Hjemme hos Frk. T

De af jer, som har fulgt bloggen fra starten, kender allerede Frk. T. Hun er min veninde, som var med til at starte FiftyFabulous i sin tid – og min bofælle i vores soon-to-be Oldekolle. Lige om lidt er der nemlig ikke længere nogen beboere her på Højgård, som er under 50, og så er det vel rimeligt nok at tale om Olde-kolle? Noget helt andet er, at gården selv er trådt ind i de meget velvoksnes rækker i år, hvor den er fyldt 100.

Anne (som hun også hedder) har haft en del forskellige hjem i den tid, jeg har kendt hende, men én ting har de alle haft til fælles: de har været über-cool, herlige steder, fyldt med tilbagelænet hygge og pragtfulde små skatte – kort sagt; vidunderlige steder at være.

Nu bor hun så her, og det er uden tvivl det bedste der nogensinde er sket for gården. Hun bor i den midterste længe, der hvor der først var vognport, siden grisesti, og så hjem for svoger og svigerinde, min mor, og begge mine sønner – altså sådan lidt på skift.

Og endnu engang har hun skabt et herligt hjem, som jeg har fået lov at invitere jer med ind i.

img_4589

Man kommer direkte ind i køkkenet fra gårdspladsen. Det er et gammelt Ikea-køkken som har fået en gang grå kalkmaling, og nu står super lækkert på den finurlige måde.

img_4584

Der er en hyggelig køkkenkrog, hvor man kan være forbavsende mange mennesker forsamlet omkring rullebordet.

img_3829

img_3826

Spisebordet er placeret lige foran de store dobbeltdøre, så lyset kan strømme ind – og så man kan nyde udsigten til gårdspladsen.

img_4582

img_4583

img_3834

Frk. T er verdensmester i loppemarkeder – noget man tydeligt ser i hjemmets mange fine ting. Men hun er også verdensmester i Begrænsningens Kunst, og det er næsten endnu vigtigere. Alt hvad der står fremme i hjemmet, har en betydning; alt er elsket, og alt bliver brugt.

img_3839

Den pragtfulde flyder af en sofa, som har lagt øre til mange, lange snakke. Hvis sofaer havde ører… Det er en modulsofa, og der bliver jævnligt rykket rundt på delene, så den hele tiden kan være bedst til det, den nu engang skal bruges til – at slappe af. Også den har fået plads i sollyset, under de små vinduer, lige ved siden af havedøren.

img_3864

Soveværelset har fået koksgrå vægge, med kalkmaling som er vasket på. Næsten helt som vi gjorde i 90’erne – og så bare med et lækkert nutidigt strøg.

img_4587

Haven er et kapitel for sig. Frk. T har fingre så grønne, at man slet ikke forstår det. Det nyder både vores fælles gårdsplads og min, noget forsømte, have godt af, men i hendes egen have har hun skabt noget, der minder om et mirakel. Da hun overtog ‘haven’ (i citationstegn, for det mudrede, forblæste jordstykke fortjente knap betegnelsen), var den mindre end optimalt indrettet. Nu er den genopstået som en skøn, stemningsfuld oase af små hyggekroge og herlige bede, som selv en drivhusplante som jeg elsker at være ude i.

img_3850

img_4588

Patinering af lerkrukker

img_3821

Jeg elsker alt hvad der er råt, patineret og lidt slidt på den fede måde. Shabby Chic bølgen kom jeg aldrig med på (den der med småblomstrede, rosa vattæpper og afskallede møbler gik ikke lige hjem med ham min elskede), men en lille smule gammelt skrammel har jeg da fået listet ind.

En af de ting, som jeg helt bestemt synes skal være patineret, er de lerkrukker jeg bruger i min have. Heldigvis er det supernemt at forvandle en kedelig ny potte til en mosbegroet skønhed, som både kan bruges inde og ude, sommer og vinter.

img_2767

Man smører ganske enkelt sine potter og krukker ind i et generøst lag skyr/yougurt/det surmælksprodukt man har i køleskabet, og stiller dem i et skyggefuldt hjørne af haven. Lidt afhængigt af temperaturen går der så 4-10 dage, inden man stolt kan fremvise en smuk, mosbegroet sag, der ligner noget med mange, mange år på bagen. Så nemt – og så fint. Og så bliver den bare bedre og bedre med tiden, hvor kalk fra vandingerne vil trænge ud på ydersiden og bidrage til det skønne udseende.

img_3407

Sensommer spa

img_3788

Tosser lidt rundt i det sønderjyske i disse dage, men inden jeg tog hjemmefra, nappede jeg lige en håndfuld billeder af vores nye terrasse, som Peter har gået og hamret på henover sommeren.

Jeg har tidligere brokket mig over vores triste terrasse – og, nærmest i samme åndedrag, glædet mig over, så fin den er blevet. Se, det indlæg viste kun en del af terrassen… resten; altså alt det der ikke var med på billederne, henlå stadig som et øde land af døde drømme og forsømte muligheder. Har (heldigvis) ikke nogen billeder at dele, men tænk trist, uelsket mega-terrasse, hvor nogen med ublid hånd havde smidt et spa-bad midt i det hele, så det kunne stå og trone over vores manglende omtanke. Ikke noget rart syn, vel?

Derfor har ham min elskede haft travlt. Han har flyttet spaen ned på græsset, og derefter udvidet terrassen, så den store, dumt designede tingest blev bygget ind i den. Og det er blevet så fint! – eller rettere; det bliver det, når jeg har fået malet hele herligheden drivtømmer-gråt.

img_3878

img_3810

img_3875

Jeg har bestilt en håndfuld små, løse trappetrin, som kan bryde de noget bombastiske linjer – og i øvrigt også gøre både op- og nedstigning noget nemmere.

På de bredeste af kanterne skal vi have masser af puder og et par madrasser. Kunne man tænke sig et bedre sted til en lille sommer-morfar under asketræerne? *

img_3781

img_3872

Jeg vender tilbage med en opdatering, når engang hele terrassen er færdig. Der er lige et par detaljer (de nævnte, med maling og puder mm, og nogle andre småting som for eksempel en ny grill, et hjemmelavet spisebord og noget. Det fikser jeg lynhurtigt. Lidt som en ninja), men allerde nu er jeg noget så kisteglad for min nye terrasse!

img_3795

* Apropos asketræerne, så skal de altså topskæres nu. Som i lige nu. Jeg er noget så træt af at have fugletoiletter hængende ind over min terrasse. Bare ikke så nemt at skære i kæmpetræer, men det løser sig, selvfølgelig gør det dét.

Hjemme!

Så er vi for alvor hjemme igen, og det er vel nok fint. Det tager mig tit et par dage sådan rigtig at ankomme herhjemme – jeg har lige brug for at tømme kufferterne (eller i hvert fald flytte dem ud af syne), købe en buket blomster, og smække alle vinduer på vid gab først, og i det hele taget lige nusse lidt omkring og gøre huset til mit igen.

img_3564

Men nu er jeg altså hjemme, og det er En God Ting. Nu sætter det nemlig i med Indian Summer (det er en aftale jeg har lavet med vejrguderne, som forhåbentlig stadig er mig venligt stemt), og den nydes allerbedst hjemme i Danmark. Lune, smukke sensommerdage, hvor alting står tungt af den sidste frodighed. Blommer, æbler og brombær i haven, så man kan spise sig en mavepine til, aftensvømmeture i søen, og lange ture i den skov, som aldrig er mere saftigt mørkegrøn end lige nu, hvor den står og samler sig sammen til at begejstre os alle med den sidste pragt, inden den pakker sammen for i år.

Hjemme i haven er alting vokset så flot i sommerens løb, og det er helt tydeligt, at intet af det nye vi plantede i foråret, har tørstet… og så må man jo endelig ikke glemme at sensommertid er plantetid, så nu skal jeg have sat alt det, jeg ikke opdagede at jeg manglede i foråret. Der skal for eksempel plantes solbærbuske, for jeg har pludselig fået en ting med solbærmarmelade, og så skal der plantes en masse lavendel omkring morgenmadsterrassen, så jeg kan få en smule af Italien med hjem.

Beplantningen omkring min dejlige morgenmadsterrasse blev jo grundigt beskåret tidligere på året, og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde mine tvivl om, hvorvidt det nogensinde ville blive grønt og frodigt igen. Men se nu bare her!!!

img_3558

img_3569

img_3547

Overdådigt grønt, og – fuldkommen som jeg havde håbet på – en noget mere varieret beplantning end den monokultur, min ellers højtelskede Arkitektens Trøst havde omdannet rosenbuskene til. Nu skal det sådan set bare vokse sig lidt højere, men det er jo kun et spørgsmål om tid. Det hele ville nok heller ikke tage skade af en smule lugning, men omvendt skal man også huske på, at det alt for velpassede nemt bliver lidt goldt. Kommer dog næppe til at ske i min have…

img_3537

De lyse nætters tid…

… er snart forbi, men de er nok det allerbedste ved den danske sommer, og noget af det jeg virkelig savner, når jeg rejser. Uh altså, sådan en sen sommeraften, hvor både dug og dufte falder tungt, og alting bare emmer af ro og glæde. Ofte får duften af de lyse nætter sendt mig tilbage i tiden, tilbage til dengang sommer handlede om eksamen, om at styrtlæse alt det man havde forsømt i årets løb, så man kunne overpræstere, når det virkelig gjaldt. Det er en tid jeg har mange dejlige minder fra.

img_2185

Vi har nydt at have haft noget sommertid i Danmark i år, med vores børn, svigerbørn og vores lille barnevidunderbarn. Og hvilken bedre måde at nyde nærheden på, end omkring et bål mens skyggerne bliver lange, og mørket langsomt falder på? Højgård har de mest vidunderlige solnedgange, men af én eller anden mystisk grund har vi aldrig rigtig fået indrettet et sted, hvor vi kunne sidde udendørs og nyde dem.

Den fejltagelse er vi ved at rette op på nu. Omme bagved gården har vi en masse plads, som hidtil har været udlagt som stenørken / parkeringsplads, belagt med trælse, men praktiske, grå skærver. I vores første år herude skulle alting nemlig først og fremmest være praktisk. Vi havde heste, messer af heste, og det krævede, at man der var nem adgang til staldbygningerne med en lastbil. Super praktisk, men måske ikke så hyggeligt. Se illustration.

Jeg har tyvstjålet hele området, og har store planer med det – men mere om det en anden gang. Foreløbig vil jeg bare lige vise det første hjørne, jeg har kastet mig over: en hyggelig (ja ja – det bliver den engang!) lille bålplads, hvor man kan sidde og drikke solen ned.

Bålpladsen er blevet hegnet ind af nogle meter bøgehæk, som har lovet mig at vokse sig tæt og fin lige om lidt. Jeg vil så fjerne skærverne, og erstatte dem med stampet lergrus og et par fine små bede med syrener, som jeg vil holde nede med hård hånd, så de vokser sig buskede og buttede. Loungemøblerne fra vores terrasse er rykket her om, hvor de giver fin mening – her sidder vi nemlig gerne mange sammen – og de skal naturligvis skærmes af et solsejl, så vi kan sidde uden at blive kolde, når duggen falder.

img_2187

img_2193

Selve ildstedet er bygget op af et par børfulde pigsten, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er nemlig sten, som min svigerfar og jeg brugte flere dage på at opstøve, da jeg skulle bruge dem som bund i det fine anlæg med statuen, som i øvrigt står ganske tæt ved bålpladsen.

Knitrende flammer i ildstedet, marshmellows på pindene og lys i fakler og lanterner – læg dertil godt selskab, og du har opskriften på den perfekte sommeraften!

img_2190

Cottagehaven

Jeg elsker havebøger. Jeg kan forsvinde i timevis blandt de fine blanke sider, og bare drømme mig ind i en perfekt verden, hvor alt er grønt og blomstrende, og der ikke findes brændenælder eller skvalderkål. Netop fordi jeg bruger havebøgerne som stof til drømme, snarere end som brugsvejledninger, er mine yndlingshavebøger dem der tilbyder inspiration, snarere end dem der nøje gennemgår forskellige typer af vækster. Har alligevel alt for ofte oplevet, at lige præcis den plante, jeg havde udsøgt mig i Politikens Havebog, ikke var at finde på nogen af de lokale planteskoler…

Fru Grøns vidunderlige havebog, Cottagehaven, er lige præcis gjort af samme stof som drømme. Åh, at få lov at blive lukket ind i hendes bedårende og fortryllende univers, med små fine stier, der forbinder de forskellige dele af hendes enestående paradis… Hver gang jeg åbner bogen, kribler det i mine fingre, og jeg kigger efter min hakke, min skovl og min spade!

Jeg tror måske at det mest imponerende ved Fru Grøns have er, at den er skabt under mindre end optimale betingelser. Den ligger nemlig på Mors; en lille forblæst Limfjordsø, som jeg kender så udmærket. Vi har sommerhus på Mors, og årene med sommerhusets have gør, at jeg er stum af beundring over, at hun kan få noget som helst andet end det selvsåede til at gro i det barske klima!

Bogen er genialt opbygget, med både tekniske og historiske gennemgange af cottagehavens tilblivelse, dens karakteristiske elementer, og forslag til planter der egner sig til stilen. Samtidig får man også bunker af inspiration fra Fru Grøns egen have, og konkrete forslag til, hvordan man kan omsætte sine egne cottagehavedrømme til virkelighed.

Og drømme kommer myldrende med denne bog. Kun den allermest hårdhjertede vil ikke sukke henført over Løjtnantshjerter og Liljekonvaller – for slet ikke at tage om ideerne til havens rum, huse, stier og meget mere. Samtidig giver de grundige beskrivelser af håndfaste tiltag masser af stof til skønne timer med jord under neglene, så man faktisk kan føre de af drømmene, der for alvor sætter sig fast, ud i livet. Alt i alt en genial bog, som vil blive læst i laser, omend min have næppe kommer til at ligne Fru Grøns!

Jeg: en handyman

Så er vi på vej hjem til den danske sommer igen, hvor vi skal spise koldskål, jordbær og rabarberkage i haven, tænde forsinket Skt. Hans bål, vandre og cykle ture i sommerlandet, og i det hele taget bare overgive os fuldkommen til de lyse nætters magi.

Og apropos haven, så har jeg bygget en stol! – og jeg har i øvrigt også omsider fået plantet de klatrehortensiaer, som jeg så længe har sukket efter.

Okay, bygget og bygget… men fin er den, og man sidder fantastisk i den. Syv grene, som er flettet ind i hinanden, og vupti – så har man en stol 😉

Mine fine hortensiaer har jeg bundet op med ståltråd. Det kan nærmest ikke ses, men jeg har ført ståltråd ud gennem plankeværket, og rundt om en afsavet gren, som jeg gravede ned sammen med potterne. Jeg glæder mig helt vildt, til de er vokset til. Så vil mit lille skovhjørne blive endnu mere privat, og det er jo som bekendt En God Ting. Det giver jo så også yderligere den fordel, at jeg kan lade græsset i hjørnet vokse sig langt og vildt, og måske endda smide et par håndfulde kornblomster, valmuer eller lignende herinde. Nøj, hvor det bliver fint!

Bemærk i øvrigt hvad der vokser op ad plankeværket bag hortensiaerne: Fru T’s trøst! Jeg fandt den skamferede rodklump oppe ved terrassen, og fik Peter til at flytte den her ned. Det var en sørgelig, tør sag, som vi ikke spåede noget langt liv – men den er minsandten begyndt at skyde igen! Uha, Fallopia baldschuanica (som den hedder, når det skal være fint) har vundet førstepladsen i min havebog.

Laver I også små private hjørner i jeres have, eller er I som mine bofæller, der ønsker udsyn og åbenhed?

 

Tilbage til forsiden

 

DIY gulvtæppe til haven

Jeg har før skrevet om min haves vægge, som inddeler min lidt kedelige, langstrakte have i flere små haverum. Mindst ligeså vigtigt som havens vægge er imidlertid havens gulv. Jeg er ikke fan af græsplæne, og ikke desto mindre har jeg ret meget af den – men jeg elsker at supplere græsset med forskellige andre slags belægning.

gårdspladsen har jeg brosten, blandet med de originale, gamle pigsten; på den store terrasse er der trægulv, og bag i haven har jeg bittesmå brostensterrasser. Alt sammen vældig fint, men bare ikke helt nok til at skabe rigtig hyggestemning i de mindste kroge. Derfor har jeg lavet et gulvtæppe til haven. Bare et lille et, som egentlig ikke rigtig har nogen funktion, udover at være hyggeligt. Jeg har lavet det som et gammeldags kludetæppe, men i plastik i stedet for stof, så det kan tåle at ligge ude hele sommeren.

Tæppet er lynhurtigt lavet, og materialerne kan de fleste nok finde i skabe og skuffer. Du skal bruge noget plastik – jeg brugte fem sorte sække, men du kan bruge al slags plastik: afdækning, gamle plastikposer eller hvad du nu har. Derudover skal du bare bruge en saks, lidt tape og noget kraftigt garn.

Klip strimler af plastik, i den længde du ønsker det færdige tæppe, og saml strimlerne i bundter af 7-10 stykker.

Sæt hvert bundt fast med et stykke tape, og sno derefter hver enkelt bundt et par gange om sig selv, så du kan skelne bundterne fra hinanden når du skal til at væve. Fastgør enderne med tape, så hele tæppet ligger fast.

Nu begynder du så at væve. Væv de to første rækker, og bind så en knude for at hæfte ende. Fortsæt med at væve, så langt du synes dit tæppe skal være. Pas på at du ikke kommer til at stramme garnet. Vi vil jo nødig kvæle barnet – eller trække tæppet (alt for) skævt.

Når tæppet er langt nok, hæfter du ende, og fæstner derefter vævegarnet med et par strategisk placerede knuder. Du kan ikke regne med, at vævningen holder sig selv, som den ville gøre på et knudetæppe, fordi plastikken er glat. Slut af med at klippe frynserne i enderne til, og dit tæppe er færdigt!

Det er ikke super solidt, men det er hyggeligt, og det tåler vand – En God Ting, når det skal ligge ude i den danske sommer.

 

Tilbage til forsiden

Kan man klippe grenene af en skaldet?

Lige udenfor min køkkendør er der den dejligste lille krog. Der er sol fra morgen til aften, så det var helt naturligt at anlægge en terrasse på stedet. Vores første terrasse var en 17 meter lang stenørken, som vi brugte… aldrig. Der var simpelthen ikke rart at være; goldt og forblæst (Højgård har ikke fået sit navn for ingenting – den ligger på toppen af en bakke, hvilket giver en fin udsigt, men også masser af vind. Konstant vind, på den virkelig enerverende måde), og hverken smukt eller hyggeligt.

Efter ca. 10 år slagtede jeg derfor de mange tons munkesten. Havde ellers overvejet at stribe dem op og udleje hele herligheden til parkering, men eftersom vi bor på landet, forudså jeg, at der næppe ville være den store efterspørgsel. I stedet fik jeg lagt to bittesmå terrasser i de fineste brosten, med naturlige læhegn omkring. Specielt morgenmadsterrassen foran køkkendøren har vi brugt vanvittigt meget, for den er bare noget af det hyggeligste; lille, solfuld, og meget privat. Win, win og win.

Morgenmadsterrassen ligger inde bag alt det fine grønne på billedet her. Det fine grønne som er ved at opsluge både hus og have…

Jeg havde plantet masser af buskroser omkring den, og fordi de var lidt vrangvillige til at begynde med, supplerede jeg med to potter Arkitektens Trøst, en plante der, fuldkommen som min gård, ikke har fået sit navn af ingenting. Uanset hvor grimt man bygger, kan det altid reddes på en enkelt vækstsæson med lidt Arkitektens Trøst. Den vokser med andre ord villigt. Også villigere end buskroserne, som hurtigt blev fuldkommen begravet. Og for den sags skyld også hurtigere end huset, som også snart fristede en halvfarlig tilværelse, på randen til at blive opslugt af det grønne vidunder.

Se, denne villighed er En God Ting i min havebog, men eftersom jeg kun udgør en tredjedel af vores soon-to-be Oldekolle blev jeg nedstemt, da plantens fortsatte eksistens var oppe til afstemning. Og se så hvad der skete:

Hvad slyngplanten gemte – eller “Tommere end Tomt”.

Jeg har dog gjort hvad jeg kunne for at redde situationen med nogle meter bøgehæk. Har også gemt alle skarpe redskaber væk. Og se så her, hvad jeg fandt, gemt inde bag et nedløbsrør:

Fru T’s trøst!

På den anden side af min morgenmadsterrasse er der også levende hegn. En rigtblomstrende hybenrosehæk, som ret hurtigt udviklede sig til at gigantisk monster af stikkende vildskud, med et tæt grønt bunddække af brændenælder. Jeg tilbragte hele sidste sommer med at kigge ondt på krapylet, men det blev det ikke bedre af. Derfor måtte også jeg gribe til våben (jeg tænker at de to andre har indgået en uhellig alliance, og tillidsfuldt har ventet på, at jeg selv skulle få nok, for den side af beplantningen rørte de ikke). Jeg græd salte tårer, da jeg så hvad der var tilbage, da jeg havde fjernet brændenælder, vildskud og døde grene. Det var sørgeligt. Så sørgeligt, at jeg aftalte med mig selv, at jeg først skamferer beskærer den i toppen, lige inden jeg rejser en hel måned til Italien senere på sommeren. Hvis ikke jeg er hjemme, er det jo næsten som om det ikke er sket.

Heldigvis kan jeg altid bare kigge den anden vej. Jeg kan nyde de (få) vækster, der ikke har mødt deres skæbne for mine bofællers hænder, jeg kan fryde mig over synet og duften af frisk vasketøj der vifter i vinden, og jeg kan glæde mig over, at det hele bliver rigtig rigtig pænt, når engang det vokser op igen (og forhåbentlig som en lidt mere varieret beplantning end den nyligt hedengange monokultur)!

Nå ja – og så kan jeg glæde mig over, at trofaste gamle Gladnir har lovet mig at vogte over de sidste rester af liv i min morgenmadskrog 😉

Tilbage til forsiden

Mit hemmelige hjørne

Min have er opdelt i flere små kroge, både fordi jeg synes det herligt med en have man kan gå på opdagelse i, og fordi det er praktisk. Man behøver ikke ordne hele herligheden på én gang; man kan nøjes med en enkelt lille krog, brygge sig en kande te, og overgive sig til den rolige havehygge.

Krogene tjener også en anden funktion. Ind imellem er der ting, jeg gerne vil skjule lidt, som for eksempel kompost, kvasbunker og andre festlige indslag, og det lader sig nemt gøre, hvis haven er indrettet i rum. Ekstra bonus er, at i haven kan alting (njaa, okay – næsten alting) se yndigt ud, hvis bare det placeres i de rette omgivelser.

Mit skovhjørne er et fint eksempel på et sted, som egentlig blev lavet fordi jeg ikke rigtig gad at se på alle de kvasbunker, som lå og ventede på at blive brændt af. I havens syd-vestlige hjørne er der en fin lille skyggefuld krog, hvor solen kun flimrer nogle få timer om dagen, og hvor det alligevel er umuligt at komme med græsslåmaskinen *

Her har jeg indrettet en lille bålplads, med brænde og snobrødspinde stående klar. Jeg synes overhovedet ikke det gør noget, at her ligger kvas ( = optænding), og jeg elsker at bregner, anemoner, brombær og syrener har bredt sig herinde.

Af min barndoms haver husker jeg især tre: vores egen have derhjemme, min mormors have, og min oldefars – og de havde alle det til fælles, at de var indrettet til at gå på havevandring i. Hjemme var der tætte buskadser, køkkenhave, et legehjørne hvor de voksne på terrassen ikke kunne se os, og en solmur hvorfra man kunne klatre op på taget (fantastisk sted at spilde en sommereftermiddag!). Mormors have var en lille, smal rækkehushave, men bugnende staudebede og gamle krogede frugttræer gjorde ikke desto mindre det lille stykke grønt til et vidunderskønt sted for en lille pige at gå på opdagelse, og hos oldefar var der både dueslag, kaniner og små snoede stier mellem den gavmilde beplantning.

Der er mange måder man kan lave ‘vægge’ til havens små rum. I mit skovhjørne har jeg tre forskellige slags: vores havemur, et plankeværk, og en brændestabel. På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at afskærme yderligere, primært fordi jeg sådan ønsker mig en klatrehortensia. Den vil jeg lade klatre op ad et par gamle stolper, som jeg ganske enkelt vil grave lidt ned i jorden, og måske forbinde med blomstertråd. Andre steder i haven har jeg brugt forskellige former for hæk til at bygge rum, men det kan også gøres med høje stauder, blomstrenede buske eller andre høje vækster. Hovedsagen er, at man får skabt en oplevelse af privatliv, og at man skærmer for både ud- og indkig. Forstå mig ret; jeg holder lige så meget af en smuk udsigt som alle andre, men i min have ønsker jeg at stemningen skal være nærmest fortryllet, med hemmelige småkroge og vildvoksende vækster der snor sig ind i hinanden. Udsigten snupper jeg andre steder!

* Græsslåmaskinen… Ikke mit favorit-haveredskab, men det hænger måske sammen med, at jeg faktisk ikke er så vild med velslåede plæner. Jeg synes nemt de bliver lidt kedelige at kigge på, og vil meget hellere have en frodig eng med højt græs og masser af selvsåede blomster. Oplever dog ikke den store opbakning fra resten af husstanden, så her kommer det der med forskellige haverum igen ind 😉

 

Tilbage til forsiden

Older posts