De lyse nætters tid…

… er snart forbi, men de er nok det allerbedste ved den danske sommer, og noget af det jeg virkelig savner, når jeg rejser. Uh altså, sådan en sen sommeraften, hvor både dug og dufte falder tungt, og alting bare emmer af ro og glæde. Ofte får duften af de lyse nætter sendt mig tilbage i tiden, tilbage til dengang sommer handlede om eksamen, om at styrtlæse alt det man havde forsømt i årets løb, så man kunne overpræstere, når det virkelig gjaldt. Det er en tid jeg har mange dejlige minder fra.

img_2185

Vi har nydt at have haft noget sommertid i Danmark i år, med vores børn, svigerbørn og vores lille barnevidunderbarn. Og hvilken bedre måde at nyde nærheden på, end omkring et bål mens skyggerne bliver lange, og mørket langsomt falder på? Højgård har de mest vidunderlige solnedgange, men af én eller anden mystisk grund har vi aldrig rigtig fået indrettet et sted, hvor vi kunne sidde udendørs og nyde dem.

Den fejltagelse er vi ved at rette op på nu. Omme bagved gården har vi en masse plads, som hidtil har været udlagt som stenørken / parkeringsplads, belagt med trælse, men praktiske, grå skærver. I vores første år herude skulle alting nemlig først og fremmest være praktisk. Vi havde heste, messer af heste, og det krævede, at man der var nem adgang til staldbygningerne med en lastbil. Super praktisk, men måske ikke så hyggeligt. Se illustration.

Jeg har tyvstjålet hele området, og har store planer med det – men mere om det en anden gang. Foreløbig vil jeg bare lige vise det første hjørne, jeg har kastet mig over: en hyggelig (ja ja – det bliver den engang!) lille bålplads, hvor man kan sidde og drikke solen ned.

Bålpladsen er blevet hegnet ind af nogle meter bøgehæk, som har lovet mig at vokse sig tæt og fin lige om lidt. Jeg vil så fjerne skærverne, og erstatte dem med stampet lergrus og et par fine små bede med syrener, som jeg vil holde nede med hård hånd, så de vokser sig buskede og buttede. Loungemøblerne fra vores terrasse er rykket her om, hvor de giver fin mening – her sidder vi nemlig gerne mange sammen – og de skal naturligvis skærmes af et solsejl, så vi kan sidde uden at blive kolde, når duggen falder.

img_2187

img_2193

Selve ildstedet er bygget op af et par børfulde pigsten, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er nemlig sten, som min svigerfar og jeg brugte flere dage på at opstøve, da jeg skulle bruge dem som bund i det fine anlæg med statuen, som i øvrigt står ganske tæt ved bålpladsen.

Knitrende flammer i ildstedet, marshmellows på pindene og lys i fakler og lanterner – læg dertil godt selskab, og du har opskriften på den perfekte sommeraften!

img_2190

Cottagehaven

Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

Jeg: en handyman

Så er vi på vej hjem til den danske sommer igen, hvor vi skal spise koldskål, jordbær og rabarberkage i haven, tænde forsinket Skt. Hans bål, vandre og cykle ture i sommerlandet, og i det hele taget bare overgive os fuldkommen til de lyse nætters magi.

Og apropos haven, så har jeg bygget en stol! – og jeg har i øvrigt også omsider fået plantet de klatrehortensiaer, som jeg så længe har sukket efter.

Okay, bygget og bygget… men fin er den, og man sidder fantastisk i den. Syv grene, som er flettet ind i hinanden, og vupti – så har man en stol 😉

Mine fine hortensiaer har jeg bundet op med ståltråd. Det kan nærmest ikke ses, men jeg har ført ståltråd ud gennem plankeværket, og rundt om en afsavet gren, som jeg gravede ned sammen med potterne. Jeg glæder mig helt vildt, til de er vokset til. Så vil mit lille skovhjørne blive endnu mere privat, og det er jo som bekendt En God Ting. Det giver jo så også yderligere den fordel, at jeg kan lade græsset i hjørnet vokse sig langt og vildt, og måske endda smide et par håndfulde kornblomster, valmuer eller lignende herinde. Nøj, hvor det bliver fint!

Bemærk i øvrigt hvad der vokser op ad plankeværket bag hortensiaerne: Fru T’s trøst! Jeg fandt den skamferede rodklump oppe ved terrassen, og fik Peter til at flytte den her ned. Det var en sørgelig, tør sag, som vi ikke spåede noget langt liv – men den er minsandten begyndt at skyde igen! Uha, Fallopia baldschuanica (som den hedder, når det skal være fint) har vundet førstepladsen i min havebog.

Laver I også små private hjørner i jeres have, eller er I som mine bofæller, der ønsker udsyn og åbenhed?

 

Tilbage til forsiden

 

DIY gulvtæppe til haven

Jeg har før skrevet om min haves vægge, som inddeler min lidt kedelige, langstrakte have i flere små haverum. Mindst ligeså vigtigt som havens vægge er imidlertid havens gulv. Jeg er ikke fan af græsplæne, og ikke desto mindre har jeg ret meget af den – men jeg elsker at supplere græsset med forskellige andre slags belægning.

gårdspladsen har jeg brosten, blandet med de originale, gamle pigsten; på den store terrasse er der trægulv, og bag i haven har jeg bittesmå brostensterrasser. Alt sammen vældig fint, men bare ikke helt nok til at skabe rigtig hyggestemning i de mindste kroge. Derfor har jeg lavet et gulvtæppe til haven. Bare et lille et, som egentlig ikke rigtig har nogen funktion, udover at være hyggeligt. Jeg har lavet det som et gammeldags kludetæppe, men i plastik i stedet for stof, så det kan tåle at ligge ude hele sommeren.

Tæppet er lynhurtigt lavet, og materialerne kan de fleste nok finde i skabe og skuffer. Du skal bruge noget plastik – jeg brugte fem sorte sække, men du kan bruge al slags plastik: afdækning, gamle plastikposer eller hvad du nu har. Derudover skal du bare bruge en saks, lidt tape og noget kraftigt garn.

Klip strimler af plastik, i den længde du ønsker det færdige tæppe, og saml strimlerne i bundter af 7-10 stykker.

Sæt hvert bundt fast med et stykke tape, og sno derefter hver enkelt bundt et par gange om sig selv, så du kan skelne bundterne fra hinanden når du skal til at væve. Fastgør enderne med tape, så hele tæppet ligger fast.

Nu begynder du så at væve. Væv de to første rækker, og bind så en knude for at hæfte ende. Fortsæt med at væve, så langt du synes dit tæppe skal være. Pas på at du ikke kommer til at stramme garnet. Vi vil jo nødig kvæle barnet – eller trække tæppet (alt for) skævt.

Når tæppet er langt nok, hæfter du ende, og fæstner derefter vævegarnet med et par strategisk placerede knuder. Du kan ikke regne med, at vævningen holder sig selv, som den ville gøre på et knudetæppe, fordi plastikken er glat. Slut af med at klippe frynserne i enderne til, og dit tæppe er færdigt!

Det er ikke super solidt, men det er hyggeligt, og det tåler vand – En God Ting, når det skal ligge ude i den danske sommer.

 

Tilbage til forsiden

Kan man klippe grenene af en skaldet?

Lige udenfor min køkkendør er der den dejligste lille krog. Der er sol fra morgen til aften, så det var helt naturligt at anlægge en terrasse på stedet. Vores første terrasse var en 17 meter lang stenørken, som vi brugte… aldrig. Der var simpelthen ikke rart at være; goldt og forblæst (Højgård har ikke fået sit navn for ingenting – den ligger på toppen af en bakke, hvilket giver en fin udsigt, men også masser af vind. Konstant vind, på den virkelig enerverende måde), og hverken smukt eller hyggeligt.

Efter ca. 10 år slagtede jeg derfor de mange tons munkesten. Havde ellers overvejet at stribe dem op og udleje hele herligheden til parkering, men eftersom vi bor på landet, forudså jeg, at der næppe ville være den store efterspørgsel. I stedet fik jeg lagt to bittesmå terrasser i de fineste brosten, med naturlige læhegn omkring. Specielt morgenmadsterrassen foran køkkendøren har vi brugt vanvittigt meget, for den er bare noget af det hyggeligste; lille, solfuld, og meget privat. Win, win og win.

Morgenmadsterrassen ligger inde bag alt det fine grønne på billedet her. Det fine grønne som er ved at opsluge både hus og have…

Jeg havde plantet masser af buskroser omkring den, og fordi de var lidt vrangvillige til at begynde med, supplerede jeg med to potter Arkitektens Trøst, en plante der, fuldkommen som min gård, ikke har fået sit navn af ingenting. Uanset hvor grimt man bygger, kan det altid reddes på en enkelt vækstsæson med lidt Arkitektens Trøst. Den vokser med andre ord villigt. Også villigere end buskroserne, som hurtigt blev fuldkommen begravet. Og for den sags skyld også hurtigere end huset, som også snart fristede en halvfarlig tilværelse, på randen til at blive opslugt af det grønne vidunder.

Se, denne villighed er En God Ting i min havebog, men eftersom jeg kun udgør en tredjedel af vores soon-to-be Oldekolle blev jeg nedstemt, da plantens fortsatte eksistens var oppe til afstemning. Og se så hvad der skete:

Hvad slyngplanten gemte – eller “Tommere end Tomt”.

Jeg har dog gjort hvad jeg kunne for at redde situationen med nogle meter bøgehæk. Har også gemt alle skarpe redskaber væk. Og se så her, hvad jeg fandt, gemt inde bag et nedløbsrør:

Fru T’s trøst!

På den anden side af min morgenmadsterrasse er der også levende hegn. En rigtblomstrende hybenrosehæk, som ret hurtigt udviklede sig til at gigantisk monster af stikkende vildskud, med et tæt grønt bunddække af brændenælder. Jeg tilbragte hele sidste sommer med at kigge ondt på krapylet, men det blev det ikke bedre af. Derfor måtte også jeg gribe til våben (jeg tænker at de to andre har indgået en uhellig alliance, og tillidsfuldt har ventet på, at jeg selv skulle få nok, for den side af beplantningen rørte de ikke). Jeg græd salte tårer, da jeg så hvad der var tilbage, da jeg havde fjernet brændenælder, vildskud og døde grene. Det var sørgeligt. Så sørgeligt, at jeg aftalte med mig selv, at jeg først skamferer beskærer den i toppen, lige inden jeg rejser en hel måned til Italien senere på sommeren. Hvis ikke jeg er hjemme, er det jo næsten som om det ikke er sket.

Heldigvis kan jeg altid bare kigge den anden vej. Jeg kan nyde de (få) vækster, der ikke har mødt deres skæbne for mine bofællers hænder, jeg kan fryde mig over synet og duften af frisk vasketøj der vifter i vinden, og jeg kan glæde mig over, at det hele bliver rigtig rigtig pænt, når engang det vokser op igen (og forhåbentlig som en lidt mere varieret beplantning end den nyligt hedengange monokultur)!

Nå ja – og så kan jeg glæde mig over, at trofaste gamle Gladnir har lovet mig at vogte over de sidste rester af liv i min morgenmadskrog 😉

Tilbage til forsiden

En blomst til værtinden

Som I måske husker, fortalte jeg for nogen tid siden om et samarbejde jeg er indgået i med tre andre bloggere. Vi nyder godt af hinandens erfaring og gode ideer, og så har vi også aftalt at lave en serie indlæg sammen; en slags blogger-stafet, om hjemmelavede værtindegaver. Først var Karen på banen, derefter kom turen til Malin, og i sidste uge var det så Nana der præsenterede en ide.

I denne uge er det min tur, og jeg vil lave noget helt traditionelt, i en lidt utraditionel form. Jeg vil give værtinden en blomst. Ikke den store nyhedsværdi i dét – men jeg vil give hende en helt særlig blomst.

En lille blomst til køleskabet 🙂

Du skal bruge en korkprop (du bliver nok nødt til at åbne en flaske vin. Og når nu den er åbnet, bliver du nok også nødt til at drikke den. Jeg ved det godt; det er et hårdt arbejde at være en god gæst, men nogen skal jo gøre det), en fin lille kniv, en syl, en kødnål eller noget andet spidst, et lille stykke magnet, lim, en skefuld jord, og en lillebitte stikling.

Udhul korkproppen. Det er lidt af et pillearbejde, så jeg foreslår at du venter med at drikke vinen til denne del er vel overstået.

Put lidt jord i hullet, og gør plads til din stikling. Jeg brugte en kødnål her.

Plant din stikling, og vand omhyggeligt. Du behøver ikke så meget vand…

Til sidst limer du magneten på, og din værtindegave er færdig.

Måske knap så imponerende som en kæmpe buket i knitrende cellofan, men simpelthen noget så kær <3

 

 Se eller gense de tidligere indlæg i stafetten her:

Tilbage til forsiden

DIY vægophæng

Ude på vores hyggelige terrasse hænger der et knyttet ophæng, som jeg selv har lavet. Det var så nemt og hurtigt at lave, at jeg tænkte jeg ville dele fremgangsmåden med jer – det er noget, alle kan finde ud af, og jeg synes det ser så fint ud.

Du skal bruge en gren, en tyndere pind eller en rundstok, en saks og et halvt nøgle stofgarn. Man kan selvfølgelig også bruge decideret knyttegarn, men det havde jeg ikke, og stofgarnet fungerer fint.

Start med at lave en løkke det færdige ophæng kan hænge i. Det er nemlig langt nemmere at arbejde med ophænget, hvis du kan hænge det op. Jeg har bare bundet et stykke af garnet omkring pinden, og ladet enderne mødes foroven. Klip derefter 16 stykker garn i ca. 3.5 meters længde, og fastgør dem på grenen med løkker. Hæng hele arrangementet op, så det er til at have med at gøre:

Den første knude du får brug for, hedder square knot. Jeg vil skåne dig for en alt for ordrig forklaring, og i stedet illustrere med billeder:

Så bliver det alvor. Begynd at knytte square knots, men lad de fire yderste snore i begge sider hænge løst, og knyt kun over de andre. På hver af de følgende rækker lader du ynderligere to snore på hver af ydersiderne hænge løst, og knytter square knots over de midterste, således:

Til sidst har du kun fire snore tilbage, som du knytter en sidste square knot over:

Nu får du brug for lave diagonal half-hitch knots, og igen vil jeg lade billederne tale:

Den yderste snor til venstre bliver din grundtråd til de alle følgende diagonal half-hitch knots. Jeg markerede den med et stykke tape i enden, så jeg nemt kunne kende den fra knyttesnorene. Knyt med hver enkelt snor, indtil du når midten:

Gentag processen på højre side (husk at ‘vende’ knuderne – det giver nærmest sig selv, når du står med det). Så ser det således ud, med de to grundtråde hængende frit i midten:

Knyt de to sammen med et diagonal half-hitch knot.

Klip enderne til, enten lige over, eller på skrå, så de følger mønsteret:

Det var det! – og det var da nemt, ikke?

 

Tilbage til forsiden

 

Mit hemmelige hjørne

Min have er opdelt i flere små kroge, både fordi jeg synes det herligt med en have man kan gå på opdagelse i, og fordi det er praktisk. Man behøver ikke ordne hele herligheden på én gang; man kan nøjes med en enkelt lille krog, brygge sig en kande te, og overgive sig til den rolige havehygge.

Krogene tjener også en anden funktion. Ind imellem er der ting, jeg gerne vil skjule lidt, som for eksempel kompost, kvasbunker og andre festlige indslag, og det lader sig nemt gøre, hvis haven er indrettet i rum. Ekstra bonus er, at i haven kan alting (njaa, okay – næsten alting) se yndigt ud, hvis bare det placeres i de rette omgivelser.

Mit skovhjørne er et fint eksempel på et sted, som egentlig blev lavet fordi jeg ikke rigtig gad at se på alle de kvasbunker, som lå og ventede på at blive brændt af. I havens syd-vestlige hjørne er der en fin lille skyggefuld krog, hvor solen kun flimrer nogle få timer om dagen, og hvor det alligevel er umuligt at komme med græsslåmaskinen *

Her har jeg indrettet en lille bålplads, med brænde og snobrødspinde stående klar. Jeg synes overhovedet ikke det gør noget, at her ligger kvas ( = optænding), og jeg elsker at bregner, anemoner, brombær og syrener har bredt sig herinde.

Af min barndoms haver husker jeg især tre: vores egen have derhjemme, min mormors have, og min oldefars – og de havde alle det til fælles, at de var indrettet til at gå på havevandring i. Hjemme var der tætte buskadser, køkkenhave, et legehjørne hvor de voksne på terrassen ikke kunne se os, og en solmur hvorfra man kunne klatre op på taget (fantastisk sted at spilde en sommereftermiddag!). Mormors have var en lille, smal rækkehushave, men bugnende staudebede og gamle krogede frugttræer gjorde ikke desto mindre det lille stykke grønt til et vidunderskønt sted for en lille pige at gå på opdagelse, og hos oldefar var der både dueslag, kaniner og små snoede stier mellem den gavmilde beplantning.

Der er mange måder man kan lave ‘vægge’ til havens små rum. I mit skovhjørne har jeg tre forskellige slags: vores havemur, et plankeværk, og en brændestabel. På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at afskærme yderligere, primært fordi jeg sådan ønsker mig en klatrehortensia. Den vil jeg lade klatre op ad et par gamle stolper, som jeg ganske enkelt vil grave lidt ned i jorden, og måske forbinde med blomstertråd. Andre steder i haven har jeg brugt forskellige former for hæk til at bygge rum, men det kan også gøres med høje stauder, blomstrenede buske eller andre høje vækster. Hovedsagen er, at man får skabt en oplevelse af privatliv, og at man skærmer for både ud- og indkig. Forstå mig ret; jeg holder lige så meget af en smuk udsigt som alle andre, men i min have ønsker jeg at stemningen skal være nærmest fortryllet, med hemmelige småkroge og vildvoksende vækster der snor sig ind i hinanden. Udsigten snupper jeg andre steder!

* Græsslåmaskinen… Ikke mit favorit-haveredskab, men det hænger måske sammen med, at jeg faktisk ikke er så vild med velslåede plæner. Jeg synes nemt de bliver lidt kedelige at kigge på, og vil meget hellere have en frodig eng med højt græs og masser af selvsåede blomster. Oplever dog ikke den store opbakning fra resten af husstanden, så her kommer det der med forskellige haverum igen ind 😉

 

Tilbage til forsiden

En oase i hverdagen

Da vi først flyttede herud i 1996, var her slet ingen have. Der var hundegårde. Hundegårde overalt, rundt om hele gården. Til hundegårde hører der hundehuse, og de kan altså laves af alt forhåndenværende, kan jeg betro jer. Her var der brugt gamle bilvrag, skure af bølgeblik og meget andet godt.

Vi kom fra en arkitekttegnet parcelhushave, med overdådige staudebede, rislende vand og store, gamle træer. At vi så havde truffet det lidt tarvelige valg at fare hærgende frem med den store motorsav, er en del af historien, som egentlig er dette indlæg uvedkommende. Hovedsagen er, at vi var godt vant, og at jeg gerne ville have en have.

Vi lavede lidt have på hovedhusets sydside (mere om det senere, for det er sin helt egen historie om utallige fejltagelser og ommere), svoger og svigerinde, som på det tidspunkt boede i det der nu er Frk. Ts hus, lavede lidt have ovre hos dem – og tilbage lå så stykket imellem de to bygninger som et stykke ingenmandsland. Wasteland, ganske enkelt. Ikke charmerende, men praktisk nok, for vi havde jo masser af hunde, så hvorfor ikke bare lade stykke blive brugt til sit oprindelige formål? Der blev hundegård / mudderhul (nej, det var ikke mudder, men noget meget mere ulækkert, som vi samlede op sådan cirka en gang om måneden).

Fast forward sådan en 10-15 år, og jeg besluttede at dette skønne hjørne, som solen forkælede fra morgen til aften, skulle gøres til terrasse. Fint nok tænkt, men ringe udført, i hvert fald i første omgang. Vi lavede en stor, flad træterrasse, klaskede en gigantisk spa op midt på den, og lod henholdsvis et spisebord og et sæt loungemøbler udfylde hjørnerne.

Resultatet? En terrasse, som stort set kun blev brugt om vinteren når vi var i spaen. Også heldigt nok, for i mørke er alle katte grå, og vi slap for at forholde os til, hvor mislykket vores terrasseprojekt i grunden var.

Eneste forsonende element var den lille overdækning, jeg havde insisteret på at få i det ene hjørne – den kunne bruges til noget hyggeligt, var jeg helt sikker på. Det var dér jeg smækkede loungemøbler op – men vi sad aldrig i dem. Som i aldrig nogen sinde. Årsagen var egentlig indlysende nok: loungemøblerne gav siddeplads for en større gruppe af mennesker, men når vi er samlet en større gruppe mennesker her på stedet, hænger vi altid omkring et spisebord. Når vi kun er os selv, slænger vi os glad og gerne i bløde sofaer og dybe lænestole, men vi gik aldrig ud på terrassen, for der var ganske enkelt ikke hyggeligt.

Derfor har jeg placeret loungemøblerne et sted, hvor de giver mere mening (og endnu engang: mere om det senere), og istedet lavet en hyggekrog for to. Dejlige lænestole med bløde puder, et tæppe på gulvet, en skammel man kan smække benene op på, og masser af hyggebelysning.

Nu er det min hverdags-oase. Det er her jeg trækker op, når det regner; det er her vi tager vores bøger med ud om aftenen, og det er også her jeg kan få vendt verdenssituationen med frk. T.

Der er opsat en terrassevarmer, men som regel synes jeg det er hyggeligere at tænde op i brændeovnen. Jeg elsker levende ild, og lugter altid lidt af bål i sommerhalvåret.

De vægmonterede lamper giver fint læselys, men skal vi bare sidde og snakke i nydningen, tænder vi kun lyskæderne. Så er her helt fortryllet, og jeg kan glæde mig over, at jeg nu er sådan omtrent en tredjedel af vejen i denne sommers projekt-restaurering-af-træbelagt-ødemark.

Tilbage til forsiden

Date-night

Som lille elskede jeg at bygge huler. Jeg forvandlede med jævne mellemrum hele mit værelse til én stor hule, ved hjælp af tæpper, dynebetræk, tørresnor og masser af klemmer.

Senere var mine unger ellevilde, når jeg lavede dynelandskab til dem, og de kunne lege i timevis, når først jeg havde hjulpet med det praktiske. Men de senere år er det som om min byggetrang er forsvundet lidt – jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst lavede en rigtig god tæppehule. Bevares, jeg griber stadig enhver anledning til at proppe sofaen med dyner, puder og tæpper, trække gardinerne ned, og skabe hulestemning med masser af stearinlys, men sådan en rigtig hule? Alt for lang tid siden.

Så det gjorde jeg forleden: byggede en hule, og inviterede ham min elskede på date-night i vores eget hjem. Noget så hyggeligt, bare at putte os i vores helt egen lille rede, og ligge der og se Billions (pragtfuld serie, omend den er en lillebitte smule svær at følge med i, hvis man lige døser lidt hen i ny og næ), og proppe os med hjemmelavet pizza og masser af slik.

Når jeg ser dette billede, griber jeg mig selv i at ønske, at jeg måske havde en lidt mere sofistikeret smag. Røde vingummier og karamelstænger gør sig bare knap så godt på billeder som for eksempel god, økologisk chokolade og tørret frugt – men altså… må jo heller ikke lyve 😉

Fili var naturligvis helt med på ideen. Jeg havde nu heller ikke forestillet mig at hun ville have indvendinger mod et koncept som omfattede dyner, guf og hygge!

Byggede I også huler som børn – og husker I stadig at gøre det nu? Det er altså alt for hyggeligt!

 

Tilbage til forsiden

Older posts