Mini-guide: vandring på Bornholm III

img_1950

Efter en god nats tiltrængt hvile i Sandkås, startede turen næste morgen med kurs mod Hammerknuden, som vi lige skulle rundt om, inden vi gik ned mod Blåskinsdalen, som var næste stop. Formen var ikke så overbevisende, men turen gennem Sandkås, Allinge og Sandvig var fin, så da vi nåede indgangen til Hammerknuden, og samtidig rundede de 100 km, var vi fortrøstningsfulde.

img_1951

img_2154

img_1971

Turen rundt deroppe er vanvittigt smuk, og den viser virkelig den barske side af Bornholms natur. Havet buldrer mod klipperne, og der er imponerende formationer (navngivne, naturligvis) overalt. Undervejs stødte vi på ruinen af Salomons Kapel, som var det religiøse samlingspunkt på fortidens sildemarkeder. Ret hurtigt efter kapellet blev stien stejl. Meget stejl. Ikke lige sagen for hærgede knæ og lårmuskler, men vores imponerende Tryllebør nærmest svævede over*.

img_1980

img_2157

img_1982

På en eller anden måde overlevede vi turen over knuden, og nåede (kurende på enden det sidste stykke) frem til Hammerhavn, hvor vi fik os et velfortjent hvil, inden turen gik videre mod Hammerhus. I Hammerhavnen er der et ret fint anlæg, med shelterplads, kiosk med verdens bedste sandwich og et lille hus med brændeovn, hvor man kan hvile ud, hvis vejret ikke lige er til at sidde ude på terrasserne, så vi var helt klar, da vi begav os videre.

img_2041

img_2156

Vi gik ikke op til Hammershus slotsruin, men nød de smukke kig til stedet, hvor Corfitz Ulfelt og Leonora Christina sad fængslet, og hvor min veninde og jeg som ganske små stak af fra vores forældre, så min mor stadig bliver lidt stram i stemmen når hun fortæller om, hvordan de løb rundt og ledte efter os blandt de stejle klippefald. Vi var slet ikke blevet væk, men den slags kan være svært at forklare de voksne…

Bemærk i øvrigt at både Løven og Kamelhovederne faktisk ligner det de hedder. Lidt i hvert fald.

img_1986

img_2158

img_2015

Vi fortsatte gennem Slotslyngen, det imponerende Klondyke og Ringebakkerne til Vang. Ved både Hammerhavn og Vang er der lejrpladser, men vi ville gerne lidt længere nedad mod Rønne, så den sidste dagsmarch ikke skulle blive alt for presset. Derfor mosede vi videre gennem bakkerne, og forbi både Blåskinsdalen og Jons Kapel. Vi havde jo ellers planlagt at finde en uforstyrret plet i området, hvor vi ville begå vores sædvanlige ulovligheder, men nogen af os blev lidt grebet af en stemning, så vi knoklede videre gennem Teglkås og Helligpeder, helt ned til Hasle.

img_2159

Stykket ned langs vestkysten er umanerlig fint, men efterhånden var der helt udsolgt hos mig. Som i fuldkommen og aldeles udsolgt. Peter fik al bagagen over på Tryllebøren, men lige meget hjalp det. Jeg var ganske enkelt udgået for kræfter, og kunne dårligt sparke den ene fod frem foran den anden, så da vi ramte Hasle, og jeg spottede et konditori, nægtede jeg at gå så meget som et eneste skridt videre, før jeg havde fået sukker. En Napoleonshat, hindbærsnitte, makronsnitte og tebirkes senere indvilgede jeg i at stable mig op på mine rystende ben, som blev ledt hen til campingpladsen i Hasle, hvor vi smed os på helt reglementeret vis for natten.

img_2160

img_2065Find fem fejl – eller én, i hvert fald.

Næste morgen havde vi kun ganske få kilometer tilbage på Bornholm, så vi gav os god tid til pandekagerne, inden vi igen smed rygsækken på nakken / lod os forspænde Tryllebøren og begav os på vej. Og sikke en vej! Jeg har aldrig rigtig udforsket området nord for Rønne før, men hold nu op, hvor det var særligt.

img_2152

img_2161

img_2081

Syd for Hasle så vi Kultippen, et sjovt månelandskab, som er opstået ved at ler fra en nærtliggende kulgrav er blevet efterladt, så alt ligger goldt hen. Nede i nærheden af Sorthat er der fundet dinosaurfodspor, men det lykkedes ikke os at få øje på nogen, så vi fortsatte ned mod Nordskoven.

img_2079

Det allersidste stykke inden Rønne gik igennem vidunderlig skov, med den blødeste bund  – virkelig noget vi formåede at sætte pris på. Vii nåede frem til Rønne i så god tid, at vi både havde tid til en solid frokost og en strandtur, inden vi kl. 16.30 hoppede om bord på færgen til Ystad, møgbeskidte, trætte og glade helt ind i knoglerne. Nå ja, og sultne. Altid sultne 😉

img_2091

Den tur vi har gået, fra Rønne gennem Almindingen til Svaneke, op ad kysten til Sandkås og derfra over Hammeren og tilbage til Rønne, kan nærmest alle gå. Vi er i skrækkeligt dårlig form, og det har selvfølgelig kostet – men vi kom igennem. Vi brugte fem dage på turen, men kunne sagtens have gjort det på fire. Omvendt kunne vi snildt have brugt dobbelt så meget tid, for der er bare dejligt på Bornholm. Vi var glade for at kombinere telt med hoteller – begge dele er fint, både kombineret og hver for sig. En af fordelene ved denne rute, hvis man er utrænede vandrere, er at der dels er mulighed for at både sove og spise nærmest overalt undervejs, dels at BAT-busserne kører på kryds og tværs af øen, så man til enhver tid kan vælge at hoppe på sådan en, hvis man har fået overvurderet sin egen formåen.

Hvis man har den mindste smule mod på at komme ud og trave langt, kan jeg slet ikke anbefale Bornholm nok. Der er så hjerteskærende smukt overalt, og det en nem og billig ferie, som slet ikke kun hører sommeren til. Turen ville være mindst lige så skøn i foråret eller efteråret, bare man klæder sig efter vejret.

img_2163

* Okay, “nærmest svævede” er nok en tilsnigelse, og i øvrigt mindede ham min elskede mig konstant om, at det altså var ham, i højere grad end Tryllebøren, der fortjente applaus…

Mini-guide: vandring på Bornholm II

Dag 3 af vores vandretur på Bornholm vadede vi i bedårende skønhed og imponerende oplevelser. Vi gik fra Svaneke over Gudhjem til Sandkås, og det er jo en udmærket vej at gå, hvis man godt kan lide noget der er pænt.

img_1812

Vi forlod Svaneke efter en solid morgenmad, med 26 km foran os. 26 km er jo som udgangspunkt det rene ingenting, men når man trækker to midaldrende, utrænede og generelt uformående tosser, en god håndfuld klipper og stigninger, og en grundlæggende upålidelighed i Google maps  ind i lignimgen, er det faktisk  rigeligt. Vi endte med at gå 35 km, og det var nok.

Turen fra Svaneke til Sandkås går gennem Danmarks allersmukkeste natur, og man rammer adskillige småbyer med en nuttethedsfaktor, som dårligt kan overgåes. Listed er bedårende, og Ypnasted og Bølshavn ligeså. Bølshavn er et af de steder, jeg har holdt ferie som barn. Fotografisk bevis nedenfor:

img_1619

img_1877

img_1941

Mellem småbyerne står der en såkaldt hilse-sten; en bautasten, som vandrende har hilst på gennem mange, mange år, og derved fået held og lykke med på deres videre færd. Vi mener nu nok at gå under en heldig stjerne, men selvfølgelig hilste vi alligevel på Hellig Kvinde.

Rankløveskåret er imponerende, men kun hvis man kravler ned i det. Oppefra ser det ikke ud af noget videre, men vi besluttede at det var ok. Ikke fordi Tryllebøren ikke kunne have klaret turen, men vi blev enige om at spare kræfterne. Vi skulle jo også forbi Kobbeåens udløb, og vi vidste begge at Kobbeåen laver en af øens skrappeste bakker. Jeg har utallige minder fra mine mange gispende og stønnende forsøg på at forcere den på cykel. Aldrig særlig pænt, men hver gang er jeg da kommet op, omend et liv langs med åen flere gange har virket tillokkende.

Vi havde lovet os selv en omgang Sol over Gudhjem til frokost, så det sidste stykke over Kongens Mark og Melsted gik som en leg (en syg leg!). Til gengæld måtte jeg endnu engang sande, at det måltid du har kæmpet dig frem til, bare smager så meget bedre end noget som helst andet i verden, og med 79,2 km i vores trætte poter, var det i dén grad velfortjent!

img_1927

img_1945

img_1905

Eftermiddagens tur fra Gudhjem til Helligdomsklipperne siges at være den flotteste strækning i hele den vide verden. Der er dem, der påstår at turen fra Helligdomsklipperne til Gudhjem er endnu smukkere, men det er slet ikke rigtigt. Ikke noget af det. Den smukkeste tur går fra Svaneke til Gudhjem, og sådan er dét 😉

Undervejs passerede vi endnu et par bautasten og den morsomme Salenebugt med hvalrosklippen, som jeg dog ikke var i stand til at genfinde. Den er ellers noget så fin, men ting forandrer sig åbenbart…

img_1947

img_1931

img_1946

img_1940

Det går ret meget op og ned på kyststien, og man går i et utroligt varieret landskab. Klipper, sand, rullesten, markstier, skønne afgræsningsområder hvor grundfjeldet titter op hist og her, lidt på cykelsti, og endda på et tidspunkt gennem et parklignende anlæg med tusindvis af roser.

Vi satte stor pris på (havde brug for!) vores pauser, og dumpede ind på en lille cafe, lige inden vi kom frem til Helligdomsklipperne.  Turen langs klipperne var nøjagtig så smuk som den plejer at være – som barn var jeg især betaget af Den Sorte Gryde, som affødte mangen en sangleg på stedet, men denne gang sprang vi, helt ubesværet oven i købet, Bro Bro Brille over.

Efter Bornholms fine Kunstmuseum kom vi til Døndalen. Havde vi haft en lidt kortere dagsmarch eller en lidt lettere oppakning, ville vi bestemt være gået på jagt efter det sagnomspundne vandfald, som jeg har tilbragt adskillige sommerdage med at lede efter. Bæstet tørrer ud om sommeren, men udenfor sommersæsonen er det noget så fint – bare et tip, hvis nogen skulle have lyst til en dejlig efterårsferie! Vi sprang også over Troldeskoven, hvor der i foråret vokser de blå anemoner, som var min mormors yndlingsblomst. Blå anemoner er helt særlige. Hvide anemoner der dækker hele jorden ligesom sne, er yndefulde forårsbebudere, men de blå står mit hjerte særligt nær.

img_1871

img_1944

img_1895

img_1943

Kort før man rammer Tejn, kan man smutte ind gennem en låge til et afgræsset areal. Herinde findes Stammershalle, med bautastene og udgravninger af bronzealdergrave, fint og stemningsfuldt.

Sandkås er nærmest vokset sammen med både Tejn og Allinge, som er vokset helt sammen med Sandvig – fire små byer i ét. Her myldrer det med mennesker, og hotellerne ligger som perler på en snor. Vi var bare glade for at være kommet frem, og nød at få skoene af og benene lidt op…

Mini-guide: Vandring på Bornholm

Som jeg kort nævnte forleden, er vi i øjeblikket på Bornholm. Vi er på vandretur, og naturligvis kunne vi ikke følge den slagne vej… Den er ellers oplagt: Tilbage i midten af 1800-tallet var min oldefar med til at anlægge en redningssti rundt langs Bornholms kyster. Når man går på stien i dag, er det i mindre grad for at advare skibe der kommer for tæt på den forræderiske Bornholmske skærgård, men snarere for at nyde en vidunderlig tur øen rundt.

Selvfølgelig ville vi også gerne følge redningsstien rundt – men vi gider simpelthen ikke gå stykket fra Balka og nærmest hele vejen til Boderne, fordi man der går på selve stranden. Vi orker ganske enkelt ikke at sparke os frem mellem glade badegæster og isindsmurte børn, med vandresko, rygsæk og tryllebør.

Derfor har vi i stedet lagt en rute på tværs af øen, fra Rønne ind gennem Almindingen og Paradisbakkerne, og ud til Årsdale. Herfra vil vi så følge oldefars sti hele vejen op omkring Hammerknuden og tilbage til Rønne.

Lørdag morgen (som i tidlig morgen, med afgang fra stationen kl. 5.37) tog vi toget til Ystad, og derfra færgen til Rønne. Vel ankommet i Rønne forlod vi straks den ellers top charmerende by (den må pænt vente et par dage, til vi vender tilbage til den igen), og begav os mod Almindingen.

img_1713

Almindingen var tidligere et fælles afgræsningsareal midt på øen – heraf navnet: Almindingen betyder ‘alle mands’ på gammelt dansk – som i dag er Danmarks tredjestørste skov. Den er især kendt for attraktionerne Ekkodalen, Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg og Rokkestenen (man må bøje sig i støvet for bornholmernes evne til at navngive enhver sprække, sten eller bakke, og på den måde lade os forstå, at ethvert sted bærer sin egen vigtighed i sig), men skoven er faktisk også en oplevelse i sig selv.

Jeg havde lagt en rute som gik over Rytterknægten, og det var der en god grund til. Det handlede om en vandpost, men sådan en er der jo også ved Ekkodalen, mindede jeg småbandende mig selv om, da vi asede os op ad bakken. Til gengæld, blev vi enige om, ville vi ikke fortsætte fra Rytterknægten over i Ekkodalen, men bare sætte kursen direkte mod Paradisbakkerne. Vi gik endda og skiftedes til at råbe “Hvad drikker Møller?” og “Øller, øller, øller”, bare så vi ikke blev snydt for oplevelsen. Undskyld til jer, der var derude. Det var en slags hiker’s high, tænker jeg.

Og så kom vi minsandten over Ekkodalen alligevel. Lidt en blanding af nostalgi, beslutsomhed og manglende stedsans – fint var det under alle omstændigheder, og vi fik endda is derinde. Så er alt jo godt.

img_1797

img_1725

img_1798

img_1746

I alt gik vi 33 km gennem skoven, indtil vi gjorde det, som vi efterhånden er blevet rigtig dygtige til: smed os udmattede i skovbunden på ganske ureglementeret vis, aka stealth camping. Vi brugte timerne om bålet med dels at proppe os med den lækreste karryret (sult er den bedste kok!), dels at pleje mine ømme poter. Altid festligt med nye sko, jo 🙂

Søndag morgen vågnede vi tidligt. Det gør vi for så vidt altid, når vi er ude, og det kan muligvis have noget at gøre med, at hiker’s midnight typisk indtræffer mellem 21 og 22. Vi var i hvert fald oppe med fuglene, bagte pandekager og stegte bacon, og havde alt pakket sammen og var klar til at rømme lejren allerede omkring kl. 9.

Dagsmarchen gik via Paradisbakkerne ud til kysten, hvor vi satsede på at ramme Svaneke så tilpas tidligt, at vi kunne nå at nyde den skønne by, inden udmattelsen for alvor satte ind.

Svaneke har en helt særlig plads i mit hjerte. Byen er fyldt til randen med minder fra både min egen og mine ungers barndom, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at klipperne omkring Svaneke er noget ganske særligt.

img_1790

img_1776

img_1799

img_1775

img_1769

Som en ekstra lille luksus havde jeg booket os ind på Siemsens Gård. Det er meget fint, alt det der med teltslagning, bål og tørret mad – men der er også meget godt at sige om et varmt brusebad, en stikkontakt og en blød madras, og det blev alt sammen sagt dén aften, efter en vidunderlig tur ud i Hullehavn, sydøst for Paradis. Eneste ridse i idyllen er, at Fili ikke er med. Vi var usikre på, om turen ville være for svær for hende, så hun er i mange trygge hænder derhjemme – men vi savner hende.

I dag går turen nordpå, med første stop i Sandkås. Ifølge trackeren har vi allerede 61 km i skoene, men jeg er helt sikker på, at turen i dag bliver mere smuk end smertefuld 🙂

Red: Dette er første del af en serie om vandring på Bornholm – læs videre om turen fra Svaneke til Gudhjem, og turen over Hammerknuden til Rønne.

Tryllebør og Gandalf-vibe

img_1589

Her i weekenden har vi været ude og trave igen. Det er første gang vi har været ude siden påsken, så det var på høje tid! Faktisk handlede det også lidt om, at vi skulle have testet noget nyt gear, inden turen går til Bornholm i næste uge, hvor vi skal vandre fem dage.

img_1591img_1584

Jeg har nemlig anskaffet mig en Tryllebør; en genial sag, som man kan læsse med overraskende mange kilo letvægtsudstyr, og spænde sin mand for. Jeg havde været lidt urolig for, hvor praktisk den var i brug, men den er intet mindre end fantastisk. Den forcerer grøfter, mudderhuller og træstammer helt ubesværet og nemt, og som en ekstrabonus forlener den brugeren med en overvældende maskulinitet, af “Se mig, som kan klare alt for min kvinde”-typen.

Tryllebøren er således øverst på pakkelisten, men der er en håndfuld andre ting, som ikke kan undværes:

Min rygsæk. Egentlig mest af mentalhygiejniske årsager: Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om at lade ham min elskede slæbe alt… i øvrigt også praktisk nok at have de ting, vi har brug for i dagens løb pakket separat, så min rygsæk kommer med. Det meste af mit udstyr er ultra-ekstra-super light, men lige præcis med rygsæk skal man altså være opmærksom på, at ultra light ikke nødvendigvis er mere behageligt ude på stierne. De helt lette rygsække er uden ramme, hvilket betyder at vægten i meget mindre omfang end ellers overføres til hofterne. De er med andre ord meget tungere at gå med, end en tungere rygsæk. Derfor går jeg med en forholdsvis tung, men til gengæld ret lille rygsæk, som sidder perfekt på min meget korte overkrop.

2 tshirts i tynd, blød uld. Svedtransporterende, behandlet med ‘anti-stink’ (husker ikke det teknologiske navn, men det virker!), og behagelige i alle temperaturer.

2 sæt undertøj, af den sexede hiking-variant. Kan bruges som badetøj i en snæver vending (bedst hvis man er alene…).

3 par strømper – to par vandrestrømper, og et par lange sokker, som kan holde myggene lidt på afstand af mine sarte ankler om aftenen.

For alt dette tøj gælder reglen, at jeg skifter om aftenen, når vi slår lejr, så jeg kan vaske dagens beskidte klæder. Med bare en lille smule held er de tørre næste morgen, og ellers bliver de bundet udenpå rygsækken, så de tørrer i dagens løb. Derudover medbringer jeg:

Kasket – fordi jeg sjældent magter at smøre solcreme ud over det lag af sved, myggebalsam, bålsod og almindeligt møg, der lægger sig over mit ansigt, straks jeg tager vandretøjet på.

En fleecetrøje, som jeg bærer stort set døgnet rundt.

Et par vandrebukser – charmerende zipp-offs, som med et snuptag kan forvandles til shorts. Ikke pæne som hverken bukser eller shorts.

Et par tykke, bløde løbebukser, som er det hyggeligste i verden at sove i, og som også fint kan bruges om dagen, hvis en regnbyge skulle have pladret mine vandrebukser til.

Jeg slæber nemlig ikke rundt på regnbukser. Jeg har en poncho, og en god aftale med vejrguderne.

Jeg går med en vandrestav. Vi bruger to vandrestave til vores telt (når ikke vi hænger fra træerne i vores reder af dun), men på stierne er reglen, at to vandrestave = gammel dame, der bruger dem som tryllestave til magisk vægttab, mens én vandrestav = GANDALF!!!!

Af hensyn til vægten kunne jeg ikke finde på at gå i traditionelle vandrestøvler. De er ganske enkelt for tunge, og vægt på fødderne er noget af det tungeste at slæbe med sig overhovedet. Jeg går i sneakers – Nike Air er min favorit, og jeg har slidt det første par i laser allerede.

Efter Tryllebørens introduktion i mit liv, er der også blevet plads til lidt luksus. Min hyggeponcho, i tykt fleece med semi-vandtæt overflade bliver brugt som putteting ved bålet, som ekstra varme over vores liggeunderlag, som tæppe, når vi holder pause i dagens løb, og som “kom nu, du kan godt holde ud at stå op-device” om morgenen. Knuselsker sager der kan muti-taske!

img_1592img_1590img_1583

Ellers slæber vi på overnatnings- og madlavningsudstyr, som alt sammen er valgt i ultra-light udgaven, hvilket betyder at det er indtil flere hundrede gram lettere end traditionelt udstyr, og mere kostbart pr. gram end rent guld… Ethvert gram tæller nemlig – men på Tryllebøren tæller det kun halvt!

Vi har også altid vores telefoner med. De fungerer som kamera om dagen, som bog om aftenen, og som lampe om natten – og så er de vores tingfindere. Vi bruger dem til at finde vej – både til at finde Den Rette Vej, og til at finde den nærmeste lejrplads (i det omfang vi ikke sniger os til en gang stealth camping). Når vi leder efter lejrpladser, bruger vi app’en Shelter, som viser vej til nærmeste shelter eller lejrplads. Til vejvisning generelt er app’en Wikiloc perfekt. Den giver inspiration til masser af fine ture, fordi folk er søde til at uploade deres GPS-spor, og for et beskedent beløb kan man følge disse spor undervejs, når man er derude i det blå.

Det danske land er som skabt til vandring, blidt, smukt og ikke alt for bakket som det er. Det ligger bare og venter på os. Ses vi derude?

Mine drømmes mål

Californien er et Hiker’s Paradise. Hænger man for eksempel ud i Los Angeles, løber både John Muir Trail og mine drømmes mål, Pacific Crest Trail, lige igennem baghaven. Hvis man er i den situation at ens praktiske formåen er mindre end ens ambitioner, er der heldigvis masser af andre vandremuligheder i området. Mest oplagt er der selvfølgelig Griffith Park med observatoriet og Hollywood-skiltet, eller Runyon Canyon som er berømt for sine Insta-værdige spots.

Men man kan også finde mange andre vandreruter. På den helt geniale hjemmeside, AllTrails, kan man indtaste en by, en park eller et område, og få mangfoldige forslag til ruter af varierende sværhedsgrad og længde. Man kan også indtaste en navngiven rute, hvis nu man har hørt om en eller anden fænomenal tur, og få kørselsvejledninger og ruteoplysninger.

Vi fandt en beskeden lille tur, lige rundt om hjørnet, i Palos Verdes. Palos Verdes er en smuk halvø i Los Angeles-området, med dejlige vandrestier, smukt bakket terræn og fantastiske kig over havet. Turen ad Palos Verdes Drive regnes for en af de skønneste i hele USA, og det er der god grund til!

Allerede på køreturen herud kunne vi se, hvordan havet æder af landet omkring Portuguese Bend. Vejen er mildt sagt ustabil, og der er da også advarsler alle vegne, om at jorden er i konstant bevægelse. Områdets manglende stabilitet har gjort, at 4.5 km2 er blevet udlagt som beskyttet område; et af de største åbne områder langs den californiske kyst. Her er både dramatiske kig ud over stejle klipper, og de fineste små detaljer i den nøjsomme bevoksning.

Vi sammensatte en tur fra Abalone Cove til Portuguese Bend, hvor vi også kom forbi det berømte Wayfarer’s Chapel, et smukt glas-kapel med klart blåt tag. Det var en super dejlig tur; ikke for lang, nem at gå, og utroligt smuk. Vi kombinerede et par af områdets stier, så vi kom til at gå langs kysten, lidt på stranden, og lidt gennem krat og kaktus. Turen førte os fra det ene smukke udsigtspunkt efter det andet, og vi fik også lige en lille påmindelse om, at USA ikke er Danmark. Når vi vandrer i Danmark, er flåterne den største trussel vi møder fra vilde dyr. Her mødte vi en klapperslange… Imponerende, på den der lidt uhyggelige måde – og samtidig meget tilfredsstillende, fordi vi fandt ud af, at den lyder nøjagtig som på film!

Området kan helt klart anbefales, hvis man trænger til en pause fra det høje tempo i LA. Herude står tiden stille, formentlig fordi den er betaget af al skønheden!

Tilbage til forsiden

Stealth camping

At rejse til fods er at kaste livet i grams, og det burde vi gøre meget mere. Rygsækken på nakken, og så bare ud i det blå (/grå, som det vel ofte er. Også en pæn farve). Vi er så heldige at bo et sted, hvor en hel række skove mere eller mindre hænger sammen; mange af dem går direkte over i hinanden, mens andre er adskilt af enkelte småveje, engområder eller overdrev. Vi ville kunne gå langt og længe – og gør det også – uden at krydse vores eget spor, og vi nyder det.

Når man vandrer i de danske skove, støder man ganske ofte på shelters og lejrpladser, og det er jo En God Ting. Desværre er der andre end os, der har opdaget hvor skoven dog er frisk og stor, så alt for ofte er både lejr- og bålpladser optaget. Det går jo ikke sådan smide folk væk, bare fordi det pludselig er blevet forår. Det kan man ikke, og så må man låne.

Det hedder stealth camping, og det må man ikke. Ikke særlig godt i hvert fald, men jeg har besluttet, at hvis vi opfører os ordentligt (take only memories, leave only footprints osv), så går det nok endda.

Ups. Ikke helt tilladt. Men vanvittigt dejligt, jo. Vi var udmattede og det var blevet mørkt, så til sidst slog vi lejr midt på en sti, i en skov hvor lejrslagning slet ikke var tilladt. Sov dog udmærket alligevel.

I Danmark har vi 201 skovområder med fri teltning efter flg regler:

  1. Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
  2. Man må højst slå to telte op samme sted.
  3. Teltene må maks. være tre-personers telte
  4. Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
  5. Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
  6. Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale ? sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.
  7. Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Evt. lukning af skove med Fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt evt. med opsatte skilte ved skovenes indgange
  8. Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
  9. Teltning ikke er tilladt på de strandbredder og klitter, som hører til visse af skovområderne.
  10. Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.

Her vil ulovlighederne nærmest ingen ende tage: vi er ikke mindre end syv personer (dog fire af dem under 150 cm, så de vejer vel knap så tungt?), der overnatter mellem granerne, vi kan snildt ses fra vejen (ikke hverken ønskeligt eller planlagt, men nogen gange må man nøjes), og vi kom endda til at have et lille bål. Nå ja, og så var vi ikke i en af skovene med fri teltning… Var dog voldsomt hyggeligt.

Hvis nu ikke man er så heldig at befinde sig i et af disse områder, er det tilladt at overnatte under simple forhold i alle Naturstyrelsens skove. ‘Simple forhold’ vil eksempelvis sige i en sovepose direkte i skovbunden, i en hængekøje eller under et regnslag, og det er disse regler jeg ind imellem kan finde på at bøje en lillebitte smule. Historisk set har man kunnet træffe mig på lovløs færd med min rede af dun (aka min hængekøje med diverse parafernalia), og selvom jeg gør mig umage, kan jeg faktisk ikke rigtig få særlig dårlig samvittighed over det. Jeg undskylder mig med, at jeg altid er meget diskret, og at man ikke kan se at jeg har været på spil, når først jeg har forladt stedet.

Naturen kan sagtens ejes – jeg tillader mig bare fra tid til anden at udfordre denne ejendomsret. Det gør jeg, fordi jeg holder så umanerligt meget af at være derude, hvor det eneste man har, er det man selv har sørget for, og hvor man ved om man har pakket for meget, når man ser på, om der er tøj tilbage i rygsækken når man går i seng. Alting bliver nemt og simpelt, når det eneste man skal, er at sætte den ene fod foran den anden. Og huske vandfilteret og poserne med tørret mad, selvfølgelig.

 

Tilbage til forsiden

Utraditionel date night

Når vi er så heldige at have en lørdag aften hjemme, helt uden arrangementer eller aftaler, prøver vi at gøre den til noget særligt; at have en date night, bare for os to. I lørdags havde vi en aften som i sandhed var speciel og meget, meget hyggelig – og det endda så meget desto mere, fordi den var afslutningen på en herlig dag.

Ud på eftermiddagen proppede vi et par rygsække, med hvad vi vurderede var det mest nødvendige, spændte dem på ryggen, og begav os afsted. Vi vandrede små 20 km gennem de skønne skove vi har her i området, og konstaterede, til vores udtalte fryd, at vi havde virkelig gode ben. Vi ville gerne have gået meget længere (formentlig det der med endorfin-rushet), men blev alligevel enige om, at der var fornuft i at slå lejr, mens vi stadig havde lys at se ved. På mange måder en udmærket beslutning, al den stund at vi ikke rigtig havde taget os tid til at teste vores udstyr før turen.

Vi fandt et rigtig dejligt sted på toppen af en lille bakke, ikke så langt fra et vandløb. Peter gik i gang med hængekøjerne, mens det så var meningen at jeg skulle pakke ud, lave bål og tilberede middagen. Jeg skrabede nogle klistrede blade sammen i en bunke, placerede et par forsvarlige kævler ovenpå, og satte en lighter til, og således var der egentlig bare tilbage at vente på, at flammerne lystigt ville slå op om gryden.

Efter en tid kom Peter tilbage, og byggede et virkelig hyggeligt bål.

Jeg hentede vand nede i åen, fik en våd sok, og for vild i mørket. Havde heldigvis hunden med, så vi (mest hunden) fandt tilbage til lejren, hvor jeg filtrerede vandet, og gjorde det klar til opvarmning, alt imens Peter fortsatte hængekøjefesten. Det der med hængekøjer er faktisk min lillebrors skyld. Han har besunget deres komfort, lette vægt og enkelhed i brug, og vi er begge tillidsfulde af natur. Andre i omgangskredsen er mere hårdnakkede tvivlere, men vi havde fortrøstningsfuldt beskrevet de reder af dun, som vi ville lade os synke ned i, når natten stundede til og temperaturen faldt.

Det med komforten vender jeg tilbage til, men hængekøjer er lette, og måske nok også nemmere at sætte op end et telt. For eksempel er jagten på et plant, sten-og trærodsfrit stykke at slå op på jo overflødig, når man bare skal hænge i et træ.

Nå, men tilbage til den eksklusive kærestemiddag, jeg skulle forberede… Borddækningen gav lidt sig selv: to gryder, og to titanium-skeer. Fandt en fin trærod, som blev beklædt med vores ultralette siddeunderlag, og tændte min pandelampe som supplement til bålets varme skær – så var hyggen i hus! Tømte derefter hjemmegjort pose med dehydrerede boller i karry over i en gryde kogende vand, fremdrog hundens medbragte godbidder, og kaldte til spisning. Og hold nu op, hvor det var skønt! Maden smagte fantastisk, omgivelserne var hjertestoppende smukke, og selskabet perfekt.

Yngstesønnen kom til aftenskaffe, og efter et par indledende, lidt grove, anmeldelser (“nørd”, sagde han, da jeg kom ham i møde i den mørke skov med mine zip-off bukser, 263-grams dunjakke og pandelampe), overgav han sig til den vidunderlige stemning i vores fortryllede skov.

Hunden havde længe kastet I-tager-pis-på-mig blikke efter os, og da sønnen takkede af, sprang hun da også op og nægtede at forlade hans side. Hun havde jo været med nede og hente ham, og vidste således at han rådede over en bil. Vi var altså kun to, der gik til ro i skoven den nat – men det er jo også præcis som vi foretrækker det på date night. Romantik var der nok af, omend det var af en noget alternativ karakter, da vi forsøgte at borde hver sin hængekøje. “Man skal bare placere sig sådan lidt på skrå i køjen, så ligger man helt fantastisk, og nærmest fuldkommen fladt!” Jooo såmænd, hvis man lægger mere vægt på ‘nærmest’ end på ‘fuldkommen fladt’. Har et par høns at plukke med udvalgte familiemedlemmer og web-skribenter. Min rede af dun viste sig langt mindre indstillet på at lade mig synke ned i kærkommen og fortjent blødhed end forventet, og jeg nåede lige at tænke, at jeg nok gjorde det helt forkert, inden jeg hørte Peter knurre noget med at ligge så komfortabelt som i en skruetvinge…

I timen før midnat fik vi flere bekymrede sms’er fra venner og familie, som mente at de nok hellere måtte komme og hente os. “Men det bliver jo frostvejr”, var et omkvæd vi hørte flere gange. I takt med at temperaturen dalede, kravlede vi da også, sådan lidt på skift, ud af rederne for at iføre os alt hvad vi havde medbragt af tøj, rette på opsætningen af vores tarp og så videre, men vi holdt stand. Kort efter midnat fornemmede jeg (og alle skovens dyr, og formentlig også beboerne i et par af husene i skovbrynet) at Peter var faldet hen, og at han ikke lå på siden. Havde heldigvis en fremragende bog på min telefon, om en mand der havde truffet endnu mere tossede valg end os (61 årig overvægtig og undertrænet fyr, som beslutter at vandre det ca. 3500 km lange Appalachian Trail), og var altså fint underholdt.

Faldt til sidst i søvn til de blide svingninger af reden af dun, fremkaldt af mine kulderystelser. Vågnede i det årle morgengry ved en flok latterligt insisterende fugle, og kæmpede mig ud af først sovepose, så myggenet, og derefter hængekøje og underquilt. Stående på stive, rystende ben mødtes jeg af en bedårende morgenstund, der havde ikke guld, men derimod tåge i mund. Mosekonen havde været flittig med bryggeriet, og hele vores fortryllede skov henlå i en henrivende, mystisk dis. Vi fik gang i vores bål igen, kogte havregrød og lavede kaffe og te, og brugte derefter uforholdsmæssig lang tid på at pakke vores grej sammen.

Vi gik os varme i al skønheden, men til trods for mine ærgrelser dagen før, over at jeg kun havde pakket proviant til en enkelt overnatning, var det mig der kortede vores dagsmarch af til 20 km. Jeg havde nemlig, i al min visdom, besluttet at vandre turen i helt nye sko. Det var ikke fordi det havde skortet på gode råd desangående, men jeg ved altid selv bedst jo. Vi var derfor hjemme igen til søndagsfrokost, fire vabler og en umådelig mængde pragtfulde oplevelser rigere.

Her kunne jeg have indsat et uappetitligt billede af mine maltrakterede fødder, men det vil jeg skåne jer for. I får et stemningsbillede fra skoven i stedet.

Og nu kan jeg slet ikke vente til vi skal ud igen. Har egentlig bare lyst til at rydde kalenderen og komme afsted, for hvor er skoven dog dejlig, og hvor er livet dog skønt.

Om bjørne, zipp-off pants og sammenklappelige kopper

D. 19/9 2013 gik jeg en lille smule i stykker. Overhovedet ikke på den forfærdelige måde, og formentlig heller uigenkaldeligt, men noget skørt tog bolig i mig. Den dag købte og læste jeg nemlig min første bog om langdistance vandring ? eller rettere thru-hiking. Thru-hiker er ordet man bruger om de robuste, kapable friluftsmennesker, som vandrer en af de traditionelle lange ruter i USA fra ende til anden. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er ?robust? ikke et ord man med nogen som helst ret ville kunne bruge om mig, på samme måde som ?kapabel? eller ?friluftsmenneske? næppe er ord der står forrest i køen til en beskrivelse. ?Hyggedyr? eller ?læsehest? måske, eller en lang række andre ord, der egentlig kun har det tilfælles at de ikke peger på noget råt, barsk, determineret eller naturelskende. Bevares, jeg kan da vældig godt lide det der natur. Altså på den der kontrollerede måde, som man kan nyde i en veltilrettelagt have i romantisk forfald.

I næsten 3 ½ år har jeg fået lov til uantastet at nyde mine hikerbøger. Der er ikke noget som at thruhike Pacific Crest Trail (2,659 miles eller 4,279 km gennem ørken og bjerge) fra sin lænestol, og jeg er blevet rigtig god til det. Men ? for der er altid et men i den slags fortællinger ? for nylig kiggede jeg mig omkring, og opdagede at jeg sad i fælden. Jeg var blevet taget på ordet. Nogen havde lagt et net af konkret virkelighed ned omkring mine fantasier, og indbudt mig til at trave ude på rigtige vandrestier, i stedet for at knokle rundt i bøgerne.

Ups.

Nå, men som alle (?) ved, så er det første skridt på enhver lang tur den gennemgribende forvandling, som gør dig til prepper. Prepperen forbereder langdistancevandring, men behøver i princippet ikke at tage flere skridt end dem der er fra parkeringspladsen til den nærmeste friluftsbutik ? og i disse vidunderlige internet-tider jo ikke engang det. Jeg har taget imod min nye persona med åbne arme. Er temmelig rutineret udi shoppingens kunst jo, og skulle jeg stå i fare for at falde igennem, har jeg heldigvis Peter ved min side.

Bedste køb i REI: en guidebog til JMT. Synes bare den dvæler vel længe ved de såkaldte ?bear cannisters?. Kan nok ikke helt overskue at skulle forholde mig til bjørne undervejs.

Efter en lille omvej over et spærret Dankort *, er vi nu ved at være i mål. Vi har bukser hvor benene kan lynes af, dehydreringsapparatur til fremstilling af vandrevenlige måltider, dunjakker, sokker, state-of-the-art kogegrej, hængekøjer komplet med myggenet og underquilt, ultralette soveposer og rygsæk (i ental. Se nedenstående samtale med min respektløse lillebror).

Nu er vi klar. Så klar. Eller noget.

Mangler heldigvis stadig en sammenklappelig kop, så må lige vente lidt før vi kaster os ud i det.

* Lang historie kort: Jeg stod i den lokale Kiwi, og opdagede at min Dankort var spærret. Gik hjem og ringede til banken. Venlig dame fortalte, at der havde været så usædvanligt mange transaktioner i amerikanske netbutikker, at deres system havde auto-spærret kortet. Efter et blik på min skyldbeviste mand bad jeg hende åbne det igen.

 

Tilbage til forsiden

Tijuca national park

Da jeg var i Rio første gang, faldt jeg ved et tilfælde over storbyens jungle; Tijuca National Park. Det lød så spændende, at jeg blev nødt til at se hvad det var – men det var virkelig svært at finde oplysninger om stedet på andet end portugisisk, så derfor har jeg lavet denne guide, som jeg håber andre kan få glæde af. Det er nemlig et helt utroligt sted. 32 km2 jungle midt i en af verdens største byer, med de mest utrolige vandfald, vandreruter, udsigtspunkter, grotter og meget mere.

For at komme dertil vil jeg foreslå at man indtaster ‘Parque Florestal da Tijuca’ i Google Maps – så bliver man ledt til en stor port, hvorfra en vej fører op til dette punkt, hvor der er et imponerende vandfald lige ved vejen. Man kan parkere bilen og gå over og se nærmere på herlighederne, og her kan man også danne sig et overblik over parken ved hjælp af de opsatte skilte.

Kør videre frem ad vejen, som hurtigt bliver ensrettet. Man bliver ledt rundt i en cirkel, og kan så stoppe hvor man vil undervejs, og vandre ind i junglen. Stierne er ok at gå på, og de fleste er fint afmærkede.

Man kan eventuelt gøre et kort stop ved Visitor’s Centre, hvor man kan få yderligere oplysninger om parken, eller man kan køre lidt længere frem, og holde ind på den lille parkeringsplads, hvorfra en sti fører til Cachoeira das Almas.

Det er et skønt lille vandfald, som man kan bade i. Der er typisk en del mennesker her, fordi turen hertil er så nem, men sjovt er det at stille sig ind og lade vandet plaske over sig.

Dette vandfald har altid været benyttet i spirituelle sammenhænge, og selv i dag kan man se ofringer som den nedenfor, fra folk som praktiserer Macumba. Macumba er et samlebegreb for forskellige oprindelige (ikke-Abrahamiske) religiøse praksisser i Brasilien, og forbindes ofte med hekseri og sort magi, så mange brasilianere bryder sig ikke meget om det.

Når man fortsætter længere frem ad vejen, kommer man forbi Feernes Sø; en  lillefortryllet  junglesø, hvor man føler sig hensat til en anden verden, selvom den ligger tæt ved vejen.

Kort efter søen møder man restauranten ‘a Floresta’, og hvis man overhovedet kan presse en bid ned, vil jeg anbefale et besøg. Her får man svingende portioner af rygende varme brasilianske specialiteter, serveret til akkompagnement af kolibriernes summen.

Indsæt kort!!

Lidt længere fremme deler vejen sig, og jeg synes man skal køre mod Bom Retiro, som er udgangspunkt for adskillige vandreture rundt i junglen. Husk at registrere dig hos rangeren inden du begiver dig afsted!

Vi valgte en kort rute på ca. 1 time hver vej, som var angivet som medium sværhedsgrad. Den førte op til Pico de Tijuca, og smukt var det – men jeg er glad for, at vi ikke kastede os over en af de ruter der var markeret som vanskelige…

Der er gode muligheder for at møde nogle af junglens dyr på turen, og vi mødte da også, straks efter starten, denne lille fyr. Jeg har ingen anelse om, hvad det er for et dyr, men kær var den! Det anbefales i øvrigt at man holder udkig efter slanger, som efter sigende stortrives i regnskoven…

Til at begynde med er stien rigtig fin, men den bliver hurtigt mere og mere udfordrende,

– indtil den slutter af med 117 stejle trin op til toppen, hvor man bliver belønnet for sine anstrengelser med en overvældende udsigt over hele Rio.

Turen op ad klippen er ikke helt nem, men turen ned… Har jeg fortalt at jeg lider af højdeskræk? Heldigvis er der hele tiden noget pænt at kigge på, og man kan jo altid sætte sig på enden, hvis det er helt galt (og det er det).

Når man er tilbage ved Bom Retiro, fortsætter man vejen rundt. Der er ikke rigtig noget at tage fejl af, for alt er fint afmærket. Undervejs støder man på nogle grotter,

GROTTER

og senere kommer man til endnu et lille vandfald. Her kan man få et velfortjent hvil, og få vasket fødderne, inden turen går ud af parken. Også her kan man ind imellem finde små ofringer, denne har dog, i følge min svigerdatter, formentlig ikke noget med sort magi at gøre, men er snarere til minde om en afdød.

Når man kommer ud af parken, er det oplagt at køre ned til stranden i Barra de Tijuca. Her ligger strandbarerne på rad og række, og denne her er blevet min favorit.

De serverer alle mulige småretter, og selvfølgelig også acai med alle mulige slags toppings – vi er jo i Brasilien. Jeg elsker acai, og aldrig har den været mere velfortjent!