Nærvær

img_4994

Efter nogle skønne dage sidste uge med målrettet ro og væren, kan jeg godt se, at jeg har sjusket med mit mentale velbefindende på det sidste. Det sker ind imellem, formentlig fordi jeg af natur er lidt en lalleglad Happy-go lucky-type, som ikke altid kan se travlheden for bar glæde. Jo heller ikke et alvorligt problem, det med at være for glad i låget til at opdage problemerne, men bare desværre ikke noget som er super holdbart. Livet gør jo, som livet gør. Det går op og ned, og hvis jeg ikke er vågen, når jeg ikke at opdage tristessen og travlheden snige sig ind på mig, før det har fået så godt fat, at det kræver en masse disciplin at komme på rette spor igen.

Derfor vil jeg trække et par gamle, velafprøvede numre op af hatten: små øvelser, eller måske snarere små pauser af nærvær, strakt ud over hele min hverdag.

1. Der er småbitte stræk, som jeg går flere gange hver dag; turen op ad trappen til første sal for eksempel. Hver gang jeg sætter foden på trappen, vil jeg rent faktisk være tilstede. Jeg vil nøjes med bare at gå. Ikke gå og tænke, eller gå og planlægge, eller gå og huske på. Bare gå.

2. Tandbørstning er helt oplagt at gøre til en nærværsøvelse. Det er noget jeg gør hver dag, flere gange endda, og det er noget som er nemt at samle sig om. Der er nemlig bunkevis af sanseindtryk at tage til sig, i stedet for bare at stå og småsove imens.

3. Endelig er madlavningen et oplagt bud på en aktivitet, der indbyder til nærvær. Faktisk er det en traditionel form for ’arbejdspraksis’ i et tempel, og kokken er den næsthøjest rangerende i templets fintunede hieraki, netop fordi han/hun nødvendigvis må have en meget stabil og sund meditationspraksis, for at kunne få madlavningen til at fungere. Madlavning er ikke en yndlingsaktivitet for mig, men når jeg lader den blive en del af min spirituelle praksis, bliver det pludselig interessant. At sætte mig selv til side, så jeg bliver ét med kniven der snitter, maden der koger og bordet der dækkes, gør underværker i en travl hverdag.

Noget helt andet er, at madlavning er en aktivitet som effektivt udrydder alle former for selvopslugt navlebeskuen i kategorien ”Nøøøj, så så man lige mig være mega mindful, mens jeg langsomt og super bevidst lader kniven glide gennem gulerødderne…”. Hvis ikke man rapper nallerne, skrider hele herligheden, maden bliver i bedste fald forsinket, i værste fald ødelagt, og alle bliver sure.

Jeg er jo ’opdraget’ i et traditionelt buddhistisk tempel, så jeg har lige fra starten lært, at nærvær (mindfulness, om man absolut vil, omend ordet er noget belastet) handler om at være tilstede i det man gør, så man kan løse enhver opgave hurtigt, præcist og korrekt. I et tempel er der ikke så meget blødsøden spørgen ind til de spirituelle aspekter af mig, mig, mig. Der er konkrete anvisninger, og man forventes udelukkende at spørge til ’hvordan’, ikke ’hvorfor’. ’Hvorfor’ skal man nok selv finde ud af hen ad vejen, og ens egne svar er så meget mere værdifulde end de færdige ideer man får præsenteret. Min lærer spurgte engang en nyankomen, om hun ville kunne sidde stille 1 ½ time gennem en ceremoni. Kvinden svarede, meget spirituelt, at hun ville gøre sit bedste. Sensei svarede, at det var han egentlig ikke interesseret i; han ville bare gerne vide, om hun kunne sidde stille.

Nu er det naturligvis ikke sådan, at jeg tænker at ureflekteret trallen sig igennem dagene er Det Onde Selv – jeg nyder at have dage, hvor jeg bare lader tingene ske, og slår ikke mig selv i hovedet over manglende nærvær. Problemet er bare, det ofte er en dårlig vane snarere end et overvejet valg, der leder mig den vej, og det er jeg træt af. Især fordi jeg ved at 1) mit mentale immunforsvar bliver svagere af det, og 2) jeg går en lidt rå tid i møde de næste måneder.

Derfor vil jeg igen tage disse tre små øvelser ind i min dagligdag. De tager ikke tid, og er ikke til besvær – og ikke desto mindre bliver jeg gang på gang overrasket af, hvor stor effekt de har. Det sværeste er at huske på dem, men det problem forsvinder af sig selv, så at sige. Med det øgede nærvær glemmer man dem ikke, men i starten kan det være en god hjælp at have et par små huskesedler hængende på de steder man har brug for det (i trappeopgangen, på spejlet i badeværelset og i køkkenet for eksempel).

Har I gode ideer til, hvordan man kan lære at leve med større nærvær?

Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad

Ind imellem oplever jeg en subtilt ubehagelig fornemmelse. En svag knugen i maven, som er nem at spore tilbage til en underliggende fornemmelse af ikke at være helt ok. Jeg føler mig ikke rigtig synkroniseret med min omverden. Det er som om jeg er en lille smule ved siden af; en lille smule forkert. Fornemmelsen er ganske svag, men dens indflydelse på mig er stor. Disse oplevelser følger altid, uden undtagelse, en periode hvor jeg har haft nedprioriteret min meditation.

img_5352

Meditation har været en naturlig del af mit liv i mange år, men ikke desto mindre sker det fra tid til anden, at jeg snubler. Det er mere end almindeligt tåbeligt, så meget desto mere som det ofte er i travle eller vanskelige peioder, det sker – samtidig med at jeg udmærket ved, at det netop er i tunge tider, jeg mere end nogensinde har brug for at være på toppen. Jeg går en barsk tid i møde de næste måneder; en tid hvor det er afgørende nødvendigt, at jeg er den allerbedste version af mig selv. Derfor nyder jeg, at disse dage giver mig mulighed for at kunne give mig selv en saltvandsindsprøjtning, og få mit liv kigget efter i sømmene – jeg er nemlig i tilbagetrækning med en håndfuld gode dharmalærer-kolleger.

Jeg ved, at det er muligt at leve et liv med tid til livet, også når man har travlt. Jeg ved at det er muligt at finde ro og stilhed alle steder, selv i kaotiske omstændigheder. Uro og travlhed skader os kun, hvis vi vælger at tillade det – vi kan sagtens leve roligt og lykkeligt under vanvittige forhold. Derfor har jeg truffet et valg:

Når tingene er allermest svære, vil jeg være allermest glad. Det er nemlig der, jeg har allermest brug for det.

Det er jo et nemt valg at træffe, men måske et svært valg at implementere. Nye vaner er ikke altid nemme at skabe, og da slet ikke i turbulente omstændigheder. Det skyldes, at vi ikke altid selv bestemmer, hvad der skal tænkes i vores hoveder; en lidt vovet påstand der heldigvis er nem at tjekke:

Sæt dig med et stykke blankt papir, og tænk kun på dette papir i to minutter. Hvis det viser sig at være svært, kan du måske have glæde af at få trænet din koncentrationsmuskel, for eksempel ved hjælp af mine meditationsinstrukser.

Det jeg gør, når de store ting i livet strammer til, er at jeg gør mig endnu mere umage end ellers for at glæde mig over de små ting. Der er altid noget som ikke er galt, men det kommer man nemt til at glemme i svære tider. Man kommer nemt til at tage de små ting for givet, men de små ting er ofte de store, når det virkelig kommer til stykket.

Efterårsjævndøgn – mindernes dag

I dag er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er lige lange (og ja, jeg ved godt at det strengt taget, fra et astronomisk synspunkt, ikke er helt rigtigt, men næsten), og fra nu af går det mod mørkere og hyggeligere tider – en stor dag! Jeg er jo fan af efteråret, med alle dets fine farver og skønne dufte, som minder os om at værdsætte hvert eneste øjeblik for præcis dét, det er.

Ved efterårsjævndøgn mindes jeg de af mine kære, som er døde fra mig. Det er en buddhistisk tradition, som jeg taknemmeligt har taget til mig. Jeg er så heldig at jeg kun har mistet ganske få, men dem jeg har mistet, er inderligt savnet. Jeg er heldig at jeg har haft dem i mit liv, og i dag mindes jeg dem med glæde. Jeg nyder at tænke på alt det de har givet mig, og alt det de har lært mig. Selvfølgelig er jeg også sorgfuld, men sorgen er der ingen der kan tage. Den er, hvad den er, og den har godt af taknemmelighed.

img_4710

De to mennesker jeg tænker på i dag, har hver især betydet enormt meget i mit liv. Min svigerfar lærte mig at leve graciøst med livets tilskikkelser. Han var blid, men samtidig urokkelig. Han var god til livet, og fandt sine glæder hvor de var, i stedet for at rende rundt og forsøge at finde dem der, hvor han syntes de burde være. Han bøjede sig for livet, men knak aldrig. Og så var han virkelig hyggelig at lave narrestreger med 😉

img_4706

Min mormor er stadig indbegrebet af hygge og tryghed, selv i dag, så mange år efter hendes død. Hun gav mig troens glæde. Selvom hendes tro var en anden end min, viste hun mig, hvor rigt et liv kan blive, når det får lov at omfatte flere aspekter end bare de umiddelbart tilgængelige. Hun lærte mig hengivelsens glæde, og det er jeg hende evigt taknemmelig for.

I dag ofrer jeg røgelse på deres vegne. De kan ikke længere selv tilbyde ofringer, men jeg kan gøre det for dem – og det nyder jeg. Jeg ofrer også ting, de holdt af. Mit alter er aldrig skønnere end når det er fuld af de ting, som mine kære holdt af, og selve det at købe Blå Gajol og Blomme i Madeira (ting jeg aldrig ville købe til mig selv) er en fornøjelse. Jeg føler mig så tæt på dem, og på en dag som i dag kan jeg mærke deres smukke liv strejfe mit. For det er jeg også taknemmelig.

img_4907

Opdatering på projekt ‘Sund Januar’

Halvvejs gennem januar synes jeg det er okay med lidt pral. Jeg har faktisk klaret de der tre M?er rigtig godt når jeg selv skal sige det, og i hvert fald meget bedre end jeg havde forventet. Der har været enkelte ups?ere, men hvad er vel et liv uden ups?ere? 2017 er året hvor jeg vil prise min ufuldstændighed, om ikke af andre årsager, så fordi det giver så herligt mange anledninger til at fejre mig selv.

img_2871

Motion er det gået rigtig godt med. Jeg har kun snydt ganske få dage, nemlig mens barnevidunderbarnet var på besøg. Skal jeg vælge, foretrækker jeg kvalitetstid med hende og hendes familie, fremfor med den der trappe… 

Jeg ville ønske jeg var sådan en übercool bloggertype, som kunne sige at det har været en fornøjelse, og at jeg slet ikke kan forestille mig livet uden motion, men det ville være forkert. Man må ikke lyve. På den anden side kan jeg, helt uden at blinke, men nok med en smule ærgrelse, sige at min krop har det bedre nu, end den har haft det længe. Mine konstant lurende rygproblemer mærker jeg meget mindre til, og forbruget af smertestillende midler er dykket gevaldigt. Om jeg lærer noget af det? Det vil tiden vise (men jeg har et meget godt gæt).

 

Mad der kan bruges til noget er det gået marginalt ringere med. Marginalt ringere er godt, og den stak pandekager, og alle lakridserne, og left-over kransekage (hvad sker der for det?? Har da aldrig haft kransekage tilbage efter en nytårsaften før) var det hele værd. Det er gået godt sådan måske lige omkring 80-85 % af tiden ? og i den forbindelse vil jeg gerne lige minde om Shakespeares vise ord:

There is nothing good or bad, but thinking makes it so

…og jeg lader så bare være med at tænke.

Meditation er lidt en no-brainer for mig. Jeg har efterhånden så mange års erfaring med mit sinds tumlerier, at jeg udmærket er klar over, at jeg har brug for den tid til mig selv. Det er normalt for mig at meditere hver dag ? men det er også (stadig) normalt for mig at ?glemme? det ind imellem. Det sker typisk når alting bare kører derudaf i gladeste gear; når verden på nydeligste vis indretter sig efter mine luner, og intet går mig imod. Så glemmer jeg, hvor vigtigt det er at få mig sat.

På den anden side bliver jeg ret hurtigt mindet om det. Efter en tid uden daglig meditation opdager jeg lige pludselig en alt for velkendt fornemmelse af at være lidt ude at takt med livet, lidt som om mine tandhjul ikke helt er i hak med verden. Der kommer sådan en subtil skurren, som om der er noget galt med mig, som om jeg er anderledes (og ikke på den fede måde). Jeg bliver urolig, har det som om jeg mangler et eller andet, jeg føler mig bare en lillebitte smule ensom og udenfor, og den følelse gør mig sur. Jeg kan ikke lide at være hverken urolig, ensom eller sur, og så er det jo godt at jeg kender kuren. Ville bare være rart om jeg snart kunne få lært det på den helt afgørende måde, så jeg ikke behøver de små bump på vejen. Jo slet ikke noget jeg gider at slås med, når jeg ikke engang kan dulme fornemmelsen med flødeboller.

 

Tilbage til forsiden

En god start

En stille morgen med solen strømmende ind gennem vinduerne, varm te på kanden, og en god bog der bare tigger om at blive læst. Morgenstund har i sandhed guld i mund, i hvert fald når man er så heldig at man har god tid til at nyde den (og den ikke starter alt for tidligt…).

Jeg holder meget af begyndelser. Jeg holder af januar, fordi januar betyder begyndelsen på et nyt år, og på samme måde holder jeg af morgenstunden, fordi den bærer hele den fine, nye dag i sig. En funklende ny dag ligger dér, og venter på at man kan fylde timerne med glæde, skønhed, varme, eller, i trangere tider, med stoisk ro, og tillid til, at alting hele tiden ændrer sig.

Når sorgen rammer, som den jo ind imellem gør, er det let at blive tung, men meget tungt at være let. Når det sker for mig, gør jeg mit bedste for ikke at gøre en slem situation endnu værre. Jeg gør mig umage med ikke at vende virkeligheden ryggen, ikke at ‘opfinde’ en virkelighed som passer mig bedre. Jeg prøver at holde ud at se det der er ? men samtidig også sørge for at se det hele, også det der ikke er slemt. Der florerede på et tidspunkt en morsom lille ting på Facebook; en film hvor der var to kolonner med hastigt skiftende billeder. Man blev så instrueret i at fæstne blikket midt imellem de to kolonner, så man kun så billederne perifært. Når man havde gjort det en tid, ændrede billederne karakter, og blev nærmest til karrikaturtegninger. Filmen viste meget tydeligt, hvor grov og upræcis vores perception er, og den viste også, hvordan alt det vi ikke husker at være opmærksomme på, udviskes og bliver uvedkommende. Denne lille gimmick gav mig en bevidsthed om, at når tingene er svære, er det ekstra vigtigt at holde sig de små ting for øje, på glade dage såvel som mindre glade. Det gælder ikke kun, når den store sorg rammer, men også når dagen bare synes trist og ligegyldig. Det er let at være tung med en træls dag, men det er en god ide at gøre en ekstra indsats for at kæmpe sig let. Og en morgenstund i en solstråle er altid en god ting.

 

Tilbage til forsiden

Sund januar

I går skrev jeg på januars liste, at jeg i denne måned ville prøve at være bare lidt bedre ved min krop, og give den en smule af det den har godt af, efter en lang jul, hvor det mere har handlet om hvad den havde lyst til.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg naturligt vælger det min krop har brug for, men det ville være løgn. Hvis ikke jeg udøver en vis form for kontrol, ville jeg formentlig bare trække en bogreol og en behagelig lænestol hen foran køleskabet, og have en fest. For så vidt ikke en skidt plan, bortset fra at jeg så ret hurtigt får tilbagemeldinger fra kroppen om, at det ikke er helt ok. Og for at føje spot til skade, så virker det som om disse tilbagemeldinger bliver mere og mere voldsomme, i takt med at jeg bliver ældre…

Derfor vælger jeg at opgøre julens regnskab allerede nu i januar, og det gør jeg med De Tre M?er:

  1. Motion
  2. Mad der kan bruges til noget
  3. Meditation

  1. Motion.

Se, hvis nu der var en eller anden sportsgren, som jeg bare fandt helt vidunderligt uimodståelig, så ville dette her M være virkelig nemt. Faktisk ville det nok overhovedet ikke optræde på listen, fordi der allerede var smukt styr på den del.

Sådan er det bare ikke. Når det kommer til motion, er jeg helt klart motiveret væk fra noget. Jeg motionerer stort set udelukkende for at undgå noget jeg ikke vil have (overflødige kilo, diskosprolapser, stakåndethed hver gang jeg skal forcere en trappe ? den slags). Det er sådan set fint nok, eller det er det i hvert fald blevet, efter jeg er holdt op med at lyve overfor mig selv om det.

Heldigvis befinder jeg mig i år i virkelig hensigtsmæssige omgivelser. Faktisk er der, sådan nærmest i baghaven, 300 trappetrin ned til stranden, og dem vil jeg løbe * to gange hver morgen. Det lyder måske ikke af meget, men lige her præsenterer skønheden ved en gennemført usund livsstil sig: der skal meget lidt til, for at gøre en stor forskel 😉

  1. Mad der kan bruges til noget.

Jeg ved det jo godt. Man kan sagtens leve uden slik, kager og chokolade. Det er bare ikke særlig sjovt.

Når tøjet strammer (og hey ? det gør mit tøj altid i januar), så passer jeg på med hvad jeg spiser, hvornår jeg spiser, og hvor meget jeg spiser. Jeg vælger groft, grønt og proteinrigt, og fravælger sukker og hvide fødevarer, jeg nøjes med at spise mellem kl. 10 og 17, og jeg spiser mig aldrig mæt. Jeg spiser til jeg ikke er sulten mere, men stopper før jeg er mæt. Det er ikke en fancy måde at gøre det på, men den virker.

  1. Meditation.

Min erfaring er, at det ikke skal være krop det hele ? sindet skal følge med, og humøret skal være i top, ellers ryger motivationen. Den bedste metode til at få humøret op, er daglig meditation. Alting er bare nemmere når man giver sig selv lov til at rydde op sit hoved, og få slappet lidt af. Overskuddet kommer automatisk, når sindet får lov at hvile, for glæde og kærlighed er menneskets naturlige tilstand. Det er en stor påstand, men den er nem at undersøge. Se bare hvad der sker med os, når vi lader vrede, stress og bekymringer styre vores liv: vi bliver triste, uoplagte, og til sidst syge, hvis ikke vi griber ind.

Bare 5-10 minutter om dagen gør en kæmpe forskel, og det har alle tid til. Hvis man virkelig, helt uden at snyde sig selv, mener at man ikke kan afsætte 5-10 minutter om dagen til noget så vigtigt, så har man da for alvor brug for det…

 

 

*Hahahahaha ? as if!!!! Altså, jeg skal nok komme op og ned to gange hver dag, men min ?løbestil? er sådan lidt intervaltræningsagtig. Jeg lader intervaller af gispende, prustende, bandende slæben af min krop op ad trapperne veksle med intervaller, hvor jeg ligger fladt udstrakt på samme trapper, mens jeg håber på, at et behjertet menneske med et iltapperat kommer forbi og redder mig.

 

Tilbage til forsiden

Buddhistisk jul

Der er ind imellem nogen der spørger mig, hvordan det at være så vild med julen som jeg er, kan kombineres med at være buddhist. Svaret er ganske simpelt: Enhver fest, som har til formål at fylde en mørk tid med lys og kærlighed, passer fint ind i en religion som buddhismen, der har lykke som sit overordnede formål.

Den jul vi fejrer i Danmark i dag, har rødder langt tilbage, til længe før kristendommen holdt sit indtog. Jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at Jesusbarnet & co. fylder ganske lidt (om noget overhovedet) i den jul, jeg fejrer. Min jul handler udelukkende om livsglæde, om at skabe skønhed og varme i en mørk vinter, og om at tage mig tid til at nyde dem jeg elsker. Min jul er en tid til at fejre alle de skønne ting i livet, og til at glædes over årets og livets gang, og hvis der sniger sig en nisse (eller 50…) ind, så er det da bare hyggeligt. Jeg er heldigvis uddannet af en meget festlig buddhistisk lærer, som overhovedet ikke har problemer med at fyre op undet sin ‘Buddha Bush’, som han kalder sit juletræ *

Buddhister har imidlertid også deres egen højtid her i december, nemlig Rohatsu. Det er den dag, hvor vi fejrer den historiske Buddhas oplysning; d. 8/12. Jeg sidder og skriver dette i lufthavnen, på vej til Italien, så vi fejrede Rohatsu i templet i går aftes, og det var en pragtfuld aften i gode venners selskab.
Religion skal ikke være begrænsende. Religion handler om at fejre og nyde den vidunderlige mulighed, vi har fået med dette skønne liv. Derfor ønsker jeg dig en rigtig glædelig jul, uanset hvad du tror på!

* Min lærer er nok på mange måder utraditionel, og hans pædagogiske virke er specielt. Jeg mindes især med ømhed belæringerne om amerikansk football som ‘the moving mandala’ fra det år, hvor jeg var hos ham på Superbowl Sunday.

 

Tilbage til forsiden

De vigtigste ting

Det her halve år, hvor jeg konstant er på farten, har vist sig at være en perfekt mulighed for at få gået mit liv efter i sømmene. Når jeg ser mit liv lidt på afstand, bliver det nemmere at få øje på, hvilke dele der trænger til en opdatering, og hvilke der er lige præcis, som jeg gerne vil have de skal være. Langt det meste i mit liv falder heldigvis i den sidste kategori, men hvorfor ikke lade det hele komme derover?

At lade alt i ens liv være præcis som man gerne vil have det, betyder ikke at alle ens aktiviteter nødvendigvis skal være drømmeaktiviteter. Rigtig mange ting er simpelthen nødvendigheder; de udgør rammerne eller grundlaget for andre valg.

For nu at tage et helt banalt eksempel, så trives jeg bedst i smukke, rene og ryddelige omgivelser (med MASSER af grønt!). For at leve i overensstemmelse med det ønske, kræver det at jeg giver mig tid til rent faktisk at skabe den slags omgivelser. Det kræver at jeg rydder op, gør rent, reparerer ting der går i stykker, og jævnligt sorterer i de ting jeg omgiver mig med. Livet roder nemlig, og det er ikke en mulighed for mig at have andre til at håndtere den del for mig (det tror jeg faktisk heller ikke engang jeg ville bryde mig om ? og det er jo heldigt nok at jeg har det sådan, når omstændighederne er som de er!).

Jeg har to principper, som hjælper mig til at være okay med den tid jeg bruger på opgaver, som i sig selv måske ikke byder på oplagt nydelse:

  • Jeg minder mig selv om, at jeg har valgt at lade denne aktivitet være en del af min hverdag, fordi den er grundlaget for noget jeg virkelig sætter pris på.

Noget virkelig interessant jeg har lært, er at når jeg husker på hvorfor jeg tilvælger en given aktivitet, så er den med ét slag meget morsommere ? eller i hvert fald mindre træls. At svinge støvsugeren er ikke nødvendigvis vanvittigt morsomt, men det er mig selv der har valgt at den skal svinges, fordi det i den sidste ende giver mig glæde.

  • Jeg minder mig selv om, at når jeg nu har valgt visse rammer for mit liv, så kan jeg lige så godt stå ved de valg.

Ellers ville det være smartere at vælge om. Samtidig er jeg bevidst om, at det netop kun er rammerne, jeg har valgt; ikke hvordan jeg vil udfylde dem. For nu at fortsætte det banale eksempel med støvsugningen, så har jeg altså valgt at der skal støvsuges, men jeg har ikke opsat nogen regler for, hvordan der skal støvsuge; om jeg skal hygge mig med det, eller om jeg skal være tvær og irriteret over det.

 

Jeg prøver at vælge glæden, også i besværlige omstændigheder. Eksemplet med støvsugningen er banalt, men det er valgt, netop fordi det er så banalt, at den bagvedliggende mening ikke går tabt i detaljen. I sådan en øvelse her er det vigtigt ikke at fortabe sig i at udtænke scenarier, hvor det ikke kan lade sig gøre at vælge glæden – brug hellere energien på at komme op med med alle de scenarier, hvor det rent faktisk godt kan lade sig gøre! Det er ret sjældent at vi kan vælge de ydre omstændigheder omkring vores liv, men vi kan næsten altid vælge hvordan vi vil gå til de omstændigheder der er vores.

For at hjælpe mig selv lidt på vej, har jeg lavet en liste over ting der er vigtige for mig. Det er ikke en særlig organiseret liste. Faktisk er den ret rodet, og den virker nok også lidt svulstig, men ikke desto mindre fortæller den meget om, hvilken retning jeg ønsker mit liv skal have:

Glædesfyldt
Kærlighed
Tid til de små ting
Fællesskab og alenetid
Kreativitet
Omsorg
Skønhed
Omhu i det store og det små
Gavmildhed
Afklaret
Enkelhed
Nysgerrighed
Vilje til at blive glædeligt overrasket
Energi og gå-på-mod
Retning og drømme

Der er rigtig mange ting i et liv, som man ikke kan styre. Uanset hvor heldigt ens liv falder ud, rent materielt, så vil der altid være ting der gør ondt *. Det er hvad det er, og jeg har med tiden lært, at jeg trives bedst med at give det den plads det skal have, hverken mere eller mindre. Jeg gør mig umage for hverken at lade som ingenting, eller dvæle længere end nødvendigt ved de ting udenfor min kontrol, som gør ondt. Jeg bruger min energi på de ting jeg rent faktisk kan påvirke, og prøver at finde fred med resten. Det jeg alligevel ikke kan ændre, gør jeg mig rigtig meget umage for at acceptere.

Hvordan ser din liste ud?

 

 

* Det var en af de ting der tiltrak mig ved buddhismen: at hele den buddhistiske filosofi bygger på den sandhed at der er ting i livet der gør ondt. Sådan er livet; det er livets natur. Måske ikke ligefrem opmuntrende, men det er sådan set heller ikke ment som en opmuntring ? det er ment som en serviceoplysning, for at gøre os i stand til at navigere i livet, uden hele tiden at række ud efter de lyserøde briller, for ikke at komme til at føle at vi drukner i det.

** Billedet af de dejlige mennesker der springer ud fra en badebro er ikke mit eget – det er et jeg faldt over på Instagram, men det er desværre ikke lykkedes mig at spore det til kilden. Jeg håber det er ok at det indgår i mine drømme.

 

Tilbage til forsiden

Endnu mere om meditation

… og så lover jeg at det bliver det sidste (i hvert fald i denne omgang 😉)

Der er nemlig lige en enkelt ting mere, jeg har lyst til at dele. Hvis ikke meditation er en indkorporeret del af ens livsstil, kan det godt være rigtig svært at finde tid til at presse en ny vane ind i en travl hverdag, uanset hvor gerne man vil. Hvis det er sådan for dig, vil du måske kunne have glæde af at forsøge dig med lange, udendørs gående meditationer – noget vi kalder ‘Kokorodo’. Kokorodo betyder Hjertes Vej, og udtrykket dækker over noget så simpelt som bare at gå.

Selve det at gå er sjældent det helt store problem; det er det med bare der kan være en udfordring. Meget ofte gør vi mange ting på én gang. Vi går og tænker, vi sidder og tænker, vi kører bil og tænker. For mange er det en uvant oplevelse bare at gøre én enkelt ting – men prøv det engang. Det er super simpelt, og jo i bund og grund det jeg plejer at kalde en ‘ikke-ting’. Man skal ikke gøre noget særligt, men bare lade være med at gøre mere end en ting ad gangen.

Hvis du har lyst til at prøve, er der her en opskrift på gående meditation:

1) Kom ud på landevejen (eller i skoven, eller hvor du nu kan komme til at gå).

2) Sæt den ene fod foran den anden.

3) Gentag.

 

Tilbage til forsiden

Meditation 

Hvis der er nogen der har fået lyst til at prøve at meditere efter min svada i går (hvad kan jeg sige – det er min kæphest, og jeg skamrider den!), så er det egentlig bare at gå i gang. Sæt dig nogenlunde behageligt, på et sted hvor der er en rimelig chance for at du kan sidde uforstyrret i 15-20 minutter.

Start med at bruge din vejrtrækning som meditationsobjekt. Koncentrer dig helt og fuldt om luften der strømmer gennem kroppen. Det er vigtigt at lade åndedrættet falde til ro i sin egen, naturlige rytme, og være opmærksom på ikke at komme til at forcere det. Lad det gøre som det gør, og forhold dig roligt og observerende.

Åndedrættet er et virkelig godt objekt til koncentrationsmeditation. Det er altid ved hånden ? vi kommer aldrig til at stå i en situation, hvor vi faktisk godt kunne tænke os at sidde meditation, men desværre er forhindret, fordi vi ikke lige har husket at få vores åndedræt med. Samtidig er det så praktisk indrettet, at åndedrættet hele tiden ændrer sig, og tilpasser sig opgaven. I starten, når vores sind er spredt og uroligt, er åndedrættet ret groft og nemt at få øje på, og måske er det endda temmelig ujævnt, så det bliver nemt at holde fokus på det, uden at glide ind i en fast rytme, som ellers kan virke nærmest hypnotiserende. Senere, i takt med at krop og sind falder til ro, bliver åndedrættet finere og mere jævnt, og vi skal være gradvist mere opmærksomme for at kunne fastholde vores fokus på det. Til sidst kan det blive så fint og roligt, at det næsten synes at stoppe helt, og det kun er med dyb og rolig koncentration, vi er i stand til fortsat at følge det.

Når nu du har sat dig, så kan det måske være fristende at forvente at der, som ved et trylleslag, bliver total fredfyldt ro i sindet. Det gør der meget sjældent, for det sind du sætter dig med i meditation, er jo det samme som det du ellers slæber rundt på. I øvrigt er der overhovedet ikke nogen grund til at forvente, at al tænkning ophører. Sindet er et sanseorgan, og det holder ikke op med at fungere, bare fordi du mener, at det kunne være sjovt eller passende. Sindet tænker, ligesom øjet ser. Fuldkommen som du kan vælge at rette øjet mod noget du gerne vil se, kan du også rette sindet mod noget du gerne vil tænke på, og i disse indledende stadier af meditation er dette ?noget? åndedrættet. Hver gang andre tanker dukker op, dirigerer du roligt, venligt og bestemt sindet tilbage til åndedrættet. Vær opmærksom på, at dit åndedræt påvirker dit sind. Trækker du vejret overfladisk, vil du meget nemt komme til at opleve, at du igen og igen skal vise sindet tilbage til meditationen, fordi det konstant rækker ud efter andre interessante forslag. Hvis du oplever meget uro i dit sind, kan du prøve at tjekke om din vejrtrækning foregår oppe i brystet, eller om den kommer helt ned i maven.

Sammenhængen mellem åndedræt og sind går også den anden vej. Den måde du trækker vejret på, kan nogen gange fortælle dig noget om dit sinds tilstand. Hvis dit åndedræt opleves tvungent eller ujævnt, kan det være et tegn på, at du mentalt hænger fast, at der for eksempel er tanker der kører i ring, fordi du ikke får givet slip på dem. Prøv at korrigere åndedrættet. Tag en dyb indånding, hvor du først fylder maven med luft, og derefter brystet. Hold vejret et øjeblik, og pust så luften ud, først fra brystet, og så fra maven. Brug maven til virkelig at tømme lungerne helt for luft, og afspænde dine mellemgulvs- og mavemuskler. Slap godt af i skuldre og bryst, og tillad vejrtrækningen at blive afslappet og jævn. Hvis du opdager tanker der hænger fast, så giv dig selv et løfte om at tænke virkelig længe på dem efter meditationen, og find mod til at lægge dem til side for en stund.

Sid i 15-20 minutter. Sæt gerne en alarm inden du sætter dig, så du ikke spilder tiden med konstant at sidde og skele til uret.

Giv dig god tid til at afslutte meditationen. Vend langsomt din opmærksomhed udad, og rejs dig stille og roligt. Nyd at du har haft en pause, og at du har fået set hvor simpelt livet er, når man kun skal gøre én eneste ting

 

Tilbage til forsiden

 

Older posts