En blomst til værtinden

Som I måske husker, fortalte jeg for nogen tid siden om et samarbejde jeg er indgået i med tre andre bloggere. Vi nyder godt af hinandens erfaring og gode ideer, og så har vi også aftalt at lave en serie indlæg sammen; en slags blogger-stafet, om hjemmelavede værtindegaver. Først var Karen på banen, derefter kom turen til Malin, og i sidste uge var det så Nana der præsenterede en ide.

I denne uge er det min tur, og jeg vil lave noget helt traditionelt, i en lidt utraditionel form. Jeg vil give værtinden en blomst. Ikke den store nyhedsværdi i dét – men jeg vil give hende en helt særlig blomst.

En lille blomst til køleskabet 🙂

Du skal bruge en korkprop (du bliver nok nødt til at åbne en flaske vin. Og når nu den er åbnet, bliver du nok også nødt til at drikke den. Jeg ved det godt; det er et hårdt arbejde at være en god gæst, men nogen skal jo gøre det), en fin lille kniv, en syl, en kødnål eller noget andet spidst, et lille stykke magnet, lim, en skefuld jord, og en lillebitte stikling.

Udhul korkproppen. Det er lidt af et pillearbejde, så jeg foreslår at du venter med at drikke vinen til denne del er vel overstået.

Put lidt jord i hullet, og gør plads til din stikling. Jeg brugte en kødnål her.

Plant din stikling, og vand omhyggeligt. Du behøver ikke så meget vand…

Til sidst limer du magneten på, og din værtindegave er færdig.

Måske knap så imponerende som en kæmpe buket i knitrende cellofan, men simpelthen noget så kær <3

 

 Se eller gense de tidligere indlæg i stafetten her:

Tilbage til forsiden

Se mit spisebord, det er gult som solen…

Når nu man bare synes, at gult er allerpænest i hele verden… og man så faktisk ikke har ret meget som er gult.

Jamen, hvad skulle jeg ellers have gjort? Der var maling tilbage i bøtten, jeg havde ikke gidet rense penslen ? og jeg har som sagt næsten ikke noget gult. Iøvrigt er det jo ikke særlig gult, og kun i felter. Muligvis er et gul-ternet spisebord ikke det mest traditionelt maskuline, men hvis det er et problem, skulle man måske ikke have efterladt mig alene med en halv dåse gul maling *.

* Kan I huske filmen Due Date? Der er på et tidspunkt lidt uoverensstemmelser omkring hvad der hævdes at være en allergisk reaktion på vafler, og om det kunne være rimeligt at undlade at spise vafler, hvis man ved, at ens fordøjelsessystem vil reagere skidt på dem. Det er her, Ethan Tremblay udtaler de udødelige ord: ?Then don’t take me to a Waffle House?. Smukkeste måde at påpege, at skylden faktisk ligger et andet sted end hos ham.

Then don’t take me to a Waffle House. Eller efterlad mig med en halv dåse gul maling.

 

Tilbage til forsiden

Det der ikke nytter…

Jeg er, sådan i al beskedenhed, egentlig ret god til at strukturere både mit professionelle og mit private liv. Ikke desto mindre kan jeg naturligvis komme i en situation, hvor jeg oplever at mine mentale to-do lister svulmer, og jeg bliver så overvældet, at jeg efterhånden ikke kan kende min fod fra mit øre.

Når jeg får sådan en fornemmelse af, at livet prøver at spille mig skatmat, har jeg erfaret, at det eneste der rigtig hjælper, er det der alligevel ikke nytter noget.

Og således tilbragte jeg et par lykkelige timer forleden, med at ompotte planter og arrangere forårsblomster på mit spisebord. Det var dejligt. Det var vel i virkeligheden det man kalder mentalhygiejne, og da jeg kravlede ned fra min lykke-sky igen, var det med frisk energi, nye ideer – og et virkelig pænt spisebord.

 

Det er så nemt at lade sig overvælde af travlhed, og rende mere eller mindre hovedløst mellem opgaver. Det kan føles umanerlig dekadent at tage sig tid til noget så ligegyldigt som potteplanter (eller et langt karbad, eller en gåtur bare fordi, eller hvad der nu kan fungere som midlertidig afledning). Det kan føles som en overspringshandling; som om man stikker hovedet i busken og skubber ansvar og opgaver foran sig.

Jeg er en stor tilhænger af kontrollerede overspringshandlinger. Kodeordet her er kontrollerede. Det er nødvendigt at man er ærlig overfor sig selv; at man ikke forveksler ønsker med pligter, og at man har en klar plan for, hvornår man vender tilbage til det der store, måske lidt væmmelige, som truer i horisonten. Hvis dét er på plads, så kan en pause fra en vanskelig opgave faktisk betyde, at man vender tilbage til problemet med ny inspiration til hvordan den kan løses, så det endelige regnskab ender med at vise en tidsbesparelse, fordi pausen gjorde det muligt for hjernen at knække nøden på egen hånd. Det overrasker mig altid hvor ofte det sker.

Og så kan jeg vældig godt lide at have et pænt spisebord 🙂

 

Tilbage til forsiden

Lav dit eget avocadotræ

Instagram flyder over med billeder af avocadoplanter – måske ikke så overraskende, efter en periode hvor vi er blevet bombarderet med billeder af avocadomadder 😉

Det er en super kær lille plante, og så er den oven i købet nem at lave selv. Jeg kan huske at have gjort det som barn, og hvis jeg kan finde ud af det, kan alle!

Du flækker en avocado, og tager stenen ud. Brug frugten til en fashionabel avocadomad, eller til guacamole – haps. Vask stenen, og sæt fire tandstikkere lidt skråt i den, sådan her:

Husk at den brede ende skal vende nedad. Det er fra den brede ende rødderne vil vokse ud, og fra spidsen din fine nye plante kommer frem.

Placer stenen i et glas vand, og stil den solrigt og køligt. En vindueskarm er et godt bud, i hvert fald hvis der ikke står en radiator lige nedenunder. Skift vandet hyppigt, og sørg endelig for, at den ikke tørrer ud. Efter lang tid (2-6 uger) kommer der rødder. Når rødderne er omkring 5 cm lange, planter du forsigtigt stenen i lidt let jord. Lad næsten halvdelen af stenen være over overfladen – selve planten kommer fra spidsen af stenen, og den kan ikke lide at være dækket af jord. Vand lidt, men hyppigt. Gule blade er tegn på overvanding, blade der visner og falder af er tegn på udtørring – prøv at undgå begge dele…

Jeg har sat en sten til spiring, og håber på, at jeg snart kan blive en smart Instagrammer. Ung med de unge, og alt det der…

 

Tilbage til forsiden

Nyt fra driverhuset

Mine mange planter har klaret sig overraskende fint i mit fravær. Lille smule tarveligt – de kunne da godt have savnet mig en lille smule… men Frk. T har nusset om dem, og det tilsyneladende med langt større ildhu end jeg plejer at lægge for dagen ? de har det i hvert fald fint. På en eller anden måde tænkte jeg bare, at der måske ikke var helt nok af dem, og besluttede at udvide bestanden en smule, da min vej forleden alligevel kom forbi Plantorama (sort hul for planteelskere, som kun dukker op herfra efter mange timer. Til gengæld så med en meget lettere pengepung (snurrigt gammelt udtryk, som vist ikke rigtig giver mening mere. Mit Dankorts vægt påvirkes i hvert fald ikke synderligt af forbrug), og et helt nyt problem. Hvordan transporterer man alt for mange store grønne banditter i en lillebitte bil? Dog klart et problem der hører til i luksus-kategorien).

Jeg har lavet nye ophæng til et par stykker, købt et par fine krukker, og i det hele taget opgraderet driverhuset en smule. Nu starter så udholdenhedstesten: hvem lever længst? Jeg hepper på sukkulenterne, selvom jeg jo er kommet efter det der med at vande planter ihjel.

Denne fine kaktus er en, jeg stjal i en grøftekant på Mallorca. Jeg knækkede simpelthen et øre af, og puttede det siden, uden større falbelader, i en potte med lidt gruset havejord. Den har foreløbig overlevet i seks måneder, så mon ikke det er okay at begynde at knytte sig til den?

Jeg har taget en masse stiklinger af min mors gamle Paradistræ (som det næsten lykkedes mig at få bugt med) på samme måde, og de vokser fint. Det er da alt for hyggeligt sådan at lave små blomsterbørn, og jeg tænker at de på et tidspunkt bliver til søde værtindegaver i små, fine keramikpotter!

 

Tilbage til forsiden

 

 

Voldsom, akut plantemisundelse

Jeg er som bekendt tilbøjelig til at få anfald af plantemisundelse ? nogen gange, som for eksempel lige nu, er det rigtig slemt. Faktisk er det så slemt, at jeg ikke helt ved hvad jeg skal stille op med mig selv…

Havde jeg nu været mere permanent i Danmark, så var jeg nok bare fløjet i DIY-mode, men det er måske meget godt at det ikke er en mulighed, for jeg tror faktisk at netop dette indfald er et, som fungerer bedst udendørs.

Se nu bare her, hvad jeg fandt på Sofitel ude på Palmen: en hel væg af planter!!!! Jamen, MUMS…

Og nemt er det; de har jo bare monteret en omgang tørveblokke på væggen, skåret små lommer til planterne (og etableret et vandingssystem, hvor dråberne risler ned over væggen, og det overskydende vand opsamles forneden, og formentlig også sikret huset med et ventilationssystem af den ikke-beskedne type) ? piece of cake!

Minder mig om denne geniale ?krukke? som jeg fandt nede ved vores sommerhus (som i parentes bemærket udmærker sig ved at være en udendørs installation…):

potte til udendørs planter

Må måske bare indse, at det bliver et forårsprojekt, så jeg kan lave det ude i haven. Nok nemmere end at ombygge huset, men kan altså virkelig godt lide grønne planter.

 

Tilbage til forsiden

Guldranke – grøn af misundelse

Jeg har masser af planter hjemme i Danmark, som egentlig hører til i regnskoven, blandt andet viftepalme og philodendron. De trives såmænd fint nok, og jeg var endda en lille bitte smule stolt af mig selv, fordi jeg (endnu) ikke har slået en eneste af dem ihjel – men så kom jeg her til Rio, og så hvad der er sket med de små skravlede guldranker min svigerdatter købte sidst jeg var her, for et halvt år siden.

De er simpelthen vokset helt vildt. Som i helt absurd meget. Det er utroligt, og det gør mig grøn af misundelse. Sådan måtte mine planter gerne gro! Jeg har spekuleret lidt over, hvad årsagen kan være. Klimaet ville jo være den nemme forklaring, men jeg tror kun delvis den holder. Planterne bor jo indendørs, så der er grænser for, hvor anderledes forhold de har her, sammenlignet med hjemme hos mig. Selvfølgelig er her masser af lys, men flere af dem bor altså i ret mørke hjørner, og stortrives alligevel. Luftfugtigheden er højere her, det er der ingen tvivl om, men jeg tror faktisk der er en ting mere, som gør en stor forskel. Når man køber planter hernede, står i de ikke i almindelig pottemuld. De står i jord, som ligner den de gror i ude i junglen: løs, let jord, med masser af bark og plantemateriale i. Det betyder at det er svært at overvande dem; vandet passerer lynhurtigt igennem jorden, og de står aldrig og sopper. Næste gang jeg skal ompotte mine regnskovsplanter, vil jeg helt sikkert prøve at sætte dem i en lettere jord. Det er da et forsøg værd, og på en eller anden måde giver det jo også fin mening at forsøge at efterligne deres naturlige forhold mest muligt – også selvom det givetvis vil betyde, at jeg skal være meget mere opmærksom på at vande dem hyppigt. Hvem ved; måske får jeg dem til at gro for vildt, eller også finder jeg en helt ny måde at slå planter ihjel på 😉

Sådan ser de ud nu, men de startede altså som sådan nogen små, forkølede nogen:

Og så vil jeg bare lige sende en hilsen til min fingerphilodendron derhjemme, og sige at den godt lige kan tage sig lidt sammen…

 

Tilbage til forsiden

Ny cowboy-kaktus

Var i Plantorama i går efter en gave, og den slags skal jo bare gå galt. Se bare, en fin kaktus jeg fik med hjem. Min søn siger, at jeg skal holde op med at give ting navne, så den hedder ikke Henrik (og ja, godt gættet; min søn hedder fremover ’søn’).

Fandt også sådan et par fine nogen, og de passer jo perfekt her hjem til driverhuset.

 

Tilbage til forsiden

Selvvanding af potteplanter

Jeg har været inde på det før – jeg elsker at have masser af planter omkring mig, men mine fingre er mere sorte end grønne 😉

Nu er jeg kommet op med en helt ny måde at slå planter ihjel på: man kan faktisk vande dem til døde! Har godt hørt det fortalt, men troede egentlig det var en vandrehistorie… Faktisk er det jo frygteligt sørgeligt at man kan slå ihjel med omsorg, og oplevelsen var da også traumatisk nok til at jeg blev nødt til at forsøge mig med en alternativ løsning. Jeg har tidligere tippet om dette gamle husråd, som har fulgt mig fra min barndom ind i mit voksenliv, men måtte erkende, at som blivende løsning havde hele flaske-set up’et sine svagheder. Det så simpelthen for grimt ud, og det var for besværligt at fylde flaskerne op. Omvendt passede de sjældne vandinger godt ind i min livsstil, så derfor eksperimenterede jeg med at skære bunden af flaskerne, for på den måde at løse begge problemer: flaskerne kunne blive så lave, at de nemt kunne gemmes i potterne, og det ville være nemt at fylde op med en vandkande. Desværre betød den åbne bund at vandet løb alt for hurtigt ud – med endnu en overvandingsdød til følge. Jeg måtte tilbage i tænkeboksen, og nu har jeg fundet Løsningen (med stort L; den ultimative, forkromede Løsning), som i al sin simpelhed er en videreudvikling af sodavandsflaskesystemet.

Med et kraftigt søm laver jeg to huller i låget til den flaske, jeg vil bruge, og sætter det på – så ser det sådan her ud:

Derefter skærer jeg bunden af, og klipper flasken til, så den passer i højden til den potte den skal stå i.

Jeg presser den godt ned i potten, og trykker jorden grundigt sammen omkring den, gemmer den blandt plantens blade, og fylder vand på. Det er rigtig meget super vigtigt at hullerne i låget har direkte kontakt til jorden – ikke til for eksempel pottens side eller et eventuelt dræn. Hvis det sker, løber vandet alt for hurtigt ud (lærte dette på den hårde måde).

Gør du det rigtigt, siver vandet nu langsomt ud i jorden, i takt med at planten bruger det – og det er nemt at fylde efter. Hvor ofte jeg efterfylder flaskerne afhænger af hvor varmt og solrigt det er, hvilken plante jeg har med at gøre, og hvor stor flasken er. Hovedsagen er dog, at mine planter ikke længere skal lide den ydmygende død ved kvælning i omsorg. Den udygtige husmor sejrer igen!!


 

Tilbage til forsiden

Et plante-relateret ferie-tip

Jeg har mange grønne planter, og selvom jeg som regel er så heldig at Frk. T er hjemme når jeg rejser, så er det nu meget rart at have dette gamle trick i ærmet: Fyld en flaske med vand, og stik åbningen godt ned i en jorden ved dine planter. Vandet vil nu løbe ud, i takt med at jorden tørrer ud – og hvis du sætter en stor flaske, kan dine planter være alene hjemme en hel sommer!

EDIT: Jeg har senere videreudviklet tricket, så det kan bruges året rundt: se selvvandingssystemet her!

Du kan også bruge tricket ude i haven, hvor det især er relevant i potter (i store bede vil vandet blive brugt alt for hurtigt).

God ferie til alle, også de grønne 😉

 

Tilbage til forsiden

 

Older posts