Mini-guide: vandring på Bornholm III

img_1950

Efter en god nats tiltrængt hvile i Sandkås, startede turen næste morgen med kurs mod Hammerknuden, som vi lige skulle rundt om, inden vi gik ned mod Blåskinsdalen, som var næste stop. Formen var ikke så overbevisende, men turen gennem Sandkås, Allinge og Sandvig var fin, så da vi nåede indgangen til Hammerknuden, og samtidig rundede de 100 km, var vi fortrøstningsfulde.

img_1951

img_2154

img_1971

Turen rundt deroppe er vanvittigt smuk, og den viser virkelig den barske side af Bornholms natur. Havet buldrer mod klipperne, og der er imponerende formationer (navngivne, naturligvis) overalt. Undervejs stødte vi på ruinen af Salomons Kapel, som var det religiøse samlingspunkt på fortidens sildemarkeder. Ret hurtigt efter kapellet blev stien stejl. Meget stejl. Ikke lige sagen for hærgede knæ og lårmuskler, men vores imponerende Tryllebør nærmest svævede over*.

img_1980

img_2157

img_1982

På en eller anden måde overlevede vi turen over knuden, og nåede (kurende på enden det sidste stykke) frem til Hammerhavn, hvor vi fik os et velfortjent hvil, inden turen gik videre mod Hammerhus. I Hammerhavnen er der et ret fint anlæg, med shelterplads, kiosk med verdens bedste sandwich og et lille hus med brændeovn, hvor man kan hvile ud, hvis vejret ikke lige er til at sidde ude på terrasserne, så vi var helt klar, da vi begav os videre.

img_2041

img_2156

Vi gik ikke op til Hammershus slotsruin, men nød de smukke kig til stedet, hvor Corfitz Ulfelt og Leonora Christina sad fængslet, og hvor min veninde og jeg som ganske små stak af fra vores forældre, så min mor stadig bliver lidt stram i stemmen når hun fortæller om, hvordan de løb rundt og ledte efter os blandt de stejle klippefald. Vi var slet ikke blevet væk, men den slags kan være svært at forklare de voksne…

Bemærk i øvrigt at både Løven og Kamelhovederne faktisk ligner det de hedder. Lidt i hvert fald.

img_1986

img_2158

img_2015

Vi fortsatte gennem Slotslyngen, det imponerende Klondyke og Ringebakkerne til Vang. Ved både Hammerhavn og Vang er der lejrpladser, men vi ville gerne lidt længere nedad mod Rønne, så den sidste dagsmarch ikke skulle blive alt for presset. Derfor mosede vi videre gennem bakkerne, og forbi både Blåskinsdalen og Jons Kapel. Vi havde jo ellers planlagt at finde en uforstyrret plet i området, hvor vi ville begå vores sædvanlige ulovligheder, men nogen af os blev lidt grebet af en stemning, så vi knoklede videre gennem Teglkås og Helligpeder, helt ned til Hasle.

img_2159

Stykket ned langs vestkysten er umanerlig fint, men efterhånden var der helt udsolgt hos mig. Som i fuldkommen og aldeles udsolgt. Peter fik al bagagen over på Tryllebøren, men lige meget hjalp det. Jeg var ganske enkelt udgået for kræfter, og kunne dårligt sparke den ene fod frem foran den anden, så da vi ramte Hasle, og jeg spottede et konditori, nægtede jeg at gå så meget som et eneste skridt videre, før jeg havde fået sukker. En Napoleonshat, hindbærsnitte, makronsnitte og tebirkes senere indvilgede jeg i at stable mig op på mine rystende ben, som blev ledt hen til campingpladsen i Hasle, hvor vi smed os på helt reglementeret vis for natten.

img_2160

img_2065Find fem fejl – eller én, i hvert fald.

Næste morgen havde vi kun ganske få kilometer tilbage på Bornholm, så vi gav os god tid til pandekagerne, inden vi igen smed rygsækken på nakken / lod os forspænde Tryllebøren og begav os på vej. Og sikke en vej! Jeg har aldrig rigtig udforsket området nord for Rønne før, men hold nu op, hvor det var særligt.

img_2152

img_2161

img_2081

Syd for Hasle så vi Kultippen, et sjovt månelandskab, som er opstået ved at ler fra en nærtliggende kulgrav er blevet efterladt, så alt ligger goldt hen. Nede i nærheden af Sorthat er der fundet dinosaurfodspor, men det lykkedes ikke os at få øje på nogen, så vi fortsatte ned mod Nordskoven.

img_2079

Det allersidste stykke inden Rønne gik igennem vidunderlig skov, med den blødeste bund  – virkelig noget vi formåede at sætte pris på. Vii nåede frem til Rønne i så god tid, at vi både havde tid til en solid frokost og en strandtur, inden vi kl. 16.30 hoppede om bord på færgen til Ystad, møgbeskidte, trætte og glade helt ind i knoglerne. Nå ja, og sultne. Altid sultne 😉

img_2091

Den tur vi har gået, fra Rønne gennem Almindingen til Svaneke, op ad kysten til Sandkås og derfra over Hammeren og tilbage til Rønne, kan nærmest alle gå. Vi er i skrækkeligt dårlig form, og det har selvfølgelig kostet – men vi kom igennem. Vi brugte fem dage på turen, men kunne sagtens have gjort det på fire. Omvendt kunne vi snildt have brugt dobbelt så meget tid, for der er bare dejligt på Bornholm. Vi var glade for at kombinere telt med hoteller – begge dele er fint, både kombineret og hver for sig. En af fordelene ved denne rute, hvis man er utrænede vandrere, er at der dels er mulighed for at både sove og spise nærmest overalt undervejs, dels at BAT-busserne kører på kryds og tværs af øen, så man til enhver tid kan vælge at hoppe på sådan en, hvis man har fået overvurderet sin egen formåen.

Hvis man har den mindste smule mod på at komme ud og trave langt, kan jeg slet ikke anbefale Bornholm nok. Der er så hjerteskærende smukt overalt, og det en nem og billig ferie, som slet ikke kun hører sommeren til. Turen ville være mindst lige så skøn i foråret eller efteråret, bare man klæder sig efter vejret.

img_2163

* Okay, “nærmest svævede” er nok en tilsnigelse, og i øvrigt mindede ham min elskede mig konstant om, at det altså var ham, i højere grad end Tryllebøren, der fortjente applaus…

Søndags Snapshots

Et lille udpluk af ting, der har gjort mig glad i den forløbne uge – listen er på ingen måde udtømmende, for det har været en helt enestående uge, men her er nogle få højdepunkter!

img_2102

img_2090Bornholm, Bornholm, Bornholm

Bonderoser og bautasten, klipper, røgede sil og det blå, blå hav – det er nok det, jeg husker bedst fra denne uges vandretur på Bornholm. Der er noget magisk over vandreture. Man sætter bare den ene fod foran den anden, helt ukompliceret og meget, meget enkelt. Livet bliver simpelt, og virkelig smukt.

img_2151Min dejlige mor 

Min mors 70 års fødselsdag har også været en stor ting. Vi havde en vidunderlig dag, med masser af kage og lækkerier, selvom jeg egentlig godt synes, vejret kunne have taget sig en smule sammen. Min mor er jo virkelig sød, men der må have været andre der havde fødselsdag den dag 😉

img_2103Game of Thrones

Jeg ved godt, at jeg er endnu mere last-mover når det kommer til Game of Thrones end normalt, men altså. Den er jo noget så fin, den serie! Hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig dét?? Har styrt-set mig klar til den nye sæson, hvis første afsnit blev slugt straks vi landede herhjemme, med mudret rygsæk og beskidte tæer.

img_1833Nye sko

Burde måske gøre det til et fast indslag i Søndags Snapshots? Er i hvert fald voldsomt taknemmelig for Ugens Sko, som tillod mig at trave videre, da sidste uges sko havde maltrakteret mine stakkels poter. Kan klart anbefale de nye Sketchers med memory foam. Som at gå på en edderdynsdyne…

img_2101

Weekenden har stået på hygge med gode venner, havesyslerier og det, vi efterhånden er ret rutinerede i: pakke ud/pakke-øvelsen. Vi tager til Italien tirsdag, og jeg glæder mig som et lille barn. Vi har ikke været der siden december, og min fine perle har ellers kaldt ganske højt på mig – nu skal det være, og det bliver godt! Dovne dage på Comosøen i blændende sol, under kastanjetræet med en stak sommerbøger, eller krøllet sammen i en god stol. Alt sammen med de lækre italienske delikatesser indenfor rækkevidde, forstås.

Jeg håber I får en pragtfuld uge, uanset hvor i befinder jer!

Internettet, den bisse – og en udfordring

Internettet er en velsignelse – og det mener jeg af hele mit hjerte. Men det er en velsignelse der kommer med en pris, eller måske snarere med et ansvar.

Internettet kan gøre os klogere og mere bevidste, men det så sandelig også gøre os dumme og afstumpede. Det handler alt sammen – måske ikke så overraskende – om, hvordan vi bruger det.

Den nemme adgang til informationer kan hjælpe os på utallige måder, men hvis vi bruger denne mulighed ubevidst og uden refleksion, kan den dræbe den gode samtale. Kan I huske dengang i gamle dage, når man sad en flok venner sammen, og kom til at tale om ét eller andet – noget alle kendte til, men som man måske ikke lige kunne huske detaljerne i? Lad os nu bare bruge Berlinmurens fald som et eksempel. Hvornår var det nu, den faldt, den mur? I gamle dage ville vi have samlet vores viden, trukket på både fælles og personlige minder, og stille og roligt have talt os frem til en omtrentlig dato. Vi havde muligvis ikke ramt 100 % rigtigt, men hånden på hjertet: ville det betyde noget? Muren er jo faldet, og den rejser sig ikke igen, fordi vi ikke husker den eksakte dato. Det vigtige er, at vi ville have talt sammen. Tag nu den samme situation i dag. Hvad er sandsynligheden for, at vi ville have fået lov til at tale sammen, versus sandsynligheden for, at en eller anden havde snuppet sin smartphone, og lynhurtigt have givet os den korrekte dato?

Fakta er samtaledræbere – og det mener jeg kun halvvejs for sjov.

img_1325

Noget helt andet er, at internettet er en tidstyv. Den lille slambert snupper klumper af tid, og den gør det i snedige, små bidder, så vi knap nok opdager det – men lige pludselig har vi ikke længere tid til at stoppe op og dufte til roserne. Det er ikke som sådan noget jeg har opdaget, men nok nærmere noget jeg har fået smidt i hovedet.

Mit liv er, udefra set, temmelig kaotisk. Jeg rejser meget, i høj grad fordi jeg har min familie og mine hjem spredt rundt omkring i verden. Til gengæld for de konstant omskiftelige rammer, har jeg valgt at leve stille indenfor disse rammer. Jeg nyder stilheden, og jeg vælger fordybelsen. Det er meget sjældent at jeg surfer på nettet; jeg vælger i stedet at læse en bog. Det er et meget bevidst valg. Jeg er nemlig blevet opmærksom på, at mit sind trives meget dårligt med de hurtige skift, som internetsurfing giver. Hvis jeg har rodet rundt på nettet en time, er jeg nærmest mere udmattet end jeg var før jeg satte mig, men hvis jeg har fordybet mig i en bog, er jeg frisk og skarp, helt klar til at gå i gang med de næste opgaver der venter mig.

Det er derfor, jeg altid prøver at minde mig selv om, at jeg ikke skal åbne min computer uden at have et formål med det. Om nødvendigt slår jeg wifi fra på min computer, når jeg sætter mig for at skrive, så jeg ikke bliver fristet over evne, men det er efterhånden sjældent jeg har brug for det.

Min store udfordring er telefonen. Den er der jo hele tiden, som var den kirurgisk fastgjort til min hånd, og det er så svært at lade den være. For så vidt klart nok, for vi har jo at gøre med en guldgrube af information og underholdning – men som alle guldgruber kan man falde ned i den, og det er ikke nødvendigvis hverken sjovt eller hensigtsmæssigt. Derfor vil jeg bruge den næste uge på et eksperiment.

Kan jeg bruge min telefon på samme måde som jeg bruger min computer? Kan jeg vælge den til og fra, og kun åbne den, når jeg har et klart defineret formål med det? Og, måske endnu vigtigere: kan jeg nøjes med at gøre lige præcis det jeg på forhånd havde besluttet at gøre, når jeg åbner den, uden lige at tjekke email, sociale medier og what not?

Er du med på min udfordring?

Mini-guide: vandring på Bornholm II

Dag 3 af vores vandretur på Bornholm vadede vi i bedårende skønhed og imponerende oplevelser. Vi gik fra Svaneke over Gudhjem til Sandkås, og det er jo en udmærket vej at gå, hvis man godt kan lide noget der er pænt.

img_1812

Vi forlod Svaneke efter en solid morgenmad, med 26 km foran os. 26 km er jo som udgangspunkt det rene ingenting, men når man trækker to midaldrende, utrænede og generelt uformående tosser, en god håndfuld klipper og stigninger, og en grundlæggende upålidelighed i Google maps  ind i lignimgen, er det faktisk  rigeligt. Vi endte med at gå 35 km, og det var nok.

Turen fra Svaneke til Sandkås går gennem Danmarks allersmukkeste natur, og man rammer adskillige småbyer med en nuttethedsfaktor, som dårligt kan overgåes. Listed er bedårende, og Ypnasted og Bølshavn ligeså. Bølshavn er et af de steder, jeg har holdt ferie som barn. Fotografisk bevis nedenfor:

img_1619

img_1877

img_1941

Mellem småbyerne står der en såkaldt hilse-sten; en bautasten, som vandrende har hilst på gennem mange, mange år, og derved fået held og lykke med på deres videre færd. Vi mener nu nok at gå under en heldig stjerne, men selvfølgelig hilste vi alligevel på Hellig Kvinde.

Rankløveskåret er imponerende, men kun hvis man kravler ned i det. Oppefra ser det ikke ud af noget videre, men vi besluttede at det var ok. Ikke fordi Tryllebøren ikke kunne have klaret turen, men vi blev enige om at spare kræfterne. Vi skulle jo også forbi Kobbeåens udløb, og vi vidste begge at Kobbeåen laver en af øens skrappeste bakker. Jeg har utallige minder fra mine mange gispende og stønnende forsøg på at forcere den på cykel. Aldrig særlig pænt, men hver gang er jeg da kommet op, omend et liv langs med åen flere gange har virket tillokkende.

Vi havde lovet os selv en omgang Sol over Gudhjem til frokost, så det sidste stykke over Kongens Mark og Melsted gik som en leg (en syg leg!). Til gengæld måtte jeg endnu engang sande, at det måltid du har kæmpet dig frem til, bare smager så meget bedre end noget som helst andet i verden, og med 79,2 km i vores trætte poter, var det i dén grad velfortjent!

img_1927

img_1945

img_1905

Eftermiddagens tur fra Gudhjem til Helligdomsklipperne siges at være den flotteste strækning i hele den vide verden. Der er dem, der påstår at turen fra Helligdomsklipperne til Gudhjem er endnu smukkere, men det er slet ikke rigtigt. Ikke noget af det. Den smukkeste tur går fra Svaneke til Gudhjem, og sådan er dét 😉

Undervejs passerede vi endnu et par bautasten og den morsomme Salenebugt med hvalrosklippen, som jeg dog ikke var i stand til at genfinde. Den er ellers noget så fin, men ting forandrer sig åbenbart…

img_1947

img_1931

img_1946

img_1940

Det går ret meget op og ned på kyststien, og man går i et utroligt varieret landskab. Klipper, sand, rullesten, markstier, skønne afgræsningsområder hvor grundfjeldet titter op hist og her, lidt på cykelsti, og endda på et tidspunkt gennem et parklignende anlæg med tusindvis af roser.

Vi satte stor pris på (havde brug for!) vores pauser, og dumpede ind på en lille cafe, lige inden vi kom frem til Helligdomsklipperne.  Turen langs klipperne var nøjagtig så smuk som den plejer at være – som barn var jeg især betaget af Den Sorte Gryde, som affødte mangen en sangleg på stedet, men denne gang sprang vi, helt ubesværet oven i købet, Bro Bro Brille over.

Efter Bornholms fine Kunstmuseum kom vi til Døndalen. Havde vi haft en lidt kortere dagsmarch eller en lidt lettere oppakning, ville vi bestemt være gået på jagt efter det sagnomspundne vandfald, som jeg har tilbragt adskillige sommerdage med at lede efter. Bæstet tørrer ud om sommeren, men udenfor sommersæsonen er det noget så fint – bare et tip, hvis nogen skulle have lyst til en dejlig efterårsferie! Vi sprang også over Troldeskoven, hvor der i foråret vokser de blå anemoner, som var min mormors yndlingsblomst. Blå anemoner er helt særlige. Hvide anemoner der dækker hele jorden ligesom sne, er yndefulde forårsbebudere, men de blå står mit hjerte særligt nær.

img_1871

img_1944

img_1895

img_1943

Kort før man rammer Tejn, kan man smutte ind gennem en låge til et afgræsset areal. Herinde findes Stammershalle, med bautastene og udgravninger af bronzealdergrave, fint og stemningsfuldt.

Sandkås er nærmest vokset sammen med både Tejn og Allinge, som er vokset helt sammen med Sandvig – fire små byer i ét. Her myldrer det med mennesker, og hotellerne ligger som perler på en snor. Vi var bare glade for at være kommet frem, og nød at få skoene af og benene lidt op…

Min bedste accessory – eller En Velklædt Mand

Hen over sommeren og efteråret skal vi til en håndfuld større og mindre fejringer, og selvom jeg normalt altid synes det er en fest i sig selv at vælge tøj til festen, kan jeg godt have lidt problemer med at få brugt min bedste accessory (ham min elskede) på den optimale måde. Derfor har jeg bedt min søn – formentlig Danmarks bedst klædte mand – om hver gang at komme med et par bud på passende herretøj til lejligheden. For nogle dage siden satte jeg ham stævne for at få en snak om tøj, stil, tradition og mode.

img_1624

Pia: ”Du ved en masse om herretøj, og du nyder at holde liv i de gamle traditioner for, hvordan man(d) bør klæde sig. Onde tunger vil måske hviske ’laps’, men det handler vist mere om sædernes forfald – og måske en smule om misundelse. Du er i hvert fald uden tvivl den mest velklædte mand, jeg nogensinde er stødt på.”

Oliver: ”Det kan være rigtig svært at være velklædt i dag, hvor trenden synes at være, at ens tøj slet ikke kan blive casual nok. Jeg nyder at klæde mig pænt, og er meget bevidst om de signaler, jeg udsender med mit tøj. Både til de mennesker jeg omgås med, men næsten lige så meget til mig selv. Når jeg eksempelvis tager habit og slips på, forventer jeg både mere af min dag og af mig selv.

Jeg holder af mit tøj og passer godt på det. Jeg er går ikke op i hvad der er på mode, men vælger snarere tøj jeg føler passer mig og min stil. Den holder nu engang længere end moden, og det giver derfor bedre mening at bruge flere penge på de enkelte dele.”

img_1636

Pia: ”På fredag fylder min mor (din mormor) 70 år, og hun har inviteret den nærmeste familie til en afslappet middag derhjemme. Selv hopper jeg i min nye yndlingskjole fra Diane von Furstenberg, stikker mine bare fødder i et par mules, og tager en læderjakke over skuldrene Jeg tilsætter en fin taske og en stak forskellige armbånd – så er det pænt, men stadig så tilpas råt at jeg føler mig hjemme i det. Men hvordan skal jeg klæde din far?”

Oliver: ”Helt generelt kan man sige, at sommer indbyder til klare, lyse farver, gerne med kraftig valør.  Invitationen vi har fået, er jo ret uformel, men omvendt kalder lejligheden på lidt mere end frynsede shorts og en forvasket t-shirt. Når jeg skal finde et passende sæt tøj til en given lejlighed, prøver jeg at finde den rette balance mellem på den ene side respekt for traditionen; altså at være velklædt i klassisk forstand, og på den anden side respekt for arrangørens og de øvrige gæsters påklædning…”

Pia: ”…og den stolte mor er imponeret over, at det lykkes dig hver eneste gang!”

Oliver: ”Til en dag som denne vil jeg mene, at det mest formelle man kan slippe afsted med, uden at det bliver til en kostumefest, er et par pæne lyse bukser, en skjorte og en blazer eller sportsjakke – med kontrast til buksernes farve. Slipset er efterhånden blevet valgfrit i dag, selv om blazeren (og jeg personligt) har det godt med et slips.”

img_1687

Affiliate links: Blazer, skjorte, slips, sko

 

Pia: ”Og hvis nu man gerne vil være lidt mere casual, hvad vil du så mene er det mindst formelle man kan tillade sig, uden at værtinden tror man er komplet ligeglad med hendes fest?”

Oliver: ”Jamen, så kan man droppe slipset og jakken, og eventuelt erstatte den med en striktrøje over skuldrene. Det er også oplagt at vælge mere casual sko, uden at det bliver gummisko. Man kan for eksempel vælge en loafer eller en monkstrap i læder, eller gå den anden vej, med en mere formel snøresko i et grovere materiale som ruskind. Sort er den traditionelt formelle forretnings- eller aftensko, så her ville jeg vælge brun”

img_1689

Affiliate links: Skjorte, strik, bukser, sko – i øvrigt fungerer både de to par sko og bukserne fint i begge sæt.

 

Pia: ”Hvad tager du selv på til mormors middag?”

Oliver: ”Jeg iklæder mig et par beige chinos, en mørkeblå striktrøje for kontrastens skyld og en lyseblå/hvid stribet skjorte for at binde det sammen. Dertil vil jeg bruge mørkebrune monkstrap sko i læder, og selvfølgelig et tilsvarende bælte.”

img_1699

Senere på sommeren vil jeg igen invitere Oliver til at deltage her på bloggen, så han kan komme med ideer til hvad jeg skal stille op, sådan rent accessory-wise, til en navngivning, en fødselsdagsfest og et bryllup, så stay tuned 😉

Mini-guide: Vandring på Bornholm

Som jeg kort nævnte forleden, er vi i øjeblikket på Bornholm. Vi er på vandretur, og naturligvis kunne vi ikke følge den slagne vej… Den er ellers oplagt: Tilbage i midten af 1800-tallet var min oldefar med til at anlægge en redningssti rundt langs Bornholms kyster. Når man går på stien i dag, er det i mindre grad for at advare skibe der kommer for tæt på den forræderiske Bornholmske skærgård, men snarere for at nyde en vidunderlig tur øen rundt.

Selvfølgelig ville vi også gerne følge redningsstien rundt – men vi gider simpelthen ikke gå stykket fra Balka og nærmest hele vejen til Boderne, fordi man der går på selve stranden. Vi orker ganske enkelt ikke at sparke os frem mellem glade badegæster og isindsmurte børn, med vandresko, rygsæk og tryllebør.

Derfor har vi i stedet lagt en rute på tværs af øen, fra Rønne ind gennem Almindingen og Paradisbakkerne, og ud til Årsdale. Herfra vil vi så følge oldefars sti hele vejen op omkring Hammerknuden og tilbage til Rønne.

Lørdag morgen (som i tidlig morgen, med afgang fra stationen kl. 5.37) tog vi toget til Ystad, og derfra færgen til Rønne. Vel ankommet i Rønne forlod vi straks den ellers top charmerende by (den må pænt vente et par dage, til vi vender tilbage til den igen), og begav os mod Almindingen.

img_1713

Almindingen var tidligere et fælles afgræsningsareal midt på øen – heraf navnet: Almindingen betyder ‘alle mands’ på gammelt dansk – som i dag er Danmarks tredjestørste skov. Den er især kendt for attraktionerne Ekkodalen, Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg og Rokkestenen (man må bøje sig i støvet for bornholmernes evne til at navngive enhver sprække, sten eller bakke, og på den måde lade os forstå, at ethvert sted bærer sin egen vigtighed i sig), men skoven er faktisk også en oplevelse i sig selv.

Jeg havde lagt en rute som gik over Rytterknægten, og det var der en god grund til. Det handlede om en vandpost, men sådan en er der jo også ved Ekkodalen, mindede jeg småbandende mig selv om, da vi asede os op ad bakken. Til gengæld, blev vi enige om, ville vi ikke fortsætte fra Rytterknægten over i Ekkodalen, men bare sætte kursen direkte mod Paradisbakkerne. Vi gik endda og skiftedes til at råbe “Hvad drikker Møller?” og “Øller, øller, øller”, bare så vi ikke blev snydt for oplevelsen. Undskyld til jer, der var derude. Det var en slags hiker’s high, tænker jeg.

Og så kom vi minsandten over Ekkodalen alligevel. Lidt en blanding af nostalgi, beslutsomhed og manglende stedsans – fint var det under alle omstændigheder, og vi fik endda is derinde. Så er alt jo godt.

img_1797

img_1725

img_1798

img_1746

I alt gik vi 33 km gennem skoven, indtil vi gjorde det, som vi efterhånden er blevet rigtig dygtige til: smed os udmattede i skovbunden på ganske ureglementeret vis, aka stealth camping. Vi brugte timerne om bålet med dels at proppe os med den lækreste karryret (sult er den bedste kok!), dels at pleje mine ømme poter. Altid festligt med nye sko, jo 🙂

Søndag morgen vågnede vi tidligt. Det gør vi for så vidt altid, når vi er ude, og det kan muligvis have noget at gøre med, at hiker’s midnight typisk indtræffer mellem 21 og 22. Vi var i hvert fald oppe med fuglene, bagte pandekager og stegte bacon, og havde alt pakket sammen og var klar til at rømme lejren allerede omkring kl. 9.

Dagsmarchen gik via Paradisbakkerne ud til kysten, hvor vi satsede på at ramme Svaneke så tilpas tidligt, at vi kunne nå at nyde den skønne by, inden udmattelsen for alvor satte ind.

Svaneke har en helt særlig plads i mit hjerte. Byen er fyldt til randen med minder fra både min egen og mine ungers barndom, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at klipperne omkring Svaneke er noget ganske særligt.

img_1790

img_1776

img_1799

img_1775

img_1769

Som en ekstra lille luksus havde jeg booket os ind på Siemsens Gård. Det er meget fint, alt det der med teltslagning, bål og tørret mad – men der er også meget godt at sige om et varmt brusebad, en stikkontakt og en blød madras, og det blev alt sammen sagt dén aften, efter en vidunderlig tur ud i Hullehavn, sydøst for Paradis. Eneste ridse i idyllen er, at Fili ikke er med. Vi var usikre på, om turen ville være for svær for hende, så hun er i mange trygge hænder derhjemme – men vi savner hende.

I dag går turen nordpå, med første stop i Sandkås. Ifølge trackeren har vi allerede 61 km i skoene, men jeg er helt sikker på, at turen i dag bliver mere smuk end smertefuld 🙂

Red: Dette er første del af en serie om vandring på Bornholm – læs videre om turen fra Svaneke til Gudhjem, og turen over Hammerknuden til Rønne.

Søndags Snapshots

Denne uge er startet og sluttet på nøjagtig samme måde: i vandresko og kikset tøj.

img_1520

Først var det de lokale skove, der måtte holde for,

img_1715

– og siden de mere eksotiske. Altså i det omfang det ellers giver mening at kalde Almindingen eksotisk, men nu prøver jeg 😉

img_1563

Ind imellem har vi nydt livet herhjemme. Her bliver jeg nok aldrig træt af at være, og da slet ikke når den står på vidunderskønne skønne stunder med grill, kage og lidt syslerier i haven med familie og venner,

img_1607

– indkøb af virkelig nødvendigt udstyr, og – affødt heraf – benhård træning, så poterne kunne nå at vænne sig til de nye vandresko. Har det stadig stramt med at have pensioneret mine elskede Nike, men der var ikke rigtig nogen vej udenom…

img_1608

Jeg har også haft gang i kødgryderne, og efterfølgende i tørreapperatet. Det holder aldrig op med at imponere mig, hvor meget bedre alting smager efter en gang tørring og efterfølgende rehydrering. Jo et fantastisk koncept for en udygtig husmor, som nok kan trænge til enhver håndsrækning!

Vi bliver herude i det blå lidt endnu, men er tilbage i fuld fart mod slutningen af ugen, hvor vi først skal fejre min søde lille mor, og bagefter gøre klar til en måned i Italien. Der er lige et par småting der skal på plads, men det er der jo altid. Heldigvis bliver vejret pragtfuldt; det er den aftale jeg har lavet, så nyd det. Jeg håber I får en vidunderlig uge!

Mere mental oprydning

Lige en hilsen herovre fra det østlige – vi er taget på vandretur til Bornholm, og sender et postkort en af dagene. Indtil da vil jeg lige dele et af mine mere uheldige karaktertræk med jer…

I sidste uge skrev jeg om, hvordan jeg fra tid til anden laver en mental oprydning, hvor jeg gennemgår mine aktiviteter, forpligtelser og vaner. Det er en måde at holde øje med, om jeg hele tiden lever lige præcis sådan som jeg allerhelst vil.

I hverdagen sker der ind imellem det, at den ene dag tager den anden. Uhensigtsmæssige vaner overtager, når jeg kører på autopilot. Det er meget mere rart at være mig, hvis jeg husker på mine idealer og drømme, og sørger for, at mit liv afspejler mine ønsker.

Det eneste problem med mit 7-trins system er, at det nogen gange kan være svært at få øje på, hvor tiden egentlig forsvinder hen. Kender I det, at en dag bare smuldrer mellem fingrene på én? Altså ikke på den fede måde, hvor det ene tilbagelænede øjeblik tager det andet, og man bagefter kigger tilbage på en smuk perlerække af fordringsløse lykkeøjeblikke, for den slags smuldren er vidunderligt jo. Jeg tænker mere på den slags dage, hvor man faktisk har en del opgaver, der skal fra hånden, og hvor man virkelig knokler – men hvor der bare ikke rigtig synes at ske noget…

img_1337

For nogle år siden oplevede jeg, at min tid løb fra mig. Jeg kunne aldrig rigtig nå mine opgaver, og jeg følte mig konstant stresset. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at rydde op i mit arbejdsliv, og fravælge de opgaver som jeg ikke havde tid til – men da jeg satte mig for at lave en analyse af mine opgaver og mit tidsforbrug, viste det sig overraskende nok, at alle mine opgaver snildt burde kunne løses indenfor almindelig arbejdstid. Hvad var det så der var galt? Travlt havde jeg jo, og jeg var i gang hele dagen igennem. Jeg begyndte at tage tid på mig selv, for at finde ud af, hvor min dag forsvandt hen. Hver gang jeg startede på at arbejde med en ny opgave, skrev jeg et notat i en arbejdsdagbog, og – endnu vigtigere, viste det sig – hver gang jeg sprang videre til noget andet, noterede jeg også det. Sådan her så min arbejdsdagbog ud en af de første dage:

9.00: skriver på en artikel, som jeg har lovet færdig i ugens løb

9.08: email kommer ind, så jeg tjekker den lige. Hov – der var også kommet en reklame fra Amazon, så jeg smutter lige ind og ser hvad der sker.

9.20: artikel

9.30: sætter vand over til te, og smider noget tøj i vaskemaskinen

9.55: artikel

10.15: færdig med artikel, tager mig en pause inden jeg læser korrektur. Jeg tjekker email, Facebook, diverse blogs og debatsider, og ups – det gik der mere end en time med. Noget af det var selvfølgelig marginalt arbejdsrelateret, men ikke på min liste over opgaver i dag…

11.30: læser korrektur på artikel, og gemmer den, så jeg kan tjekke den en ekstra gang inden den bliver sendt til redaktøren (hvorfor???!?). Bladrer lige i nogen af mine gamle artikler, og tjekker min email.

12.00: frokost

12.30: tømmer vaskemaskinen, henter post. Tjekker min email, og ser om der er noget nyt på templets Facebookside.

13.10: skriver på min nye bog.

13.33: research til bog. Ryger lidt langt ud ad en tangent. Tjekker email, besvarer et par spørgsmål. Ser også lige efter hvordan vejret bliver i morgen (ikke fordi det betyder noget, og jo sådan set heller ikke fordi jeg kan gøre noget ved det, men altså…), og om der er ideer til spændende illustrationer på Pinterest. Slår også lige et hurtig slag forbi Instagram.

13.57: skriver videre på bogen – råtekst, som skal redigeres kraftigt, men der kommer da ord på papiret. Drikker te imens, som jeg lige holder en kort pause for at lave. Bliver afbrudt af en veninde der kommer på besøg, vist nok omkring kl. 14.30. Det er lidt svært at arbejde hjemme, for jeg kan ikke lide at sige, at jeg ikke har tid. I øvrigt er det også alt for hyggeligt at snakke med hende!
38 minutter var jeg om at skrive en artikel, og så brugte jeg nok yderligere omkring ti minutter på korrekturlæsningen. Hvorfor jeg ikke sendte den straks, må få lov at stå hen i det uvisse. Det er fuldkommen tåbeligt, fordi det betyder at jeg skal have fat i den én gang til, før jeg er færdig. Så skrev jeg koncentreret på bogen i 23 minutter, lavede research til den, og skrev videre på den i måske knap en halv time. Og så var den dag gået!!!?

Hvor blev den af?? Ja, det viser min arbejdsdagbog jo egentlig ret tydeligt. Den forsvandt i en strøm af mere eller mindre vigtige småærinder, og tåbelige tjek og gen-tjek af sociale medier, email og meget mere.

Jeg prøvede efterfølgende at disciplinere mig selv. Det var jo ret tydeligt for mig, at jeg havde ladet et evigt skiftende mylder af små indfald overtage styringen, og lige så tydeligt at det ikke bragte mig noget godt. Jeg forfulgte konstant mine indskydelser, men følte mig aldrig tilfredsstillet. Derfor valgte jeg en ny strategi. Når jeg satte mig for at arbejde, understregede jeg for mig selv, at jeg skulle arbejde, ikke andet. En god beslutning, bestemt – men desværre ikke en jeg førte ud i livet. Det var jo ikke fordi jeg ikke ville, der skete bare det, at distraktionerne tog magten fra mig, og jeg nåede nærmest aldrig at opdage det, før det var for sent.

Derfor besluttede jeg at tage en kold tyrker. Hver gang jeg satte mig for at arbejde, slog jeg wi-fi fra på min maskine. Til gengæld arbejdede jeg i forudbestemte blokke af tid, som regel bare tredive minutter ad gangen. Tredive minutter kunne jeg nemt koncentrere mig, og det var nemt at overbevise mig selv om, at den tid skulle være dedikeret arbejdet og intet andet. Hold nu op, hvor fik jeg pludselig meget fra hånden! På fire gange tredive minutter, altså bare to timer, nåede jeg meget mere end jeg før gjorde på en hel dag. Til gengæld måtte jeg afsætte særlig tid til at besvare emails, kommentarer og spørgsmål på sociale medier – to-tre gange om dagen bestemte jeg mig for; det måtte være mere end nok. Det betød selvfølgelig, at folk måtte vente et par timer mere end sædvanligt på svar fra mig, men det var der vist ingen der opdagede.

I dag er det blevet en god vane at arbejde når jeg arbejder, og holde fri når jeg holder fri. Det er herligt. Jeg når mine opgaver uden problemer, og når jeg slapper af, er jeg bevidst om, at det er det jeg gør, så jeg nyder mine pauser meget mere.

Er I gode til at skelne mellem arbejde og fritid – eller betyder det ikke noget for jer? Jeg tænker at mange garanteret sagtens kan jonglere med flere bolde, og være glade for det – jeg kan bare ikke!

Rabarberkage

Jeg har plantet rabarber som bunddække under mine roser på gårdspladsen. Det ser noget så fint ud, og som en ekstra bonus vokser der nu kage i min have!!

img_1610

Uhm, rabarberkage… jeg har endnu engang ofret mig, og eksperimenteret og smagt mig frem til den allerbedste opskrift i hele den vide verden. Min indsats kommer nok til at kræve et par ekstra kilometer på vandrestierne, men det gør jeg gerne i den gode smags tjeneste.

Til verdens bedste rabarberkage skal du bruge en håndfuld friske stængler, vasket og skåret i mundrette bidder. De placeres i et ildfast fad, og drysses med rigeligt sukker og vanilje.

Derefter blandes dejen. Den skal hverken piskes eller røres en hel masse – bare lige blandes hurtigt sammen, og fordeles over rabarberne.

300  gr blødt smør
350  gr hvedemel
100  gr finvalsede havregryn
170  gr sukker

Hele herligheden puttes derefter i en 165 grader varm ovn, og bages i ca. 40 minutter.

Jeg serverer den helst rygende varm, med enten creme fraiche, flødeskum eller en klat skyr på toppen, og eventuelt pyntet med en håndfuld hakkede mandler. Haps!

Kagen tager bestemt ikke skade af at stå. Faktisk er den top hyggelig dagen efter, når den er blevet dejligt snasket – men så præsenterer den sig nok ikke helt så fint længere, og sprødheden er gået af den. Stadig godt, dog 😉

img_1616

Tryllebør og Gandalf-vibe

img_1589

Her i weekenden har vi været ude og trave igen. Det er første gang vi har været ude siden påsken, så det var på høje tid! Faktisk handlede det også lidt om, at vi skulle have testet noget nyt gear, inden turen går til Bornholm i næste uge, hvor vi skal vandre fem dage.

img_1591img_1584

Jeg har nemlig anskaffet mig en Tryllebør; en genial sag, som man kan læsse med overraskende mange kilo letvægtsudstyr, og spænde sin mand for. Jeg havde været lidt urolig for, hvor praktisk den var i brug, men den er intet mindre end fantastisk. Den forcerer grøfter, mudderhuller og træstammer helt ubesværet og nemt, og som en ekstrabonus forlener den brugeren med en overvældende maskulinitet, af “Se mig, som kan klare alt for min kvinde”-typen.

Tryllebøren er således øverst på pakkelisten, men der er en håndfuld andre ting, som ikke kan undværes:

Min rygsæk. Egentlig mest af mentalhygiejniske årsager: Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om at lade ham min elskede slæbe alt… i øvrigt også praktisk nok at have de ting, vi har brug for i dagens løb pakket separat, så min rygsæk kommer med. Det meste af mit udstyr er ultra-ekstra-super light, men lige præcis med rygsæk skal man altså være opmærksom på, at ultra light ikke nødvendigvis er mere behageligt ude på stierne. De helt lette rygsække er uden ramme, hvilket betyder at vægten i meget mindre omfang end ellers overføres til hofterne. De er med andre ord meget tungere at gå med, end en tungere rygsæk. Derfor går jeg med en forholdsvis tung, men til gengæld ret lille rygsæk, som sidder perfekt på min meget korte overkrop.

2 tshirts i tynd, blød uld. Svedtransporterende, behandlet med ‘anti-stink’ (husker ikke det teknologiske navn, men det virker!), og behagelige i alle temperaturer.

2 sæt undertøj, af den sexede hiking-variant. Kan bruges som badetøj i en snæver vending (bedst hvis man er alene…).

3 par strømper – to par vandrestrømper, og et par lange sokker, som kan holde myggene lidt på afstand af mine sarte ankler om aftenen.

For alt dette tøj gælder reglen, at jeg skifter om aftenen, når vi slår lejr, så jeg kan vaske dagens beskidte klæder. Med bare en lille smule held er de tørre næste morgen, og ellers bliver de bundet udenpå rygsækken, så de tørrer i dagens løb. Derudover medbringer jeg:

Kasket – fordi jeg sjældent magter at smøre solcreme ud over det lag af sved, myggebalsam, bålsod og almindeligt møg, der lægger sig over mit ansigt, straks jeg tager vandretøjet på.

En fleecetrøje, som jeg bærer stort set døgnet rundt.

Et par vandrebukser – charmerende zipp-offs, som med et snuptag kan forvandles til shorts. Ikke pæne som hverken bukser eller shorts.

Et par tykke, bløde løbebukser, som er det hyggeligste i verden at sove i, og som også fint kan bruges om dagen, hvis en regnbyge skulle have pladret mine vandrebukser til.

Jeg slæber nemlig ikke rundt på regnbukser. Jeg har en poncho, og en god aftale med vejrguderne.

Jeg går med en vandrestav. Vi bruger to vandrestave til vores telt (når ikke vi hænger fra træerne i vores reder af dun), men på stierne er reglen, at to vandrestave = gammel dame, der bruger dem som tryllestave til magisk vægttab, mens én vandrestav = GANDALF!!!!

Af hensyn til vægten kunne jeg ikke finde på at gå i traditionelle vandrestøvler. De er ganske enkelt for tunge, og vægt på fødderne er noget af det tungeste at slæbe med sig overhovedet. Jeg går i sneakers – Nike Air er min favorit, og jeg har slidt det første par i laser allerede.

Efter Tryllebørens introduktion i mit liv, er der også blevet plads til lidt luksus. Min hyggeponcho, i tykt fleece med semi-vandtæt overflade bliver brugt som putteting ved bålet, som ekstra varme over vores liggeunderlag, som tæppe, når vi holder pause i dagens løb, og som “kom nu, du kan godt holde ud at stå op-device” om morgenen. Knuselsker sager der kan muti-taske!

img_1592img_1590img_1583

Ellers slæber vi på overnatnings- og madlavningsudstyr, som alt sammen er valgt i ultra-light udgaven, hvilket betyder at det er indtil flere hundrede gram lettere end traditionelt udstyr, og mere kostbart pr. gram end rent guld… Ethvert gram tæller nemlig – men på Tryllebøren tæller det kun halvt!

Vi har også altid vores telefoner med. De fungerer som kamera om dagen, som bog om aftenen, og som lampe om natten – og så er de vores tingfindere. Vi bruger dem til at finde vej – både til at finde Den Rette Vej, og til at finde den nærmeste lejrplads (i det omfang vi ikke sniger os til en gang stealth camping). Når vi leder efter lejrpladser, bruger vi app’en Shelter, som viser vej til nærmeste shelter eller lejrplads. Til vejvisning generelt er app’en Wikiloc perfekt. Den giver inspiration til masser af fine ture, fordi folk er søde til at uploade deres GPS-spor, og for et beskedent beløb kan man følge disse spor undervejs, når man er derude i det blå.

Det danske land er som skabt til vandring, blidt, smukt og ikke alt for bakket som det er. Det ligger bare og venter på os. Ses vi derude?

Older posts