Kystruten på Mors

Vi er lige kommet tilbage fra sæsonens sidste lange vandretur. Det har jeg vist hævdet før, men denne gang er det den sidste indtil det igen bliver lidt varmere! Sidst vi var på Mors, opdagede vi at der gik en vandrerute rundt langs kysten, og den måtte naturligvis udforskes. Derfor startede vi ud fra vores lille sommerhus, og så blev vi egentlig bare ved med at gå til højre, indtil vi endte oppe i smukke Dragstrup Vig.

img_6126

img_6180

img_6143

Morsø Turistkontor har en bog over den officielle rute, som følger stier, småveje og stranden hele øen rundt. Det er ikke verdens bedste eller mest informative bog, men hvis man godt kan lide at have et fysisk kort med på sine ture, er den udmærket. Den har opdelt i turen i ti etaper, som siges at være nogenlunde lige lange. Ud fra de oplysninger valgte jeg at antage, at hver enkelt etape nok var omkring 15 km, al den stund at den samlede rute er 150 km.

Så korte etaper fik mig til at tænke, at vi mindst kunne gå to plus lidt ekstra om dagen, så det blev turen tilrettelagt efter, med en stille stemme i baghovedet der insisterede på, at det skulle jeg nok komme til at fortryde. Omvendt så har erfaringen jo lært mig, at der ikke er så meget andet at lave ude i den vilde natur, så jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne gå så længe det var lyst. Alt er muligt, især hvis man husker fornuftige snack packs – chokolade og Panodiler kan man gå vældig langt på!

img_6111

img_6176Smukt var det, også – eller måske især – når det barske Limfjordsklima viste tænder. Det er en lille forblæst sag, denne her ø, og da især i den flade, sydlige del, hvor vi vandrer. Vi kom ikke hele øen rundt i denne omgang, fordi vi kun havde to dage til vores rådighed. Selvom vi fra tid til anden er endt med at vandre over evne (fordi vi bare kan gå meget længere hjemme i sofaen end ude på stierne), så var jeg helt fra begyndelsen godt klar over, at 75 km nok var lige i overkanten for vores dagsmarcher. Vi er jo ikke helt nye længere, og har faktisk talt om, at sidste gang der ikke var mindst én af os, der havde ondt ét eller andet sted, formentlig var engang i ’73.

Der er ikke mindre end 17 shelters rundt omkring på øen, og et sandt mylder af små kroer, hoteller og Bed & Breakfasts, så det er ikke svært at finde overnatning. Vi valgte at overnatte i shelter i Dragstrup Vig, efter godt og vel 40 km, fordi vejret jo lovede at være pragtfuldt, og så er overnatning i det fri bare skønt.

Vi er blevet ret skrappe til det der med bål og hygge – sådan lidt bush-crafteragtige. Lidt. Hyggeligt var det i hvert fald, også selvom vi først fandt frem til sheltret efter mørkets frembrud. Det sidste stykke af turen foregik i vores pandelampers blide skær, men heldigvis lykkedes det os at finde frem.

img_6173

img_6167

img_6177

Først næste morgen gik det op for os, præcis hvor smukt et sted vi havde sovet. Dragstrup Vig er helt igennem bedårende, og sheltret ligger noget så fint; lidt tilbagetrukket fra stranden, i en lille lysning mellem masser af træer, som oven i købet havde været så venlige at iføre sig efterårspragt.

img_6137

img_6178

img_6116

img_6174Kystruten på Mors er en nem vandrerute. Den er godt afmærket, og fordi øen er så velforsynet med overnatningsmuligheder, kan man tage den i lige præcis det tempo, der passer én bedst. Landskabet er bjergtagende, og terrænet er let at gå i – og det er jo aldrig en dårlig kombination til en vandretur. En god bid af ruten går langs stranden, og det er smukt, men også noget der tærer på kræfterne. Derfor valgte vi ind imellem at tage de alternative ruter oppe på småvejene, og det var slet ikke nogen dum beslutning. Smuk er øen overalt, og vejene er så let trafikerede, at vi kun mødte ganske få biler.

Én ting der virkelig adskiller denne rute fra de andre vi har gået, er morsingboernes imødekommenhed. Alle vi har mødt (og indrømmet, det er ikke mange, men alligevel…) har taget imod os med en nysgerrig venlighed, som har taget mig med storm. Folk har simpelthen råbt os an, når vi er kommet gående, og er kommet over for at sludre. Når de så har opdaget, at ham min elskede er en Trans, har de sendt venlige hilsner med til resten af familien – for heroppe kender alle åbenbart hinanden.

Det er noget ganske særligt at være morsingbo. En velbegrundet stolthed kommer ind med modermælken, og folk udefra (københavnere, hvis man indrømmer at stamme fra et sted øst for Vejle) betragtes med lige dele medfølelse og venlighed. De har jo ikke morsingboens stoiske robusthed, og kan ikke glæde sig over øens allestedsnærværende skønhed hver evig eneste dag, men må nøjes med at suge til sig, når gunstige omstændigheder tillader et alt for kort besøg.

Jydernes landskab kløves af fjorden,
hvor Oddesund forbindes med Thy,
og der hvor vejen drejer mod norden,
dukker du frem bag en rosenrød sky.
Skønneste Mors, grønneste ø,
smukt blev du formet med å og med sø,
agerbrugsland, skove og strand
kransen af Limfjordsvand.

Foråret fylder luften med toner,
viben er først for den viser vej,
og i hvert krat man ser anemoner,
folde sig ud som en hyldest til dig.
Skønneste Mors…

Duften af muld, af tang og af tjære,
det giver travlhed og energi,
landmand og fisker mærker det gære,
arbejdet kalder på dem i det fri.
Skønneste Mors…

Bølgerne klukker sagte mod stranden,
nu er der sommer endnu engang,
voksne og børn nyder hinanden,
luften vibrerer af latter og sang.
Skønneste Mors…

Men snart vi hører afskedens toner,
varsler at sommeren går på hæld,
der drysses guld i træernes kroner,
mørket det længes hver eneste kvæld.
Skønneste Mors…

Vildgæs på træk i snorlige kiler,
dæmpede lyde, knitrende sne,
barsk er vor ø, mens sommeren hviler,
indtil vi atter får solen at se.
Skønneste Mors…

Vi kom langtfra hele vejen rundt denne gang, men det er lige præcis som det skal være. Vi har fået sat et værdigt punktum for vores første vandresæson, og jeg glæder mig til at tage hele turen næste forår!

img_6179

img_6168

Alt hvad du har brug for at vide om gliking

Så vovet en overskrift som “Alt hvad du har brug for at vide om…” end kan forekomme, så tænker jeg at den er ok her, al den stund at gliking er min egen opfindelse, og at det dermed er mig, der bestemmer hvad der overhovedet er at vide om det!

img_6056

Fuldkommen som glamping – Glamorous Camping – er en ting, forudser jeg, at gliking – Glamorous Hiking – også nok skal blive det. Ja, det er noget jeg selv har fundet på, men det er ikke første gang i menneskehedens historie, at personer er kommet op med fremragende ideer (hallo, menneskeskabt ild, hjulet og smartphones).

img_5179

Skøn, skøn udsigt over bjergtoppene omkring Comosøen.

Gliking går i al sin simpelhed ud på at gøre hiking til en mere glamourøs, og dermed også en mere attraktiv, oplevelse. Og for lige at rydde eventuelle misforståelser af vejen, vil jeg gerne starte med at fastslå, at jeg ikke taler om at ramme vandrestierne i stiletter med en flaske champagne rumlende i rygsækken. Det er hverdagsglamour, det her. Det er et varmt brusebad, en blød seng, og noget god mad i stearinlysenes skær, for eksempel.

Så charmerende hardcore, ultralight hiking end kan være, så kan nogen (mig, mig, mig!!) altså godt blive træt af at vaske mig i en sø med en grydesvamp og drikke filtreret vand der smager af andemad. Jeg kan også ind imellem tænke, at jeg er lige lovligt tæt på det der natur, for eksempel hvis en hjort synes den skal gø af mit telt en hel nat igennem. Jeg kan faktisk også, helt uden større besvær, finde en masse godt at sige om springmadrasser, temperaturregulerede soverum og rene lagner – og så er jeg slet ikke kommet ind på de mere uappetitlige aspekter af hiker-livet!

Derfor har vi henover sæsonen arbejdet os frem til et par gode principper, som vi gør vores ypperste for at tage i betragtning, når vi planlægger vores ture.

img_3223

Smukke Cinque Terre.

For det første har vi indført en regel om, at hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, skal hver anden nat tilbringes på et hotel. Jo total luksus med træk-og-slip, rigtige dyner og en radiator at tørre sit våde tøj på – og også helt særligt at slutte en lang og anstrengende dag med at trække i noget (næsten) rent tøj, og sidde og spise en lækker middag mens man skåler med sin yndlingsmakker.

For det andet har vi besluttet ikke at lægge mere vægt på os selv, end at turen stadig er en fornøjelse – og i forlængelse heraf er vi gået ganske langt i bestræbelserne på at finde ultra super letvægtsudstyr, så der bliver plads til lidt luksus ved siden af. Det er jo indlysende nok, at hvis sovepose og regnfrakke tilsammen vejer 6 kg, så er der næppe kræfter til at bære helt så mange delikate snacks og luksusartikler (shampo, ansigtscreme, stearinlys, hyggetøj til bålet osv) som hvis basisudstyret kan komme ned i vægt.

Desværre er det sådan med hikingudstyr, at jo lettere det er, jo mere kostbart bliver det så også. Derfor kan det svare sig at tage sig tid til nogle overvejelser, inden man placerer hele pensionsopsparingen i tarps og pandelamper. Vi har i hvert fald opdaget, at der er områder hvor det helt afgjort kan svare sig at investere i det dyre udstyr, og andre områder hvor det faktisk ikke helt giver mening.

Sko vil jeg nævne allerførst, for det er et sted, hvor man virkelig kan gøre det nemmere for sig selv. Hvis man insisterer på at gå i traditionelle vandrestøvler, skal man vide at vægt på fødderne belaster kroppen 4-6 gange mere end vægt på ryggen. Det vil sige, at hvis du vælger lette trailrunners på omkring 1/2 kg istedet for vandrestøvler på ca. 1 1/2 kg, kan du uden besvær putte 4-6 kg mere chokolade og en pæn kjole til om aftenen i rygsækken! Hvis du dertil lægger, at selv den mest robuste støvle ikke vil kunne forhindre regnvand i at løbe ned ad dine ben og ind til dine fødder (hvorfra det ikke kan undslippe igen!), og at støvler giver en langt større risiko for vabler fordi de er så ufleksible, er valget egentlig ret nemt.

img_3978

Temmelig våde sko på Gendarmstien. Heldigvis tørrer mine lette sko lynhurtigt!

Køb dine sko 2 numre for store, men vælg en model der er så smal i hælen at du kan få den til at sidde fast ved at snøre den omhyggeligt. Hvis den smalle læst giver problemer ude ved tæerne, er der særlige måde at snøre skoene på, som løser dette problem.

Hvis du ønsker at glemme alt om dine problemer, skal du bare gå i for små sko.
The Houghton Line

img_3059

Rygsæk er til gengæld en af de ting, hvor vægten ikke nødvendigvis er det vigtigste. En nok så let rygsæk vil føles tung, hvis ikke den passer til din krop. I øvrigt er de fleste ultra letvægtsrygsække uden ramme, hvilket gør at vægtfordelingen er mindre end optimal, så den faktisk er sværere at bære. Alt i alt vil jeg anbefale at man finder den letteste blandt de rygsække der passer en – for mig var valget nemt, for der var kun én (1!!) ud af de mange, mange rygsække jeg prøvede, som sad fornuftigt på min åbenbart absurd korte overkrop. Man kan selvfølgelig også udstyre sin makker med en Tryllebør. Vel i virkeligheden den optimale løsning, men ikke altid til at gennemføre…

img_1746

Stealth camping på Bornholm

Telt eller hængekøje, samt underlag, quilts og soveposer, er afgjort værd at investere i. Det gør en kæmpe forskel om dit telt vejer 660 gr som vores, eller om vi snarere taler 6,6 kg. Selvfølgelig har et letvægtstelt sine ulemper; blandt andet er det typisk kun i ét lag, men vores har nu modstået en del ganske vedholdende regn uden problemer.

Madlavningsudstyr er et område hvor man kan spare på vægten, uden at det nødvendigvis kommer til at koste en masse penge. Et Trangiasæt er vanvittigt tungt, og dertil kommer vægten af gasflasken. Vi bærer et helt let udstyr, som brænder fortrinligt på både træ og alkohol. Som regel samler vi brænde, men hvis vi er meget trætte (eller det øser ned), bruger vi lidt ethanol. Se det i funktion her, på vores hyggelige date night.

img_6074

Tøj er lidt en afvejning. På den ene side gider du ikke slæbe en masse tungt tøj, hverken på kroppen eller i rygsækken, men på den anden side er det afgørende vigtigt at du føler dig vel tilpas. For at jeg kan være vel tilpas, har jeg også brug for at være ikke alt for grim. Min grænse går ved regnslaget, som nok er praktisk, men som får mig til at føle mig som Mumitrold, men sådan er vi jo så forskellige. Vi bærer lange bukser af den tunge slags, med forstærkninger bagpå og ved knæene, lavet i så tæt et materiale at myggene ikke kan stikke igennem. De er ikke letvægtsagtige overhovedet, men de er praktiske. Til gengæld medbringer vi kun ét sæt undertøj, ét par strømper og én tshirt som skiftetøj, og skyller bare det beskidte op undervejs. Vores overtøj vil ofte blive båret i rygsækken, og er derfor meget let. For eksempel vejer min dunjakke kun 263 gr., og vores regntøj er lavet af et materiale der vejer 192 gr. pr. m2.

De penge man ødsler ud på andet udstyr, kan man relativt nemt hente hjem på maden. Man kan sagtens købe frysetørret mad, men det bliver hurtigt en dyr (og lidt tvivlsom) fornøjelse. Det er meget sjovere og billigere at tørre sin egen mad – hvis man er den lykkelige indehaver af en ovn, som kan varme mens ovnlågen står på klem, er det bare at gå i gang, og ellers kan man købe et tørreapperat til rimelige penge.

Resten er helt op dagsformen. Gider man at gøre sig umage med at få en skøn tur, jamen så bliver det en skøn tur! Alt det fine ligger nemlig klar derude, lige til at trave rundt i. Rigtig god tur 🙂

img_3139

Oops, we did it again…

Starter med at undskylde for den corny overskrift. Jeg skyder skylden på den udmattelse, der nu på fjerde dag hærger min udpinte krop. men det skete altså – vi gjorde det igen. Gik over vores formåen.

img_5100

Vi er jo kommet galt afsted på vores vandreture før, og helt så tosset gik det (heldigvis) ikke denne gang. Vi gik bare over evne, og det er jo egentlig ikke så skidt igen. Positivt set er det vel sådan man rykker sin grænse og bliver bedre?

I det tidlige (måske lidt for tidlige) forår blev jeg grebet af en ubetvingelig lyst til at vandre. Ikke bare sådan ned til søen og lidt rundt i skoven, næ nej – hiking, skulle det være, på den dyre måde. Med professionelt gear, hængekøjer og Tryllebør.

Vores første forsøg med denne, i bund og grund fuldkommen usvære, kunst var nok mere morsomt end tjekket, men vi kom da stille og roligt efter det. Meget stille og roligt. Men det er da lykkedes os at gå godt over 500 km i år, og mange flere højdemeter end jeg overhovedet magter at tænke på. En milliard tusind ialt, tror jeg *  Er ikke så god til det der med opad, men det er da lykkedes mig at slæbe min stakkels krop over mere end ét bjerg…

Og var det ikke lykkedes før, så fik jeg da i dén grad chancen igen, her på de sidste dages vandring. Nøj, det har været højt. På den fede måde, bevares, men sandelig også på den udmattende, og lidt udfordrende.

Vi gik fra Cernobbio (I ved, der hvor ham Clooney bor) og hjem til Gottro. Egentlig en ganske overkommelig lille tur, men vi stak så ind over bjergene. Bare fordi.

img_5198

img_5256

img_5185Nej, det er hverken von Trapp eller Heidi. Det er såmænd ham min elskede, i vanvittigt smukke omgivelser 😉

En af de ting jeg har lært i år er, at vores vandreture helt generelt bliver mere overkommelige, når det er mig der planlægger dem. Det har formentlig at gøre med, at ham min elskede læser turvejledninger på anden måde end mig, og at han måske ikke altid er helt 100 % synkroniseret med virkeligheden. For nu bare at tage et tilfældigt eksempel, så ved jeg jo godt, at vi næppe kan henregnes til kategorien experienced hikers. Kunne ellers være mega sejt, men det bliver det ikke sandt af. Hvis man nærlæser beskrivelsen af vores nyligt overståede tur, vil man se at ruten er opdelt i fire etaper, som imidlertid ikke kan gennemføres på fire dage. Experienced hikers, disse imponerende væsner, kan med rimelighed forvente at gennemføre ruten på seks dage, men dels er etaperne lange, dels skal man håndtere bemærkelsesværdige højdeforskelle.

Vi havde tre dage. Tre. Som i 3. Ham min elskede havde da også, i al sin visdom, valgt at vi ’kun’ skulle gå de første tre etaper. Dem med alle bjergene.

Det lykkedes (naturligvis?) ikke. Vi gik de to første, udmattede os selv totalt, og på tredjedagen besluttede vi så at gå sølle ti kilometer op ad vores eget bjerg, så vi var hjemme i tide til svigermors hakkebøffer. Og det var godt.

Hvis nogen af jer skulle have fået blod på tanden, så kan I finde turen her. Vi gik som sagt kun de første to etaper, og havde endda planlagt enkelte smutveje, som dog endte med at gå nogenlunde lige op med de gange vi farede vild, og måtte kravle op ad bjergene på hænder og knæ for at finde stien igen.

img_5262

img_5220

Det var bedårende smukt, men jeg må nok hellere advare om, at dele af turen er forholdsvis vanskelig. Underlaget er, for nu at udtrykke det diplomatisk, varierende, og der er virkelig mange højdemeter involveret – 6121 meter op og ned (på de første to etaper), for at være helt nøjagtig. Og skiltningen af ruten kan jeg ikke rigtig sige noget diplomatisk om, så jeg vil nøjes med at anbefale, at man medbringer virkelig godt tingfinderudstyr. Er man ok med det, venter der en fantastisk oplevelse, og så er det bare med at komme afsted!

img_5213

 

* En milliard er virkelig mange. En million sekunder tager for eksempel lige knap 12 dage, mens en milliard sekunder tager næsten 32 år.

Gendarmstien

Så har vi igen haft vandreskoene på, og det var i dén grad umagen værd! Ovre i Sønderjylland løber der nemlig den fineste lille sti; Gendarmstien, fra Padborg til Høruphav. Den løber langs kysten nærmest hele vejen, og man har således de herligste kig ud over Flensborg Fjord, og hele vejen til Tyskland.

img_4090

Ruten er ialt 74 km, og det anbefales at man afsætter fire dage til turen. Så mange dage har vi ikke, og så må man låne… Vi satte to dage af til projektet, og nåede da også kun med nød og næppe til Sønderborg.

Vi startede onsdag morgen hjemme fra Slagslunde, og omkring kl. 12 kunne vi efterlade bilen i Padborg, spænde ham min elskede for Tryllebøren, give hunden snor på, og sætte ud i den øsende regn.

img_4051

img_3952

Efter knap  6 timer og  29 smukke, men meget (meget, meget) våde kilometer havde vi fået nok. Helt nok. Derfor begyndte vi at lede efter overnatning, men det var slet ikke så nemt som turarrangøren (jeg) havde troet. Fandt frem til et fint shelter, men det var optaget!?? Begyndte så febrilsk at ringe listen med hoteller, lejligheder og B&B igennem, men de få der ikke meldte alt udsolgt, ville ikke vide af lille Fili. Havde ellers lidt lovet ham min elskede at det var slut med stealth camping, og det var jo heller ikke fordi jeg var i humør til ulovligheder. Jeg blev jo nærmest bare nødt til det.

Mens vi kogte aftensmad, gjorde vi dagen op. det skulle vi måske have ladet være med.

29 km havde vi tilbagelagt, fra Padborg til Gråsten. Ikke imponerende, men alt hvad der var i os.

Ét enkelt fald blev det til. Jeg bragede om som et træ i skoven, uden synderlig anledning eller elegance. Må hellere holde op med den slags.

Jeg forsøgte mig med 18 af vort hjemlands vemodige sange, i et forsøg på at opmuntre den ikke-ekstatiske del af vores selskab. Forgæves. Jeg synger nu heller ikke særlig pænt. *

En million tusind liter vand var pjasket ned i vores sagesløse hoveder, med 4 våde sko og 2 gennemblødte jakker (ingen af dem mine…) til følge.

img_3978

Torsdag havde vi en hel dag, og tanken var, at vi skulle udnytte den til fulde. Dagsmarchen var sat til lige omkring 40 km, og det havde såmænd også været fint nok, hvis ikke det var fordi det dér regnvejr blev ved med at regne på os. Allerede efter 7 km, to høje snegle og en cola blev vi enige om at afkorte ruten med ca. 20 km. Mojn, hilste vi Gendarmstien, da den drejede ned mod Iller og Brunsnæs, og fortsatte glade til Dybbøl Mølle.

img_4044

img_4054

Og den er jo fin, møllen. Jeg har ikke set den siden jeg som barn løb rundt og legede på skanserne, og vi måtte da også gøre os en del umage for at flikke bare en omtrentlig historie sammen. Ikke desto mindre er der noget rørende over området, som i øvrigt slog mig som meget dansk. Der er noget uendeligt trygt og velkendt over hele det sønderjyske landskab, med de bølgende marker, levende hegn og stadige kig ud over fjorden – det er Danmark, præcis som jeg kender det.

img_4082

Vi overnattede i charmerende (men noget afmonterede) Sønderborg, som jeg sagtens kunne have brugt mere tid i. Planen var, at vi fredag skulle have gået de sidste 10 km (+/-) på Gendarmstien, men der opstod mytteri i rækkerne. Fili gav mig sit mellemfornøjede look, og da det ikke umiddelbart så ud til at ville ændre situationen, begyndte hun at trække voldsomt på det ene forben (en skavank der på mystisk vis forsvandt, straks vi gik hen mod bilen), og ham min elskede blev helt stram i betrækket og fremførte alle slags detaljer til sit forsvar. Men okay – så har vi en grund til at komme tilbage!

img_4015

Gendarmstien er en nem rute at gå. Det går kun ganske lidt op og ned, så konditionen behøver ikke være den bedste. Teknisk er der overhovedet ingen udfordringer; underlaget er aldeles fornuftigt, og stien er omhyggeligt afmærket. Man skal lige vænne sig til at holde øje med den lille blå Gendarm, for ind imellem kan han godt finde på at stikke af. Dette er nemlig ikke en sti der er ‘født’ som en sammenhængende rute, men snarere et sindrigt puslespil, hvor egnens småstier er samlet til én lang tur.

Det er en tur, som jeg uden tøven ville anbefale til vandrere af alle slags. Det siger (forhåbentlig) lidt sig selv, at man skal afpasse dagsmarcherne efter formen, men heldigvis er der så mange overnatningsmuligheder undervejs, at man ikke behøver at beslutte på forhånd, hvor langt man vil gå. Man går ganske enkelt til man ikke gider mere – så lægger man sig til at sove, og næste dag går man videre. Meget simpelt, og lige som jeg kan lide det. En afgørende fordel ved en tur som denne er, at man kan gå den uden de store forberedelser. Ingen grund til at dehydrere mad eller indkøbe specialudstyr – man kan bare tage afsted, og så finder man ud af det praktiske undervejs. Download et kort fra www.gendarmsti.dk – der kan man finde både hoteller, sheltere, campingpladser, restauranter og indkøbmuligheder, og så er det ellers bare at vælge 🙂

img_4004

img_4055

* Prøvede senere at opmuntre ham ved at bruge hans sko, da jeg skulle ud og tisse i nattens mulm og mørke, og derefter glemme at stille dem ind i læ for regnen. Heller ikke nogen succes.

Mini guide til Cinque Terre, del II

Første del af min guide til Cinque Terre handlede om byerne Riomaggiore og Corniglia – nu er turen kommet til Monterosso del Mare, Vernazza, og min yndling: Manarola.

img_3187

Efter et par vidunderlige ture i området mellem Riomaggiore og Manarola, startede vi nemlig dag to i Cinque Terre med at tage toget helt ind i bunden, ind til Monterosso del Mare. Det er den største af de fem byer, og også den ældste. Den er opdelt i en gammel og en ny bydel. Den gamle bydel er, måske ikke så overraskende, bedårende smuk, men den nye bydel får faktisk også en del opmærksomhed, idet den huser Cinque Terres største strand. Nu var det jo ikke primært strandene vi kom for. Vi kom med vandresko og rygsæk – dog minus Tryllebør – så vi begav os ret hurtigt afsted ad områdets mest berømte vandrerute; rute #2, kyststien.

img_3175

img_3404

img_3201

img_3405

img_3220

Den første by vi mødte på vores smukke tur, var Vernassa. Nogen hævder at det er den skønneste af alle Cinque Terres småbyer. Det er i hvert fald den mest proppede – men den er også helt ubeskriveligt malerisk – og et godt sted til en frokost! Hernede er man sådan set aldrig særlig langt fra et godt sted til en frokost, og det største problem er som regel at vælge. Det er dog værd at huske på, at i Italien ankommer du til en restaurant mellem kl. 12 og 13.30 (nogen gange kan du strække den til kl. 14, men det er så også grænsen), og ellers spiser du ikke.

Vernazza var den af byerne, som blev mest beskadiget under mudderskredet i 2011, men efterhånden er den ved at være tilbage i sin gamle, smukke skikkelse. Belforte-tårnet er byens stolteste kendingsmærke, og kan ses på nærmest alle billeder fra byen. Jo også tosset ikke at tage det med, for herligt er det!

img_3204

img_3421

img_3232

Fra Vernazza fortsætter kyststien videre til Corniglia, og det er virkelig en pragtfuld strækning. De mest utrolige udsigter lurer om hvert eneste hjørne, og det smukke holder bare aldrig op. Det gør stigningerne så heller ikke, så jeg fik rig lejlighed til at arbejde med min modvilje mod dem 😉

Man møder mange mennesker på kyststien. Rigtig mange. Og en del af dem har tydeligvis ikke begreb om, hvad det er de har begivet sig ud i. De har formentlig bare hørt, at turen fra Vernazza til Corniglia er vanvittigt smuk, og kun tager 1 1/2 time. Med de oplysninger kan man jo godt forstå, at de kommer ud på stien lidt sent på eftermiddagen, med nyglattet hår, smukke kjoler, små fine sandaler og lækre stråtasker på den sydeuropæiske måde. De har tydeligvis tænkt, at det kunne være hyggeligt med en lille tur til den næste by for at spise middag. Det er da også en fremragende ide. Forudsat altså, at man er klædt på til, og indstillet på, bjergvandring. Jeg tænker, at en del af disse bedårende unge kvinder endte med at spise middag alene, efter at have kastet deres dumme mænd og alle deres skøre ideer ud over en skrænt – sådan lød det i hvert fald på deres samtaler undervejs 😉

Helt generelt synes jeg faktisk, det kan være ret svært at gennemskue præcis hvor udfordrende en given vandrerute er – og det gælder ikke kun i Cinque Terre. Når ruter beskrives som ‘nemme’, relaterer beskrivelsen sig som regel til det rent tekniske: er der vanskeligt fremkommelige passager, er ruten fornuftigt afmærket, og skal du bruge kompas og/eller klatreudstyr for at komme igennem den. Det bedste man kan gøre, er selvfølgelig at kigge på et detaljeret kort, så man kan vurdere hvor mange højdemeter man skal passere, og hvordan de er fordelt over ruten. Det næstbedste er at sammenholde rutens kilometertal med den angivne tid, der kræves for at gennemføre den. Hvis du ender med en gennemsnitshastighed omkring 3 km i timen, kan du roligt regne med, at den indbærer stejle stigninger, for de der tidsangivelser er ikke for gamle folk og småbørn!

img_3422

img_3307

img_3409

img_3419

Vi boede som nævnt i Manaroloa. Det er en betagende lille by, og så har den en meget vigtig feature: Den har en pragtfuld fiskerestaurant nede ved kajen, hvor ham min elskede har indstiftet en tradition med at bestille en flaske iskold hvidvin og to glas, hvorefter han festligt sidder og siger “Cin Cin” til sig selv, mens han drikker sig mod til at springe ud fra den høje klippe. Jamen, så sjovt, da…

img_3262

img_3417

img_3289

img_3416

På vores sidste aften i Cinque Terre gik vi op til Nessun dorma (ja ja, man kan selvfølgelig sin Puccini hernede), som er en skøn restaurant på klipperne lige ovenfor Manarolas kaj. Her er så smukt, at man næsten ikke har tid til at spise – og det er en skam, for maden er typisk italiensk: enkel og toplækker, med udsøgte råvarer, og tilberedt med den største omhu. Nessun dorma kan slet ikke anbefales nok, hvis man er på disse kanter, og den tid man bruger på at stå i kø for at komme ind, er godt brugt.

Honestly all type of works are stressful and hard, even if you have the best sea-view of the world. The only way to keep nice and easy your work is the smile and the passion.

Sådan står der på restauranten – og præcis sådan opleves stemningen, når man sidder en skøn aftenstund og kigger ud på solnedgangen over byen, klipperne og havet, mens man lader sig forkæle med alskens delikatesser. Nice and easy – og smile and passion. Super cool sted, som er afslappet og tilbagelænet på den helt fede måde.

img_3261

Cinque Terre er noget helt særligt. Cinque Terre er nærmest overjordisk smuk, vild, betagende, og evigt omskiftelig. Cinque Terre skal opleves – mere end én gang.

Mini guide til Cinque Terre, del I

Normalt er jeg et godt og omgængeligt menneske, som nærmest altid kan finde en ja-hat at udsmykke mig med, og som er rar ved andre – men som alle andre store karakterer har jeg naturligvis også mit kryptonit. Jeg tåler ikke alkohol *, og er virkelig dårlig til at gå opad. Placer mig på en overflade med mere end 20 % stigning, og forvent at jeg bevæger mig op ved egen hjælp, så skal du bare se løjer… Jeg har egentlig altid godt vidst det, men på vores nylige vandretur i Cinque Terre blev det da for alvor fastslået: Jeg tåler ikke stejle stigninger. Jeg bliver sur. Som en citron. Heldigvis bliver jeg hurtigt god igen 🙂

img_3060

Hver sommer plejer vi at tage et par dage til Cinque Terre; en bedårende lille nationalpark nede ved Middelhavet. Områdets største attraktion er de fem små, farverige byer, som klynger sig stædigt til den forrevne klippekyst. Specielt Manarola har vundet vores hjerter, og det er ofte der, vi vælger at bo, selvom det selvfølgelig ikke er særlig pænt gjort (eller specielt nemt, for den sags skyld!) at udvælge sig favoritter på den måde.

I Cinque Terre finder man ikke noget hektisk natteliv, men til gengæld masser af små, fine strande, de smukkeste byer, der breder sig i de skønneste farver på en helt betagende kystlinje – og hundredevis af vandrestier, som vi skal udforske i år.

img_3328

img_3065

Det kan være rigtig vanskeligt at have bil med i Cinque Terre. Vejene er små, bugtede, og af og til decideret farlige at køre på, som vi for eksempel måtte sande i 2012, hvor vi besøgte parken efter et voldsomt mudderskred i vinteren 2011. Visse steder bestod vejen kun af et frithængende, hærget asfaltlag, som klamrede sig til klippesiderne… ikke nogen fest at køre på.

Faktisk er det en langt bedre ide at efterlade bilen i La Spezia og tage toget ind i nationalparken, hvilket da også er, hvad vi har gjort i år. Der er alligevel ikke meget at bruge en bil til, når først man er inde i området, for den må ikke komme med ind i byerne, og de omgivende parkeringspladser fyldes op hurtigere end man kan nå at sige “frokost”.

img_3086

Hvis man vil vandre i nationalparken, kan det klart anbefales at man investerer i et detaljeret kort over området, og at man hele tiden holder sig orienteret om hver enkelt rutes aktuelle tilstand. Kort kan købes i alle parkens Centri di Accoglienza (velkomstcentre), som findes i alle de fem byer, og på togstationen i La Spezia. Det er i øvrigt også her, man kan købe adgangskort til nationalparkens vandreruter, og partoutkort til toget og shuttlebusserne; noget jeg helt klart vil anbefale frem for at man skal stå i kø hver eneste gang for at købe billetter. Nationalparken er nemlig meget besøgt, og nede i byerne er der temmelig mange mennesker.

Vi startede med at tage toget ind til Riomaggiore, den første af de fem byer, man møder på sin vej ind i Cinque Terre fra La Spezia. Byen er bedårende. Selvfølgelig er den bedårende, ellers fik den formentlig slet ikke lov at ligge i Cinque Terre, hvor alt er smukt. Jeg blev faktisk ind imellem lidt bekymret for, om de høje æstetiske standarder også omfattede personer på besøg, i hvilket tilfælde jeg hurtigt kunne have fået et problem i mit svedige (og ikke svedige på den fede måde!!) hiker-gear. Det lader heldigvis til, at det først og fremmest er bygninger, der absolut skal være iøjnefaldende smukke for at få lov at være her.

img_3089

img_3330

Riomaggiore er opdelt i tre bittesmå dele: den gamle bydel, togstationen, og kajen, hvor der også er en lille strand. Fra togstationen udgår Via Dell’Amore (Kærlighedsstien), som uden tvivl er den mest berømte – og besøgte! – af alle de mange hundrede kilometer vandrestier i området. Det er den korteste og nemmeste sti at vandre: 900 meter er der til Manarola, og man kan snildt komme igennem på 15 minutter. Det er der nu ingen grund til, for det er meget sjovere at give sig god tid til at nyde den smukke udsigt undervejs, og måske snige sig til et kys eller to…

img_3329

img_3073

Desværre er Via Dell’Amore lukket for tiden (åbner formentlig ikke før foråret 2019), så den måtte vi nøjes med at mindes. I stedet satte vi ud på The Riomaggiore Ring, en 3 km lang sti som leder rundt langs kysten, op til Montenero Sanctuary, og tilbage til Riomaggiore. Turen er sammensat af to ruter: #3 og #3a, og det kan klart anbefales at tage den rundt i retning mod uret. Så starter den nemlig noget så festligt, med 1 hel kilometer fuld af høje, stejle trappetrin… og jeg mener det faktisk alvorligt, for de trin kan ikke være nogen fest at bevæge sig ned ad!

Efter en lækker frokost i Riomaggiore ville vi jo allerhelst have fortsat til fods mod Manarola, men det er ikke kun Via dell’Amore der er lukket i år – den alternative sti #531, der ellers forbinder de to byer lidt højere oppe fra kysten, er også spærret. Note til Cinque Terre-vandrere: Det er altid en god ide at tjekke de forskellige vandrerutes aktuelle tilstand på https://www.incinqueterre.com/en/trails-advice. Siden opdateres konstant, og viser hvilke af stierne, der er lukket.

Hvis man vil gå mellem Riomaggiore og Manarola for tiden, må man ud på en temmelig lang bjergtur, og det var nogen af os ganske enkelt ikke indstillet på (se indledningen). Derfor hoppede vi på toget, og kørte til Corniglia i stedet.

img_3325

img_3331

Corniglia er virkelig en perle. Den udmærker sig ved at være den mindste af byerne herinde, og samtidig den højest beliggende. Som den eneste af de ‘Fem Lande’ ligger den ikke helt ude ved havet, men oppe på en klippetop. Det gør den vanskelig at nå, men giver samtidig de mest bjergtagende udsyn, så den må man ikke snyde sig selv for. Ekstra bonus: den lidt afsides beliggenhed gør at den er langt mindre proppet end de øvrige fire byer! Hvis ikke man orker at traske op ad bjerget, kan man altid hoppe på en shuttlebus, som holder lige udenfor stationen.

img_3326

img_3332

img_3126

img_3336

img_3139

img_3334

Festligt nok, så er kystruten mellem Corniglia og Manarola også lukket i år, men heldigvis går der en fin rute lidt oppe i bjergene, som jeg slet ikke kan anbefale nok. Man tager rute #587 inde fra Corniglia, og følger den indtil man møder #586,  som leder til Volastra. Volastra er en lille landsby, hvorfra man følger rute #506 som går rundt langs bjergsiden i udkanten af de velpassede vinmarker, med den mest fantastiske udsigt over havet, bjergene, de terrasseopbyggede vinmarker, og byerne Manarola og Corniglia.

img_3337

img_3156

Vi stoppede for natten i Manarola. Vi boede på Hotel Ca’ d’Andrean, hvor vi har boet før, og det var ligeså fint denne gang som sidst. Skønt var det at komme ud af det støvede og beskidte vandretøj, få et bad, og trække i en frisk t-shirt, inden vi begav os ud i byen. Ultimativ hiker-luksus: rent tøj! – og på denne tur kunne det lade sig gøre, fordi vi hverken skulle slæbe overnatnings- eller madlavningsgear. Slet ikke så ilde endda.

Fortsættelse følger

img_3335

* Giv mig mere end tre farvestålende drinks (gerne med paraplyer!), og jeg forvandler mig til en savlende, højtråbende bodega-Torben, som sidder sådan lidt dum-lummert og grynter ting som “Træk i min finger” og “Det sagde hun også i går” – voldsomt morsomt… For mig selv, forstås. Indtil næste morgen, hvor jeg endnu en gang må sande, at jeg ikke tåler alkohol.

Om at bryde sine grænser

Jeg er bange for højder. Ikke sådan på Uh, hvor Eiffeltårnet er højt-måden, men på den langt mere ucharmerende facon, hvor bare det at stille mig op på en stol giver mig svedperler på overlæben. Og – bare i tilfælde af, at nogen skulle finde på at spørge – nej, jeg er ikke det fjerneste bange for at flyve. Der sidder jeg jo i en magelig stol, med begge fødder solidt placeret på gulvet.

img_2691

Forleden blev mine grænser udfordret på det mest eftertrykkelige, da en lidt utjekket vandretur i Val Sanagra løb helt af sporet. Vi endte på en ’sti’ (og jeg bruger dette ord på den bredest mulige måde her), som bestod af et par stålwirer, fastgjort til en porøs klippeside 50 meter over en flod, hvorpå der var lagt skiftevis lidt trådnet og en række knækkede og ustabile cementfliser. Og den var laaaaaang, ’stien’. Meget lang. Og i takt med at ’stien’ blev dårligere og dårligere (nettet over den, som skulle beskytte os mod nedfaldende klippestykker, var faldet sammen under vægten af – ja: nedfaldne klippestykker, og lå således henover ’stien’, som i øvrigt var gået så meget i opløsning, at vi visse steder måtte sætte os på enden og krabbe os hen over stejle fald), blev det mere og mere umuligt at vende om. Og nå ja – vi var også presset for tid, for vi løb om kap med solen, som ville i seng.

img_2696

Jeg har, af gode grunde, ingen billeder fra de værste stykker af ’stien’, men her kan man se hvordan den er planlagt – wirer i klippevæggen, og et ‘gelænder’ (og igen bruger jeg ordet i den bredest mulige betydning) ud mod det voldsomme fald. Dette stykke var okay at gå. Ikke sjovt, men helt afgjort okay, og den betagende skønhed opvejede næsten gyset. Sådan fortsatte det ikke…

img_2734

Her er et par billeder jeg har lånt. Det ovenfor er fra en YouTube video af turen, tilbage i 2013, hvor stien endnu hang sammen – tjek eventuelt fra 15.50 inde, for at se områdets skønhed. Det nedenfor stammer herfra, og illustrerer udmærket ideen bag stien. Bare lidt sjovere, før skidtet begyndte at bryde sammen…

img_2735

Jeg kom igennem, fordi det skulle jeg. Der var ingen andre muligheder, så jeg bed tænderne sammen (ikke nemt at gøre, mens man hulker højlydt), og satte den ene fod foran den anden.

Var jeg sej? Mneejaa… Jeg gjorde noget, som jeg slet ikke turde. Men er det sejt? Måske. Måske ikke. Sikkert er det i hvert fald, at jeg ikke var nogen amazone, som jeg krøb tudende frem over de skrækindjagende rester af det, der fra starten var en ringe udtænkt ide. Omvendt er det jo, som ham min elskede bemærkede, ikke særlig sejt at gøre noget, man ikke er bange for.

img_2709

Den der virkelig var sej på denne tur, var vores lille Fili. Hun travede troligt – og forsigtigt! – i hælene på Peter. Normalt følger hun mig, men jeg tror ret hurtigt hun afgjorde med sig selv, at han var et bedre bud på en fører i den pågældende situation…

Nå ja – og så vil jeg da i øvrigt lige runde af med at fortælle, at da vi nåede enden af mareridtet, blev vi mødt af et opslag der bekendtgjorde, at stien var lukket, og ikke kunne bruges mere…

Min højdeskræk blev udfordret, og jeg kom igennem skrækken, men det var ikke fedt. Det var ikke en storslået oplevelse af, at nu overvandt jeg, én gang for alle, en latterlig fobi. Igen: jeg kom igennem, fordi jeg skulle. Der var ganske enkelt ikke andre muligheder. Og det faktisk sådan, jeg som regel sameksisterer med mine fobier * – jeg respekterer dem, men tillader dem ikke at forhindre mig i at gøre noget jeg vil eller skal.

Hvordan tackler I jeres fobier, hvis I da ellers har nogen? Fik I overvundet dem alle i ungdommens kåde overlegenhed, eller er I lidt mere ferme end undertegnede til at undgå situationer der trigger dem?

img_2722Glad Pia. Virkelig glad – og lidt overrasket – over at overleve…

 

* Undtagen min græshoppe-fobi. Er jeg alene hjemme med en græshoppesituation, bliver det ramte rum aflåst, mens jeg venter på hjælp. Kan for eksempel fint sove i stuen.

Mini-guide: vandring på Bornholm III

img_1950

Efter en god nats tiltrængt hvile i Sandkås, startede turen næste morgen med kurs mod Hammerknuden, som vi lige skulle rundt om, inden vi gik ned mod Blåskinsdalen, som var næste stop. Formen var ikke så overbevisende, men turen gennem Sandkås, Allinge og Sandvig var fin, så da vi nåede indgangen til Hammerknuden, og samtidig rundede de 100 km, var vi fortrøstningsfulde.

img_1951

img_2154

img_1971

Turen rundt deroppe er vanvittigt smuk, og den viser virkelig den barske side af Bornholms natur. Havet buldrer mod klipperne, og der er imponerende formationer (navngivne, naturligvis) overalt. Undervejs stødte vi på ruinen af Salomons Kapel, som var det religiøse samlingspunkt på fortidens sildemarkeder. Ret hurtigt efter kapellet blev stien stejl. Meget stejl. Ikke lige sagen for hærgede knæ og lårmuskler, men vores imponerende Tryllebør nærmest svævede over*.

img_1980

img_2157

img_1982

På en eller anden måde overlevede vi turen over knuden, og nåede (kurende på enden det sidste stykke) frem til Hammerhavn, hvor vi fik os et velfortjent hvil, inden turen gik videre mod Hammerhus. I Hammerhavnen er der et ret fint anlæg, med shelterplads, kiosk med verdens bedste sandwich og et lille hus med brændeovn, hvor man kan hvile ud, hvis vejret ikke lige er til at sidde ude på terrasserne, så vi var helt klar, da vi begav os videre.

img_2041

img_2156

Vi gik ikke op til Hammershus slotsruin, men nød de smukke kig til stedet, hvor Corfitz Ulfelt og Leonora Christina sad fængslet, og hvor min veninde og jeg som ganske små stak af fra vores forældre, så min mor stadig bliver lidt stram i stemmen når hun fortæller om, hvordan de løb rundt og ledte efter os blandt de stejle klippefald. Vi var slet ikke blevet væk, men den slags kan være svært at forklare de voksne…

Bemærk i øvrigt at både Løven og Kamelhovederne faktisk ligner det de hedder. Lidt i hvert fald.

img_1986

img_2158

img_2015

Vi fortsatte gennem Slotslyngen, det imponerende Klondyke og Ringebakkerne til Vang. Ved både Hammerhavn og Vang er der lejrpladser, men vi ville gerne lidt længere nedad mod Rønne, så den sidste dagsmarch ikke skulle blive alt for presset. Derfor mosede vi videre gennem bakkerne, og forbi både Blåskinsdalen og Jons Kapel. Vi havde jo ellers planlagt at finde en uforstyrret plet i området, hvor vi ville begå vores sædvanlige ulovligheder, men nogen af os blev lidt grebet af en stemning, så vi knoklede videre gennem Teglkås og Helligpeder, helt ned til Hasle.

img_2159

Stykket ned langs vestkysten er umanerlig fint, men efterhånden var der helt udsolgt hos mig. Som i fuldkommen og aldeles udsolgt. Peter fik al bagagen over på Tryllebøren, men lige meget hjalp det. Jeg var ganske enkelt udgået for kræfter, og kunne dårligt sparke den ene fod frem foran den anden, så da vi ramte Hasle, og jeg spottede et konditori, nægtede jeg at gå så meget som et eneste skridt videre, før jeg havde fået sukker. En Napoleonshat, en hindbærsnitte, en makronsnitte og et tebirkes senere indvilgede jeg i at stable mig op på mine rystende ben, som blev ledt hen til campingpladsen i Hasle, hvor vi smed os på helt reglementeret vis for natten.

img_2160

img_2065Find fem fejl – eller én, i hvert fald.

Næste morgen havde vi kun ganske få kilometer tilbage på Bornholm, så vi gav os god tid til pandekagerne, inden vi igen smed rygsækken på nakken / lod os forspænde Tryllebøren og begav os på vej. Og sikke en vej! Jeg har aldrig rigtig udforsket området nord for Rønne før, men hold nu op, hvor det var særligt.

img_2152

img_2161

img_2081

Syd for Hasle så vi Kultippen, et sjovt månelandskab, som er opstået ved at ler fra en nærtliggende kulgrav er blevet efterladt, så alt ligger goldt hen. Nede i nærheden af Sorthat er der fundet dinosaurfodspor, men det lykkedes ikke os at få øje på nogen, så vi fortsatte ned mod Nordskoven.

img_2079

Det allersidste stykke inden Rønne gik igennem vidunderlig skov, med den blødeste bund  – virkelig noget vi formåede at sætte pris på. Vii nåede frem til Rønne i så god tid, at vi både havde tid til en solid frokost og en strandtur, inden vi kl. 16.30 hoppede om bord på færgen til Ystad, møgbeskidte, trætte og glade helt ind i knoglerne. Nå ja, og sultne. Altid sultne 😉

img_2091

Den tur vi har gået, fra Rønne gennem Almindingen til Svaneke, op ad kysten til Sandkås og derfra over Hammeren og tilbage til Rønne, kan nærmest alle gå. Vi er i skrækkeligt dårlig form, og det har selvfølgelig kostet – men vi kom igennem. Vi brugte fem dage på turen, men kunne sagtens have gjort det på fire. Omvendt kunne vi snildt have brugt dobbelt så meget tid, for der er bare dejligt på Bornholm. Vi var glade for at kombinere telt med hoteller – begge dele er fint, både kombineret og hver for sig. En af fordelene ved denne rute, hvis man er utrænede vandrere, er at der dels er mulighed for at både sove og spise nærmest overalt undervejs, dels at BAT-busserne kører på kryds og tværs af øen, så man til enhver tid kan vælge at hoppe på sådan en, hvis man har fået overvurderet sin egen formåen.

Hvis man har den mindste smule mod på at komme ud og trave langt, kan jeg slet ikke anbefale Bornholm nok. Der er så hjerteskærende smukt overalt, og det en nem og billig ferie, som slet ikke kun hører sommeren til. Turen ville være mindst lige så skøn i foråret eller efteråret, bare man klæder sig efter vejret.

img_2163

* Okay, “nærmest svævede” er nok en tilsnigelse, og i øvrigt mindede ham min elskede mig konstant om, at det altså var ham, i højere grad end Tryllebøren, der fortjente applaus…

Mini-guide: vandring på Bornholm II

Dag 3 af vores vandretur på Bornholm vadede vi i bedårende skønhed og imponerende oplevelser. Vi gik fra Svaneke over Gudhjem til Sandkås, og det er jo en udmærket vej at gå, hvis man godt kan lide noget der er pænt.

img_1812

Vi forlod Svaneke efter en solid morgenmad, med 26 km foran os. 26 km er jo som udgangspunkt det rene ingenting, men når man trækker to midaldrende, utrænede og generelt uformående tosser, en god håndfuld klipper og stigninger, og en grundlæggende upålidelighed i Google maps  ind i lignimgen, er det faktisk  rigeligt. Vi endte med at gå 35 km, og det var nok.

Turen fra Svaneke til Sandkås går gennem Danmarks allersmukkeste natur, og man rammer adskillige småbyer med en nuttethedsfaktor, som dårligt kan overgåes. Listed er bedårende, og Ypnasted og Bølshavn ligeså. Bølshavn er et af de steder, jeg har holdt ferie som barn. Fotografisk bevis nedenfor:

img_1619

img_1877

img_1941

Mellem småbyerne står der en såkaldt hilse-sten; en bautasten, som vandrende har hilst på gennem mange, mange år, og derved fået held og lykke med på deres videre færd. Vi mener nu nok at gå under en heldig stjerne, men selvfølgelig hilste vi alligevel på Hellig Kvinde.

Rankløveskåret er imponerende, men kun hvis man kravler ned i det. Oppefra ser det ikke ud af noget videre, men vi besluttede at det var ok. Ikke fordi Tryllebøren ikke kunne have klaret turen, men vi blev enige om at spare kræfterne. Vi skulle jo også forbi Kobbeåens udløb, og vi vidste begge at Kobbeåen laver en af øens skrappeste bakker. Jeg har utallige minder fra mine mange gispende og stønnende forsøg på at forcere den på cykel. Aldrig særlig pænt, men hver gang er jeg da kommet op, omend et liv langs med åen flere gange har virket tillokkende.

Vi havde lovet os selv en omgang Sol over Gudhjem til frokost, så det sidste stykke over Kongens Mark og Melsted gik som en leg (en syg leg!). Til gengæld måtte jeg endnu engang sande, at det måltid du har kæmpet dig frem til, bare smager så meget bedre end noget som helst andet i verden, og med 79,2 km i vores trætte poter, var det i dén grad velfortjent!

img_1927

img_1945

img_1905

Eftermiddagens tur fra Gudhjem til Helligdomsklipperne siges at være den flotteste strækning i hele den vide verden. Der er dem, der påstår at turen fra Helligdomsklipperne til Gudhjem er endnu smukkere, men det er slet ikke rigtigt. Ikke noget af det. Den smukkeste tur går fra Svaneke til Gudhjem, og sådan er dét 😉

Undervejs passerede vi endnu et par bautasten og den morsomme Salenebugt med hvalrosklippen, som jeg dog ikke var i stand til at genfinde. Den er ellers noget så fin, men ting forandrer sig åbenbart…

img_1947

img_1931

img_1946

img_1940

Det går ret meget op og ned på kyststien, og man går i et utroligt varieret landskab. Klipper, sand, rullesten, markstier, skønne afgræsningsområder hvor grundfjeldet titter op hist og her, lidt på cykelsti, og endda på et tidspunkt gennem et parklignende anlæg med tusindvis af roser.

Vi satte stor pris på (havde brug for!) vores pauser, og dumpede ind på en lille cafe, lige inden vi kom frem til Helligdomsklipperne.  Turen langs klipperne var nøjagtig så smuk som den plejer at være – som barn var jeg især betaget af Den Sorte Gryde, som affødte mangen en sangleg på stedet, men denne gang sprang vi, helt ubesværet oven i købet, Bro Bro Brille over.

Efter Bornholms fine Kunstmuseum kom vi til Døndalen. Havde vi haft en lidt kortere dagsmarch eller en lidt lettere oppakning, ville vi bestemt være gået på jagt efter det sagnomspundne vandfald, som jeg har tilbragt adskillige sommerdage med at lede efter. Bæstet tørrer ud om sommeren, men udenfor sommersæsonen er det noget så fint – bare et tip, hvis nogen skulle have lyst til en dejlig efterårsferie! Vi sprang også over Troldeskoven, hvor der i foråret vokser de blå anemoner, som var min mormors yndlingsblomst. Blå anemoner er helt særlige. Hvide anemoner der dækker hele jorden ligesom sne, er yndefulde forårsbebudere, men de blå står mit hjerte særligt nær.

img_1871

img_1944

img_1895

img_1943

Kort før man rammer Tejn, kan man smutte ind gennem en låge til et afgræsset areal. Herinde findes Stammershalle, med bautastene og udgravninger af bronzealdergrave, fint og stemningsfuldt.

Sandkås er nærmest vokset sammen med både Tejn og Allinge, som er vokset helt sammen med Sandvig – fire små byer i ét. Her myldrer det med mennesker, og hotellerne ligger som perler på en snor. Vi var bare glade for at være kommet frem, og nød at få skoene af og benene lidt op…

Læs også om turen fra Rønne til Svaneke, og den sidste del fra Sandkås over Hammerknuden tilbage til Rønne.

Mini-guide: Vandring på Bornholm

Som jeg kort nævnte forleden, er vi i øjeblikket på Bornholm. Vi er på vandretur, og naturligvis kunne vi ikke følge den slagne vej… Den er ellers oplagt: Tilbage i midten af 1800-tallet var min oldefar med til at anlægge en redningssti rundt langs Bornholms kyster. Når man går på stien i dag, er det i mindre grad for at advare skibe der kommer for tæt på den forræderiske Bornholmske skærgård, men snarere for at nyde en vidunderlig tur øen rundt.

Selvfølgelig ville vi også gerne følge redningsstien rundt – men vi gider simpelthen ikke gå stykket fra Balka og nærmest hele vejen til Boderne, fordi man der går på selve stranden. Vi orker ganske enkelt ikke at sparke os frem mellem glade badegæster og isindsmurte børn, med vandresko, rygsæk og tryllebør.

Derfor har vi i stedet lagt en rute på tværs af øen, fra Rønne ind gennem Almindingen og Paradisbakkerne, og ud til Årsdale. Herfra vil vi så følge oldefars sti hele vejen op omkring Hammerknuden og tilbage til Rønne.

Lørdag morgen (som i tidlig morgen, med afgang fra stationen kl. 5.37) tog vi toget til Ystad, og derfra færgen til Rønne. Vel ankommet i Rønne forlod vi straks den ellers top charmerende by (den må pænt vente et par dage, til vi vender tilbage til den igen), og begav os mod Almindingen.

img_1713

Almindingen var tidligere et fælles afgræsningsareal midt på øen – heraf navnet: Almindingen betyder ‘alle mands’ på gammelt dansk – som i dag er Danmarks tredjestørste skov. Den er især kendt for attraktionerne Ekkodalen, Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg og Rokkestenen (man må bøje sig i støvet for bornholmernes evne til at navngive enhver sprække, sten eller bakke, og på den måde lade os forstå, at ethvert sted bærer sin egen vigtighed i sig), men skoven er faktisk også en oplevelse i sig selv.

Jeg havde lagt en rute som gik over Rytterknægten, og det var der en god grund til. Det handlede om en vandpost, men sådan en er der jo også ved Ekkodalen, mindede jeg småbandende mig selv om, da vi asede os op ad bakken. Til gengæld, blev vi enige om, ville vi ikke fortsætte fra Rytterknægten over i Ekkodalen, men bare sætte kursen direkte mod Paradisbakkerne. Vi gik endda og skiftedes til at råbe “Hvad drikker Møller?” og “Øller, øller, øller”, bare så vi ikke blev snydt for oplevelsen. Undskyld til jer, der var derude. Det var en slags hiker’s high, tænker jeg.

Og så kom vi minsandten over Ekkodalen alligevel. Lidt en blanding af nostalgi, beslutsomhed og manglende stedsans – fint var det under alle omstændigheder, og vi fik endda is derinde. Så er alt jo godt.

img_1797

img_1725

img_1798

img_1746

I alt gik vi 33 km gennem skoven, indtil vi gjorde det, som vi efterhånden er blevet rigtig dygtige til: smed os udmattede i skovbunden på ganske ureglementeret vis, aka stealth camping. Vi brugte timerne om bålet med dels at proppe os med den lækreste karryret (sult er den bedste kok!), dels at pleje mine ømme poter. Altid festligt med nye sko, jo 🙂

Søndag morgen vågnede vi tidligt. Det gør vi for så vidt altid, når vi er ude, og det kan muligvis have noget at gøre med, at hiker’s midnight typisk indtræffer mellem 21 og 22. Vi var i hvert fald oppe med fuglene, bagte pandekager og stegte bacon, og havde alt pakket sammen og var klar til at rømme lejren allerede omkring kl. 9.

Dagsmarchen gik via Paradisbakkerne ud til kysten, hvor vi satsede på at ramme Svaneke så tilpas tidligt, at vi kunne nå at nyde den skønne by, inden udmattelsen for alvor satte ind.

Svaneke har en helt særlig plads i mit hjerte. Byen er fyldt til randen med minder fra både min egen og mine ungers barndom, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at klipperne omkring Svaneke er noget ganske særligt.

img_1790

img_1776

img_1799

img_1775

img_1769

Som en ekstra lille luksus havde jeg booket os ind på Siemsens Gård. Det er meget fint, alt det der med teltslagning, bål og tørret mad – men der er også meget godt at sige om et varmt brusebad, en stikkontakt og en blød madras, og det blev alt sammen sagt dén aften, efter en vidunderlig tur ud i Hullehavn, sydøst for Paradis. Eneste ridse i idyllen er, at Fili ikke er med. Vi var usikre på, om turen ville være for svær for hende, så hun er i mange trygge hænder derhjemme – men vi savner hende.

I dag går turen nordpå, med første stop i Sandkås. Ifølge trackeren har vi allerede 61 km i skoene, men jeg er helt sikker på, at turen i dag bliver mere smuk end smertefuld 🙂

Red: Dette er første del af en serie om vandring på Bornholm – læs videre om turen fra Svaneke til Sandkås, og turen over Hammerknuden til Rønne.

Older posts