Langsom Lørdag – om at finde sin vej

Jeg tror måske, at der er lige så mange veje til det lykkelige, langsomme liv, som der er mennesker der ønsker sig et lykkeligere, langsommere liv. Det giver egentlig lidt sig selv: vi starter ikke samme sted, så hvorfor skulle vi tro, at vi skal gå samme vej for at nå målet? Alle veje fører til Rom, bevares – men den der starter i Timbuktu skal formentlig følge en lidt anden vej, end den der starter i Trondheim.

Min vej er den buddhistiske. Jeg blev første gang opmærksom på buddhismen i 1987, da jeg gik i skole med en buddhistisk munk. Jeg var imponeret af buddhismen, men slet ikke klar – det var jeg til gengæld nogle år senere, da min lillebror introducerede mig til sin nye buddhistiske praksis. Når jeg tænker tilbage, kan jeg egentlig ikke rigtig sige, hvorfor jeg blev buddhist. Det virkede ikke helt som et valg; det måtte bare være sådan. Til gengæld er jeg meget bevidst om, hvorfor jeg stadig er buddhist; hvorfor jeg lader den buddhistiske filosofi informere mine livsvalg, og hvorfor jeg sætter tid af, hver eneste dag, til kontemplative og meditative øvelser.

img_8934

Det er simpelthen fordi jeg ikke længere ønsker den slags liv, jeg havde før. Mit liv før var hurtigt, smart, og meget meget vredt.

Et langsomt liv ser ikke særlig smart ud udefra. Fart er spændende, sexet, cool, og fremfor alt konkurrencedygtigt, mens langsomt egentlig bare er rart. Men bare rart er altså vigtigere for mig.

Når man lever langsomt, får man tid til omhu. Man får tid til at dvæle ved alle de små detaljer, som ellers fortaber sig i Det Store Billede – men det er de små detaljer, der tilsammen udgør et liv. Derfor vælger jeg at risikere at være kedelig, og kedelig er faktisk heller ikke så galt endda. Hvis man tør at kede sig, åbner der sig måske en verden af nye muligheder, som ellers ville være blokeret af alle de distraktioner, vi – ofte uden overhovedet at tænke over det – hælder ud over os selv.

Har du prøvet at være helt alene med dig selv? Uden telefon, computer, bog eller selskab; bare sidde for dig selv? Hvordan føltes det? Rigtig mange bliver urolige af at være alene med sig selv, og begynder ret hurtigt at række ud efter måder at aflede sig på.

Jeg blev engang spurgt, om det da var en skidt ting, og spørgsmålet efterlod mig måbende. Den der spurgte, mente selvfølgelig, at det var fint at bruge sin tid optimalt. “Gør nu noget – lad være med bare at sidde dér!” er en accepteret måde at forholde sig til livet og dets udfordringer på. Jeg foreslår, at du prøver det modsatte:

Sid nu dér – lad være med bare at gøre noget.

Hvis du aldrig har prøvet det, kunne du jo gøre det lige nu. Så kan det være, du finder ud af, hvorfor jeg synes det er en god ide, at vi lærer at nyde at være sammen med den eneste, vi hele tiden er sammen med. Os selv.

Langsom Lørdag – sov godt

For at kunne tilvælge en ny, langsommere livsstil, er det en god ide at prøve at gøre overgangen så nem for sig selv som muligt. Det er altid svært at lære nye færdigheder og inkorporere nye vaner, og der er altså ikke nogen grund til at gøre det sværere for sig selv end allerhøjst nødvendigt. Derfor vil jeg foreslå at man lægger ud med noget helt grundlæggende – nemlig søvn.

Jeg har altid været et sovedyr, og når tingene er svære, har jeg ekstra meget brug for min søvn. Derfor gør jeg mig endnu mere umage end ellers for at skabe de rette omstændigheder for en god nattesøvn i øjeblikket – og så hjælper det da også lidt, at mit soveværelsesprojekt er under succesfuld udvikling 🙂

img_7931

For mig starter den gode nattesøvn allerede om morgenen. Jeg står altid op med det samme vækkeuret ringer. Det der med snoozefunktioner er slet ikke noget for mig – jeg foretrækker en klar skillelinje mellem søvn og vågentid. Stadig halvsovende pjasker jeg vand i ansigtet og putter mig i en hyggelig morgenkåbe, inden jeg tuller ned i køkkenet, hvor jeg lufter ud, tænder stearinlys, og under mig selv en lille stund til reflektion.

Jeg har et alter i køkkenet, hvor jeg dvæler lidt ved dagens start. Jeg tænder røgelse, og minder mig selv om mindst tre gode ting, jeg har i vente. Det kan være både stort og småt, og et løfte om at jeg vil tage hul på en ny bog, bage en frisk portion boller, klippe et julehjerte eller afsætte tid til en god gåtur, tæller bestemt i denne sammenhæng.

I løbet af dagen prøver jeg at finde tid til at bevæge mig. Der blev sagt prøver… Men altså, når det lykkes, så giver det en helt anden træthedsfornemmelse at have brugt kroppen, i forhold til de dage hvor det kun er hovedet der har været i spil. På med røjserne og ud efter gran og kogler – så slår du to fluer med ét smæk. Det er også afgørende for mig, at jeg tager mig tid til meditation – det er en mental oprydning og træning for mig, og jeg fungerer bare skidt uden.

Aftenen starter tidligt for mig, i hvert fald når jeg har fokus på den gode søvn. Lige efter aftensmaden går jeg op og fjerner min makeup, renser huden, og tager nattøj på. På den måde er jeg klar til at putte mig under et tæppe, og kan mere eller mindre bare vælte omkuld når jeg skal i seng.

Der er mange der hævder, at skærmlys er forstyrrende for nattesøvnen, og derfor bør undgås lige før sengetid. Jeg skal ikke kunne sige om det er rigtigt; jeg læser som regel e-bøger på min telefon eller iPad, så jeg får masser af skærmlys, og det lader ikke til at genere mig. Til gengæld har jeg erfaret at de konstante zig-zagbavægelser i hjernen når jeg surfer rundt på nettet (og falder i de der mystiske huller med overflødige facts…) på én gang udmatter og ophidser mit sind, så det undgår jeg. Aftenen er helliget enten læsning eller TV-kiggeri af den afslappende, sammenhængende slags. Ikke noget med at suse rundt mellem tyve forskellige ting – én bog eller én film / serie, så jeg får lov at fordybe mig.

Jeg forsøger at gå tidligt i seng – og i hvert fald nå at lægge mig, før jeg begynder at døse hen. Har jeg først småslumret på sofaen, er det alt for besværligt for mig at falde rigtigt i søvn når jeg kommer op i seng, så ved første fornemmelse af at hovedet bliver tungt og der er lagt op til pingvindans * går jeg op – også selvom klokken ikke er ret mange.

Mit soveværelse holder jeg køligt, frisk og mørkt – og meget ryddeligt. Det er et af de få steder i huset, hvor julemanden ikke har kastet (så mange) nisser op. Jeg kan mærke, at rod i mine omgivelser meget nemt bliver til rod i mit hoved, og det har jeg ikke brug for, når jeg skal sove. Det er i virkeligheden så lidt der skal til, og det er i dén grad umagen værd. Det er jo for eksempel ikke når jeg skal sove, at jeg har brug for at blive mindet om kufferterne der stadig mangler at blive pakket ud (et tilbagevendende tema i mit liv…), vasketøjet der hober sig op, eller alt det der egentlig godt kunne tåle en tur med strygejernet!

Dagen slutter, som den begynder: med en stille reflektion. Jeg dvæler ved mine kære, nyder at være dem nær, og gennemgår derefter dagens glade oplevelser. De bump der har været på vejen, får ikke lov at fylde nu – dem tager jeg mig af på andre tidspunkter. Om aftenen fylder jeg mig selv med taknemmelighed, for når man er taknemmelig er det svært samtidig at være rigtig sur eller trist, og på den måde er taknemmelighed den bedste hovedpude.

img_7937

* Pingvindans er et (selvopfundet) meditationsteknisk udtryk, som beskriver et fænomen, de fleste sikkert kender – der hvor hovedet falder så man sidder og nikker, og man, for den udenforstående betragter, får en besnærende lighed med en pingvin….

Langsom Lørdag #HvorGærdetErLavest

Ved juletid gælder det endnu mere end ellers, at man skal træffe bevidste valg om hvor man skal gå all in, og hvor man skal gøre det nemt for én selv – #HvorGærdetErLavest.

img_2119

Jeg elsker at bage småkager, men kun hvis jeg har tid. Ellers køber jeg glad og gerne dem som bageren har bagt for mig, og nyder dem til sidste krumme. Hjemmelavet konfekt er et hit, men Toms Snebolde er nu heller ikke at foragte. Et skinnende rent julehjem er dejligt, men måske også et tegn på at ens energi bliver forvaltet lidt sløset – med alle de fine ting som hænger roligt rundt omkring, er det måske ikke altafgørende om der er støv i krogene?

Julen er en fremragende tid at øve sig i at vælge til og fra. Hvad er vigtigt for dig? Her i huset kan rødkålen fint komme fra glas, mens ris ala manden skal være Den Rigtige – hos dig er det måske noget helt andet der tæller. Det handler om at finde den balance, du trives med. Den kan man ikke bare finde én gang for alle – den ændrer sig hele tiden, i takt med at dit liv ændrer sig. Og lige her er det dit liv, der tæller. Du er den eneste der har ansvaret for din julestemning – den kan ingen andre give dig, uanset hvor meget nogen hjælper til med dekorationer, madlavning og gaveindkøb.

Giv slip på alle ideer om hvad man skal og ikke skal  i julen. Sæt dig i fred og ro, og lad dig glide ind i julestemningen. Mærk hvordan den føles, og hvor den kommer fra.

Ja, det er rigtigt – den kommer fra dig. Den opstår i dit eget hoved, og den bygger i alt overvejende på de glade minder, du har samlet gennem tiden. Den kommer ikke fra Det Perfekte Hjem, Det Store Julebord (med alt godt fra juleland, i den hjemmegjorte version), eller fra glansbilledet af hvordan julen burde se ud. Glade minder samler man i de rolige stunder, hvor man hviler i dét der er, uden at bekymre sig om alt det der ikke er. Uanset om du rider dig selv som et billigt æsel hele måneden igennem, så vil der altid være nogen som har finere buketter, mere imponerende juleborde, flottere indpakkede gaver, mere tjekkede adventskranse… Fortsæt selv listen – den er alenlang, og vistnok en af de få ting, som er uden ende.

Du kunne også i stedet lave en liste over de ting der er JUL for dig. Når først listen er på plads, kan du så finde ud af, hvordan du kan skrabe tingene på den til huse, uden at ase dig helt ned til Den Dårlige Stemning. For mig ser listen nogenlunde sådan her ud:

  • Julemusik. Den møjsommelige måde tilskriver at du selv laver enten spillelister eller gode gammeldags CD’er med den helt rigtige lyd. Gør det et år du har god tid – så behøver du aldrig gøre det mere! Er det ikke i år, spiller Radio Soft udmærket julemusik hele måneden.
  • Småkager. Duften af hjemmebag er vidunderlig, men fornemmelsen af en jernring om brystet når endnu en klejne nægter at lade sig vride? Not so much. Bag det du gider, og byt eller køb dig til resten. Du er den eneste der bemærker det.
  • Æbleskiver. Jo allerbedst i den hjemmelavede version, men jeg har endnu til gode at se nogen løbe vrælende ud af huset, fordi de kommer ud af en pose fra fryseren.
  • Julefrokost med familien. Et absolut højdepunkt for mig, som jeg gerne lægger en bunke arbejde i – men både leverpostej og frikadeller kan fint købes færdiglavede, og sild fra glas er også en no-brainer. Jeg åbner en masse pakker, steger et par fiskefiletter, og råber J.U.L.
  • Fælde juletræet selv – og huske at prøvedanse det inden. Uomgængeligt nødvendigt, undtagen naturligvis de år, hvor man bare slæber et mere eller mindre tilfældigt træ med hjem, og lærer at elske det.
  • Finde gaver der glæder. Elsker at afsætte en hel dag til julegaveindkøb, komplet med julefrokost og julebio undervejs – men der er jo også udmærkede netbutikker der faktisk lever af at gøre arbejdet for dig.
  • Duften af jul. Kan være på den autentiske måde, hvor duftene stammer fra frisk gran, mandariner og alt det gode der strømmer ud af køkkenet – eller på den nemme måde, hvor du tænder et duftlys.
  • Et hjem der ligner en eksplosion på en kongres for julemænd. Ja okay, det er min dårlige smag der taler nu, men hvis ikke den skal have stemme i julen, hvornår så?? Uanset om du er ligeså ekstravagant i din julesmag som mig eller ej, så kan effekten opnås rimeligt nemt, hvis ikke lige der er ork til at nusse om alle krinkelkroge. Store pynteting er vejen frem, hvis du gerne vil have det til at se ud af noget, men kun gider en minimal indsats. Et stort juletræ behøver ikke meget pynt; man hævder bare, at juletemaet er minimalistisk i år. Gigantiske stjerner i alle vinduer, juleblomster og julebøger på alle vandrette flader, og en stor bakke med stearinlys og små grankviste midt på spisebordet – det tager ikke mange minutter. Tilsæt lyskæder med løs hånd, og læn dig tilbage i en god stol.

Husk at det er dig der vælger, så hvis du pludselig mærker at dit åndedræt bevæger sig op i brystet og din stemme ryger en oktav op, skal du måske overveje at vælge om. Det er aldrig for sent at få den perfekte jul 🙂

Langsom Lørdag

For nylig var der én der spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke skrev lidt mere, om alt det jeg har lært gennem mine 17 år som praktiserende buddhist. Det havde jeg faktisk ikke rigtig noget fornuftigt svar på, så derfor indfører jeg nu Langsom Lørdag her på bloggen.

Om lørdagen kan rigtig mange af os selv vælge hvordan vi vil tilbringe vores tid, så derfor tænkte jeg, at lørdag var en god dag til projektet. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at leve langsomt og lykkeligt selv i de værste storme, men det er alt andet lige nemmere at lære nye færdigheder, når omgivelserne er nogenlunde rolige.

29426144_unknown

Længe før FOMO – Fear Of Missing Out – overhovedet var blevet en ting, havde jeg lært velsignelsen i JOMO – the Joy Of Missing Out – godt hjulpet på vej af en noget introvert natur. Ret hurtigt efter min beslutning om at få set mit liv efter i sømmene og begynde at tage mig tid til daglige refleksioner og meditation, stod det klart for mig, at ethvert valg indebærer et fravalg. Vælger man festen, fravælger man den rolige hjemmeaften. Vælger man at surfe rundt på den telefon som sidder fast i hånden 24/7, fravælger man at kigge sine elskede i øjnene. Vælger man konstant, larmende underholdning i tecnicolor og surround-sound, fravælger man de stille stunder. Sådan er dét.

Ingen andre end dig selv kan beslutte, hvilket valg der i en given situation er det rigtige for dig – men det er overmåde vigtigt at være bevidst om, at ethvert valg indebærer et fravalg.

Det er fristende bare at smække ja-hatten på, og kaste sig grådigt over livet. Man kommer nemt til at sidestille travlhed med livsappetit og nysgerrighed, og fuldkommen overse risikoen for, at alle de herlige aktiviteter bare bliver til noget man gør for at dulme den der urolige fornemmelse. Den fornemmelse jeg taler om, tror jeg de fleste kender. Jeg gør i hvert fald – jeg kender den alt for godt. Den besøger mig stadig fra tid til anden, men den er heldigvis ikke længere min trofaste følgesvend. Det er fornemmelsen af, at der mangler noget; at der er noget som ikke helt er i takt. En subtil fornemmelse af ikke at være 100 % synkroniseret med livet; af at det hele ligesom ikke rigtig er nok.

Men tro mig: det er nok. Du har alt, hvad du nogensinde får brug for – du skal bare lige få øje på det. Og for at få øje på det, er du nødt til at komme ned i tempo. Så længe du kører fuld fart fremad, kommer du nemt til at tro, at du mangler noget, selvom sandheden almindeligvis er, at du har alt for meget.

Så prøv i dag at gå ned i tempo. Tag dig tid til at sidde og mærke livet. Når roen indfinder sig, kan du jo prøve at spørge dig selv:

Hvad står imellem mig og lykken lige nu?

Formentlig vil der til at begynde med komme en masse svar, men hvis du holder dig i ro, vil du hurtigt kunne se, at de ikke er sande. De gode nyheder er, at du ikke behøver at finde svaret lige her og nu – foreløbig er spørgsmålet rigeligt.

Nærvær

img_4994

Efter nogle skønne dage sidste uge med målrettet ro og væren, kan jeg godt se, at jeg har sjusket med mit mentale velbefindende på det sidste. Det sker ind imellem, formentlig fordi jeg af natur er lidt en lalleglad Happy-go lucky-type, som ikke altid kan se travlheden for bar glæde. Jo heller ikke et alvorligt problem, det med at være for glad i låget til at opdage problemerne, men bare desværre ikke noget som er super holdbart. Livet gør jo, som livet gør. Det går op og ned, og hvis jeg ikke er vågen, når jeg ikke at opdage tristessen og travlheden snige sig ind på mig, før det har fået så godt fat, at det kræver en masse disciplin at komme på rette spor igen.

Derfor vil jeg trække et par gamle, velafprøvede numre op af hatten: små øvelser, eller måske snarere små pauser af nærvær, strakt ud over hele min hverdag.

1. Der er småbitte stræk, som jeg går flere gange hver dag; turen op ad trappen til første sal for eksempel. Hver gang jeg sætter foden på trappen, vil jeg rent faktisk være tilstede. Jeg vil nøjes med bare at gå. Ikke gå og tænke, eller gå og planlægge, eller gå og huske på. Bare gå.

2. Tandbørstning er helt oplagt at gøre til en nærværsøvelse. Det er noget jeg gør hver dag, flere gange endda, og det er noget som er nemt at samle sig om. Der er nemlig bunkevis af sanseindtryk at tage til sig, i stedet for bare at stå og småsove imens.

3. Endelig er madlavningen et oplagt bud på en aktivitet, der indbyder til nærvær. Faktisk er det en traditionel form for ’arbejdspraksis’ i et tempel, og kokken er den næsthøjest rangerende i templets fintunede hieraki, netop fordi han/hun nødvendigvis må have en meget stabil og sund meditationspraksis, for at kunne få madlavningen til at fungere. Madlavning er ikke en yndlingsaktivitet for mig, men når jeg lader den blive en del af min spirituelle praksis, bliver det pludselig interessant. At sætte mig selv til side, så jeg bliver ét med kniven der snitter, maden der koger og bordet der dækkes, gør underværker i en travl hverdag.

Noget helt andet er, at madlavning er en aktivitet som effektivt udrydder alle former for selvopslugt navlebeskuen i kategorien ”Nøøøj, så så man lige mig være mega mindful, mens jeg langsomt og super bevidst lader kniven glide gennem gulerødderne…”. Hvis ikke man rapper nallerne, skrider hele herligheden, maden bliver i bedste fald forsinket, i værste fald ødelagt, og alle bliver sure.

Jeg er jo ’opdraget’ i et traditionelt buddhistisk tempel, så jeg har lige fra starten lært, at nærvær (mindfulness, om man absolut vil, omend ordet er noget belastet) handler om at være tilstede i det man gør, så man kan løse enhver opgave hurtigt, præcist og korrekt. I et tempel er der ikke så meget blødsøden spørgen ind til de spirituelle aspekter af mig, mig, mig. Der er konkrete anvisninger, og man forventes udelukkende at spørge til ’hvordan’, ikke ’hvorfor’. ’Hvorfor’ skal man nok selv finde ud af hen ad vejen, og ens egne svar er så meget mere værdifulde end de færdige ideer man får præsenteret. Min lærer spurgte engang en nyankomen, om hun ville kunne sidde stille 1 ½ time gennem en ceremoni. Kvinden svarede, meget spirituelt, at hun ville gøre sit bedste. Sensei svarede, at det var han egentlig ikke interesseret i; han ville bare gerne vide, om hun kunne sidde stille.

Nu er det naturligvis ikke sådan, at jeg tænker at ureflekteret trallen sig igennem dagene er Det Onde Selv – jeg nyder at have dage, hvor jeg bare lader tingene ske, og slår ikke mig selv i hovedet over manglende nærvær. Problemet er bare, det ofte er en dårlig vane snarere end et overvejet valg, der leder mig den vej, og det er jeg træt af. Især fordi jeg ved at 1) mit mentale immunforsvar bliver svagere af det, og 2) jeg går en lidt rå tid i møde de næste måneder.

Derfor vil jeg igen tage disse tre små øvelser ind i min dagligdag. De tager ikke tid, og er ikke til besvær – og ikke desto mindre bliver jeg gang på gang overrasket af, hvor stor effekt de har. Det sværeste er at huske på dem, men det problem forsvinder af sig selv, så at sige. Med det øgede nærvær glemmer man dem ikke, men i starten kan det være en god hjælp at have et par små huskesedler hængende på de steder man har brug for det (i trappeopgangen, på spejlet i badeværelset og i køkkenet for eksempel).

Har I gode ideer til, hvordan man kan lære at leve med større nærvær?

Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad

Ind imellem oplever jeg en subtilt ubehagelig fornemmelse. En svag knugen i maven, som er nem at spore tilbage til en underliggende fornemmelse af ikke at være helt ok. Jeg føler mig ikke rigtig synkroniseret med min omverden. Det er som om jeg er en lille smule ved siden af; en lille smule forkert. Fornemmelsen er ganske svag, men dens indflydelse på mig er stor. Disse oplevelser følger altid, uden undtagelse, en periode hvor jeg har haft nedprioriteret min meditation.

img_5352

Meditation har været en naturlig del af mit liv i mange år, men ikke desto mindre sker det fra tid til anden, at jeg snubler. Det er mere end almindeligt tåbeligt, så meget desto mere som det ofte er i travle eller vanskelige peioder, det sker – samtidig med at jeg udmærket ved, at det netop er i tunge tider, jeg mere end nogensinde har brug for at være på toppen. Jeg går en barsk tid i møde de næste måneder; en tid hvor det er afgørende nødvendigt, at jeg er den allerbedste version af mig selv. Derfor nyder jeg, at disse dage giver mig mulighed for at kunne give mig selv en saltvandsindsprøjtning, og få mit liv kigget efter i sømmene – jeg er nemlig i tilbagetrækning med en håndfuld gode dharmalærer-kolleger.

Jeg ved, at det er muligt at leve et liv med tid til livet, også når man har travlt. Jeg ved at det er muligt at finde ro og stilhed alle steder, selv i kaotiske omstændigheder. Uro og travlhed skader os kun, hvis vi vælger at tillade det – vi kan sagtens leve roligt og lykkeligt under vanvittige forhold. Derfor har jeg truffet et valg:

Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad. Det er nemlig der, jeg har allermest brug for det.

Det er jo et nemt valg at træffe, men måske et svært valg at implementere. Nye vaner er ikke altid nemme at skabe, og da slet ikke i turbulente omstændigheder. Det skyldes, at vi ikke altid selv bestemmer, hvad der skal tænkes i vores hoveder; en lidt vovet påstand der heldigvis er nem at tjekke:

Sæt dig med et stykke blankt papir, og tænk kun på dette papir i to minutter. Hvis det viser sig at være svært, kan du måske have glæde af at få trænet din koncentrationsmuskel, for eksempel ved hjælp af mine meditationsinstrukser.

Det jeg gør, når de store ting i livet strammer til, er at jeg gør mig endnu mere umage end ellers for at glæde mig over de små ting. Der er altid noget som ikke er galt, men det kommer man nemt til at glemme i svære tider. Man kommer nemt til at tage de små ting for givet, men de små ting er ofte de store, når det virkelig kommer til stykket.

Efterårsjævndøgn – mindernes dag

I dag er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er lige lange (og ja, jeg ved godt at det strengt taget, fra et astronomisk synspunkt, ikke er helt rigtigt, men næsten), og fra nu af går det mod mørkere og hyggeligere tider – en stor dag! Jeg er jo fan af efteråret, med alle dets fine farver og skønne dufte, som minder os om at værdsætte hvert eneste øjeblik for præcis dét, det er.

Ved efterårsjævndøgn mindes jeg de af mine kære, som er døde fra mig. Det er en buddhistisk tradition, som jeg taknemmeligt har taget til mig. Jeg er så heldig at jeg kun har mistet ganske få, men dem jeg har mistet, er inderligt savnet. Jeg er heldig at jeg har haft dem i mit liv, og i dag mindes jeg dem med glæde. Jeg nyder at tænke på alt det de har givet mig, og alt det de har lært mig. Selvfølgelig er jeg også sorgfuld, men sorgen er der ingen der kan tage. Den er, hvad den er, og den har godt af taknemmelighed.

img_4710

De to mennesker jeg tænker på i dag, har hver især betydet enormt meget i mit liv. Min svigerfar lærte mig at leve graciøst med livets tilskikkelser. Han var blid, men samtidig urokkelig. Han var god til livet, og fandt sine glæder hvor de var, i stedet for at rende rundt og forsøge at finde dem der, hvor han syntes de burde være. Han bøjede sig for livet, men knak aldrig. Og så var han virkelig hyggelig at lave narrestreger med 😉

img_4706

Min mormor er stadig indbegrebet af hygge og tryghed, selv i dag, så mange år efter hendes død. Hun gav mig troens glæde. Selvom hendes tro var en anden end min, viste hun mig, hvor rigt et liv kan blive, når det får lov at omfatte flere aspekter end bare de umiddelbart tilgængelige. Hun lærte mig hengivelsens glæde, og det er jeg hende evigt taknemmelig for.

I dag ofrer jeg røgelse på deres vegne. De kan ikke længere selv tilbyde ofringer, men jeg kan gøre det for dem – og det nyder jeg. Jeg ofrer også ting, de holdt af. Mit alter er aldrig skønnere end når det er fuld af de ting, som mine kære holdt af, og selve det at købe Blå Gajol og Blomme i Madeira (ting jeg aldrig ville købe til mig selv) er en fornøjelse. Jeg føler mig så tæt på dem, og på en dag som i dag kan jeg mærke deres smukke liv strejfe mit. For det er jeg også taknemmelig.

img_4907

Opdatering på projekt ‘Sund Januar’

Halvvejs gennem januar synes jeg det er okay med lidt pral. Jeg har faktisk klaret de der tre M?er rigtig godt når jeg selv skal sige det, og i hvert fald meget bedre end jeg havde forventet. Der har været enkelte ups?ere, men hvad er vel et liv uden ups?ere? 2017 er året hvor jeg vil prise min ufuldstændighed, om ikke af andre årsager, så fordi det giver så herligt mange anledninger til at fejre mig selv.

img_2871

Motion er det gået rigtig godt med. Jeg har kun snydt ganske få dage, nemlig mens barnevidunderbarnet var på besøg. Skal jeg vælge, foretrækker jeg kvalitetstid med hende og hendes familie, fremfor med den der trappe… 

Jeg ville ønske jeg var sådan en übercool bloggertype, som kunne sige at det har været en fornøjelse, og at jeg slet ikke kan forestille mig livet uden motion, men det ville være forkert. Man må ikke lyve. På den anden side kan jeg, helt uden at blinke, men nok med en smule ærgrelse, sige at min krop har det bedre nu, end den har haft det længe. Mine konstant lurende rygproblemer mærker jeg meget mindre til, og forbruget af smertestillende midler er dykket gevaldigt. Om jeg lærer noget af det? Det vil tiden vise (men jeg har et meget godt gæt).

 

Mad der kan bruges til noget er det gået marginalt ringere med. Marginalt ringere er godt, og den stak pandekager, og alle lakridserne, og left-over kransekage (hvad sker der for det?? Har da aldrig haft kransekage tilbage efter en nytårsaften før) var det hele værd. Det er gået godt sådan måske lige omkring 80-85 % af tiden ? og i den forbindelse vil jeg gerne lige minde om Shakespeares vise ord:

There is nothing good or bad, but thinking makes it so

…og jeg lader så bare være med at tænke.

Meditation er lidt en no-brainer for mig. Jeg har efterhånden så mange års erfaring med mit sinds tumlerier, at jeg udmærket er klar over, at jeg har brug for den tid til mig selv. Det er normalt for mig at meditere hver dag ? men det er også (stadig) normalt for mig at ?glemme? det ind imellem. Det sker typisk når alting bare kører derudaf i gladeste gear; når verden på nydeligste vis indretter sig efter mine luner, og intet går mig imod. Så glemmer jeg, hvor vigtigt det er at få mig sat.

På den anden side bliver jeg ret hurtigt mindet om det. Efter en tid uden daglig meditation opdager jeg lige pludselig en alt for velkendt fornemmelse af at være lidt ude at takt med livet, lidt som om mine tandhjul ikke helt er i hak med verden. Der kommer sådan en subtil skurren, som om der er noget galt med mig, som om jeg er anderledes (og ikke på den fede måde). Jeg bliver urolig, har det som om jeg mangler et eller andet, jeg føler mig bare en lillebitte smule ensom og udenfor, og den følelse gør mig sur. Jeg kan ikke lide at være hverken urolig, ensom eller sur, og så er det jo godt at jeg kender kuren. Ville bare være rart om jeg snart kunne få lært det på den helt afgørende måde, så jeg ikke behøver de små bump på vejen. Jo slet ikke noget jeg gider at slås med, når jeg ikke engang kan dulme fornemmelsen med flødeboller.

 

Tilbage til forsiden

En god start

En stille morgen med solen strømmende ind gennem vinduerne, varm te på kanden, og en god bog der bare tigger om at blive læst. Morgenstund har i sandhed guld i mund, i hvert fald når man er så heldig at man har god tid til at nyde den (og den ikke starter alt for tidligt…).

Jeg holder meget af begyndelser. Jeg holder af januar, fordi januar betyder begyndelsen på et nyt år, og på samme måde holder jeg af morgenstunden, fordi den bærer hele den fine, nye dag i sig. En funklende ny dag ligger dér, og venter på at man kan fylde timerne med glæde, skønhed, varme, eller, i trangere tider, med stoisk ro, og tillid til, at alting hele tiden ændrer sig.

Når sorgen rammer, som den jo ind imellem gør, er det let at blive tung, men meget tungt at være let. Når det sker for mig, gør jeg mit bedste for ikke at gøre en slem situation endnu værre. Jeg gør mig umage med ikke at vende virkeligheden ryggen, ikke at ‘opfinde’ en virkelighed som passer mig bedre. Jeg prøver at holde ud at se det der er ? men samtidig også sørge for at se det hele, også det der ikke er slemt. Der florerede på et tidspunkt en morsom lille ting på Facebook; en film hvor der var to kolonner med hastigt skiftende billeder. Man blev så instrueret i at fæstne blikket midt imellem de to kolonner, så man kun så billederne perifært. Når man havde gjort det en tid, ændrede billederne karakter, og blev nærmest til karrikaturtegninger. Filmen viste meget tydeligt, hvor grov og upræcis vores perception er, og den viste også, hvordan alt det vi ikke husker at være opmærksomme på, udviskes og bliver uvedkommende. Denne lille gimmick gav mig en bevidsthed om, at når tingene er svære, er det ekstra vigtigt at holde sig de små ting for øje, på glade dage såvel som mindre glade. Det gælder ikke kun, når den store sorg rammer, men også når dagen bare synes trist og ligegyldig. Det er let at være tung med en træls dag, men det er en god ide at gøre en ekstra indsats for at kæmpe sig let. Og en morgenstund i en solstråle er altid en god ting.

 

Tilbage til forsiden

Sund januar

I går skrev jeg på januars liste, at jeg i denne måned ville prøve at være bare lidt bedre ved min krop, og give den en smule af det den har godt af, efter en lang jul, hvor det mere har handlet om hvad den havde lyst til.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg naturligt vælger det min krop har brug for, men det ville være løgn. Hvis ikke jeg udøver en vis form for kontrol, ville jeg formentlig bare trække en bogreol og en behagelig lænestol hen foran køleskabet, og have en fest. For så vidt ikke en skidt plan, bortset fra at jeg så ret hurtigt får tilbagemeldinger fra kroppen om, at det ikke er helt ok. Og for at føje spot til skade, så virker det som om disse tilbagemeldinger bliver mere og mere voldsomme, i takt med at jeg bliver ældre…

Derfor vælger jeg at opgøre julens regnskab allerede nu i januar, og det gør jeg med De Tre M?er:

  1. Motion
  2. Mad der kan bruges til noget
  3. Meditation

  1. Motion.

Se, hvis nu der var en eller anden sportsgren, som jeg bare fandt helt vidunderligt uimodståelig, så ville dette her M være virkelig nemt. Faktisk ville det nok overhovedet ikke optræde på listen, fordi der allerede var smukt styr på den del.

Sådan er det bare ikke. Når det kommer til motion, er jeg helt klart motiveret væk fra noget. Jeg motionerer stort set udelukkende for at undgå noget jeg ikke vil have (overflødige kilo, diskosprolapser, stakåndethed hver gang jeg skal forcere en trappe ? den slags). Det er sådan set fint nok, eller det er det i hvert fald blevet, efter jeg er holdt op med at lyve overfor mig selv om det.

Heldigvis befinder jeg mig i år i virkelig hensigtsmæssige omgivelser. Faktisk er der, sådan nærmest i baghaven, 300 trappetrin ned til stranden, og dem vil jeg løbe * to gange hver morgen. Det lyder måske ikke af meget, men lige her præsenterer skønheden ved en gennemført usund livsstil sig: der skal meget lidt til, for at gøre en stor forskel 😉

  1. Mad der kan bruges til noget.

Jeg ved det jo godt. Man kan sagtens leve uden slik, kager og chokolade. Det er bare ikke særlig sjovt.

Når tøjet strammer (og hey ? det gør mit tøj altid i januar), så passer jeg på med hvad jeg spiser, hvornår jeg spiser, og hvor meget jeg spiser. Jeg vælger groft, grønt og proteinrigt, og fravælger sukker og hvide fødevarer, jeg nøjes med at spise mellem kl. 10 og 17, og jeg spiser mig aldrig mæt. Jeg spiser til jeg ikke er sulten mere, men stopper før jeg er mæt. Det er ikke en fancy måde at gøre det på, men den virker.

  1. Meditation.

Min erfaring er, at det ikke skal være krop det hele ? sindet skal følge med, og humøret skal være i top, ellers ryger motivationen. Den bedste metode til at få humøret op, er daglig meditation. Alting er bare nemmere når man giver sig selv lov til at rydde op sit hoved, og få slappet lidt af. Overskuddet kommer automatisk, når sindet får lov at hvile, for glæde og kærlighed er menneskets naturlige tilstand. Det er en stor påstand, men den er nem at undersøge. Se bare hvad der sker med os, når vi lader vrede, stress og bekymringer styre vores liv: vi bliver triste, uoplagte, og til sidst syge, hvis ikke vi griber ind.

Bare 5-10 minutter om dagen gør en kæmpe forskel, og det har alle tid til. Hvis man virkelig, helt uden at snyde sig selv, mener at man ikke kan afsætte 5-10 minutter om dagen til noget så vigtigt, så har man da for alvor brug for det…

 

 

*Hahahahaha ? as if!!!! Altså, jeg skal nok komme op og ned to gange hver dag, men min ?løbestil? er sådan lidt intervaltræningsagtig. Jeg lader intervaller af gispende, prustende, bandende slæben af min krop op ad trapperne veksle med intervaller, hvor jeg ligger fladt udstrakt på samme trapper, mens jeg håber på, at et behjertet menneske med et iltapperat kommer forbi og redder mig.

 

Tilbage til forsiden

Older posts