Rejseklar

Så er vi tilbage på Mallorca. Har jo også været hjemme en hel uge, så det er på høje tid 😉

Denne gang har vi taget vores brasilianske unger med, og allerde på torsdag støder resten af børnene til, så vi for én gangs skyld er sammen allesammen. #DetBedsteIVerden.

img_0916

img_0917

På vej herned var jeg hoppet i et typisk rejse-outfit; comfy, men samtidig tilpas pænt til, at jeg godt kan være bekendt at færdes blandt mennesker. Det der med yogabukser og små trøjer på fly, det lader jeg de helt unge om. De kan slippe afsted med hvad som helst, og de skal huske at nyde det! For mig står den gerne på enten et par herrebukser som her eller jeans, med en silketop og en jakke. Og bemærk så lige den lille skønhed der dingler over min skulder.

img_0881

Det er et genialt køb fra Las Vegas – Marc Jacobs’ Recruit Camera Bag. Den har den helt rigtige størrelse (hvilken taske har egentlig ikke det…?), og er perfekt til rejsebrug, når man har brug for at have pas, pung, telefon og enkelte andre essentielle småting ved hånden. Havde ellers taget en klippefast beslutning med ud og shoppe derovre: Ingen sorte tasker. Måske lyseblå tasker, men ingen sorte. Men man har jo som bekendt kun et standpunkt, til man tager et nyt – og jeg knuselsker min fine, nye ven!

Denim og wanderlust

Lige et par sidste billeder fra mit elskede Rio. Jeg kan tilgive byen næsten alt; selv at efteråret ind imellem giver os en overskyet himmel. For det første er der langt flere skønne solskinsdage, for det andet gør regn simpelthen bare ikke helt så meget, når temperaturen er så høj, at det nærmest føles som at stå i et varmt brusebad!

Bemærk i øvrigt min fine nye denimjakke, som jeg, i al beskedenhed naturligvis, er voldsomt stolt af. Jeg har gennem noget tid kigget langt efter den nye denim-trend med alle strygemærkerne, men er hele tiden blevet stoppet af, at jeg har syntes det var sådan lige lidt i overkanten med mariehøns, smilende sole og fine blomster overalt. Derfor slog jeg til, da jeg forleden fandt en jakke (til den rørende pris af knap 150 kr. ? tak, Renner), helt uden udsmykning. Jeg supplerede med broderigarn og perler (til ca. 10 kr.), og lavede et lille lyn foran og et par blomster bagpå, og det er alt rigeligt til mig. Jeg elsker at gøre tøj til mit eget på den måde, og meget nemmere end dette her bliver det altså ikke.

Når man rejser så meget som vi gør, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at vi ind imellem taler om muligheden for at tage konsekvensen af vores wanderlust, og ganske enkelt slå os ned udenfor Danmark. Der er dog to gode grunde til, at det aldrig kommer til at ske. Én er tungtvejende, en anden er bare praktisk.

Som det er, så er vi allerede tvunget til at undvære ældstesønnen og hans familie – vi orker ikke engang tanken om også at skulle undvære yngstesønnen og hans. Det er den tungtvejende grund, og det er den der for alvor betyder, at vi er grundfæstet i Danmark. Den anden grund er praktisk, og egentlig indlysende: vi lider af en helt uhelbredelig trang til at komme omkring og se en masse små hjørner af denne vidunderlige verden. Hvis vi flyttede permanent til udlandet, ville vi jo bare udskifte én base med en anden, og så var vi lige vidt.

Alligevel er det tungt, at vi nu snart pakker kufferterne og sætter kursen nordpå. Dejligt at komme hjem til yngstesønnen, men altid svært at sige farvel jo. Jeg er aldrig taget herfra uden at ønske, at jeg kunne tage ungerne med mig hjem. Dumme børn jeg har, som insisterer på at bo på hvert sit kontinent…

Tilbage til forsiden

 

Islandsk sweater

Jeg har altid elsket islandske sweatre. Som barn udvalgte jeg mig et mønster, og bestilte trøjen hos min mor, med besked om, at den altså ikke måtte kradse – og så kunne min mor pænt sidde og nørkle med små, indviklede farvemønstre i tarveligt akrylgarn. Ikke helt fair måske, men det betød at trøjen blev brugt!

Heldigvis er jeg kommet over min uld-fobi, omend jeg stadig bedst kan lide strik som er så blødt, at jeg kan bruge det uden langærmede bluser indenunder. Denne sweater er strikket i et meget blødt og lækkert garn, som er så vidunderligt fluffy, at det færdige arbejde kommer til at se lige tilpas tilfældigt ud. Jeg bryder mig nemlig ikke så meget om mønsterstrik i alt for hårdt tvundet garn, fordi jeg synes det bliver lidt skarpt i udtrykket.

Garnet er fra Drops og hedder Melody. Jeg har brugt omkring 300 gram grå og 100 gram råhvid til denne sweater, som er en stor one-size, med en overvidde (brystmål) på ca. 125 cm. Jeg har ikke regnet på andre størrelser, men tænker at den er ret nem at gøre kortere eller længere, ved blot at forkorte eller forøge striberne uden mønster. Til gengæld er den nok lidt mere kompliceret at gøre smallere, da maskeantallet jo helst skal passe med mønsteret. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det kræver nok lidt mere pusleri med mål og masker.

Strikkefasthed: 12 masker / 10 cm på pinde 6.

Krop:
Slå 148 masker op, og strik rib: 2 ret, 2 vrang i 6 cm.
Skift til glatstrik, og tag 4 masker ud på første omgang.
Strik 22 omg glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 12 omg glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 3 omg glat i bundfarven.
Luk for 5 m, strik 71 m, luk for 5 m, strik de resterende 71 m.
Lad arbejdet hvile.

Ærme:
Slå 26 masker op, og strik rib: 2 ret. 2 vrang i 8 cm.
Skift til glatstrik, og tag 5 m ud på første omgang.
Fra nu af tages der 1 m ud hver 2. omg , til der er i alt 61 m på omg
Strik 16 pinde glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 12 omg glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 3 omg glat i bundfarven.
Luk for 5 m, strik 51 m, luk for 5 m.
Lad arbejdet hvile.

Bærestykke:
Saml for- og bagstykke samt ærmerne på en rundpind, i alt 244 masker.
Tag fra nu af ind på hver anden pind på flg måde: ved alle fire samlinger begynder man indtagninger 3 m før samlingen. Strik 2 r sammen, strik 2 ret i bundfarven, tag 1 m løs af, strik 1 ret og før så den løse m over den m du strikkede ret. Således får du taget 8 masker ind i alt på omgangen.
Strik 8 omg glat i bundfarven.
Strik 12 omgange i mønster.
Strik 14 omg glat i bundfarven.
Der er nu taget ind på 17 omgange, og der er således 108 masker tilbage på pinden. På næste omgang tages der 42 m ind jævnt fordelt, så der er 66 m tilbage på omg.
Strik 8 pinde rib: 2 ret, 2 vrang, og luk løst af

Montering:
Sy hullerne under ærmegabene i begge sider, og hæft alle ender. Put eventuelt det færdige arbejde i fryseren et par timer for at begrænse løse hår (kan med fordel også gøres inden man begynder at strikke!).

Mønster:

Tilbage til forsiden

Ærmer, altså

Hvis der er en af vinterens trends jeg er helt særligt vild med, er det den med de voluminøse ærmer. Jeg har i hvert fald taget den til mig, både i form af gigantiske manchetter, vide ærmer på chunky strik, og nu også på min fine nye skjorte fra Autograph (købt hos Marks & Spencer).

Jeg synes simpelthen de skønne ærmer ser vidunderligt dekadente ud, især når det er på en knitrende hvid skjorte som her, hvor jeg i øvrigt er ved at gøre klar til spilleaften med familien.

Vi elsker vores spilleaftner. Jeg plejer at gå all in, med pynt, lækker mad, og stakkevis af spil, som vi kaster os over, alt imens mit selvopfundne metaspil kører i baggrunden. Metaspillet er en herlig ting, som lynhurtigt sørger for at mistilliden breder sig blandt gæsterne, fuldkommen som den bør, når der spilles hasard.

Jeg er heldigvis en god taber. Det er jeg næsten nødt til at være, for det er der ikke så mange andre i familien der er. Nævner ingen navne, men kigger måske på én helt bestemt person, som jeg elsker meget højt.

Igennem 25 år spillede Peter og jeg 500 ved nærmest enhver given lejlighed. Han snød så vandet drev af ham, men jeg vidste jo udmærket, at hvis han blev stoppet, ville han ikke gide spille mere, så jeg lod ham snyde. En dag – efter 25 år – spurgte han mig: ‘ Sig mig engang, opdager du aldrig nogen sinde at jeg snyder?’. Jeg har aflagt løfter om ikke at tale usandt, så svaret måtte nødvendigvis være: ‘Jo, selvfølgelig ved jeg det. Men jeg elsker at spille, og det gør mig ikke så meget om jeg vinder eller taber’. Desværre medførte det, at han ikke længere gad at spille. Han prøvede et par gange uden snyd, tabte (selvfølgelig) stort, og opgav så. Virkelig øv, og jeg har da også prøvet at lokke med, at han jo bare kunne snyde videre, men det er efter sigende ikke det samme at vinde, når modspilleren ved at man snyder… For et års tid siden fik jeg imidlertid overtalt ham til at deltage i spilleaftner i familiens skød. Det fungerer fint; vi hygger os, og vi lader allesammen som om vi ikke ved at han snyder.

 

Tilbage til forsiden

Hjemmestrik

Omsider er jeg blevet færdig med den fine sweater, som jeg begyndte på, mens vi stadig var på Mallorca. Den er blevet fuldkommen som jeg ville have den; vamset, lækker og hyggelig!

Der er noget helt grundlæggende tilfredsstillende ved tøj man selv har lavet. Der er den indlysende glæde ved at man kan få det, præcis som man vil. Er man ude af takt med moden (måske fordi man er nået dertil, hvor man lægger mere vægt på, hvad der klæder en, end hvad der er moderne)? Frem med strikkepindene. Vild med en farve som ikke rigtig er repræsenteret i butikkerne? Man kan altid finde en given farve i garn. Og er man til lange smalle ærmer, hjerteformede udskæringer eller totalt oversize snit, jamen så laver man da bare det.

Men der er også en anden glæde ved hjemmestrik. Det er selvfølgelig den dybe tilfredsstillelse ved hele projektet, fra design over konstruktion til udførelse – glæden ved at sidde og sysle med et hyggeligt arbejde, se sine drømme gro, og til sidst falde af pindene.

Bælte fra Molin, jeans fra Diesel

 

Sweateren her er strikket på pinde 7, så det er helt afgjort et overkommeligt arbejde. Hvis der er nogen der vil have opskriften, må I lige sige til. Jeg strikker ikke efter opskrift som sådan, men jeg tegner arbejdet op, og skriver maskeantal og mål ind undervejs, så jeg senere kan lave en opskrift, hvis det skulle blive nødvendigt.

Garnet er en alpacca/mohairblanding jeg fandt i en lille butik i Manacor, men jeg har fundet garn herhjemme med samme vægt og løbelængde, som har næsten samme udseende, og er endnu blødere.

Edit:

Eftersom I er flere der har bedt om opskrift, kommer den her. Det garn jeg anbefaler, er ikke det jeg har selv har brugt, men jeg er i gang med at strikke af det nu, og det er helt tosset lækkert.

Str: One size ? mål om brystet ca. 120 cm, længde 55 cm.
Garn: Melody fra Garnstudio, 300 gram
Pinde: nr 7
Strikkefasthed i halvpatent: 10 m / 10 cm

Ryg:
Slå 61 m op, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift herefter til halvpatent, og strik til arb måler 30 cm.
Luk 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. Du har nu 55 m tilbage. Strik til arb måler 55 cm, og luk af.

Forstykke:
Slå 61 m op, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift herefter til halvpatent, og strik til arb måler 30 cm.
Luk 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. Du har nu 55 m tilbage. Fortsæt i halvpatent til arb måler 35 cm.
Luk den midterste m. til halsudskæring, og strik hver side (25 m) færdig for sig. Luk 1 m mod midten på hver 4. pind, indtil du har 15 m tilbage. Luk af, når arb måler 55 cm.

Ærmer:
Slå 28 m, strik 5 cm rib (1 ret, 1 vrang). Skift til halvpatent, og tag 1 m ud i hver side af arb på hver 6. pind, indtil der er 53 m på pinden.
Når arb måler 44 cm lukkes for 1 m i hver side af arb, i alt 3 gange. På næste pind lukkes de resterende 47 m af.

Montering:
Hæft alle ender, sy side- og ærmesømme, og sy ærmerne i ærmegab. Damp arb let, og put det gerne i fryseren et par timer inden brug (så fnugger garnet mindre. Jeg plejer faktisk også at give det en tur i fryseren inden jeg begynder at strikke, så jeg ikke kommer til at sidde i en sky af løse hår!).

 

Tilbage til forsiden

Be my Valentine

Som jeg skrev forleden, så har vi egentlig aldrig fejret en traditionel Valentins Dag herhjemme. Det betyder jo sådan set også, at jeg aldrig har fået blomster – altså på Valentins Dag 😉

Men tirsdag var bare en dejlig dag her i huset, og den blev så lige toppet med en overdådig buket af skønne røde roser. Jeg tror måske vi bliver nødt til at indføre Valentinsblomster, for det kunne jeg godt lide!


Ny strik med pragtfulde ærmer fra Marks & Spencer, læderjeans fra Hudson, og højtelskede støvler fra Zara.

 

Tilbage til forsiden

Kold sne og en varm snude

Mine mallorkinske løbeture er blevet erstattet af gåture herhjemme. Kan simpelthen ikke oparbejde energien til at trække i løbetøjet, når det er så koldt at ingen levende væsner burde færdes udendørs – så er det straks meget lettere at komme ud og gå, for det er jo bare hyggeligt!

Heldigvis bor jeg på toppen af en høj bakke. Lidt ligesom et bjerg, bare uden ‘bjerg’. Hvorom alting er, så betyder det jo, at enhver gåtur nødvendigvis afsluttes med en bakke der skal kravles op ad, så lidt får jeg da rørt mig. – og så er jeg i godt selskab! Fili er nemlig altid frisk på en tur, og hendes dejlige humør smitter hver eneste gang.

Det er vidunderligt at gå. Bare at trave afsted, lade tankerne flyve, og nyde at der er helt stille. Når det sner, sker der én af to ting med mig: enten kryber jeg dybt ind i min hule, og kan slet ikke forestille mig at skulle foretage mig andet end det, som har med varm kakao, bløde tæpper og tykke bøger at gøre, eller også bliver jeg som et barn, der bare skal ud i alt det hvide.

I går begyndte det at sne mens jeg var ude og køre, og jeg kunne slet ikke vente med at komme hjem, trække det varme tøj på, og finde hundesnoren frem. Bølgende marker der langsomt dækkes af et hvidt tæppe – ja tak!

Hue fra Tivolis Julemarked, jakke fra Zara, gammel pelsvest og hjemmestrikket sweater. Jeg bruger ofte en pelsvest under mine skindjakker når det er koldt – så de kan de fint holde mig varm. 

 

Tilbage til forsiden

Markedsdag i Inca

En af de første ting jeg undersøger, når jeg kommer til en ny feriedestination i sydeuropa, er hvor og hvornår jeg kan finde det ugentlige marked. Utallige er de timer ham min elskede har tilbragt i udkanten af diverse markeder, i et desperat forsøg på at skaffe en smule skygge til ham selv og de børn og hunde han var sat til at passe – og enorme er de bjerge af  batikfarvede sommerkjoler, billige sandaler, pleather-tasker, hårbånd og stabler af armbånd og fingerringe jeg har hjembragt i løbet af min ungdom… Jeg har altid elsket markedspladsernes løfterige menneskemylder, de pragtfulde dufte af de fremmede delikatesser, og alle fristelserne, men efterhånden sætter jeg mere pris på at støve rundt med ham min elskede i hånden (!) efter den lækreste pølse, de friskeste grøntsager og den bedste ost, end på at stå på hovedet i kasser med lidt for korte shorts, lidt for farvestrålende skørter og lidt for dårlige solbriller.

Hernede er der bl.a. marked i Manacor om mandagen, i Arta om tirsdagen, og i Inca om torsdagen, så i går begav vi os til Inca. Byen er kendt for sine lædervarer, og der var da også skønne klassiske jægertasker og lækre tunge bælter i kraftigt skind, men ikke noget der fandt vej til min (ret proppede) kuffert. Til gengæld var der masser af solskin, dejligt selskab, og al tid i verden. Tilsæt sæsonens første jordbær, og dybtrøde kirsebær så store som barnehænder, og man har en udmærket opskrift på en perfekt dag.

Efter markedet gik vi på udkig efter en frokostrestaurant, hvor vi kunne sidde og spise ude i solen. Det kunne vi desværre ikke finde i Inca, så vi kørte ned til Porto Cristo, som er en lille by på Mallorcas østkyst. Byen er nok mest kendt for sine drypstenshuler, men den har også en dejlig lille havn, fyldt med hyggelige restauranter. Vi spiste vidunderlig grøntsagspaella (altid et sikkert hit) med udsigt over vandet, mens vi sugede de sidste solstråler til os, inden vi vender næsen hjemad i morgen.

Jakke & bukser fra Isabel Marant Etoille, sneakers fra Lloyd’s, taske fra Proenza Schouler, og bare ben!!

img_3669-1

Findes der mon en skønnere måde at spilde tiden på, end at hænge ud på en solfyldt kaj med sin elskede? Livet er sådan omtrent til at holde ud 😉

 

Tilbage til forsiden

Stormomsust

Vi har haft en del upassende vejr her på det sidste. Det har blæst virkelig meget, og endda regnet!!! Slet ikke okay, men jo formentlig bare Mallorcas måde at hjælpe os til at kunne forlade øen på fredag, hvor vi sætter næsen hjemad. Håber I har noget meget finere vejr at byde på i Danmark.

I går var vi ude i blæsevejret, og for første gang siden vi kom herned, var jeg faktisk glad for min efterårsjakke. Den har ellers ligget sammenkrøllet nede i bilen, men nu fik den så lov at komme ud og hilse på Mallorca 🙂

Inde under jakken havde jeg et par souveniers herfra – en lækker ulden nederdel fra Tommy Hilfiger, en kort cardigan fra Zara, og på fødderne de hyggeligste sneakers fra Lloyds’. Jeg følte mig virkelig farverig – jeg fristes næsten til at kalde det spraglet – i blå nederdel, med tern!! Uha, hvor jeg slår mig løs 😉

Idag skal vi også ud og gå tur – vi skal ned og gå langs kysten ved Cala Bona og Cala Millor, hvor der efter sigende skulle være et rigtig fint område med gode vandrestier. Kan ikke helt gennemskue præcis hvor det ligger, men mon ikke vi finder det? Helt sikkert er det i hvert fald at vi finder et eller andet pænt. Det er jo Mallorca, og øen ved vist ikke rigtig hvordan man er grim.

 

Tilbage til forsiden

 

Stribet skjorte – lige til at blive glad i låget af

Var i Palma forleden, før jeg blev fældet af sygdom, og når jeg er i Palma, synes jeg nærmest ikke jeg kan være andet bekendt end at smutte forbi Zara. Lokal kultur og alt det der.

Fandt denne skønne skjorte, fyldt med gode detaljer, og alligevel så simpel at jeg straks følte mig hjemme i den. Synes den er rigtig fin sammen med skinny jeans som for eksempel disse fra Designers Remix. De er dejligt tynde og bløde i materialet, med lige tilpas stræk, og så fint cropped ? perfekte.

Jeg er vild med detaljen på ryggen. Helt generelt kan jeg godt lide når der sker noget bag på mit tøj, og det her er lige tilpas; ikke for meget, men alligevel helt særligt.

Tænker også, at skjorten vil være skøn at dresse op med nederdel og hæle, eller ned med boyfriend jeans og sneakers ? det skal prøves!

 

Tilbage til forsiden

 

 

Older posts