De lyse nætters tid…

… er snart forbi, men de er nok det allerbedste ved den danske sommer, og noget af det jeg virkelig savner, når jeg rejser. Uh altså, sådan en sen sommeraften, hvor både dug og dufte falder tungt, og alting bare emmer af ro og glæde. Ofte får duften af de lyse nætter sendt mig tilbage i tiden, tilbage til dengang sommer handlede om eksamen, om at styrtlæse alt det man havde forsømt i årets løb, så man kunne overpræstere, når det virkelig gjaldt. Det er en tid jeg har mange dejlige minder fra.

img_2185

Vi har nydt at have haft noget sommertid i Danmark i år, med vores børn, svigerbørn og vores lille barnevidunderbarn. Og hvilken bedre måde at nyde nærheden på, end omkring et bål mens skyggerne bliver lange, og mørket langsomt falder på? Højgård har de mest vidunderlige solnedgange, men af én eller anden mystisk grund har vi aldrig rigtig fået indrettet et sted, hvor vi kunne sidde udendørs og nyde dem.

Den fejltagelse er vi ved at rette op på nu. Omme bagved gården har vi en masse plads, som hidtil har været udlagt som stenørken / parkeringsplads, belagt med trælse, men praktiske, grå skærver. I vores første år herude skulle alting nemlig først og fremmest være praktisk. Vi havde heste, messer af heste, og det krævede, at man der var nem adgang til staldbygningerne med en lastbil. Super praktisk, men måske ikke så hyggeligt. Se illustration.

Jeg har tyvstjålet hele området, og har store planer med det – men mere om det en anden gang. Foreløbig vil jeg bare lige vise det første hjørne, jeg har kastet mig over: en hyggelig (ja ja – det bliver den engang!) lille bålplads, hvor man kan sidde og drikke solen ned.

Bålpladsen er blevet hegnet ind af nogle meter bøgehæk, som har lovet mig at vokse sig tæt og fin lige om lidt. Jeg vil så fjerne skærverne, og erstatte dem med stampet lergrus og et par fine små bede med syrener, som jeg vil holde nede med hård hånd, så de vokser sig buskede og buttede. Loungemøblerne fra vores terrasse er rykket her om, hvor de giver fin mening – her sidder vi nemlig gerne mange sammen – og de skal naturligvis skærmes af et solsejl, så vi kan sidde uden at blive kolde, når duggen falder.

img_2187

img_2193

Selve ildstedet er bygget op af et par børfulde pigsten, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er nemlig sten, som min svigerfar og jeg brugte flere dage på at opstøve, da jeg skulle bruge dem som bund i det fine anlæg med statuen, som i øvrigt står ganske tæt ved bålpladsen.

Knitrende flammer i ildstedet, marshmellows på pindene og lys i fakler og lanterner – læg dertil godt selskab, og du har opskriften på den perfekte sommeraften!

img_2190

Cottagehaven

Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

Jeg: en handyman

Så er vi på vej hjem til den danske sommer igen, hvor vi skal spise koldskål, jordbær og rabarberkage i haven, tænde forsinket Skt. Hans bål, vandre og cykle ture i sommerlandet, og i det hele taget bare overgive os fuldkommen til de lyse nætters magi.

Og apropos haven, så har jeg bygget en stol! – og jeg har i øvrigt også omsider fået plantet de klatrehortensiaer, som jeg så længe har sukket efter.

Okay, bygget og bygget… men fin er den, og man sidder fantastisk i den. Syv grene, som er flettet ind i hinanden, og vupti – så har man en stol 😉

Mine fine hortensiaer har jeg bundet op med ståltråd. Det kan nærmest ikke ses, men jeg har ført ståltråd ud gennem plankeværket, og rundt om en afsavet gren, som jeg gravede ned sammen med potterne. Jeg glæder mig helt vildt, til de er vokset til. Så vil mit lille skovhjørne blive endnu mere privat, og det er jo som bekendt En God Ting. Det giver jo så også yderligere den fordel, at jeg kan lade græsset i hjørnet vokse sig langt og vildt, og måske endda smide et par håndfulde kornblomster, valmuer eller lignende herinde. Nøj, hvor det bliver fint!

Bemærk i øvrigt hvad der vokser op ad plankeværket bag hortensiaerne: Fru T’s trøst! Jeg fandt den skamferede rodklump oppe ved terrassen, og fik Peter til at flytte den her ned. Det var en sørgelig, tør sag, som vi ikke spåede noget langt liv – men den er minsandten begyndt at skyde igen! Uha, Fallopia baldschuanica (som den hedder, når det skal være fint) har vundet førstepladsen i min havebog.

Laver I også små private hjørner i jeres have, eller er I som mine bofæller, der ønsker udsyn og åbenhed?

 

Tilbage til forsiden

 

DIY gulvtæppe til haven

Jeg har før skrevet om min haves vægge, som inddeler min lidt kedelige, langstrakte have i flere små haverum. Mindst ligeså vigtigt som havens vægge er imidlertid havens gulv. Jeg er ikke fan af græsplæne, og ikke desto mindre har jeg ret meget af den – men jeg elsker at supplere græsset med forskellige andre slags belægning.

gårdspladsen har jeg brosten, blandet med de originale, gamle pigsten; på den store terrasse er der trægulv, og bag i haven har jeg bittesmå brostensterrasser. Alt sammen vældig fint, men bare ikke helt nok til at skabe rigtig hyggestemning i de mindste kroge. Derfor har jeg lavet et gulvtæppe til haven. Bare et lille et, som egentlig ikke rigtig har nogen funktion, udover at være hyggeligt. Jeg har lavet det som et gammeldags kludetæppe, men i plastik i stedet for stof, så det kan tåle at ligge ude hele sommeren.

Tæppet er lynhurtigt lavet, og materialerne kan de fleste nok finde i skabe og skuffer. Du skal bruge noget plastik – jeg brugte fem sorte sække, men du kan bruge al slags plastik: afdækning, gamle plastikposer eller hvad du nu har. Derudover skal du bare bruge en saks, lidt tape og noget kraftigt garn.

Klip strimler af plastik, i den længde du ønsker det færdige tæppe, og saml strimlerne i bundter af 7-10 stykker.

Sæt hvert bundt fast med et stykke tape, og sno derefter hver enkelt bundt et par gange om sig selv, så du kan skelne bundterne fra hinanden når du skal til at væve. Fastgør enderne med tape, så hele tæppet ligger fast.

Nu begynder du så at væve. Væv de to første rækker, og bind så en knude for at hæfte ende. Fortsæt med at væve, så langt du synes dit tæppe skal være. Pas på at du ikke kommer til at stramme garnet. Vi vil jo nødig kvæle barnet – eller trække tæppet (alt for) skævt.

Når tæppet er langt nok, hæfter du ende, og fæstner derefter vævegarnet med et par strategisk placerede knuder. Du kan ikke regne med, at vævningen holder sig selv, som den ville gøre på et knudetæppe, fordi plastikken er glat. Slut af med at klippe frynserne i enderne til, og dit tæppe er færdigt!

Det er ikke super solidt, men det er hyggeligt, og det tåler vand – En God Ting, når det skal ligge ude i den danske sommer.

 

Tilbage til forsiden

Kan man klippe grenene af en skaldet?

Lige udenfor min køkkendør er der den dejligste lille krog. Der er sol fra morgen til aften, så det var helt naturligt at anlægge en terrasse på stedet. Vores første terrasse var en 17 meter lang stenørken, som vi brugte… aldrig. Der var simpelthen ikke rart at være; goldt og forblæst (Højgård har ikke fået sit navn for ingenting – den ligger på toppen af en bakke, hvilket giver en fin udsigt, men også masser af vind. Konstant vind, på den virkelig enerverende måde), og hverken smukt eller hyggeligt.

Efter ca. 10 år slagtede jeg derfor de mange tons munkesten. Havde ellers overvejet at stribe dem op og udleje hele herligheden til parkering, men eftersom vi bor på landet, forudså jeg, at der næppe ville være den store efterspørgsel. I stedet fik jeg lagt to bittesmå terrasser i de fineste brosten, med naturlige læhegn omkring. Specielt morgenmadsterrassen foran køkkendøren har vi brugt vanvittigt meget, for den er bare noget af det hyggeligste; lille, solfuld, og meget privat. Win, win og win.

Morgenmadsterrassen ligger inde bag alt det fine grønne på billedet her. Det fine grønne som er ved at opsluge både hus og have…

Jeg havde plantet masser af buskroser omkring den, og fordi de var lidt vrangvillige til at begynde med, supplerede jeg med to potter Arkitektens Trøst, en plante der, fuldkommen som min gård, ikke har fået sit navn af ingenting. Uanset hvor grimt man bygger, kan det altid reddes på en enkelt vækstsæson med lidt Arkitektens Trøst. Den vokser med andre ord villigt. Også villigere end buskroserne, som hurtigt blev fuldkommen begravet. Og for den sags skyld også hurtigere end huset, som også snart fristede en halvfarlig tilværelse, på randen til at blive opslugt af det grønne vidunder.

Se, denne villighed er En God Ting i min havebog, men eftersom jeg kun udgør en tredjedel af vores soon-to-be Oldekolle blev jeg nedstemt, da plantens fortsatte eksistens var oppe til afstemning. Og se så hvad der skete:

Hvad slyngplanten gemte – eller “Tommere end Tomt”.

Jeg har dog gjort hvad jeg kunne for at redde situationen med nogle meter bøgehæk. Har også gemt alle skarpe redskaber væk. Og se så her, hvad jeg fandt, gemt inde bag et nedløbsrør:

Fru T’s trøst!

På den anden side af min morgenmadsterrasse er der også levende hegn. En rigtblomstrende hybenrosehæk, som ret hurtigt udviklede sig til at gigantisk monster af stikkende vildskud, med et tæt grønt bunddække af brændenælder. Jeg tilbragte hele sidste sommer med at kigge ondt på krapylet, men det blev det ikke bedre af. Derfor måtte også jeg gribe til våben (jeg tænker at de to andre har indgået en uhellig alliance, og tillidsfuldt har ventet på, at jeg selv skulle få nok, for den side af beplantningen rørte de ikke). Jeg græd salte tårer, da jeg så hvad der var tilbage, da jeg havde fjernet brændenælder, vildskud og døde grene. Det var sørgeligt. Så sørgeligt, at jeg aftalte med mig selv, at jeg først skamferer beskærer den i toppen, lige inden jeg rejser en hel måned til Italien senere på sommeren. Hvis ikke jeg er hjemme, er det jo næsten som om det ikke er sket.

Heldigvis kan jeg altid bare kigge den anden vej. Jeg kan nyde de (få) vækster, der ikke har mødt deres skæbne for mine bofællers hænder, jeg kan fryde mig over synet og duften af frisk vasketøj der vifter i vinden, og jeg kan glæde mig over, at det hele bliver rigtig rigtig pænt, når engang det vokser op igen (og forhåbentlig som en lidt mere varieret beplantning end den nyligt hedengange monokultur)!

Nå ja – og så kan jeg glæde mig over, at trofaste gamle Gladnir har lovet mig at vogte over de sidste rester af liv i min morgenmadskrog 😉

Tilbage til forsiden

Mit hemmelige hjørne

Min have er opdelt i flere små kroge, både fordi jeg synes det herligt med en have man kan gå på opdagelse i, og fordi det er praktisk. Man behøver ikke ordne hele herligheden på én gang; man kan nøjes med en enkelt lille krog, brygge sig en kande te, og overgive sig til den rolige havehygge.

Krogene tjener også en anden funktion. Ind imellem er der ting, jeg gerne vil skjule lidt, som for eksempel kompost, kvasbunker og andre festlige indslag, og det lader sig nemt gøre, hvis haven er indrettet i rum. Ekstra bonus er, at i haven kan alting (njaa, okay – næsten alting) se yndigt ud, hvis bare det placeres i de rette omgivelser.

Mit skovhjørne er et fint eksempel på et sted, som egentlig blev lavet fordi jeg ikke rigtig gad at se på alle de kvasbunker, som lå og ventede på at blive brændt af. I havens syd-vestlige hjørne er der en fin lille skyggefuld krog, hvor solen kun flimrer nogle få timer om dagen, og hvor det alligevel er umuligt at komme med græsslåmaskinen *

Her har jeg indrettet en lille bålplads, med brænde og snobrødspinde stående klar. Jeg synes overhovedet ikke det gør noget, at her ligger kvas ( = optænding), og jeg elsker at bregner, anemoner, brombær og syrener har bredt sig herinde.

Af min barndoms haver husker jeg især tre: vores egen have derhjemme, min mormors have, og min oldefars – og de havde alle det til fælles, at de var indrettet til at gå på havevandring i. Hjemme var der tætte buskadser, køkkenhave, et legehjørne hvor de voksne på terrassen ikke kunne se os, og en solmur hvorfra man kunne klatre op på taget (fantastisk sted at spilde en sommereftermiddag!). Mormors have var en lille, smal rækkehushave, men bugnende staudebede og gamle krogede frugttræer gjorde ikke desto mindre det lille stykke grønt til et vidunderskønt sted for en lille pige at gå på opdagelse, og hos oldefar var der både dueslag, kaniner og små snoede stier mellem den gavmilde beplantning.

Der er mange måder man kan lave ‘vægge’ til havens små rum. I mit skovhjørne har jeg tre forskellige slags: vores havemur, et plankeværk, og en brændestabel. På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at afskærme yderligere, primært fordi jeg sådan ønsker mig en klatrehortensia. Den vil jeg lade klatre op ad et par gamle stolper, som jeg ganske enkelt vil grave lidt ned i jorden, og måske forbinde med blomstertråd. Andre steder i haven har jeg brugt forskellige former for hæk til at bygge rum, men det kan også gøres med høje stauder, blomstrenede buske eller andre høje vækster. Hovedsagen er, at man får skabt en oplevelse af privatliv, og at man skærmer for både ud- og indkig. Forstå mig ret; jeg holder lige så meget af en smuk udsigt som alle andre, men i min have ønsker jeg at stemningen skal være nærmest fortryllet, med hemmelige småkroge og vildvoksende vækster der snor sig ind i hinanden. Udsigten snupper jeg andre steder!

* Græsslåmaskinen… Ikke mit favorit-haveredskab, men det hænger måske sammen med, at jeg faktisk ikke er så vild med velslåede plæner. Jeg synes nemt de bliver lidt kedelige at kigge på, og vil meget hellere have en frodig eng med højt græs og masser af selvsåede blomster. Oplever dog ikke den store opbakning fra resten af husstanden, så her kommer det der med forskellige haverum igen ind 😉

 

Tilbage til forsiden

En oase i hverdagen

Da vi først flyttede herud i 1996, var her slet ingen have. Der var hundegårde. Hundegårde overalt, rundt om hele gården. Til hundegårde hører der hundehuse, og de kan altså laves af alt forhåndenværende, kan jeg betro jer. Her var der brugt gamle bilvrag, skure af bølgeblik og meget andet godt.

Vi kom fra en arkitekttegnet parcelhushave, med overdådige staudebede, rislende vand og store, gamle træer. At vi så havde truffet det lidt tarvelige valg at fare hærgende frem med den store motorsav, er en del af historien, som egentlig er dette indlæg uvedkommende. Hovedsagen er, at vi var godt vant, og at jeg gerne ville have en have.

Vi lavede lidt have på hovedhusets sydside (mere om det senere, for det er sin helt egen historie om utallige fejltagelser og ommere), svoger og svigerinde, som på det tidspunkt boede i det der nu er Frk. Ts hus, lavede lidt have ovre hos dem – og tilbage lå så stykket imellem de to bygninger som et stykke ingenmandsland. Wasteland, ganske enkelt. Ikke charmerende, men praktisk nok, for vi havde jo masser af hunde, så hvorfor ikke bare lade stykke blive brugt til sit oprindelige formål? Der blev hundegård / mudderhul (nej, det var ikke mudder, men noget meget mere ulækkert, som vi samlede op sådan cirka en gang om måneden).

Fast forward sådan en 10-15 år, og jeg besluttede at dette skønne hjørne, som solen forkælede fra morgen til aften, skulle gøres til terrasse. Fint nok tænkt, men ringe udført, i hvert fald i første omgang. Vi lavede en stor, flad træterrasse, klaskede en gigantisk spa op midt på den, og lod henholdsvis et spisebord og et sæt loungemøbler udfylde hjørnerne.

Resultatet? En terrasse, som stort set kun blev brugt om vinteren når vi var i spaen. Også heldigt nok, for i mørke er alle katte grå, og vi slap for at forholde os til, hvor mislykket vores terrasseprojekt i grunden var.

Eneste forsonende element var den lille overdækning, jeg havde insisteret på at få i det ene hjørne – den kunne bruges til noget hyggeligt, var jeg helt sikker på. Det var dér jeg smækkede loungemøbler op – men vi sad aldrig i dem. Som i aldrig nogen sinde. Årsagen var egentlig indlysende nok: loungemøblerne gav siddeplads for en større gruppe af mennesker, men når vi er samlet en større gruppe mennesker her på stedet, hænger vi altid omkring et spisebord. Når vi kun er os selv, slænger vi os glad og gerne i bløde sofaer og dybe lænestole, men vi gik aldrig ud på terrassen, for der var ganske enkelt ikke hyggeligt.

Derfor har jeg placeret loungemøblerne et sted, hvor de giver mere mening (og endnu engang: mere om det senere), og istedet lavet en hyggekrog for to. Dejlige lænestole med bløde puder, et tæppe på gulvet, en skammel man kan smække benene op på, og masser af hyggebelysning.

Nu er det min hverdags-oase. Det er her jeg trækker op, når det regner; det er her vi tager vores bøger med ud om aftenen, og det er også her jeg kan få vendt verdenssituationen med frk. T.

Der er opsat en terrassevarmer, men som regel synes jeg det er hyggeligere at tænde op i brændeovnen. Jeg elsker levende ild, og lugter altid lidt af bål i sommerhalvåret.

De vægmonterede lamper giver fint læselys, men skal vi bare sidde og snakke i nydningen, tænder vi kun lyskæderne. Så er her helt fortryllet, og jeg kan glæde mig over, at jeg nu er sådan omtrent en tredjedel af vejen i denne sommers projekt-restaurering-af-træbelagt-ødemark.

Tilbage til forsiden

Sommerklar!

Endelig hjemme igen, foråret er kommet (sådan teknisk set, i hvert fald) ? så er det havetid!

Jeg er sjældent sådan rigtig god til at få haven gjort vinterklar. Som regel starter min havesæson med, at jeg går ud i en have, som ligner præcis det den er: et sted som nogen helt uceremonielt forlod, da det blev lidt for koldt. Barren er sat temmelig lavt. Er for eksempel nærmest stolt af mig selv, hvis jeg har husket at tage tæpper, bøger og tekopper med ind…

Helt så galt var det ikke i år. Primært fordi frk. T er et mere grundigt havemenneske end jeg selv, men lad nu dét ligge – det korte af det lange er, at haven i år ikke var specielt vinter-rodet, og det betød jo, at jeg straks kunne give mig i kast med det morsomme. Alt det med at plante nyt, flytte rundt, og i det hele taget indrette et hyggeligt og indbydende uderum til sæsonen.

Det første jeg tog fat på, var vores dejlige gårdsplads. Da vi i sin tid flyttede hertil, var gårdspladsen… (leder lige efter ordene…) … ikke pæn. Og jeg mener ikke ikke pæn på den der ?Smag og behag er jo forskellig?-måde. Den var gyselig. En ujævn, forblæst parkeringsplads, med rester af gamle perlesten mellem totter af ukrudt, som på én eller anden måde aftvang mig en modvillig respekt, for hvordan noget overhovedet kunne vokse dér, var mig en gåde.

Det hjalp heller ikke, at gården var rød i adskillige forskellige nuancer, som festligt spejlede sig i hinanden. Jeg så et drømmehjem, da vi mødtes med ejendomsmægleren herude; andre så… (leder igen efter de der ord…) … noget andet.

I første omgang fik jeg kørt en masse perlegrus på, og placeret lidt havemøbler herude. For så vidt jo praktisk nok, bortset fra at ukrudtet fint kunne vokse i det nye, tykkere lag perlegrus, og at havemøblerne stod sådan lidt sørgeligt og forladt midt på den stormomsuste plads ? hvor folk i øvrigt blev ved med at parkere. Meget svært at bryde dén vane, for det var jo nemt bare at kaste bilen foran hoveddøren, og så kunne man også altid finde den igen.

De første fire år på gården havde vi ret travlt med diverse om- og tilbygninger, renovering og så videre. Det var jo ikke kun gårdspladsen, som ikke faldt helt i smag. Men så, omkring år 2000, besluttede jeg, at nu skulle det være. Hele balladen blev malet gul, der kom nyt, sort tegltag og fine nye vinduer ? så skulle gårdspladsen også have en overhaling, så den kunne leve op til sit fulde potentiale.

Det gamle perlegrus blev skrabet af, og åbenbarede de smukke rester af en gammel markstenbelægning, som vi valgte at bevare i det hjørne, hvor vi altid sad og nød aftensolens sidste stråler. Resten af gårdspladsen fik fine nye sten, og der blev gjort plads til en masse bede, som jeg plantede lidt tilfældigt til, hvorefter jeg forventningsfuldt satte mig til at vente på mit grønne paradis.

Og det lod. overraskende nok, vente på sig. Det kom noget bag på mig, at mine nyplantede stauder og træer trivedes langt mindre godt i grus og sten, end ukrudtet havde gjort.

De vrangvillige, fordringsfulde bæster blev sendt på ferie, mens jeg fyldte bedene med muldjord og hestemøg. Virkelig meget hestemøg. Altså som i; absurd meget hestemøg. Derefter blev de sat tilbage, og suppleret med masser af syrener fra vores levende hegn, pil fra engen, og et par håndfulde frø.

Og så skal jeg lige love for, at der skete noget! Omsider fik jeg den grønne oase, jeg havde drømt om, og vi levede i lykkelig sameksistens med naturen, omend den ind imellem var ved at tage magten fra os. Men selv den lille krølle blev rettet ud, da frk. T flyttede hertil med sin ukuelige energi og sine grønne fingre. Nu er min eneste opgave i forbindelse med gårdspladsen at sætte lidt fine blomster i krukker af og til, og brygge masser af te og kaffe – et arrangement jeg synes vældig godt om.

I år har jeg således indskrænket min indsats til at sætte friske blomster ved vores Buddha, og indkøbe nye havemøbler. Jeg konstaterer i øvrigt med stor fornøjelse, at de forkølede afklip af efeu jeg borede ned i gruset bag Buddhaen, lystigt gror – tænk engang hvor fint det bliver, når han står foran et frodigt grønt bagtæppe!

Det er måske ikke overvældende opfindsomt med hvide Skagensmøbler, men det er pænt og trygt. Vi købte to sæt af dem tilbage i 2000, men de var efterhånden ved at falde hinanden, så vi blev enige om, at det måtte være i alles interesse med nye, friske kræfter. Mens vi besluttede os for, hvilke møbler vi nu ville have, satte vi midlertidigt nogle gamle bænkesæt ind, så vi dog havde noget at slå os ned på. De har nu stået et par år, og efterhånden var vi alle så trætte af dem, at vi overgav os, og købte nye Skagensmøbler igen. #PlayingItSafe

Jeg har også plantet chokoladeblomster under de buksbom som står omkring hoveddøren. De spinkle blomsterstængler klæder de opstammede træer noget så fint, og jeg håber de gider glæde mig hele sommeren, selvom de står i næsten fuld skygge. Ellers må de ind imellem på solferie ? det kan vi jo alle trænge til!

Er I også begyndt at gøre haven sommerklar? Og synes I egentlig det er okay med det trælse gråvejr, når nu man lægger så stor en indsats for dagen? Jeg spørger bare, fordi det måske er mig der er blevet forvænt…

Husk i øvrigt også, at det er i dag, næste udgave af værtinde-stafetten udkommer. Det er ovre hos Malin – og det ser godt ud!

 

Tilbage til forsiden

Havedrømme

havedrømme

Havedrømmene er startet tidligt i år. Jeg giver dels det vidunderlige solskin hernede, dels den fantastiske Taschen-udgivelse jeg har fået fingrene i, Landscape, Architecture now!, skylden. Og internettet, selvfølgelig, det snedige bæst, som altid formår at stjæle timer af min tid, helt uden jeg opdager det.
Jeg har faktisk en ret dejlig have. Den er hyggelig, med masser af små kroge, hvor man kan putte sig, og fuldstændig forsvinde fra omverden – og så er den nem! Den passer næsten sig selv, og den pasning den kræver, står frk. T som regel for (jeg elsker at bo sammen med frk. T!!! Stor luksus at bo med sin bedste veninde, og ekstrabonus når det så viser sig, at hun ikke kun hjælper og støtter mig, men faktisk også ordner stort set alting for mig…).

Men – for der er selvfølgelig et men – det fine anlæg vi fik lavet omkring vores Avalokitesvara-statue sidste år, fungerer ikke. Anlægget i sig selv er pragtfuldt, og fyldt med vigtig symbolik, men det hele ser altså, på trods af statuens imponerende størrelse, lidt sølle og forladt ud, som hun står der midt i det hele.

Noget skal afgjort gøres, og heldigvis er jeg omgivet af nogen som gider at hjælpe mig. Det betyder at jeg kan hengive mig til drømmene, i hvert fald så længe jeg får dem skåret til, så de er nogenlunde praktiske (for så vidt som en fire meter høj statue i et vandbassin nogensinde vil blive ‘praktisk’). Jeg kunne godt tænke mig at omgive hende af enten hække eller lave stenmure, så man på den måde kunne skabe noget intimitet omkring anlægget, og måske også lave en lille, afskærmet terrasse til kontemplation og solnedgangshygge – for solnedgangene er hjertestoppende vidunderlige her!

Man kunne for eksempel bygge sådan en terrasse op med firkanter af betonfliser (som dem anlægget er lavet af), stampet lergrus og lav beplantning. Det ville være vidunderligt at omgive hele sceneriet med statelige træer, men 1) det er ikke tilladt, 2) det ville være synd at tage udsigten til de imponerende lysshows vi får hver aften når solen går ned, og endelig 3) det ville være så upraktisk at nogen garanteret ville stoppe mig. Tæt og lav, det må være vejen frem. Og i firkanter. Eller måske i afrundede organiske former, for at spille op til anlæggets stramme form? Hm…

Man kunne også gå en helt anden (og noget simplere) vej. Man kunne prøve at skabe noget frodighed omkring hende, ved måske at plante en masse høje græsser hele vejen rundt om bassinet, og en overdådig hængende / klatrerende stedsegrøn sag i karret foran hende. Eller man kunne kombinere de to ideer, så man slap for at vælge!!

Uanset hvad jeg ender på, skal det være noget der understreger både den fantastiske beliggenhed og statuen selv. Hun er bare smuk i al slags vejr, og hun bærer så mange minder, både om Mit Livs Rejse (skal skrives med stort, for den tur rundt i Asien jeg fik til min 50-års fødselsdag, vil næppe kunne overgås nogensinde), og om min elskede svigerfar.

Har I også havedrømme, eller kan I styre jer lidt endnu?

 

Tilbage til forsiden

Mit italienske fristed

I 2006 fik vi den fremragende ide at købe et hus i nærheden af Comosøen. Jeg gik på nettet, fandt 4 huse som enten ville kræve for meget arbejde eller bare var slet og ret kedelige, og et som var perfekt.

Så inviterede jeg ham min elskede med på tur fra Nice (hvor han var på arbejde) til Como, viste ham husene – og da vi kom tilbage til Nice samme aften, ringede vi til ejendomsmægleren og gav et bud på drømmehuset. Har altid haft en tendens til at handle huse hurtigt 😉

Det er et pragtfuldt hus, med en lang historie. Det ligger i en lille forladt by ved navn Bilate, hvis historie går mere end tusind år tilbage. Man kan se bebyggelsen beskrevet i gamle optegnelser, og hele området er da også fredet.

Der ligger mange gamle stenhuse her i området, og de kan ofte købes for en meget rimelig pris, men jeg ville personligt tænke mig om mere end en gang, før jeg kastede mig ud i et restaureringsprojekt. Der er mange regler der skal overholdes, eksempelvis er det ret sjældent at få lov til at ændre på det ydre, og det gælder helt ned i detaljen. Således ser man jævnligt nummerede stenbunker omkring huse som er ved at blive istandsat, så det sikres at hver sten finder sin korrekte plads. Vores hus var heldigvis allerede i fin stand, så vi har bare ændret lidt på indretningen.

 

Udsigten over søerne Lugano og Piano vejede tungt i forhold til vores beslutning om at købe huset. Den tror jeg aldrig vi bliver trætte af. Den skifter hele tiden karakter efter vejret, og efter dagens og årets gang. Fra mild sommerdis over klar stjernehimmel til sne og gnistrende frost; altid det samme, aldrig ens.
I dag står huset præcis som vi ønsker os det. Det eneste vi mangler at sysle lidt med er haven, men det er et projekt vi har udskudt gennem årene, fordi vi hele tiden har håbet på at kunne købe den tilstødende grund. D. 20/7 i år lykkedes det omsider, så nu kan vi snart tage fat på den sidste etape!

Både børn, børnebørn og hunde elsker stedet lige så højt som vi gør, og det er vidunderligt at samle glade minder sammen med dem!

Det er ikke fordi haven som sådan mangler noget, andet end lidt størrelse. Den er hyggelig, med masser af små kroge med henholdsvis sol og skygge – men vi vil så gerne have en naturpool, nærmest en lille badesø, og den skal ligge lige her:

Husets beliggenhed er helt uovertruffen; lidt tilbagetrukket, oppe i bjergene, med gode vandrestier og skønne restauranter overalt. Favoritrestauranten lige nu er et tigelleria, Antica Trattoria, som ligger ned til hovedvejen mellem Porlezza og Menaggio, i udkanten af Carlazzo. De serverer gnoccho, som er små, lette friturestegte brød, og tigella, som er runde fladbrød. Begge dele spises med forskellige saucer og skiver af forskellige pølser – eller med mascarponecreme og Nutella…

Tilbage til forsiden

Older posts