem i London på overlevelsestur i ødemarken, ud til die hütte, som ligger i en tysk skov. Mor Ute kommer ikke med, for hun er på koncertturné, men de to kan fint klare sig sammen, selvom 8-årige Peggy ret hurtigt får nok. De kan imidlertid ikke tage hjem, forklarer far, fordi hele verden er gået under. Der er kun de to, deres dal og deres hytte tilbage – alt andet er opslugt af Det Store Svælg. Peggy bliver til Punzel, og hendes tidligere liv forsvinder:

Jeg åbnede den lille låge til en stor bølge røg og stak i noget rødt derinde med ildrageren. Spidsen fik pirket til en lille forkullet bog, der lå mellem gløderne, og mens jeg så på det, greb en flamme fat i den og krøllede den op, som om den blev åbnet af en uset hånd, der bladrede gennem siderne. Jeg stirrede på mit pasfoto, mens heden kogte vabler i det, og mit ansigt smeltede væk i ilden.

Da Peggy en dag ser en mand i skoven, bliver hun tilbudt en udvej. Det kribler i mine fingre for at beskrive hendes udvej, men jeg lader være. I det her tilfælde synes jeg simpelthen ikke det er nok bare at markere en “spoileralert” (måske især fordi jeg aldrig nogensinde selv har respekteret dem), for med denne bog ville det ganske enkelt ødelægge hele læseoplevelsen. Man skal selv have lov at følge Peggys vej til Punzel og tilbage igen.

Historien fortælles dels af den unge Punzel som den opleves, dels af 17-årige Peggy, som er hjemme i London igen, og dermed får en chance for at forstå hvad der egentlig skete. Romanens opbygning minder egentlig lidt om en klassisk kriminalroman, på den måde at man som læser meget tidligt præsenteres for hele historien, med alle dens implikationer – men det gøres så elegant, at det først er på de allersidste sider, man bliver helt sikker på, hvordan puslespillet skal lægges.

Det er en bog som fortjener mere ro end jeg kunne give den. Den skal ikke læses i små bidder i lufthavne og på hotelværelser – den skal have lov at gro i læseren, og læseren skal have lov at gå ind i den bizarre verden, som er Peggy/Punzels. Når det er sagt, så nød jeg den i fulde drag, selv om jeg ikke kunne give den tid som fortjent. Bogen er så uendeligt velskrevet, og man tror ganske enkelt på Peggy, på hendes far, og på hele historien. Dele af den er skrevet med barnets klare, fordringsløse røst, mens andre dele glider over i den voksnes mere analyserende, og til dels afstandstagende, stemme, og skiftet sker så glidende, at man nærmest ikke bemærker det. Som læser får man lov at vokse op sammen med Peggy/Punzel, mens hun langsomt begynde at orientere sig udad, bort fra det trygge og velkendte; fra familien.

Tusind tak til Forlaget Olga for anmeldereksemplaret. Det er en bog som nærmest tigger om at blive læst i ét stræk, og det tror jeg faktisk jeg vil gøre på et tidspunkt, når jeg har tiden til det. Den beder nemlig også om at blive genlæst, og den bøn vil jeg ikke sidde overhørig 😉

 

Tilbage til forsiden

 

Dagbog fra Zombieland

I en ikke alt for fjern fremtid sidder Noah i et København, som er fanget i en zombieapokalypse. Han er alene, men i kampen for at overleve slutter han sig til Lucas og Emma, som tager ham med på roadtrip gennem et hærget Danmark.

Hvis man kan lide TV-serien Walking Dead, er Klaus Frederiksens debutroman, Dagbog fra Zombieland, et rigtig godt bud på nogen timers spændende læsning. Historien er hæsblæsende og medrivende, og rammen om fortællingen er skæg: Noah fører dagbog over sine oplevelser fra fremtiden på nutidens Facebook, og det er disse optegnelser som tilsammen udgør bogen. Hvordan han kan skrive til os fra 2030?erne vides ikke, og det er for så vidt også uinteressant; målet er at advare os, så vi kan nå at forberede os på katastrofen, før den indtræffer.

Dagbogsformen fungerer. Den har selvfølgelig sine begrænsninger, men bestemt også sin charme, og den bidrager i høj grad til bogens tempo. Og det er højt, tempoet ? nogen gange måske lige vel højt nok, men omvendt fastholdes man som læser, fordi der hele tiden sker et eller andet, som man lige skal følge til dørs, inden man kan lægge bogen fra sig. Sproget er måske ikke fantastisk, og umiddelbart ville jeg også mene at bogen ville kunne tåle en ekstra gennemarbejdning, men disse skønhedsfejl spiller netop op til rammefortællingen:

Dagbogen er stort set som originalt skrevet af Noah, og det er derfor ikke som sådan en bogudgivelse i traditionel stand. Ingen af os har uddannelser indenfor sprog, er ikke forfattere eller har taget kurser i at skrive en bog. Noget er dog så skræmmende og makabert, at det er udeladt fra udgivelsen. Målet med denne bog er langtfra gode anmeldelser, så skulle der være nogen som tager sig ulejligheden med at skrive en anmeldelse, så tak for hjælpen med at reklamere for denne bog, og skulle anmeldelsen være dårlig så tak for at underbygge sandheden i, at vi ikke er fiktive, uddannede forfattere.

På mange måder minder bogen om Walking Dead. Zombierne spiller en næsten underordnet rolle; de udgør et bagtæppe for en fortælling om, hvordan mennesker interagerer under pres, og så sørger de naturligvis for en del af spændingen. En af bogens absolutte styrker er iagttagelserne af zombierne, deres udvikling og deres oprindelse, og forsøget på at finde en kur. Hvor kommer zombierne fra, og hvordan kan de få overlevende beskytte sig selv og menneskeheden?

Bogen rejser også et par interessante etiske spørgsmål.

Der er ingen muligheder for at tage flere overlevende ind i bunkere. Det vil forringe vores overlevelsesmuligheder, er ledergruppen kommet frem til. Jeg vil give dem ret, men spørgsmålet er, om det er det rette at gøre. Bør man altid hjælpe mennesker, der har brug for beskyttelse, eller hvor trækker man grænsen?

Det er jo helt oplagt at trække linjen til vor tids flygtningesituation. Hvad gør man? Skal man hjælpe alle, også selvom det risikerer at blive på bekostning af dem der udstrækker den hjælpende hånd? Er det etisk forsvarligt at ofre den enkelte for det fælles bedste ? og hvem skal i givet fald træffe den slags beslutninger?

Der er ingen tvivl om, at zombieapokalypsen er det bedste der er sket for dyrevelfærden nogensinde og for miljøet.

Første gang jeg læste dette, gav det fuldkommen mening for mig, men så kom jeg til at tænke lidt mere over det. For så vidt angår dyrevelfærden, er jeg stadig helt enig. Vi er ikke gode ved de dyr, vi ønsker at spise, og det kan kun være en fordel for dem med en så presset menneskehed, som beskrives i bogen. Men hvad med miljøet – hvad er egentlig et ?godt? miljø? I følge Biblen, som bogen i øvrigt flittigt refererer til, er mennesket jordens og dyrenes hersker:

Derpaa sagde Gud: »Lad os gøre Mennesker i vort Billede, saa de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr paa Jorden og alt Kryb, der kryber paa Jorden!« Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: »Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig paa Jorden!« (1. Mosebog)

Hvis man godtager denne præmis (hvilket jeg i parentes bemærket ikke gør), giver det næppe mening at tale om, at en tilstand hvor menneskene er alvorligt truet, er god for miljøet. Men selv hvis man ikke anlægger bibelske synsvinkler, kan det være spændende at overveje, hvad et godt miljø er. Er det godt, hvis det er 100 % ukultiveret? Handler det om størst mulig biodiversitet? Er målet en balance hvor alle arter holder hinanden i skak, og status quo bibevares?

En anden pudsig ting ved bogen er dens opbygning omkring et roadtrip gennem Danmark. Vi bliver guidet gennem landet, og introduceres til mange af dets attraktioner. På den måde minder den meget om mine ungers yndlingshøjtlæsningsbog, Lille Lucifer, som også tog læseren med på opdagelse i Danmark og Danmarkshistorien. Ind imellem kommer denne del af forløbet desværre til at fremstå en smule forkrampet, og jeg kunne heller ikke undgå at undre mig over, hvor lidt Danmark (og bilpriserne!) tilsyneladende har udviklet sig i de mellemliggende 20 år.

Som enhver god dagbog stopper Dagbog fra Zombieland temmelig abrupt, men en efterfølgende epilog binder en fin sløjfe med et par gode spørgsmål:

Zombierne har fået Noah til at tænke over, hvad han vil med sit liv fremover. Ved du, kære læser, hvad du vil med dit liv? Bliver man nogensinde sikker på, hvilken vej man vil følge, og hvad ens mål med livet er?

Tak til Klaus Frederiksen og Forlaget mellemgaard for anmeldereksemplaret.

 

Tilbage til forsiden

100 dage

Normalt læser jeg udelukkende e-bøger når jeg rejser, men denne gang har jeg slæbt en papirbog med: 100 dage, af Lotte Kaa Andersen. Den har vist sig rigeligt at være sin vægt værd, for hold nu op, hvor den er god!

100 dage møder vi familierne fra Hambros Allé 7-9-13, Lotte Kaa Andersens første roman, igen. Vi kigger ind hos Line, fem år efter finanskrisen, familiens ruin, og hendes mands selvmord. Line, hvis fornemmeste opgave i livet tidligere var at stå som familiens centrale omdrejningspunkt (og eksercersergent), bor nu alene. Hun savner kærlighed og fællesskab, og søger det på diverse online portaler. Her finder hun lægen Peter, der synes som skabt for hende.

Vi genser Caroline, skilsmisseadvokaten som måtte sætte sin mand, den nyrige ejendomsmægler Kaare, under administration efter hans vilde (og fejlslagne) spekulationer i det vaklende ejendomsmarked, og deres søn Lukas, som i denne bog har fået sin egen distinkte stemme.

Og så møder vi selvfølgelig Cille og Ask, det unge par som endte med et sminket lig af et hus på en af Danmarks dyreste adresser. I Hambros Allé 7-9-13 hørte vi, hvordan Asks honette ambitioner var ved at køre den unge familie i sænk, indtil Cille tog over. Nu er Cille uden job, og ved at gå helt i stykker. Ask har fuld fart på karrieren, mens hun sidder derhjemme og modtager afslag efter afslag på alle de stillinger hun, med stadigt mindre entusiasme, søger.

100 dage lever fuldt op til sin forgænger, som jeg elskede. I min ungdom kastede jeg mig lyksaligt over Christian Kampmanns herlige bøger om familien Gregersen, og Lotte Kaa Andersens serie skriver sig på mange måder ind i samme tradition. Serien er uovertruffen i sit lette, præcise og levende sprog og forfatterens enorme empati, som lader læseren få så intimt et indblik i personernes liv, at selv tilsyneladende uelskelige personer, som for eksempel den kontrollerende Line, der benhårdt slæber hele familien med op ad den sociale rangstige, og den braldrende og storskrydende Kaare, som flagrer fra den ene ide om iscenesat fornemhed til den næste, pludselig kommer til live, og vækker vores medfølelse og forståelse.

Bogens tre kvinder møder hvert deres vendepunkt, og benytter muligheden for at træde i karakter. Caroline, som har tilbragt de sidste fem år med en ægtemand, hun har lagt på is, og i øvrigt overladt til, mere eller mindre egenhændigt, at forvalte familiens ydre rammer, vækkes af sine drømme. Caroline drømmer om Den Perfekte Familie, som hun ser levendegjort af både kronprinsparret og, noget tættere på, men alligevel så langt fra, hendes søsters familie. I 100 dage beslutter hun at påtage sig ansvaret for den familie hun har. Sønnen Lukas er gledet fra hende, og Kaare er blevet skubbet væk, helt ind på sit eget soveværelse, men Caroline håber på, at en omrokering til et mindre og billigere hus vil kunne bringe dem på ret spor igen. Hun både frygter og drages mod den ultimative katastrofe, samtidig med at hun overser de virkelige katastrofer i sønnens liv. Caroline forestiller sig, at hun kan lukke afstanden mellem familiens medlemmer med en flytning til et af Kaares nyrenoverede huse, som dog bærer sine helt egne problemer med sig.

Cille tager arbejde som besøgsven, og den ældre enkefrue, Rita, vækker gennem litteraturen hendes nysgerrighed efter at lære sine egne ønsker for livet at kende:

– Uanset hvor mange gange jeg læser Madame Bovary, kan jeg blive ved med at nyde sproget og finde noget nyt i den. Og hver gang ærgrer jeg mig over Emmas dumheder, men jeg holder også af hende, og den får mig altid til at skraldgrine. Og det store spørgsmål er jo, hvad er det, Emma Bovary vil have? Hvad er det, der mangler?
Mon Rita forventer, at hun kan svare på det? (……) Hun er bare ikke vant til at tale om bøger på den måde, sammen med nogen, måske kan hun lære det, hun prøver at følge Ritas tanke.
– Ja, hvad er det egentlig, hun vil have? Hun vil vel have det hele, ligesom os andre, tror du ikke? siger Cille. Hun vil gerne elske sit barn og sin mand, men hun har ikke ro på sig, fordi der er noget inden i hende, der ikke er på plads, eller, jeg ved ikke helt, hvad man skal kalde det, men jeg forstår hende faktisk ret godt.

Cilles mand, Ask, er flygtet ind i en uvirkelig drømmeverden. Ikke engang sin egen drømmeverden, men mexicanske Eduardo Macedos drømmeverden, som er sat til skue på Facebook. Ask er besat af Eduardo, en flygtig bekendt, hvis hemmelige opskrift på Det Gode Liv Ask desperat søger efter. Det er først da Cille finder ‘tilbage til sig selv’ (og jeg undskylder for den triste floskel!), at han kan løsrive sig fra drømmen, og vende sig mod virkeligheden.

I det hele taget er bogens tema sammenstødet, eller måske snarere valget, mellem den iscenesatte drømmeverden og den levende virkelighed. Line, som vi fra seriens første bog kender som en hårdnakket iscenesætter, møder den velhavende læge Peter, og umiddelbart ser det ud til, at hun vil kopiere hele sin fortids mønster med ham. Men Line har lært sin lektie, og det demonstrerer hun, da hun, i sit personlige vendepunkt, beslutter sig for at spørge åbent ind til de diskrepanser, hun synes at se i Peters økonomi. Om hun så dvæler længe nok ved svaret kan diskuteres – og det vil det forhåbentlig også blive i den 3’er, som jeg næsten ikke kan vente på!

Den vanskelige 2’er i en serie, som på mange måder lægger linjen for efterfølgerne, er her så veludført, at jeg håber på mange flere bøger om pengearistokratiet i Københavns nordlige udkant. Alle bogens personer står skarpt, og bliver interessante i deres forskellighed. Skiftene mellem synsvinkler gør, at man hele tiden bliver nødt til lige at læse lidt mere, fordi man har lyst til at følge hver enkelt historie til dørs, og slutningen lægger på samme måde så spændende op til en efterfølger.

Tusind tak til forlaget Rosinante for anmeldereksemplaret; det var en fornøjelse!

 

Older posts