Vinterhjem

Jeg var jo lidt sent på den i år med at få fjernet det der julepynt… eller måske findes der nogen derude, som ikke synes d. 11. januar er specielt sent, men det virkede sådan for mig. Til gengæld nyder jeg det så meget desto mere nu, mit friske, ryddelige vinterhjem.

18ab35e7-7ad7-4d0f-b3ce-f51844f2bb20

1b194544-a6b6-473e-b0bc-f00d5e76ecbc

Når jeg fjerner julepynten, bliver rummene ret tomme. Alle mine sædvanlige ting bliver nemlig gemt væk, når juletingene kommer op – ellers ville man formentlig ikke kunne sparke sig frem for ting. Når der igen bliver plads til dem, giver jeg mig altid god tid til at se nøje på hver enkelt:

  • giver den mig glæde?
  • er den nødvendig?

Alt hvad ikke falder i en af disse to kategorier, bliver enten smidt ud, foræret væk, eller gemt til side, så mit vinterhjem kun indeholder ting, jeg enten absolut elsker, eller absolut har brug for.

Mine planter får en tur i bruseren, så de strutter af friskhed. Alle vaser fyldes med skønne blomster – sprøde, knitrende tulipaner er i høj kurs, men stort set alle slags blomster får adgang til mit hjem.

a7a96c6e-f157-47e7-9043-2c93c4ca6a27

35842c23-c6c3-4d74-be9b-8dc9f40b7121

Der skal stadig stearinlys i alle stager, bunker af puder og tæpper i sofaen, og bogstabler overalt. Det er jo stadig mørkt og koldt derude, men min julehule bliver lidt lysere og friskere i januar.

Ændrer jeres hjem sig også med årstiderne?

a1cc4c6d-f5df-4805-8f2a-baa4862e6e19

3c6b1de2-d05a-4015-b68d-90565147ccbb

Nyt planteliv i reolen

img_8196

img_8202

Inspireret af den overdådige indretning af de hyggelige småkroge og finurlige bogreoler på dejlige Ystad Saltsjöbad, besluttede jeg at min egen reol kunne trænge til lidt TLC. Den var såmænd ikke så ringe endda, proppet som den er med herlige fristelser, men alligevel tænkte jeg, at den ville have godt af en oprydning og – selvfølgelig – en smule grøntAlt bliver bare bedre med lidt grønt liv.

Jeg tog en håndfuld stiklinger af Væddeløbere, Paradistræer og Guldranker, og placerede dem imellem alle bogskattene. Det er måske ikke lige årstiden til planteformering, men jeg har valgt at have tillid til processen – og så kan jeg jo altid lave nogen nye, hvis ikke de trives.

Bøgerne er stadig kategoriseret efter mit personlige system; det der, hvor en bogs placering ikke nødvendigvis afgøres af titel, forfatter eller emne, men derimod af to, overmåde vigtige, karakteristika: er bogen læst, og hvilken farve har den.

Sorte, hvide og til dels brune bøger får plads i stuen, mens alle de andre proppes ind i regnbuestakkene rundt omkring i huset. Ulæste bøger stables for sig, så jeg nemt og hurtigt kan finde et nyt læseeventyr, når tid er. Det monokrome får liv med masser af småskatte, familiefotos og altså nu også planter. Begriber ikke at jeg ikke er kommet på det noget før, men bedre sent end aldrig…

img_8199

img_8145

img_8200

En blomst til værtinden

Som I måske husker, fortalte jeg for nogen tid siden om et samarbejde jeg er indgået i med tre andre bloggere. Vi nyder godt af hinandens erfaring og gode ideer, og så har vi også aftalt at lave en serie indlæg sammen; en slags blogger-stafet, om hjemmelavede værtindegaver. Først var Karen på banen, derefter kom turen til Malin, og i sidste uge var det så Nana der præsenterede en ide.

I denne uge er det min tur, og jeg vil lave noget helt traditionelt, i en lidt utraditionel form. Jeg vil give værtinden en blomst. Ikke den store nyhedsværdi i dét – men jeg vil give hende en helt særlig blomst.

En lille blomst til køleskabet 🙂

Du skal bruge en korkprop (du bliver nok nødt til at åbne en flaske vin. Og når nu den er åbnet, bliver du nok også nødt til at drikke den. Jeg ved det godt; det er et hårdt arbejde at være en god gæst, men nogen skal jo gøre det), en fin lille kniv, en syl, en kødnål eller noget andet spidst, et lille stykke magnet, lim, en skefuld jord, og en lillebitte stikling.

Udhul korkproppen. Det er lidt af et pillearbejde, så jeg foreslår at du venter med at drikke vinen til denne del er vel overstået.

Put lidt jord i hullet, og gør plads til din stikling. Jeg brugte en kødnål her.

Plant din stikling, og vand omhyggeligt. Du behøver ikke så meget vand…

Til sidst limer du magneten på, og din værtindegave er færdig.

Måske knap så imponerende som en kæmpe buket i knitrende cellofan, men simpelthen noget så kær <3

 

 Se eller gense de tidligere indlæg i stafetten her:

Tilbage til forsiden

Se mit spisebord, det er gult som solen…

Når nu man bare synes, at gult er allerpænest i hele verden… og man så faktisk ikke har ret meget som er gult.

Jamen, hvad skulle jeg ellers have gjort? Der var maling tilbage i bøtten, jeg havde ikke gidet rense penslen ? og jeg har som sagt næsten ikke noget gult. Iøvrigt er det jo ikke særlig gult, og kun i felter. Muligvis er et gul-ternet spisebord ikke det mest traditionelt maskuline, men hvis det er et problem, skulle man måske ikke have efterladt mig alene med en halv dåse gul maling *.

* Kan I huske filmen Due Date? Der er på et tidspunkt lidt uoverensstemmelser omkring hvad der hævdes at være en allergisk reaktion på vafler, og om det kunne være rimeligt at undlade at spise vafler, hvis man ved, at ens fordøjelsessystem vil reagere skidt på dem. Det er her, Ethan Tremblay udtaler de udødelige ord: ?Then don’t take me to a Waffle House?. Smukkeste måde at påpege, at skylden faktisk ligger et andet sted end hos ham.

Then don’t take me to a Waffle House. Eller efterlad mig med en halv dåse gul maling.

 

Tilbage til forsiden

Det der ikke nytter…

Jeg er, sådan i al beskedenhed, egentlig ret god til at strukturere både mit professionelle og mit private liv. Ikke desto mindre kan jeg naturligvis komme i en situation, hvor jeg oplever at mine mentale to-do lister svulmer, og jeg bliver så overvældet, at jeg efterhånden ikke kan kende min fod fra mit øre.

Når jeg får sådan en fornemmelse af, at livet prøver at spille mig skatmat, har jeg erfaret, at det eneste der rigtig hjælper, er det der alligevel ikke nytter noget.

Og således tilbragte jeg et par lykkelige timer forleden, med at ompotte planter og arrangere forårsblomster på mit spisebord. Det var dejligt. Det var vel i virkeligheden det man kalder mentalhygiejne, og da jeg kravlede ned fra min lykke-sky igen, var det med frisk energi, nye ideer – og et virkelig pænt spisebord.

 

Det er så nemt at lade sig overvælde af travlhed, og rende mere eller mindre hovedløst mellem opgaver. Det kan føles umanerlig dekadent at tage sig tid til noget så ligegyldigt som potteplanter (eller et langt karbad, eller en gåtur bare fordi, eller hvad der nu kan fungere som midlertidig afledning). Det kan føles som en overspringshandling; som om man stikker hovedet i busken og skubber ansvar og opgaver foran sig.

Jeg er en stor tilhænger af kontrollerede overspringshandlinger. Kodeordet her er kontrollerede. Det er nødvendigt at man er ærlig overfor sig selv; at man ikke forveksler ønsker med pligter, og at man har en klar plan for, hvornår man vender tilbage til det der store, måske lidt væmmelige, som truer i horisonten. Hvis dét er på plads, så kan en pause fra en vanskelig opgave faktisk betyde, at man vender tilbage til problemet med ny inspiration til hvordan den kan løses, så det endelige regnskab ender med at vise en tidsbesparelse, fordi pausen gjorde det muligt for hjernen at knække nøden på egen hånd. Det overrasker mig altid hvor ofte det sker.

Og så kan jeg vældig godt lide at have et pænt spisebord 🙂

 

Tilbage til forsiden

Lav dit eget avocadotræ

Instagram flyder over med billeder af avocadoplanter – måske ikke så overraskende, efter en periode hvor vi er blevet bombarderet med billeder af avocadomadder 😉

Det er en super kær lille plante, og så er den oven i købet nem at lave selv. Jeg kan huske at have gjort det som barn, og hvis jeg kan finde ud af det, kan alle!

Du flækker en avocado, og tager stenen ud. Brug frugten til en fashionabel avocadomad, eller til guacamole – haps. Vask stenen, og sæt fire tandstikkere lidt skråt i den, sådan her:

Husk at den brede ende skal vende nedad. Det er fra den brede ende rødderne vil vokse ud, og fra spidsen din fine nye plante kommer frem.

Placer stenen i et glas vand, og stil den solrigt og køligt. En vindueskarm er et godt bud, i hvert fald hvis der ikke står en radiator lige nedenunder. Skift vandet hyppigt, og sørg endelig for, at den ikke tørrer ud. Efter lang tid (2-6 uger) kommer der rødder. Når rødderne er omkring 5 cm lange, planter du forsigtigt stenen i lidt let jord. Lad næsten halvdelen af stenen være over overfladen – selve planten kommer fra spidsen af stenen, og den kan ikke lide at være dækket af jord. Vand lidt, men hyppigt. Gule blade er tegn på overvanding, blade der visner og falder af er tegn på udtørring – prøv at undgå begge dele…

Jeg har sat en sten til spiring, og håber på, at jeg snart kan blive en smart Instagrammer. Ung med de unge, og alt det der…

 

Tilbage til forsiden

Nyt fra driverhuset

Mine mange planter har klaret sig overraskende fint i mit fravær. Lille smule tarveligt – de kunne da godt have savnet mig en lille smule… men Frk. T har nusset om dem, og det tilsyneladende med langt større ildhu end jeg plejer at lægge for dagen ? de har det i hvert fald fint. På en eller anden måde tænkte jeg bare, at der måske ikke var helt nok af dem, og besluttede at udvide bestanden en smule, da min vej forleden alligevel kom forbi Plantorama (sort hul for planteelskere, som kun dukker op herfra efter mange timer. Til gengæld så med en meget lettere pengepung (snurrigt gammelt udtryk, som vist ikke rigtig giver mening mere. Mit Dankorts vægt påvirkes i hvert fald ikke synderligt af forbrug), og et helt nyt problem. Hvordan transporterer man alt for mange store grønne banditter i en lillebitte bil? Dog klart et problem der hører til i luksus-kategorien).

Jeg har lavet nye ophæng til et par stykker, købt et par fine krukker, og i det hele taget opgraderet driverhuset en smule. Nu starter så udholdenhedstesten: hvem lever længst? Jeg hepper på sukkulenterne, selvom jeg jo er kommet efter det der med at vande planter ihjel.

Denne fine kaktus er en, jeg stjal i en grøftekant på Mallorca. Jeg knækkede simpelthen et øre af, og puttede det siden, uden større falbelader, i en potte med lidt gruset havejord. Den har foreløbig overlevet i seks måneder, så mon ikke det er okay at begynde at knytte sig til den?

Jeg har taget en masse stiklinger af min mors gamle Paradistræ (som det næsten lykkedes mig at få bugt med) på samme måde, og de vokser fint. Det er da alt for hyggeligt sådan at lave små blomsterbørn, og jeg tænker at de på et tidspunkt bliver til søde værtindegaver i små, fine keramikpotter!

 

Tilbage til forsiden

 

 

Voldsom, akut plantemisundelse

Jeg er som bekendt tilbøjelig til at få anfald af plantemisundelse ? nogen gange, som for eksempel lige nu, er det rigtig slemt. Faktisk er det så slemt, at jeg ikke helt ved hvad jeg skal stille op med mig selv…

Havde jeg nu været mere permanent i Danmark, så var jeg nok bare fløjet i DIY-mode, men det er måske meget godt at det ikke er en mulighed, for jeg tror faktisk at netop dette indfald er et, som fungerer bedst udendørs.

Se nu bare her, hvad jeg fandt på Sofitel ude på Palmen: en hel væg af planter!!!! Jamen, MUMS…

Og nemt er det; de har jo bare monteret en omgang tørveblokke på væggen, skåret små lommer til planterne (og etableret et vandingssystem, hvor dråberne risler ned over væggen, og det overskydende vand opsamles forneden, og formentlig også sikret huset med et ventilationssystem af den ikke-beskedne type) ? piece of cake!

Minder mig om denne geniale ?krukke? som jeg fandt nede ved vores sommerhus (som i parentes bemærket udmærker sig ved at være en udendørs installation…):

potte til udendørs planter

Må måske bare indse, at det bliver et forårsprojekt, så jeg kan lave det ude i haven. Nok nemmere end at ombygge huset, men kan altså virkelig godt lide grønne planter.

 

Tilbage til forsiden

Guldranke – grøn af misundelse

Jeg har masser af planter hjemme i Danmark, som egentlig hører til i regnskoven, blandt andet viftepalme og philodendron. De trives såmænd fint nok, og jeg var endda en lille bitte smule stolt af mig selv, fordi jeg (endnu) ikke har slået en eneste af dem ihjel – men så kom jeg her til Rio, og så hvad der er sket med de små skravlede guldranker min svigerdatter købte sidst jeg var her, for et halvt år siden.

De er simpelthen vokset helt vildt. Som i helt absurd meget. Det er utroligt, og det gør mig grøn af misundelse. Sådan måtte mine planter gerne gro! Jeg har spekuleret lidt over, hvad årsagen kan være. Klimaet ville jo være den nemme forklaring, men jeg tror kun delvis den holder. Planterne bor jo indendørs, så der er grænser for, hvor anderledes forhold de har her, sammenlignet med hjemme hos mig. Selvfølgelig er her masser af lys, men flere af dem bor altså i ret mørke hjørner, og stortrives alligevel. Luftfugtigheden er højere her, det er der ingen tvivl om, men jeg tror faktisk der er en ting mere, som gør en stor forskel. Når man køber planter hernede, står i de ikke i almindelig pottemuld. De står i jord, som ligner den de gror i ude i junglen: løs, let jord, med masser af bark og plantemateriale i. Det betyder at det er svært at overvande dem; vandet passerer lynhurtigt igennem jorden, og de står aldrig og sopper. Næste gang jeg skal ompotte mine regnskovsplanter, vil jeg helt sikkert prøve at sætte dem i en lettere jord. Det er da et forsøg værd, og på en eller anden måde giver det jo også fin mening at forsøge at efterligne deres naturlige forhold mest muligt – også selvom det givetvis vil betyde, at jeg skal være meget mere opmærksom på at vande dem hyppigt. Hvem ved; måske får jeg dem til at gro for vildt, eller også finder jeg en helt ny måde at slå planter ihjel på 😉

Sådan ser de ud nu, men de startede altså som sådan nogen små, forkølede nogen:

Og så vil jeg bare lige sende en hilsen til min fingerphilodendron derhjemme, og sige at den godt lige kan tage sig lidt sammen…

 

Tilbage til forsiden

Ny cowboy-kaktus

Var i Plantorama i går efter en gave, og den slags skal jo bare gå galt. Se bare, en fin kaktus jeg fik med hjem. Min søn siger, at jeg skal holde op med at give ting navne, så den hedder ikke Henrik (og ja, godt gættet; min søn hedder fremover ’søn’).

Fandt også sådan et par fine nogen, og de passer jo perfekt her hjem til driverhuset.

 

Tilbage til forsiden

Older posts